Spørgerunde om barnløshed: Omverdenen - ROCKPAPERDRESSES
Spørgerunde om barnløshed: Omverdenen

Det sidste indlæg oven på den lille spørgerunde. Vi har taget alle spørgsmålene omkring kroppen og så dem omkring sindet. Og nu til dem omkring omverden, relationerne, andre mennesker, hvordan jeg håndterede spørgsmålene, fokuset osv.

Jeg håber, I føler, I har fået svar, og nogen I kan bruge til noget. I må altid stille spørgsmål, også selv om jeg selv prøver at sætte et komma i min historie.

rockpaperdresses, Cathrine WIdunok Wichmand, Rist, Søndag morgenmad

Har du følt dig alene om den “opgave” at skulle skabe åbenhed om fertilitetsbehandling?

Ærligt talt, ja. Der var en periode, hvor jeg fik daglige opkald og mails fra aviser, tv, radio, journalister fra online medier. Det føltes som om, jeg var den eneste case, der kunne udtale sig. Og i starten sagde jeg ja, jeg var på P4, i blade og i Aftenshowet foruden at dele her. Men det krævede helt sindssygt meget af mig konstant at forholde mig til min smerte og ikke få lov at lægge det på hylden. SÅ jeg begyndte at sige nej, selv om jeg jo så gerne ville bruge stemmen og tale for sagen.

Jeg har efterhånden også fået kendskab til ret mange par og kvinder, der har fået mere eller mindre hjælp i deres proces. Kvinder og par der ligesom mig også har stemmer i offentligheden, hvor jeg har tænkt “PLEASE! Del historien. Sig det nu højt”. Der er brug for, at vi kommer længere – kom nu, smarte dameblade, del historierne (stort tak til IN som tog mig med i deres power kvinde-særnummer)!

Der er stadig så meget brug for at bryde tabuet. Skammen. Det ville kunne skabe så meget fællesskab og “almindelighed”. Den der følelse af “alle andre kan, undtagen os, hvad har vi gjort?” – det kan alle andre ikke. Mange kan, og en hel del kan ikke, der er bare så mange, der ikke deler.

Ja, jeg har følt mig alene. Men i sidste ende – det er en privatsag. Og der er så meget på spil. Følelser, skam, “hvad nu hvis det aldrig lykkes?”, arbejdsgivere. Jeg forstår det, og det er ikke min opgave at skubbe nogen udover kanten. Det har også en pris, når man vælger at dele offentligt – men for mig har der været så meget mere at vinde end prisen at betale.

Det er så dejligt, at Pelle Hvenegaard fx har delt deres historie de sidste måneder. Flere store stemmer, flere helt almindelige, seje, succesfulde mennesker, som tør. Det er en lettelse og ridser glansbilledet, som er så pokkers svært forgængeligt. Det har også været så sejt at læse Leandra Medines (Manrepeller) indlæg om behandling, sorg og glæde. Og for nyligt også The Fashion Guitar. Åh, lad os vise hinanden tillid og dele!

Hverdagsglimt, rockpaperdresses, Cathrine Widunok Wichmand
Hvad kan vi andre, der stadig er i behandling gøre for at være med til at “råbe op”, så der bliver en større bevidsthed om, at børn ikke bare er noget, alle lige får, når det passer ind i kalenderen?

Jeg hørte Mads & Monopolet i går, hvor en ung kvinde havde taget kontakt. Fireogtyve år, model – klar på at rejse verden rundt med sin kæreste. Titusinde oplevelser og et eventyr i vente. Hun havde fået besked af adskillige klinikker, private som offentlige, at hendes AMH-værdi var lav – der var næsten ingen æg tilbage, og på fertiliteten var hun nærmere de 40 år. Skulle de få børn nu? Eller holde på at rejse jorden rundt?

Monopolet syntes, hun var ung og skulle gå for rejserne – “det kan jo være, det lykkes alligevel naturligt, når de først er undervejs”. Jeg kunne ikke lade være med at tænke, at man altid kan rejse. Også med børn! Hvis det er en drøm at få biologisk egne børn, så er det da det at gøre, mens man kan. Deres svar var ignorant – i mine ører. Og Adam havde det helt ligedan.

Jeg kan godt blive træt af især den lidt ældre generation, som har fået børn, som ikke i samme omfang har været ramt måske, som vores generation er. De der tænker, “herregud” og “hvis man bare slapper af”. Sådan er det altså ikke, bare. Der er brug for, at vi taler om fertilitet, at den forgår. At vi lærer om det i skolen (og ikke som jeg blev “opdraget” med, at man skulle kigge på en dreng og så var uheldet ude, any day of the month). Fertilitet skal ikke tages for givet. Heller ikke af samfundet (please, mindre pres på unge mennesker om at nå det hele på den halve tid).

Men hvad kan vi gøre? Har I overskuddet og modet, så del. Fortæl jeres historie, til veninder og forældre og arbejdsgivere, så vi får skabt en ny normal og mindre tabu. Kan I mærke noget brænde – skriv et læserbrev, kom ud med jeres historier. Find fællesskab, start grupper. Men gør alt det her mest af alt for jeres egen skyld, først og fremmest. Fordi der er en styrke i at dele og opleve genhør. Del kun, hvis I har rum, for når det er ude, så er det ude – også på de dage man har lyst til at være usynlig for alle andre (hvor det måske næsten er vigtigst at have delt).

Måske skal vi alle sammen starte et andet sted. Mellem veninder. Kunne det være et emne for os kvinder imellem at tale om, fertilitet? Vi kan tale om sex og slibrige detaljer, men hvornår vi begynder på at prøve på børn, no! Det er som om the stakes are too high. Men kan vi måske gøre om på det? Så vi ikke får den der oplevelse af BUM! SÅ var veninder gravide – det er altså sjældent sådan. Det tager 8-10 måneder i snit at lave et barn på landsplan. Der starter tabuet ligesom.

Har du/I oplevet, at omverdenen ser det at lave børn, og måske især at have svært ved det, som mere dit end jeres issue og måske automatisk også antager, at det er din krop, snarere end hans eller jeres begge, der gør, at I har brug for en hjælpende hånd.

Helt uden tvivl.

Alle har antaget, at det var mig, der var udfordringen. Jeg startede ikke med at fortælle den konkrete årsag til behandlingen, fordi jeg tænkte, det var irrelevant for andre end os. Det er jo egentlig privat! Og så har jeg ikke tænkt det sådan, at “Adam er problemet”, som jeg også skrev sidst – det var jo vores problem.

Men jeg blev BOMBARDERET med andres kloge ord på mail, insta og til tider her. Om kost (og hvilke bøger jeg kunne købe), hvilke kosttilskud jeg skulle spise, hvordan jeg burde træne anderledes (hvis overhovedet). Jeg har fået tilbudt andres æg på min DM på instagram (hvilket selvfølgelig er helt overdrevet omsorgsfuldt men også virkelig, virkelig grænseoverskridende) og fået smidt den ene efter den anden artikel efter mig med “sidste nyt”. En af de mere spøjse var en tendens fra Asien, hvor kvinder dampede deres skeder, serr. Igen, lidt over grænsen at få tilsendt, selv om det selvfølgelig er fordi, der er så mange, der bare hepper ligeså meget som os selv nærmest.

Alle har antaget, at det er mig, som kvinde. Måske fordi jeg er den, der har fortalt? Der er intet statistisk belæg for, at det oftere er kvinden end manden. Det er helt ligeligt fordelt.

Jeg endte med at spørge Adam, om jeg måtte dele grunden til behandling, og han sagde okay.

Hverdagsglimt, rockpaperdresses, Cathrine Widunok Wichmand
Det der med omgivelsernes kendskab til jeres situation, hvordan taklede I det?

Det anstrengende ved at alle følger med er selvfølgelig, at folk også spørger ind til, hvordan det så gik med det hele. Og der var dage jeg orkede at snakke, og andre dage jeg ikke orkede det. Og ofte blev min sætning “intet nyt er dårligt nyt”. Men i bund og grund – det var en lettelse for mig, for os. Selv om det er lidt weird at møde en gammel skolekammerat i Kvickly, som først og fremmest ligger hovedet på skrå med øjnene strålende af medlidenhed. Sådan lige at skulle forholde sig til det, når man køber ind til tacos. Men sådan er det. Det må man tage med.

Hvornår fortalte I/inddrog i familie og venner I jeres rejse?

Jeg ringede til min mor samme dag, kan jeg huske. På formiddagsgåtur med Frida, og dengang fattede jeg ikke, hvad det hele betød, men jeg kan huske, at jeg gik hundetur på Vodroffsvej, og jeg både grinede og græd. Rimelig passende på min forvirrede sindsstemning.

Ellers kom det sådan lidt efter lidt, når man mødte folk. Og der var også mange, der ikke vidste det, før hele verden ligesom vidste det. Vi skyldte jo ikke nogen, at dele vores historie. Den er vores (apropos mit indlæg tidligere på ugen), og der er helt sikker mange, der først har fundet ud af det, da jeg skrev om det her. Men det var på en måde også en let måde at dele det på. Men alle de nærmeste, forældre osv. fik det at vide lige i begyndelsen, så snart vi selv lige havde tygget lidt på det.

rockpaperdresses, Cathrine Widunok Wichmand, Alona Vibe
Var I åbne overfor ALLE, eller hvad svarede du på hentydninger fra “kollegaer”/forretningsforbindelser og andre mere udenforstående? Jeg synes, det er svært at passe på sig selv og samtidigt give et ærligt svar, som ikke kalder på en masse (flere) kommentarer.

Jeg gik ikke og sagde det til folk, sådan “HEJ! Jeg skal have lagt æg op” eller “Nej, ingen alkohol til mig, jeg ruger”. Slet ikke. Men det spredte sig som en steppebrand, efter jeg havde skrevet om det her. Mandlige kolleger (som måske ikke lige er den primære målgruppe) fjerne forbindelser – alle mulige vidste det pludseligt. Virkelig mange tog det også som en mulighed for at dele deres egen historie eller nære bekendtes – det var både virkelig smukt ikke at føle sig alene, men omvendt også hårdt at få flere skæbner at bære på. Både lykkelige historier og dem der stadig var i udvikling.

Jeg synes som udgangspunkt ikke, man skylder nogen sin historie, ligegyldigt hvilken en man bærer på. Men har man delt, så er det også helt okay ikke altid at være disponibel for en snak. Jeg synes sagtens, man kan sige helt stille og roligt, “i dag har jeg ikke lyst til at dele eller tale”.

En bonus efter at jeg havde delt: Det stilnede virkelig af med “skal I ikke snart have børn?”-kommentarerne. Og for dem der ikke kendte historien og serverede sådan en sætning, svarede jeg som oftest “måske”. Eller “inshallah”/”om Gud vil”/”hvis det er i vores kort”. Whatever.

Det overraskede mig til gengæld, at selv om jeg havde delt, også de mest smertefulde øjeblikke, så var der stadig folk på instagram, der skrev “ih, du ser så lykkelig ud, jeg håber, du er gravid”. Eller dengang jeg lagde et billede op på story med en lyserød streg på aftenhimlen, 8-12 stykker skrev, “Betyder det, hvad jeg håber på, to streger på en test?”. Det skal vi altså stoppe med – the busy bee’ing. Den ene gang var jeg gravid og mistede efter et flere uger langt og forvirrende forløb. Man aner ikke, hvilken smerte man risikerer at sætte sin fedtede finger ned i – og det her skal jeg også selv huske mig på, jeg kan sgu også blive grebet og nysgerrig.

You’ll know when it’s your time to know. Og især hvis man har kæmpet for at nå dertil – lad være med at stjæle andres moment til at dele.

Du har tidligere skrevet om omverdenens reaktion, men hvordan håndterede du den helt konkret? Hvad svarede du på folks velmente, men sårende “det skal nok gå”?

Åh, det kom virkelig an på humør. Jeg har helt sikkert svaret en god portion af den direkte: “tak, men det ved vi sådan set ikke, om det gør”. Min farmor fx blev ved med at sige “det løser sig”, som hun har for vane, men jeg syntes mest af alt, det var udglattende og afvisende. Det føles som om, at ens smerte ikke bliver hørt. Det er lidt varm luft at fyre af, noget jeg også selv sikkert ville sige til andre, før jeg selv sad i det, fordi man ikke ved, hvad pokker man skal sige til folk, der smerter. Jeg ved det godt. Men jeg kunne ikke bruge det, selv om jeg godt ved, at statistikken er på vores side. De fleste lykkes jo faktisk, men stadig… Man ved aldrig, og med flere og flere kedelige statistikker i ryggen (behandling, GUL, blodtype osv.) så blev jeg altså ret ærlig og uden filter.

Men hvis jeg nu ikke orkede akavetheden, som også kan følge, når man direkte påtaler folks “varme luft”, så sagde jeg, “måske!”. Der er faktisk også mange, der sagde “åh jeg håber det lykkes for jer” – og bare de par ord ekstra, synes jeg, er så fine. Og der kunne jeg jo kun sige; “det håber jeg også!”. Håbet længe leve, at mærke andres flig af håb gav mig lidt.

Du har skrevet et eller andet sted, at det var svært at glædes på andres vegne/ ses med venner, der blev gravide eller fik børn, når det var aller sværest under jeres behandling. Hvordan har folk reageret på det?

Mm… Ret blandet vil jeg sige.

Jeg har nogle enkelte venskaber, som har fået nogle ordentlige skår, og det kan jeg godt være ked af i dag, og jeg prøver også nu, hvor jeg er lidt mere i plus, at reparere dem, jeg synes er det værd. Men ærligt talt, hvis ikke man kan rumme hinandens sværeste tider, og at der kan være røget en finke af panden, så er det måske også sådan? Vi har alle sammen perioder, hvor vi absolut ikke er de bedste udgaver af os selv. Det synes jeg, venskaber skal kunne rumme. Hvis ikke, så er det måske bare sådan?

Jeg har nogle enkelte, som har taget det decideret personligt, at jeg ikke har deltaget i babyshowers eller på anden måde været aktiv i deres babylykke i min seneste svære tid. Det er det på ingen måde, det er 100 % en “indadrettet” smerte og vrede.

Jeg har oplevet at være en ventil for flere, der også er/var i kamp, som har brugt mig som støtte. En medsørgende fordi jeg også selv var midt i mit livs kamp. Det var mens vi stadig var i behandling. Nogen af dem kæmper stadig, og jeg prøver selv at holde fast i, at når/hvis de trækker sig, så er det ikke personligt. Det er fordi, de er på deres egen rejse. Jeg fik også en håndfuld mails og beskeder fra følgere, som sagde “til lykke, men tak for nu – jeg kæmper fortsat”. Sådan er det. Måske vi mødes igen.

Hvordan tror du folk ville reagere, hvis en single kvinde – for hvem det også kan være svært at glædes, når man selv er så langt fra babylykken – udtrykte det samme? Jeg kunne nemlig forestille mig, at det ikke ville blive taget godt i mod…

Jeg håber, jeg forstår den rigtigt – altså hvis man er singlekvinde og selv kæmper for at blive mor? Eller hvis man selv er singlekvinde og børn bare ikke siger en en pind og man derfor ikke ønsker deltage i babyshowers etc.?

Hvis det er det første, så tænker jeg, det burde blive taget imod med åbenhed og forståelse og et “ventende venskab” på lige fod, som hvis man er par, der prøver. Har man været ærlig og delt, at man er i behandling for at blive mor, og at det er en svær rejse, så tænker jeg, at folk er uvidende og måske lidt ufølsomme, hvis de ikke forstår, man trækker sig fra tid til anden. Hvorfor skulle rummeligheden være anderledes der?

Hvis man er single og børn ikke siger en en dyt, og man derfor ikke gider deltage i babyshowers osv. så tænker jeg, at man måske kommer længst med bare at sige nej tak til de “kedelige” invitationer, uden at skylde forklaring? Den er måske lidt sej at få serveret; “jeg orker ikke dine børn”.

Jeg tænker, at det er naturligt, at man ikke følges ad i alle livets processer, hele tiden. Det betyder ikke venskabet er dårligt, man har bare skiftende referenceramme – og nogen gange rammer man hinanden, spot on, andre gange skal man ud og opleve hver for sig. Og når man så igen rammer hinanden, så har man måske også fået en masse nye oplevelser med at dele med hinanden?

11 kommentarer
  1. Så fint skrevet 🙂
    Jeg har virkelig kunne bruge de her indlæg til så meget, og de er så godt skrevet. Dét på trods af at jeg ikke selv har venner i omgangskredsen, (som jeg i hvert fald kender til) der har været igennem lignende situation. Tak for så fine indlæg! De har lært mig meget omkring hvordan jeg i så fald kan reagere hvis jeg møder en på min vej med udfordringer som jeres. Det er jo virkelig smukt. Og jeg er helt sikker på, at jeg vil læse dine indlæg igennem, hvis jeg selv møder modgang en dag – den dag jeg måske selv ikke kan få børn “så hurtigt som andre” 🙂
    Jeg tænkte på du ikke vil uddybe dét, du skriver med den ældre generation som måske ikke er ramt på samme måde som vores, når det gælder fertilitet? For er det sandt, at vores forældre ikke var det på samme måde? Det bliver simpelthen sværere og sværere for os at få børn – måske også fordi vi begynder at få børn senere og senere? Jeg ved ikke så meget om det så spørger af ren interesse og nysgerrighed:) Eller har det måske noget at gøre med, at sundhedsvæsnet ikke førte samme statistikker omkring fertilitet, som de gør nu?

    1. Der er en del artikler omkring mænds sædkvalitet i hvert fald, at den er dalende https://politiken.dk/forbrugogliv/sundhedogmotion/art6046136/Vestlige-mænds-sædkvalitet-er-halveret-på-40-år, fx, som opsummerer et studie med blandt andet dansk deltagelse. Men jeg er absolut ikke ekspert, hvorfor jeg også puttede et forsigtigt måske ind 😅

      Jeg forestiller mig, at problemet er voksende, WHO skriver, at problemet i hvert fald ikke har været faldende de sidste tyve år http://www.who.int/reproductivehealth/topics/infertility/perspective/en/

      Der har med garanti altid været dem, der ikke kunne lave børn selv. Det hører man også i historier fra Kongerækken rundt omkring i Europa fx. Jeg spurgte også min mor dengang, og hun fortalte også om nogle venner min mormor og morfar havde, som aldrig fik børn. Man har helt sikkert ikke vids sådan blandt almindelige mennesker, hvorfor. Men hun fortalte også, at det var sjældent man mødte par uden børn. Det er sikkert forskelligt fra landsdel til landsdel og omgangskredse.
      Medicinsk er fertilitetsbehandling faktisk et ret nyt område – det fik vi at vide på Hvidovre. Det er først noget, der har fået fokus de de sidste 30-40 år. Vores metode, ICSI, blev vist først en realitet omkring 1991, hvor man dengang vist ikke stimulerede med hormoner for at fremme ægantallet men tog ét æg ad gangen – ved åben operation, såvidt jeg har forstået. Ret sindssygt.

      Der er med garanti mange faktorer, der spiller ind på fertiliteten. Den luft, jord, afgrøder, de produkter vi omgiver os med. Den sene alder for børn. Den stress mange oplever. Mindre motion, overvægt, hormonelle forstyrrelser osv. osv.

      1. Tusind tak for dit gode og grundige svar 🙂 Jeg vil helt klart se på de artikler, du refererer til. Spændende og skræmmende emne. På en gang.

  2. Meget fine indlæg, de her spørgerunde, Cathrine!
    Jeg tænker at det sidste spørgsmål mere er ment som hvis man er en singlekvinde, der længes efter børn, men qua sin singlestatus er langt fra den drøm – uden nødvendigvis at være i behandling. Om omverdenen ville kunne forstå, at man i sådan en situation kunne have svært ved at tage del i sine veninders babylykke? Der sidder man jo faktisk i dobbelttabu, tænker jeg: at være ufrivilligt single og af den grund “ufrivilligt barnløs” (citationstegn fordi den betegnelse selvfølgelig i hovedreglen dækker over par/enlige, der har forsøgt sig uden resultat i en længere periode).

    1. Jeg er med! Men så tænker jeg faktisk det samme som først skrevet. Det håber jeg, man vil møde – forståelse! Men det er klart, hvis man gerne vil opleve den forståelse, så er man nok nødt til at dele og sige højt. Ellers er det svært at regne ud. Og selv da – så håber jeg man stadig får invitationerne, men møder forståelse, når man melder fra. Rummelighed hele vejen rundt <3 KH

  3. Årh, jeg hørte også Mads og Monopolet, og blev harm da jeg hørte deres svar. Jeg stod i samme situation som 22-årig, tidlig overgangsalder – bare ingen kæreste, og beskeden om at jeg aldrig ville kunne få mine egne børn. Jeg har lyst til at skrive skrive på tråden derinde, men har måske ikke lige lyst til at alle mine facebookvenner kan læse om mine tomme (og krympende) æggestokke. Men ja, meget nemt at sige, når man selv har fået de børn man skal have. Hvis jeg var hende ville jeg se at komme i gang NU.
    Det skal så lige siges at jeg fik mit eget barn alligevel, som min læge sagde, one in a million. Nu skal vi spare sammen til lillesøster/ -bror fordi man ikke kan få hjælp hvis man har lavet et barn ‘selv’.
    Tillykke med jeres kommende baby, jeg er glad for at det lykkedes for jer, det er det størte 🙂

  4. Det er virkeligt godt skrevet! Jeg har en bekendt i samme situationog synes det er svært at vide hvordan eller om men spørger ind til det. Dine tanker gør mig noget klogere, tak!

  5. Tusind tak for dit indlæg, jeg har selv en datter som vi var så heldige at få i første runde ivf og har nu gennem halvandet år forsøgt at få nr 2 (3 mislykkede ivf forsøg og én “naturlig” graviditet der endte i en spontan abort i uge 14-og altså efter normal nakkefold). Der er gået 2 1/2 måned siden aborten og jeg er fluks tilbage i den gamle smerte af ikke at lykkes kombineret med sorgen over det der ikke lykkedes. Selvfølgelig er alle gravide i omgangskredsen og de nære veninder føles ikke så nære længere sandsynligvis grundet berøringsangst og frygten for at træde mig over tærne -jeg har været ret åben omkring min frustration ved fertilitetsbehandling og “skæbne”, men når der ligesom ikke rigtig bliver spurgt eller bolden ikke bliver grebet, så tier man bare stille. Det er så dejligt at du sætter ord på nogle af de svære ting…især relationerne, jeg synes det er svært at rumme det hele, jeg overvejede også at unfollowe dig da maven blev synlig, for det ER endnu en reminder om hvad vi ikke kan ( det føles så utaknemmeligt at skrive når jeg har verdens dejligste pige men det er ikke følelser jeg altid kan styre) men Jeg valgte at følge videre med for I fortjener sgu den graviditet og det barn, og jeg er så glad på jeres vegne. Jeg er glad for at du stadig har øje for infertilitet og ikke bare glemmer det selvom du er gravid. Jeg synes det er pisse hårdt og jeg ville egentlig bare sige tak!

  6. Super godt indlæg, som jeg er 100 procent enig i! Især det med ikke at gøre det til et tabu. Vi har haft et meget parallelt forløb med jeres, og jeg sidder pt med tre dage til termin og en lille livlig dreng i maven❤️
    Mens kampen stod på, delte jeg det med de nærmeste kolleger, og endnu flere, da det så lykkedes for os. Fx når folk syntes, det var synd for mig, at jeg havde kvalme – så svarede jeg altid, at jeg var glad for min kvalme, fordi det havde svært at nå hertil. Gaven var så, at når jeg fortalte om vores behandling, åbnede andre også op, og pludselig kender jeg til et hav af kolleger, der selv har fået børn på den måde – selv kolleger, hvor jeg egentlig troede, at barnet var en “svipser”! Det kan være en kæmpe gave at dele, og jeg har kun oplevet positiv respons. Det ENESTE, jeg har haft svært ved, er folks historier ala “Min kusine og hendes mand kæmpede i otte år, og da de havde skrevet under på adoptionspapirerne, blev hun naturligt gravid”. Øhh, så du siger at jeg skal derud, før det lykkes for os? Det kunne jeg virkelig godt være foruden, og jeg begyndte at sige ret meget fra, når de historier kom, for hvad kan jeg bruge det til? Det giver ikke håb, at man muligvis skal kæmpe i otte år. Så det må være et lille råd til omverdenen: Hold igen med den slags historier – om ikke andet, vil jeg hellere høre historien om det vennepar, hvor det lykkedes i fjerde forsøg…
    Fortsat god graviditet – den klæder dig! Kh fra en, der nu kun kan passe ganske få stykker tøj og elsker det:-)

  7. Meget, meget fint indlæg – som jeg i den grad vil huske i mit hjerte og lave en mental note på at genlæse, når jeg står i situationer, hvor jeg gør klogt i at komme dine ord ihu. Tak, fordi du deler!

    Det sidste spørgsmål, som angår den single kvinde, der er langt fra babulykken – der tror jeg, der meners kvinden, for hvem familieliv og babylykke i den grad er drømmen; blot synes drømmen næsten uden for rækkevidde , da man end ikke har fundet manden, der skal være far til sine børn, endnu. Der står jeg nemlig selv – og det er (også) et svært, svært sted at stå.

  8. Jeg synes, det er så fint skrevet det der med ikke at stjæle andres øjeblik. Uanset vejen til graviditeten er der jo INGEN hvis ønskescenarie for at fortælle om graviditeten er, at nogen gætter det.
    Graviditeten med mit andet barn blev afsløret af min mors veninde, som i uge 5 sagde “Jeg tror altså, at du er gravid”. Jeg fik vist sagt noget i stil med “Det kan da godt være”. Så var det ligesom ude, træls når nu vi selv var langt fra at ville dele (havde mistet i uge 6 kun 7 uger inden). Hun undskyldte i øvrigt senere samme aften. I uge 11 gættede min moster det så “højt” for hele familien, og der var vi forberedt på bare at bekræfte det. Men folk tænker sig virkeligt ikke om. Og tænker især hvis vejen har været lang, så er det et ekstra særligt øjeblik at kunne dele nyheden på egne vilkår.
    I fht. at dele oplevede jeg det samme med aborten. Jeg har åbent fortalt om den og oplevede så simpelt hen så mange fortælle, at de også havde mistet. Det føltes virkeligt stærkt at kunne dele på den måde, også med fx meget ældre kvindelige kolleger. Og da jeg delte aborten med min gamle mødregruppe kunne en afsløre, at hun altså var gravid igen, og en anden, at de var startet i behandling igen. Og jeg elsker at vi er blevet en gruppe, hvor vi kan snakke helt uden filter om de der ting – også nu, hvor den sidste helt uventet kæmper med fertiliteten. Er i den grad blevet fortaler for at dele. Om ikke andet så i sin nære omgangskreds.

Læg en kommentar