Gensynshundeglæde - ROCKPAPERDRESSES
Gensynshundeglæde

Man skal passe på med at lade sin hund passe, for man kommer hurtigt til at vænne sig til et hundefrit liv. Ingen stress om morgenen med en tissetrængende hund. Ingen tvangsaftenture, når man mest træt og baldret. Ingen stress midt på gaden, når din hund dumper for anden gang, og du kun havde én pose med (“har jeg ikke en kvittering et sted?!”).

Men det er også omtrent det mest trælse. For der er heller ingen at tørre skylden af på, når man slipper en vind. Der er heller ingen, der tilfældigvis trækker forbi isbutikken efter aftensmad. Og der er heller ikke nogen, der kysser en om morgenen – selv når man har morgenånde.

I går aftes fik vi hentet Frida fra sin 3 uger sommerferie, først hos svigermor, Fridas farmor, og så hos min mor, Fridas mormor. To mennesker, der holder af Frida i næsten samme grad, som de holder af deres unger. Og Frida elsker helt sikkert også dem. Omend hun elsker alle, lidt. Skraldemanden, Hus Forbi-sælgeren, postbudet, naboen. Alle. Det siger jeg selvfølgelig ikke til folk, for de føler sig altid lidt særlige, når Frida giver sig til at slikke op og ned ad benene på dem. “Det gør hun(d) med alle” – hvorfor tage noget fra dem. “Ja, hun er vist glad for dig!”. Det kunne være fint, om alle havde samme sind som hende, tænk så meget kærlighed i verden. Og dertil hørende forviklinger, der kunne opstå.  Det skulle være et meget åbent forhold, skulle det hænge sammen.

Det er så dejligt at få hende passet i ny og næ, slippe for forpligtelserne, overlade øjendråber, hundetur og klap til andre for en kort stund. Og desto større er gensynsglæden ved at se hende igen.

Min bedste ven, en af de få der er mere behåret end mig – that’s the kind of friend hun er. Det bløde maveskind (som er utroligt mørkt pt. – det ændrer sig ligesom i løbet af året, og det slog mig, om hun mon også bliver tanned?), hendes missende øjne, når man lige rammer the sweet spot i øret. Den ene gang hun indtil videre har stået med poterne på kanten af sengen og kysset min runde mave. Hold kæft, det var sødt. Der var jeg lige ved at tude. Hun ænsede nok ikke, om det var ben eller arm – det var bare hud og lige hendes kop te. Menneske. Hendes yndlings. Men mit hjerte slog krøller.

Gad vide om de to kommer til at holde af hinanden, hund og baby… Det kommer nok til at kræve lidt tilvænning for dem begge. Men jeg ser et potentiale. For nu er Frida fint tilfreds med den taburet, jeg har bygget hende.

rockpaperdresses, Cathrine WIdunok WIchmand, #rockpaperfrida

9 kommentarer
  1. Hun ser bare så dedikeret ud til sin mopsemamma, som kun en mops kan <3 I morgen skal vi genforenes med vores to mopsedrenge, når vi kommer hjem fra 2 uger i Toscana og jeg tæller timerne – hold da op hvor jeg savner dem.

    1. Haha, jaaah, de er seriøst noget helt, helt særligt i deres dedikation og kærlighed til forældre. jeg forestiller mig en lykkelig genforening med jeres to <3 Det er det bedste !KH

  2. Vores lille hund er også blevet helt mørk på den bløde mave, så mon ikke de også får en lille tan?☺️

  3. Som en fellow hundemor på snart 8. år kan jeg kun alt for godt følge det, du beskriver i det her (i øvrigt virkelig fine) indlæg. Efter et par dage på ferie føler jeg altid, at der er noget “galt”, når jeg begynder at sove længe konsekvent – “hvor er den irriterende, larmende og helt og aldeles altoverskyggende charmerende snude, der vækker en kl. alt for tidligt og sørger for, at man da i det mindste får lidt gåture på motionskontoen dén dag?” Aldrig om jeg ville bytte de lange søvnmønstre for ikke at have hund. Ren kærlighed ❤️

    1. Haha det er så præcist “hvor er den irriterende, larmende og helt og aldeles altoverskyggende charmerende snude” – dødirriterende til tider og helt igennem fyldte med kærlighed og kæmpe glæde samtidig <3 Bedste venner! Det er de! KH

  4. Herhjemme er vi selv blevet forældre for 3 uger siden til en lille dreng. Vi har Charlie, en golden retriever på 4 år, som har taget så godt imod den lille ny❤ for os har det virket at inkludere ham i så meget som muligt og lade ham snuse,, slikke og være tæt på den lille, når vi sidder med ham og ikke lade det gå ud over hans egne vaner for meget med gåture osv. Kan så meget genkende ens følelser for de firbenede i dit indlæg, og tænk sig, den lille har allerede en Bedste Ven når han kommer ud 😉
    Held og lykke med det hele 😊

    1. Ja det kan jeg næsten tude over allerede, de to små kærligheder der skal mødes og lære hinanden at kende. Åhh! Og vi har også talt om, at Frida bare skal have lov til at kysse og skubbe og nusse, så han vænner sig til – og hun ligeså <3 KH

  5. Vi har baby Anton på 4 måneder og firbenede Alfred på 2,5 år herhjemme. Alfred er en sort labrador med stor kærlighed til de fleste mennesker, som kan finde hans skab med godbidder 😂 Han kan godt vise vej, så det kræver ikke det store 🤣

    Nå, men.. Alfred er en skøn hundestorebror. Han henter bolden, giver lillebror sin bamse i moseskurven, når han er ked (henter den desuden også igen, når lillebror bliver glad igen), han går med når lillebror skal skiftes, han putter i fodenden om morgenen når vi barselssnoozer den længe i sengen og han ligger tæt på barnevognen udenfor, når lillebror sover lur.

    Alfred har fundet en god ven. Han vil altid gerne hilse på lillebror, så det får han lov til. Måske får lillebror et slik på foden, på kinden eller en halvvåd hundesnude på hånden – men sådan er det altså at være baby herhjemme. Alfred har vænnet sig til baby, og baby skal vænne sig til Alfred.
    Nogle gange siger baby selv fra, også bakker Alfred selv tilbage. Det er fint for os.

    Jeg tror på at hvis hundens vaner ikke ændrer sig for meget, og hunden stadig mærker kærligheden og tiden fra sine menneskeforældre, så skal det nok gå. Hos os har far taget lidt mere over med Alfred, fordi jeg bruger meget tid med baby og amning mv. Men det er jo bare for en periode – så længe man ikke glemmer hunden, så går det nok.

    De skal nok blive fine venner en dag. Det bliver din lille dreng og Frida også 💙

Læg en kommentar