ROCKPAPERDRESSES
Scener fra et ægteskab: Fertilitetsbehandling

Åh, jeg har villet interviewe Adam om fertilitetsbehandling i tusinde år! For hvordan var det egentlig for ham? Enormt meget af fokus er jo på kvinden, som er under behandling. Well turns out, noget mere roligt end for mig.

Denne her samtale fandt sted i morges, mens Eddie sad i sandkasse, jeg under dynen på terrassen og Adam rendte rundt og fejede terrassen. Simpelthen vidunderligt. Det er jeg dybt taknemmelig for.

Stil endelig spørgsmål til Adam, det kan også være, jeg kan lokke ham med på en live på instagram, så I kan stille os spørgsmål dér?

ROCKPAPERDRESSES, Amanda Thomsen, Cathrine Widunok Wichmand
Hvis du kigger tilbage, hvilke ord vil du så bruge til at beskrive vores fertilitetsforløb…

Hvilke ord… Hm…  Stress… Fortvivlelse… Ret..

Ret?

Ja…

Hvad lægger du i det?

Sådan, er det en menneskeret at få børn? Det tænkte jeg over… Måske lå det bare ikke i mine kort at få børn? Og hvor langt går man så biologisk og ‘teknisk’ og politisk for at få det til at lykkes alligevel? Hvor går grænsen? Hvad nu hvis man ikke skulle have haft børn? Fået dem på en anden måde? Adoptere nogle af de børn, der er i verden? Og jeg tænkte også på min barndom. At 80’erne har fucket os op med alt det plastlegetøj og manglende tilsyn, dårlig madvarer… Jeg nåede mange tanker igennem på det år.

rockpaperdresses, Cathrine Widunok Wichmand, Guide til Gent, Visitflanders
Jamen, lad os starte ved begyndelsen med nogle af de tanker… Kan du huske dengang, du ringede til lægen og fik overleveret ‘nyheden’ om, at vi skulle i ICSI?

Jeg kan godt huske det, men det er ikke et øjeblik jeg sådan tillægger den store værdi.. Det er mere dig, tror jeg, det har betydet noget for… Jeg tror egentlig mest, jeg husker øjeblikket, fordi det var skelsættende for dig – fordi du har talt om det siden…

Jeg husker, at du bare sådan, tog på arbejde… “Det her siger lægen… Ses!”

Hvad skulle jeg ellers? Jeg kunne ikke bare sidde derhjemme…

Det er meget symptomatisk for forskellen mellem os to, hehe… Jeg husker det, dyrkede det, græd over det, talte med min mor om det i det øjeblik, vi fik besked.. Du dvælede ikke. Videre! Men det øjeblik blev jo starten på en meget lang rejse… Lægens resultat var, at du havde svært nedsat sædkvalitet…  Følte du på noget tidspunkt skyld over, at du var årsagen til vores situation?

Haha, mens du ringede til din mor, hoppede jeg på metroen, satte lyttedutterne i og hørte John Mayer! Men altså…Ja og nej… Ja, jeg følte nok skyld, men samtidigt også nej, for altså “hvad fanden skal jeg gøre ved det?”.. Jeg har jo levet relativt kedeligt, hehe… Hvad skulle jeg have gjort anderledes? Jeg har aldrig gjort noget, der kunne forårsage det. Det er ikke en livsstilssygdom du selv udelukkende er årsag til, sådan generelt. Tre ud af fire danske mænd har nedsat sædkvalitet.

Vi startede jo så i behandling i det private ikke så længe efter det opkald. Noget af det første vi fik stukket i hånden var en brochure om adoption, husker du det?

Det har jeg lykkeligt glemt! Jeg kan huske, og det lyder måske modsat det at tale om børn som en ret. Men jeg husker, at vi talte om alternativerne. For hvad er alternativet? Der var ikke noget alternativ for mig. Enten lykkedes det eller også lykkedes det ikke, med os to i behandling. Du talte om donorsæd til sidst, det var slet ikke en mulighed for mig. Der var jeg bare slet ikke, så skulle det måske bare slet ikke være, med det barn. Så var det måske meningen… Selv om jeg ikke tror på skæbnen, som du måske gør.

rockpaperdresses, cathrine widunok wichmand, morgenmad i sengen, hverdagsglimt, Adam Widunok Wichmand
Det påvirker jo mig som kvinde helt enormt også i sociale sammenhænge. Man skal leve som gravid –  uden at være det. Man vil gerne glædes over veninders graviditeter – mens man ønsker sig sin egen. For ikke at tale om skemaer for sprøjter, piller, stikpiller der giver stormflod i trusserne –  haha, you wouldn’t even know! Hvad var dine første tanker om at skulle sige det højt i sociale samenhænge? Og at jeg delte det på bloggen?

Det havde jeg ingen tanker om. Det var fint! Jeg havde ingen skam! Sådan er det jo, det var hverken skamfuldt eller pinligt… Jeg har ikke gået og talt med kolleger om det. Der var ingen, der nævnte, at de havde læst det på bloggen eller set det på instagram. Det eneste, jeg kan huske var en frokost med en nær kollega, og han var sådan “så er det bare behandling, og så er det fikset…” Der tænkte jeg dengang, “Nårh ja! Det er rigtigt”... Jeg vidste ikke hvor svært, hvor bøvlet og hvor dyrt det kunne være.. Altså, biologien er så bøvlet!

Havde du vitterligt en tyrkertro på, at det bare blev fikset?

Hm… Det var ikke fordi, jeg tænkte, “min sæd nok er nok bedre end gennemsnitligt dårlig sæd”. At vi nok var heldigere stillet end andre. Men jeg havde intet greb i starten i al fald om proces og tid. Det kom virkelig bag på mig, at lægen sagde, det tog 2,5 ægudtagning i snit, før det lykkedes. Er det virkelig så svært? Der gik det lidt op for mig, jeg gav lidt slip på min “fikse-teori”. Det blev hårdt arbejde.

Du siger ingen rigtig spurgte ind til det, til behandling, til os. Oplevede du det som ensomt, at ingen spurgte ind til det eller at de måske negligerede lidt?

Nej… Det føltes ikke ensomt, jeg havde jo dig. Jeg havde egentlig ikke behov for at tale med andre om det, det var så fint.

Rockpaperdresses, Cathrine Widunok Wichmand, Antwerpen guide, Visitflanders
SÅ vi kom over første lægebesøg, adoptionsfolder. Første ægudtagning! Jeg husker det som ret grænseoverskridende at smide trusserne og så få det ret lange scanningsudstyr op i skeden til skue for flere. Hvordan oplevede du det?

Jeg tror på en eller anden måde, så er man jo inde i et rum, hvor alt normalt bliver tilsidesat, og du stoler på de hænder, du nu er i… Det gør vi jo i det her land. Stoler på autoriteten. Vi stoler på navneskiltet på døren og på diplomet på væggen.

Tænkte du, “godt det ikke er mig”?

Ja det gjorde jeg helt sikkert…

…. Man vænner sig utroligt hurtigt til det dog. Det overraskede mig! Vi nåede jo så første ægoplægning. Jeg fik lagt første æg op samme dag, jeg holdte fødselsdag. Lægen sagde: “nu er du teknisk gravid”… Hvad tænkte du?

Du havde julelys i øjenene. Der er jeg jo altid meget mere tilbageholdende end dig. Jeg tror ikke på det! Ikke engang de graviditetstest, du tager. Jeg vil gerne se det hjerteslag. Jeg skal meget længere i processen før, jeg tror på det. Det kom gradvist med Eddie. Jeg råbte heller ikke hurra, da vi kørte fra klinikken i uge 7, da vi blev afsluttede og kaldt almindeligt gravide…

I know! Men det havde jeg brug for! Jeg havde virkelig brug for, at vi heppede og troede på det, det blev vi aldrig helt enige om, hehe… Men vi skal heller ikke gå gennem processen ens, så kan man jo ikke være en hjælp for hinanden. Men var det din måde at beskytte dig selv på?

Sådan er jeg med alt jo! Jeg tager tingene, som de kommer, tager ikke noget på forskud.  Jeg ville heller aldrig bruge penge, før de var tjent. Jeg er bare ekstremt lineær… Slow moving…

Haha! Du siger det selv! Men det lykkedes jo heller ikke efter første ÆO. Der skulle en til, en til og så en til og en til og en til til slut, før det lykkedes. Hvornår begyndte du at synes, det var hårdt?

Først den der GUL, det var jo den første graviditet… Det var hårdt! Også at se dig lide sådan. Det gik så hurtigt! Det var ret skræmmende at stå ude for og betragte dig.

… Men det blev også hårdt, som vi nærmede os lægernes “gennemsnit”. Vi havde jo købt en “pakkeløsning” på klinikken. Det var vist noget med to ægudtagninger…. Vi endte jo med at bruge dem, vi købte hos klinikken. Det har egentlig altid undret mig… Vi skulle jo til at tilkøbe en ny omgang, da det lykkedes med Eddie… Lægen sagde, “Jah, NU er den der”.  Hvad er det du har fedtet rundt med de andre gange? Hvordan passede det lige akkurat på kontrakten… Jeg følte mig på en mærkelig måde som en kunde og ikke så meget patient i det private.

rockpaperdresses, cathrine widunok wichmand, hverdagsglimt

Jeg skulle jo lægge krop og især maveskind og maveregion til. Hvordan var det nu for dig… Altså, du skulle jo også levere. Husker du det sådan lidt lavpraktisk? Den klassiske “gok i en kop”?

Første gang, da vi skulle undersøges…. Altså rent lavpraktisk bookede jeg en tid på Center for reproduktion ved Riget, så de kunne teste sæden… Og så tog jeg derop med fyldt ehm… sædbank! Og det var sgu mærkeligt. Jeg dukkede op i det her lille rum, hvor der sad en dame med computer, stak dig nogle papirer og førte dig ind i et andet lille rum… Lå der pornoblade, som man ser det i film? Det kan jeg faktisk ikke huske… Der var et TV og en fjernbetjening… Ved sgu ikke hvad de abonnerer på for en streamingtjenste, men jeg skulle satme ikke bruge det der, røre ved det… Og så hang der sådan nogle persienner, du ved, man kan aldrig helt føle sig beskyttet, man kan ligesom lure igennem – sådan føltes det. Jeg følte, at folk kunne se mig igennem, mens jeg stod og… Ja! … Det var weird…

Du skulle alligevel gokke i en kop nogle gange, blev det ‘hverdag?

Fuldstændig! Nu ville jeg bare gøre det! Pyt, altså det er jo ligegyldigt…

Det var jo også en lille “pris” sammenlignet med mig… Sprøjter, hormoner, ægudtagninger. Og så kørte jeg jo lidt mit eget ræs ved siden af med zoneterapi, akupunktur, fertilitetsyoga… Tænkte du på noget tidspunkt, “NU tager det overhånd for hende?”?

Nej det synes jeg ikke. Jeg synes, det var så godt, du gjorde noget for dig. Noget der gav dig værdi og ro. Det var jo så crazy alt det andet! Du var ikke mere skør end normalt, hehe…

Vi diskuterede jo også nogle af de ting, du kunne gøre.. Stoppe med alkohol, ingen sædevarme i bilen, mindre kaffe, holde dig på afstand af syge folk… Hvordan føltes det?

Det var svært! Alkoholen var svær. Vi to har aldrig drukket meget, men at holde den på nul, det var svært… Sjovt for i dag, vi drikker endnu mindre i dag end dengang, jeg har simpelthen mindre lyst… Men det har egentlig aldrig sagt mig det store, sprut… Der hvor det var svært, det var klart i sociale sammenhænge. Det var mest svært, når man var ude med drengene… Men især omvæltningen fra “normalen” til et liv i behandling. Julen inden, altså få uger inden vi fik besked, der gav du mig en cocktailbog i julegave… Vi nød jo sådan et voksenliv med en lille fredagscocktail, mens vi lavede mad… Lidt men godt. Pludselig var det nul – men hav det godt alligevel. Det fyldte da lidt løbende, vi diskuterede alkohol! Og kaffe! Og jeg husker også du blev sur til tider… Hvis jeg var ude med drengene og drak… Men i dag er det virkelig water under the bridge… Og det har helt sikkert ændret meget for os – alkohol siger mig ikke noget.

rockpaperdresses, Cathrine WIdunok Wichmand, Rist, Søndag morgenmad
Hvordan synes du, det var for parforholdet… Jeg husker især, at sexlivet blev anstrengt i en periode…

Gjorde det det? Jeg husker det faktisk mest op til, at vi fik diagnosen, før vi vidste, det krævede behandling. Da vi fik den, det var som om.. Det var ikke fordi, det gav en ro… Men der var så meget skemalagt sex lige op til. Det var så… Imod konceptet, imod hvad sex står for og er.

Ja, det blev noget mindre lystdrevent… Det er skægt, når vi taler om det her, for jeg kan læse, at jeg lidt søger og har lyst, at du giver genklang på min sorg og smerte – at det også var hårdt for dig, at du også var ked. Du er meget afslappet og “klassisk Adam”, hehe… Det fyldte jo hele mit hoved, min krop, hele det år, hele 2017… Det er et sår, som langsomt læges. Jeg ville ønske, jeg havde din tilgang til det.. Så afslappet!

Det er jo også noget andet for dig. Jeg var på sidelinjen! Du var den udsatte! Som mand er man måske et andet sted… Det er ikke i min biologi måske på samme måde sådan fysisk og psykisk at længes efter børn. Jeg har ikke gået og tænkt over, hvordan det føltes at være gravid, hvor vigtigt det er at få børn, før jeg skulle have dem… Det er ligesom, at man først rigtigt fatter, man skal være far, når man er blevet det – med barnet i favn på fødestuen. Granatchok.

Men vi kvinder er jo også hele tiden “udsat” for medkvinders oplevelser, altså graviditet fylder jo også for os fra vi får vores første menstruation. Vi taler meget om det, det fylder meget, vi ser maverne, som gravid har man brug for sine søstre, sine medkvinder… Taler I mænd for lidt om drømme og ønsker om børn?

Hvad skulle vi tale om? Vi sidder ikke og drømmer om børn, det er ikke noget, vi vender, før vi har dem…  Jeg har slet ikke savnet det, samtalen, jeg har slet ikke savnet at folk spurgte ind til mig og til børn og til behandling…

Det har jeg næsten svært ved at tro, men lad gå, haha! Men det er ligesom, når du svarer “ikke noget”, når jeg spørger, hvad I talte om til drengeaften. Måske taler I reelt om “ikke noget”, haha!
rockpaperdresses, Cathrine Widunok Wichmand, Paris guide, where to eat, sleep, shop in Paris
Hvad vil du gøre anderledes næste gang, vi skal i behandling?

Jeg tror, jeg vil leve mere i det… Ikke stresse over, “fuck nu drak jeg et glas vin…” Det er så vigtigt, man lever!

… Med det in mente? Skal vi leve lidt og gøre det igen? Få os et barn til?

Ja, det skal vi jo nok…

Haha! Jeg elsker dig. Du er så dejlig nede på jorden. Det er præcis, derfor vi er sammen. Du er lodet til min ballon, så jeg ikke flyver væk.
…  Til sidst: Har du nogle gode råd til folk der skal i behandling?

Prøv ikke at glemme jer selv i det, men det er også nemt at sige på den anden side. For hvad Fanden betyder det? Forstår du, hvad jeg mener? Men altså husk at være til og lev, og lad være med at blive sterile, som forsøgsdyr.. Jeg nød også zoneterapien, og kunne se du også gjorde! Det må jeg anbefale… Og så; tag nogle pauser fra behandlingen, sådan helt aftalt, gør noget andet, noget der nærer jer. Rejs. Drop akupunktur og alt det andet man kan dyrke, hvis det ikke føles rart, når du går derfra. Så er det ikke for dig! Dit liv skal ikke være under behandling – det er noget, du gør on the side. Du kan ikke regne den ud, gøre dit og dat for at lykkes, men vær dig selv, hvad føles godt for dig, vær god ved dig selv. Pludselig er den der – med krydsede fingre selvfølgelig.

rockpaperdresses, Cathrine Widunok Wichmand, Rockpaperbaby

 

 

 

Arbejdsdage uden ende, men vi hænger i

rockpaperdresses, Cathrine Widunok Wichmand

I går var min første dag under denne her lockdown med nul energi. Jeg havde ikke det store overskud, havde ikke helt luft i hovedet, det føltes lidt som om, at min hjerne havde fået et klem. Ligesom de der reklamer for Panodil, med de foldede pander. Jeg orkede ikke noget, og når man arbejder i skiftehold og får to timer til at være effektiv med sit arbejde, så er det ærligt lidt presset ikke at kunne være på og være effektiv, når man skal. Jeg fik ikke lavet andet end sat et par punktummer og svaret en mail, og resten af tiden sad jeg og gloede ud i luften og drak kamillete. Jeg besluttede mig for ikke at have dårlig samvittighed, og i stedet gik jeg tidligt i seng –  jeg havde det også begyndende dårligt med ondt i halsen. Heldigvis er det forduftet igen her til eftermiddag. Thank God, jeg nåede lige at sige til Emily på telefonen i går; “jeg kan ikke forestille mig noget mere anstrengende end at skulle være syg oven i det”. Og lige som jeg fik sagt det, kom jeg i tanke om, “nårh ja!”, det er jo ligesom grunden til hele miseren. Sygdom. Stakkels alle ramte. Lidt ondt i halsen kan jeg nok klare.

rockpaperdresses, Cathrine Widunok Wichmand

Jeg har købt små farver til Eddie, så vi kan male på papkasser og papir, fandt dem hos boef-boef efter at have spottet dem hos Frede

Men det er klart det, jeg synes er sværest ved denne her tid. Når man får tildelt sit “arbejdsslot”; at skulle være effektiv lige dér, selv om kreativiteten ikke lige er der, selv om man er lidt træt… Får I arbejdet til at hænge sammen? Generelt er jeg faktisk imponeret over, hvordan Eddie tager det ikke at se sine bedsteforældre, sine veninder. Og jeg er imponeret over, hvordan Adam og jeg får det til at hænge sammen. Jeg kunne godt have forestillet mig, at vi ville mundhugges og skændes, for vi får jo ikke mange inputs udefra men går op og ned ad hinanden…. Det svære for parforholdet for os er måske lidt den kærlige tid. Vi griber meget ud efter computer og telefon, når Eddie er puttet, fordi vi hele tiden er bagud…

Det er som om, man aldrig rigtig har fri nu, ikke? Hele døgnet (-ish) må i brug, når dagstimerne er så abrupte. Jeg talte også med min far om det, han sagde, at de arbejdede meget mere end de plejer at gøre på kontoret, ham og min stedmoder. Lige pludselig er der ikke kørselstid, men man kan åbne computeren tidligt, ingen forstyrrelser, ingen frokost der trækker ud. Tiden bliver en underlig fleksibel størrelse, som kan hives og trækkes i og til tider føles den endeløs. Dagene ligner hinanden som en lang pølse.

Men det går. Vi lærer at arbejde i små tidslommer. Jeg lærer lige nu at leve med savn – familie, veninder. Vi har aldrig ringet så meget til hinanden, som vi gør nu. Og det synes jeg faktisk er en virkelig hyggelig bonusside til det. Jeg er sindssygt taknemmelig for, at vi har sommerhus og lys og luft her. Vi går i haven hver dag, og Eddie kalder på det. Han vil vande blomster, og vi skal vise ham alt én gang, og så har han fanget den. Lille vidunderlige barn.

Hvordan hænger I i?

rockpaperdresses, Cathrine Widunok Wichmand

 

Italia, mi amouri

rockpaperdresses, Cathrine Widunok Wichmand

rockpaperdresses, Cathrine Widunok Wichmand

… Ja det tror jeg nok, det hedder… Elskede Italien, synes jeg har læst, at det er danskernes foretrukne feriedestination. Jeg forstår <3

Vi skulle have været til Italien igen til juli her. Typerne der booker det samme sted for tredje år i træk – det er os. Kikset? Måske. Jeg kan ikke huske, hvordan jeg fandt La Darbia, men vi tog en uge der i 2018. Året efter blev vi inviteret derned af dem i 3-4 dage – det var en meget sød gestus, som tak fordi vi havde sendt dem så mange danske besøgende dertil  – så tak til jer! Og i år havde vi altså selv igen booket det – men nu altså aflyst. Er det ikke det mest fornuftige? Har I ændret jeres sommerferieplaner endnu, eller har I slet ikke lagt nogen?

rockpaperdresses, Cathrine Widunok Wichmand

rockpaperdresses, Cathrine Widunok Wichmand

På den ene side tænker jeg, at vi burde tage til Italien og støtte op som turister, især nord som lider menneskeligt som økonomisk. Og den sidste del kan vi bidrage til. Men slet ikke nu, og måske heller ikke engang til sommer. Det er så usikkert, hvornår vi må rejse, hvornår vi er tilbage til en normal – og når vi er på den anden side af toppen, hvordan skal vi så opføre os? Stadig bevæge os varsomt og hjemligt, så smitten ikke pludselig spredes igen for alle vinde? Det ved kun tiden og Statsministeren.

rockpaperdresses, Cathrine Widunok Wichmand

rockpaperdresses, Cathrine Widunok Wichmand

Men efter to årtier som frankofil og et hav af Paris-ture under bæltet, så har vi for alvor opdaget Italien. Det dejligste, rare, smukkeste land. Jeg husker især som gravid, hvordan de var så yderst hjælpsomme og næstekærlige. Jeg fik plads forrest i toiletkøen, døren blev holdt og maven komplimenteret. Og det stoppede ikke, som Eddie sad i favnen. “Bambinooo” og “amore mio!”. Det skal ikke være en konkurrence, men franskmændene har ikke noget på italienerne på det punkt. De er så pokkers rare! Og maden – et kapitel for sig. Det er nemt, også med børn. Du kan spise pizza hver dag – uden at løfte øjenbrynene.

Rockpaperbaby, Rockpaperdresses, Cathrine Widunok Wichmand

Rockpaperbaby, Rockpaperdresses, Cathrine Widunok Wichmand

Vi skal tilbage! Og jeg overvejer at booke La Darbia eller et andet rart sted allerede til næste år – som virksomheder er det så dejligt med noget i bogen, så man ved, der kommer lidt i pengekassen, og der også er en fremtid. Har I nogle gode foreslag til særlige destinationer? Jeg tænker især lejlighedshoteller a la La Darbia, som gerne må være rare og rolige, hvor man selv kan lave mad men også spise i restauranten. Vi bookede også Villa Lena sidste år, som dog var lidt mere spartansk og knapt så småbørns-børnevenligt. Lige pludselig giver det flueben, når man booker hoteller, virkelig mening, hehe… De skal kunne bevæge sig rundt uden for mange stentrapper og dybe pools. Men – vi, som forældre, sætter jo også pris på et voksenrart sted…. Det er den gyldne middelvej.

Det slår mig i øvrigt, lavede jeg slet ikke guides efter vores norditalienstur sidste år? Måske jeg var lidt for babybusy? Vi kom jo også durk hjem om fredagen og købte sommerhus om mandagen, haha!

Rockpaperdresses, Cathrine Widunok Wichmand, gravid, rockpaperbaby

Rockpaperbaby, Rockpaperdresses, Cathrine Widunok Wichmand

rockpaperdresses, Cathrine Widunok Wichmand, rockpapertravel, Guide til Firenze

rockpaperdresses, Cathrine Widunok Wichmand,rockpaperdresses, Cathrine Widunok Wichmand, Italien

rockpaperdresses, Cathrine Widunok Wichmand, rockpapertravel, Guide til Firenze

rockpaperdresses, Cathrine Widunok Wichmand,

rockpaperdresses, Cathrine Widunok Wichmand, Italien

rockpaperdresses, Cathrine Widunok Wichmand, rockpapertravel, Guide til Firenze

rockpaperdresses, Cathrine Widunok Wichmand,

rockpaperdresses, Cathrine Widunok Wichmand, rockpapertravel, Guide til Firenze

#Blivhjemme – 60 feel good film til dig

rockpaperdresses, Cathrine Widunok Wichmand

Jeg GLÆDER mig til endnu en #rockpaperpyparty i aften. Er I med? Vi vælger en film, ser den #sammenalene, og jeg vil se pyjamasser, snacks og gråd undervejs. Hvis det altså er den slags film. Er det den slags film, vi skal se?

Jeg er simpelthen så meget i tvivl om, hvad vi skal se… Jeg ville gerne finde en film, som er tilgængelig for flest mulige, billigst. Hvorfor Filmstriben, som er bibliotekernes (gratis) filmdatabase, var SMART! Men de har ikke så mange Feel Good-film, som klart er det mit humør længes efter. Kærlighed, grin, et lille bitte åndehul en søndag aften, før kaos begynder igen i morgen. Jeg skrev med deres redaktør sidste weekend, om de havde mulighed for at udvide med lidt Clueless eller Legally Blonde. Men det er ikke sådan lige til at håndplukke film –  man køber ligesom nogle pakker fra filmselskaberne, når man er Filmstriben (typisk også sådan TV køber film, husker jeg rigtigt).

rockpaperdresses, Cathrine Widunok Wichmand

Så nu er spørgsmålet lidt fra mig, er I cool med at skulle leje en film? ELLER, I primært HBO eller Netflix brugere? Der er jo også mange gode film at finde, jeg synes bare, flest muligt skal have mulighed for at være med.

Men dernæst; hvad skal vi se? Jeg brainstormede film i fredags, og herunder finder I alle mine YNDLINGS hav-det-godt-film.  Jeg har set dem alle. Hver og en! Og nogle af dem flere gange (som fx Juno, Chocolat, Den eneste ene, La la land, Bridget Jones, Mean Girls, SATC, Grease for at nævne et par stykker).

Hvad har I lyst til at se?

I kan også printe og hænge listen op på køleskabet og tage dem fra en ende af. Vil næsten garantere good vibes og godhed i kroppen.

Jeg har lidt lyst til Den eneste ene, Clueless, Legally Blonde eller 10 things I hate about you. Hvad siger I? Ingen af dem er dog på filmstriben, så de skal lejes, streames andre steder – eller findes i DVD-samlingen, hehe…

Vi ser i øvrigt film under hashtagget #rockpaperpyparty, og jeg deler det hele på min story, så det næsten er som at være sammen. Ret hyggeligt, det var det i al fald i søndags, hvor valget faldt på The Notebook…

Pssst… Har du mod på flere film, så er CPH:DOX, københavns dokumentarfilmfestival i den ulykkelige situation, at de har lukket  hele festivalen i år fordi den lå netop nu. Men de er faktisk lykkedes med at få et hav af film online i stedet. Der er altså over 60 dokumentarer online nu plus debatter og talks. I kan finde det hele HER.

 

Chocolat Notting Hill Den eneste ene
La la land Amélie Da Harry mødte Sally
Silver Linings Playbook Juno Lady Bird
Bridget Jones Diary Toystory Sleepless in Seattle
Det bliver ikke bedre 27 dresses Erin Brochovich
Forgetting Sarah Marshall The Notebook Clueless
Bring it on Mrs. Doubtfire Legally Blonde
Agent Catwalk Grease En vild pjækkedag
Mary Poppins Toy Story –  dem alle sammen Vild med Mary
How to loose a guy in 10 days Crazy Stupid Love Breakfast at Tiffany’s
Forrest Gump Niceville De Urørlige
Pretty Woman Captain Fantastic Sex and the city – The Movie
En kort en lang The Proposal (500) Days of summer
You’ve got mail Wonder Tootsie
Prinsesse eller ej Alene hjemme 10 things I hate about you
Bridesmaids Good will Hunting The Holiday
The Never-ending Story Mens du sov Mean girls
The Devil Wears Prada Wall-E Its a wonderful life
Call me by your name Hidden Figures The Shawshank redemption
Eat Pray Love Moonrise Kingdom Easy A

rockpaperdresses, Cathrine Widunok Wichmand

Drengemor

rockpaperdresses, Cathrine Widunok Wichmand

“Hvordan man bygger man sådan en?”

… En dreng, altså. En kærlig, respektfuld, modig, tillidsfuld, kærlig dreng. Det var mit spørgsmål, da jeg skrev det her indlæg. Javist, fuld af hormoner, og ærligt lidt overrasket over at skulle have en dreng, for hele verden omkring mig havde jo sagt: “Du skal SÅ meget have en pige!”. Det kunne de se på min mave. På mit indtag af mad. På min hang til kjoler. På min manglende kvalme. På mine kinder. På vinden. Solen og stjernerne.

Let’s be honest, der er 50 % chance for et rigtigt svar.

Jeg indrømmer gerne, jeg var forvirret, da vi forlod scanningsklinikken og trådte ud i bilosen på H. C. Andersens Boulevard. Jeg var ikke… Skuffet, men det krævede en omstilling i mit hoved. Som en kvinde omringet af kvinder; søster, niecer, kusiner (og et par fætre i de senere år), med en stærk mor og farmor. Mine fantasier om mit barn tog udgangspunkt i det velkendte. Og de huller, fantasien blev efterladt med efter scanneren havde kørt rundt i blå gele på mit udspændte maveskind, skulle på ny fyldes.

I konstruktionen af fortællingen om mit kommende barn, som mange gravide begynder fra de står med testen, greb min hjerne på ny ud efter fyld til fantasien. Og for some reason stak den utaknemmeligt lappen durk ned i mine dårlige minder. Jovist, jeg havde mange drengevenner, som var helt fortryllende, men sjovt nok var det ikke dem, der fik lov at fylde osten ud. I stedet greb min hjerne drilsk ud efter alle dem, der havde såret mig. Sådan er drenge. Noget med at hjernen husker særligt de dårlige minder, grænser overtrådt, for at huske sig selv på, hvad man skal undgå i fremtiden. Overlevelsesevne. Og pludselig var jeg lidt forskrækket over… Et drengebarn. Selv om jeg i virkeligheden ligeså godt kunne have husket alle de tarvelige piger, jeg også har gemt i mine minder. Måske havde jeg tænkt nøjagtigt det samme, som havde scanneren dømt en pige? Måske havde jeg også tænkt, sådan er piger.

Måske handlede min egen overraskelse faktisk knapt så meget om, hvilket køn jeg bar på, men den slette konstatering, at jeg bar på et menneske. Det i sig selv er rimelig WTF for fantasi og fornemmelse. Det øjeblik man indser, at graviditeten en dag vil slutte med en fødsel af et nyt menneske. W. T. F. Og det menneske kan man pludselig se (hvis man kniber øjnene rigtig godt sammen) gengivet på en flimrende sort/hvid skærm i syv tommer.

Uanset ramtes jeg af en tordnende dårlig samvittighed. Alle drømme opfyldt jo. Et barn.

rockpaperdresses, Cathrine Widunok Wichmand

Et barn. Og det var lige nøjagtigt dét, der kom ud i min favn den 2. oktober 2018, lige efter frokostpausen. Et barn.

Ikke et eneste sekund har jeg tænkt; “gid du var en anden end dig”. Du er lige nøjagtigt dét menneske, jeg manglede i mit liv. Så stædig som en hest. Så mild som en sommerdag. Så søvnløs som Tom Hanks i Seattle. Du er mit livs lys, og jeg takker hver dag min krop og din fars, for at det blev dig. Det kunne ikke have været anderledes. Du er mit barn.

Jeg har oplevet et par veninder sige, “jeg håber ikke, det er en dreng”… Deres fantasi rækker måske heller ikke længere. Måske sidder du selv derude og håber på et særligt køn. En dreng. En pige. Men til lige nøjagtig dig vil jeg sige det, du allerede ved; du har en kærlighed så enorm i vente, du ikke drømmer om det. Og din kærlighed skeler heldigvis ikke til køn. Så selv om dit hoved driller dig, så ved dit hjerte, at du får lige nøjagtigt det barn, du skal have.

rockpaperdresses, Cathrine Widunok Wichmand

Så hvordan har det været at blive drengemor? Jeg føler mig faktisk bare som en mor. En mor-mor. Jeg føler ikke, vi laver drengeting. Vi leger ikke med drenge-Duplo. Eller drenge-bamse. Eller drenge-biler. Vi leger bare. Vi danser. Jeg fortæller ham, at han er det smukkeste mine øjne har set. Han har yndige krøller og stærke lår. Hans hjerte er følsomt og tager imod hele verden, hvis jeg ikke holder ham tæt. Det gør jeg hele tiden. Og nusser. Selv om han nogen gange tager min hånd og lægger den tilbage, hvor den kom fra. Han vil helt sikkert få sine præferencer, måske påvirket af andre børn. Lige nu tæller vennekredsen to veninder. Og indtil videre er entusiasmen for sand og ting med hjul nøjagtigt den samme. Han har lyserødlige gummistøvler på – for det var dem med hunde på. Og han elsker mine hårbøjler. Men han kan også godt lide mine hørebøffer.

Jeg ved godt, at samfundet stadig her i 2020 prøver, at komme mit barn i en rolle. “Er den ikke lidt piget, den bluse?”. “Han er jo også bare en dreng, han skal have lov at være lidt vild”. Og jeg løb også selv med i sekunderne efter kønsscanningen; en dreng – så røg drømmene om at flette hår siddende på toiletbrættet, ligesom min mor har gjort på mig, mens vi vendte verdenssituationen.

Måden vi opfatter køn på konstrueres i vores sprog og i vores opførsel. Drengestreger og pigefnidder, og jeg er ikke sikker på, jeg selv er meget bedre, for jeg, ligesom mange andre, er et produkt af mine forældre, min samtid, samfundet, strukturer osv. Men jeg vil gerne være bedre. Jeg vil gerne flette Eddies hår, hvis han spørger. Jeg vil gerne sige fra, hvor jeg kan, når samfundet ude fra skubber ham i en retning. Og jeg ved godt det er svært. Det er virkelig, virkelig svært, for vi er der jo ligesom ikke hele tiden. Og han vil jo møde så mange mennesker, sociale konstruktioner, kasser, som vil forme ham. Men for nu vil jeg lade ham gribe ud efter mine læbestifter og glimmerkjoler. Han undersøger verden med fingrene, og jeg vil ikke begrænse eventyret for ham. Jeg gør mig virkelig, virkelig umage.

Ønsker jeg mig en pige næste gang?

Jeg kan nu ærligt sige, at jeg ønsker mig et barn. Uanset. Endnu et menneske.

Læs i øvrigt de her to skriv om køn; nogle RUC-studerendes opgave og en smagsprøve fra hvad jeg tror er et forskningsprojekt, men jeg kan ikke finde skribenten bag, men det dypper lige tæerne i noget ret interessant om det socialt konstruerede køn.