Der findes ikke stiltiende accept - STOP voldtægter

Tak fordi jeg måtte råbe højt

tanker_voldtaegt
Siden jeg udgav mit indlæg i går aftes, har jeg været i følelseslimbo. Jeg har grædt med jeres kommentarer. Grædt lidt over, hvor overvældende det er med så megen opbakning. Smilt og været taknemmelig, og så har jeg også følt en form for power. Power over ikke være passiv men fortælle min historie.

Jeg har altid drømt om at gøre en (lille) forskel. Jeg har overvejet at blive læge, at blive sygeplejerske – at rejse ud og gøre en fysisk forskel. Men sådan får livet en på andre tanker og spor, og nu er jeg på mange måder endt i noget så overfladisk som mediebranchen – og er tilmed blogger, der ofte står for skud med ordene “overfladisk”, “glansbillede” “glamour”. Og det er blogverdenen også et stykke hen ad vejen.

Men i går og i dag har denne her platform også tilladt mig at råbe højt. Sætte en lille pind i hjulet og fået nogen af jer til at stoppe op, mærke efter. Jeg er chokeret over, hvor mange af jer, der har oplevet noget lignende min historie. Hvis man er i tvivl, om det, man oplevede, var et overgreb, så vil jeg vove at påstå, man ikke er i tvivl. Med mindre man udtrykkeligt har sagt JA TAK til hinanden – begge parter – så er det altså, hvad det er: Et overgreb. De findes i mange former, men det er stadig et overgreb.

Jeg er dybt taknemmelig for, at jeg i dag sidder med fornemmelsen i kroppen af, at jeg har gjort måske bare en lille forskel. Jeg delte indlægget på Facebook, og dér har det en reach, som det så fint hedder, på 24.000. 24.000 mennesker har set opslaget. På instagram har det fået masser af kærlighed, for ikke at glemme her på bloggen og på Bloglovin. Det er SÅ vigtigt, at de her historier bliver med at dukke op i medierne. Det er så vigtigt, at man råber højt, hvis man kan – også selv om man kun har mod på at dele sin historie med sin mor, veninde eller søster. Ingen skal gå med sådanne oplevelser alene – der er så mange, i nøjagtig samme båd, desværre. Men at råbe højt eller opleve andre gøre det, kan også give én følelse af ikke at være forkert. For det er du ikke, du er helt rigtig, men du er blevet udsat for noget, der er så dybt forkert.

Forhåbentligt kan det give lidt mod, når jeg står frem og andre står frem – mørketallet skal til livs, og vi skal være opmærksomme på, at det her sker. Vi kan være nok så frigjorte og “independant women”, men det sker stadig. Og det skal det ikke.

Så tak for at dele jeres oplevelser, jeres tilkendegivelser og for at dele historien, historierne, med flere. Det gør en forskel.

HVIS du har oplevet et overgreb, hvis du er i tvivl, om det var et overgreb, hvis du har brug for nogen at tale med – og det skal man have, når man er offer for vold – så se HER for meget mere information.

I kan tro, I har givet mig noget at tænke over, og jeg er meget stolt af, at bloggen kan rumme det hele – glimmer og glansbilleder, men også virkelighed og debat. TAK.

   

11 kommentarer

  • Rie

    Kære Cathrine
    Tak fordi du deler en så personlig historie og sætter fokus på et vigtigt emne. Al respekt herfra, det var modigt gjort. Verdens sejeste rocker!
    Mange hilsner
    Rie

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Maria

    Man må altid gerne kontakte Center for seksuelle Overgreb – også selvom politiet evt. har afvist at tage ens ’sag’. Men hvis man gerne vil anmelde sin sag, er det bedst at kontakte politiet først, så de kan provide det rette team til Center for seksuelle Overgreb… bare lidt info fra en insider! 🙂

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Ida

    Kære Cathrine!
    Tak fordi du deler glitter, og alt det der glitrer knap så meget.
    Ingen bør nogensinde opleve et overgreb, og når det så er sagt, så synes jeg det er vigtigt at vise den anden side af debatten også.
    Der er nogle gange fyre derude, der anmeldes, anklages og lægger krop til rygter, der ikke er sande. Netop fordi unge piger får støtte, opbakning og positiv opmærksomhed, når de “råber højt om en voldtægt”. En dreng fra min folkeskole er her 10 år senere, stadig kendt som “voldstægtsdrengen”, og de afhøringer han har måtte lægge øre til, og tiden i varetægt er i lige så høj grad et overgreb. Pigen der anmeldte ham, var bange for, at han forelskede sig i en anden. Så hun havde sex med ham, og han forelskede sig en anden. Det gør ham til en idiot, men ikke til en voldtægtsforbryder, og det tilstod hun heldigvis inden det var forsent.
    Så ingen bør nogensinde opleve et overgreb – heller ikke af den modsatte slags.
    Tak for Danmarks – nej verdens sgu – bedste blog. Kh. Ida

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Matilde

      TAK, fordi der er også er en der kan se det fra den anden side. Jeg tænkte de her tanker, da jeg læste forrige indlæg om Cathrines historie, men har næsten ikke turde sige noget, da det virker lidt som om, at den eneste acceptable reaktion er at råbe et højt hurra for sine medsøstre, fordi de tør sige noget. Og det gør jeg også, og det skal vi også, for det er fandeme vigtigt at sige fra og sige det højt, når man har været udsat for noget så krænkende. Men… og jeg synes nemlig, at der er et men. Jeg er helt med på, at at det er et overgreb, hvis man ikke har givet sit samtykke. Og jeg er enig i, at hvis man er i tvivl, om det er et overgreb, så er man nok ikke reelt i tvivl, så er det et overgreb. Men jeg kan ikke lade være med at tænke på nogle af de episoder, der ligger lidt i “gråzonen”, hvor der hverken er blevet sagt “ja” eller “nej” og heller ikke tydeligt sagt fra med kropssprog eller lignende og hvor vi måske har med nogle meget unge mennesker at gøre, om ikke der her sidder nogle meget unge drenge, som måske ikke helt selv er klar over, at det er et overgreb på den anden. Det kunne jo tænkes at de måske har mistolket nogle signaler fra en pige, der var interesseret i dem, men ikke interesserede i at have sex med dem. Jeg synes faktisk at det er et ret svært emne, for hvis man føler at det er et overgreb, så er det et overgreb, men min pointe er bare, at der også er følelser på den anden side, og i nogen tilfælde skal man måske passe på hvilken rolle man pålægger den anden part.
      Jeg håber at det giver mening, uden at lyde som om at jeg negligere sexuelle overgreb, for det gør jeg bestemt ikke.

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Pernille S

    TAK fordi du råbte højt!!! Du er simpelthen så sej og modig, og jeg knus-elsker din blog, fordi den netop består af DET HELE. Det er dét der gør, at man gider læse med hver evig eneste dag. BLIV VED!!! 🙂 Knus fra Pernille

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Ditte

    Det er så vildt du tør dele din historie med hele verden! Ville jeg aldrig have mod til af nogle af de samme årsager, hvad tænker folk osv.
    Den eneste der kender min historie er min forlovede, og har været så glad for at han i det mindste ved det, det er vigtigt at man råber højt men så skal man fanme være stærk for at gøre det.
    Ønsker at jeg måske bliver ligeså stærk som dig engang <3 så meget respekt og kærlighed herfra, du har virkelig rørt mig

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Anne

    Jeg kan åbenbart ikke stave: absurd (opsurt er vist ikke et ord 😉 )

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Anne

    Kære Kathrine. Helt vanvittigt stærkt og SÅ vigtigt indlæg! Du har min dybeste respekt, og jeg er sikker på, at din stemme i debatten, er med til at gøre en forskel for andre kvinder der ligesom dig, har været udsat for noget af det værst tænkelige som menneske og kvinde. Din historie fik mindede mig om en oplevelse, jeg selv har haft, da jeg gik i gymnasiet. Jeg festede meget, og kyssede derfor også på en del fyre, jeg mødte i byen. I en kortere periode kyssede jeg på en fyr, der umiddelbart virkede rigtig sød og som om han godt kunne lide mig. En aften i byen går vi rundt på gaderne foran diskotekerne. Vi stopper op for at kysse, og pludselig begynder han uden videre at putte sin hånd ned i trusserne på mig. Jeg var heldigvis hurtig til at få hans hånd væk. Hvad der efterfølgende skete husker jeg faktisk ikke, udover at jeg følte mig såret og en smule til grin. Jeg havde fået indtrykket af, at han kunne lide mig. Det kunne han så også indtil jeg ikke ville mere end kysse med ham. Næste gang jeg var i byen, mødte jeg ham. Han ville dog slet ikke kendes ved mig som i SLET ikke. Det blev jeg så stik tosset over, at jeg gik hen til ham midt på dansegulvet og gav ham en kæmpe lussing foran alle hans venner. Det var måske ikke helt i orden af mig at gøre, men det var det eneste redskab jeg følte at jeg havde for at kunne “fortælle” ham, at det i den grad ikke var i orden, det han havde gjort.

    Min første rigtige seksuelle oplevelse som teenager tænker jeg i ny og næ også tilbage på med kvalme. En lidt ældre fyr i min omgangskreds der var forholdsvis populær kom en eftermiddag over til mig for at snakke. Mange af mine veninder (jeg var 15 år) havde på det her tidspunkt allerede haft deres første seksuelle erfaringer, og jeg følte mig nok lidt presset til at følge trop. Ihvertfald ville jeg også gerne føle mig “sej” og populær ved at kunne fortælle om mine seksuelle oplevelser. Da ham her fyren har været ved mig i et stykke tid, begynder vi at kysse. Hvad der sker efterfølgende går meget hurtigt og helt klart uden et tydeligt “ja” fra min side. Der kommer dog heller ikke et tydeligt “nej” fra mig. Vi ligger på gulvet og rør ved hinanden, han sætter sig op i min seng, hiver hans underbukser af, putter et kondom på hans kønsdel og nærmest stopper kønsdelen ind i munden på mig. Jeg sagde ikke ja, men jeg sagde heller ikke nej. Følelsen jeg havde bagefter, da det var overstået var en underlig størrelse. På den ene side følte jeg at det ikke var ‘normalt’ at fyren bare sådan uden videre stoppede en kønsdel ind, og på den anden side (og det her er det mest opsurte og fuldstændige vanvittige når jeg som 25 årige tænker tilbage på episoden) følte jeg mig også en smule stolt. “Stolt” fordi at jeg nu kunne fortælle veninderne om at jeg faktisk havde lavet noget seksuelt. Jeg får det altid meget underligt når jeg tænker tilbage på episoden, for jeg forbinder den bestemt ikke med noget rart. Jeg har det fyren flere gange efterfølgende, da han også bor i den by, jeg bor i. Jeg ved ikke om han kan genkende mig, og husker episoden. Jeg tænker at min episode er i form for gråzone, for jeg sagde jo hverken ja eller nej. Jeg tænkte bare på, at jeg skulle imponere veninderne.

    TAK fordi du sætte dette emne på dagsorden Kathrine! TAK!

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Signe

    du er simpelthen for sej. Hvor var det stærkt af dig at dele din historie – og netop gøre brug af din stemme og råbe højt. Stor respekt for din ærlighed og det, du deler. Du er uden tvivl et forbillede for mange, inkl. mig.

    Knus

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Trine R

    Kære Cathrine,

    Er rørt til tårer. Smukt at du deler din historie, jeg lover dig at den gør en forskel. Mod og styrke smitter, og du har lige sendt en kæmpe spandfuld ud i universet!

    Det vi skammer os over har magten over os, og skam er virkelig en tung tung ting at bære rundt på. At give slip på den er svært men du har lige hjulpet en masse fantastiske mænd og kvinder godt på vej.

    Helt fantastisk og tragisk på samme tid at opleve dit kommentarfelt.. får så ondt i hjertet af alle dem der har oplevet noget lignende, men fantastisk at se hvordan din historie gjorde en forskel.

    Kærlighed herfra til dig og alle de andre vidunderlige kvinder der er blevet behandlet uværdigt.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Maria

    Tak fordi du råbte højt.
    Er heldigvis aldrig blevet seksuelt krænket, men min bedste veninde blev voldtaget da vi gik i 1.g. Hun var på vej hjem til mig, da hun blev overfaldet af en maskeret mand, der truede hende med en kniv for struben. Hun kom hjem til mig bagefter det var sket, og brød fuldstændig sammen med det samme jeg åbnede døren. Jeg glemmer aldrig hendes ansigtsudtryk. Hun var fuldstændig opløst og i chok, og oplevelsen sidder stadig dybt, dybt i mig i dag. Hun har det heldigvis godt i dag, men jeg er sikker på hun aldrig glemmer den decemberaften. Selv er jeg ikke særlig glad for at gå selv når mørket falder på, og havde en overgang altid en peberspray med mig.
    Jeg ved ikke hvad man kan gøre ved problemet, men man kan i hvert fald starte med at sige “DET HER ER FANDME IKKE OKAY! Vi bestemmer over vores egne kroppe! Uanset påklædning, opførsel og om man var fuld eller ej.”, som du gjorde i går. Jeg kan ikke forestille mig noget værre, end en person der har sex med én, mod ens eget ønske. Noget så intimt… Det må være det værste.
    Endnu engang tak!

    Kram, Maria

    Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Der findes ikke stiltiende accept - STOP voldtægter