Spørgerunde om barnløshed: Sindet - ROCKPAPERDRESSES
Spørgerunde om barnløshed: Sindet

Tak fordi I tog så fint imod mit indlæg med svar på alle jeres spørgsmål omkring kroppen.  “Hvor mange æg?”, “hvorfor valgte I det private?”, “hvilke kosttilskud?”. Det er også en måde for mig at tygge mig igennem mine egne oplevelser og hele det her vanvidsår.

For det har det det været. Jeg omtaler, mellem Adam og jeg 2017, for mit rædselsår. Det værste år i mit liv. Det mest prøvende, det mest udmattende, det mest kontrastfyldte, det mest ulykkelige, det mest travle, og det bærer nogle af svarene herunder også præg af.

rockpaperdresses, Cathrine Widunok Wichmand, barnløshed

^^^fra den dejligste nytårsferie i New York – uden at vide, at jeg tre uger senere ville være gravid. Hvis bare man vidste den slags!

Har du gode råd til, hvad jeg kan foretage mig, for at gøre det så nemt og “behageligt” for mig selv i processen?

Hm… Tag det alvorligt og skrue lidt ned. Det kunne næppe have været mere vanvittig timing at sige op i DR, starte som selvstændig med bloggen, starte en anden virksomhed op, PODLAND, køre i stilling til byggestart her i januar og starte i behandling. Jeg tror få forstår, hvad der faktisk skete med mig, men jeg havde et reelt nedbrud i oktober/november. Det er en meget, meget mørk og meget privat tid, hvor Adam var meget bekymret. Men hverken jeg eller min omgangskreds, venner/kolleger/familie tog det at være i behandling alvorligt.

Jeg tror, jeg selv har tænkt – “det klarer vi da bare”, og så kører alle andre spor i livet bare derudaf, som de plejer. Og sådan har andre helt sikkert også forholdt sig til det. “Det fikser I lige”. Men det hedder altså fertilitetsbehandling. Man er i behandling, og havde det været alle mulige andre sygdomme (igen, for at tage det alvorligt – WHO har anderkendt barnløshed som en sygdom), man måske kunne se eller kendte bedre, så ville der have været mere rummelighed. Og det er der brug for. Det er stadig tabubelagt og uforståeligt for de fleste, hvad barnløshed og behandling heraf er.

Så rådene:

  1. Sig det højt til din omgangskreds, dit arbejde. Det kan jeg ikke anbefale nok, for der er brug for al den forståelse og rummelighed, man kan samle ind. Der vil være tider, man må gå hjem fra arbejde tidligt eller ikke møde op. Der vil være dage, hvor en kaffeaftale er helt uoverstigelig. Og der vil være dage, hvor veninder fortæller til pigemiddagen, at de er gravide – og det kan gøres på mange måder med så meget følsomhed, hvis de bare ved, hvad du kæmper med.
  2. Tag det alvorligt. Det vil jeg gerne forklare. Det er ikke en ting at tjekke af listen, som så meget andet. Det er behandling. Det er medicin, det er hormoner, der fucker med kroppen og følelserne. Det er ondt. Jeg skulle aldrig have startet to virksomheder oveni i behandlingen – det er simpelthen nødt til at være det største fokus. Det kræver så meget af en. Så skrue ned på ambitionerne på andre punkter i livet; flytning, renovering osv. Giv det primære fokus til behandling uden at lade dig opsluge.
  3. Den tid der måtte være tilovers (som ikke skal bruges på opstart af flere virksomheder og den renovering), skal bruges på at gøre det godt for jer og for dig. Ting du er glad for. Træningsformer, du har det godt med. Hvidvin i pauserne. Den rejse I altid har talt om.
Hvordan var det at tage samtalen om at NU skulle I altså prøve at få børn? Har en af jer ønsket børn i længere tid end den anden? Har du og Adam altid været lige afklarede med hvornår I skulle have børn? Hvis ikke, hvordan har I håndteret at den ene var mere klar en den anden?

Vi har begge to altid tænkt børn som en del af fremtiden faktisk, så den del har været ganske nem. Jo, jeg har haft øjeblikke, hvor jeg har tænkt “vil vi have børn? Eller følger vi bare normerne?”, og det har vi talt om. Men det ville vi gerne. Ikke for at følge normer eller nogen, kun vores egne hjerter.

Som i så mange andre situationer i vores liv, så er jeg ofte lidt foran med næste skridt, men vi fulgtes egentlig rimelig fint. Jeg havde klart meldt ud; “wedding before babies”, og da det var opfyldt, så var vi ret i synk. Og det endelige, “NU er det nu” kom som et meget romantisk øjeblik under lysstofrørerne på et apotek på Bali under vores bryllupsrejse i 2016. Et minde jeg altid vil have i hjertet. Da kiggede vi hinanden i øjnene og sagde; “lad os lave en baby”. At der så gik to år til nu, vi var kloge nok til ikke at sætte dato på, hehe…

rockpaperdresses, Cathrine Widunok Wichmand
Du har tidligere været kort inde på muligheden om donorsæd. Vil du fortælle lidt om jeres overvejelser ang. det? Var det en mulighed? Så hellere ingen børn eller forsøg på adoption eller?

En af de sidste og sværeste snakke vi havde, inden det lykkedes, var om donorsæd. En snak som jeg prøvede at gengive på en for jer givende måde, men som jeg bare kunne fornemme på mig selv, var for privat – derfor tog jeg indlægget ned igen. Jeg synes stadig, det er enormt privat.

Mens så mange andre havde travlt med at udbringe “det skal nok lykkes!”, måske også for at gøre samtalerne lettest for dem selv, så havde vi mange snakke om, hvad nu hvis det ikke gør. Hvad nu hvis det bare ikke lykkes. Hvad er vi ude i? Et liv uden børn, adoption, donorsæd – og skal man så være biologisk “lige” og også have et donoræg?

Vi har hele tiden tænkt, uden at vakle, at vi nok skulle blive forældre. På den ene eller anden måde. Jeg har tænkt meget på adoption, da jeg var yngre, helt som min mor også gjorde, da hun var min alder. Lave et par stykker selv og adoptere. Men reglerne i dag om adoption er absolut ikke nemme, og de mennesker vi kender, der været processen igennem – det er en helt absurd hård og streng omgang. Det er dyrt, det er følelsesmæssigt en voldsom omgang og i sidste ende med risiko for et barn, der ikke trives. Som udgangspunkt var adoption ikke den nærmeste løsning for os, for det er ikke en nem løsning.

Nu nåede vi to ægudtagninger, og vi havde gjort os det klart, at det krævede altså to-og-en-halv ægudtagning i snit. Det vil sige, at der jo både er plads i det gennemsnit til dem der nailer den i første hug og dem, der skal tre og fire udtagninger. Derfor havde vi stadig tålmod i forhold til næste skridt. Vi talte også om, hvordan vilkårene for en mand og en kvinde er forskellige. Hvis jeg fx skulle have et donoræg, så ville jeg stadig være gravid, mærke barnets første spark, få hele oplevelsen af at føde og amme, selv om jeg DNA-mæssigt ikke var tilknyttet. Jeg ville ikke være bange for et donoræg, for jeg ville tænke, at det var mit barn – jeg havde jo bygget det og mærket livet. Som mand er tilknytningen i udgangspunktet måske bare anderledes? Hvori ligger dét at blive forældre. Ligger det i DNA’et? I at nære omsorg for et andet menneske, elske betingelsesløst? Vi kom frem til det sidste, men jeg skulle i hvert fald heller ikke være den, der skulle trumfe igennem, at donorsæd var svaret, ud af respekt for ham.

Læs lidt af mit tankemylder her, da det for alvor gik op for os, at det ikke nødvendigvis bare lykkes.

Har det været svært at håndtere at det var Adam der “ikke kunne” men det alligevel var dig der skulle igennem hele møllen med sprøjter, hormoner osv? Du kan selvfølgelig kun svare for dig selv, men tænker også han må have været påvirket og følt sig “skyldig” selvom han overhovedet ikke kunne gøre for det.

Nej, sådan har jeg faktisk på intet tidspunkt tænkt. Det har været os, der har været i behandling. VI er udfordrede. For vi har valgt hinanden, og vi har valgt at ville lave børn, det er vores udfordring. Den tanke har boet i mig hele tiden, og det er nok også grunden til, at jeg sidder med følelsen af, at det smukke, der kom ud af det her – udover den lille dreng, der nu endelig sparker, mens jeg skriver – er den nærhed, vi har fået. Vi har været i krig – sammen, aldrig mod hinanden.

Jeg tror bestemt ikke, at det har været let at se mig lide igennem det her år, at se sin elskede smerte så meget, men jeg håber og tror på, at Adam på ingen måde har været tynget af skyld. Adam har jo også smertet, han har også haft ondt. Og skyld er så ødelæggende og dekonstruktivt. Det er der slet ikke plads til oven i hatten.

Læs mit indlæg om de fine ting, der kan komme ud af fertiltetsbehandling her – det gjorde der i hvert for os.

Tak fordi I tog så fint imod mit indlæg med svar på alle jeres spørgsmål omkring kroppen.  "Hvor mange æg?", "hvorfor valgte I det private?", "hvilke kosttilskud?". Det er også en måde for mig at tygge mig igennem mine egne oplevelser og hele det her vanvidsår.  For det har det det været. Jeg omtaler, mellem Adam og jeg 2017, for mit rædselsår. Det værste år i mit liv. Det mest prøvende, det mest udmattende, det mest kontrastfyldte, det mest ulykkelige, det mest travle.  Har du gode råd til, hvad jeg kan foretage mig, for at gøre det så nemt og “behageligt” for mig selv i processen? Det kunne næppe være mere vanvittig timing at sige op i DR, starte som selvstændig med bloggen, starte en anden virksomhed op, PODLAND, køre i stilling til byggestart her i januar og starte i behandling. Jeg tror få forstår, hvad der faktisk skete med mig, men jeg havde et reelt nedbrud i oktober/november. Det er en meget, meget mørk og meget privat tid. Men hverken jeg eller min omgangskreds, venner/kolleger/familie tog det at være i behandling alvorligt. Jeg tror, jeg selv har tænkt - "det klarer vi da bare", og så kører alle andre spor i livet bare derudaf, som de plejer. Og sådan har andre helt sikkert også forholdt sig til det. "Det fikser I lige". Men det hedder altså fertilitetsbehandling. Man er i behandling, og havde det været alle mulige andre sygdomme (igen, for at tage det alvorligt - WHO har anderkendt barnløshed som en sygdom), man måske kunne se eller kendte bedre, så ville der have været mere rummelighed. Og det er der brug for. Så rådene:  Sig det højt til din omgangskreds, dit arbejde. Det kan jeg ikke anbefale nok, for der er brug for al den forståelse og rummelighed, man kan samle ind. Der vil være tider, man må gå hjem fra arbejde tidligt eller ikke møde op. Der vil være dage, hvor en kaffeaftale er helt uoverstigelig. Og der vil være dage, hvor veninder fortæller til pigemiddagen, at de er gravide - og det kan gøres på mange måder med så meget følsomhed, hvis de bare ved, hvad du kæmper med. Tag det alvorligt. Det altså ikke en ting at tjekke af listen, som så meget andet. Det er behandling. Det er medicin, det er hormoner, der fucker med kroppen og følelserne. Det er ondt. Jeg skulle aldrig have startet to virksomheder oveni i behandlingen - det er simpelthen nødt til at være det største fokus. Det kræver så meget af en. Den tid der måtte være tilovers (som ikke skal bruges på opstart af flere virksomheder), skal bruges på at gøre det godt for jer og for dig. Ting du er glad for. Træningsformer, du har det godt med. Hvidvin i pauserne. Den rejse I altid har talt om.  Hvordan var det at tage samtalen om at NU skulle I altså prøve at få børn? Har en af jer ønsket børn i længere tid end den anden? Har du og Adam altid været lige afklarede med hvornår I skulle have børn? Hvis ikke, hvordan har I håndteret at den ene var mere klar en den anden? Vi har begge to altid tænkt børn som en del af fremtiden faktisk, så den del har været ganske nem. Jo, jeg har haft øjeblikke, hvor jeg har tænkt "vil vi have børn? Eller følger vi bare normerne?", og det har vi talt om. Men det ville vi gerne. Ikke for at følge normer eller nogen, kun vores egne hjerter. Som i så mange andre situationer i vores liv, så er jeg ofte lidt foran med næste skridt, men vi fulgtes egentlig rimelig fint. Jeg havde klart meldt ud; "wedding before babies", og da det var opfyldt, så var vi ret i synk. Og det endelige, "NU er det nu" kom som et meget romantisk øjeblik under lysstofrørerne på et apotek på Bali under vores bryllupsrejse i 2016. Et minde jeg altid vil have i hjertet. Da kiggede vi hinanden i øjnene og sagde; "lad os lave en baby". At der så gik to år til nu, vi var kloge nok til ikke at sætte dato på, hehe... Du har tidligere været kort inde på muligheden om donorsæd. Vil du fortælle lidt om jeres overvejelser ang. det? Var det en mulighed? Så hellere ingen børn eller forsøg på adoption eller? En af de sidste og sværeste snakke vi havde, inden det lykkedes, var om donorsæd. En snak som jeg prøvede at gengive på en for jer givende måde, men som jeg bare kunne fornemme på mig selv, var for privat - derfor tog jeg indlægget ned igen. Jeg synes stadig, det er enormt privat. Mens så mange andre havde travlt med at udbringe "det skal nok lykkes!", måske også for at gøre samtalerne lettest for dem selv, så havde vi mange snakke om, hvad nu hvis det ikke gør. Hvad nu hvis det bare ikke lykkes. Hvad er vi ude i? Et liv uden børn, adoption, donorsæd - og skal man så være biologisk "lige" og også have et donoræg? Vi har hele tiden tænkt, uden at vakle, at vi nok skulle blive forældre. På den ene eller anden måde. Jeg har tænkt meget på adoption, da jeg var yngre, helt som min mor også gjorde, da hun var min alder. Lave et par stykker selv og adoptere. Men reglerne i dag om adoption er absolut ikke nemme, og de mennesker vi kender, der været processen igennem - det er en helt absurd hård og streng omgang. Det er dyrt, det er følelsesmæssigt en voldsom omgang og i sidste ende med risiko for et barn, der ikke trives. Som udgangspunkt var adoption ikke den nærmeste løsning for os, for det er ikke en nem løsning.  Nu nåede vi to ægudtagninger, og vi havde gjort os det klart, at det krævede altså to-og-en-halv ægudtagning i snit. Det vil sige, at der jo både er plads i det gennemsnit til dem der nailer den i første hug og dem, der skal tre og fire udtagninger. Derfor havde vi stadig tålmod i forhold til næste skridt. Vi talte om, hvordan vilkårene for en mand og en kvinde er forskellige. Hvis jeg fx skulle have et donoræg, så ville jeg stadig være gravid, mærke barnets første spark, få hele oplevelsen af at føde og amme, selv om jeg DNA-mæssigt ikke var tilknyttet. Jeg ville ikke være bange for et donoræg, for jeg ville tænke, at det var mit barn - jeg havde jo bygget det og mærket livet. Som mand er tilknytningen i udgangspunktet måske bare anderledes? Hvori ligger dét at blive forældre. Ligger det i DNA'et? I at nære omsorg for et andet menneske, elske betingelsesløst? Vi kom frem til det sidste, men jeg skulle i hvert fald heller ikke være den, der skulle trumfe igennem, at donorsæd var svaret, ud af respekt for ham.  Læs lidt af mit tankemylder her, da det for alvor gik op for os, at det ikke nødvendigvis bare lykkes. Har det været svært at håndtere at det var Adam der “ikke kunne” men det alligevel var dig der skulle igennem hele møllen med sprøjter, hormoner osv? Du kan selvfølgelig kun svare for dig selv, men tænker også han må have været påvirket og følt sig “skyldig” selvom han overhovedet ikke kunne gøre for det. Nej, sådan har jeg faktisk på intet tidspunkt tænkt. Det har været os, der har været i behandling. VI er udfordrede. For vi har valgt hinanden, og vi har valgt at ville lave børn, det er vores udfordring. Den tanke har boet i mig hele tiden, og det er nok også grunden til, at jeg sidder med følelsen af, at det smukke, der kom ud af det her - udover den lille dreng, der nu endelig sparker, mens jeg skriver - er den nærhed, vi har fået. Vi har været i krig - sammen, aldrig mod hinanden. Jeg tror bestemt ikke, at det har været let at se mig lide igennem det her år, at se sin elskede smerte så meget, men jeg håber og tror på, at Adam på ingen måde har været tynget af skyld. Adam har jo også smertet, han har også haft ondt. Og skyld er så ødelæggende og dekonstruktivt. Det er der slet ikke plads til oven i hatten.  Læs mit indlæg om de fine ting, der kan komme ud af fertiltetsbehandling her - det gjorde der i hvert for os. Hvornår følte du dig klar til en ny graviditet efter din gul? Både følelsesmæssigt og fysisk. Eller var det et valg der blev taget for dig, når I var i behandling? På det tidspunkt tror jeg, set i bakspejlet, jeg kunne spotte de første tegn på, at det var ved at gå skævt i mig. Jeg var bare klar på at køre videre kort efter min GUL. Helt som en maskine. Jeg havde den tanke, at så længe vi ikke var på vej til at få taget æg ud, lagt æg op eller ruge, så var der jo heller intet håb. Så videre, videre, videre. Det var trods alt også første æg, første omgang - den var der jo næsten! Det var på sin vis også blod på tanden. Men den måneds pause eller to vi fik, hvor vi tog på bilferie - det var en god investering. At få et break med vin, kærlighed og ingen sprøjter. Fysisk var det relativt små ar, jeg plejede dem hver dag og nærede dem med omsorg. Den del tog ikke lang tid. Men hovedet - jeg bliver stadig ked af det og grædelysten, når jeg tænker på det. Sådan vil det nok være længe, fordi det var en voldsom omgang at opleve at blive så dårlig, så hurtig, se lægers alvor og Adams skræk og selv forsvinde. Det er traume, og det vil jeg bære på længe. Hvad sagde du til dig selv hver måned?  Sagde jeg noget særligt? Jeg prøvede mest af alt at følge med. Tiden går på sin vis hurtigt, når alt er skemalagt - der er hele tiden en scanningstid, en sprøjte, en pille. Jeg prøvede at følge med. Jeg tror mest af alt, jeg osede ulykkelighed til mig selv, som jo ikke er konstruktiv, når jeg kunne mærke menstruationen komme. Det er sgu da ubarmhjertigt, at svaret på alle anstrengelserne kommer pludseligt, og uden du er forberedt. Og så skal man dele det med sin partner, der jo også håber. Jeg holdt meget fast i, helt meditativt - vi bliver forældre. På den ene eller anden måde. Det gør vi.  Jeg høre om dit bedste råd til, hvordan man som par bedst kommer igennem de udfordringer, der venter. Hvordan har Adam kunne støtte dig bedst? Og hvordan har du støttet Adam bedst? Hvordan kom I ud på den anden side? Ved at tale så meget sammen som overhovedet muligt. Alt det grimme, alle tårerne, intet under låg. Ved at gå igennem det sammen; helt praktisk var vi begge i behandling på den måde, at Adam gav mig nogle af sprøjterne - det krævede også, at han måtte tage hjem fra arbejdsting for at kunne give mig dem på rette tidspunkt. Team effort. Det kunne jeg egentlig godt lide, at han tog en del i det. Og så var han selv på nul alkohol, kosttilskud etc. Vi havde ligesom hver vores rolle at udfylde, det var aldrig kun mig, selv om det jo rent lavpraktisk er det i lægernes øjne. Og så tror jeg, at den kløft der alligevel var begyndt at åbne sig ved, at vi jo trods alle "gode intentioner" ikke led i samme grad, den byggede vi bro over ved at gå til psykolog sammen. Ved at et menneske udefra kunne give mig anderkendelsen af mine følelser, også overfor Adam. Det er og bliver det vigtigste. Tal sammen. Og tal også om hvor grænsen går - hvor længe skal I blive ved? Hvornår er nok nok? Og hvad gør I så derefter? Der er også noget power og sin egen ro i at føle, man tager kontrol over en tid, der kan føles så meget ude af ens hænder. Hvilke samtaler havde I i den tid – jeg tænker tit vi burde tale mere, planlægge nu vi har alt den her tid vi ikke ville have, men life happens. Hvad siger man til sig selv? I starten var vi noget mere, "uhh! Ej, vi kan nok ikke komme til den koncert eller det tam-tam, for til den tid kan jeg være i 8. måned". Hvilket også er et enormt pres at lægge på sig selv. At give fertiliteten sådan en tidshorisont til trods for, at en læge netop har anderkendt, at det ikke bare lige kommer til at lykkes inden klokken Xx. Den der undtagelsestilstand, den der nærmest pause fra livet fordi man håber på at bygge et - det, tror jeg, er virkelig usundt. For man har brug for gode øjeblikke. Man har brug for den koncert, hvor man danser fødderne i stykker, man har brug for den hvidvinsbrandert over køkkenbordet en torsdag sammen, man har brug for de ferier, hvor man lader de fire vægge hjemme holde på alle sprøjterne og medicinen og alt det hverdagen bliver fyldt med.  Vi var gået igang med at kigge på en rejse til Japan her til september/oktober, og så var jeg ved at finde ud af en yogarejse til Indien i foråret. Vi havde brug for at flytte fokus, og da vi begyndte på det, så skete der lidt. Jeg er så bange for at blive gravid og miste, og det ville være min skyld. Min dumme krop, der ikke vil det jeg allermest vil i verden. Det er uretfærdigt. Hvordan holdte i modet og håbet oppe? Hvordan turde du? Åh, det må du ikke sige. Og det får mig til at vende tilbage til, at man altså ikke kan placere skyld på den måde. Det er helt, helt naturligt, at op mod 60 % af alle befrugtninger/tidlige-tidlige-graviditeter går i sig selv. Det er naturens gang, bare som udgangspunkt, at det skal være svært - det er mest af alt et mirakel, at der fødes børn hver dag.  Når en ægoplægning ikke bliver til en graviditet, så er det ikke "bare" fordi, man som kvinde ikke kunne holde på ægget. Ægget består af manden og kvinden - og den sammensmeltning og kvaliteten af den samlede "regning", dén giver udslaget. Det er altså hverken den enes eller andens skyld, og det er meget, meget vigtigt at tage med.  Det at blive gravid, alle bekymringerne som for de fleste starter, når man står med en positiv test eller ser et hjerteblink på en skærm - det har jeg hørt beskrevet som forberedelsen til dét at blive mor, hvor ens hjerte pludselig rykker uden for kroppen med sine helt egne arme og ben, uden at man kan beskytte det konstant og hele tiden. For nogen af os vil den opvarmning, den bekymring, den rejse mod at blive mor, starte så meget tidligere og vare meget længere, før vi får de små hjerter uden for kroppen. Og det hårdt, men jeg tror også, at det gør os til noget helt særligt for vores børn. De er ønsket som intet andet i verden, og vi har allerede gået igennem ild og vand for, at de skulle være på denne jord. I sin groteske hårdhed, så er det også noget af det smukkeste. Læs mit indlæg her om, hvor mange faktorer der spiller ind, når man gerne vil være gravid, og hvor stort et mirakel det faktisk er, hver gang stjernerne står lige
Hvornår følte du dig klar til en ny graviditet efter din gul? Både følelsesmæssigt og fysisk. Eller var det et valg der blev taget for dig, når I var i behandling?

På det tidspunkt tror jeg, set i bakspejlet, jeg kunne spotte de første tegn på, at det var ved at gå skævt i mig. Jeg var bare klar på at køre videre kort efter min GUL. Helt som en maskine. Jeg havde den tanke, at så længe vi ikke var på vej til at få taget æg ud, lagt æg op eller ruge, så var der jo heller intet håb. Så videre, videre, videre. Det var trods alt også første æg, første omgang – den var der jo næsten! Det var på sin vis også blod på tanden. Men den måneds pause eller to vi fik, hvor vi tog på bilferie – det var en god investering. At få et break med vin, kærlighed og ingen sprøjter. Fysisk var det relativt små ar, jeg plejede dem hver dag og nærede dem med omsorg. Den del tog ikke lang tid. Men hovedet – jeg bliver stadig ked af det og grædelysten, når jeg tænker på det. Sådan vil det nok være længe, fordi det var en voldsom omgang at opleve at blive så dårlig, så hurtig, se lægers alvor og Adams skræk og selv forsvinde. Det er traume, og det vil jeg bære på længe.

Hvad sagde du til dig selv hver måned?

Sagde jeg noget særligt? Jeg prøvede mest af alt at følge med. Tiden går på sin vis hurtigt, når alt er skemalagt – der er hele tiden en scanningstid, en sprøjte, en pille. Jeg prøvede at følge med. Jeg tror mest af alt, jeg osede ulykkelighed til mig selv, som jo ikke er konstruktiv, når jeg kunne mærke menstruationen komme. Det er sgu da ubarmhjertigt, at svaret på alle anstrengelserne kommer pludseligt, og uden du er forberedt. Og så skal man dele det med sin partner, der jo også håber. Jeg holdt meget fast i, helt meditativt – vi bliver forældre. På den ene eller anden måde. Det gør vi.

Jeg hører om dit bedste råd til, hvordan man som par bedst kommer igennem de udfordringer, der venter. Hvordan har Adam kunne støtte dig bedst? Og hvordan har du støttet Adam bedst? Hvordan kom I ud på den anden side?

Ved at tale så meget sammen som overhovedet muligt. Alt det grimme, alle tårerne, intet under låg. Ved at gå igennem det sammen; helt praktisk var vi begge i behandling på den måde, at Adam gav mig nogle af sprøjterne – det krævede også, at han måtte tage hjem fra arbejdsting for at kunne give mig dem på rette tidspunkt. Team effort. Det kunne jeg egentlig godt lide, at han tog en del i det. Og så var han selv på nul alkohol, kosttilskud etc. Vi havde ligesom hver vores rolle at udfylde, det var aldrig kun mig, selv om det jo rent lavpraktisk er det i lægernes øjne.

Og så tror jeg, at den kløft der alligevel var begyndt at åbne sig ved, at vi jo trods alle “gode intentioner” ikke led i samme grad, den byggede vi bro over ved at gå til psykolog sammen. Ved at et menneske udefra kunne give mig anderkendelsen af mine følelser, også overfor Adam.

Det er og bliver det vigtigste. Tal sammen. Og tal også om hvor grænsen går – hvor længe skal I blive ved? Hvornår er nok nok? Og hvad gør I så derefter? Der er også noget power og sin egen ro i at føle, man tager kontrol over en tid, der kan føles så meget ude af ens hænder.

rockpaperdresses, Cathrine Widunok Wichmand, Pink Onsdag, Julie Bjarnhoff
Hvilke samtaler havde I i den tid – jeg tænker tit, vi burde tale mere, planlægge nu vi har alt den her tid vi ikke ville have, men life happens. Hvad siger man til sig selv?

I starten var vi noget mere, “uhh! Ej, vi kan nok ikke komme til den koncert eller det tam-tam, for til den tid kan jeg være i 8. måned”. Hvilket også er et enormt pres at lægge på sig selv. At give fertiliteten sådan en tidshorisont til trods for, at en læge netop har anderkendt, at det ikke bare lige kommer til at lykkes inden klokken Xx.

Den der undtagelsestilstand, den der nærmest pause fra livet fordi man håber på at bygge et – det, tror jeg, er virkelig usundt. For man har brug for gode øjeblikke. Man har brug for den koncert, hvor man danser fødderne i stykker, man har brug for den hvidvinsbrandert over køkkenbordet en torsdag sammen, man har brug for de ferier, hvor man lader de fire vægge hjemme holde på alle sprøjterne og medicinen og alt det hverdagen bliver fyldt med.

Vi var gået igang med at kigge på en rejse til Japan her til september/oktober, og så var jeg ved at finde ud af en yogarejse til Indien i foråret. Vi havde brug for at flytte fokus, og da vi begyndte på det, så skete der lidt.

Jeg er så bange for at blive gravid og miste, og det ville være min skyld. Min dumme krop, der ikke vil det jeg allermest vil i verden. Det er uretfærdigt. Hvordan holdte i modet og håbet oppe? Hvordan turde du?

Åh, det gør helt ondt i mit hjerte at læse sådan en tanke. Og det får mig til at vende tilbage til, at man altså ikke kan placere skyld på den måde. Det er helt, helt naturligt, at op mod 60 % af alle befrugtninger/tidlige-tidlige-graviditeter går i sig selv. Det er naturens gang, bare som udgangspunkt, at det skal være svært – det er mest af alt et mirakel, at der fødes børn hver dag.

Når en ægoplægning ikke bliver til en graviditet, så er det ikke “bare” fordi, man som kvinde ikke kunne holde på ægget. Ægget består af manden og kvinden – og den sammensmeltning og kvaliteten af den samlede “regning”, dén giver udslaget. Det er altså ikke udelukkende hverken den enes eller andens skyld, og det er meget, meget vigtigt at tage med.

Det at blive gravid, alle bekymringerne som for de fleste starter, når man står med en positiv test eller ser et hjerteblink på en skærm – det har jeg hørt beskrevet som forberedelsen til dét at blive mor, hvor ens hjerte pludselig rykker uden for kroppen med sine helt egne arme og ben, uden at man kan beskytte det konstant og hele tiden.

For nogen af os vil den opvarmning, den bekymring, den rejse mod at blive mor, starte så meget tidligere og vare meget længere, før vi får de små hjerter uden for kroppen. Og det hårdt, men jeg tror også, at det gør os til noget helt særligt for vores børn. De er ønsket som intet andet i verden, og vi har allerede gået igennem ild og vand for, at de skulle være på denne jord. I sin groteske hårdhed, så er det også noget af det smukkeste.

Læs mit indlæg her om, hvor mange faktorer der spiller ind, når man gerne vil være gravid, og hvor stort et mirakel det faktisk er, hver gang stjernerne står lige

 

9 kommentarer
  1. Du gør mig så klog med de her indlæg, Cathrine – tak for det! Jeg er en af de irriterende typer, der blev gravid, to måneder efter jeg smed p-pillerne, så det kan være svært at sætte sig ind i alt det, I har vil

  2. Hov, fede fingre på små taster. Har været igennem, ville jeg skrive. Du gør det nemmere at forstå med dine indlæg om jeres kamp! Det er jeg glad for, særligt fordi det nok vil gøre mig mere forstående, hvis fx en af mine veninder havner i samme situation. Så tak!

  3. Man kan godt mærke, at indlægget er skrevet på den anden side af en vellykket behandlingen. Men oplevelsen af behandling, set i retroperspektiv, er bestemt også relevant.
    Kan rigtig godt lide delen med, at Adam tager hjem fra arbejde og hjælper i behandlingen. Jeg tror faktisk, at det betyder rigtig meget. Og så forestiller jeg mig, at det også må være en stor smerte for manden at se sin kære gå igennem alt det – hvis bare man kunne tage noget af smerten på sig?
    Fantastisk at tænke på, at du på New York billedet, helt uvidende om fremtiden, er på vej ud af rædselsåret 2017 og ind i 2018, som bliver et dejligt år! Hvis bare man vidste det.. 😊

  4. Du skriver vidunderligt. Kommer til at tænke på bogen “Kærlig hilsen Anna”, af Anna Skyggebjerg. Der er sådan en hel særlig nerve i det du skriver, når det er til ‘nogen’. Wow… smukt!

  5. En god veninde fortalte mig i sidste uge, at hun har fået at vide, at hun nok aldrig kan blive mor, og at hun nu har super dårlig samvittighed, for hendes kæreste har åbenbart “supersæd”. Vidste slet ikke, hvad jeg skulle sige, udover “jamen, det kan du jo ikke gøre for?!” Tror jeg sender hende dit fine indlæg <3

  6. Dejlig indlæg. Som en, der ikke kender ret meget til fertilitetsbehandling, men har et par i omgangskredsen som er i behandling, er det et dejligt indblik i en verden, der er svær at forstå for os udenfor.

  7. Tak for dine indlæg om fertilitetsbehandling. Det er rart at kunne læse lidt om, hvad jeg/vi skal forvente, når vi kommer igennem den offentlige venteliste og starter behandling – også med årsagen “lav sædkvalitet”, og med en besked om, at vi det nok kun er ICSI, der er en mulighed for os. Vi har endnu ikke været til de første undersøgelser i systemet, men er blevet henvist direkte fordi vi sidste sommer valgte at få et fertilitetstjek hos Fertilitetsrådgivningen.

Læg en kommentar