Den jeg er indeni også udenpå

Mit mormor-gen

Hold nu kaje hvor er I altså søde. Ved I, hvorfor jeg tør så meget? Både tør dele tanker, store som små, tør og klæde mig ud som en regnbueprut? Fordi I er så søde og gode og åbne. I er sådan nogle hyggespredere, altid!

Jeg nåede lige pludselig ikke at blogge i morges, da tiden løb fra mig. I skole klokken 08.00, arbejde til kl. 14.00, og så pressevisning hos H&M. Det hele gik lidt slag i slag. MEN NU til en af mine sære træk. Jeg kan være noget så nostalgisk og følelsesmæssigt bundet op på ting. Døde ting. Ting jeg har fået af særlige personer, fx de sneakers der.

Guldfarvede Converse fra julen 2008. Jeg var lige flyttet hjemmefra, jeg havde ingen penge, og min far ville gerne give mig en julegave som var til MIG. Ikke til lejligheden, ikke noget praktisk. Men en ting mig selv, et område jeg ellers havde sparet på længe. Så jeg fik de guldfarvede Converse, som jeg havde drømt om længe. Jeg gik med dem nærmest hver dag, og de har været med mig i byen et hav af gangen, danset med mig til den lyse morgen. Og selv om de er fuldstændig slidte og udtrådte, så nænner jeg ikke at smide dem. Selv om jeg ikke går med dem. Jeg har jo fået dem af min far…

Og så er der sølvgummistøvlerne. Dem har jeg fået af min mor. En jul for længe, længe siden. Før jeg flyttede hjemmefra. Hunter-gummistøvler var nok en af de ting, jeg følte, man skulle have (apropos). Så min mor gav mig disse, de smukkeste sølvfarvede gummirøjsere. Og jeg har gået dem helt ned. De er flækket i gummiet underneden. Men jeg nænner ikke at smide dem ud? Jeg har jo fået dem af min mor?

Tasken dér? Den er sgu egentlig ikke særlig køn. Men jeg fik den af min mor på en rejse for mange herrens år siden. Farverne ? jeg elskede den jo! Den var lige mig. Nu er den ved at være så slidt og gammel, og outdated på alle punkter (dyrk lige den der klase pailletter til højre ? det skulle være en blomst, smukt ikke?). Jeg har i de senere år bare brugt den som træningstaske, den skulle dælme ikke følge mig på gaden ellers. Men jeg har fået den af min mor, så jeg elsker den. Lidt i det skjulte? Og jeg nænner ikke at smide den ud. Selv om jeg har fået en ny MEGA lækker træningstaske fraSports De Luxe. En Stella McCartney for Adidas, sådan en slags der er så smart, at jeg næsten synes det er synd, at den bare skal bruges til fitnissen.

?

Sidste år tabte jeg en af mine vanter på en gåtur om søerne. Et par vanter jeg havde fået af min far, da jeg var ti år. Sådan nogle mega lækre skindluffer, købt på en hel særlig skitur. Da jeg opdagede var jeg GRÆDEfærdig. Vi var på vej til julefrokost og måtte vende om, jeg kunne simpelthen ikke tåle tanken om, at de var væk. Så vi ledte, og vi fandt den tabte ven, helt sølet til i en regnpyt. Manner, jeg var lidt pinlig over min egen opførsel bagefter.

Jeg bliver måske lidt for engageret og sentimental omkring ting, altså døde ting. Jeg synes lidt, at det er synd for min mor, synd for min far, synd for min farmor osv. hvis jeg smider noget ud, de har brugt tid, energi og penge på. Det er mærkeligt. Det er mit mormor-gen. Min mormor er præcis ligesådan. Hun er lige flyttet ud af sit barndomshjem og i ældrebolig. Forestil jer lige et arbejde i at rydde op og muge ud i det gamle hus! Frygteligt for min mor og morbror! Det bliver en trang alderdom, jeg får, hvis jeg bliver ved med at gemme? Skoene ryger! Begge par! Tasken? Den venter jeg lige lidt med?

Please sig, vi er flere der knytter sig lidt for meget til et par gamle gummistøvler?

   

30 kommentarer

  • […] barn, ung – jeg husker min første jul, da jeg var flyttet hjemmefra, jeg havde ikke en reje, så at få et par nye sko var perfekt julegave. Men det seneste halvandet år har jeg selv kunne købe mange af de ting, jeg har brug for. Så er […]

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Josefine

    Jeg fik engang et fantastisk grimt mini-bornholmer ur i brunt plast af min lillebror. Den første gave han nogensinde købte til mig, uden anledning (han havde været på tur til Færøerne med skolen i 5. klasse). Det har ligget under min seng de sidste 12 år. Jeg har aldrig haft det stående fremme (mere end første uge han gav mig det) – men jeg KAN simpelthen nænne ikke smide det ud.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Mie

    Sådan har jeg det også! Du er ikke alene! Historie om vanten ville være endt på præcis samme måde hvis det var mig! En vante kan da ikke ligge helt alene i en vandpyt uden at blive fundet igen! 🙂 Og så en vante fra din far.. I know the feeling.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Thea

    Da mine bedsteforældre skulle flytte i et mindre hus tættere på byen og derfor skulle rydde ud i det hus hvor de havde boet hele mit liv og hvor jeg var blevet passet når jeg var syg, satte de en masse til side som bare skulle smide ud. Hvilket jeg selvfølgelig ikke kunne holde ud! Så jeg tog langt det meste, både mindre møbler og en masse nips, og har proppet det hele ind i min lille-bitte lejlighed på Nørrebro 🙂 Selv to flotte askebægere, selvom jeg ikke ryger.. Og lænestolen som jeg egentligt ikke har plads til, men som jeg ikke kan smide ud fordi jeg fik den i fødselsdagsgave af min gymnasieklasse da jeg fyldte 20. Og den endeløse mængde af koncertbilletter, trommestikker jeg har grebet og plektre som ikke længere kan huske hvilke musikere de har tilhørt! Jeg er ikke i stand til at skille mig af med noget som jeg har bare et lille minde knyttet til, så jeg har valgt bare at leve med en masse ting jeg er knyttet til 🙂

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • lærke

    lever vi mon synkront? Har netop sat mig foran computeren efter at have brugt 3 timer med at rydde op på mit loft og forsøge at skille mig af med totalt døde ubrugelige ting. Jeg gemmer de særeste ting “fordi jeg har jo fået det af min mor” og jeg tænkter PRÆCIST som dig, at hun ville blive ked af det hvis jeg ikke havde det jo. Selvom det ligger på loftet og er totalt outdated/gået i stykker. Jeg tager det i små skridt – smed i dag den ene af de to grimme/ødelagte tasker ud. Den anden røg tilbage i skuffen.

    Held og lykke med mormor-genet 😉

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Sln

    Åh, hvor jeg kender det! Jeg knytter mig til ting meget, meget hurtigt. Købte engang et par luffer som var helt perfekt stribede i lilla og pink, jeg var solgt! Så tabte jeg dem på en parkeringsplads og fandt først ud af det da min far og jeg havde kørt en time væk fra pladsen. Jeg begyndte at stortude ved tanken om at den stakkels luffe skulle ligge der, helt alene på en parkeringsplads, endda uden sin søster-luffe. Så min far kørte mig tilbage og så lå den der, halvt under en parkeret bil. Det er 2 år siden og lufferne har stadig en stor plads i mit hjerte.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Stine

    Du er bestemt ikke alene! Jeg knytter mig også til gamle ting og især ting fra mine forældre. Jeg ved jo godt, det er fjollet at gemme på kjoler, vanter osv, som jeg ikke bruger mere, men jeg har også fundet ud af, at de kun kan blive smidt ud, når jeg er helt klar til det. Der skal mange tilløb til (og nogle ting bliver selvfølgelig ALDRIG smidt ud!) Fjollet, fjollet..

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • haha læste egentlig det her indlæg i går inden jeg faldt i søvn, men gad ikke kommentere på min telefon (læs – for laaangt at skrive. er man gammel når man foretrækker tastatur?) – om ikke andet blev jeg stadig nødt til at kommentere. Du er så god til at komme op med de bittesmå og lidt sære ting, som vi virkelig er mange, som har til fælles. Engang gemte jeg også på slikpapir fra en juleaften. Nu er det røget ud – men jeg har stadig mine tomme chokoladejulekalendre, som engang kun har kostet en femmer for min farmor og mormor at give mig. Men det var jo en gave!
    btw – jeg synes du skal beholde de sko 🙂

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Mia

    Jeg er ikke meget for at indrømme det, men jeg har det på præcis samme måde. Det er SÅ fjollet, hvis du spørger mig, for det kan jo nærmest ikke undgås at tingene på et tidspunkt bliver væk eller går i stykker.

    Heldigvis har jeg 5 små søskende, og hold nu kæft, hvor de arver meget af mig. Så er det som om, jeg har lettere ved at give slip på det – hvis det ryger videre til dem i stedet for at ryge i skralderen.
    At de så ødelægger det eller smider det ud ret hurtigt er en helt anden sag.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Hah! Den følelse tror jeg bestemt de fleste kender til 🙂

    Jeg indrømmer nu at jeg først som 20 årig smed mit Disney Pocahontas vægur ud som jeg fik af min far da jeg var meget lille. Det har jo bare altid hængt på mit værelse og på trods af undrende bilkke fra veninde mv. op igennem teenageårene, så røg det ingen steder. Da jeg så skulle flytte hjemmefra gav jeg langt om længe slip på det… Lidt for sent efter nogens mening 😉

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • S

    Hvor er det sjovt at læse! Jeg har lige haft om gavegivning i min undervisning på antropologi, og følelsen af at gaven har en ’sjæl’ er der så mange teorier omkring. Man kalder gavens sjæl for dens ‘hau’, og de gaver, som man modtager fra folk, som man føler har lagt lidt af sig selv (og deres sjæl) i gaven, kommer naturligt til at have en anderledes værdi for een, end ting man selv køber. Det er lidt bekræftende for ens studie, når man ‘genkender’ teorier derfra i det virkelige liv 🙂

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Ida

    Jeg har stadig en undertrøje – en blå en med lyserøde kantebånd og så en engel syet på foran, som min søster købte med hjem fra London til mig da jeg var omkring 10 år 🙂 Min 23-årlige krop kan selvfølgelig ikke være i den, men har den stadig fordi jeg knus-elskede den 🙂 Mon ikke jeg også har den Peter Plys blyant hun købte med hjem også!? 🙂
    P.s.Ved også at min mor har en læks lilla højtalet læder nederdel fra hende ungdom i skabet .. 😉 Hendes første dyre køb 🙂

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Marie-Louise

    Jeg kender det så godt! Forrige jul, hvor jeg et par måneder inden var jeg flyttet til store, stygge København, og følte mig meget alene, fik jeg et stå-spejl af mine forældre i julegave, som jeg havde ønsket mig i en evighed. En grå eftermiddag i februar stod vinduet åbent, og vinden væltede det omkuld og det gik i tusinde stykker. Jeg var (også) GRÆDEfærdig, og ringede til mine forældre og sagde undskyld… (De kunne ikke lade være med at fnise lidt af mig. Det var jo ikke min skyld) Spejlet var bare lidt det nærmeste og mest tilgængelig bånd mellem mine forældre og jeg på det tidspunkt! Og faktisk, jeg har den dag i dag stadigvæk resterne af det knuste spejl liggende… – bare fordi jeg ikke kan bære at smide det ud. 🙂

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Jeg gemmer ikke på hverken sko eller tasker, men jeg tuder, hvis jeg taber nogle af mine ting eller, hvis de bliver væk. Jeg har haft mange hysteriske anfald, fordi der var et stykke tøj eller et smykke, jeg ikke kunne finde, haha! 😀

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Mathilde Oszadlik

    Hvor var det dejligt, at høre jeg ikke er den eneste med disse tanker om på en måde meningsløse ting, men hvis man altså bare har brugt noget tøj eller sko, eller tasker (!) på en betydningsfuld dag, eller af en betydningsfuld person, kan jeg ikke nænne at smide det ud, for selvom den ting måske er værdiløs kan den sagtens være betydningsfuld og så kan alt andet være ligemeget. 🙂

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Jeanette

    Bare rolig, du er ikke den eneste :)!!

    Jeg kan virkelig få ondt i hjertet hvis jeg skal smide noget ud jeg har fået af nogle jeg har kært, eller hvis jeg mister noget 🙂 jeg kan have det dårligt med det ikke bare dage eller uger, men måneder.. Det er forfærdeligt som man kan have det med døde ting 😉

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Emma

    Øj, jeg er SÅ god til lige præcis at opføre mig som dig på dette punkt. Det er jo synd for fanden! Både for tingene som ryger ud og for de elskede venner eller familiemedlemmer der har givet tingen til dig med særlig omtanke! Jeg husker stadig hvordan jeg ‘tilfældigt’ strøg hånden over både vores sofa og ovn og hviske-mumlede noget a la “tak for alt”, da jeg passerede dem ude på gaden mens de ventede på storskrald. Og der var jeg nok lige omkring de 15, men intet er rigtig ændret siden, haha!

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Maria

    You’re not alone!
    Jeg har også et par sko – også et par converse – som jeg ikke kan smide ud! De er fra en studietur i 2.g, 4 år siden nu, og der er SÅ mange huller i stoffet og sålen, at hver gang det regner bare lidt eller nogle spilder en øl på mine fødder i byen, så er mine sokker gennemblødte… men jeg elsker dem jo??? De er fyldt med minder om studieturen, skønne somre, Roskilde Festival’er og meget andet, så selvom jeg ikke går med dem mere, så står de stadig derhjemme! Har overvejet at hænge dem op på væggen som et minde og lidt anderledes “kunst” inspireret af noget, jeg engang så i et indretningsprogram! Er det for skørt, haha???

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Jeg har også et meget, meget veludviklet samlergen. Jeg knytter mig alt for meget til mine ting. ‘Den havde jeg på til et-eller-andet-mindeværdigt’, ‘Den har jeg været SÅ glad for’, ‘Den købte jeg i Atlanta/Barcelona/på en ferie’ og ‘hvad hvis jeg nu skal bruge det engang/kommer til at mangle det?!’. Åh, det ér altså hårdt, det der med at sortere i sin samling.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Jeg gemmer alle mine gamle kalendere. Jeg kigger aldrig i dem, men det er jo nogle bøger jeg har båret rundt på og skrevet i hver dag i et helt år… Det føles af en eller anden grund dumt at smide dem ud. 😉

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Amalie

    Ej hvor sjovt! Den må jeg huske på 😀

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Nanna

    Oh my.. Gang med ti, så ved du hvor slem jeg er!

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Hvis ingen tør dele tanker, store som små og tør klæde sig ud som en regnbueprut, så bliver blogge kedelige – og ser regnbuebrut som et positivt ord *S*

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Mathilde H

    Jo! Det kender jeg godt. Jeg købte engang den fineste, flotteste røde kjole (har aldrig kunne finde en som den siden). Jeg købte den på en ferie i Italien og gik med den, simpelthen så meget, at der til sidst var huller i, og stoffet… det var heller ikke så pænt længere. (Jeg gik faktisk i den, til jeg ikke kunne passe den længere alligevel…) Men så gik den på en eller anden måde i arv til min søster, som ikke fik den brugt. Af den grund valgte min mor at smide den ud, uden at spørge mig først. Og selvom jeg elsker min mor og hun er den bedste mor i verden, har jeg aldrig helt tilgivet for det 😉 Jeg elskede virkelig den kjole! Og kigger stadig med jævne mellemrum efter en erstatning. Så jo, det der med, at der hænger minder og følelser sammen med tøj, det kender jeg godt.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Jeg er på præcis (!!) samme måde.
    Derudover har jeg videreudviklet særheden, så da min farmor, der hele mit liv har været min allerbedste ven, kom på plejehjem fra et par år siden, flyttede en masse af hendes ting ind hos mig. Hun havde en masse ting, for hele livet havde hun haft det på samme måde. Da hun døde i april var det helt forfærdeligt svært at skille mig af med noget som helst, der havde været hendes, så vi har et helt opbevaringsrum med de fineste af hendes ting og møbler (de af dem der ikke allerede er hjemme ved mig), der står og venter på, at vi “en dag” får plads til dem.

    Jeg arvede også et helt særligt armbånd fra hende. Et armbånd, der havde stor betydning for hende, og som hun siden 1967 havde haft på dag og nat og kun i et par timer havde ikke havde haft på, fordi hun havde tabt det i et bed i sin have (hun var panisk). Hvis jeg nogensinde mister det, ved jeg virkelig ikke, hvad jeg gør. Det er så meget mere end et armbånd, ligesom din vante var mere end en vante, og derfor ville reaktionen på at miste det, slet ikke hænge sammen med tingen i sig selv, men med alle de historier og minder, den indeholder. Så kan folk synes, jeg er nok så fjollet 🙂

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Mia

    Det her er jeg helt med dig i! Ting jeg har fået af specielle personer, brugt ved særlige lejligheder osv., selv helt små ting, bliver ikke smidt ud. Jeg frygter lidt for den dag, jeg skal flytte ud om et par år og måske bliver nødt til at skaffe mig med noget af det 🙂

    Og ja det er virkelig et mormor-gen, min gør det også. Men min far siger også altid, at efter en samler kommer en spreder (min mor) og derefter må der jo komme en samler igen 😉

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Jeg kan udemærket godt følge dig! Jeg gemmer også de mærkeligste ting. En kvittering fra en date med min kæreste? Biografbilletter? Jo, det bliver gemt (og forhåbentlig bliver de sat i min “My life story”-bog en dag). Men det er ikke kun “papir” der bliver gemt…
    Mit gemme-gen er specielt slemt når det gælder sko og tøj. Jeg har virkelig svært ved at skille mig af med ting jeg har fået i gave, selvom det er helt slidt eller forvasket. Måske er det også lidt, fordi jeg ikke helt er med på den der smid-væk-kultur? ‘Der må da være noget jeg kan bruge den til, tænker jeg’ – jeg er ikke heeelt fan af den der overforbrug-tendens. Men om jeg så afhjælper det ved at beholde mine gamle, forvaskede t-shirts istedet for at donere det til genbrug, det er så lige spørgsmålet 😉

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Jeg bliver også knyttet til ting, især kort. Du ved, sådan nogle fødselsdagskort. Så dem gemmer jeg i en mappe, selvom det jo bare er papir, og der står det samme i dem år efter år. Men jeg nænner ikke at smide dem ud, og så meget fylder en enkelt mappe jo ikke 😉

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Amalie

    Elsker elsker elsker! Nej det er IKKE kun dig, nogle ting er altså bare så fulde af kærlighed – selvom de er døde – at de bare ikke kan smides ud, overhovedet.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Jeg har det på samme måde!!!!

    Og jeg tuder også hvis jeg mister/taber/glemmer mine ting….. jeg kan simpelthen ikke lade være!

    Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Den jeg er indeni også udenpå