Dagens: "Migmigmig"

Tips: Sardinien

Sardinien var ret fortryllende, det må jeg sige. Italiensk, når det er bedst. Det mest krystalklare vand jeg har set inden for Europas grænser. Det lækreste Italienske køkken, især pizza, antipasti og masser af fisk lader til at være specialet. Høje temperaturer og ret meget historie. Jeg kan kun anbefale øen!

I øvrigt kan man få en Lonely Planet-bog specifikt til øen HER. Vi købte én i en boghandel i Cagliari, og som altid gav LP-bøgerne masser af gode tips!
 photo sardinien_7_zps19b21676.jpg
Vi boede lidt uden for Cagliari, som er øens hovedstad, i byen Quartu Sant’Elena.

Cagliaris epicenter var i middelalderen området Il Castello, som er bygget op om en stor høj. Byen er en overflod af labyrintagtige gader, nogle steder kun med en meter mellem husmurene, skæve vinduer og en imponerende “gate”, som I kan se nedenfor. Jeg forestillede mig, at de mange huller i træet må være fra bue og pile og lanser og den slags, nok bare min fantasi 🙂 Der er ret romantisk, og vi talte et par gange om, hvor fortryllende et bryllup i byen måtte være.

 photo sardinien_6_zpsfd64d84f.jpg
Cagliari kan klares på to dages tid, og især gaderne Corso Vittorio Emanuele (skøn mad-gade), Largo Carlo Felice (for p-pladser og semi-promenade-vibe) og Via Napoli (for maden, igen, og små fine trapper) kan anbefales. Det er en yndig by med mange små kroge at udforske.
 photo sardinien_8_zps123c9bdd.jpg
Hvor skal vi spise i Cagliari?

For antipasti og smuk solnedgang, Pani e Casu i den gamle bydel (via San Croce 51). Bed bare om én omgang antipasti til deling, for der er rigeligt! Evt. bed om en pastaret til deling bagefter. Og slut med en espresso mens solen forsvinder!
 photo sardinien_3_zps3305ca36.jpg
For GOD is, Il Gelato Aresi (Corso vittorio Emanuele II 244), den kan altså fint konkurrere med de smarte issteder i København, og så har den længe åbent!
 photo sardinien_4_zpsbfeadf27.jpg
Næsten lige ved siden isbutikken kan man få stenovnsbagt pizza to go, Toto’ E Peppino (Corso Vittorio Emanuele 226)! De er ikke super tynde og super sprøde, men kulsmagen er fantastisk! Og så er det så hyggeligt at tage den under armen og sætte sig på en trappesten og glo på mennesker med en kold SanPellegrino con Aranciata i den anden hånd.

BEDSTE udsigt, virkelig god pizza og drinks kan findes på Caffé degli Spiriti (Bastione San Remy), hvor der også er storskærm til vigtige fodboldkampe – og tangoskole!

For simpel frokost kan Locanda Caddeo anbefales (lige bag Corso Emmanuelle på Via Sassari 75 i forlængelse vistnok af Via Mameli). De laver flere forskellige pizzaslices, og stemningen er sådan liiidt skandinavisk.

Vi spiste i gennemsnit for ca. 35-40 euro de aftener vi spiste ude, men der fik vi også to retter hver og GOD vin. De dyreste vine på de fleste kort står i øvrigt i ca. 40 euro – så flotter man sig virkelig!

… Og så kræves det, at man drikker mindst én Aperol Spritz om dagen – perfekt tørstslukker i varmen!
 photo sardinien_1_zps3d11b5c9.jpg
For proviant:

I Sapori dell’Isola (Via Sardegna 50) har lækre og liiidt pricy lokale skatte som ost (især deres parmiggiano er bomben), pølser og søde Sager.

Carrefour er for os en klassiker, hvis vi er sydpå og har bil. Der ligger en stor én i Quartu Sant’Elena, og her kan man altså få ALT! Slagteren har den BEDSTE mortadella og den vildeste bøffelmozarella. Her købte vi ind til oste-pølse-bord første aften, og vi levede af resterne til morgenmad resten af ferien.

Durke (Via Napoli 66) er et lille og meget gammelt bageri, som mest af alt i dag virker som en lille turistattraktion, dog stadig med gamle ovne og hvide fliser på væggene under de fritlagte bjælker. Durke sælger meget anbefalede søde små kager, og især deres mandel-kage er lækker. Måske mest af alt dén er lækker, de andre var en smule tørre.

 

Strande at besøge på Sardinien:

Spiaggia della Pelosa – måske Europas smukkeste (se beviset på billedet)? Men også temmelig crowdet og nemmest at nå i bil. Hvis man bare går få meter til væk fra det mest crowdede, så er der allerede mere ro og mere romantik. Vi lå på håndklæderne bag et par klippestykker ret ugeneret.
 photo sardinien_10_zpsa4f00014.jpg
Costa del Sud – denne strækning har flere smukke strande, og de ligger så tæt at man i bil nemt kan beach-hoppe. Vær dog opmærksom på, at priserne i barerne på strandene her kan være noget høje. Det generede ikke os, men vi havde også lidt proviant med hjemmefra og nøjedes med en kaffe og en vand.

Cagliari har også sin egen udmærkede strand; Poetto Beach.

 

At leje parasol og liggestole til to koster på de fleste store strande ca. 20 euro, det gør de på de to øverste.

 photo sardinien_9_zps0e95786e.jpg
Steder at besøge, things to do:

Vinsmagning på Cantine Argiolas (Via Roma 28, Serdiana) som er en skøn og ret stor vingård ca. 25 km nord for Cagliari. Bestil plads dagen inden og bed evt. om deres antipasti-platte til. Den smager FANTASTISK!

Vi kørte fra Pelosa-stranden via Alghero langs vandet til byen Bosa (via SP105). Selve køreturen kan stærkt anbefales trods hårnålesvingene. Det er bjertagende smukt! Og Bosa SKAL man se, hvis man er på de kanter. Byen har de fineste pastelfarvede huse, som kravler op ad bjerget, og ved foden deles byen af en flod. Meget pittoresk! Vi spiste i øvrigt ret fint i Bosa på Ristorante Borgo S. Ignazio (Via San Ignazio 33)

Skovområdet Monte dei Sette Fratelli nær Cagliari (via SS125). Meld jer lige hos skovfogeden i skovens begyndelse af sikkerhedshensyn og få et kort. Her er indtegnet fine ruter – vi tog en af de korteste, den blå, som tog ca. en time at vandre, og landskabet var smukt og terrænet fint til sneakers.

Vi smuttede ind forbi den lille by Seneghe – kun et kort stop. De skulle nemlig producere prisvindende olivenolie, Senolio, og det måtte vi have en flaske med hjem af. Olien kan købes i den spartanske lagerhal i deres co-operativ Oleificio Sociale di Seneghe (Corso Umberto 1). Det ligger på vejen mod Alghero fra Cagliari.

 

Aha-ahem, det lyder lækkert! Hvordan kommer jeg så af sted?

Billetter:

Flere rejsebureauer arrangerer pakkerejser til Alghero, som ligger nordligt på øen. Vi købte selv billetter via Momondo, som vi altid gør det. Og det gjorde vi et par uger før afrejse. Det gjorde billetterne temmelig pricy; 3.700 kroner stykket via Rom. Men det kan altså sikkert gøres billigere i god tid. Dog kan det være en fordel at benytte sig af samme selskab hele vejen og ikke SAS-Alitalia som os. Alitalia krævede, at vi købte nye billetter ud af Rom i stedet for bare at ombooke os, da forsinkelsen var SAS’ skyld.

Hotel/bolig:

Vi bruger stort set altid Airbnb på rejser. Det er altså fantastisk, og vi har ingen dårlige oplevelser haft gennem årene! I denne omgang boede vi 20 minutter uden for hovedstaden Cagliari i den lækreste lille lejlighed med privat tagterrasse og havudsigt. I kan finde stedet HER. Det kan bedst anbefales, hvis I har bil, da turen ind til centrum er for lang at gå.

Cagliari ligger helt i syd og Alghero som nok er mere populær hos de gængse turister ligger stort set helt i nordligt. Der er en lufthavn i begge byer, så det er blot et spørgsmål om, hvad man foretrækker. En mellemvej, så I heller ikke har så langt at køre til diverse mål, må være at finde et sted midt på øen.

Bil:

Billigste billeje, tippede vores Airbnb-vært om, kan findes HER. Men vi lejede direkte i lufthavnen i Cagliari hos Autonoleggio Matta – der ligger både Avis, Hertz osv. i samme billeje-hal, og det var muligt at finde en ledig bil ved tredje forsøg. Bedste tip må uden tvivl være at leje en bil. Fra Cagliari i syd til Spiaggia della Pelosa i nord var der tre timer i bil – temmelig langt og umuligt uden bil.

 

   

10 kommentarer

  • […] ♥ SARDINIEN – Måske vores mindst velovervejede ferie nogensinde, haha! Vi tog af sted morgenen efter, at jeg sent var kommet fra Roskilde Festival. Vi var helt kværnede og havde tre uger forinden købt turen. Der skulle bare ske et eller andet. Men Sardinien var så vanvittigt lækker. Hvis pengene ikke er kæmpe store men drømmen om kridhvide sandstrande stadig er der, så vil jeg altså anbefale jer Sardinien. Det lækre italienske køkken, sol, azurblåt hav. Det var et dejligt sted, som vi også sagtens kunne tage tilbage til med børn en dag. I får tips til Sardinien her. […]

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Mia

    Ih..nu er det helt sikkert, turen næste sommer går helt sikkert til Sardinien. Glæder mig allerede til at besøge alle de steder du har anbefalet 😉

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Line

    Sikke da en fin lejlighed. Jeg rejser selv til Dubrovnik i Kroatien med min kæreste i starten af august. I den forbindelse har vi booket en lejlighed via Housetrip.com. Jeg kendte ikke til hjemmesiden, men den er faktisk også et fint alternativ til Airbnb, hvis I skal booke en anden gang.

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Cathrine Nissen

      FEDT tip Line, set kendte vi slet ikke 😀 Tak! Og hav en skøn kærestetur, min kæreste og jeg var i Kroatien på en af vores første ferier sammen, hvis ikke den første, og vi synes, det var vidunderligt! KH

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Julie

    Lækkert og lærerigt indlæg

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Randi Danielsen

    Er nød til lige at smide en lille kommentar på dette indlæg. Hold op det gik lige i hjertet og ikke mindst rejselysten fik et boost!
    Har efterhånden læst en del rejsetips på forskellige blogs, men denne topper da listen. Super mange personlige og relevante tips. Vi rejser en del og tror da Sardinien er kommet lidt længere op på listen nu.
    Nå, ville bare lige skrive tak for et fedt indlæg.
    Go’ sommer!

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Cathrine Nissen

      Ej hvor er det altså bare rart at høre Randi, virkelig nogle skønne komplimenter – rejseindlæg er altid lidt komplicerede, jeg elsker selv at læse dem hos andre! Men de tager lang tid at lave, og når man skal huske adresser og notere sig og tage billeder til dokumentation, mens man rejser, kan det være lidt svært at være i nu’et og nyde ferien, mens man er på den. Så at få sådan en dejlig kommentar tilbage – det er det hele værd! God sommer til dig også 🙂
      KH

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Anyway you could do a english translation? I love the pictures and would like to hit Sardinien next year

    Great Post!

    http://www.theluxylady.com

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Cathrine Nissen

      You’re so sweet! I would love to do one i English, but I am a little short on time at this moment. Maybe you can run it through Google Translate? Other wise when the summer and the big load of fork hours are coming to an end I will get back to you 🙂 Let me know if Translate is enough 🙂
      Either way have an amazing trip – we’re in love with the island, imagine you will be too!
      XOXO

      Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Dagens: "Migmigmig"