Hele min ønskeseddel - næsten

Ensomhed

Godmorgen <3

Jeg skrev på indlægget sent i går aftes, men jeg ville lige læse det igennem hertil morgen med friske øjne, før jeg udgav det.

Klokken er 23.50. Lørdag aften. Jeg har spist græskarsuppe fra frys, to små kokosmakroner og gået hundetur. Jeg er alene hjemme på andendagen, og det er faktisk rart. Jeg havde glædet mig så meget til at være alene, at jeg takkede pænt nej til min mor, da hun gerne ville ind og spise aftensmad med mig. Jeg er krøbet under dynen, og Frida er lagt i en rede af en dyne, som jeg har bygget specielt til hende hertil aften. Er ikke helt sikker på, at hun sætter pris på det. Men det er hyggeligt. Sådan at have en pelspølse at fise om kap med. For seks år siden hvis jeg igen-igen havde været hjemme en lørdag og kold-før-tolv, så havde jeg ligget med ondt i maven og følt mig ensom.

Ipsen & co., Frida, rockpaperdresses

Jeg har længe gerne ville skrive lidt ord om ensomhed. Men det er faktisk hammersvært. Det er vildt følsomt, og der er så mange der har et syn på det. I udgangspunktet skriver jeg bare mine egne observationer og følelser, og så kan I sagtens byde ind. Der er mange måder at være ensom på, så jeg håber og tror på, at I vil give plads til dem alle, alle de der byder ind 🙂

Jeg har følt mig alene, ensom. Ensom alene og ensom sammen med andre. Jeg tror egentlig, det er sådan en grundlæggende følelse, som sult og forelskelse. Og jeg tror de fleste af os har mødt den. Enten forbipasserende eller mere standhaftigt. For mig er det en følelse af ikke at høre til. Ikke at være ønsket. Ikke at have nogen at kunne relatere til eller dele med. Og jeg har følt mig ensom på arbejde uden at være det når jeg fx var hjemme med min kæreste.

Mine forældre blev skilt, da jeg var fem år, og min søster flyttede efter et par år hjem til min far, hans kone og hendes to børn. Jeg var på besøg hveranden weekend, og der følte jeg mig virkelig som en gæst. Jeg husker fornemmelsen af at være på besøg hos en andens familie. Og jeg skulle på få timer skifte normer og rutiner, så jeg passede ind i deres dagligdag fo at  prøve at følge med. Jeg kunne simpelthen ikke nå at omstille mig i en weekend fra fredag til mandag, så jeg følte mig anderledes ofte og ensom. Selv om huset var fyldt med unger og kærligheden jo var der. Jeg hørte bare ikke til, føltes det som om.

Kender I den der følelse af, at alle andre har det virkelig sjovt? Og så sidder man (jeg) selv dér, uden invitation, derhjemme, på en fredag? Og ser måske 6. sæson af Say Yes To The Dress? Og hvis ikke man (jeg) er gået i brædderne, så Huse for Millioner og dernæst Grænsepatruljen (sidstnævnte sender de vist egentlig kun på hverdage, såvidt jeg husker. “såvidt jeg ved” – who am I kidding, jeg kender jo tv-guiden!).  Få dage efter studenterhuen landede, så var jeg smuttet ind til byen for good – med hjulspin på E45 uden at se mig tilbage. Men det gjorde ingen andre. Så jeg sad der i min lillebitte to-værelses fremleje. Klar til at indtage verden og være voksen. Lejligheden lå i Laksegade, og fredag-efter-lørdag-efter-fredag sad jeg dér i min stue.Og det eneste jeg indtog var risengrød eller rubbere. Og uden for mit vindue gik den ene venneflok forbi efter den anden. De skulle i byen, og når man praktisk taget bor midt i en populær pubcrawlrute, så er der alligevel rimelig meget fest i vindueskarmen. Jeg sad bare på den forkerte side af ruden.

Hold op, hvor jeg følte mig alene. Jeg havde ondt i maven. Og ondt af mig selv. Og jeg skældte mig selv ud for at være så socialt handicappet, siden jeg var endt på den forkerte side af vindueskarmen. Skældte min forældre ud, mentalt, bevares, over at jeg ikke var kommet i vuggestue men i stedet havde gået i min mors skørter – det havde jo ødelagt enhver flig af sociale kompetencer. Og jeg var nu dømt til et liv uden venner – udover min gamle penneveninde fra Århus. Trine. Jeg følte mig ensom. Jeg havde ingen omgangskreds rundt om mig. Og de weekender min kæreste ikke lige gad at hænge men gerne se andre mennesker, der sad jeg så dér. Og så købte jeg en dvd-maskine.

Da jeg kom på Talentholdet kom ensomheden tilbage, selv om jeg lige havde fundet en god studievenindekreds. For der rykkede jeg fra redaktion til redaktion. Og der er travlt og ingen siger hej. Og på én redaktion turde jeg ikke spørge hvor toilettet var, så jeg løb tilbage til min forrige redaktions toilet hver gang. Så sad jeg dér i mit lille studie, hentede frokost og fortærede den i min 2,5 kvms lydbox. Det var faktisk også en del af motivationen for bloggen – at finde et sted at høre til.

Ipsen & co., Frida, rockpaperdresses

Følelsen er dukket op i større eller mindre grad gennem livet. Men jeg tror, jeg har følt mig mest af alene, når jeg har gjort ting, der ikke har fulgt normen; alle de andre. Som barn, hvor jeg prøvede at passe ind i en anden families rutiner og hverdag, når jeg besøgte min far og co. Da min krop tidligt udviklede sig, og jeg skulle vænne mig til bryster og menstruation og badede alene efter gymnastik for at undgå drillerier. Da jeg flyttede hjemmefra uden baglandet gjorde. På uni da jeg pludselig havde fuldtidsarbejde, og de andre stadig kunne gå ud onsdage og torsdage. Da jeg brækkede tåen, alle mine tætteste veninder rejste på udveksling og jeg ikke kunne komme ud af flækken.

Det der med at fjerne sig fra noget trygt, ikke at have nogen rod for en stund, ikke at føle sig forbundet til nogen eller noget, dér har jeg følt mig ensom.

Til gengæld er jeg blevet bedre til at undgå at indkapsle mig.

– At få en hund har gjort en kæmpe forskel. Nu har jeg været alene de sidste tre dage, og det er herligt! Jeg har også en at snakke med, putte med, spise med, i sådan en basse.

– Som freelancer føler jeg mig ofte ret alene, for jeg hører ikke til nogen steder som sådan og kollegamængden er ikke særlig stor. Så i stedet for at sidde hjemme og blogge fra sofaen, hvor der nærmest går flere dage uden jeg ser et andet menneske end min kæreste, så tager jeg nu computeren under armen, sætter mig på en café med wifi og arbejder. Deraf også billederne fra Ipsens i går, hvor jeg sad med Frida og arbejdede.

– I realiteten kan jeg godt lide at være hjemme i min trygge ramme, men jeg tvinger mig selv til i højere grad at deltage, sige ja og til at prøve at følge med.

– Jeg prøver at tage pænt imod nye kolleger selv. For jeg har været der, hvor julefrokosten har været årets lavpunkt, for hvem skulle jeg dog være sammen med. Og så fortæller jeg også hvor toilettet er, haha! Nogen gange kan et simpelt “hej” fra en kollega gøre, at man føler, man hører til!

– Så taler jeg om det. I hvert fald med min kæreste. Jeg har nogen gange følt mig ensom på venindefronten, og bare det at sige det højt til nogen, tale om det – det har lettet. Der er rigtig mange mennesker, som genkender følelsen! Det er bare med at bryde tabuet, og så tage fat. Holde om. Jeg forsøger at ringe til min farmor ugentlig fx. Og jeg sender nogen gange kort til min mormor.

– Faste rammer er klart også en hjælper. Jeg har sjældent faste rammer for en dag, fordi jeg netop er freelancer. Men så må jeg lave dem selv! Tage til træning kl. 08.00. Arbejde på computeren til kl. 13.00 osv. For mig bliver jeg usikker og ensom, når jeg i princippet ikke er ønsket nogen vegne – altså, når ingen venter mig i den anden ende, og jeg ligeså godt kan blive under dynen en hel dag. Så må jeg lave mine egne rammer og få mig selv til at føle mig vigtig, og som om jeg hører til.

Det er så grundlæggende. Vi vil jo bare gerne høre til og høre sammen…

   

66 kommentarer

  • Juliette

    Kære Cathrine,
    det er nu et par år siden du har skrevet det her indlæg, men hold op hvor er jeg glad for, at jeg fandt frem til det. Som så mange andre her, har jeg det præcis på samme måde. Det der med ensomheden.. Jeg har en skøn omgangskreds, dejlige veninder, godt nok ingen kæreste, men en helt fantastisk familie. Er kommet ind på drømmestudiet, god job, og den fineste lejlighed sammen med to af mine bedste veninder. Hvorfor er det så alligevel så svært, når man en enkelt dag ikke har nogen aftaler? Når man bare sidder med sig selv, og skal finde ud af, hvad man skal lave. Jeg plejede at kunne lide alenetiden, at ligge på sofaen og læse en hel dag, se en serie, gå alene rundt i byen, eller sidde med en opgave på café. Men for tiden føler jeg, at jeg hele tiden skal have de vildeste planer, og lave tusindvis af sjove ting på samme tid. Jeg er faktisk en lille smule begyndt at finde på ting jeg kan fortælle, når jeg ikke har de store fritidsplaner. Og det er ikke rart. Når jeg nu sidder på sofaen og læser, tænker jeg over, hvad jeg kan fortælle senere. Det føles helt forkert! Og det er der min ensomhed begynder. Jeg føler mig ensom, når jeg føler mig for kedeligt, og ikke er sammen med andre. Jeg har brug for at forstå, at det er ok at være alene, at man ikke hele tiden skal være sammen med diverse mennesker, at det er ok, hvis man ikke har kaffeaftaler og dinner-dates hver eneste dag. Jeg er begyndt at skære meget ned på instagram og bloglæsningen (kun din og Trine Kjærs blog er blevet tilbage på listen), og det har hjulpet en lille smule. Jeg har overvejet at købe en hund. Men det er ikke tilladt ifølge lejekontrakten, og iøvrigt svært, når jeg har lange dage med uni og job.. Måske skulle jeg dyrke noget mere motion (jeg har taget 7 kilo på, i løbet af de sidste to måneder, og det føles bare ikke rart) Så det kunne hjælpe lidt. Og måske læse dit indlæg, hver gang min verden bliver mørkt og ensomheden breder sig. Så jeg vil faktisk bare lige sige tak. Tak for din ærlighed. Og tak fordi du skriver indlæg, hvorefter man føler sig en smule mindre alene og efterladt. Jeg er ikke den store skribent, men jeg håber du forstår, hvad jeg mener. Mange tak, og håber du har en helt formidabelt dag. KH, Juliette 🙂

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Stine

    Kære Cathrine. Jeg sad egentlig og læse om noget helt andet på din blog, da jeg fik klikket på dette indlæg. Jeg kan huske, at jeg læste det, da du udgav det for år tilbage – men det er først nu, hvor jeg sidder midt i suppedasen, at det rammer. Jeg er ved at stoppe på mit studie for at starte på noget bedre, hvilket i en alder af 24 og med en omgangskreds, der svømmer i snarlige kandidatgrader og den slags, føles mega skræmmende og kaosagtigt. Og lige dér, der føler jeg mig ensom. For pludselig mangler jeg mit faste tilhørssted, som studiet var – pludselig har jeg tid på en anden måde, end de har. Og det er svært og hårdt – og sommetider utrolig ensomt.
    TAK, fordi du ikke lukkede din blog ned, så jeg i dag kunne støde ind i dette indlæg og føle en form for forståelse – og tilhørsforhold til alle ‘ligesindede’, som har kommenteret. Tak.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Kaja

    Sikke et flot indlæg <3

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Siri

    Jeg vender tit tilbage til dette indlæg, ofr at minde mig om at det godt kan lykkedes. At bryde cirklen af ensomhed og at det ikke er hele livet igennem. Tak for et godt indlæg, som sætter ord på mange af mine egne følelser.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • […] om det et par gange herinde. Jeg har ikke altid været glad, overhovedet. Jeg har skrevet om ensomhed, om mobning, om livsbaggage. Jeg har også fortalt om mit Oprah-moment, haha! Ét af de øjeblikke […]

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • […] side… men så faldt jeg over et par relevante artikler, fra to fængende bloggere – om ensomhed og om relationens kvalitet og kvantitet, som jeg synes er værd at bruge et par brikker […]

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • nana k

    Åh hvor jeg også kender det. Og samtidig med at jeg føler mig ensom selvom jeg har kæreste og familie og 2 skønne veninder som forstår mig og lytter – så kan jeg stadig føle at ingen nogensinde kan forstå mig 100 % som jeg har brug for at blive forstået..
    Ensomheden kommer ekstra meget når jeg ingen aftaler jeg har og kæresten skal noget alene… har ingen virkelig tid til mig? Det er også fordi jeg har så få venner, men tanken om flere kan jeg heller ikke, fordi jeg har brug for så meget tid for mig selv at jeg ikke ville have tid til flere mennesker..
    Og jeg er helt med på den med hunden.. med carl føler jeg mig aldrig ensom.. han er den vigtigste for mig og jeg er den vigtigste for ham – (han har gjort mig tam – den lille prins 😉
    Lykken er en vovse <3

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Charlotte

    Kære Cathrine,
    Har aldrig kommenteret på din blog før, men du er klart min yndlingsblogger. Jeg elsker den måde du skriver på, de emner du tager op, og den måde du er så utrolig hudlør ærlig. Jeg så dig på Granola for et par uger siden da du sad og arbejdede der, og havde sådan lyst til at gå op til dig, og fortælle dig at jeg er kæmpe fan af din blog, men turde ikke helt. Du er en kæmpe inspiration, og jeg elsker at læse alt det du skriver! Som så mange andre skriver, kan jeg 100% genkende alt det du skriver med at føle sig ensom. Det er noget jeg arbejder meget med – og selvom jeg virkelig nyder at være alene til tider – kan det osgå være lidt mærkeligt ikke at have planer en lørdag aften. Tænker jo hele tiden hvad jeg mon går glip af, og hvorfor er der ikke nogen der skriver eller ringer? Prøver virkelig at nyde de stille stunder, og sætte pris på bare at kunne være mig selv.
    Det var vist noget af en rodet kommentar, men bliv endelig ved med at skrive som du gør, og tage nogle måske lidt grænseoverskridende emner op. Jeg er vild med det! Kan du have en rigtig dejlig dag 🙂 Kh Charlotte

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Cathrine Nissen

      Næste gang jeg sidder der på Granola, Ipsen, Rist eller en af de andre, så kommer du hen og siger hej. Og så giver jeg en krammer. Jeg bliver altid først vildt overvældet og genert, men det varer i to sekunder og så krammer jeg. Det er jeg i øvrigt ret god til. Så kom du bare over 🙂 Så kan vi være generte sammen! Tak fordi du er så sød at skrive – det var slet ikke rodet. Sov rigtig, rigtig godt <3 KH

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Camilla

    Wauw, Cathrine – tusind mange gange tak for et så ærligt blogindlæg – jeg fik næsten våde øjne, for jeg kender selv til det.

    Og jeg har tænkt rigtigt meget over ensomhed på det seneste. Jeg er lige startet på et nyt studie og det er sindssygt angstprovokerende. Jeg har en tendens til at finde mig en gruppe og derefter ‘lukke ned’ for alle andre – den tendens har jeg sat mig for at stoppe og det har været virkelig svært ikke at være i en gruppe fra dag et. Men jeg føler mig bedre og bedre tilpas med det, selvom det er hårdt og frygten for at blive ensom stadig kommer snigende – men samtidig er jeg så sindssygt stolt af mig selv, selvom der ikke er gået mange dage.

    Masser af knus til dig <3

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Line Bork

    Jeg nød at læse det her indlæg i søndags, og kan altså først nu samle alle mine tanker om at sende en kommentar.
    Det er et emne, som jeg også selv går og tumler meget med, og som jeg ikke har særlig meget lyst til at snakke med mine veninder og familie om, men flere gange indenfor de sidste år, har jeg følt mig voldsomt alene. Da jeg flyttede hjemmefra for 3 år siden og i egen lejlighed. De dage, hvor kæresten skulle rejse hjem fra weekenden hos mig og jeg skulle klare ugen uden ham. Da han gik fra mig, og jeg havde en håndfuld omsorgsfulde veninder, som stod i kø for at ville mig det bedste. Alligevel følte jeg mig alene. Og senest nu, hvor jeg har revet alle rødder op fra de seneste 3 år i Aalborg og taget skridtet videre til Aarhus. Ny by, nyt studie, nyt arbejde, hvor jeg ikke kender en sjæl. Selvom jeg føler mig ensom og alene ret ofte, så har det været en øjenåbner for mig at flytte mig fysisk og starte forfra én gang til. Jeg føler mig ikke tom indeni og har ondt af mig selv, som jeg havde tidligere – selvom jeg havde alle mine veninder tæt på, så snart jeg havde brug for dem. Jeg føler mig ret tilpas med min situation, selvom jeg bare er mig selv, single og med et studie, arbejde og by fuld af nye bekendtskaber, som jeg endnu ikke har lært at kende endnu – tænk, at endelig kunne se så positivt på tingene? Det kommer meget bag på mig selv egentlig. Men jeg er her endnu – og de seneste års ensomhed og alenetid har lært mig mange ting om mig selv. Tid, som jeg ikke ønsker at have været foruden, nu. Tak fordi du sætter ord på alle de ting jeg skrupler med i hverdagen. Vi tænker ret ens på nogle områder, faktisk. Jeg er bare enormt glad for at vide, at jeg ikke er den eneste der har det sådan hér. Tak, tak, tak for dig og dit blogunivers <3

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Sanne

    Hvor er det et fint indlæg. Jeg føler mig rigtig ramt. Jeg er ensom lige nu, og det er forfærdeligt. Er ny i Kbh og jeg kender stort set ingen, og det er bare hammersvært, når man savner sine veninder helt vildt. Ligesom dig blev jeg også skilsmissebarn i en alder af 5, og jeg kan i den grad genkende den følelse med at forsøge at passe ind i nogen andres hverdag bare for en weekend hver 14. dag.

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Cathrine Nissen

      Jeg føler med dig Sanne. Det sværeste er dér du er lige nu, ved begyndelsen. Heldigvis har jeg oplevet at KBH har et rigtig rigt foreningsliv. Uden jeg skal lyde for kedelig, så er der masser af løbeklubber, strikkeklubber, bogklubber – jeg har været med i en bankoklub 🙂 Jeg håber sådan, at du hurtigst muligt kommer ind i en god kreds og kan finde et sted at høre til.. KH

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Kristina

    Jeg har aldrig kommenteret på din blog før, men nu gør jeg det – for det her indlæg er da nok noget nær det bedste og mest ærlige blogindlæg jeg nogensinde har læst.
    Jeg kender selv til følelsen af ensomhed – desværre ret meget til følelsen! Jeg flyttede til en ny by for 3 år siden for at studere, og vidste det ville blive hårdt for kendte ingen, men var optimistisk omkring det hele. Nu sidder jeg her efter 3 år, og har stadig ingen i den her by. Jeg har ingen venner eller bekendte fået igennem studiet – og det er så hårdt, at se på de grupper, der sidder sammen til forelæsningerne og som man ved mødes udenfor universitetet. Man tænker: “Hvorfor er jeg ikke blevet en del af det?” Derudover så rammer man et punkt, hvor man begynder at vende det hele indad og tænke, at der må være noget galt med en, når man efter 3 år ikke engang bare har fået en bekendt i byen.
    Jeg har veninder, men de bor allesammen i andre byer, og det er jo bare ikke lige dem man kan ringe til og mødes med over en kop kaffe eller lige tage i fitness med.
    Men det er virkelig også grænseoverskridende at skulle indrømme overfor sig selv og andre for den sags skyld, at man er hammer ensom, og ret ked af det. Det er jo ikke lige den måde man får skabt varige relationer på.

    Tak for dit fine, fine indlæg!

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Cathrine Nissen

      Nåårh, tak Kristina, tusinde mange tak.
      Der er INTET galt med dig. Endelig ikke pege indad! Du lyder også til at have mange dejlige veninder, som er adskilt fra dig pga. geografien. Det er sgu også svært med et studie, for man kommer fra så vidt forskellige baggrunden. Nogen gange klikker det bare, andre gange ikke. Det tager jo også bare så lang tid før man når dertil, hvor man har lyst til at ringe til nogen, bare for at sladre og hyggesnakke, men dem har du også heldigvis. Dem du kan ringe til.
      Har du overvejet sådan noget som klubber? Det lyder måske fjollet, men en løbeklub eller filmklub eller noget frivilligt arbejde? Det at møde nogen med samme passion som en selv for et eller andet – det er der altså noget i 🙂 KH C

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • KJ

    Jeg har GLÆDET mig til det her indlæg, siden du teasede for det, og hvor er det blevet godt! Jeg kan genkende så mange af dine tanker og følelser, og jeg bliver en anelse lettet over, at det ikke kun er mig, der i lange perioder kan føle mig ensom. Det betyder så meget, at du deler dine tanker, for det letter og hjælper jo (øjensynligt!!) så mange af os. TAK! Det hjælper mig at vide, at en person som dig, der virker så glad og lykkelig og succesfuld, som deltager i alt muligt og har en betænksom og opmærksom kæreste, familie og en bedste veninde også kan føle sig ensom, forkert og anderledes. At du også kan blive i tvivl om hvorvidt du er ønsket. Dét gør min selvtillid lidt større. At vide at jeg ikke er en sær snegl, men at mange andre går med lignende tanker fra tid til anden. Jeg føler mig en lille smule mere ‘normal’ (jeg hader faktisk det ord en lille smule) efter at have læst dit indlæg -og de andres kommentarer. Det giver en lille følelse af en form for samhørighed -for som du siger, så vil vi jo bare gerne høre til og høre sammen i sidste ende. Så tak Cathrine, du er et lille livsstykke 😉

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Cathrine Nissen

      Det er jeg glad for K. Det er et tungt og svært emne, også fordi graderne er så forskellige. Det sværeste, synes jeg, er, når man føler sig ensom sammen med andre. Når man ikke føler man hører til. Dén er slem. Det har jeg prøvet et par gange, også i forbindelse med studiet.
      Jeg tror, det er temmelig vigtigt at huske, at alle tumler med mere end de viser. Hvis bare alle gad gå med et skilt på maven med deres største indre kæmper, så ville det hele være så meget lettere at komme i kontakt og komme tæt 🙂
      Og mange, mange tusinde tak fordi du har glædet dig, K, det betyder så meget at mine ord er ventet. Mange tusinde tak direkte fra hjertet! KH

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • […] have vendt dem på 47 måder og fra alle vinkler. Tak! Og igen vil jeg bare foreslå jer at læse andres kommentarer og tanker, for det letter i hjertet. Det var endnu en rigtig rar oplevelse at dele mine tanker og […]

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Nynne

    Vill bare sige tak for at du har valgt at skrive dette indlæg! Det rammer alt for meget plet på min tilværelse lige for tiden – rart at vide at man ikke er den eneste der kan blive ramt af følelsen af at være alene i verden, selvom der er mennesker omkring en..

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Cathrine Nissen

      Det synes jeg virkelig kommentarfeltet vidner om – at vi ikke er alene. Gid vi kunne være bedre til at tage fat i sidekammeraten, give en krammer og spørge om de vil med til kaffeautomaten, og vice versa. Du er i hvert fald ikke alene Nynne! KH

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Nastassja

    Rigtig godt indlæg. Dejligt med nogle ord på et meget følsomt emne.
    Men av av, du ramte lige et ømt punkt i mig.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Laura

    Jeg er så vild med, at du skriver om sådanne emner, og at du gør det på sådan en inkluderende, respektfuld måde. Det skal du virkelig have ros for, Cathrine.
    Jeg kan virkelig genkende det med, at alle andre har det sjovt. Selv efter et år på uni, kan jeg stadig føle mig udenfor, selvom jeg har fået en god gruppe af venner og veninder, som jeg godt kan lide at hænge ud med. Men den person, jeg er allertættest med, er min bedste ven/ekskæreste, og han er begyndt at se en ny. Og selvom jeg ikke har lyst til at være kærester med ham igen, så føler jeg mig virkelig til overs, når han skriver med hende og ser hende. For hvis jeg ikke har ham, hvem har jeg så? Det er virkelig vanskeligt, og når han får en sms fra hende, så er det bare en kæmpe mavepuster af ensomhed. Jeg ved godt nok ikke lige, hvad jeg skal gøre ved det, men jeg håber, det bliver bedre. For det er ikke særlig fedt.

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Cathrine Nissen

      Tusinde mange tak Laura, det er jeg virkelig glad for du synes. Jeg gør mig virkelig også umage med ikke at træde nogen over tæerne men også samtidigt, så vil jeg gerne være ærlig over for mig selv.
      Jeg kan rigtig, rigtig godt forstå hvor du står. Jeg husker det også selv – jeg var bare ikke ligeså fin i det som du er, og så endte vi med at være kærester igen. Det var en ungdomskæreste. Jeg havde det sådan dengang, at jeg hellere ville have ham hos mig, så som kæreste, end slet ikke. Det holdt selvfølgelig ikke 🙂 Det er ikke fordi det skal være løsningen, men den dag du møder en fyr, som tager dit hjerte som han gjorde, så hjælper det i hvert fald. Ellers må du flytte fokus måske? Dyrke dine nye venner og veninder? KH C

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Trine

    Tak for at skrive et ærligt indlæg, der igen igen rammer plet.

    Føler mig pt. også helt ved siden af alt og alle. Droppede drømmeuddannelsen, for at hoppe tilbage på gymnasiet, som jeg aldrig fik gjort færdig, da jeg startede i første omgang. Nu går jeg på 2. år – sammen med en masse 17-18 årige, mens jeg selv er 23, og føler på ingen måde jeg passer ind.
    Mine veninder på min egen alder bliver alle gift, får børn og køber huse, og der er jeg slet heller ikke. Børnene er ikke rigtigt mig, men brylluppet og huset sukker jeg efter, men det er desværre på ingen måde indenfor rækkevidde de næste mange år, grundet økonomien på SU.
    Jeg burde nyde friheden ved at gå på gymnasiet, men istedet irriterer jeg mig over at jeg ikke allerede har en uddannelse ligesom alle andre på min alder. SUK.

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Cathrine Nissen

      Det er så svært det der. Vi – jeg er i al fald – er alt for dygtige til at sammenligne os. Vi vil et eller andet sted bare gerne være som de andre. Og samtidig så unikke og gå vores egne veje 🙂 Vores veje er jo forskellige, og din vej er den rigtige for dig. Jeg synes, du er hammersej, at du går din vej og gør det, der er så rigtig for dig. At få din stx i hus, at droppe drømmeuddannelsen – det er sgu da MODIGT! Så sejt. Du er snart ude af gymnasiet igen – glæd dig til huen! KH

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • J.

    Super godt indlæg, Cathrine! Og meget modigt af dig at dele det herinde! Det ser ud til at det er noget mange af os kender til (herunder mig selv) i større eller mindre grad. Kunne i hvert fald ikke ha udtrykt det meget bedre selv 🙂

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Cathrine Nissen

      TAK J, det lader til at koret synger igen, meget højt 🙂 KH

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Ulla

    Hvor er det fint skrevet og hvor jeg kender følelsen. Jeg har også følt mig forkert i gymnasiet, til fester og på arbejdspladser. Som du skriver, er det så vigtigt bare at sige hej eller godmorgen til en ny kollega, vise hvor toilettet er eller tage en kop kaffe med, når man henter til sig selv. Jeg har besluttet, at når andre ikke gør det, må det bunde i ubetænksomhed og ikke i, at de ikke gider mig eller jeg ikke er god nok, men det har taget mange år (jeg er 45), at nå til den erkendelse.

    Super fint, at du deler sådanne tanker og SÅ god en blog. Jeg nyder at læse dine indlæg og se dine billeder hver dag.

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Cathrine Nissen

      Ja det er jo i virkeligheden så simpelt ikke? At der er nogen, der lige ser os i øjnene på arbejde. Og så tror jeg, du har så uendeligt meget ret i, at det sikkert er ubetænksomhed og måske også usikkerhed fra deres side? At de ikke tør bryde stilheden, se en i øjnene osv? Hvor er jeg glad for, at du har lyst til at følge med mig. Tusinde tusinde tak! KH

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Ida

    En indlæg der rammer sådan lige dér, på det allerinderste.
    Jeg kende rigtig godt følelsen. Sidder lige nu tusindvis af kilometer fra venner og familie, på eventyr i udlandet og føler mig både lykkelig og til tider alene. Lykkelig fordi jeg er omgivet af verdens dejligste by og mulighederne og indtrykkene er uendelige, alene fordi jeg ikke kan dele det med dem, jeg holder allermest af.
    Tak for din dejlige blog. Du får mig til at smile, tænke over tingene og til at føle, at jeg ikke står alene med de til tider tunge tanker i mit hoved.

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Cathrine Nissen

      Ida du er så modig! Tænk engang! Jeg håber dine kære kommer og besøger dig, så du har noget at dele med dem, og så de forstår dig og din hverdag. Kæmpe kram til dig i det store udland, fordi du er så sej, at du GØR det!

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Rigtig godt indlæg, der tydeligt beskriver en følelse som så mange har.
    Kan især nikke genkendende til den med, at blive under dynen en hel dag, uden at nogle ville savne en.
    Men heldigvis er der altid en eller anden, som har brug for en 🙂

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Cathrine Nissen

      Ja der er så, der er nemlig altid nogen, der mangler en! Kæreste, hund, veninde, mor, underviser 🙂 KH C

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Sofie

    Hvor har du ret. I alle dine fine betragtninger. Jeg synes det er så vigtigt et emne at rejse. At vi alle sammen kan føle os ensomme til tider. Også selvom man – som dig – er ung, smuk og populær og har en flot karriere kørende for sig.
    Jeg er en 10 år ældre end dig, men kan så godt følge dine tanker og følelser omkring ensomhed. For mig gjorde det en forskel at jeg blev mor. Nu føler jeg altid at jeg har et sted at høre til. Mig og mine. Jeg har to skønne børn (og en fantastisk mand) som jeg hører sammen med. Det har gjort at min ensomheds-følelse knap så ofte dukker op. For dem har jeg altid. De er mit hjerte og min sjæl og vil altid være det.
    Jeg synes du er så (rocker-)sej! Bliv ved som du gør – for du gør det dælme godt. Og tak for det 🙂

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Cathrine Nissen

      Det kan jeg rigtig godt følge, at forandring kom lige dér. Hvor er det bare dejligt at læse dig beskrive så kærligt om din mand og børn. Det glæder jeg mig selv helt til!
      Jeg tror, at vi er omgivet af så meget overflade fordi også tiden er så knap i dag. Vi kommer sjældent et spadestik dybere end instagram og snapchat, og så er der svært at komme helt tæt på og egentlig se et menneske og dets udfordringer. Vi har dem jo alle. TAK for dine kærlige ord, også til mig. Det betyder alverden! KH C

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Loulou

    Jeg elsker dig og din blog for såvel lækre outfit-fotos og ærlige ‘klummer’ som denne. Her vækker dine tanker også stor genkendelse. Jeg synes egentlig jeg har en fin lille håndfuld af gode venner (måske egentlig flere, hvis jeg er optimistisk) men når man pludselig har en hel weekend eller flere uden nogen sociale planer og uden at blive ringet op, så kommer den der følelse af ensomhed og måske endda af om man mon overhovedet er afholdt, snigende. Denne weekend har været sådan for mig, og jeg har forsøgt at gå i tænkeboks over, hvad jeg selv kan gøre for at forandre det. Jeg er kommet frem til, at jeg skal forsøge at planlægge flere sociale aftaler i god tid. Mit system fungerer som regel sådan, at jeg spontant dagen før spørger folk, om vi skal hænge ud…,og så er der selvfølgelig mange, der allerede har planer med andre folk. Det fungerer ikke, og jeg må starte med mig selv frem for at tænke, at der jo ikke er nogen af de ANDRE, der ringer til MIG. Og så skal jeg blive bedre til at nyde mit eget selskab og acceptere, at ensomhed også er et naturligt vilkår i den menneskelige tilværelse. Måske er det ovenikøbet lidt sundt:)

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Cathrine Nissen

      Åhr du er så sød og fin i din tankegang. Tak Loulou. Jeg har tre, max fire sådan rigtig, rigtig gode veninder. Og så har jeg en masse venner og veninder. Jeg gør mig ikke så meget i tal 🙂
      Jeg synes simpelthen det er så fedt det med at vende den om. Det er jo dét der skal til! Den skal da med på punktlisten over ting at gøre ved. Altså, hvorfor vente på et opkald, når man selv kan gøre det? Jeg er blevet rigtig meget bedre til mit eget selskab og nogen gange foretrækker jeg det også. Det er faktisk en rigtig rar og stor følelse. At være alene, måske ikke ensom men bare alene, i ny og næ, det tror jeg er rigtig sundt! KH

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Kamilla

    Årh ja, du har så evigt ret.
    Jeg har tit følt, og føler stadig det samme.
    Og nu hvor du ikke kan se mig, begynder jeg straks at tænke: ‘nu tror Cathrine, at jeg er grim, tyk og bumset og ingen holdning har til nogen ting’, and that’s not the case. Jeg er smuk og har meget at byde på.
    I gymnasiet var jeg meget populær, men på min nuværende uddannelse er det som om, at jeg er
    blevet ‘enspænderen’ og jeg aner ikke hvorfor. Og jeg prøver så hårdt at komme ind i grupperne, men
    det er som om at jeg stiller de fleste spørgsmål og de ikke rigtigt stiller nogen tilbage.
    Og på mit studie har vi også kun undervisning 2 dage om ugen i snit, så jeg kender SÅ godt den der følelse
    af at savne, at der er nogen der har brug for at man faktisk står ud af sengen om morgenen.
    Men nå, jeg gør så meget ud af at tænke positivt og fokusere på min smukke, søde kæreste,
    mine 5 dejlige og støttende veninder, min store søde familie (deriblandt min farmor som også siger ’spesjal’ i stedet for speciel) osv.
    Dejligt indlæg, tak fordi du skriver så åbent om det, så man ikke føler sig total weird 🙂

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Josefine

    Spot on!
    Virkelig godt skrevet, og fedt at du tager et emne op som som for mange er tabubelagt…det er som om at det er skamfuldt hvis man føler sig ensom, men personligt er jeg ligesom du også lidt kommer ind på i indlægget, slet ikke noget at skamme sig over, tværtimod!
    Personligt har jeg også taget mange valg der gør at jeg konstant har været på udebane og derfor til tider følt mig møgensom. Seneste valg er at jeg flytter til England for at være sammen med kæresten, skønt, men også vildt skræmmende da jeg er bange for ensomheden… Nu kommer familie og venner jo til at være længere væk en mit “tryghedsgen” synes om! Og ja før det var det arbejde som sygeplejerske oppe i Norge, alene, mit eget valg, men det gør det ikke mindre svært at takle ensomheden!
    Personligt har jeg overvejet om jeg ikke måske skulle starte en blog, netop for at finde et sted at passe ind, et sted at dele sine tanker og måske skabe kontakter inden jeg rigtigt falder til her i UK… Ja det var ihvertfald mine tanker 🙂

    Tak for en super blog!

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Sikke et godt indlæg! Jeg genkender rigtig meget af det, selvom mit liv er et helt andet. I mit liv er sygdom årsag til ensomheden, men den giver sig udtryk på mange af de samme måder. Jeg er begyndt at følge din blog for nylig og synes også, at der er noget sigende i, at man ikke kan “se” på andre, hvordan de har det.
    Du ser jo meget, meget smuk, overskudsagtig og helt vildt glad ud på billederne på din blog 🙂 🙂 Jeg siger ikke, at du ikke også er det, men det er altid rart at blive mindet om, at virkeligheden for de fleste mennesker er mere nuanceret, end man lige kan se!
    KH Lisbet

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Anne Sofie

    Tak fordi du tager dette emne op, søde Cathrine. Det var bare vildt god læsning, og det hjælper mig rigtig meget, for jeg har OGSÅ alle de følelser, du beskriver, af og til. Jeg vil huske dine råd og især huske på det med rutiner, en plan for dagen, sige ja til arrangementer og huske at TALE om følelserne med min omgangskreds.

    Knus og god søndag!

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Sofia

    Wow det ramte ! Jeg sidder med følelsen -ensomhed. Er lige startet på uni, hvor man ikke kender nogle, kender ikke studiet og heller ej byen. Mine venner er flyttet til forskellige byer, hvor de er begyndt på deres drømme studie. Det er hårdt når man ikke har sine nærmeste tæt på mere. Jeg er i tvivl om uni er mig, er det det jeg gerne vil? Alle de spørgsmål og og den kæmpe forandring i ens ellers trygge hverdag gør mig sgu bange og ensom ! Alt tryghed bliver taget fra en. Nu skal jeg så tage stilling til om jeg vil give uni en chance, eller om jeg skal finde på noget andet – og hvor vil jeg så læse henne?

    Ved ikke om mit gav mening, men det gjorde dit !

    Tak for den bedste blog !

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • MiaL

    Du er så afgjort ikke alene.

    Vores tur gennem ensomhedsens faser ligner ret meget hinanden:

    Især den med, at alle andre har det sjovt! Har prøvet det et utal af gange. Havde sågar engang en kæreste, som aldrig rigtig inviterede mig med ud. Til gengæld blev en del af min omgangskreds en del af hans. Så tog de til fester sammen. Mens jeg bare sad tilbage på Bjerget, hvor jeg nogle måneder for inden var flyttet til.

    Havde kun min daværende kæreste her i København, da jeg ligesom dig flyttede alt mit lort her over efter gym. Jo jo, veninderne er da kommet her over de sidste par år, og har fået mange “egne” veninder siden, men jeg startede selv. Mutters alene, trods det faktum, at jeg havde en kæreste her ovre. Tsk..

    Ensomheden var der også når jeg valgte mine fritidsinteresser uden at tænke over hvad alle andre gik til. Og der var jeg alene. Er ligesom bare ikke typen man inkluderede i sin verden. Fair nok. Idag har jeg en god venindekreds og verdens bedste og (utrolig) meget inkluderende kæreste. Til gengæld elsker jeg også mit eget selvskab. Så kan jeg sidde i hullet i min sofa (læs: røvaftryk) og se serier en hel dag, lave pisse god mad (fordi ingen andre gider bruge penge på god mad), og bare 100% nyde mig selv og mit fede selvskab! Det har bestemt også værdi! Meget endda.

    Så selv om det startede lidt stejlt, så er jeg 100% tilfreds med ensomheden idag.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Rigtigt godt indlæg! Ensomhed blandt især unge er et stigende problem, samtidigt med at det bliver mere og mere taburiseret. Fedt at en, som jeg ikke havde tænkt på som ensom, stiller sig ud i det åbne og faktisk taler om dette. Det er et grundlæggende menneskeligt behov at være social – og det er helt naturligt at føle sig ensom engang imellem. Jeg tror især at de sociale medier har gjort det værre – vi lever alle pludseligt i festgaden, og vi sidder på den forkerte side af glasset imens andre ser ud til at have en fest på Instagram og Facebook (og alle de andre) Det minder mig om denne video: https://www.youtube.com/watch?v=QxVZYiJKl1Y

    Men tak! Jeg skal snart holde oplæg om netop ensomhed blandt unge – det er dejligt, at nogle tager problemstillingen op.

    – Signe//http://hverdagsetik.wordpress.com/

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Mette

    Spot on! Den ultimative skod-følelse..
    Jeg har altid været meget syg, og de tre år på gymnasiet var samtidig perioden hvor alt sygdomsrelateret peakede. Jeg havde de bedste tre år, ingen tvivl om det. Men jeg prøvede konstant at overkompensere for alt det jeg missede. Og jeg var så ensom meget af tiden. Mest fordi de andre ikke forstod min situation, så når det virkelig gik ned af bakke, var jeg også allermest selv.
    Den dag i dag har jeg stadig natlige mareridt om at folk ser mig som hende der “aldrig var der”. Jeg tror aldrig jeg kan slippe det helt – følelsen af at være ufrivilligt udenfor og ensom. Det rammer stadig på dårlige dage, og kravler helt derned i maven hvor det gør ondt. Så jeg overkompenserer også overfor andre idag; er sindssygt imødekommende og bøjer mig halvvejs bagover for at sørge for de har det godt – det skal i hvert fald ikke være pga. mig de føler sig ensomme.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Emilie

    Ååååååh, hvor det rammer! Jeg kan virkelig godt følge det der med ikke at gøre som alle andre og føle, at man bliver straffet for det på ensomhedsfronten. Jeg har selv flyttet frem og tilbage mellem København og Aarhus og deres respektive universiteter flere gange (København – Aarhus – København igen – Aarhus igen) i min søgen efter et godt uddannelsesforløb og det rigtige studiejob. Og nu er jeg på vej på udveksling.
    I processen er flere og flere af de gamle venner og veninder faldet fra. Måske jeg også selv ville være faldet fra? Måske jeg selv har skubbet en eller flere personer fra mig, fordi jeg ikke følte, at de “var der”? Men hold op, det er hårdt at være vidne til, at vennerne stille og roligt holder op med at ringe/svare/like ting på facebook. At man ikke bliver inviteret til fødselsdage og events, fordi man altid bor i den forkerte by. Et eller andet sted er man jo selv også ansvarlig for at holde ved, og det kan dælme også være svært, når man konstant er på farten. Jeg ved ikke lige hvor jeg ville hen med det her – måske bare sige, at jeg virkelig kan følge din tankegang, og at det her indlæg bare ramte plet lige i mine ensomhedsfølelser.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Maria Franck Olesen

    Hvor er det dejligt og fedt at du tør at skrive om det her med ensomhed, da det jo ofte kan virke som et ret så sårbart emne. Det kunne andre bloggere godt lære lidt af 😉
    Jeg synes sgu også at du er ret sej. Og kender specielt godt til det med at føle sig ensom på trods af at man er i blandt mennesker, og ha en følelse af ikke at høre til.
    Tak for en rigtig god og velskrevet blog.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Tina

    Hvor er det simpelthen godt skrevet! Du har helt klart ramt noget, som du også selv nævner, at mange sikkert kan relatere til – inklusiv én selv i allerhøjeste grad. Det er noget, som skal tales om og siges højt. For vi kender det jo alle i mere eller mindre grad. Det, med at huske at deltage og skubbe sig selv ud af sin vante komfortzone. Det er vigtigt! Tak for at belyse et sådan godt emne her en søndag eftermiddag. Du skriver fantastisk og rammer det spot on!

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Rigtig fint indlæg. Kan godt nikke genkendende til mange af tingene. Vil egentlig ikke sige mere end det, men godt at du bidrager til at bryde et tabu.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Lotte

    Det sted hvor jeg har følt mig mest ensom er da jeg boede i sammenbragt familie med min kæreste og vores 5 børn…

    Det perfekte liv!

    Jeg var så tilfreds og lettet når det lykkedes at opretholde illusionen af det perfekte liv, ud af til- over for familie, venner, naboer, institutionerne og fremmede…
    Så minimerede jeg volden der hjemme og mit liv blev betydeligt lettere.

    Jeg blev fantastisk god til at “spille” dette spil og når det så er sagt, så fejlede jeg til tider… Vidste ikke når jeg gjorde det- det var udefinerbart hvad der ikke var perfekt, jeg havde desværre ikke fået en manual om hvad voldsmanden syntes var Hot & Not.
    Det fandt jeg så ud af, når vi så kom hjem bag lukkede døre!!
    Volden var kontant og overlagt… Der var en mening med volden, den var begrundet…. “Du kan bare gøre som jeg siger!!”
    Jeg forstod ikke hvad der havde udløst den gang på gang, reglerne ændrede sig løbende og jeg famlede i blinde….
    Jeg modtog irettesættelserne og volden og rettede ind efter den.
    Mine tanker fjernede sig stille og roligt fra hvad der var normalt og voldsmanden fik lov at definere hvad der der rigtigt og forkert.
    Alle mine resourcer brugte jeg på at blive bedre og gøre alt rigtigt for at kunne leve i fred med ham.

    Skjulte mærkerne på kroppen og sjælen.. Fravalgte mere og mere at være sammen med andre mennesker i frygt for at gøre noget der udløste volden og fordi jeg skammede mig over at være så dum og umulig.
    Til sidst havde jeg stort set kun den voldelige mand og volden tilbage.
    Volden eskalerede voldsomt til sidst og var den meget mere tilfældig og hyppig og jeg kæmpede på at komme væk i fred.
    Jeg lukkede ned og overlevede i min perfekte uperfekthed!!!

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Kathrine

    Vildt godt indlæg Cathrine.
    Jeg kan nikke genkende til så mange af de ting du skriver. Selvom man nogen gange kan nyde at bare være hjemme og slappe af, er det ikke altid lige sjovt at tænke på, hvad alle andre laver og alle de ting, som man ikke er med til. Eller for den sags skyld når man så deltager og alligevel ikke føler sig som en del af det hele.
    Mange tak fordi du sætter ord på det hele!

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Ida

    Hvor er det dejligt og vigtigt, at du tager et så relevant emne op!

    For vi oplever det jo alle en gang imellem og alligvel er det tabu?

    Du er sej Cathrine! 🙂

    /Ida

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Sarah Siger

    Et stort og svært emne at tage op – men det klarer du godt Catrine, meget velformuleret og godt skrevet.
    Det er rigtigt som du skriver, at alle kender til ensomheden og lige netop sådan et indlæg her, hvor der kommer en masse kommentarer med egne oplevelser til, viser os bare, at vi ikke er alene om ensomheden – hvilket man godt kan tro, at man er engang imellem.
    Selv har jeg ikke fulgt normen og har taget alle de skæve drejninger, jeg har kunnet komme afsted med. Lige fra ikke at tage en gymnasial uddannelse, til at tage på højskole som 17 årig, til at have haft flere forskellige jobs, end alle mine veninder til sammen, til at have en fremtidsdrøm om at rejse verden rundt og et voksenliv der ikke nødvendigvis indebærer børn og en fast hjemmebase. Dertil skal lægges alt det, der er sket rundt om mig. At min far døde da jeg var 8, at min mor fandt sig selv og blev lesbisk og mødte sin første pige-kæreste og at som 18 årig, skulle tage del i, at sammenbringe to ”uden for normen” familier, i et lille hus i en ny by.
    Så spørg mig, om jeg har følt mig ensom – ensom og anderledes. På et eller andet punkt, hænger de to ting bare rigtig godt sammen. Som du selv skriver, omkring det at starte en blog – vil man gerne finde et sted man kan høre til og hvor man føler at man kan være præcis som man er og være stolt af den person, ikke at forglemme.
    Det har taget mig en lang og ensom tid, at acceptere at jeg er anderledes, men jeg er endelig i mit 20 år nået hertil og det er jeg noget så glad for. For hvor får man bare ro i og med sig selv. Dengang ville jeg gerne være som alle andre, men nu ønsker jeg ikke at være nogen som helst anden, end mig selv.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Christina

    Dit blogindlæg rammer noget meget følsomt inde i mig…

    Og hvor er det rart at læse om dig og andre, som kan opleve en lignende følelse af ensomhed. Jeg er faldet i et sort hul af ensomhed og lavt selvværd og jeg synes det er rigtig svært at tale om.
    Ofte føler jeg mig overflødig, ligegyldig, kedelig, tom, stille og trist. Jeg vover intet og er helt handlingslammet, fordi jeg er bange, for at fejle. Så er det nemmere at være alene… Alene med mine tanker og følelser. Men det resulterer bare i, at alle omkring mig tror jeg er ligeglad og uinteresseret i deres liv. Så jeg er ikke den der står øverst på invitationslisten, først bliver ringet op bare for at sludre eller som andre har lyst at involverer sig i.
    Jeg prøver at sige til mig selv, at ensomheden ikke alene er min skyld og mit ansvar, men at verden omkring mig også har et ansvar for, at sådan nogen som mig, bliver hørt og set.
    Det kræver virkelig mod, at tale om ensomheden, fordi den indeholder mange problematikker, tanker og følelser. Derfor bliver jeg så glad når du tør at skrive om emnet – det er der virkelig brug for!
    Kærlige hilsener

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Ida

    Grunden til at du er min yndlingsblogger er, at du skriver om andet end tøj og makeup. Du tager også de mere seriøse og tabubelagte emner op, og jeg elsker det! Tænk at der er en blog, som man ligefrem kan blive klogere af at læse, og som virkelig sætter nogle tanker i gang. Tak for det!
    Jeg kender virkelig godt følelsen af at være alene. Jeg flyttet fra Fyn til København for 2 uger siden, for at starte på mit drømmestudie. Jeg havde bare ikke overvejet, at jeg jo ikke kender én eneste person, og hold op hvor er det langt hjemmefra! På den ene side elsker jeg at være alene hjemme nogle aftener, men lige pludselig kan jeg få en klump i maven, og længes hjem mod familien og de faste rammer med vennekredsen som max boede 10 min væk. Nu bor de 2 timer væk! Jeg fokuserer dog rigtig meget på nu at være udadvendt i min nye klasse, melde mig på hold i fitness og få skabt nye kontakter der osv.. Jeg nægter at blive for komfortabel i mit eget selskab, og nogle gange er man simpelthen bare nødt til at tvinge sig selv til at være meget social, især her i starten af det nye og studie. Men jeg er optimistisk, og alle er jo virkelig søde. Mange er jo ligeså “alene” som mig! Så det handler bare om at tage nogle stykker under armen, og så tage i biografen, tage hjem til hinanden eller lave noget lækker mad sammen! 🙂

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Trine

    Tak fordi du deler dette! 🙂 Det betyder virkelig meget. Denne weekend har jeg følt mig ensom og bange, jeg er startet nyt studie, været megatræt og ikke orket det sociale efter skole og er taget direkte hjem for at sove om eftermiddagen. Jeg bor sammen med min kæreste. I de situationer hvor jeg bliver ensom får jeg frygtelige tanker om andre mænd, begynder at genoverveje gamle flammer og får det skidt med det! Hvorfor kan jeg ikke stille mig tilfreds med den dejlige kæreste jeg har! Hvorfor nyder jeg ikke tiden hjemme hvor jeg har mulighed for at læse romaner, være kreativ… Det er virkelig træls.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Helene

    Godt skrevet!

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Line

    Spot on! Jeg har det på samme måde. Jeg er bare stadig ikke blevet god til at sige ja til arrangementer. Tanken om at være “på”, at hele tiden skulle scanne lokalet for noget at snakke med (eller “hæfte mig på”, som jeg tit føler det) stresser mig helt vildt, så ofte vælger jeg bare at blive hjemme med hunden, mens kæresten tager i byen.
    Jeg har også følt mig udenfor på arbejdspladsen og grædt om aftenen, når jeg kom hjem, fordi ingen spurgte mig, om jeg ville med ned og drikke kaffe eller med til middagspause. Derfor sad jeg også ofte alene til pauserne. Derfor gør jeg også en ekstra indsats for at få nye kolleger til at føle sig velkomne og sørger også for at “invitere” dem med til pauser, så de ikke skal sidde alene 🙂

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • ml

    Godt indlæg! Og dejligt du tager det emne op og tør snakke/skrive så åbent om det. Jeg kender så meget til følelsen. Jeg er væk fra min kæreste, familie og venner – og alt det jeg kender og elsker i perioder på 1-2,5 mdr., og det har jeg gjort i 4 år. Det gør jeg, da jeg er nødt til at flytte fra hjemlandet og til DK for at studere.
    Det er en frygtelig følelse, der rammer mig hver gang jeg skal tilbage til Danmark. Jo, jeg har nogen venner og mit studie, men det er meget på overfladen. Og jeg føler slet ikke, at jeg hører til her.
    At fylde sin kalender og lave den slags aftaler med sig selv, som du gør (træne kl8, arbejde til kl dit), det prøver jeg også på, og det hjælper.
    Nu skal jeg heldigvis kun være alene i én måned, så er det slut med det – finally 🙂

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Kathrine

    Normalt er jeg bare en usynlig læser her på bloggen (og sikke en dejlig blog du har:) ). Men nu synes jeg alligevel, at jeg vil give dig et virtuelt high five for det her post. Kender følelsen alt for godt. PT går jeg hjemme på dagpenge efter endt uddannelse, og det ikke nemt ikke at være social en hel dag, det kan virkelig få selvtilliden til at dale og ensomheden op at ringe. Så tak for dit fine indlæg – det er altid rart at vide man ikke er den eneste med den sags følelser og tanker 🙂

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Anna

    Et meget stærkt indlæg, som så ofte, når du skriver om de lidt dybere ting. Det rammer meget og jeg tør næsten godt sige, at ensomhed måske er en af vor tids største tabuer – og problemer.

    Apropos (vel)skrevne ord: Jeg er meget nysgerrig på, hvordan det går den bog, du i sin tid, talte om at skrive?

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Maria

    Skønt indlæg! Jeg genkender meget af det du skriver! Jeg rejste helt alene til udlandet for mange år siden, jeg kendte ingen og det tvang mig virkelig til at komme ud og deltage. Det har virkelig hjulpet mig med min ensomhed, og også den måde jeg tager imod nye mennesker på, jeg tænker altid på hvordan man selv havde det i den “ensomme” situation! 😉

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Marie-Louise

    Jeg kender i særdeleshed fornemmelsen af at sidde i et hus og føle mig totalt fremmed på trods af at huset tilhører min far og hans familie. At høre til, men i virkeligheden ikke at høre til. At være ønsket, men alligevel ikke at være ønsket. Uge efter uge med ondt i maven.
    Dette fulgte mig i mange mange år, indtil jeg blev gammel nok til at få sagt fra, og dermed fik ro i både sind og krop 🙂

    Jeg har altid grublet over, hvorfor jeg har så svært ved at få/holde på veninder, og er kommet frem til, at det i stor grad er min egen fortjeneste, da jeg egentlig er ret kræsen, og desuden, som det introverte væsen jeg er, sætter stor pris på alene-tid. Men det betyder jo ikke, at man ikke kan savne det 🙂

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Det er faktisk rigtig dejligt at du tager sådan et tabu op på bloggen. For det er jo et kæmpe tabu at være ensom. I dag har vi gang i så mange sociale medier, hvor det handler om at vise den bedste side af sig selv: Jeg er i byen, jeg hygger med min kæreste, jeg går i biografen, jeg sidder på restaurant, jeg drikker drinks osv. Men de aftener, hvor man ikke lige har nogen planer, synes jeg især at de sociale medier kan være med til at ødelægge min selvtillid lidt.
    Jeg er blevet meget bedre til at være alene med alderen (hør mig, jeg er altså kun 20 år!) dog – jeg er et sært menneske på det punkt, da jeg på den ene side har brug for at være alene, men på den anden side også hurtigt føler mig ensom. Det er noget af en balancegang. Her i weekenden har jeg ikke haft nogen planer, og det var faktisk helt fint. Utroligt, som man sådan kan vokse med opgaven. Og egentlig er det jo også vildt vigtigt at kunne være alene og nyde sit eget selskab – hvordan skal man kunne være sammen med andre, hvis man ikke kan være sammen med sig selv? Jeg er ikke helt sikker på, hvad konklusionen af denne kommentar er, men jeg ved, at jeg er rigtig glad for ikke at være den eneste, der føler sig lidt ensom engang imellem. Og tak for dine gode input til, hvordan man kan undgå at indkapsle sig. Personligt plejer jeg også at sende julekort ud hvert år til jul. Det er dyrt, fordi jeg virkelig bare sender til ALLE, men til gengæld bliver det husket med kærlighed og glæde resten af året, hvilket jeg anser for en god investering 🙂

    – Sara // http://www.sarasskab.blogspot.dk

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • enig enig enig. du har så meget ret. og det passer også på mig.

    det virker som en bagatel, men da gymnaiet startede så var det en ny klasse jeg skulle lære at kende. finde min plads. hvem skulle være min gruppe.. men det finder man jo ikke ud af på 2 dage, det måtte jeg også indse. men det var bare svært at hende jeg godt ville være sammen med, snakkede mere med andre som jeg ikke lige havde lysten til at snakke med. osv. det var jo overalt. Så tænkte jeg mig om, og måtte lige se realiteten i øjnene. fuck det. lige nu gjaldt det jo bare om at være åben og snakke med alle, så skulle vennekredsen nok komme. jeg har altid været pigen med drengene (og dog stadig mange piger) men her i klassen er der 6 drenge!!!! og 18 piger. det er sku da voldsomt! men ja – så har jeg bare snakket meget med dem også. men NØJ hvor jeg følte mig ensom og akavet da alle allerede var gået ned i kantinen og jeg sad tilbage. mit hjerte pumpede så voldsomt hurtigt…. så jeg tog min mad og gik ned mod kantinen med stoneface på. alt var heeelt fiiint. jeg var sleeet ikke ensom… men da jeg så kommer ned i kantinen og overhovedet ikke kan finde nogen af dem fra klassen panikker jeg bare psykisk. mit blik flakker for at finde dem, og jeg har sikkert lignet en forvirret gris. men ja. det er der sikkert også andre der har oplevet, og det var jo ikke engang med vilje at de efterlod mig.

    For mig handler det om at trække vejret og så tænke på at det helt klart ikke er så galt endda, men at det er mit hoved der gør det voldsommere. Det har nok også noget at gøre med at jeg er kontrol freak. jeg vil gerne have styr på tingene. og se sådan ud også. så når jeg ikke har kontrollen. ja så går det galt. når drengen jeg kan lide kan lide en anden, er jeg totalt til overs.

    Men en “kur” mod ensomheden, er at fokusere på alt det der gør dig glad. Da jeg ikke kunne finde ud af hvem vennekredsen skulle indholde, så tænkte jeg på min veninde Sofia, som er der gennem ild og vand. og min bedste ven Lucas som skrev til mig (da jeg var på efterskole, og var ked af det) at hans ører altid ville lytte uanset hvor tosset det var. Så jeg fokuserede (og fokuserer) på dem. at selvom jeg ikke fik den mest fantastiske klasse, så have jeg også andre rigtig gode venner.

    x Laura

    Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Hele min ønskeseddel - næsten