#rockpapersingapore

Klamme kumme

rockpaperdresses, cathrine nissen, singapore, singapores turistråd Det er egentlig ret fascinerende, ikke? At en container med vinger kan miste jordforbindelsen og nå 11 km’s højde. En container fyldt med gods; forretningsrejsende, familierejsende, kæreste rejsende, mig. Kufferter, odd-size, mad, drikkevarer. Det fascinerer mig gang på gang. Og hvis jeg tænker over det for længe, får jeg svedig pande. Tænke hvis man blev grebet af rummet og mistede jordforbindelsen helt.
SÅ snart jeg satte mig i det beige sæde, plads 41F, fik jeg “hot towel for you”. Jeg kan ikke huske, hvornår jeg sidst har fløjet så eksotisk, at jeg kunne starte med en minifacial inden afgang.

Stewardesserne er klædt stramt på. I stormønstret bomuldsdragten, der sidder tæt om deres forsvindende små kroppe. De kan ikke have meget luft i de lunger. Håret sidder i page, som om de har aftalt det på hotellet I københavn inden afgang. De er smukke, tykt sort hår, og tynde håndled da hun rækker mig mit hot towel med en pølsetang.
Jeg har med vilje undladet at tjekke, hvor lang tid, der er til Singapore. Tænker tiden går hurtigere. Men det gør den ikke. De 11 timer og 55 minutter er lange og seje.

Jeg har heldigvis forsynet mig lidt vel i bladkiosken – Bo Bedre, Elle, Costume og også den der bog, de alle taler om “Der bor Hollywoodstjerner på vejen” (Maria Gerhardt). Der er meget turbulens, og hver gang lukker jeg øjnene. Forestiller mig, at Adam holder mig i hånden, mens jeg knuger min egen. Det gør han altid.

Damen, ved siden af mig, vil vist gerne have sin søster ind på det ledige sæde mellem os. Søsteren står ved os længe, mens de taler hurtigt, malay, tror jeg. Efter vi begge har placeret vores fyldte dametasker på 41E, synes hun vist egentlig det er meget rart i stedet. Så søsteren finder plads på rækken foran os. Hun sover hurtigt, og jeg er egentlig misundelig. Jeg plejer at kunne sove på kommando. Men for meget turbulens og et mærkeligt tidspunkt på døgnet frarøver mig muligheden. Så jeg ser også lige Boyhood, som jeg har villet se længe. Spiser en bolle med mozzarella og pesto.

Jeg bliver kvalm og går mod toilettet. Jeg sætter mig på hug og krammer kummen med små tynde servietter i hænderne. Nærkontakt med et andet toilet end mit eget er svært. Toilettet suger ud, og jeg mærker suset ved fødderne. Der er tryk på. Hvor mon det ender henne? Har de en tank? Eller er der hul ud i luften, for det føles sådan, som kulden klamrer sig om tæerne. Jeg savner lidt en rejsekompagnon, der kan sørge for cola og vand. Husker min mors gode husråd om cola, rørt uden brus, mod kvalme “enten kommer det op, eller også bliver det nede”. Det bliver ikke nede. Ni gange. Uden at kunne ramme til sidst.

Jeg fryser, er træt og udmattet. Har ikke lukket et øje men pakket min trætte krop ind i det lattefarvede fleecetæppe. Vi lander, får min baggage og møder vores guide for de næste fem dage. Hun er singaporianer. “Okey dokey, goodmorning, RISE AND SHINE! We are going to have so much fun in the sun!”. Og jeg glæder mig! So much fun in the sun! Der er program fra kl. 12.00, så vi har to timer til at tage bad, sove, hvad vi har lyst til. Jeg har ikke spist i tolv timer, og kroppen er banket af turbulens og mavetræthed. Jeg beder om at støde til dem senere, men får et “I think I’ll see you tomorrow”. Det er nu også rart. bare lige at tage den med ro.

Mit værelse har en vindueskarm så bred som min ende, så jeg kan sidde her og skrive. Fra tiende sal med syn udover en regnvåd metropol. Skyskraberne er her. Ligner radiatorer på afstand med deres gulnede farve og stålstatur. Jeg drikker kokosvand og spiser yoghurt, mens jeg sidder med forbindelsen til omverdenen i skødet. I morgen er jeg frisk og klar på at starte tidligt, klokken 01.00 dansk tid. Klokken 08.00 Singapore time. Så kører bussen.

 

You can read the English version right here!

   

21 kommentarer

  • Jeg er altså ret sikker på, at det netop er brusen, der skulle tage kvalmen… Det er i hvert fald, hvad jeg har fået at vide – og erfaret – under graviditetskvalmen. Det har ikke noget med cola at gøre, det kan også klares med danskvand… Tror måske endda cola uden brus gør det værre… Fordi det bare smager super nasty 😉

    Håber flyveturen hjem bliver bedre. 11 timer er altså for længe til mig, kan knap holde ud at sidde i fem timer for at komme til Tenerife… 😉

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • […] spurgte, hvor girl poweren blev af, da jeg lidt havde lyst til at ringe til min mor efter en træls flyvetur; “Jeg savner bare SÅÅÅÅÅ meget, at alle de der tøser ligesom mig, der lyttede til Spice […]

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Ida

    Åha Cathrine! Jeg elsker at du kan få et pakket fly, opkast og turbulenstræthed til at lyde så poetisk med dit kreative sprog, selvom du stadig bruger ord som “pølsetang”. Det synes jeg er genialt, haha! Hav den bedste tur til Singapore! Jeg glæder mig til at høre mere om jeres hyggelige guide, de andre bloggertøser og alle de andre oplevelser i syng-en-grønsagsland! 🙂
    Alt det bedste fra DK,
    Knus Ida

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Jeg eeelsker din blog! Du er så sød!

    Julie // http://www.juliekbh.blogspot.dk

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Anne

    Wow, sikke et indlæg! Er helt vild med din måde at skrive tingene på, inspirerende 🙂

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Åh, det lyder ikke rart søde. Håber du har fået det godt igen og hav nu en rigtig god tur. <3
    Glæder mig til at følge med fra sidelinjen!

    xoxo Christna

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Mette WK

    Hvor lyder det altså også bare pissespændende. Men synes det er godt at du tager den med ro efter sådan en rejse. Håber du snart får det bedre 🙂

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Kære Cathrine, hvor jeg dog bare synes det er helt fantastisk sejt at du tager den lange tur til Singapore helt alene. Dét kræver mod, og jeg er sikker på, du får nogle vidunderlige dage, når først trætheden og flykvalmen har lagt sig.

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Sofie

      Mod? Man skal bare sætte sig ind i en flyver? Jeg forstår ikke, hvorfor alle kommentarer er sådanne klynkekommentarer, om at det er “åååååhh så hårdt!”. Jamen, har I aldrig prøvet at flyve alene? Været på udveksling? Forretningsrejser? Man går en meget meget hård fremtid i møde, hvis man ikke kan klare en flyvetur alene OG ikke kan pakke en kuffert uden at skulle ringe flæbende til sin mor! Jesus christ mand, hvad er der blevet af lidt balls, lidt girl-power? Det er som om, at der er gået mode i at klynke sin nød overalt. Thats kinda sad 🙁 Hvorfor er alle twentysomething piger lidt nogle skvat? Hvor er de andre piger henne, der ikke ville skænke alt dette postyr en tanke (!), bare tage sig sammen og deltage i programmet uden at skulle gøre drama ud af, at man var blevet syg? Jeg undrer mig virkelig!

      Siden  ·  Svar på kommentar
    • Sara

      Helt enig, Sofie.
      Jeg ville dog formentlig ikke vælge at flyve alene, og det skyldes ikke angsten for at rejse alene, men derimod at jeg har absurd meget flyskræk og der er det altså bare rart at have en hånd at holde i når man bliver lidt panikken. 🙂

      Siden  ·  Svar på kommentar
    • Sofie

      Men Sara, det forstår jeg fuldt ud! Jeg har også til tider desværre flyangst. Selvom jeg har fløjet hele livet og som sådan godt ved, hvordan sådan en krabat fungerer rent fysisk – you know, hvordan et fly overhovedet kan flyve og den slags. Så jeg kan også blive ramt af angst under takeoff og landing. Det er også der, hvor de fleste ulykker desværre sker 🙁

      Det som jeg er ærgerlig over, det er at den der 90’er girl power FULDKOMMEN er blevet glemt? Jeg savner da også min kæreste, når flyet letter og det hele er shaky? Jeg ville gerne kramme hans hånd? Men jeg er også højtuddannet og en voksen kvinde (ja, det er man efter 25) og tager mig the fuck sammen og ved (!), at hvis flyet går ned, så går det ned. Er det SÅ hårdt at være på en sponsoreret tur til SIngapore? Jeg ville klappe i mine små hænder, hvis jeg fik betalt den slags. Og ja, vi har alle prøvet madforgiftning. Og alle taget det i stiv arm. Uden at flæbe, græde og undlade at deltage i programmet. Hvad mon Cathrine vil gøre, hvis dette var en rigtig worktrip? Så kan man sgu ikke ringe til sin mor og “få fri fra skole”. Jeg savner bare SÅÅÅÅÅ meget, at alle de der tøser ligesom mig, der lyttede til Spice Girls og som har lange uddannelser ville mængde sig lidt i kommentarfeltet og give lidt modspil på alt dette klageri. Hvor er I henne? I KAN vel ikke oprigtigt mene, at det er så forbandet hårdt at være så på et fly? For så er der virkelig langt værre ting at vente, desværre, at knække på, hvis man ikke kan klare dette!!

      Siden  ·  Svar på kommentar
    • Mette WK

      Hov, hvor blev din medmenneskelighed af? Hilsen hende med den lange uddannelse, der synes de nemme dage er flyrejser og udearbejde og de hårde dage er at passe mit handicappede barn – men som ikke behøver lukke galle ud over andres madforgiftning.

      Siden  ·  Svar på kommentar
    • Cathrine Nissen

      Åh så hold da kæft mand 😀

      Prøv at hør her, livet er altså ikke så sort og hvidt. Jeg tror de fleste af os har momenter, hvor vi er pisse mega seje. Og der er øjeblikke hvor vi er bitte små. Man behøver ikke være “girlpower” hele tiden. Det synes jeg i hvert fald ikke er styrken.

      Hvis du læser min blog ville jeg da også tænke, at der er masser af girlpower. Jeg er 25. Arbejder på 4. i min karriere på vej op ad stigen. Har realkredit, en hund og en kæreste og mine egne købte louboutin’er. Jeg ved, hvem jeg er og står ved det. Der er der intet at anfægte ved. Men lige så stærk man kan være, ligeså lille kan man også være. Og det er der altså plads til. Det skal der sgu være!

      Det her er en arbejdstur, og jeg er af sted med journalister, der både får turen og løn oven i. Det gør jeg ikke. Jeg bruger selvbetalte feriedage. Men ved du hvad? Jeg gør det glædeligt. For det her er en stor oplevelse. Tjek min insta hvis du er i tvivl 😉

      I stedet for at rakke ned på dine søstre for ikke at have nok hår på brystet, så glæd dig over, at vi er forskellige og kan give hinanden forskelligt. Det husker jeg også som en kerneværdi i Spice Girls, nu du selv nævner dem. De var hver deres karikerede type, og de holdt alle af hinanden (sådan da) og satte venskab først. De støttede op osv. Til trods for forskellighed – og så vidt jeg husker var Emma Bunton rimelig morsyg 😉 Jeg synes egentlig, at det er herligt at tænke på, at jeg stadig som 25-årig føler for at ringe til min mor. Det håber jeg også mine børn gør. Også når de er 45 år!

      Som jeg skrev på facebook forleden, så giver jeg min dybeste respekt til de unge mennesker, der tager ud og rejser fx på udveksling og i sabbatåret. Som jeg i øvrigt også skriver her. Det er fanme sejt at rejse til den anden side af jorden alene. Klare sig selv. Jeg har været indlagt på et hospital mutters alene i Indien. Og det klarede jeg. Man kan jo alt! Men man altså gerne synes, det er hårdt imens!

      Jeg kan ikke styre, hvordan et kommentarfelt udvikler sig. Jeg skriver og har altid gjort det, meget beskrivende og malende. Det er måske ikke din kop te. Andre føler omsorg af det. Jeg beder hverken om det ene eller det andet men tager jer bare med mig i hånden. Viser inder og ydersiden. Jeg er da stolt af, at der på nettet kan være plads til et omsorgsfuldt sted som her i al det onlinemobning, der foregår i dag. At der her er plads til ærlighed og kærlighed. Medmenneskelighed.

      Jeg vender tilbage til alle i kommentarfeltet. Min computer er bare død, så skriver fra en umulig telefon. Denne her kommentar måtte jeg bare lige vende mig mod, nu den udviklede sig frem og tilbage.

      Giv lige plads til andre og se at girlpower også er at turde være ærlig, at male andet end lyserødt og holde sammen. Det er dét jeg er allerstoltest af herinde.

      Kh

      Siden  ·  Svar på kommentar
    • Hører faktisk intet sted Cathrine sige, at hun havde lyst til at ringe til sin mor og bede om fri. Hun bliver syg, vælger at lytte til sin krop og får så at vide, at hun ikke skal møde før dagen efter.

      Jeg er vokset op med Spice Girls, men kan stadig få absurd ondt af mig selv, selv efter 23 år på undervisningsbænken. Du har virkelig læst det forkerte fag, hvis din fine uddannelse har taget al medmenneskeligheden ud af dig.

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Julie

    du er virkelig smuk

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Rosa

    <3<3<3<3 Da jeg fløj fra Tunesien til Danmark for få uger siden, røg den blæksprutte, kaffelatte og småkage, jeg havde spist og drukket et par timer før, op… Jeg nåede dog at gribe en papirspose, og jeg skulle kun ud med det én gang. Men, hvor ufedt var det ikke at gå igennem hele flyet med sin fyldte brækpose og forklare stewardesserne den "lækre" situation. Hvad der også var superskønt var at stortset alle der var med mit fly, skulle med selv samme metro-tog som jeg til Nørreport – "ja, det var mig som brækkede sig i flyet. yes yes".

    Jeg håber at du får et dejligt ophold i Singapore og at byen tager imod din dejlige person.

    Kram

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Line

    Årh altså 🙁
    Jeg håber du har det langt bedre, har fået sovet og fået mad i kroppen.

    God tur og endnu bedre hjemrejse end udrejse.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Puha, jeg kan næsten mærke din beskrivelse i kroppen! Jeg har også fløjet de (næsten) 12 timer alene til Singapore for nogle år siden og det første jeg gjorde da jeg kom af flyet og så min mor som stod for at tage i mod mig var at stortude! Havde så heller ikke kunne sove nogen af de 12 timer og mine ører var fladmaste af fly-hovedtelefonerne og alle de film jeg havde set for at få tiden til at gå. Og ja, 12 timer er alt for lang tid når man rejser alene og ikke har nogen at holde i hånd eller snakke med. Håber du får en bedre tur tilbage til DK 🙂

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Pyh, sikke en start på turne. Sidder her og får næsten sympati-kvalme.. Har ALDRIG turde bevæge mig ud på et fly-toilet, men kan næppe forestille mig, at det forbedrede oplevelsen..

    Det gode er, at turen heldigvis kun kan blive bedre herfra! Singapore? Vildt! Glæder mig helt vildt til at høre mere om din tur.
    Klem herfra (:

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Jeg føler med dig! Jeg har godt nok aldrig kastet op på et fly, men bare kombinationen af at flyve og kaste op, lyder absolut ikke tiltalende. Jeg har ikke noget imod at flyve egentlig, men det bliver hurtigt så klaustrofobisk. Jeg håber du er kommet ovenpå igen!

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Ditte

    Åh hvor kan jeg bare følge dig! Jeg har været igennem det samme, dog var jeg blevet ramt af en sygdom i indonesien. Men følelsen af ikke at kunne gøre noget. Bare vente på flyet lander, og man atter kan komme ud i frisk luft. Det er ikke sjovt! Slet ikke når flyveturen er så forbandet lang, og man aller helst vil have sin kæreste ved sin side. Du er sej, at du klarede den! Men selvfølgelig gjorde du det. Du virker som en sej dame. Det er sejt!

    Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

#rockpapersingapore