ROCKPAPERDRESSES
Sommereskapisme! … fra Ikast til Ibiza – fortid til fremtid

Rockpaperdresses, Mofibo, Cathrine Widunok Wichmand, sommerhus

(indeholder rabatkode)

Forleden efter Adams sidste baby tumlastik denne sæson (som vist egentlig er god gammeldags rytmik), pakkede vi den gamle Up (vi købte den af min søster for år tilbage, da de måtte ty til en større bil med to børn – nu leger Eddie deromme, lidt hyggeligt! (og kors hvor den trænger til en rengøring, jeg undskylder hver gang nogen skal med os)), og så kørte vi op i sommerhuset.

Købet af sommerhuset var også motiveret af, at vi gerne vil holde flere ferier hjemme i Danmark og derved skære gevaldigt ned på flyrejser (Adam taler så varmt om barndomssommerhuset i Lumsås). Men jeg er også lidt spændt på, om det mon kan slukke eventyrtørsten, rejselysten, som ved Gud jeg har? Det kan næsten føles som en kløe, lysten til eventyr!

I samarbejde med Mofibo

Rockpaperdresses, Mofibo, Cathrine Widunok Wichmand, sommerhus

Nu vi talte privilegier for nyligt – at kunne rejse og opleve verden er et kæmpe privilegium, og et jeg virkelig nyder. Min mormor mener, det løber i årerne i vores familie, at jeg er bidt af samme ‘syge’ som hende. Min oldemorfar og oldemormor kom hertil fra Hviderusland og Polen, med båd en sen aften. En lang færd at komme hertil for over 100 år siden – det ultimative eventyr at forlade sit fædrende land for at slå sig ned i et nyt. Min mormor, som nu er over 80, har stomi og kæmper med kræft for tredje gang – hun rejser stadig på busrejser med seniorforeningen i Holte. Nogen gange går turen til Sønderjylland. Eller til Ribe. Andre gange lidt længere syd for grænsen. Min mor er især bidt af vandreferier; Caminoen alene eller Hærvejen med kusinerne. Hun er så sej.

Nu har vi været i Italien i maj, så så længe siden er det overhovedet ikke, at vi rejste. Men når alle andre er af sted, så kan det alligevel godt give lidt kriller, så jeg har været ret spændt på, om det mon vil føles som ferie at tage i sommerhus? Vi har ikke vist pas en eneste gang, ramt en bordershop eller taxfree-område. Der er jo så mange ting, jeg forbinder med ferie, som faktisk er bundet op på rejser i luften (sorry Moder Jord) – kilden i maven, når man pakker kuffert. Trille af sted på brosten med hele oppakningen, ALTID sent på den, ned i metroen. Følelsen når man har tjekket bagage ind! Jeg ELSKER det. SÅ er ferien startet. Lige ind og købe en creme og et blad, måske en kaffe på vejen, gerne en direktørsnegl til flyet på morgenturene.

Denne her gang skulle vi bare hoppe i bilen – uden det store ståhej. Jo, vi tømte køleskabet, og det føltes ret ferieagtigt. Og jeg slukkede al strøm (på nær fx køl/frys) på hovedafbryderen. Også en ferieting. Der er en bunke tøj heroppe allerede, en tandbørste – resten har vi taget oppe fra og ned.

Find en rabatkode til Mofibo nederst i indlægget

Rockpaperdresses, Mofibo, Cathrine Widunok Wichmand, sommerhus

Jeg kan afsløre – her er kæmpe feriestemning! Måske sidder feriestemningen ikke i transportmidlet og måske heller ikke i destinationen men i sceneskiftet? Nye rammer, noget nyt at se på, en anden hverdag. En eskapisme. Her er en ro. En ro over os, som vores weekendgæster også bemærkede. Der sker ikke det store. Mon vi kan tage det med os hjem til byen, når sommerferien er slut? Roen?

Rockpaperdresses, Mofibo, Cathrine Widunok Wichmand, sommerhus

Hvad laver vi her så? Ikke det store. Det er helt uden tvivl Eddies størrelse, der er afgørende for det. Adam kører lidt i Silvan, haha! Og til fiskehandleren. Han (Eddie, that is!) sover de bedste lure, han har sovet siden før Italien i sin sway under æbletræet. Og min yndlingsbeskæftigelse? 1) Trawle Den Blå Avis for ting vi mangler, som fx billeder til vores endevæg og 2) gå i haven, når Eddie er puttet. Med stor striktrøje og træningsleggings og uldsokker i mine Birkenstock, en lille havesaks i hånden, lyttedutter i ørerne OG – lydbøger og podcasts. Det er min eskapisme.

Jeg synes, min koncentration bliver dårligere og dårligere – ej, det ved jeg ikke om den gør, men hvis jeg fx læser et blad eller en bog, så kommer jeg hurtigt til at gribe telefonen. Måske for at google noget, jeg læser og blive klogere – måske fordi jeg lige kommer til at kede mig. Men når jeg hører podcasts og lydbøger, så kan jeg på ingen måde koncentrere mig om andet – ikke glo på telefon men kun give fantasien frie tøjler. Og det allerbedste er samtidigt at have hænderne i nutiden, gå og nippe rosenhoveder aftenen lang, indtil myggene tager over, de grådige sataner elsker mine ankler og ben, men lade hovedet vandre ubesværet i fortid til fremtiden og tilbage til nu’et. Om det er til Hogwarts, som tilskuer til et grusomt mord (mand, jeg er blevet sart det sidste år, i forhold til, hvad jeg hører!) eller forelske sig i en superhelt (er det egentlig tid og alder til husmoderporno aka. 50 Shades? Dem fik jeg aldrig læst – mon det giver et kick at høre dem? Så er man halfway there! Haha!).

Podcasts og lydbøger er genial underholdning på ferier, for det fylder INTET i kufferten hvad end den er på vej til Ikast eller Ibiza. Ingen ondt i ryggen – og overvægt så kun fordi man slæber for mange saronger med hjem. Færre bøger i taske? Flere minder er der plads til.

Jeg har lavet et ret vidunderligt samarbejde med Mofibo over de næste mange, mange, mange måneder – vist en af deres største i 2019 (yup, jeg er stolt!). Og i dag vil jeg give jer et lille indblik i min ‘læsestak’. Man kan dog både finde podcasts, e-bøger og lydbøger derinde, sådan en små 100.000 titler, lige ved hånden!

Rockpaperdresses, Mofibo, Cathrine Widunok Wichmand, sommerhus

Den danske seriemorder ‘Amagermanden’

Da jeg var gravid, forsvandt min lyst til uhyggeligt lytteri. Mig som har ELSKET true crime – ingen My Favourite Murder eller andet skidt. Men nu prøver jeg at komme op på hesten igen, og Mofibo har en aldeles uhyggelig og spændende podcast liggende om danske seriemordere. Jeg lytter til serien om Amagermanden – tænk sig et barn vokset op i en tilsyneladende almindelig, varm familie kan vise sig at blive det styggeste væsen. Der tegner sig et billede af en forbryder in spe helt fra ungdommen af. Der er interviews med politifolk, en ekspert i seriemordere, vidneudsagn.

RØDDER

Historien om Nedim Yasar, som jeg har lyttet ret meget til på Radio 24/7, der på tragisk vis  fik taget sit liv fra sig samtidig med, at bogen udkom. Bogen skulle give et ret interessant indblik i en verden, som er super langt fra min. Københavns Vestegn i 1990’erne, et barn der drømmer om at blive gangster – for det er dem, han ser op til. Og drømme kan gå i opfyldelse! Nedim når at blive en del af Københavns hardcore kriminelle bandemiljø, han lærer at svindle, true, afpresse – før han kaster sig ud i hashmarkedet. En historie om kammerater og krig. Ære og frygt – og forsøget på at lægge alle kortene på bordet og det hele bag sig.

Oplæst af Marie Louise Toksvig

Dødevaskeren – af Sara Omar

Uij, har jeg mon nerver til at høre denne? Jeg fulgte debatten og snakken meget, da Sara Omar udgav sin bog. En historie om en uønsket pige, Frmesk, som for at beskytte hende fra sin egen far, kommer i pleje hos sine bedsteforældre. Et kærligt hjem med vidensgerrig morfar og en mormor, der arbejder som dødevasker. Hun tager sig af kvinder, som ingen andre vil begrave. Kvinder dræbt i vanære og skam, for sådan ses mange kvinder i et Kurdistan præget af krig, folkedrab og had.

Oplæst af Pernille Lyneborg

Rockpaperdresses, Mofibo, Cathrine Widunok Wichmand, sommerhus

Min liste er lang! Jeg har delt den på min story, hvis I vil se nærmere! – og til forskel fra var det fysiske bøger, jeg skulle tæske mig igennem (som jeg nu også holder af – og det kan man jo også på Mofibo!) så tror jeg faktisk, jeg kommer et godt stykke igennem dem, når jeg lytter. Især med lidt havearbejde ved hånden (og det er her rigeligt af!). Tre, to, en – hej, hej! Og jeg er eskaperet væk! (-agtigt!)

I kan oprette jer HER og få 30 dages gratis abonnement – hvis I altså er nye brugere. I skal blot bruge koden RPD2019, ved oprettelse! Kunne man ikke også lige høre Harry Potter, hva’? Ved I hvem, der læser dem højt? Jesper Christensen, som jeg ÆLSKER!

GOD læse- og lyttelyst! Hvorend I befinder jer i sommerverdenen.

Rockpaperdresses, Mofibo, Cathrine Widunok Wichmand, sommerhus

Som tre Fugle Føniks

Uldrullekrave! I juli! Må jeg være fri. Men jeg har rystet som et espeløv og frosset som en pind, en frossenpind, og det har været helt og aldeles rædselsfuldt.

Sygdom om sommeren. Det er som om, det burde holde sig til vinteren, ikke? Hvor man i forvejen dækker sig til i uld og sutsko og bliver indenfor med fjerneren. Det harmonerer bedre end med sol og sommer. Det startede med Eddie ganske vist. Han var syg, så mega syg. Så jeg måtte ringe til jordemoderen hos min læge, fordi han hverken spiste eller drak, og hun rådede til sodavandsis (hurra for hende – ‘stik dit barn noget sukker’!).

SÅ blev det liiiidt bedre, og vi havde overnattende gæster, og det var en kæmpe succes. Vi spiste frokost i Tisvilde, var på stranden, hos isdamen, gik en lang tur. Så hjem og grille og drikke vin på terrassen til myggene overdøvede os. Det var helt og aldeles perfekt. Hvor har jeg savnet venners nærvær. Jeg er inde i sådan en lidt sær ensomheds-periode (Eddies og Adams selskab, jeg ved godt, det er sært), hvor jeg savner mine veninder, som jeg ikke har set meget til i al den tid Eddie har været her (og det er mestendels min egen skyld). Venners lag faldt midt i tørken (jeg sætter i øvrigt gerne flere ord på, hvis nogen af jer vil læse? Jeg forestiller mig, jeg ikke er den eneste, der kan føle sig ensom i andres selskab eller som har følt ensomhed efter at være blevet mor).

Fredag havde vi talt om at gå en god tur i skoven, før vores venner igen var retur mod København. Men død og pine! Adam vågnede og havde det jammerligt. Dertil at jeg stod op, dækkede bord, bagte boller, mens han lå og havde det skidt. Når Adam bliver syg, så er det som om han forlader jordens overflade og bliver totalt u-kontaktbar. INGEN forbindelse, what-so-ever. Vores venner var søde og forstående (begge uddannede sygeplejerske, de kan spotte en hængt kat, når de ser en (Adam, altså) og kørte tidligt ind til byen. Resten af fredagen kedede jeg mig bravt. Gik en tur med Eddie og Frida, dimsede i haven. Puttede Eddie og høstede ribs til den store guldmedalje og lavede to dunke saft. Så kom jeg til at høre Jeg plejede at tro på for evigt (podcast, som varmt kan anbefales – episoden ‘Sara’ gør stadig ondt i mit hjerte), og så sad jeg der med bar røv i sofaen, egentlig på vej i seng i et kulsort hus med mine to kumpaner for længst i drømmeland. Og så sad jeg og hylede – på den kvalte måde, så jeg ikke vækkede nogen. Jeg kom en hel time senere i seng, end planen var, og det var temmelig dumt, når jeg havde et helvedes døgn i vente.

Min mor og kæreste kom i sommerhuset, og der var lagt tusinde og ingen planer. En masse drømme om, hvad vi skulle vise frem. Jeg nåede at spise morgenmad, og så kunne jeg godt mærke, jeg var ved siden af mig selv.

Vi nåede en frokost i Tisvilde, så tog jeg en eftermiddagslur. Så fik jeg lavet aftensmad til holdet, og så var jeg helt færdig. Frøs, havde hovedpine og måtte krybe til køjs. Med fyrre i feber. Det har jeg ikke haft i nærmest et årti, tror jeg. My Gosh, man bliver et lille mikromenneske. En skygge på muren, et siv i vinden. Jeg var så smattet og Eddie ville ikke andet end amme hele Goddamn natten. Som han ikke har gjort det i flere måneder. Fem-seks amninger og til sidst var jeg i febervildelse ved at tude og ringe til min mor.

Men hey, jeg er her endnu. Jeg er ikke kradset af, selv om jeg et enkelt døgn troede, det var min skæbne. Død ved influenza. Eller Helvedesvirus. Og jeg har ikke ringet til nogen for at passe mit barn, selv om jeg har været tæt på. Sygdom og børn er en Fandens cocktail.

MEN nu er vi ude på den anden side, med skindet på næsen. Vi har stadig ondt i halsen, men vi har lavet en masse voksenting i dag som vasket håndklæder, støvsuget og købt ind. Og hængt en lampe op. Jeg er nærmest stolt. Som tre Fugle Føniks.

rockpaperdresses, Cathrine Widunok Wichmand

Af alle syv milliarder mennesker

Eddie er sådan rigtig syg for første gang i sit lille liv med høj feber, gråd, kun søvn i mors arme, generelt et stort behov for mornærhed og umanerlig træthed. I går sad jeg i sengen i tre timer og bare bouncede ham i mine arme, indtil han sov, og så kunne jeg akkurat nå en pakke kiks og en flaske vand med venstre hånd og bruge gluggerne til at se Divorce. Aftenen forinden havde han været rigtig ked af det, grædt i et væk, sovet dårligt, jeg havde grædt lidt, ringet til lægevagten, #førstegangsmor, og været så bekymret.

Jeg var først hammerærgerlig over at måtte aflyse et spændende morgenmøde i Roskilde i går, lidt træt af, at jeg ikke nåede arbejde, at blogge, kommentarer, lave den cheesecake jeg drømte om til snarlige gæster, ingenting. Det tog mig fem minutter, og så gav jeg mig straks hen til nu’et og det lille menneske, som af alle 7 milliarder mennesker i verden kun havde brug for mig og kun mig. Det var jo i virkeligheden (også) det, jeg drømte om –  at se min egen navle flytte sig og jordens omdrejninger følge med. Et lille menneske som er, lige nu og her og ikke vil udskydes, rykkes, forsinkes, vente.

Så derfor tager jeg lige en dag til uden det store arbejde, selv om jeg har arbejdet længe på et serieanbefalingsindlæg til jer (nu er solen imidlertid retur, så måske det også er værd at gemme til en regnvejrsdag).

Vi har længe haft en date med nogle venner og deres unger om at komme herop og overnatte i dag, og jeg tog det helt store indkøb forleden med vogn og hele svineriet. Vi har været lidt i tvivl, om vi skulle aflyse eller ej hertil morgen. Feberen er stærkt på retur, men en dag til at komme sig ville sikkert være klogt, men vi og de har glædet sig. Og så må jeg fortrække mig med Eddie. Sikkert en af de slags arrangementer, hvor man på den anden side kan mærke, om man skulle have gennemført eller ej. Men sådan bliver man måske klogere.

Hav en dejlig torsdag, venner!

De gode manerer: I supermarkedet

rockpaperdresses, Cathrine Widunok Wichmand, manerer

“Undskyld, jeg skal tisse, må jeg komme foran Dem i køen?”

Hvor er de?

Jeg leder efter dem hos andre og glemmer dem virkelig også selv, men der skal ske noget. Havde Svend Brinkmann skrevet bogen: STRAM OP! Vi har mistet vores gode manerer, venner. Eller der er i hvert fald sket et skred. Og jeg tror også godt, jeg kan finde tyven af dem – mobilen (i hvert en del af forklaringen!). Vi kigger simpelthen ikke op, vi ser ikke hinanden, og derfor er vi heller ikke klar med en hjælpende hånd, for vi opdager ikke, der er brug for den. Jeg har vendt det med flere veninder, så sent som i lørdags med Acie, Chris og Ems. Oplever I det også?

I vores behov for at være så meget i øjenhøjde, uden former, med total frihed, individet og mig selv i fokus (vil nogen smide sociale medier i spil som skyldneren?), så oplever jeg altså, at vi har mistet lidt af den gode gammeldawse gode opførsel. Men den kan altså noget, og det handler ikke om at være andre underdanige, om patriarkatet og svundne frøken/De’s-tider – det handler om at anderkende hinanden. At blive set. Respektere hinanden og den værdi vi alle sammen bærer på gaden. Og give en hjælpende hånd til sin medmennesker og sprede et smil.

Jeg har især bemærket det på mine to ture til Italien. WAUW, mamacita! Der er sgu forskel! Der er former på. Som gravid fik jeg altid, uden undtagelse lov til at komme foran i køen til toilettet. Jeg blev givet en hånd og et sæde i lufthavnen, og da Eddie nu var med – han fik så afsindigt mange kommentarer og kærlighed, “CIAAAAO BELLOOOOOOO!”. I Frankrig ænsede man ham slet ikke. Ja, det er ikke kun på Djævleøen, den er gal, de dårlige manerer huserer også syd for grænsen. Men for pokker, det er så rart. At blive set! At være i kontakt med andre mennesker. Få et smil fra en anden, hvis man ikke lige selv har fundet det endnu – sådan er der dage. Vi skal se hinanden.

Jeg skal i hvert fald i bootcamp! Jeg vil oppe mine manerer, den gode opførsel, sende god karma ud – for sidste ende har jeg hørt det er en god investering, den kommer nemlig durk tilbage!

SÅ – jeg har en lille kavalkade af indlæg klar (eller, jeg har skrevet det her, og har to til i hovedet, i hvert fald). Idéer og scenarier til hvordan vi får de gode manerer tilbage i hverdagen, den gode opførsel. Emma Gad klapper i hænderne og sender emojis med stjerneøjne – især, hvis I vil være med. Skal det være en challenge, #degodemanerer? Del når I hjælper hinanden eller andre? Ikke fordi det handler om anderkendelsen, men måske man kan blive motiveret til at indkorpere og blive opmærksom? Det bestemmer I selv – jeg vil gøre mit bedste for at flette øjenkontakt og et hej og et tak ind i alle situationer.

SÅ! Smid endelig i kommentarfeltet, hvis I har flere gode bud på, hvordan man lige kan liste de gode manerer ind i hverdagen – i dag helt konkret i supermarkedet!

I supermarkedet:

En Husforbi-sælger står uden for Netto og nikker til dig, og du får lidt dårlig samvittighed over ikke at købe hans blad, men i stedet for at kigge ned og prøve at ignorere ham, så siger du: “Hav en dejlig dag!” – og han smiler og gengælder. Ja, mand! Du skal også have en dejlig dag.

Ind i Netto, klokken er 16.45, der er pakket! Og lummert! En mor og et barn fører sag  i spot-afdelingen og afslutter sagen ved fysisk kontakt med gulvet – for barnets vedkomende, der nu laver en blanding af sprællemænd og sneengle på det klistrede gulv. Hun har i øvrigt også et barn på maven og en bakke æg og en pose æbler i favnen, og du kan på afstand se ansigtet skifte farve, svedsneglen på overlæben tiltage – og hun balancerer også lige en fyldt indkøbskurve (af dem med hjul på, fordi hun har undervurderet hvor meget hun skal have, og de satans falske vogne får altid top på). Her ser du dit snit til at springe over sprællemanden og tilbyde din hjælp, “Kan jeg gøre noget for dig, give dig en hånd med ned til kassen?”

Du griber på vejen en mælk og en (vegansk) spegedreng, bevæger dig op mod kassen og stiller dig i kø. Men fortryder mælken men i stedet for at lægge den på en random hylde, lægger du den selvfølgelig tilbage på køl.

Tilbage til kassen. Manden foran dig i kø er ved at købe ind til sit forrådskammer og 3. verdenskrig på vej, så han kører vogn med top. MEN han opdager dig og din spegedreng og siger: “Hov, kammerat du har kun to ting – vil du ikke foran mig?”. JO TAK!

En ny kasse åbner dog endelig, hurra! Og på tide! Men i stedet for at styrte hen som nummer ét i køen, så lader du den der har ventet længst i kø komme først. Hvad skal du egentlig også nå?

Din tur. “Det bliver 37,50, på kort?” siger ekspedienten, og du kigger hende i øjnene og smiler og siger; “Ja tak, jeg vil gerne betale med kort!”. Hun smiler tilbage og føler sig for første gang i dag set.

Før du forlader etablissementet, kigger du hende i øjnene igen og siger: “Tak for i dag, rigtig god arbejdslyst!”

100 % GOD KARMA i Netto – og du flyver derfra på god samvittighed og smil fra dine medmennesker! Rimelig simpelt.

rockpaperdresses, Cathrine Widunok Wichmand, manerer

“Kan jeg give Dem en hånd?”

Glædelig weekend

Adam i går aftes: “Hvad dag er det egentlig i morgen?”

Det er dér, vi er! Om det er feriestemning eller barselsstemning, det ved jeg ikke helt, men jeg kunne bilde ham hvad som helst ind. Apropos barsel har Adam været riiimelig mæt af den i denne her uge. Er det ikke meget almindeligt at nå dertil på et tidspunkt? Det synes jeg ofte, jeg hører fra mine medkvinder. At man når et punkt omkring 8-9 måneder, hvor der gerne må ske noget nyt – og når man så reelt skal tilbage på arbejde, så synes man, det er skrækkeligt, hehe.. Er det ikke bare den klassiske “nyd det du har nu, for om lidt har du noget andet?”. Det skal tidsnok blive almindelig hverdag, og så er det jo også dødkedeligt, ikke? Al rutine bliver til tider kedeligt.

Jeg skal også beslutte mig for at holde ferie på et tidspunkt. Det er lidt udfordringen, når man 1) er selvstændig – der er altid rigeligt at lave og 2) man holder ferie hjemme. Så er der ikke den der naturlige “nu har vi brugt en formue på at rejse til Xx, så pokker stå i at sidde med computeren all day”. Vi skal have lidt ferie ind i hverdagen, og det hjælper allerede at være i sommerhus.

Hvad skal I egentlig med sommerferien? Nu vi talte så meget mindre fly, mere tog, så husker jeg mange af jer skulle på togferie i Europa. Har I været af sted?

Jeg holder ikke sommerferie endnu, og med vores dejlige rejse i maj, så kan det også godt være jeg ikke holder meget mere foreløbigt. Vi har haft. Tempoet er dog stadig nede i dele af mine arbejdsgange til min irritation i det daglige. Min evindelige kamp mellem arbejde og must do’s og lysten til bare at være sammen med Adam og Eddie – det er pseudobarslens kår. Måske jeg bare skal acceptere det vilkår, at det ikke går så hurtigt, som jeg gerne ville, og nyde det, være i det, tage det som en del af ferien/pseudobarsel i stedet for at blive sur på det? Nyde det sløve tempo, nå det jeg når, og vide at jeg kommer op i tempo igen? Og nu er alle andre alligevel også snart på ferie…

Meget apropos holder vi weekend om lidt. Adam skal ind til byen og hente nogle ting i lejligheden (jeg synes, vi bliver ved med at slæbe herop), og så kunne jeg godt tænke mig at gå en eftermiddagstur i Heatherhill, som jeg har kørt igennem men endnu ikke nydt på klos hold. Det er et meget smukt naturområde omkring Tisvilde/Vejby med lyng – sådan helt råt. Nu det endelig er sommer igen i dag, så må vi udnytte det. I morgen kommer #koneklubben på besøg med mænd. En sidste kom-sammen inden alle føder. Jeg forestiller mig en menu af tærte (de har fået en kæmpe revival hos mig – nemt at gøre vegetariske, meget “minus madspild”-agtige og ret billige), noget på grillen og vafler til dessert? Vejret skulle blive dødssygt. Søndag får vi måske nogle nye gæster heroppe. Det har jeg glædet mig så meget til. Gæster i sommerhuset. Jeg har bare håbet og håbet, at folk gad. At de ikke syntes, det var for langt.

Hvad er jeres planer? En dag på Roskilde? (My God, jeg er ligesom alle andre, der ikke har anklerne i mudder – jeg har ikke #FOMO men kæmpe blues, og følelsen af hvor blev tiden af? Jeg føler mig ekstra gammel i denne her uge! Men så går jeg ud på mit eget lokum med hiv og slip og vasker hænder i lavendelduft og det kan satme også noget, haha! Så må Adam stå for at lave mig en ananas piña colada  med ild og og synge sang for mig (alle der har været på Roskilde må kende den!)

rockpaperdresses, Cathrine Widunok Wichmand

Læserliv: ”Sådan er det bare for nogle kvinder”

Menstruation er en fandens gave.

Den har en glimrende evne til at komme de dage, man ikke er forberedt eller ikke liiige orker. Når man skal på date. Når man har lyst tøj på. Når man er stillesiddende længe. Og så kan den tilmed gøre en virkelig, virkelig syg. Jeg kastede op de første fem år, indtil jeg kom på p-piller, i ren og skær smerte. To panodiler, en ibuprofen (af de rigtig stærke), tre gange om dagen og så sengeliggende. Jeg havde tre jule i streg, hvor jeg var sengeliggende, når familien kom til julefrokost (og har derfor set The Sound of Music et utal gange).

Men der er jo også: Hurra! Kroppen virker! Følelsen af udrenselse (sådan kan jeg have det). Og hvis den tilmed er regelmæssig – endnu højere hurra. Så kan man næsten planlægge og time det.

Der er perioder af ens liv, hvor man glæder sig til den kommer – håber på den. Og andre tider, hvor det er en mavepuster, og den trækker tårer.

Rikke får den. Hun får sin menstruation. Men den kommer ikke meget mere end en lille håndfuld gange om året. Men hvad er der så galt med Rikke? Det leder hun selv efter svar på….

Rockpaperdresses, barnløshed, gæsteindlæg
Fotograf: Mariana Gil

Af Rikke

Jeg fik min første menstruation, da jeg lige var fyldt seksten år. Der var ikke skyggen af regelmæssighed i min cyklus, og der gik ofte flere måneder imellem dem. I nogle perioder kunne jeg gå i over et halvt år uden at bløde. Da jeg var fyldt atten år foreslog min læge, at det var på tide for mig at begynde på p-piller. Jeg afslog, for jeg ville ikke fylde min krop med fremmede hormoner. I hvert fald ikke før mine egne hormoner havde reguleret sig selv, og jeg havde fået en regelmæssig cyklus.

Men den regelmæssige cyklus lod vente på sig, og året efter var jeg en utålmodig tyveårig, som ikke kunne begynde på p-pillen hurtigt nok. For første gang i mit liv følte jeg mig som en ”rigtig” kvinde med en regelmæssig cyklus. Selvom cyklussen ikke var naturlig, var jeg i fuld kontrol, og jeg følte mig som kvinde over min egen krop.

Fire år senere kvittede jeg p-pillen på grund af menstruationsmigræner, og fra jeg stoppede med at tage p-piller skulle der gå lang tid, før jeg fik min menstruation igen. Efter otte måneder uden skyggen af blod i trussen tænkte jeg, at der nok var lange udsigter til en graviditet. Min kæreste og jeg besluttede derfor, at vi ikke længere ville gøre noget for at undgå graviditet. Hvis jeg blev gravid, var det nok meningen, at jeg skulle blive det.

Denne beslutning blev også startskuddet til et voksende ønske om at få et barn. Noget jeg ellers ikke rigtigt havde tænkt nærmere over tidligere. Babyer havde aldrig rigtigt været min kop te, men som 25-årig blev jeg for alvor klar over, at det egentligt var noget, jeg gerne ville have. En baby altså.

Et helt år skulle der gå, før jeg fik min menstruation. Den første af få. Min cyklus forblev nemlig uregelmæssig, og der kunne stadig gå op til fire måneder fra én blødning til den næste. Jeg gik til lægen for at finde svar, men kom kun hjem med: ”Sådan er det bare for nogle kvinder”. Mine blodprøver var normale, jeg havde ikke PCOS, og gynækologen kunne kun konkludere, at jeg havde masser af gode æg. Hvilket jo egentligt ikke er mærkeligt, når jeg nu har haft væsentligt færre ægløsninger i mit liv end gennemsnitskvinden.

I år fylder jeg 28 år, og ønsket om at få børn er kun blevet større med årene. Da min kæreste og jeg for snart tre år siden besluttede, at vi ikke ville gøre noget for at undgå at lave en baby, troede jeg faktisk på, at jeg ville blive én af de første i min vennekreds, som skulle have en baby. Nu sidder jeg – omgivet af veninder som enten er gravide eller nybagte mødre – med en følelse af, at jeg nok bliver den sidste.

Jeg glæder mig altid, når mine veninder bliver gravide, men jeg bliver desværre også altid ked af det. Ked af det fordi jeg er bange for, at deres børn når at blive så gamle, at de ikke har lyst til at lege med mine. Ked af det fordi jeg måske ender med at forblive i rollen som tante og aldrig bliver nogens mor. Ked af det fordi jeg føler mig som mindre kvinde end alle mine medkvinder.

I skrivende stund er min cyklus på dag 100. Jeg har aldrig mødt nogen som mig, men jeg har mødt mange, som taler om hormonelle ubalancer, og hvordan sådanne kan afhjælpes gennem en sund livsstil. Jeg har svært ved at forestille mig, at min cyklus skulle gå fra 100 til 28 dage, hvis jeg stoppede med at spise brød og chokolade. Men jeg har jo selvfølgelig heller aldrig givet det et ærligt skud, så hvad ved jeg i princippet?

Når der tales om hormonelle ubalancer, føler jeg ikke rigtigt, at der tales om sådan nogle som mig. For hver gang jeg åbner op for at tale om min cyklus, bliver jeg mødt med et: ”What!?” efterfulgt af et: ”Ej hvor mærkeligt, har du været til lægen med det?”.

Og det har jeg jo, men hun kunne som skrevet ikke gøre mig ret meget klogere. Men hun kunne berolige mig ved at fortælle mig, at jeg ikke er alene om det, for ”sådan er det bare for nogle kvinder”. Der er altså andre kvinder, som oplever det samme som jeg. Men hvor er de? Hvor er de kvinder, som får menstruation med 42 til 150 dages mellemrum? Jeg har aldrig mødt en eneste af disse kvinder, men hvis jeg vidste, at der sad bare én som mig, er jeg sikker på, at jeg ville føle mig meget mere som en kvinde, end jeg gør lige nu.

Men jeg ER en kvinde uanset hvad, og jeg trøster mig for tiden med, at jeg har masser af gode æg. Min kæreste og jeg modtager endnu ikke hjælp, og grunden hertil er, at jeg – til trods for mine mange æg og min kærestes gode kvaliteter – ikke tør starte i fertilitetsbehandling af frygt for at opdage at problemet stikker meget dybere end manglende ægløsninger.

Jeg er ikke klar til at erkende, at der kunne være flere ting ”galt” med mig. Jeg føler mig simpelthen ikke kvinde nok til at skulle forholde mig til, at sjældne menstruationer muligvis er det mindste af mine problemer. Fertilitetsbehandling er altså ikke et kapitel, som endnu er startet for mig, men jeg arbejder på at nå frem til erkendelsen af, at en lille smule hjælp ikke gør mig til mindre kvinde.

Rockpaperdresses, barnløshed, gæsteindlæg

“Hvordan fandt I sommerhuset?”

rockpaperdresses, Cathrine Widunok Wichmand, rockpapercottage, Sommerhus, hvordan finder jeg et sommerhus, Boligsiden

Jeg har fået spørgsmålet et utal gange, de sidste par uger. “Hvordan fandt I sommerhuset?”. Og det er egentlig en ret kedelig historie uden specielt meget skattejagt iblandet. Det var på nettet til salg hos en mægler, til syn for alle – vi var hurtige og slog til.

Det var nok dét, der var vores held. Vi var hurtige.

Vi har det sidste halve år været i en proces, hvor vi har søgt ny helårsbolig. Vi har ledt og ledt. Været forelskede ad et par omgange, og også budt og underskrevet en lejlighed – og fortrudt. Vi har også haft vores egen lejlighed til salg ganske kort og taget den af igen – jeg ønsker ikke at gå mere ind i det sidstnævnte, da både Adam og jeg synes lige dét er meget privat. Det håber jeg, I respekterer (selvfølgelig gør I det og tak!).

Men det betyder også, at vi har været i virkelig tæt dialog med vores bank over det sidste halve år. Vi ved, hvad vi kunne godkendes til, og de har gennemgået vores økonomi med lup. Før vi tog til Italien, indstillede vi jagten på ny helårsbolig. I hvert fald for en stund. Vi kunne simpelthen ikke finde ud af, hvad vi ville. Vi har set på huse og villalejligheder i Gentofte, på Amager, i Valby og på Frederiksberg. Men fællesnævneren alle steder var kompromiser. Så mange kompromise. Et kvarter eller en by vi ikke gad. Et hus vi ikke følte i maven. Eller en pris vi ikke kunne sove trygt om natten med. Selvfølgelig skal der kompromiser til, når man trods alt har en begrænset formue, men når man ikke er villig til at indgå dem, så tænker jeg, det er et tegn på, at man ikke er klar. Vi var ikke klar.

rockpaperdresses, Cathrine Widunok Wichmand, rockpapercottage, Sommerhus, hvordan finder jeg et sommerhus, Boligsiden

Vi var været frem og tilbage omkring sommerhus i årevis, og i Italien fik det for alvor luft under vingerne. Hvis vi gerne vil skære flytransport ned til et minimum, så hedder det fx skandinavisk sommeferie. Og ferie i sommerhus er de bedste minder fra Adams barndom. Hvad nu hvis vi parkerer at flytte i hus men i stedet rykker på sommerhus? Vi har nu et ret godt blik over vores økonomi. Vi kender vores råderum. Hvad kan vi få sommerhus for? Så begyndte vi at lede.

Man skal selv komme med 25 % i udbetaling – de 75 % kan man låne i banken (de 25 % kan komme fra friværdi i bolig, opsparing, arv eller hvad ved jeg). Og lige nu er lånene meget fordelagtige – et fastforrentet på 30 år med 1 % i rente. Og vi var endda heldige at få en god kurs – man vil så tæt på kurs 100 som muligt, for så får man 100 % dét beløb ud man låner (ja, det er kringlet – men bag et boliglån ligger en række obligationer, og er kursen under 100, taber boligejere penge og skal derfor låne mere for at få det reelle beløb ud til en sælger. Man får altså fx kun 95 kroner udbetalt når man låner 100 kroner). Vi fik til kurs 98, hvilket var rigtig rimeligt.

rockpaperdresses, Cathrine Widunok Wichmand, rockpapercottage, Sommerhus, hvordan finder jeg et sommerhus, Boligsiden

Efter al kinddans med banken erfarede vi, at Vi kunne få virkelig meget sommerhus og uden de store kompromisser i forhold til vores søgen efter hus/lejlighed – selvfølgelig afhængigt af, hvor vi ledte (Tisvildeleje er fx virkelig dyrt!). Jeg oprettede en række faste søgninger på Boligsidens app (dén fremfor Boligas, da den også søger hos små mæglere, der ikke har aftaler med Boliga). Jeg søgte i Asserbo, Liseleje, Rørvig, Tisvildeleje, Rågeleje, Vejby, Dronningmølle, Gilleleje, Hornbæk. Hver morgen og aften tjekkede jeg, hvad der kom ind og var det spændende, ringede jeg til mægler og fik en fremvisning. Ligeledes var jeg skrevet op i en masse køberkartoteker – men det var altså app’en, der gjorde en forskel.

Vi var ude og se 3-4 stykker, før vi rejste til Italien. Undervejs på ferien dukkede der et sommerhus op. Den fineste bjælkehytte, som vi var ret lune på. Jeg kunne virkelig godt lide det allerede fra billederne, så jeg spurgte Adam, om han kunne forestille sig at slå til på noget, han ikke havde set. Det blev et nej tak fra Stenbukken, haha! Det var alligevel for vildt. Men jeg ringede til mægler med det samme og bad om alle dokumenter, så vi var klar. De blev sendt videre til banken, så de havde noget at regne ud fra (det skal de for at kunne godkende). På 3-5 dage var det solgt. Det var også en virkelig fin pris et dejligt sted og et rigtig hyggeligt hus.

rockpaperdresses, Cathrine Widunok Wichmand, rockpapercottage, Sommerhus, hvordan finder jeg et sommerhus, Boligsiden

Alt sker af en grund. Det har jeg efter et halvt år som søgende på boligmarkedet erfaret. Få dage inden vi tog hjem til Danmark, dukkede vores sommerhus op. Klog af ‘skade’ skyndte jeg mig at ringe til mægler. Vi fik en fremvisning to dage efter hjemkomst, mandag bød vi og et par dage senere underskrev vi. På fjorten dage havde vi budt, underskrevet og overtaget. Det kunne kun gå så hurtigt, fordi banken allerede havde lavet en forhåndsgodkendelse af os. Vi var 100 % klar til at rykke – det kan jeg varmt anbefale.

De gode sommerhuse især til rimelige penge ryger hurtigt (hvor rimeligt selvfølgelig er individuelt). Min erfaring er, at under 2,5 mio. og der kan være rift om boligen, endnu mere hvis vi kommer under 2 mio. Over 2,5  mio. tager det lidt længere tid generelt. Der er også virkelig mange fine sommerhuse til omkring 1 mio. og under og alt handler også om, hvilken stand, hvor tæt på vand, størrelse og distance til fx København.

Det er stadig mange penge for de fleste, 1 mio., 2 mio., og da jeg for nyligt blev beskyldt for at være privilegieblind, da jeg nævnte, at jeg følte vi havde “regnet den” med kombinationen af sommerhus og lejligheden i byen, så nævnte jeg også, at der er mange muligheder for den dualitet. Der findes nyttehaver, kolonihaver og selvfølgelig sommerhuse. Og søger man sommerhuse fx tættere på Roskilde Fjord eller Arresø eller i Nykøbing Sjælland (kommer man fra København), så er priserne noget anderledes end på Nordkysten. Kolonihaverne på Amager ligger hurtigt over 1 mio. og der skal man lige tage med, at man lejer (og ikke ejer) jorden af kommunen (på lange kontrakter) og at lånene er dårligere. Vores bank sagde, at sommerhus var der bedre økonomi i. Men der er også stadig mange fornuftige kolonihaver fx omkring Herlev.

Priserne går op og ned og lige nu er de oppe på sommerhuse, da udbudet er lavere end samme tid sidste år. Lånene er gode, vi havde en vidunderlig sommer sidste år som gør ferie hjemme attraktiv – og samtidig er der et øget fokus på netop ferier i Danmark fremfor flyrejser i forhold til miljøet, og flere og flere børnefamilier bliver i storbyerne. Et getaway uanset form kommer i højere kurs fremadrettet, spår jeg, helt gratis, hehe…

rockpaperdresses, Cathrine Widunok Wichmand, rockpapercottage, Sommerhus, hvordan finder jeg et sommerhus, Boligsiden

Processen har altså været helt standard – jeg fandt sommerhuset hos en klassisk mægler –  men dog hurtig. Vi har været velforberedte, så da drømmehuset var i udbud, kunne vi slå til.

Hvad så med helårsbolig? Vi har aftalt at give det til foråret 2020, så må vi gøre status. Dog tror jeg, at kravene til vores helårsbolig også vil ændre sig, nu vi har et sommerhus. Jeg har ikke samme behov for stor bolig og have, nu vi har sommerhuset med masser af lys og luft – og have. Det er rigeligt at passe denne her hver aften. Så må vi se. Men det er klart, at når vi skal videre fra vores nuværende lejlighed, så er processen noget tungere og sværere, nu vi har en ekstra bolig og gæld her. Men det må vi tage til den tid. Forhåbenligt kan færre krav gøre, at vi ikke ender i en for os så dyr en helårsbolig og så hænger alt sammen alligevel. Den tid den glæde.

rockpaperdresses, Cathrine Widunok Wichmand, rockpapercottage, Sommerhus, hvordan finder jeg et sommerhus, Boligsiden

rockpaperdresses, Cathrine Widunok Wichmand, rockpapercottage, Sommerhus, hvordan finder jeg et sommerhus, Boligsiden

Glædelig weekend

Godmorgen fra sommerlandet!

Jeg synes altid, det er kedeligt, når Mads & Monopolet går på ferie. Det er dét, jeg ser frem til, når mit menneskevæggeur ringer klokken 05.30 på en lørdag, haha! My gawd!

Hvad har I af planer denne weekend?

Vi skal til børnefødselsdag – nummer 2 på ugen. Først Adams niece forleden, og i dag min mindste. Fire år! Jeg kan stadig huske, at jeg fik en overraskelses-sms i toget med et scanningsbillede af den lille fis for næsten fem år siden. Det er så vildt. Boller og lagkage, og vi kører ind fra sommerhuset, som vi har belejret i flere dage nu. Fra nu af og resten af juli bliver det her basen. Og vi laver ikke en skid. Andet end klippe roser, ordne vasketøj og rode rundt på gulvet. Måske jeg ligefrem kommer til at savne byen? Det kunne jeg godt trænge til også. Selv om jeg lige skal vænne mig til den manglende convenience, hehe… Der er ikke lige noget om hjørnet at gå til Så vi skal i bil, hvis vi skal noget. Jeg overvejer lidt, om vi skal tage vores ladcykel herop, så vi nemmere kan komme omkring, for indtil videre har vi ikke været på biltur uden en sirene i bilen. Eller købe en brugt hertil, som kan bo her permanent?

Og så skal jeg da også lige vænne mig til mus, hah! I går aftes sad vi og så When they see us på Netflix (kæmpe weekendanbefaling herfra), og ud af øjenkrogen spottede jeg en brun musserøv kravle under opvaskemaskinen og om bag køkkenet. Adam var helt forskrækket, haha! “Ej, hvad gør vi?!” 

Vi ringer til min far. Altid. Når det handler om skruer, rawplugs, musserøve – vi ringer til min far, for han har svaret på det hele. Hvad skulle man gøre uden en handyman på linjen? Så nu skal Adam i Silvan og købe musefælder.

Og overhovedet ikke apropos men tilbage til weekendplanerne, så skal jeg på flødebollekursus med min ældste niece i morgen. Det glæder jeg mig så meget til!

Så hvad skal I? I Silvan som os eller slænge jer på sofaen?

Rockpaperdresses, Cathrine Widunok Wichmand, Aiayu, Rockpaperbaby

OOTD: Bæredygtig natrobe og hverdagsfyld

rockpaperdresses, Cathrine Widunok Wichmand, OOTD, Dagens

rockpaperdresses, Cathrine Widunok Wichmand, OOTD, Dagens

Man bruger ordet robe for lidt. Jeg gør. Ligeså slacks. Eller benklæder. Spencer. Apropos fandt jeg denne her liste med udtryk, som bruges for lidt. Smølehoved. Skærmydsel. Sjuskedorte. Lyder det ikke hyggeligt at have skærmydsler imellem sig frem for et skænderi?

Hvor om alting er, jeg vil kalde dagens beklædningsgenstand for en robe – en housecoat (åh jeg kan høre min farmor sige det, på en måde hvor coat bliver til køøuhhut) er det vel ikke, den har mig bekendt en form for foring. Men i de her dage handler det om at holde det let. Og gerne tækkeligt for benene eftersom jeg har aflyst en ret trængende tæmmetid hos Beauty Avenue – men vi skulle i sommerhus.

sandaler STINE GOYA (gamle) taske MARNI (gammel) robe UNDERPROTECTION (gave, på udsalg netop nu) fotos JULIE BJARNHOFF

rockpaperdresses, Cathrine Widunok Wichmand, OOTD, Dagens

Ja, hvordan går det egentlig? Med det og alt det andet? Jeg har haft et par uger med tryk på, ikke på en måde hvor jeg ikke kan følge, men hvor jeg absolut ikke har kedet mig – og Adam har været lidt vel alene om Eddie i dagstimerne, synes jeg – i hvert fald nogle dage i streg. Jeg har for første gang prøvet at savne Eddie. Sådan helt rigtigt, fysisk i maven. Det var en ny følelse, og nærmest et et fysisk behov i mig at se ham igen. Hvordan gør man overhovedet det at sende dem i institution? Er hjertet ikke ved at gå i tusinde stykker de første mange gange, man afleverer?

Jeg har godt tænkt på, at han vel egentlig er ved at nå en alder, hvor mor ofte vender tilbage til job. Hvornår stoppede jeres barsel? Hvor gamle var jeres børn? Nogen gange er der jo også nogle fædre, der vil til.

Eddie bliver 9 måneder om en lille uge. Og jeg har stadig ikke travlt med at finde vuggestue. Vi er skrevet op til en, men jeg føler slet ikke, han er klar. Ikke engang tæt på. Men der sker jo også meget fra måned til måned, måske pludseligt. Han er bare en meget opmærksom lille dreng, som sluger sine omgivelser og har svært ved at lukke ned selv. Vi skal hjælpe ham enormt meget til ro, og nogen gange kammer det over for ham, og han bliver så ulykkelig, som om verden er for meget. Men han er også typen, som bliver ved og ved og ved med at smile til alle (hvem mon han har det fra?), selv om han er træt, selv om han ikke kan mere, og folk tager jo babysmil som en invitation til at måtte lave spas og løjer med dem. Han er for høflig. Nogen gange kan man lære noget om sig selv ved at se på sine børn. Faktisk virkelig tit. Også de træls ting, haha! Det betyder bare, at den institution jeg regnede med, han skulle i, den synes jeg nu er for stor og uoverskuelig for ham. Jeg skal finde noget mindre, tror jeg.

rockpaperdresses, Cathrine Widunok Wichmand, OOTD, Dagens

Vi er også i de sidste stadier af at optage ‘FØLG MIG’ til TV2, som kommer til efteråret – fordi jeg var ude at rejse hele maj, så kom vi lidt bagud på optagelser med mig. Det har betydet et par ret lange dage, hvor jeg ikke har kunnet være sammen med Eddie så meget, som jeg ville. Og så lige en indsamling for Kræftens Bekæmpelse, hvor der var pænt meget tryk på – men HEY! Vi nåede 64.081 kroner! Tusinde tusinde tak!!! Lejligheden lignede et indkøbscenter i fjorten dages tid, og jeg er så småt ved at have pakket og sendt det meste (med få undtagelser). Til Adams store glæde, haha!

Og så har der været lidt spændende møder om det næste halve år her i forretningen. Jeg er ved at være ret klar til at bruge mit hoved mere og har en kæmpe lyst og inspiration pt. Men mit hjerte er totalt stadig på Eddie, hvorfor jeg også aflyste resten af denne her uge i går, satte os ind i bilen og drønede i sommerhus. Den der varme inde i byen. Ingen kunne sove i den, og nu vi har et lille helle tæt på vandet, så gav det sig selv. Det føles så rigtigt og vildt privilegeret at have fået os et gemmested.

rockpaperdresses, Cathrine Widunok Wichmand, OOTD, Dagens

Det næste halve år bliver rigtig meget et spørgsmål om at prioritere det vigtige, ikke søsætte ting jeg ikke brænder 100 % for, så jeg kan opnå en balance mellem Eddie, Adam – og arbejde. Og en balance mellem by og land.

Vi taler enormt meget om, hvordan man gør ting smartest, tager en arbejdsfredag fra sommerhuset, og kører op torsdag aften efter arbejde. Jeg skal virkelig lære at være effektiv, når jeg har arbejdstid og dedikere mig fuldstændig til én ting ad gangen. Jeg kan hurtigt ende med at redigere lidt billeder, skrive lidt på et indlæg, svare lidt mails – uden at jeg når helt i mål med noget af det. Og så hænger det stadig over mit hoved. Jeg tror også lidt, at det er en tvilling-ting – vildt mange gode ideer, vildt meget energi, men ikke nok tid i verden til at få alt i mål. Det skal jeg simpelthen blive bedre til. En ting ad gangen. Færre ting, men udført til UG.

rockpaperdresses, Cathrine Widunok Wichmand, OOTD, Dagens

Men den næste måned går det meste, sådan forretningswise, i stå. Ingen sender mails, alle nyder ferien – i hvert fald frem til august. Så kan jeg måske nå lidt i bund – og ellers vil jeg synkronslappe, når resten af mine arbejdsrelationer også gør det. Og helst heroppe fra, som jeg sidder i dette øjeblik med måsen på en havebænk med en tom kaffekop og en krummet tallerken med Adams rabarber-blondie-rester på.

Her går det godt, og resten finder vi ud af, ikke?

rockpaperdresses, Cathrine Widunok Wichmand, OOTD, Dagens

Menstruationskoppen, hvordan er det gået?

Rockpaperdresses, Menstruationskop, organicup, Cathrine Widunok Wichmand, Organicup

‘Mens’, ‘det røde’, ‘Russerne på besøg’, ‘stads’, ‘Kommunister i lysthuset’, ‘at flage rødt’ eller den dumme ‘mit lort’. Dumt, fordi menstruation faktisk er ret meget en gave. En lidt upraktisk og måske utimet gave til tider, men stadig en gave, nu den faktisk fortæller os, at det hele spiller. Men kært barn har virkelig mange, fjollede navne, og ved at give det alle mulige navne så er det også et tydeligt udtryk for, at det har været lidt skamfuldt. Vi har skulle dække over det med en joke eller sløre det med et ordspil. Men det er, hvad det er. Menstruation.

Jeg fik menstruation som 11-årig (hvilket dengang var sygt tidligt, men i dag vist er ganske normalt?), og jeg kan huske at sidde alene hos sundhedsplejersken på en træstol foran det store skrivebord med klassikeren skelettet i det ene hjørne og en målepind på væggen i det andet hjørne. Hun forklarer mig, hvorfor jeg har fået menstruation således:

“Forestil dig, at der sidder en lille dame inde i din livmoder, som går og glæder sig til, at den skal møde en baby derinde, så den maler og tapetserer og gør børneværelset klar. Men når ægget så ikke bliver befrugtet, og babyen ikke kommer, så bliver hun så ked af det, at hun river al tapetet ned – og det kommer ud som menstruation”.

Egentlig en ret sød forklaring for et 11-årigt hoved, men også at Disneyficere en menstruation, haha! Men lad gå. Jeg glemmer det dog aldrig og har skænket den lille dame med immaculate timing i mit tilfælde mange tanker gennem tiden (og jeg har også overbragt historien til alle og enhver, når snakken har drejet ind på menstruation). Let’s face it – det fylder virkelig meget i et (kvinde-)liv. Om man får den eller ej – eller når den stopper med at komme. Graviditet. Overgangsalder. Stress.

Min cyklus, 23-24 dage før graviditet. Nu på ca. 28-29 dage. Ligeså dårlig til tid jeg er, ligeså taktfast har hun været. Og er. Og før jeg forlod førnævnte sundhedsplejerske, så fik jeg en lille ‘damepakke’ fra O.B. med i hånden, sådan en lille lyseblå papæske med bind og tamponer (uden indføringshylster – som om jeg kunne finde ud af det, det var da ulækkert selv at røre sig dernede!).

Rockpaperdresses, Menstruationskop, organicup, Cathrine Widunok Wichmand, Organicup

Igennem tiden har jeg brugt TONSVIS af bind. Natbind, normalbind, trusseindlæg. Tamponer på tamponer. En gennemsnitlig kvinde bruger ca. 16.800 tamponer i sit liv (!). Men for nogle år siden, da Ginger Organic lige var kommet på market, og de derfor var på tilbud i Føtex, så besluttede jeg mig for at prøve dem og har brugt dem lige siden. Mest fordi indpakningen var flot og jeg i øvrigt er som en skade mod glitter, hvad angår økologi. ‘Hvis det findes øko, så skal jeg da have det’. Men uden at være bevidst endnu om, hvor meget skidt og kanel, der faktisk har været i mine gængse bind gennem tiden (klorin, dioxin som eksempler, læs mere HER og HER). Desto større grund til at købe øko-bind (jeg forestiller mig, at de svanemærkede fra fx Levevis og Änglamark også er gode nok!). Tænk at putte kemi op i sit allerhelligste?! Det synes jeg faktisk er noget svineri. Det miljø er så skidesart og i øvrigt så nært placeret til forplantningen, og så bliver det svinet til på den måde.

Men… Så fik jeg lidt mere blod på tanden, so to speak, haha! Efter min graviditet, efter at have været foruden alt bind og ståhej i et år, var jeg klar på at gøre noget andet. Hvad nu hvis jeg kunne undgå bind all together? Komme igang med den kop, som jeg har tænkt på SÅ mange gang, men aldrig liiige fået taget mig sammen til. Post fødsel var det tid. Jeg købte en Organicup på tilbud i min lokale helsebiks. OG SÅ! … Lagde jeg den i skuffen, haha! Jeg var ikke helt klar. Men efter et par cyklusser (cykle?), var jeg klar til at kaste mig ud i det. Så nu kære venner…

Jeg har haft min første bindfrie menstruation!

Det var SÅ befriende. OG SÅ NEMT! Tænk ikke at skulle tænke på noget i 8-10 timer. Den kan bare sidder der! Hele natten med også. Simpelthen genialt! Og jeg mærker den så lidt, at jeg faktisk har problemer med at huske den! (der er stadig samme ‘regler’ med at tømme koppen, som med tamponer – det skal gøres!).

Ja, man skal lige tage tilløb, og ja, man skal da lige rode lidt rundt dernede første gang, og det føles måske… Unsanitary, når man har menstruation, men igen, lad os lige huske på, at det altså ikke er ‘lort’, men bare blod. Rent blod. Dit eget blod. Sørg blot for rene hænder!

så længe man har rene fingre og

Da jeg talte om cuppen på instastory, var der flere af jer, der klappede i hænderne over, at jeg ville prøve den af – fordi I selv var glade for den. Men mindst ligeså mange sagde, at I var nysgerrige men ikke havde taget springet – eller at I havde prøvet og det bare ikke duede. Så må jeg ikke dele nogle af de mange tips, jeg fik, med jer, og dem jeg selv har erfaret nu et par måneder inde i ‘cupping’? Eller hvad man kalder det.

  • Der findes RIGTIG mange mærker, altså kopper. Og de kan være ret forskellige og derfor skal du ikke give op efter den første. Prøv dig frem! Der findes Divacup, OrganiCup, Lunette (tjek lige TÆNKs test, hvor den scorer bedst) og mange, mange andre. Læs evt. Put a cup in it for anmeldelser – de kvinder er så mega, mega seje. Også ret fine at følge på instagram. De er sindssygt gode til at dele god kopkarma og hylde menstruationen.
  • Udover kop-mærker, så findes de også i forskellige størrelser. Typisk større foreslåes efter fødsel, men det passer altså ikke på alle. Så igen, prøv dig frem, og tag ikke på vej, når ekspedienten (halvhøjt) foreslår dig: “DEN STORE STØRRELSE!” mens hun rækker dig den, fordi du har født. Måske, måske ikke for dig. OG – du kan klippe noget af den ‘lange pind’ af, som er nederst på cuppen, hvis den generer. Det er meget #trialanderror de første gange for at finde den rigtige kop, størrelse osv.
  • Overvej når du skal indføre den allerførste gang at gøre det en menstruationsfri dag med lidt glidecreme, så du ikke føler, du også skal rode med blod oven i hatten. Godt med glidecreme til, benet op på toiletbrættet, slap af i kroppen og kom den op.
  • Der findes en hel del foldemetoder – hvis du har svært ved at få den op, kan det tænkes, du skal prøve en anden foldemetode. Tjek denne her video for inspiration – selv bruger jeg C-metoden men skal have fundet en anden.
  • Når du skal have den ud, så sæt dig på hug og før (rene) fingre op. Du skal ligesom lige klemme forsigtigt på den med fingrene, så den slipper vacuumet down there og så presse, som skulle du føde igen eller bare stort på lokum, dit mellemgulv og underliv kan næsten presse den ud selv. Som Anja Bay (Smertefri Fødsel) ville sige – forestil dig du er en stempelkande, der trykker i bund. Og nej – den kan ikke blive væk. Den kan ikke pludselig vandre og ende i, lad os sige mavesækken eller hjernen. Nope.
  • De fleste kopper har en lille “hale”, som du kan klippe lidt af, hvis den generer, når du sidder ned – det har jeg gjort på min.
  • Husk at koge den inden brug (så slipper man også af med en del af de flygtige stoffer, som de beskrives at frigive), og kog den mellem hver cyklus. Ellers behøver man ikke andet end at skylle og vaske den hver dag under en menstruation. Easy!
  • Hav altid et par trusseindlæg i huset – lige den første dag kan jeg godt lække en smule. Men jeg gør det bare i trusserne, som man siger. Men er man sart, eller er man ny til cuppen, så hav lidt bind i huset til at starte med.

Det bedste tip? Kom igang! Det sværeste er i virkeligheden at ‘tage sig sammen’ – for når man først har gjort det, så er der ingen vej tilbage!

Rockpaperdresses, Menstruationskop, organicup, Cathrine Widunok Wichmand, Organicup