AW15 favorit: Kapper

Postkort #4 Palm Springs til Grand Canyon

cali4_1^^^Historisk!
cali4_2
cali4_3^^^Alle de skilte ? Her ved western-film-set-byen Pioneertown
cali4_4
cali4_5^^^Saloon ved Joshua Tree National Park
cali4_6^^^Man kan ikke se husene, der hører til postkasserne, i miles omkreds, men de må være der
cali4_7
cali4_8^^^Råt og forladt
cali4_9

Vi vågner tidligt i Palm Springs, bestiller room service til vores patio. De bedste æg på hele turen, nyder kaffen. Blogger, pakker sammen og slæber kufferter ud til bilen. På trods af den korte tur ud til bilen, lægger sveden sig på overlæben. Alt sveder. Bryst. Overlæbe. Lår. Vi sætter air con’en på max, men den kæmper bravt.

Jeg taster destination ind i GPS’en Sådan er rollerne fordelt; min kæreste kører. Jeg står for fordeling af køresnacks, laver playliste og holder øje med ruten. Den mekaniserede damestemme kan være upræcis og upædagogisk, til tider helt forkert. “In. 50. Feet. Turn. Left. Onto. Highway. 1. 0. 1. Now. Make. A. U. Turn”. Næste destination er Grand Canyon. Med et stop i Pioneertown først. En vaskeægte western-by. Det er en lille forlængelse af ruten, men tiden er vores.

Vi endte med at bruge det meste af vores Palm Springs-døgn på hotellet, i vores lille 1960’er boble på Ace Hotel. Så inden vi kører ud i ørkenen igen, triller vi rundt i nabolaget. Det er en mærkelig, kunstig by. Den kommer ud af det blå. Eller ud af det grå og tørre. Du blinker med øjnene, som du kommer af highway 10. Det ene øjeblik er der intet i sigte. Det næste du ser er bymuren. Byen er muret inde, og du kan ikke se ørkenens intethed på den anden side af muren, når du står på bysiden. Kontrasterne er store. Neonlys og nul og niks. Palm Springs er en gammel resortby, blegnede farver.

Vi kører ud i intetheden, lægger byen bag os, tilbage på motorvejen, og ikke langt fra byen er vi alene på vejen igen. Vi drejer af og kører mod Pioneertown. Det er første gang af mange, at telefonen har “no service”. Pioneertown er en gammel filmsetby. 350 indbyggere i dag. Den er som taget ud af 1887, men bygget i 1941. Der er en lille bank. Et fængsel. En bar. En købmand. En sheriff. Men fordi det er et filmset, så er gaden overstået på tre minutters gang, og intet er åbent. Nutiden har forladt fortiden, og dét eneste der minder os om, at her stadig er mennesker i ny og næ, det er de papheste, der er sat i stalden, som svajer i vinden.

Byen er hurtigt overstået, men ikke så langt derfra ligger en ægte saloon, Pappy + Harriet´s. Vi får pulled pork og coleslaw og en cola. Servitricen er gravid og hendes mave står fint i luften under forklædet. Stedet er kendt blandt musikere – hvis de er i området, tager de forbi og spiller. På væggene hænger autografer og billeder af musikkens største rockstjerner de sidste 50 år. I nyere tid har Queens of the Stone Age spillet. Arctic Monkeys. Vampire Weekend. Eagles of Death Metal. Sean Lennon. Rufus Wainwright.

Vi forlader stedet. Sætter kursen mod Grand Canyon. Seks timers kørsel. Vi kører gennem Joshua Tree National Park. I udkanten af Mojave-ørkenen. Drejer af mod venstre og forlader al civilisation. Sådan er det i udkants-USA. Kig til venstre og der er intet. Kig til højre og du kan se en Starbuck’s og en mønttelefon. “No service next 100 miles”. Det giver et sug i maven. Vi har lige tanket, købt ekstra vand. Men de næste timer er vi på egen hånd.

Vi møder få eller ingen biler. Intet liv. Det eneste tegn på, at der nogensinde har været mennesker, er vejen vi kører på. Telefonen har inge forbindelse. Vi kører og kører. Hvis jorden var flad, er jeg overbevist om, at vi kører på kanten.  Timer går. Ind i mellem støder vi på gamle moteller. Vi får glimt af jernbanen og al dens fragt. De få byskilte, vi møder, fortæller os befolkningstal, der ikke ville kunne fylde en dansk folkeskoleklasse ud. Selv om vi ser få huse på vejen, fortæller antallet af postkasser, at der faktisk er liv i ørkenen.

Jeg hviner, da vi rammer route 66. Min livslange drøm har været at krydse USA via den. Min kæreste kører ud i grøften, og jeg hopper ud i krattet og glemmer alt om “Be aware of rattlesnakes”-skiltet vi så tidligere på dagen. Jeg tager billeder af asfalt i stakkevis. “Route 66”. Nu er det en ægte roadtrip.

Efter flere timer ser vi by. De seks timers gps-anslået-tid holder ikke helt. Benzinpauser. Tissepauser. Tage-billeder-pauser. Vi stopper ind på en tank sen eftermiddag. Jeg stocker op på proviant. Rice Krispie-treats. Doritos. Vand. Nødder. Tankpasseren er en ældre herre. Ca. 70 år. Knap to meter, iført blå smækbukser og kasket. Hans ansigt er furet og hans mørkegrå hår er i klaser. “So, where are you headed, miss?”. “We’re going for Grand Canyon, getting there tonight”. “That’s a loooong drive you have there, miss. Be careful tonight”.

Og det er vi. Min kæreste kyler espresso shots fra Starbucks, dem på dåse, i skroget. Jeg er ansvarlig for at holde liv i bilen med musikken. Mørket falder på og størstedelen af vores medtrafikanter bliver i højere grad trucks. Det er fanme langt til Grand Canyon.

Jeg får mig en lille lur men vågner ved næste tankstation. Helt mørk og øde, min kæreste vil tanke lidt ekstra igen og skal bruge et toilet. Jeg låser dørene. Det er her, man i film bliver slæbt ud af bilen og kidnappet. Han kommer tilbage med flere køresnacks. Vores lille cooler bugner. Og så kører vi igen.

Ni timer på vejene og ved en af de sidste byer inden Tusayan – Grand Canyons hovedby, stopper vi på Taco Bell. Vi spilder ikke tiden og køber burritos to go.

Ved 22-tiden rammer vi Grand Canyon. Første nat i telt. Thank God for Target, der har lavet fool proved telte. Det tager ikke mange minutter at slå op, og min pandelampe kommer på for første gang. Jeg passer helt og aldeles ind. Vores luftmadras skal pustes op via cigarettænderen, så bilen kører vi op, klos op ad teltet, og selv om det larmer ad helvede til, hviner i ørerne, så tager det heller ikke lang tid. Et smut på fællestoilettet for at børste tænder, og vi lægger os på madrassen. Fyrre minutter senere end ankomst. Endelig er der tid til at tygge på dagen, på alle indtrykkene.

Vi falder i søvn men vågner af kulden. Vores uldne skitrøjer er ikke nok, og vi ligger i ske, holder hårdt om hinanden.

Vi vågner, som solen står op og er klar til tage skoven og Grand Canyon ind, mens vi tager vores vandrestøvler på. Turens første hike; Bright Angel Trail, kom an!
cali4_10^^^”No service next 100 miles”
cali4_11
cali4_12
cali4_13^^^En lille ni timers køretur fra Palm Springs til Grand Canyon
cali4_14

^^^Freight trains ?

   

17 kommentarer

  • […] Vi vågner, som solen står op i vores brandbare nylonhule i Grand Canyon. Vi kører camperstilen fuldt ud; intet bad. Vi åbner bare baggagerummet, finder tøj og tandbørste, skifter undertøj bag bildøren. Teltet bliver pakket sammen, for vi har kun én nat på sydsiden. […]

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Er det mon muligt, du kan rette fejlen på kappe-indlægget, så man kan læse det? Kunne se, at nogle havde gjort opmærksom på det på Instagram, lige da det blev postet 🙂

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Marlene J

    Du skriver så fint, Cathrine! Jeg nyder alle dine indlæg, men dine postkort – i særdeleshed dette – er det bedste, jeg hidtil har set fra dig. Indlæg, man ønsker bliver ved og ved… Det skinner virkelig igennem, at I har jeres livs tur. Kh!

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Caroline

    Gid, det var mig! Det virker som om I oplever så meget spændende <3

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Emilie

    Du skriver fuldstændig magisk Cathrine. Man bliver revet helt med og jeg er enig med flere af de andre i, at man føler man er med som fluen på væggen i bilen. 🙂
    Fortsat god tur!

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Sarah

    Du skriver så godt, jeg blev helt revet med, som havde jeg siddet på bagsædet af jeres bil. Fortsat god ferie 🙂

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Fantastisk beretning! Får helt kuldegysninger og tænker tilbage på foråret, hvor jeg krydsede USA med min kæreste og dengang 8 måneder gamle søn. Noget af en bedrift, men sikke et eventyr – jeg vil tilbage!!

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Du får det til at virke så magisk, og så levende. Disse beskrivelser er guld værd at læse, og det gør kun mit ønske om roadtrip endnu større!
    Nu er der ikke så længe til at jeg også skal have en bid af Amerika, eller New York om man vil, og jeg kan faktisk ikke rigtig vente længere 😉

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Stine Almbjørn

    Nooooo…..dont stop!!
    Jeg blev helt tryllebundet af dette postkort.
    Ja, af alle dine postkort:-)
    Det lyder helt fantastisk.
    Stort kram.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Utroligt som det hele ligner filmene, men det er der jo også en god grund til at det gør 🙂 Så spændende med sådan en tur! 🙂

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Hold nu op nogle oplevelser I får samlet sammen! Og hvor vækker det bare så mange gode minder fra vores møde med Grand Canyon sidste år. Vi overnattede dog ikke i selve parken, men det lyder vildt. Og koldt 😉 I øvrigt er dine postkort (sammen med Acies USA-billeder) næsten de eneste der ikke bliver markeret med “mark as read” på Bloglovin i de her dage, hvor vi selv har travlt med at opleve. Et skud USA kan man altid bruge, tænker jeg 😉 Fortsat god tur!

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Hej Cathrine,

    Jeg har fulgt med i maaaange år, og læser alle dine indlæg – men det her var ganske enkelt fantastisk, blev helt tryllebundet i det du skrev, forstillede mig hvordan det hele foregik.. Det er sjælendt det sker!

    God rejse! 🙂

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Helene

    Ahj, det var sådan en tekst som bare ikke måtte slutte! Den måtte gerne ha’ været dobbelt så lang! 🙂

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Anja

    Tak, for den fine beretning. Selvom jeg sidder med et fesent Føtex-rundstykke og en bitter kop kaffe på arbejde, så føler jeg, at jeg har været på Route 66 sammen med jer – i hvert fald i den tid, som det tog at læse dit indlæg.
    Fortsat god ferie 🙂

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • sarahsiger

    Fantastisk skrevet Cathrine. Når jeg læser dine postkort fra turen, føler jeg helt at jeg selv er der. Også nogle smukke billeder, hvor stemningen er fanget on-point! Fortsat god tur – glæder mig til endnu flere postkort! (-;

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Tak for postkort – sikke landskab! Elsker pilen gennem der hærgede skilt.

    Lyder til I kan holde varmen – må kræve en kold øl, det der B-)

    Glæder mig til at høre mere – fortsat god rejse!

    – Anne
    http://www.venterpaavin.blogspot.com

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Skønne billeder!
    Jeg glemmer aldrig den roadtrip, jeg var på derovre. Der er noget helt magisk over det øde, som vi aldrig oplever herhjemme. Stilhed kan ikke overvurderes!

    Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

AW15 favorit: Kapper