ROCKPAPERDRESSES
Min karriere: Modige Caroline, der ikke gider janteloven

I dag skal I møde en ganske ung pige, som måske ikke har et hav af år på arbejdsmarkedet bag sig. Så hvorfor skal I lige læse om hendes karriere?  Hun var modig nok til at pitche sig selv ind som kandidat –  det kræver lidt balls, og det gjorde mig nysgerrig. Caroline har i virkeligheden gjort det, jeg altid har drømt om; hun flyttede til udlandet just nyudklækket som student. Og så har hun stort set opholdt sig ude siden. Og så har hun startet en café i New York, skriver på en bog, er en del af et stort kvindenetnærk. Osv. osv. Hun har så meget luft, mod og energi.

Tag godt i mod Caroline!

Rockpaperdresses, silverstories, Caroline Sølver, gæstebloggerNavn: Caroline Sølver
Alder: Jeg fyldte 25 år den 6. oktober
By: København, New York City og Berlin
Beskæftigelse: Blogger og freelancer inden for tekstforfatning, kommunikation og markedsføring
Uddannelse: BA i Interkulturel Markedskommunikation fra CBS
Caroline, you got nerve! Det kan vi lide, for du skrev nemlig til os for at pitche dig selv ind som gæsteblogger! Hvor fandt du det mod?

Jeg har fulgt med på Rockpaperdresses i årevis, og hver gang jeg opdaterer min Bloglovin og ser, at der ligger et nyt indlæg fra dig, bliver jeg ramt af et sekunds lykkefølelse (awwww! red.). Da Eddie blev født, begyndte du at hive fat i inspirerende kvinder og interviewe dem. Det første indlæg var med Terese Ask, en ultimativ #girlboss, som jeg både kender og er fan af. Da jeg havde læst hendes interview, tænkte jeg, ”jeg vil også!” og skrev til din assistent. Her skrev jeg også, at det var på min liste over mål at være med. Det er selvfølgelig nervepirrende og også lidt mod den danske jantelov, at man tager fat i folk og ”pitcher” sig selv. Men det har jeg lært af min amerikanske kæreste, der ikke besidder et gram jantelov. Hvis man vil noget i livet, er man nødt til at gøre et forsøg selv. Og hvad er det værste, der kan ske? Jeg kæmper stadig en gang i mellem med at være nok fremme i skoene, men jeg er klart blevet bedre til bare at springe ud i det, jeg gerne vil.

Først og foremost, kan du ikke fortælle os lidt kort om, hvem du er, og hvad du beskæftiger dig med?

Et simpelt spørgsmål der egentlig er lidt kringlet at besvare 😉 Lige nu har jeg netop afsluttet min bacheloruddannelse og tager et ”sabbatår”, inden jeg starter på kandidaten. Lige nu arbejder jeg med min blog silverstories.dk, hvor jeg forsøger at inspirere med personlige livsstilsindlæg såsom rejseguides, mine egne erfaringer og et fokus på bæredygtighed, for eksempel at jeg højst må købe 10 stykker tøj fra ny i 2019. Jeg skriver også på en guidebog til New York, som jeg snart udgiver og arbejder som freelancer med en lang række virksomheder, såsom Núnoo, inden for markedsføring og kommunikation. Derudover driver jeg caféen Skål i New York sammen med min kæreste. Han står for det daglige, og jeg står for planlægning af events, menuudvikling, indretning og så videre – alt det sjove. Jeg tilbringer min tid mellem New York, København og Berlin. Jeg forsøger at opholde mig de forskellige steder en måned ad gangen, så jeg på den måde har tid til fordybelse, møder og jobs, når jeg er af sted. Jeg lever altså lidt et liv som digital nomade, og det er min drøm! Dog er der selvfølgelig også ulemper ved denne livsstil, for det er ikke altid nemt eller en dans på roser at arbejde alene og at bo i udlandet, for der er altid nogen, jeg savner, lige meget hvor, jeg befinder mig.

Det mod der, det klistrer sig til dig. Du flyttede til Berlin som 18-årig. Det virker som en ret vild beslutning, hvor kom den fra? 

Jeg var i Berlin for første gang som 15-årig. Det var 20 år siden, at muren faldt, der var minusgrader, og jeg syntes egentlig, at Berlin var trist og grå. Et par måneder efter tog jeg tilbage på en kærestetur, solen skinnede og jeg blev forelsket i byen. I løbet af mine gymnasieår, hev jeg af flere omgange mine veninder med til Berlin. Vi tog bussen, boede på hostels og festede hver aften. I skolen havde jeg tysk på A-niveau, hvilket passede perfekt med, at jeg var vild med Berlin. I løbet af gymnasietiden besluttede jeg mig for, at når jeg blev student, skulle jeg flytte til Berlin, og det skulle jeg gøre med det samme. Mange af mine venner havde planen om at ”arbejde i nogle måneder og så tage ud at rejse”. Jeg kunne slet ikke holde tanken ud om at slave den i et supermarked, feste i Gothersgade i weekenden og så MULIGVIS tage på backpackertur i Sydøstasien. Jeg ville noget mere – og hvis jeg alligevel skulle arbejde, kunne jeg da ligeså godt gøre det i udlandet. Således kørte jeg mod Berlin den 1. august 2013 i en karavane af to biler med mine forældre, tvillingebror og farfar og en trailer fyldt med mine ejendele.

Rockpaperdresses, silverstories, Caroline Sølver, gæstebloggerHvordan var det at flytte til et helt nyt land og skulle klare sig selv uden et netværk og venner og familie omkring sig? 

Inden jeg flyttede troede jeg ungt, overoptimistisk og romantisk, at det hele ville være nemt at flytte alene til Berlin som 18-årig. Jeg ville få et job, en stor omgangskreds og desuden lære at tale flydende tysk på et par uger. Virkeligheden viste sig dog at være en helt anden… Det var fantastisk og hårdt på samme tid. Da mine forældre og venner tog af sted efter cirka to uger, vinkede jeg farvel og lukkede hoveddøren. Så ramte det mig – hvad skulle jeg lave nu, hvem skulle jeg ses med, hvor skulle jeg gå hen? Nu var jeg for alvor alene.

Så kom efteråret. Jeg havde fået et job som personlig assistent hos en sindssyg kunstner, der drev mig til vanvid. Jeg havde ikke fået det kæmpe netværk, jeg regnede med, og jeg talte i hvert fald ikke flydende tysk. Meget af tiden følte jeg mig ensom og alene. Men jeg havde sagt til alle, at jeg skulle være i Berlin i mindst et år, så jeg følte ikke, at jeg kunne give op og vende hjem. Heldigvis gik det kun op af bakke herfra, og jeg endte med at bo i Berlin i tre år!

Du gjorde det sådan set igen som 23-årig – fandt modet og flyttede igen. Denne gang til i New York! Hvad kan NYC, som København og Berlin ikke kan? (udover the obvious; the bigger the better)

I 2014 mødte jeg min kæreste, en vaskeægte newyorker, der er opvokset i Brooklyn. Vi boede sammen i Berlin og København men et par gange om året tog vi af sted til New York flere uger af gangen for at være i hans hjemby med hans venner og familie. Første gang jeg besøgte New York, var jeg ni år gammel. Siden har jeg vist, at jeg skulle bo der en dag, og at Berlin ville være første skridt i den retning. Ret passende mødte jeg min kæreste, der har været en stor del af, at dette har været muligt.

Jeg har et blandet forhold til New York. På den ene side bliver jeg ramt af ”pinch-me-moments”, når jeg kommer op fra en subway-station, kigger op og bliver mødt af synet af skyskrabere. Når jeg, helt hverdagsagtigt, går forbi Carries lejlighed. Når jeg render rundt i byen og kan finde rundt og næsten føler mig som en indfødt. Her er New York fantastisk – alt er muligt, der er så mange dygtige og inspirerende mennesker, og de er på forkant med mange ting.

På den anden side har jeg lært, at New York ikke er stedet, hvor jeg skal bo og få børn. Det har virkelig lært mig at sætte pris på at være dansker og på det danske velfærdssystem – fra skolegang til sundhedsvæsenet – som jeg især oplevede, da jeg blev opereret for modermærkekræft på Rigshospitalet sidste år. På mange måder føler jeg, at jeg har været priviligieblind, hvor New York har sat perspektiv på mine privilegier som hvid københavner med familie og omgangskreds, hvor alle er uddannede og lever et godt liv.

At velfærden mangler i New York er et hårdt reality check, jeg bliver konfronteret med dagligt. Når jeg sætter mig i en subway i New York, og der render en psykisk syg rundt – der er intet sikkerhedsnet, der tager sig af folk, som ham. Hjemløse. Fattige familier. At uddannelse ikke er en menneskeret som i Danmark men et privilegium, mange ikke kan tage del i. Det er den hårde virkelighed, der især er en del af det område i Brooklyn, hvor min kæreste er vokset op. Det kan godt tage noget af glæden fra at opholde mig i New York, fordi jeg er vidne til de triste omstændigheder, der er virkeligheden for mange amerikanere.

Rockpaperdresses, silverstories, Caroline Sølver, gæstebloggerDet der mod til at flytte til nye lande må komme et sted fra, uden vi går dybt i barndommen – men er du opdraget på en særlig måde, med det som fokus?

Ja og nej. Min farfar arbejdede som ingeniør og rejste en hel del. Han tog blandt andet familien med til både Maryland, USA og Botswana i Afrika, hvor de boede et par år. Min mor boede også et år i USA som au-pair. Min mormor var sygeplejerske i både Tromsø, Grønland og Saudi-Arabien. Jeg er desuden opvokset med rejselystne forældre (lige nu er de i Brasilien og i april var de i New Zealand), der altid har prioriteret at vise mig verden.

cherries-caroline-soelver-silverstories-by-irene-wissel-berlin (1 of 32)-kopi
DSCF1442-kopi
IMG_8147
En anden side er det jo også en rodløshed måske, har du svært ved at finde ro? Er det det, der driver dig videre til næste by?

Helt sikkert! Mere vil have mere, og jeg vil det hele. Det er den positive side. Den negative side er, at det aldrig er godt nok. Jeg er aldrig tilfreds. På en dårlig dag, når jeg for eksempel er i København, savner jeg min kæreste og synes, at København er lille og indspist. På en dårlig dag i New York savner jeg mine venner og familie, mine yndlingsspots i København og det danske velfærdssystem. Det giver vildt mange oplevelser og minder at ”the world is my oyster”, men det gør også livet og fremtiden med min kæreste lidt kompliceret. Hvor vil jeg helst være? Hvor vil han helst være? Hvor skal vi slå os ned og starte familie? Vil jeg kede mig, når det sker? Kan vi få hele visa-kabalen til at gå op? Hvordan skal vi deale med de store kulturforskelle og sprog?

Rockpaperdresses, silverstories, Caroline Sølver, gæstebloggerDet er jo heller ikke bare at flytte til en ny by, og som i SATC tjener man lige kassen på at skrive en tiny klumme i en tiny avis (og har en tre-værelses på Manhattan). Man skal tjene til føden, og ikke bare det – i byen der har alt, har I åbnet en café, Cafe Skål. Hvad var det NYC manglede, som I så og skabte?

Nej, virkeligheden i NYC er ikke som i SATC! New York er en mega dyr by at bo i. Et eksempel er at et telefonabonnement svarende til mit danske, som jeg betaler 180 kroner for, koster 450 kroner. Et kilo økologiske gulerødder koster 30 kroner. Min kæreste har altid drømt om at åbne en bar. Det prøvede han først i Berlin. Siden blev hans bar-drøm blandet lidt med min drøm og udviklede sig til en café-restaurant. I København bor vi tæt på Mad og Kaffe, der serverer ”tapas-brunch”. Der er evig og altid kø. Her blev ideen til konceptet bag Skål født. Hvorfor fandtes der ikke et lignende koncept i brunchens hovedstad, NYC? Desuden ligger caféen i et meget lokalt nabolag, så vi holder ofte events såsom vores age-friendly månedlige events, hvor 20-35 ældre kvinder kommer og holder spilleaftenener og karaoke. Skål er altså en god blanding af os – vores kulturelle baggrunde og vores drøm om at skabe et sted, hvor alle føler sig velkomne, og hvor ”hygge” er centralt.

Rockpaperdresses, silverstories, Caroline Sølver, gæstebloggerMan når ikke at bo i tre byer, før man er 23 år uden drive. Så du har også nået at udgive guidebog til Berlin, arbejde som freelancer og for Spiir, Núnoo og Tipster (en virksomhed der fremhæver spisesteder i KBH og NYC). Hvad giver dig energi til at gøre de her ting?

Jeg tror, at jeg drømmer meget. Jeg vil det hele – hvilket er godt og dårligt på samme tid. Når jeg sætter mig for noget, så fuldfører jeg det! Jeg tror, at mit drive kommer fra, at jeg er stædig. Hvis jeg først sætter mig for noget og siger det højt, så skal det også ske. Jeg tror også, at jeg arbejder hurtigt, hvilket automatisk gør, at jeg har tid til meget.

Du er en del af kvindefælleskabet HER (ligesom mig, men som jeg dog ikke har været så aktiv en del af), vil du ikke åbne lidt op for, hvad det er? 

Jeg er medlem af HER i både København og NYC. Fællesskabet består af en Facebookgruppe, hvor der er plads til, at man hjælper hinanden. Det kan være gennem jobopslag, spørgsmål og inspiration. Desuden holder netværket events flere gange om året. For nylig var der et event i København med formålet at lære at prissætte sig selv og at opbygge selvtillid. Meget værdifuldt.

I januar var jeg til et event med HER i NYC, hvor næsten 80 kvinder var med. Eventet hed NEW YEAR, NEW YOU og var årets første event. Vi startede med at stå i en stor ring. Først holdt vi to minutters stilhed for dem, der havde mistet nogen i 2018. Derefter stillede værten forskellige spørgsmål såsom ”Hvem har startet deres egen virksomhed i 2018?” og dem, det gjaldt for, skulle stille sig frem. Allersidste spørgsmål var ”Hvem har haft brug for hjælp i 2018?”, hvor alle stillede sig frem. Det var en meget stærk oplevelse, og det beskriver ret godt, hvad HER går ud på. At vi skal lære af hinanden, hjælpe hinanden og turde at sætte paraderne ned.

 Rockpaperdresses, silverstories, Caroline Sølver, gæsteblogger

Du taler om “den fremtidige arbejdsplads”, hvor der er plads til feminine værdier og frihed. Hvad tillægger du det af værdi? Hvilken modstand føler du selv, at du har mødt i din tid på arbejdsmarkedet, og hvad tænker du, at du gerne vil have, at der bliver ændret i fremtiden?

I mit forholdsvis korte liv har jeg allerede oplevet alt for mange ærgerlige situationer gennem mine jobs. Det kommer både af, at jeg har utrolig svært ved at sige fra og egentlig blot nikker og gør, hvad jeg bliver bedt om, på trods af, at jeg inden i sidder og tænker, at den er helt gal.

Jeg havde for eksempel en chef, der både forventede, at jeg mødte ind på pinden fra kl. 9-17, men at han også måtte kime mig ned lørdag aften og forvente, at jeg gik durk til arbejdet, lige meget hvad jeg ellers havde gang i i min weekend. At sige fra nyttede ikke noget. Det endte med, at jeg udviklede en form for angst – hver gang jeg så hans navn på min telefon, begyndte mit hjerte at hamre af sted.

For nylig havde jeg en virksomhed, der gerne ville bruge min arbejdskraft til tre dages arbejde. Chefen udtrykkede, at hun havde mega travlt, så hun havde virkelig brug for mig. Efter et par dage skrev hun en SMS til mig om, at hun ikke havde tid til at oprette mig i lønsystemet, men i stedet ville betale mig i et gavekort på 3.000 kroner til en af de virksomheder, der er kunde hos hende. Men hvordan skal jeg betale regninger med et gavekort? Få mad på bordet? Jeg svarede ”Jeg kan desværre ikke prioritere ulønnet arbejde i min kalender”, men sådan et svar havde jeg ikke turde komme med for bare et år siden.

For mig er den fremtidige arbejdsplads eksempelvis, at hvis det forventes, at man besvarer mails om aftenen eller i weekenden, så bør det heller ikke forventes, at man møder ind i faste arbejdstider. Fleksibilitet skal gå begge veje.

IMG_5689
IMG_8622
Som lidt af en globetrotter, vil du så ikke på falderebet give os dine top tre morgenmadssteder i Berlin, KBH og NYC?

Jo! Morgenmad og brunch er mit yndlingsmåltid, så jeg føler mig efterhånden lidt som en ekspert på det område.

Berlin – Datscha i Friedrichshain, Café Am Neuen See i Tiergarten og Hallesches Haus i Kreuzberg

København – Absalon på Vesterbro, Les Trois Cochons på Frederiksberg og Lille Bakery på Christianshavn.

NYC – Carthage Must Be Destroyed i Bushwick,The Hoxton i Williamsburg og Old Rose i West Village.Og en lille bonus… Skål i Bed-Stuy, Brooklyn 😉

Rockpaperdresses, silverstories, Caroline Sølver, gæsteblogger

Rockpaperdresses, silverstories, Caroline Sølver, gæsteblogger

Årets julegave? Start en kulturklub!

rockpaperdresses, Mofibo, Cathrine Widunok WIchmand

Mit sidste indlæg sammen med Mofibo for denne omgang! Hvor har det været en fornøjelse! Især må jeg sige, jeg er stolt af mit interview med Camilla Lau – jeg fik tænkt lidt ud af boksen og satte personen, jeg lytter til, i fokus; oplæseren. Jeg havde ikke skænket det erhverv specielt mange tanker, og det til trods for at mine ører er fyldt med deres stemmer hele tiden. Hvordan jeg nyder bøgerne og forstår dem tilfalder faktisk virkelig meget dem. Så det var skægt at lære mere om arbejdet gennem Camilla.

Og se så lige en Eddie/mor-dag på stranden – og elastikkerne om hans håndled, wow, det går huuurtigt! Jeg er også blevet klogere før foredrag med god gammeldags faglitteratur (det er altså noget siden, jeg har grebet den slags!).  Jeg har godt nok læst (og mest lyttet) mange bøger i år – mange flere end de senere år (min top 7 er her – og Elton Johns selvbiografi er stadig FABELAGTIG, især oplæsningen på Mofibo!!  Jeg er SÅ glad for, at flere af jer melder tilbage med samme oplevelse).

rockpaperdresses, Mofibo, Cathrine Widunok WIchmand

Nu vi talte sammen om, hvordan man kan give lidt bedre julegaver i år, genbrugsgaver som et eksempel, så tænker jeg også, at kultur er et ret fantastisk bud? Måske endda også en mulighed for at snige sig selv lidt ombord i gaven? Hæhæ! “Koncert – med miiiig”. “Tivoli-årskort +1. – med miiiig”. Kultur er som oftest oplagt og endnu bedre, når man kan dele den med nogen, ikke? Ikke bare for at kunne nasse sig på men for at få mere tid sammen. Som i sidste ende, som jeg også skrev om sidst, er det vi herhjemme ønsker os mest af. God tid, sammen.

Billetter til en forestilling på teatret, en rundvisning på Christiansborg, en hjemmebrygget skattejagt eller picnic i det fri (på med ulden og kakaoen i koppen). Det kan måske godt virke lidt uambitiøst med hjemmelavede gavekort, som om man har glemt,  at gaveudveksling var på tale, men min oplevelse er, at hvis der står en dato i kortet og måske et lille program, så dur det. Så er det en helt legit gave!

Sidste chance for at bruge rabatkoden ‘RPD2019’ til at få 30 dages gratis prøveperiode på Mofibo – i tide til en lang arbejdstager jul (gælder nye abonnenter)

rockpaperdresses, Mofibo, Cathrine Widunok WIchmand

Her kunne man sige, at lydbøger da egentlig er en rimelig isolerende gave – lytter man som oftest ikke alene? Måske endda med lyttebøffer på? Men jeg har en idé til, hvordan man kan gøre Mofibo socialt. For en anden lille idé til veninderne kunne være at stifte en bogklub – helt ligesom Adam har det med sine drenge. De mødes hveranden måned. Debaterer den samme bog alle har læst, spiser noget med æble (kandiserede æbler, æblekage, æbletrifli, æble-whatever!) og drikker whisky (jeg er i tvivl om ratioen, hvad vægter tungest, hehe). Så vælger de i fællesskab en ny bog. Går hjem, læser, skriver noter undervejs i deres små notesbøger. Det er ret sødt. Og en god idé!

Måske en fin idé at starte 2020 med? At starte det nye årti med at gribe fat om vores litterære kulturarv. Lytte eller læse til bøgerne, en for en, på fx New York Times Bestseller-liste? Eller forfatterne på Nobels Litteraturprisliste. Dén gave kunne starte med et gavekort til Mofibo men vil give så meget samvær og hygge efterfølgende. Det er ikke en dum idé,  synes jeg selv, haha! Det bliver en anden måde at være sammen på, nogle andre emner man får talt om – og man bliver tilmed klog løbende.

Man kan give 1, 3, 6 eller 12 måneders abonnement til Mofibo som gavekort – og prislejet er mellem 129,- og  1.548,-. Da egentlig også en meget fin værtindegave fremfor en blomst, en måneds abonnement til et hav af bøger? Eller gaven til “manden der har alt” eller kvinden, for den sags skyld.

rockpaperdresses, Mofibo, Cathrine Widunok WIchmand

rockpaperdresses, Mofibo, Cathrine Widunok WIchmand

Glædelig weekend

Vi havde den dejligste, dejligste, DEJLIGSTE dag, Eddie og jeg i torsdags. Til trods for det her “skal-vi-sove-en-eller-to-lure”-limbo, som vi danser rundt i i øjeblikket. Vi kom ud af døren, hen på bussen. Ombord, op og sidde på skød og kigge ud af vinduet og hvine af verden, som ruller forbi. Altså barnlig begejstring – gid vi aldrig voksede fra den. Det føltes dejligt barselsagtigt –  helt perfekt til sådan en nostalgiker som mig, der næsten ikke kan have at noget godt slutter (måske er det derfor jeg ubevidst holder ham hjemme? Arh, måske ikke helt, men en tanke værd). Vi tog kort forbi en arbejdsting, en halv times tid, og så triller vi eller rundt i Valby – vi skulle se noget nyt. Solen skinnede. Først en kaffe, babyccino, croissant og cookie på Riccos. Så det lange ben foran os og ud og drømmekigge på huse. Hilse på en lille hund i grå kabelstrik – og dens ejer. En rigtig Valbyborger på 35. år med en dårlig hårfarvning men et smil så stort. Valby er slet ikke dum! Selv om Adam ikke er overbevist. Det kan være, han bliver det.

Da vi havde forvildet os langt nok væk, slog vi op på kortet og fandt os en bus at få os sikker hjem i havn. Delte en rundtenom tacos på vejen – mit barn elsker krydret mad! Og så hoppede vi på endnu en bus igen og helt hjem. Charmerede lige nogle ældre Frederiksberg-damer, der var på venindetur med 26’eren. Kiggede igen ud på verden. Men da klokken var 13.00, og vi stadig ikke havde sovet et øjeblik, besluttede jeg, det var tid. Det var bare ikke Eddies tid. Så han hylede i de syv minutter, det tog mig at gå hjem.

Så snart jeg kom hjem, tog jeg elefanthuen af ham, lagde ham til, ammede ham. Og han faldt allerede i søvn, mens han spiste. Han er ikke faldet i søvn i mine arme i måneder. Så jeg hviskede jeg elskede ham. Det var ikke noget nyt. Jeg havde også sagt det på bussen, da han hvinede i begejstring over lyskrydsets skifte. Og da jeg fik en morgenmøsser. Og en håndfuld gange derimellem. Kan man kvæle sit barn i kærlighed? Det tror jeg ikke. Tværtom er det som om min kærlighed til ham vokser vildere, som han løsriver sig fra mig. Når han kan mere og mere og indtager verden. Jeg bliver så stolt.

Han sov. Også da jeg fik lagt ham i barnevognen til en to timers lur. Det var til trods for overvældelsens ti-minutters skrig, en helt vidunderlig dag med min dreng. Vi begynder virkelig at kunne indtage verden, sammen. Og dele mad og begejstring for byens offentlige transport.

Må denne weekend blive rar a la i går. Vi skal til julehygge med Koneklubben, en ældgammel aftale, som endelig er aktuel. Og så har jeg også julehygge søndag, men om vi helt er gearet to dage i stræk, er jeg ikke sikker på. Vi må lige mærke efter – det bliver man godt nok styrket i med de små.

Hvad har I på jeres tallerken? Udover forhåbentligt masser af honninghjerter og vaniljekranse!

rockpaperdresses, Cathrine Widunok Wichmand

Genbrugsgaver er guld – eller hvad?

rockpaperdresses, Cathrine Widunok Wichmand, DBA

Nårh, venner! Vi skal til det! Julegaver! Eller… Skal vi?

Sidste år ønskede Adam og jeg os absolut ingenting. Og vi fik ingenting, haha! Og hvordan var det så? Hm… Det var egentlig fint. Der var en mandelgave, og der var lidt gaver til Eddie… Og vi gav hver forælder en tur i sommerhus, før vi altså havde købt et. Vi havde tænkt os at finde et at låne eller leje. Og de er også blevet indløst i løbet af året.

Tanken var egentlig, at vi i stedet for ting ville ønske os mere tid. Mere tid med dem vi holder, især da som nybagte forældre. Og det fik vi! Men i år tror jeg faktisk, vi har lidt at ønske os – ikke at det ikke var hyggeligt at have tid med vores forældre. Sådan må de ikke se det, ha! Pengene får bare hurtigt ben at gå på med en lille en, så vi har reelle ønsker. Både de praktiske, altså need to have, og de lidt mere læks; nice to have. Er I gået med på non-julegaver? Eller er I stadig med på at give og få en lille ting?

alle tal stammer fra DBA’s store vidensbank Genbrugsindekset 2019

rockpaperdresses, Cathrine Widunok Wichmand, DBA

I år kunne jeg godt tænke mig at ønske mig genbrugte gave. Hvad tænker I om det? Er det meget at bede sine gavegivere om?

Kun 6 % af os købte sidste år en brugt julegave… Og det tal står egentlig lidt i skærende kontrast til de 80 % af os, som handlede brugt sidste år! Fantastisk flot tal, ikke? Wauw, altså!! Men… At give genbrugsgaver, der er vi altså ikke helt med, lidt pudsigt… Til trods for at 53 % af os ikke ville have det fjerneste imod at modtage en gave fundet genbrugt.

Kan det være en eller anden form for… Forfængelighed i os, som gør vi køber nyt, når vi køber gaver? Virker det lidt… Nærigt at komme med noget uden original indpakning? Som om vi bare lige har fundet noget i skuffen?

… Eller er det tidsaspektet? Det kan synes nemmere at klikke noget hjem fra en hjemmeside fremfor at søge noget frem på fx DBA? Man skal både være heldig at finde det helt rigtige, og så skal man forhandle og så hente?

Hvor er det skoen trykker?

rockpaperdresses, Cathrine Widunok Wichmand, DBA

Da Eddie fyldte et år, ønskede vi os primært, at gaverne var brugte. Jeg følte mig på en eller anden måde lidt hellig og frelst, hehe… Men det var nu ret reelt – der er så meget godt at finde! Og meget spændt på om folk mon ville gå ønsket i møde, blev jeg så overrasket over, hvordan flere havde været i den lokale genbrug og på DBA for at finde de helt rette gaver. De havde brugt så meget tid på gaverne. Det giver mig våde øjne bare at tænke på den omsorg! Nuvel, ikke alle kom med brugte gaver (det kunne ellers også være noget, deres egne unger havde elsket som små!), men de fleste! Og either way var vi bare rørte over at se vores barn modtage så meget omtanke. Det er lidt ligesom, når ens barn får ros – jeg kan næsten ikke holde det ud, haha! Den anderkendelse og kærlighed og omtanke fra “fremmede” – det betyder alverden.

rockpaperdresses, Cathrine Widunok Wichmand, DBA

Eddie fik bl.a. en rød brandbil i træ, som han ELSKER! Den bor i sommerhuset, og gensynsglæden er stor, når han ser den. Så fik han to forskellige sæt byggeklodser, et lille puslespil, stableklodser fra mine niecers helt små år og nogle andre fra genbrug (det ene sæt nu i sommerhus!), og jeg selv havde købt en brugt trækvogn til ham. Der var så meget kærlighed i de gaver.

For det er nemlig sådan, jeg ser det – den måske ekstra tid, der bliver brugt på en genbrugsgave, den oser af ren og skær kærlighed.

Men hvordan får man så lige sine forældre og andre måske knapt så ‘woke’, hehe, typer til at købe genbrugsgaver?

Jeg har fundet en tallerkenrække til sommerhuset, som er at finde i samme by, min far bor i. Og jeg har kontaktet sælger og sat hende op med min far. Bliver det lige lovligt bestillingsagtigt? Haha! Hm… Måske, men lige i det her tilfælde, men det er altså bare for supernemt for ham, når det nu er i samme by… Det var næsten dumt andet.

rockpaperdresses, Cathrine Widunok Wichmand, DBA

Jeg tænker faktisk helt lavpraktisk at lave en ønskeseddel og så sende links direkte ind til DBA med omtanke for, at geografi skal gå nogenlunde op for modtagere af ønskerne. Jeg vil gerne gøre det så let som overhovedet muligt.

Hvad kunne få jer til at købe flere brugte julegaver? For 38 % af os siger, at vi godt kunne finde på at købe en brugt julegave. Der er så bare lige det lille stykke fra de 6 %, som faktisk gør det…   

Hvis det nu er tidsaspektet, så har DBA faktisk også forsendelsesmuligheder, som gør det let at sende og købe gaver, hvilket gør at tiden brugt bliver sammenlignelig med andre webkøb.

rockpaperdresses, Cathrine Widunok Wichmand, DBA

Jeg kommer også selv til at give flere genbrugsgaver i år. Det har jeg ikke gjort til jul før, såvidt jeg husker! Jeg har allerede købt Adams sådan store gave. En virkelig lækker dyne (GOTS-certificeret og hele baduljen, og han har sovet i den i en måned nu!), dog ikke brugt. Men jeg har nu også købt en lille bitte ekstra ting til ham –  en lille genbrugsting til garderoben (og du gætter det ikke, skat, selv om du læser med!).

Eddie får et (genbrugs-)legekøkken, et af de der fine fra IKEA, som jeg har tænkt mig at hacke! Min svigermor taler om en regnjakke, så den har jeg tænkt mig at finde. Man kan jo finde så meget godt, som er så fint og velholdt og som er SMART vel at mærke. Måske målsætningen er at tjekke efter det på DBA først, og kan det ikke findes der, så kan jeg købe det nyt?

rockpaperdresses, Cathrine Widunok Wichmand, DBA

Skulle jeg lave en ønskeliste, så ville den komme til at se nogenlunde sådan her ud for os alle tre. Lidt fælles (en god, grøn pande og en seng til sommerhuset), lidt til Eddie (bObles, skulle I ikke have fanget, det var til ham, haha!), en lampe fra Le Klint og en morgenkåbe til mig  – eller fælles, hehe, og en lille ting til Adam  –  Gastro-blad og madkurser, fx bagekursus (hence the croissant!). Han skal også mærke, det er jul!

rockpaperdresses, Cathrine Widunok Wichmand, DBA

Et puslespil der umuligt går op

rockpaperdresses, Cathrine Widunok Wichmand

Nu har jeg hjemmepasset i tre måneder – og været tilbage på arbejde, sådan rigtigt post Adams barsel, i tre måneder. Det er to modsigende sætninger, ikke? “Fuldtidsbarn” og fuldtidsarbejde. Og det er lige præcis sådan, det føles. Lidt umuligt og ret hårdt. Og fuldtidsbarn er selvfølgelig en fjollebetegnelse, men I forstår, hvad jeg mener.

Jeg synes, det er hårdt for tiden. Det må jeg altså sige. At nå alt jeg skal nå på de få timer, jeg har til det. For jeg har ikke mange arbejdstimer; to halve dage. Og så lidt tid i ydretimerne men wow, man er jo også bare brændt af mentalt, når klokken er 19.30, haha! Jeg føler mig sygt brugt.

rockpaperdresses, Cathrine Widunok Wichmand

Det lyder som om, det er mega hårdt at være sammen med sit barn all day, og det er det egentlig også, haha! Ej, det er ikke hårdt! Det er hårdt at føde! At løbe et maraton! Ja ja, hårdt er jo simpelthen det mest relative begreb… Men jeg er så meget med ham hele tiden, så længe han er så lille. Han sidder ikke og leger alene i meget mere end fem minutter, og derudover skal der mad på bordet, koordineres lur osv. Hovedet kører hele tiden og helst gerne en times tid forud, så jeg kan forudse og imødegå hans behov, før han viser dem (parenthood!). All day, all week. Dagplejemødre, pædagoger – I får den dybeste, kærlige hyldest herfra. Alt det praktiske, der skal løses og hænge sammen – og selvfølgelig toppes med kys og kærlighed og nus. Eller omvendt, FØRST nus og kys – så praktik… Alt skal hænge sammen.

rockpaperdresses, Cathrine Widunok Wichmand

Vi har den sidste tid talt meget om, hvad vi gør, for jeg er godt nok klemt på tid. Vi har skrevet Eddie op til institution, men han er LANGT nede på ventelisten. Det bliver tidligst med opstart det sene forår. Og det er der altså et halvt år til… Så hvad gør vi indtil da?

Det er et puslespil! For vi vil gerne, at han får kontinuitet i sin uge… Så vi har i dag været ude og besøge en sød dagplejemor. Kærlig, sød, som vi kunne se det. Men wauw, hvor vi føler det grænseoverskridende begge to, Adam og jeg. Jeg er simpelthen sådan i tvivl, om hun er den rette for os, om vi skal lede videre, eller om det ville give det samme for os, fordi vi simpelthen har så svært ved, at han skal passes.

Har I alle sammen følt det sådan før opstart af dagtilbud? At det var svært og grænseoverskridende? Eller følte I, I var klar?

Vi er også ved at se på, hvordan vi kan strikke ugen anderledes sammen, så Adam kan have lidt mere tid med ham. Hele mandagen fri, i stedet for kun til frokost. Så kan jeg gå virkelig tidligt på kontoret og tage 8-9 timer. Så har vi den dejligste babysitter, nærmest som en storesøster, der leger med Eddie, en halv tirsdag. Bedsteforældre 2-4 halve onsdage om ugen –  og så har jeg ham resten af tiden, dagene og ugen. Det er mig, der altid står klar til at overlevere og overtage, og det gør det hele lidt presset til tider. Det kender nogen af jer garanteret!

Det er et virkelig stort arbejde at få ugen til at gå op, nemme (og ja, lidt dyre) løsninger som måltidskasser og rengøring er virkelig vigtige for at få det til at hænge sammen. Det er et valg, vores valg, at have ham hjemme. Jeg ville ØNSKE, vi kunne have mere bedstepasning end de tre halve onsdage om måneden, men vi har selv valgt at bo i byen –  det er ikke om hjørnet for dem, når de bor nordpå. Og mine forældre er stadig på arbejdsmarkedet.

Men vil det altid føles imod instinkterne i kroppen at aflevere sit barn? Er det bare lige noget, man skal over? Eller vokser man fra det, jo ældre de bliver? Er vi bare pylrede?

… Ej, jeg hader det udtryk, det er så ladet og tarveligt. Det er jo ikke det, det handler om. Det er jo vores barn. Og det føles i mave, krop og ben som om, det mest rigtige er at være sammen med ham. Ikke overlade ham til andre, når han er så lille. Og det er utroligt nok sådan både Adam og jeg har det. Adam taler ligeså højt og tydeligt omkring det her, som jeg gør. Men det er jo simpelthen så svært at få et arbejdsliv til at hænge sammen på denne her måde. Eddie lider ingen last eller opmærksomhedsmangel. Men det gør arbejde.

Jeg har fuld respekt for jer, der siger arbejde op og går hjemme med jeres børn. Det forstår jeg virkelig godt! Og jeg kan ligeså godt forstå jer, der vender tilbage til arbejde med børn i institution. Jeg er splittet durk imellem de to. Det er det mest voksenagtige føler jeg, jeg har skullet tage stilling til. Hvad er bedste for mit barn? Men også sat op mod, hvad der er bedst for os som familie?

Pssst… Adam har faktisk fået bevilget mandagen fri nu… Flere arbejdspladser der bakker op om familielivet! Det er så vigtigt.

rockpaperdresses, Cathrine Widunok Wichmand