ROCKPAPERDRESSES
Læserliv: En heldig fertilitetsbehandling

Jeg modtager gerne fortsat jeres historier. Om fertilitetsbehandling, vejen mod graviditet, tab af gravidite, komplikationer – måske også efterfødselshistorier? Faktisk generelt jeres historier om kvindeliv!

Jeg kommer også til at lave en lille serie – hvis I altså vil være med – om dem, der finder mod til at forlade storbyen og flytte LANGT væk (mentalt som fysisk, hehe, for det er vist relativt, hvad der er langt). Men jeg har fx allerede delt Palm Petits rejse fra København til Orø, jeg deler også snart Sidsels historie fra København til Fanø! Omvendt kunne det også være rigtig spændende at høre fra jer, der får 3-4-5 børn til at passe ind i Københavner-livet i en mindre lejlighed!

Jeg oplever nemlig, der er flere og flere af jer, der spørger mig til, hvor vi skal flytte hen – ud af byen? Blive i byen? Hvad skal man? Hvad gør man? Hvad er klogest? Hvad har børn behov for? Og jeg skal nok også dele vores overvejelser – vi har nemlig bestemt os for nu (og så er intet mejslet i sten, vi arbejder aldrig med absolutter, for hos os må man gerne fortryde og komme i tvivl).

Men har I lyst til at dele jeres historier, så send en mail til: assistant@rockpaperdresses.dk. Kravet er max 800 tegn og send gerne 5-10 billeder med, der kan illustrere din pointe og sted i livet.

I dag skal I møde en læser, der kom dumpende ind i fertilitetsbehandling uden nogensinde at have prøvet at blive gravide naturligt. Og det kom sig oven på en barsk omgang sygdom, men sådan er livet aldrig til at regne ud – men denne historie illustrerer så fint, hvor forskelligt udgangspunkt, følelse og overskud, man kan have, når man går i behandling. Så dejlig postiv, no bullshit tilgang. Sådan er vi forskellige, og det er dejligt!

God læselyst!

Nogen gange er man heldig!

Vi blev gift i august 2015. Men fire dage efter brylluppet lå min mand på intensiv og var livstruende syg… Uforklarligt syg. Uden en diagnose, men med svært påvirkede organer; hjerte, lunger, nyre, lever osv.

Bryllupsrejsen til Maldiverne blev aflyst og langt sygdomsforløb ventede os nu (åbenbart).
I otte måneder svingede hans tilstand markant – og lægerne mistænkte cancer – alle symptomer og scanningerne pegede på en form for lymfecancer. Det betød jo, at han skulle have kemo, så snart vi havde et biopsisvar. Derfor foreslog lægen, at vi fik frosset sæd ned til senere brug.

Det viste sig dog ikke at være cancer, men en sjælden autoimmun sygdom. Behandlingen var dog stadig en form for (mild) kemo – men ikke en der ville ødelægge hans fertilitet. Han fik det hurtigt bedre, selv om behandlingen var langvarig, måske livslang. Hvis jeg blev gravid, så længe han fik medicinen, kunne vi risikere kromosomfejl osv. hos fosteret.

Vi tilmeldte os fertilitetsbehandling på riget med det samme, da vi havde hørt, at ventetiderne var meget lange…. Nærmere betegnet behandlingsmetoden ICSI, da vi kun havde en sparsom mængde sæd (hvor man mikroinseminerer ét æg med én sædcelle,  red.).

Allerede i løbet af en måned fik vi tid til behandling – hvordan vi kom så hurtigt frem i køen, aner jeg ikke?!.
Ret overraskede og uforberedte på, hvad vi gik indtil, startede fertilitets-“møllen” med hormoner, scanninger mm. Ingen af os “fejlede noget”, vores udfordring var absolut medicinen, som kunne påvirke fosteret. Dvs. at vi forinden ikke havde prøvet at blive gravide hjemmefra eller overhovedet havde planlagt, at nu skulle vi have et barn – men nu var vi ligesom igang.

Vi var på ikke der, hvor vi følte os “skruk” eller higede efter at stifte familie. Det skal ikke lyde utaknemmeligt overhovedet, men for os havde det altid være en naturlig del at blive forældre en dag, men at der samtidig var meget andet i livet og ikke kun det som formål.

Hormonerne blev jeg ikke synderligt påvirkede af. Ægudtagnigen var ligeledes piece of cake for mig. Og jeg blev gravid i første hug. Dog med et lille foster, der gik til meget tidligt i graviditeten. Sådan er biologien nu engang, det er vores opfattelse.

Præcis et år efter blev jeg gravid igen – det endte med at tage et par ægoplægninger, og i dag har jeg 2 uger til termin!

Jeg forstår inderligt par/enlige, der har forsøgt længe og på mange måder, at det må være så pokkers frustrerende og opslidende.

Det var det bare ikke for os. Heldigvis.

Fertilitetsbehandling, læser, en læsers beretning, rockpaperdresses, vejen til baby

Weekenden tur/retur

Hvor har det været den dejligste, hårdeste weekend længe. Sidstnævnte var vi selv ude om, da vi tog til julefrokost fredag aften og fik Eddie morfar-passet for første gang. Faktisk første gang vi spiste ude uden at putte…

Rockpaperdresses, Cathrine Widunok Wichmand

De sidste par uger har jeg ikke haft så meget pasning, som jeg plejer til Eddie. Ikke at det normalt er meget. Jeg har vel to halve arbejdsdage om ugen med pasning, og resten af tiden er Eddie med mig, hvor vi laver sjove ting. Det slog mig først forleden, hvor lidt det egentlig er, små 7-10 timers arbejdsuge, da min veninde Josephine påpegede det… No time wasting!

Og der skal derfor ikke skride meget, en bedste der rykker sin onsdag (jeg har en babysitter tirsdag og tre bedste-onsdage om måneden) eller lignende, før jeg ikke får arbejdstid men kun Eddietid. Og det er jo os min yndlingstid, no doubt. Men jeg må også indrømme, at jeg har været lidt træt.

Det er dejligt at hjemmepasse. Men det er hårdt at være selvstændig oveni, det må jeg sige. Det er altid arbejdet, der lider og aldrig Eddie, for sådan skal det være. Det kan være, jeg er for langsom til at svare kommentarer og mails… Indlæggene ikke er lige for, fordi hovedet er træt. Eller omvendt, kreativiteten bobler men ikke nok tid til at slå i tastaturet.

Men jeg er blevet okay god til at skubbe det fra mig, stressen, ting jeg ikke når. Så længe Eddie har det sjovt – for jeg ved, det er på lånt tid. På et tidspunkt skal han i vuggestue, og jeg får aldrig så meget tid med ham igen, set bort fra ferier. Vi tager i zoo, på Remisen, ind til byen, på Eksperimentarium, på cykeltur, på legeplads. Og nu har jeg lige meldt os på noget puslestik/rytmik –  det er vigtigt for mig, at han møder andre børn, og han synes, de er sjove!

I fredags tog vi bussen til Eksperimentarium og havde det SÅ sjovt i et par timer – wow, med indtryk!! Og så snart vi trillede derfra, sov han, så jeg endte med at gå hjem fra Hellerup til Frederiksberg, for ikke at lade bussen vække ham. Kors mand en tur, haha! Jeg går 15-19.000 skridt om dagen pt.

Rockpaperdresses, Cathrine Widunok Wichmand

…  Men jeg har også brug for voksenkontakt, kan jeg mærke. Selv om jeg er på kontoret 1-2 gange om ugen i nogle timer (hvis ikke jeg har møder), så har jeg brug for samvær. Derfor havde jeg også glædet mig overordentligt meget til vores julefrokost i fredags. Årets første.  Og jeg fik lavet mad til min far og Eddie, smurt mig i makeup og trukket glitter på. Og så var det af sted (45 minutter forsinket, ahem).

Første gang Adam og jeg var ude sammen siden vi blev forældre –  og første gang i næsten to år, vi begge kunne nyde vin og en drink. Og hvad gjorde vi? Talte slet ikke sammen hele aftenen, haha! Vi sad i hver vores bordende og var i øvrigt begge to dødsenstrætte.

Klokken 00.45 kaldte jeg den, og Adam var så klar, selv om jeg sagde, han bare skulle blive og hygge. Vi cyklede hjem, trådte ind ad døren, og så hørte vi pibene. Eddie var vågen og begyndt at kny. Kny blev til gråd, blev til “moar-moar-moar”,  blev til amning,  blev til leg i sengen, blev til to virkelig trætte forældre, der først sov henad 3-4-tiden, fuldstændig ødelagte.

Mest af alt da Eddie var vågen igen klokken 06.00…

Rockpaperdresses, Cathrine Widunok Wichmand

Først stod Adam op i en times tid med Eddie, så stod jeg op og overtog, og Adam gik tilbage i seng. Vi var fuldstændig færdige! Og jeg havde en date med Alona og Liv fra Weaverbirds (jeg har fået lov at designe årets charity-vikle (min tid og effort er selvfølgelig pro-bono, men skriver alligevel reklame her), som I kan se et glimt af her –  overskuddet har jeg valgt går til Mødrehjælpen) – og Eddie skulle med, for der skulle ligesom sidde nogen i viklen, ikke? Et barn der havde lavet spilopper hele natten og kun sovet en lille times tid til morgenlur. Risky!

Og jeg var selvfølgelig helt ødelagt. Og tag alt omkring mig med i faldet. Væltede min kop kaffe, smadrede min bodylotion i glasflaske, nåede ikke at få ordentlig morgenmad, måtte forsinket ud af døren med en skrigende lille dreng i barnevogn, der trods manglende søvn ikke ville sove lur, kæmpe regnvejr, ind til Glyptoteket –  hvor jeg i døren så, man ikke må have vogn med, men der var ligesom ikke noget sted at gøre af den i tørvejr. Og den var loadet til renden med skiftetøj og viklegear. Og jeg havde stadig ikke spist ordentlig. Og man måtte heller ikke have sin obligatoriske børnemulepose (med vand og snacks) med ind, men skal skifte over til en tiny håndtaske-sized plastikpose, “fordi nogen stjal et hoved sidste år”…

Det endte dog ret lykkeligt med verdens sejeste dreng, der klarede den, mig med et mindre ildebefindende, hvor det sortnede for mine øjne, men det tror jeg ingen bemærkede, og på vej hjem delte Eddie og jeg en gå-hamburger på Rådhuspladsen. Og en børnecola. Bare til mig faktisk.

Rockpaperdresses, Cathrine Widunok Wichmand

Jeg sov lur henad 17 og så lå vi blot i sengen og så Mindhunters hele lørdag aften, jeg var komplet i itu, men allerede imponeret over, hvad vi havde nået på vores weekend. Og i dag, søndag, skulle vi til julehygge hjemme hos min mor i Fredensborg – typen der kun serverer hjemmelavede æbleskiver, og så nåede vi såmænd ind til byen for at se på en lejlighed. En rigtig lejlighed. En førstesalslejlighed. Det havde vi ellers forsvoret – nu vi har vendt os til at være på jorden, i hus. Men hvis vi kommer bare lidt op, får vi noget mere for pengene.

Den var dog ikke for os, men vores kiggeri er kun begyndt. Jeg er sikker på, at noget dukker op. Det der føles rigtigt for os.

Og nu sidder jeg her, søndag aften, efter indtagelsen af tre afsnit The Crown, som just er vendt tilbage (FABELAGTIG serie, stadigvæk), glad ved tanken om alle de oplevelser, der venter Eddie og jeg den kommende uge. Og så glæder jeg mig da også, til lidt “mig-på-kontoret”-tid, forhåbentligt.

Jeg håber, I også har haft en rar weekend!

“Vi har ikke fundet hinanden i drømmeland” – endnu

Rockpaperdresses, Cathrine Widunok Wichmand, Auping, Alona Vibe

Velkommen tilbage voksenseng, only adults allowed. Eller – sådan bliver det nok aldrig igen, og det har jeg egentlig heller ikke lyst til. Men i et par uger har vi nu haft vores seng sådan rimeligvis for os selv. Med nogle undtagelser.

Eddie er flyttet ind på sit eget værelse! Han er egentlig altid blevet puttet hos sig selv. Så har vi flyttet ham ind i revnen, når vi selv gik i seng, men det blev mere og mere noget makværk, hvor han vågnede, når vi rykkede. Og hvad der var liiidt strammere; han ville amme, så snart han lå ved siden af mig. H E L E natten. Boobs, boobs, all the time. Bide mig, når der ikke var nok (fordi han også ammede for femten minutter siden). Og så vågnede han virkelig op, som var det morgen. Sat sig op, snakkede, kravlede på os, møssede mig i hovedet. Mega cute –  bare ikke klokken 02.00 om natten. Og slet ikke når det kunne holde ved helt indtil 04.00 og blive så maset, at en af os måtte stå op og lave grød. Er I klar over hvor mørkt det faktisk er klokken 04?! Well, dem med børn og natarbejde og søvnforstyrrelser knows.

i samarbejde med Auping – fotos af ALONA VIBE

Rockpaperdresses, Cathrine Widunok Wichmand, Auping, Alona Vibe

Nu sover han hos sig selv, og hvis han kalder henad klokken 05-06-stykker, så tager vi ham ind. Faktisk også bare ret hyggeligt at ligge der og putte under samme dyne. Selv om Eddie hader konceptet dyne og altid sparker, når jeg prøver at putte ham med mig, som var han en tøjbamse. Så altså, jeg putter, Eddie ammer.

Rockpaperdresses, Cathrine Widunok Wichmand, Auping, Alona Vibe

Men det betyder også, vi har fået vores seng tilbage! Og kan vi finde ud af det?! Nej, haha! Vi har helt glemt, hvad det at sove i ske fx er. ”Åh nej, det er for varmt”. ”Av, mit hår!”. ”Ej jeg kan mærke jeg kommer til at ligge uroligt, du må hellere…”. Vi har ikke lige fundet hinanden i drømmeland endnu, haha! Men altså, det er jo også mere end et år siden sidst.

Jeg ved ikke, om det var halvdelen af graviditeten jeg sov med skilsmissepølsen (aka. BB Hug Me, som Emily også lånte af mig med stor succes), men noget nær. Og så har vi samsovet med Edsen i 13 måneder. Så… Er vi oppe på nærmest halvandet år med varierende gæster i sengen? Som man siger!

Jeg tror det. Og derfor har vores 180 cm’s voksenseng været helt i øjet. Vi gik fra 140 cm og tænkt; ”Arg, behøver man?!”. Behøver man mere? Har man plads til mere, så gå for en lidt større seng. Står du og overvejer 160 eller 180 cm – tag 180 cm. Så tror jeg på, den holder jer længst. Mand, der har været tryg på, når vi har ligget som et H med Eddie til at binde os sammen på tværs.

Rockpaperdresses, Cathrine Widunok Wichmand, Auping, Alona Vibe

Vi er stadig eminent glade for vores seng fra Auping, som har været vores i mere end et år (og som kommer til det mange år endnu, og når den en dag ikke kan mere, så kommer den retur til Auping, som faktisk tager ALLE senge retur uagtet mærke, til recirkulering (hvis det ikke er en Auping er det blot mod et mindre gebyr)). Den har været rammen om eftermiddags-gravid-lure, veer, maratonammesessions, hud-mod-hud-tid. Om serietid og gode bøger. Det er egentlig utroligt, hvor mange gode øjeblikke, der er i sådan et møbel, ikke? Alle de lange aftensnakke, alt for korte nætter, og nye planer, der er blevet lagt lige der.

Rockpaperdresses, Cathrine Widunok Wichmand, Auping, Alona Vibe

Rockpaperdresses, Cathrine Widunok Wichmand, Auping, Alona VibeHvis du i øvrigt gerne vil tage (grønnere) stilling til din næste seng, så er Auping uden tvivl et sted at kigge hen. De arbejder virkelig meget og rimelig hurtigt henimod at have en bæredygtig produktion. Inden udgangen af 2020 vil de være 100 % bæredygtige. Og indtil videre går det godt. Det er lidt svært at forholde sig til, men naturgasforbruget er sat ned med 90 % og vandforbruget sat ned med 60 %. De arbejder henimod at have en CO2-neutral fabrik med. vedvarende energi. De er lidt den dygtigste pige i klassen, ikke?

Hvis du endda vil have en Cradle 2 Cradle-certificeret seng, som betyder, at der er taget stilling til alle komponenter i sengen og sørget for, at de enten kommer fra eller kan komme tilbage i loopet, så har Auping deres Essential-model. Tanken med certificeringen er i princippet en verden uden affald- hvor alt bliver recirkuleret. Hvis du kan lide et andet stel, så kan du også overveje Vivo og Maestro-madrasserne på, de er nemlig også certificerede og har det mest bæredygtige latex i sig, det kan I læse om HER.

I dagligdagen tænker jeg ærligt ikke over, hvor bæredygtig min seng er, jeg har bare en vanvittig lækker seng, som holder os mange, mange år endnu, men det er nu egentlig rigtig rart at vide. Og vil du tænke “full circle” på et “grønnere” sengemiljø, så har jeg købt en GOTS-certificeret dyne med fjer fra dyr, der er blevet klappet og haft det godt.

Rockpaperdresses, Cathrine Widunok Wichmand, Auping, Alona Vibe

OTTD + historien om #trussegate

Cathrine WIdunok Wichmand, Rockpaperdresses, Giambattista Valli for H&M, Alona Vibe,

fotos ALONA VIBE

I får lige noget *ekstra* her til tirsdagsfrokosten. For i denne uge går jeg og glæder mig til Adams og min første aften sammen, sådan rigtigt, uden babydreng Eddie. På fredag skal vi nemlig til julefrokost med gode venner (og morfar skal passe og putte, er så spændt – Adam ligeså, han sagde sågar i dag “jeg kan jo lige blive hjemme til klokken 19.00, indtil vi ved han sover” – selv om vores invitation siger 17.30, CUTE babyfar!), og jeg tænker faktisk at tage præcis denne her kjole på. Jeg trænger til at være lækker foran Adam!

Denne her kjole er så smuk – og en gave fra H&M, fra deres Giambattista Valli-kollektion (I kan se den her) så den markerer jeg som reklame, og som jeg i øvrigt også forestiller mig er vanvittig smuk med en strik over til hverdag. I ved, jeg elsker NUL tøj-regler, men at bruge og bære det man ELSKER, meget mere end det, der er kutymen.

Cathrine WIdunok Wichmand, Rockpaperdresses, Giambattista Valli for H&M, Alona Vibe,

Pt. sidder jeg på kontoret med mine gode fæller og spiser direktørsnegl og hører jazz i mine hørebøffer, som er min yndlings-yndlings-lytning, når jeg skal arbejde. Det er så koncentrationseffektivt!

Jeg har virkelig svært ved snak på et kontor, jeg kan simpelthen ikke abstrahere og ender med at lytte og skrive usammenhængende imens. Eller dummere; skrive det der bliver sagt. Det er så mærkeligt, gør jeres fingre også det i ny og næ? Skriver, hvad I hører eller siger til folk, mens I taster. Adam arbejder i storrumskontor, og det ville være umuligt for mig! Har I det også sådan? Omvendt kan jeg også føle mig lidt fræk, at jeg sådan lukker af. Men altså. Vi har alle vores ting, ikke?

Cathrine WIdunok Wichmand, Rockpaperdresses, Giambattista Valli for H&M, Alona Vibe,

Cathrine WIdunok Wichmand, Rockpaperdresses, Giambattista Valli for H&M, Alona Vibe,

Cathrine WIdunok Wichmand, Rockpaperdresses, Giambattista Valli for H&M, Alona Vibe,

Jeg har en lidt skæv arbejdsuge, så jeg må hellere komme godt fra start. I går brugte jeg hele dagen på at være i Esbjerg og holde foredrag om #miljømandag, og alle der kom var så nice!! Der var så god stemning, så meget snak og debat – og jeg havde ellers hørt, at Esbjergensere er stille mus. Det skal jeg da lige love for er en løgner. I hvert fald ikke dem der er nysgerrige på at gøre det bedre. Vi fik virkelig vendt nogle dilemmaer. Som fx den kommende jul – kan man sige nej tak til gaver på sine børns vegne? Eller begrænse antallet af gaver til ungerne? Og hvordan ellers med middagen? Den er jo trods alt riiiimelig kødbaseret; medister, skinke, and, frikadeller, gås, flæskesteg… Ikke at jeg havde svarene, men vi talte om det og kom forhåbentligt lidt klogere derfra alle sammen.

Cathrine WIdunok Wichmand, Rockpaperdresses, Giambattista Valli for H&M, Alona Vibe,

Og så bliver jeg simpelthen nødt til at dele min nye åbner til mine fremtidige foredrag… Jeg har allerede delt den på min story, men jeg griner stadig og flere af jer er slet ikke på Instagram. SÅ, jeg kom frem til Treenighedskirken i Esbjerg, i GOD tid, næsten halvanden time før, og for de af jer, der havde tippet om kaffebar og shopping, så nåede jeg intet andet end at se kirken ude fra, indefra og rundt og rundt, men jeg ville bare gerne have tid og ro før første foredrag. Vi havde teknik at teste osv. Men Lena tog mig hjerteligt ind og bød mig velkommen, jeg fik lov at snuse rundt. “Du kan stå her og tale”, sagde Lena og pegede mod alteret, men det var mit mod ikke helt til, så i stedet fik vi rykket rundt, så jeg kunne stå nede blandt gæsterne. Og de kom! Og var så søde og generte til at starte med, ligesom jeg selv, men har formået at lave et låg at lægge på. Jeg har efterhånden skulle være så meget på i så mange situationer, at jeg har lært ikke at vise det. I stedet taler jeg! Og det gjorde jeg i halvanden times tid, haha, og blev egentlig næsten lidt overrasket over, hvor fint det gik, hehe… Eller jeg havde i virkeligheden ikke nogen forventninger, nu det var første gang. Men konceptet, følte jeg, virkede! Vi skulle tale sammen. Bæredygtighed har ikke én retning, der er ikke et svar og et resultat, så jeg tror på inspirationen i at lytte til hinanden og blive klogere sammen.

Så jeg havde selvfølgelig cold hard facts med, ord om mit eget udgangspunkt, og så havde jeg små everyday hacks med. Mit bi-wrap, min shampoobar, min zero-waste-deo (har ikke rigtig bevæget mig ud i “zerowasting” endnu ellers). Og så havde jeg da mine gamle jeans med! Dem jeg har brugt allermest, som er blevet perfekt smørbløde, som er så gode – og som har 7-8 år på bagen. Og som jeg har repareret og lappet henad vejen. Jeg griber om dem, gode gamle denimrør, folder dem ud og viser dem frem til folket – og så ser jeg pludselig en lille skov af fingre, der peger mod gulvet. For lige der, på Guds gulv, foran alteret, ligger mine sure, gamle underbukser! Jeg havde da hurtigt grebet de jeans fra vasketøjskurven og ikke lige fået fakset underhylerne ud af dem, før jeg kastede dem i kufferten (fordi jeg er typen, der “står ud af” mit tøj, og der er ofte både trusser og strømper i buksebenene). Hold kæft, jeg døde! Indeni af skam, og uden på af grin! Det var så frygtelig komisk, jeg slet, slet ikke kunne bære det. Jeg grinede hele vejen ned til stationen bagefter og på togturen hjem. Men i situationen samlede jeg dem op, stak dem i lommen på bukserne, håbede de blev der, og så fortsatte jeg – hvis jeg selv skal sige det, cool as fuck! Fremover vil jeg åbne med, “I får altså ikke ligeså meget for pengene, som i Esbjerg!”

I dag har jeg tjekket begge bukseben, inden jeg gik ud af døren! Nul bonustrusser.

Cathrine WIdunok Wichmand, Rockpaperdresses, Giambattista Valli for H&M, Alona Vibe,

Cathrine WIdunok Wichmand, Rockpaperdresses, Giambattista Valli for H&M, Alona Vibe,

Cathrine WIdunok Wichmand, Rockpaperdresses, Giambattista Valli for H&M, Alona Vibe,

Cathrine WIdunok Wichmand, Rockpaperdresses, Giambattista Valli for H&M, Alona Vibe,

Cathrine WIdunok Wichmand, Rockpaperdresses, Giambattista Valli for H&M, Alona Vibe,

Soveværelse nu på 1. plan

rockpaperdresses, Cathrine Widunok Wichmand, Rockpaperhome

Jeg håber, I nyder jeres weekend!

Velkommen inden for i soveværelset, som aldrig har været smukkere. Det har på mange måder virkelig bundet huset sindssygt godt sammen at arbejde mere med det, end vi ellers har gjort. Efter næsten seks år, så sidder den der! På tide, ikke?

Den etage, det rum, 1. salen, det har aldrig rigtig fungeret. Et lidt skørt rum, relativt stort, men ikke helt med stue-charme – det var også mærkeligt, da de tidligere ejere havde indrettet sig.

OBS: Gardinerne er købt fra &Drape med rabat,  så jeg skriver lige REKLAME.

rockpaperdresses, Cathrine Widunok Wichmand, Rockpaperhome

Rummet var før i tiden aflukket med dør, så det var mere et værelse end en stue i sammenhæng med lejligheden. Da vi så fik bygget opad sidste år, fik jeg håndværkerne til at rive en god bid mur på 1. salen også. I kan se muren, som den var HER til venstre for de hvide IKEA-skabe med den lille paraply og symaskine ovenpå.

Det gjorde allerede en kæmpe forskel – det åbnede hele lejligheden op og skabte sammenhæng. Man kunne nu stå nede i stuen og kigge op og faktisk helt op til 2. salen. Det gav så meget godt for følelsen af rummelighed og luft, som er så vigtigt, når planerne ikke er større end 50 m2 og man er i et baghus med vinduer kun på den ene side.

Se, hvordan man kan stå i soveværelset og se ud til trappen og lysekronen –  det kunne man ikke før sidste år, da der var muret væg

rockpaperdresses, Cathrine Widunok Wichmand, Rockpaperhome

Så havde vi igen stue efter håndværkerne flyttede ud, men uden helt at få det til at spille for os. To ting gjorde, at vi rykkede rundt på første og anden sal, og altså lavede soveværelse på 1. sal i stedet. 1) På sigt skulle Eddie sove hos sig selv, og det var på ingen måde naturligt for os at være på hver sin etage (det kunne vi ikke helt forudse, sådan er det). 2) Vi havde vores lejlighed til salg ganske kort i foråret, men noget af den feedback, vi fik, var, at der for mange manglede et værelse. Vi skulle kunne vise, at man kunne lave tre værelser.

Det har vi formået! To på førstesalen og et på anden sal. Vi talte meget om, om vi skulle sætte en væg op, få lavet noget glas-New-Yorker-væg på første sal, altså dele det meget mere op og markere værelset, men vi ville også gerne beholde rummeligheden og lyset på 1. sal. Og så fik jeg den idé at bruge gardiner. Og det fungerer SÅ godt.

rockpaperdresses, Cathrine Widunok Wichmand, Rockpaperhome

Vi har nu seng op mod murstensvæggen og op mod Eddies værelse. Så har vi skabe ind mod væggen, hvor sofaen stod i gamle dage (de kom inde fra Eddies værelse), og så fandt jeg på at lave gardinerne som et stort U. Fra venstre dækkende de to vinduer, rund bagom sengen og til slut ind mod skabsvæggen igen –  som så kan skærme af som en “væg” ud mod “reposet”.

rockpaperdresses, Cathrine Widunok Wichmand, Rockpaperhome

Jeg ved ikke helt, om det giver mening, og jeg ved ikke helt, om I kan se det hele helt for jer på billederne, men Julie og jeg prøvede. Ellers spørg!

Det er blevet et overordentligt lille voksenværelse. Lampen er vintage og købt for 1,5 år siden uden at få den op, for jeg var i tvivl om vores lofter kunne klare den. Det kunne de (men just to be safe hang vi den over fodenden og ikke hovederne, haha!). Den gør det meget hotellækkert sammen med de gennemsigtige og satingardinerne,

rockpaperdresses, Cathrine Widunok Wichmand, Rockpaperhome

Det endte jo egentlig med at være en rimelig simpel løsning frem for at sætte gipsvæg op eller få en snedker-type til at trylle en special-glas-vægs-løsning. Gardiner! De fungerer virkelig som rumdelere – og giver lækker lyd i rummet.

Jeg har i øvrigt. fået en del spørgsmål om, hvorfor vi går og gør ting, når vi ved vi skal flytte. Det har vi gjort selvfølgelig for at vores hverdag skulle fungere –  det kan tage både halve og hele år før noget er solgt, plus en lang overtagelsesperiode.. Fx ved at flytte soveværelse, fjerne køkkenø, så Eddie fik noget gulvplads osv. Men det er også efter input fra mæglere. Både den vi brugte i foråret, og den vi bruger nu. Har I nogensinde set Hus til Halsen? Folk har generelt ikke meget fantasi –  man skal vise mulighederne! Dem kan man forhåbenligt se nu. Og vi er så vanvittigt glade for ændringerne. For første gang hænger boligen virkelig godt sammen, og vi sover så fabelagtigt.

I kan se vores gamle, gamle stue HER, da vi var i Boligmagasinet, eller HER. Det er lidt skægt.

rockpaperdresses, Cathrine Widunok Wichmand, Rockpaperhome

rockpaperdresses, Cathrine Widunok Wichmand, Rockpaperhome

Her har vi just fjernet tv’et og taget det med i sommerhuset, og i stedet opsat en ekstra hylde, og det har virkelig gjort noget dejligt.

rockpaperdresses, Cathrine Widunok Wichmand, Rockpaperhome

Hvordan kommer man tilbage i form?

Rockpaperdresses, Cathrine Widunok Wichmand, Mia Jørgensen

Ja, jeg spørger jer! Jeg har nemlig ikke svaret. Selv om jeg jo har gjort det før. I en fjern, fjern fortid for fem år siden besluttede jeg mig for, at jeg for første gang i mit liv ville komme i form. Rigtig, ægte form. Hvor man kan løbe efter bussen uden at tabe vejret. Jeg opdagede, da jeg brækkede min storetå, at det der med at bære sig selv på krykker, var noget nær en umulig opgave for mig, så det stod skidt til.

Jeg kom igang. Og så meget igang at jeg løb et maraton! Og et dødsmudderløb. Jeg endte faktisk med at stå et sted, hvor jeg kunne alt, jeg tænkte mig, når det kom til motion. Jeg løb hver søndag med Sparta. Løftede en masse tunge ting og var en lean, mean, muskel-machine.

Rockpaperdresses, Cathrine Widunok Wichmand, Mia Jørgensen

Men… Så kom der alt det fertilitetsbehandling i vejen. Og jeg skulle ligesom skrue ned. Især da jeg tabte mig en masse i processen og måtte tage et par måneders pause. Jeg holdt fast i yoga, fast i reformer. Men meget andet måtte vige. Alt det tunge, alt det lidt “ultra”-agtige. Hver ting til sin tid, og tiden var en anden.

Jeg holdt formen ved lige sådan “agtigt”, da jeg blev gravid. Stadig reformer, stadig yoga, prøvede at løbe. Bookede et ret fint hold hos Fitmom, hvor vi stadig løftede mikro-lidt, men det lugtede lidt af gamle dage. Men jeg blev nok også lidt ramt af angsten for at miste. Selv om jeg har lært af Charlotte (SATC-versionen), at man godt må, altså træne, løbe, gøre sin ting, selv om man er gravid. Så alt blev trappet ned – helt som de kloge (læger) også fortalte mig.

På et eller andet tidspunkt blev det også vigtigt for mig at blive mere blød, give kroppen mere ro, sørge for den slappede mere af, så jeg kunne hjælpe et barn til verdenen og ikke var helt anspændt og opspændt. Det blev til lidt svømning. Så en fødsel. Og så skulle der lige gå otte uger.

Jeg har gået til mor-barn-yoga, et reformer-baby-forløb. Og så har jeg lavet lige nøjagtig nul og niks i nærmest otte måneder. Og nu SAVNER jeg motion. Og jeg savner at bruge min krop i andre stillinger end amning, computer, gulv-sidning, bære på hofte osv. osv. Jeg synes virkelig hele det første år er hårdt for forkroppen. SÅ mange ubekvemme stillinger, meget det samme, meget krøllet sammen. Når vi har samsovet (det er sgu ikke Eddie, der går på kompromis med komforten), ammet i et væk, viklet osv.

Rockpaperdresses, Cathrine Widunok Wichmand, Mia Jørgensen

Jeg gad godt komme tilbage. Billederne her tog Mia til et lille samarbejde jeg havde med Yogastream, som har gjort jeg er kommet lidt igang med yogaen igen på stuegulvet. Dejligt! Men jeg gad godt mere. Jeg gad godt være stærk igen. Jeg gad godt mærke luften forsvindende ud af mig, at være stakåndet.

Men – og her kommer the million dollar spørgsmål til jer! HVORDAN? Hvordan pokker skal man finde tid til at træne? Hvordan gør I? Er det noget med at finde en brugt babyjogger og kombinere lur og løb? Er det at være lidt mere hardcore og ikke spise aftensmad med mine to, fordi jeg skal til træning?

Da jeg var i topform kan jeg huske, jeg tænkte, at jeg slet ikke kunne forestille mig ikke at have en god kondition igen, ikke at træne. Klip til nu, hvor jeg, bevares går 10-12 km om dagen og har en højre basarm, så stærk, den kan slå huller i luften (fordi, Eddie). Men styrke? Form? Hasta la vista, baby.

Jeg kunne så godt tænke mig jeres råd til, hvordan man gør det – kommer igang igen. Finder motivationen. Tiden. Hvis jeg skal bære et barn igen, så kræver det jo også lidt af min lille krop.

Rockpaperdresses, Cathrine Widunok Wichmand, Mia Jørgensen

Længste hjemmepasser dag forude

rockpaperdresses, Mia Jørgensen, Cathrine Widunok Wichmand

fotograf MIA JØRGENSEN

Ah, en god debat er aldrig af vejen, hva’? Jeg har brede skuldre og kan os godt klare det. Selv om det er evigt svært at adskille følelserne, når I skriver og klager over min virksomhed, og den virksomhed er mig som privatperson. Det kan ikke undgåes at gå ind og stikke til mig og til tider skære. Det er bloggens blessing og forbandelse, jeg kan ikke bare lægge det i døren og gå hjem. Jeg kunne godt genoverveje, alt jeg deler her – om jeg overhovedet skal/gider/har lyst/mod, men jeg ved også godt, at ud af alle jer der læser, så er det måske 2 % der klager – alle andre læser med uden utilfredshed. Og skal man i øvrigt alle træffe beslutninger, når bølgerne går højt. Jeg har prøvet det før, alt lander igen.

Nu tager jeg lige og skriver noget fuldstændig benløst, så jeg ikke skal bruge mere tid på computeren i dag, nu det er full on hjemmepasserdag. Jeg sidder allerede med computeren i skødet, selv om den er før syv, og jeg egentlig hellere vil ned og spise havregrød med min dreng og mand, som rumsterer i køkkenet.

I dag bliver meget muligt en lang dag, eftersom mit hold i nakken bliver ved med at give. Jeg vågnede med det i går, og jeg tror simpelthen, det er den sværeste omgang, jeg har oplevet indtil nu. Og når man ikke engang kan se sine sko og binde dem, så er en hel dag med leg og Remisen og legeplads, eller hvad vi finde på en lidt sej omgang. Vi starter stille og roligt, et er sikkert: Vi skal være ude, da der kommer en sød fotograf og skyder billeder til salget. En hel dag.

Og så vil jeg prøve at gå til yoga i aften. Hvis jeg kan. Jeg føler mig 1000 år ældre i dag, så lad os se.

Hav en dejlig dag, alle sammen. Hvad end den bringer!

rockpaperdresses, Mia Jørgensen, Cathrine Widunok Wichmand

Et OOTD og spørgsmålet: Lever vi i en tilbudskultur? Og hvad er prisen?

Rockpaperdresses, Alona Vibe, Cathrine Widunok Wichmand

Et lille lyserødt onsdagsoutfit med to gange genbrug, et par ældre Goya-bukser og gamle Selected Femme. Jeg øver mig i øjeblikket i at bruge mere af mit skab i ny kombinationer, og da det her blev sat sammen, sådan lidt tilfældigt følte jeg mig så smart. Både de douchede farver, der spiller så pænt op ad hinanden. Men også tern på tern på tern. Først nu går det op for mig, at jeg har tre gange tern på, hehe… Utroligt nok roder det ikke – i hvert fald ikke for mig øje. Måske I er enige? Og nu til noget helt andet…

Foto af ALONA VIBE

Rockpaperdresses, Alona Vibe, Cathrine Widunok Wichmand

For nyligt talte jeg med folk fra en større highstreetkæde, og vi kom til at tale om tilbud, rabatter, klubmedlemskaber (jeg har haft en hel ekstra pung kun til medlemskort (husker I indlægget?), seriøst; Goodie-kort, Loyalty-tamtam, Klubkort, Member-something – alt det man kan blive prakket på uden at tage stilling og som alle ofte har en tilbudsfunktion indbygget). Hvordan der i dag nærmest altid er udsalg. Udsalg, førudsalg, midseason sale. Jeg tog mig selv i at google “rabatkode +” en eller anden webshop, fordi vi manglede et badeforhæng. Og de gode folk talte om, hvordan de var ved at være modne til at skrue ned for tilbudsskiltene. Køre udsalgsstil mere som i gamle dage – der var engang, hvor udsalget var sommer og vinter. Og det startede altså først, som sæsonen ægte gik på held og ikke allerede før juleaften.

Og forleden så jeg så den første webshop, der meldte sig ud af Black Friday. En tilbudsdag som kommer fra USA, der altid holdes fredagen efter Thanksgiving, og som i år falder den 29. november. Sejt, tænkte jeg, sådan at tage stilling. For med uendelige tilbud bliver fristelserne ved at stå i kø og dét at sætte forbruget ned kan kræve noget mere rygrad end den regnorms, jeg selv til tider render rundt med.

Jeg delte det på min story, for i disse Thunberg-tider spotter jeg nærmest dagligt nye tiltag fra virksomheder; certificeringer, mere ansvar for produktion, mindre produktion. Men også “civile” der melder sig under købestop, nul fly, ingen oksekød osv. Ligeså sort min morgen var, hvor jeg græd, da jeg læste om de 11.000 forskere, der nu har underskrevet en fælleserklæring for at råbe alvoren op, så ser jeg også mange græsrodstiltag (men hej, politikere, hvor er I til at passe på os? Vi andre kan kun gøre så meget), og det glæder mig. Jeg havde lyst til at dele deres standpunkt.

Og så spurgte jeg jer – hvad synes I egentlig om Black Friday? Benytter I jer af konceptet, måske fordi pengene er små? Eller kan I ikke fordrage det? Og jeg skal LOVE jer for, jeg blev væltet. Så meget at jeg opgav at svare de fleste. Der var dem, der tordnede med bål og brand og hadede 1) at vi IGEN havde taget et amerikansk koncept til os (“ligesom Halloween”, selv om jeg dog vil indskyde, at den skal amerikanerne måske ikke have kredit for, for det er en irsk-hedensk tradition) 2) at det var kernen i overforbruget i denne verden. Men der var også dem, der skrev at det var deres chance for at købe julegaver, uden at sprænge et lille budget. At de på en lille økonomi havde mulighed for at købe bedre tøj til deres børn, end de plejer.

Rockpaperdresses, Alona Vibe, Cathrine Widunok Wichmand

Og så var der dem, der tog det som arrogance, at jeg overhovedet stillede de to op over for hinanden; overforbrug mod små økonomier. “Det er ikke alle, der har råd til sommerhus og lejlighed i byen”. Det er jeg udmærket bevidst om, og vi er vanvittigt privilegerede. Jeg er selv opvokset med arvetøj (før det var “smart”), én skinke strukket en hel uge, et skoleatlas der stadig foldede USSR ud på siderne (og jeg gik altså i skole post murens fald) – jeg er vokset op med en meget lille økonomi, (læs evt. mit interview ovre hos Ditte om selvsamme og min helte-mor). Jeg sad i forgårs og tømte ringbind med gamle kvitteringer, fra jeg flyttede hjemmefra, og der var altså også en del rykkere. Jeg havde ingen penge. Og så var der dem, der mente, det var helligt af en butik, der ellers lever af andres forbrug pludselig at melde sig ud af forbruget –  i hvert fald 1 ud af 364 dage.

Men det var nu ikke min mening at dømme i mit spørgsmål, hverken det ene eller andet. Hvem er jeg til at dømme (øver mig generelt i at fordømme mindre, folk der er/gør anderledes end mig)?, jeg har ladet mig fortælle, at der på Jodel bliver lavet “Hvad er det værd?” på mine outfits. Gættet priser på mine ting – for jeg har gode og dyre ting. Jeg er så priviligeret, at jeg godt kan købe den mere bæredygtigt producerede strik fra Aiayu fremfor polyestersagen fra Nelly. Og jeg har stadig en opgave foran mig i at skrue ned for mit tøjforbrug, selv om jeg er så meget længere, end jeg nogensinde har været. Som note; dyre varer er ikke det ubæredygtige problem – faktisk viser undersøgelser, at vi passer bedre på tøj, vi har givet mere for (læs lidt om det hos Johanne her). Jeg skal stadig arbejde på mængder – havde så sent i går et øjeblik, hvor jeg kiggede mig selv dybt i øjnene, men mere om det en anden gang).

Rockpaperdresses, Alona Vibe, Cathrine Widunok Wichmand

Men jeg er nysgerrig på tilbudskulturen. Jeg synes faktisk, at det er virkelig komplekst. Og det næste skriver jeg med NUL arrogance, for jeg forstår alles økonomi er forskellig, og jeg kan sgu os lide et godt tilbud, men prøv bare lige at følge nogle af mine tanker… For jeg tror, det har konsekvenser – på flere niveauer.

Hvis vi altid jagter det billigste, så forestiller jeg mig rigtig mange små, lokale butikker må lide, for de kan umuligt hamle op med samme rabatter og tilbud, som store webshops, der køber ind i STORE mængder og har en hel anden kapital i ryggen. Og hvis vi taler social bæredygtighed, så er det de små butikker, der puster liv i byer. Jeg kommer selv fra en soveby, hvor alle butikker drejer nøglen om, og det tvinger byboere til at (bruge benzin) og køre til større byer for at få klaret købene. De mister liv, attraktivitet, arbejdspladser og lokal foreningsstøtte måske.

Det kan sagtens være mere ansvarligt at købe på bud, når man så fx køber bedre producerede varer end man normalt har råd til. Men hvis vi så bruger besparelsen til at kunne købe mere, så ryger det ansvarlige? Jeg kender det selv; hvis jeg køber julegaver på bud, så har jeg ofte tænkt, at så kan jeg jo købe noget mere til folk, fordi jeg har sat beløb af, jeg følte jeg skulle bruge – i stedet for at se på den værdi, jeg faktisk giver for.

Måske kan de evige tilbudsmarker også få os til at købe ting, vi egentlig ikke har brug for, måske nupper vi bare lige noget med, som alligevel var på bud, uden egentlig at tage stilling til, om vi reelt ønsker os det. Og så kommer vi måske ikke retur med det – for det var jo så billigt…

Kan konsekvensen af den evige tilbudskultur betyde, at vi glemmer glæden ved at gå og spare op? Betyder tilbudskulturen, at vi bliver blinde for varers værdi? Jeg talte for nyligt med Lærke og Stine, der driver made-to-order-mærket Proem Parades, som begge kommer fra fast fashion industrien hvor avancen er super høj, selv om priserne er lave fordi produktionsmængderne er så store. Nu sidder de med det lille håndværk, dyre, bæredygtige materialer, og også højere varepriser – men deres avance (fortjeneste) er slet ikke i nærheden til trods. Gode varer er dyrere at lave.

Er vi efterhånden så vant til tilbud og gule skilte, at vi slet ikke ser og anderkender varers egentlig værdi? (som bevares også er sat med markup, men det er jo fair nok – alt skal hænge sammen; materialer, produktion, ekspedientens løn, postbudet der evt. sender osv.).

Jeg selv spurgte for nyligt en tæppeproducent, som laver håndlavede tæpper, om de mon havde noget lagersalg på bedding, for det havde jeg set, de havde haft før, og vi ønskede os to tæpper til vores fodkolde hus (hej gamle fabriksbygning, det ikke var meningen folk skulle bo i!), “så kunne jeg lige vente og slå til”. De skrev pænt tilbage, at det havde de altså ikke. Og jeg følte mig lidt flov over at underbyde dem, som om jeg ikke syntes, de var deres priser værd. Men jeg hader også at prutte om prisen på loppemarkeder. Så jeg tænkte, at jeg kunne 1) begynde at spare sammen eller 2) kigge efter nogle andre tæpper, som lå mere i det prisleje, jeg var interesseret i…

Jeg synes ikke, det er let, og jeg har ikke tænkt mig at råbe DØD OVER BLACK FRIDAY!, for jeg forstår godt den trængte pengepung, at have råd til bedre julegaver. Jeg kan også godt lide en god rabatkode og kender godt “YES”-følelsen, når man spotter en rabatkode til et sted man skulle til at lægge en ordre (og det modsatte, når den kommer dagen efter, man har lagt en ordre). Men jeg kan også godt tænke, at alt ikke altid behøver at være tilgængeligt for os alle. Der er i forvejen udsalg minimum 2 gange om året, plus det løse…

Har vi brug for endnu et tilbudskoncept?

Rockpaperdresses, Alona Vibe, Cathrine Widunok Wichmand

Glædelig weekend – og fire serier du skal se!

Rockpaperdresses, Cathrine Widunok Wichmand, Serieanbefalinger

Glædelig weekend, venner!

Jeg har sådan bøvlet med mit kamera og billeder på det, så jeg har ikke kunnet komme ud med noget de sidste dage. Tænk, så er man på den, hvis bare en tech-ting fejler.

Det til side – for pyt. Vejret har vidunderligt det meste af ugen, har I ikke også brugt jeres sparede fritid på at nyde solen, mens den var der? Jeg har virkelig suget til mig og forsøgt at lege magnet for solens stråler. Gid man kunne ophobe den slags.

Hvad har I brugt weekenden på? Vi har brugt hele weekenden i sommerhus og kørte herop tidligt fredag. Jeg synes faktisk, det går ret godt med at bruge det. Vi er her hveranden/hver tredje weekend, laver ikke det store (okay, jeg slæber som oftest vasketøjet med, for her har vi egen maskine modsat hjemme). Men denne weekend har vi haft forældre til havedag. Hele dagen i går fra 10-15 knoklede vi på, også da det begyndte at regne. Vi skulle klippe og skære ned, sådan på den rigtig grove måde. Så lige nu er her bart. Det føles helt farligt, sådan virkelig at gå til den i en have, man har nydt så meget, men som vores sælger sagde i sommer; tog de en sæson til her, så havde de virkelig gået til den. Roserne var vokset ind i taget, klematiset spredt sig om tagrenderne. Så selv om det gør ondt at være lidt grov, så kommer det kun til at blive smukkere næste sommer. Så det glæder jeg mig helt vildt til.

I dag vender vi snuden hjemad, for vi har stadig lidt at ordne før der kommer fotograf i denne uge og skyder billeder så lejligheden kan komme til salg. Det kommer helt sikkert til at føles bittersødt, når den pludselig er ude, men det er det rigtige. Vi er klar nu.

Rockpaperdresses, Cathrine Widunok Wichmand, Serieanbefalinger

Og så til noget lidt andet – og alligevel lige i tide til en grå søndag. Fjernsyn <3 (selv om jeg nu oftest ser på iPad, men altså). Tv-sæsonen er ON! Det var et GENIALT tidspunkt at føde på sidste år – altså man tager, hvad man kan få, ikke? Men genialt med Bagedysten, Vild med Dans, så julekalendre and all that jazz. Der er og kommer SÅ meget godt. Jeg glæder mig særligt til, at The Crown vender tilbage, og vi er også lige begyndt på Mindhunters anden sæson (så jeg kunne næsten ikke falde i søvn i fredags).

Sidst jeg skrev om serier var i regnfulde juli, femten stykker blev det til! Og som altid leverede I varen, når det kom til nye gode anbefalinger. Vidensdeling, hehe – på den vigtige, populærkulturelle front, jeg elsker det! Tak.

Så nu skal vi til det igen, lige i tide til søndagens sidste timer. Eller til den kommende hverdag. Eller, kan man ikke altid klemme lidt serie ned?

Rockpaperdresses, Cathrine Widunok Wichmand, Serieanbefalinger

The Good Place (På Netflix)

Uden tvivl en serie man skal se fra første episode, haha! Den er super sort – Adam så lige med i et par minutter, og han var forstod ikke en brik. Forestil dig, at du tager billetten – hvor synes du selv, du skal lande? Himmel eller Helvede? Eller mindre religiøst, the good eller the bad place? Du er heldig! Du lander i the good place… Fri is, du kan lære at flyve, du må få lige, hvad du ønsker dig. MEN. Tænk dig så, hvis det er en fejl. Du skulle have været down under sammen med alle de andre skiderikker. Siger du det til nogen? Det kunne jo tænkes, du har taget en andens plads det gode sted. Kan du have det på samvittigheden? Og inden længe begynder hele din nye verden at falde fra hinanden – noget har skabt uorden i paradis…

Virkelig morsom, herlige skuespillere – og et herligt plot twist. Og så er den faktisk filosofisk lærerig (somewhat i hvert fald).

The Politician (På Netflix)

Denne her er jeg ny på – men jeg ÅD alle afsnit. Hvordan skaber man en politiker? For det er vist egentlig sådan, det er i USA, at least. Præsidenterne og kandidaterne, de kommer ikke rigtig sovende til det, vel? De preppes, checkes, groomes før de når så langt, og dét typisk helt så tidligt som deres collegetid.

The Politician går endnu tidligere – til den glubske high school, hvor popularitet kan købes, og dét at være elevrådsformand er MAGT over hele universet (følelsen i hvert fald). Et ungt univers som Ryan Murphy så glimrende har skitseret før i Glee. Han er en af mine favoritinstruktører – han står også bag POSE, jeg anbefalede sidst. Serien minder vel mest om, hvis House of Cards og Gossip Girl fik sig et barn. Altså; det bedste af to verdener. Drama, politisk spil, vilde karakterer, splid, popularitet, gode skuespillere (hej Gwyneth Paltrow!). Du får lidt af det hele.

Doggystyle (På DR)

Jeg kan ikke lade være med at få en lille tanke til gode, gamle SKAM, når jeg ser Doggystyle, som netop er udkommet med en ny sæson. En serie med unge mennesker, til unge mennesker. Den er rimelig rå og føles “ægte” med sit måske ikke helt håndholdte kamera, men derhen ad. Det virker som om, alle karaktererne har lagt deres egen makeup, stylet sig selv, og så er emnerne alt dét, der fylder mest i os (okay, jeg tilsniger mig selv lige de unge, selv om jeg teknisk set ikke er det).

Asta vil gerne være Københavner og leve et spændende liv, laaang væk fra provinsen, eller rettere landet, hvor hun er opvokset. Fanme nej, om hun skal rykke tilbage. Selv om det spændende Københavnerliv går skævt.

Euphoria (HBO)

Måske en af de bedste serier, jeg har set? Ej, det kan jeg ikke sige, der er SÅ meget godt. Men Euphoria er særlig! Endnu en coming of age-serie, som jo er mit absolutte yndlingstema. So I feel young again, ha!

Det er fucking, sorry mit sprog, svært at være teenager og at lære og at lande i sig selv. Jeg ville ikke gøre det om, om så jeg fik chancen. Og nogen gange har man bare lyst til at forsvinde væk, smide ansvaret, ikke mærke noget andet end følelsen af ligegyldighed. Og hvis du så møder de forkerte, kommer i dårligt selskab, så er du måske slet ikke så langt fra at forsvinde væk. I hvert fald for en kort stund.

Stoffer. Og pludselig hænger du fast. I følelsen af ingen følelser, og du bliver afhængig. Men virkeligheden er, at du skal igennem tiden, du skal lære. Der er ingen evig flugt og ingen måde at undslippe. Selv om Rue prøver – det er livet.

Fabelagtigt skuespil, barsk storyline og vanvittigt smukt og sejt manus og billeder, den har tilmed humor. SE DEN!

Rockpaperdresses, Cathrine Widunok Wichmand, Serieanbefalinger

“Du skal ALDRIG undskylde for at SKRUE OP!”

Rockpaperdresses, Julie Bjarnhoff, Cathrine Widunok Wichmand, L'Oréal

Der er få ting, jeg kan være gladere for om morgenen end 1) Eddies smil, 2) Tanken om dagens første kop kaffe og 3) at tage makeup på. Ligeså meget jeg elsker en weekend eller en ferie helt uden makeup (foretrukket om sommeren, når man har GOD glød som selskab), ligeså meget elsker jeg også at lege med farver og udtryk, hvorfor det har været helt vidunderligt sjovt at skærpe mine evner og viden det sidste års tid, både takket være Saras og mine beautyvideoer på instagram (har I set?) men så sandeligt også gennem mit samarbejde med L’Oréal, som i den grad maler legepladsen op. Jeg s u g e d e til mig i Cannes fra alle eksperterne, som Eddie mod Fridas snude (ew, men cute og rigtigt).

I samarbejde med L’Oréal

Rockpaperdresses, Julie Bjarnhoff, Cathrine Widunok Wichmand, L'Oréal

Uden foundation

Jeg bilder mig normalt ind, jeg ikke bruger særligt meget makeup – men det er nok et temperamentsspørgsmål, hehe.. Der er vist blevet udbygget og skærpet her og der. Men mit evige mål er: Det skal i hvert fald helst ikke se sådan ud. Og det bedste udgangspunkt for dét er altså den gode hud.

Jeg delte min morgenhudplejerutine for nyligt, og den tror jeg på, hjælper mig. Men skal jeg tippe om to makeupprodukter, som er så grundlæggende for det gode ansigt (altså, alle ansigter er gode, men I forstår), så er det concealer og foundation.

Concealer? Gå for Infalliable fra L’Oreal, men kom den på din håndryg og dup 4-5 små felter rundt om øjet med ringfingeren (som ikke er så stærk som pegefingeren og derfor mere blød ved den sarte øjenhud). Lad det sidde mens du børster tænder, og fordel det så med ringfingeren. Så får du bedre dækning. GODT tip fra min profesionelle makeup-makker, Sara.

Foundation! Jeg skal ærligt indrømme, jeg ikke har haft den store fidus til foundation. Både fordi jeg er velsignet med god hud, men også fordi jeg har følt mig “kaget” til. Den nye True Match-foundation er som lavet til mig, fordi den nærmest mere er en farvet dagcreme – som jeg til gengæld har været glad for gennem tiden. Den er 80 % fugtighedscreme bl.a. med hyaluronsyre i. Og når den så kommer på huden, ja, den bliver ligesom… Den smelter ind i huden og bliver mere i et med ansigtet end den lægger sig ovenpå. Så jeg får følelsen af, at det er mig, der kommer gående og ikke en sminket skygge. Og så findes den vitterligt i uendeligt antal farver, så der er en til os alle. Deraf navnet antager jeg. For en der ikke har haft fidus til foundation før – jeg må da indrømme, den er skøn.

Rockpaperdresses, Julie Bjarnhoff, Cathrine Widunok Wichmand, L'OréalRockpaperdresses, Julie Bjarnhoff, Cathrine Widunok Wichmand, L'Oréal

Med foundation – I kan se huden er mindre rød og mere jævn

Og når først den gode hud er på plads, så er banen kridtet op. S Å kan vi lege. Nogen gange kan jeg egentlig godt lide at lade det være ved det – måske tilføje en cremeblush. For et umakeup’et let look. Andre dage har jeg lyst til at skeje ud. Og måske på det seneste mest det – jeg har vist været klar til at komme ud i verden igen post barsel, hehe… Føle mig… Lækker! Så, og nu følger en lille anekdote fra mit lille liv. For jeg lagde mærke til en kedelig vane, jeg har tillagt mig. At skrue ned for mig selv.

For et par uger siden havde jeg en temmelig god rate af good-looking-insta-billeder. Jeg startede mandagen ud med at lægge det her billede ud. Sååå er ugen igang, haha! Smoking hot, hvis jeg selv så ydmygt må konstatere her et par uger efter. Og et par dage efter lagde jeg det her billede ud. Men eftersom begge billeder blev lagt ud fra morgenstunden, og jeg da også lige nåede at toppe ugen med det tredje billede med fuld makeup, så begyndte jeg at undskylde for mig selv.

“Sådan ser jeg altså ikke ud nu”. 

“Sorrry….”. 

“Det er ikke helt svarende med mit morgenhår i dag”.

“Bare rolig, jeg har både fedtet hud og dobbelthager hertil morgen” 

Jeg ville nødigt være årsag til, at nogen sad med søvn i øjenkrogen og kaffeskjolder på tænderne med et værd, der lige sank, millimeter for millimeter,  så jeg gjorde mig selv mindre og mindre for at være i øjenhøjde – i stedet for at hylde mig selv og heldet i de gode billeder. Og selv når jeg siger held, gør jeg dem egentlig mindre, ikke? Vi arbejdede for det, og jeg havde lagt en god makeup, havde en god tøj- og hårdag. Det spillede. Det gør det jo altså heldigvis også på nogle dage! Jeg så godt ud.

Hvem har bildt mig ind, at det, at jeg ser godt ud, gør, at der er mindre “se godt ud” tilbage til andre?

Hvem har bildt mig ind, at jeg skal pille mig selv ned for at løfte andre op?

… Hvem bestemmer hvor øjnene sidder? Jeg mener. Hvis øjenhøjde?

Der var ikke en eneste, der skrev andet end “WOW, giiiirl!”. I var ALLE så positive, søde, kærlige, opmuntrende. Der var absolut ingen grund til at pille mig selv ned. Og det var først, da Emilie Melgaard Jacobsen skrev:

Du skal ALDRIG undskylde for at SKRUE OP 🙌🏻🙌🏻🙌🏻

… at det gik op for mig, hvad mit eget mønster var. At være komisk omkring mit udseende. Jeg smiler også på alle billeder – det gør jeg sådan set også i IRL, det vil dem, der møder og kender mig, sige god for. Men jeg har også svært ved at hvile i det at være seriøs. Jeg synes ligesom ikke, mit ansigt helt kan bære det. Det er også enormt afvæbnende med et stort smil – det kan man ikke blive sur eller irriteret på. Det kan man ikke hade. Kan man?

Rockpaperdresses, Julie Bjarnhoff, Cathrine Widunok Wichmand, L'Oréal

Hvor er jeg da træt af at undskylde over for mig selv, og jeg bliver da ked af, at jeg gør mig selv til en joke. Når jeg taler for meget (kan I huske det her indlæg om præcis det?). Når jeg gør mig umage og ser ekstra godt ud. Når jeg gør det godt – og når jeg gør det forkert (der må vi gerne grine endnu højere). Med mindre jeg har såret nogen med min adfærd, så tænker jeg at en undskyldning skal pakkes langt væk. Nogen gange må man da gerne være lidt selvhøjtidelig, ophøje sig selv, ikke?

Undskyldningen er lidt et forebyggende redskab, når man sætter sig selv “derud”. Når “man tror, man er noget” – eller i virkeligheden bare er sig selv men på en god dag. Og på nogen dage sidder håret helt som det skal, makeuppen er lækker, og man føler den. Andre dage er man helt smattet og skal æltes sammen og stables op med en dejskraber for bare at kunne minde om skyggen af et menneske. Og på sociale medier er jeg ret bevidst om at vise begge dele – men jeg behøver ikke nedgøre de gode dage for at gøre de grå dage mere til at holde ud.

Som det pleasermenneske jeg er, mangler jeg lidt en IDGAF-attitude. Men mit ambassadørskab med L’Oréal har uden tvivl skubbet på min læringskurve i selvtillid. Hvis der er noget, de står for, så er det, at man skal glimte, skinne, brillere. Have pang på læberne. Glimmer på øjnene. Hvis man har lyst.

Du kan aldrig være for meget, uanset, du kan kun være dig, og det er i virkeligheden også det allerbedste. Ingen andre er som dig. Og det i sig selv er helt perfekt.

Rockpaperdresses, Julie Bjarnhoff, Cathrine Widunok Wichmand, L'Oréal

Rockpaperdresses, Julie Bjarnhoff, Cathrine Widunok Wichmand, L'Oréal

OOTD + 2020-planen

Rockpaperdresses, Cathrine Widunok Wichmand, Mia Jørgensen fotograf

Et lille outfit skudt af Mia Jørgensen, som er ny til at skyde billeder af mig – men som jeg egentlig kender umanerligt godt, da hun er min bonussøster gennem 12 år. Indtil vores forældre (vi har ikke samme far og mor,  min far gik fra min mor for at være sammen med Mias mor) blev skilt, da jeg var 17 (og hun var 16).

Der er ikke rigtig noget nyt til outfittet, som egentlig består af gamle sko, min højst elskede dansesko, der har fået mig gennem et utal af bryllupper. En gammel nederdel jeg købte, da jeg var gravid til min voksende mave (og som har jeg har brugt SÅ meget), en vintage-silkeskjorte fundet i Firenze i sommer og en gammel uldblazer. Jo eneste nye input er mine strømper, som jeg har købt hos Swedish Stockings, som jeg prøver for første gang. Det eneste, mig bekendt, cirkulære strømpemærke, der producerer strømpebukser bæredygtigt og ansvarligt. Man kan simpelthen sende sine strømpebukser retur, når de er færdige, og så bliver de brugt på ny i produktionen. Smart!

Rockpaperdresses, Cathrine Widunok Wichmand, Mia Jørgensen fotograf

Der kører altså nogle store tanker i mit hoved i de her dage. Meget i forlængelse af det her indlæg om lidt for højt tempo og dét at jeg altid taber pusten på denne årstid – men uden at lære fra år til år. Nu skal være anderledes.

Jeg er så småt begyndt at tage mig selv mere alvorligt, det skriver jeg et indlæg om i sig selv, for det kræver for mig især en større brug af ordet: NEJ. Men jeg er ligesom ved at kortlægge mig selv. Hvem er jeg? Hvordan er jeg? Hvad giver mig energi? Hvad tager min energi? Hvilke måske uhensigtmæssige mønstre har jeg? Og hvad skal jeg fralægge mig? Og pålægge mig?

Rockpaperdresses, Cathrine Widunok Wichmand, Mia Jørgensen fotograf

Der er ikke ét svar på spørgsmålene, for det ændrer sig også afhængigt at humør, tidspunkt, årstid osv. osv. Men ét er sikkert: Jeg har en vild evne til at samle på projekter – og jeg har egentlig også et vildt overskud, så jeg faktisk kan løbe med de fleste. Men der er ofte mange og på papiret små projekter, som måske overskygger og tager tid fra noget, der kunne blive større, som mit hjerte virkelig brænder for. Og imellemtiden kan Adam stå on the side og blive mere og mere stresset, fordi han ikke har det samme rum til projekter, mentalt. Vi skal parløbe, ikke løbe fra hinanden. Mit impulsive hjerte og hjerne pisker rundt med et “ej, det kunne da være ret sjovt at…” selv jeg burde sige nej og holde fokus. Mere fokus.

Rockpaperdresses, Cathrine Widunok Wichmand, Mia Jørgensen fotograf

Det skal det ikke handle så meget om i dag, det med at sige nej, men i stedet for den plan, vi har lagt hjemme hos os for 2020. Et helt nyt årti, hvabehar! Vi vil nemlig i tråd med ovenstående sætte os 1-2 overordnede mål for 2020. Vi har talt rigtig meget om, hvad vi vil, hvad er vigtigt for os, hvordan vil vi gerne indrette vores hverdag, så vi som familie for mest muligt ud af den. Og det kræver, at vi har et mål for øje. Så kan vi nemlig meget nemmere skære alt andet unødvendigt fra, som ikke er lige nu, som ikke tjener det store billede og det mål, vi gerne vil nå. Især er det vigtigt for mig, nu jeg har så stor evne til at tage alt ind; “dét lyder sjovt!”.

Rockpaperdresses, Cathrine Widunok Wichmand, Mia Jørgensen fotograf

Så hvad skal der ske? Vi kalder den 2020-planen, haha! Og vi taler, som en anden CBS-uddannet familie (well, 50 % af os er, eller rettere 33 %) i Q1 + Q2 og Q3 + Q4. Kvartaler, venner.

Hvad er planerne for det første halvår?

Q1 + Q2 kommer vi til at sætte vores lejlighed til salg. Yes. Vi skal videre, vi er klar. Vi har for nogle måneder siden haft et møde med en fantastisk mægler, som sammen med os gennemgik huset og kom med inputs til, hvordan vi kunne optimere i salgsøjemed. Ud fra de punkter med øje for hvordan vi billigst muligt løftede indtrykket af boligen OG gjorde vores hverdagsliv bedre, har vi siden skruet og forbedret og gjort ved. Det eneste vi mangler og venter på, det er, at en tæppemand kommer og installerer et sisaltæppe i vores entré og hall. Ellers har vi rykket soveværelse ned, malet gulv, fjernet køkkenø, fået lavet radiatorskjuler, sat tapeter op osv. Der er så flot.

Huset har aldrig stået smukkere, renere og mere optimalt. Det er klart til en ny familie, et nyt kærestepar.

Det er en ret stor mundfuld at skulle sætte til salg, sælge, selv finde noget og til slut flytte, så derfor har vi sat god tid af til det. Det skal ikke være stresset og forjaget. Vi har også besluttet os for, at vi ikke kigger ny bolig for alvor, før vi har solgt. Det kan tage en uge, og det kan tage fire måneder. Vi vil have ro til processen, ikke være stressede af at være forelsket i noget (som vi gjorde det i vinter; bød og faktisk købte noget og så satte til salg), og så ikke have solgt. Ro på. En ting ad gangen. Det skal nok løse sig. Og man kan lave lang overtagelse. Og vi har i øvrigt et vidunderligt hus – vi har ikke travlt med at komme derfra. Vi ved bare inderst inde, at det er vores tid til at skulle videre. Vi er klar.

Rockpaperdresses, Cathrine Widunok Wichmand, Mia Jørgensen fotograf

Så forhåbentligt løser alt sig. Forhåbentligt finder vi en ny dejlig bolig til de næste mange år. Vi har også sat ambitionerne ned, så vi ikke tænker “det vi skal bo i de næste 30 år”, når vi leder efter nyt, men blot de næste fem år, minimum. Det ligger et enormt pres på en bolig at prøve at skulle forudse vores behov for de næste 30 år – de har ændret sig så meget bare på de små seks år, vi har haft i vores nuværende hjem.

Vi svinger også meget imellem at have lyst til at makse helt ud på dét, vi kan godkendes til; købe den store bolig og så på den anden side; købe småt, have masser af råderum og overskud. Jeg håber på en mellemvej, men vi har også talt om, at falder vi for noget større, så må vi overveje at sælge sommerhuset for at få overskud (økonomisk som mentalt). Det er ikke drømmen, og vi vil elske at kunne have begge dele. Og måske kan det også lade sig gøre. Men Adam taler mere og mere om “vores eget“, altså hus, og der er vi enige om, at et sommerhus on the side ikke giver mening. Men den tid, den glæde og sorg. En ting ad gangen; vi skal sælge vores lejlighed.

Rockpaperdresses, Cathrine Widunok Wichmand, Mia Jørgensen fotograf

Hvad så med 2020’s andet halvår?

Ja, mine damer. Vi skal i behandling. Jeg er nemlig ret overbevist om, at vi ikke skal gøre begge dele på en gang. Lave baby og sælge/flytte. Begge dele er så store livsområder; bolig, familieforøgelse, at vi kan ende med at kvæle os selv . Så når vi er landet i vores boligsituation, så går vi igang med behandling.

Jeg tænker meget over, hvad jeg har lært af vores første behandlingsforløb, og den vigtigste “lektie” har været at have respekt for processen. Fertilitetsbehandling kræver mindst (!) ligeså meget af mig og min krop og os som par, som når man gør noget andet radikalt i ens liv. Store flytninger, helt nyt arbejde/uddannelse (og det er ikke engang ligevægtigt at sammenligne). Vi skal have ro til det.

Desuden ammer jeg stadig nogle gange om dagen, og vi skal ned på maks 1 amningen i døgnet for at gå i behandling. Jeg har ikke travlt med at skrue yderligere ned for det.

Rockpaperdresses, Cathrine Widunok Wichmand, Mia Jørgensen fotograf

TO store omvæltninger lurer, men ved bevidst at lægge det hver for sig, så er der forhåbentligt overskud til processerne. Det er sgu da life management! Og jeg glæder mig over det. Planen. Og udover planen sker livet jo også bare. Eddie skal i institution på et tidspunkt, min business vokser osv. Men dét bliver de store mål. Jeg skal ikke lave radikale ændringer nogen andre steder, fx i forretningen. Det bliver bolig og baby. Kom an 2020!

Psst… Fik lagt tarot i går, hvor vi også kiggede på mit 2020, og det passede bare SÅ godt til vores drømme og ambitioner. I’m telling you. Især august, september og oktober kommer til at lande rigtig godt hos mig –  og ikke at jeg skal være bogstavelig på tarotkortenes visuelle identitet. Men et af dem havde fanme en familie med to unger på. Weird og vidunderligt.

Rockpaperdresses, Cathrine Widunok Wichmand, Mia Jørgensen fotograf

Guide: Historiske Lund og spa-overnatning

Rockpaperdresses, Visit Sweden, Cathrine Widunok Wichmand, Visit Skåne

Rockpaperdresses, Visit Sweden, Cathrine Widunok Wichmand, Visit Skåne

Rockpaperdresses, Visit Sweden, Cathrine Widunok Wichmand, Visit Skåne

Åh, hvor jeg håber, jeg får lov at fortsætte det her samarbejde, for hvor får jeg en på opleveren. Sverige kan og har så meget. Hvis man går og tænker, man skal langt for, at det bliver eksotisk, så tabte jeg næsten hat og briller sidst jeg var af sted med Visit Sweden. Sverige har SÅ meget!

Og i anden del af mit samarbejde med Visit Sweden, så var mand og barn bedt om at blive hjemme, så jeg kunne komme på venindetur til Lund (når ens arbejdsgiver siger det…). Min første tanke var – cool! En nat uden Eddie, det går så fint. Han er jo over et år til den tid. Men som det nærmede sig rystede jeg alligevel på hånden. Men det krævede næsten kun, at hjulene trillede på den lille bil, og så havde  jeg glemt de to. Næsten da. For min veninde Tanja og jeg talte 70 % af tiden om vores børn, haha! Og så karriere, politik, parforhold, kloden. Men øverst; børn.

Det var godt for mig. For os – også fars selvtillid. Selvfølgelig gik det de to så godt (i hvert fald lørdag, søndag var jeg savnet – og vice versa, og Eddie har haft separationsangst lige siden uden fis – i går aftes nægtede han at spise aftensmad og skreg, da jeg gik til en arbejdssammenkomst, av).

I samarbejde med Visit Sweden

Rockpaperdresses, Visit Sweden, Cathrine Widunok Wichmand, Visit SkåneRockpaperdresses, Visit Sweden, Cathrine Widunok Wichmand, Visit Skåne

Rockpaperdresses, Visit Sweden, Cathrine Widunok Wichmand, Visit Skåne

Destination: Lund (læs endnu mere om Lund her og gode spots). Jeg har aldrig været der, og havde ærligt ikke de store tanker om byen, hverken gode eller dårlige. Den stod rimelig ren. Det eneste jeg vidste på forhånd: Det er en universitetsby, så jeg antog, der måtte være mange unge mennesker. At det er en gaaaaammel by, sådan a la Roskilde-gammel med masser af kirker. Og så havde jeg opfattelsen af, at Lund er den gamle hovedstad i Skåne.

Og med manglende viden og forestillinger, så var der kun plads til at blive så mega glad og overrasket. De fleste Københavnere kender Malmö, men jeg tænker mig, at færre af os, har taget turen lidt nordligere til Lund. Selv om der kun er 17 km imellem dem – det tager altså ingen tid med toget. Men det er det værd. Især for de færre turister, Malmö kan bruse over af om sommeren.

Rockpaperdresses, Visit Sweden, Cathrine Widunok Wichmand, Visit Skåne

Kort historie:

Lund møder dig med brosten og bindingsværk, hipsterkaffe og højtidelighed. Da byen var på sit højeste havde den 27 kirker (!), hvoraf i dag står den mest markante midt i centrum, den rustikke domkirke (vi måtte ikke tage billeder, da der var koncert igang), som er Sveriges mest besøgte med 700.000 årlige gæster.

Lund har lidt af det hele, især historien som et tidligere dansk magtcentrum, vi taler ca. år 1000 og virkelig meget hygge med de snoede brostensbelagte gader. Som ny til byen, da Visit Sweden spurgte, om jeg havde nogen ønsker til programmet, så ønskede jeg mig vegetarisk frokost, genbrugsshopping og madmarkeder. Jeg tænkte som en moderne universitetsby, så kunne de måske klare det, og ganske rigtigt: Jeg fik det hele!

visit_lund40
visit_lund5
visit_lund20
visit_lund42
visit_lund11

Rockpaperdresses, Visit Sweden, Cathrine Widunok Wichmand, Visit Skåne

Vi spiste:

Herbivore (Bredgatan 2) – simpelthen den fineste bygning ude fra med sit bindingsværk og malede skilte på ruderne. Indenfor er stilen lidt mere eklektisk og måske rodet, men lad jer ikke narre: Maden smager godt. Vi fik ris med jalfrezi-sauce, som er en krydret tomatsauce, der smager ret skønt på efterårsdage især, og så en ramen proppet med gode grøntsager. Begge retter var så velsmagende! Frokostkortet er småt, og typisk kører de kun med en ret for at undgå madspild, så kom om aftenen, for det fulde udvalg. Vi fik deres hjemmelavede kombucha og en fra Malmö, som begge var så gode.

Patisseriet (Klostergatan 3) – for en lille kaw’ til kaffen, så er det her et helt klassisk konditori, som har et bredt udvalg af søde svenske sager, som kardemummesnurren men også mere klassiske kager, som Sachertorte. Vi tog lidt med os, og det var tilpas syndigt og sukret, til at fingrene måtte slikkes rene.

Love Coffee (Klostergatan 1L) – vi var simpelthen så heldige at “falde” over denne her lille café på vores første lille runde i byen, og i virkeligheden er den ikke så svær at finde, for den ligger om hjørnet fra Domkirken. De laver meget muligt den bedste kop kaffe i Lund. Yes, på thirdwave-måden, er det det, man er til. Og deres bagværk skulle være så godt – men desværre udsolgt, da vi kom. Vi drak en kaffe hver, på bænken udenfor mens vi delte snegle fra Patisseriet.

… Klostergatan og gaderne omkring er i øvrigt super hyggelige og strøg-agtige.

visit_lund15
visit_lund27
visit_lund28
visit_lund26
visit_lund35

Vi shoppede:

De har more or less det hele i Lund – både de smukke små gader med skæve gamle butikker, men også indkøbscentre og de store svenske retailklassikere som H&M etc.

Granit (Lilla Fiskaregatan 6) – gaden er fyldt med butikken og på hjørnet ligger en god Granit, som du måske kender fra Malmö. Interiør- og dimsebutik, hvor jeg købte klassiske, store, svenske julestjerner af genbrugspapir. De har alt fra kontordims til sengetøj, og man har været dygtig, går man tomhændet derfra.

Zimmerdahl Antiques and Design (Kraftstorg 2) – er en tiny brugskunst og møbelantikvitetshandler, men til gengæld har de en okay stor webshop (find den her). Den er hurtigt overset men søger du noget specifikt, gerne fra skandinaviske arkitekter eller kunstnere, så kan de have det.

Bric-a-Brac (14A Lilla Fiskargatan) –  er en ret flot tre-etagers butik, som både har ting til hjemmet, dit barn og dig selv. Og det er simpelt, skandinavisk, og minder mig måske lidt om A.P.C. i stilen? Til den romantiske side.

Reko Deli (4 Bredgatan) – hvis du gerne vil have lidt god svensk ost med hjem eller noget sylt eller noget andet hjemmelavet godteri, så skal du besøge Reko Deli, som du næsten ikke kan undgå at støde på, kommer du fra stationen, ved siden af Herbivore. Alt er enten økologisk eller fra en lille lokal producent, de kender.

Fair Trade Klotet Lund (48 Store Tomegatan) – hvis du mangler en gave til dig selv, dit barn eller svigermor, så er det her sted et virkelig godt bud at gå hen. Butikkens varer er håndlavede, faitrade-certificerede og kommer fra alverdens hjørner. Der var de sødeste små træbiler, uldfutter, perlesmykker, nøgleringe – virkelig fine, chokolader, te og slik. Alt muligt godt og lækkert, man kan købe god samvittighed.

Lek & Sak (12-14 Store Gråbrödresgatan) – ÅH! Så meget godt legetøj altså, til både de lidt større og de helt små. Og rigtig meget af det, vi også godt kan lide herhjemme, i høj kvalitet som træ og uden alt muligt skidt og møg. Jeg fandt en fin værktøjskasse i træ, og var lige ved at tage den med hjem som julegave til Eddie (men undlod – fordi jeg er ved ændre mine mønstre, I ved)

visit_lund9
visit_lund3
visit_lund24

Vi så:

Domkirken – Umulig at overse, og utrolig smuk. Eftersom det er en over 1000 år gammel kirke er den sat i sten, fra ende til anden og utroligt smukt bevaret. Vi måtte desværre ikke nappe billeder, da der var kor-dage og koncert igang, men wauw! Og husk endelig at se det store vilde ur til venstre for indgangen, som er ligeså gammelt som kirken, men ret meget ud over det sædvanlige.

Skissernas Museum – et ret smukt museum, fyld med tegninger og skitser. Altså prototyper! Man kan finde tegninger fra kirkes blyindfattede ruder, skitser over byggeprojekter osv. Og så har de en smuk lille restaurant og café i meget skandinavisk stil beklædt med træ. Der var dog så mange mennesker, at vi gik videre, men det så godt ud.

Kulturen – Et frilandsmuseum som skulle være et af Sveriges ældste med en masse små udstillinger og smukke rum og bygninger. – nogle af dem har stået der siden Ruder Konge var knægt. Bare som forbipasserende ude fra fornemmer man historiens vingesus og de smukke bindingsværker.

Rockpaperdresses, Visit Sweden, Cathrine Widunok Wichmand, Visit Skåne

visit_lund16
visit_lund21
visit_lund32
visit_lund36
visit_lund37
visit_lund41

Rockpaperdresses, Visit Sweden, Cathrine Widunok Wichmand, Visit Skåne

Rockpaperdresses, Visit Sweden, Cathrine Widunok Wichmand, Visit SkåneVi sov:

Efter en fuld dag i Lund, kørte vi 15-20 minutters tid ud til The Lodge, der ligger godt ude på landet omringet af skov, nærmest som på en lille bakketop. The Lodge kører en ret ren New England-stil, men som passer virkelig godt til den gamle jagtstue, som det blev opført som i 1933 (men som det står i dag er udbygget og ombygget en del), og da vi var her, var vi så heldige at få lækker Thanksgiving-middag.

Det var mit andet ophold her (nogen husker det måske herfra?), og jeg husker faktisk, at jeg dengang tænkte, det ville være et ideelt sted for et bryllup – tæt på København, masser af værelser og den vildeste terrasse med udsigt. Og så kan de virkelig lave mad. Blot et lille tip og alternativ.

Rockpaperdresses, Visit Sweden, Cathrine Widunok Wichmand, Visit Skåne

Vi fik et værelse med dobbelseng, og det var bare så fint. Ikke det store larm og ståhej omkring værelset, Det er pænt, simpelt og med nyrenoverede badeværelser. Men vi var der faktisk ikke rigtig – vi var til 1,5 times seance i spaen, deres Aloha Spa Ritual, som man deler med andre gæster, og så var vi ellers ovre i “jagtstuen” til middag. Vi hyggede os så meget, at vi var de allersidste, der forlod restauranten klokken midnat. Hvor de lukkede, haha… Og vi som havde talt om, hvor meget vi skulle sove. Vi endte med at gå tilbage på værelset og snakke videre, tsk tsk…

Rockpaperdresses, Visit Sweden, Cathrine Widunok Wichmand, Visit Skåne

The Lodges spaafdeling har fået en overordentlig overhaling, siden jeg var der sidst. Både udvidet og helt nyistandsat – og om lidt åbner de 600 nye spa-m2. Og modsat de par steder jeg har oplevet spa, så føles det ret intimt og småt og mørkt og hulet. Sindssygt flot – forestil jer en spa holdt i Made A Mano-agtigt. Her er ikke overrendt, og det føles mere som et par sted end familiested. Selv om her også var familier.

Det er generelt stilen for The Lodge; småt og rart. Selv om de egentlig har okay mange værelser, så mestrer de hyggen og følelsen af intimitet. Og så må jeg lige sige at servicen er vidunderlig. De er så hjertevarme og søde og hjælpsomme – den søde bestyrer kunne tilmed huske mig fra sidst og hvilket billede, jeg havde taget ude fra terrassen, selv om det er mange år siden!

Og når I så er på The Lodge, så må jeg anbefale jer den lille hike på 5,5 km rundt i området og til tops på det højeste punkt. Få evt. kaffe og fika med i rygsæk I kan nyde på turen. Den kræver friske ben – men ingen særlig kondi. Sådan to trætte mødre ude af form kunne nemt klare det. Men naturen er fantastisk fin. Hvis I kigger godt efter på billedet herunder, så ser I dyreflokken, der kom springende.

Rockpaperdresses, Visit Sweden, Cathrine Widunok Wichmand, Visit Skåne

visit_lund38
visit_lund34
visit_lund12

Og før I forlader området helt, så gør et stop på Torna Hällestad Lanthandel (4 Sandvägen). Det perfekte sted at fylde tasken med svenske godter. De har friske grøntsager, nybagt brød, friske æg, slik i lange baner, andet bagværk. En ret stor landhandel, hvor du tilmed kan sætte dig til en frokost eller eftermiddagskaffe. Virkelig et besøg hver. Jeg stoppede tasken med godis til Adam.

Rockpaperdresses, Visit Sweden, Cathrine Widunok Wichmand, Visit Skåne

Hvis I er begyndt at tænke på sommerferie, så kan jeg også anbefale jer at tænke Vestsveriges Skærgård ind i planerne. Der er så anderledes end noget som helst, vi kender herhjemme fra og så vanvittigt smukt. Så må jeg komme med et sommertip til næste år, så er det at øhoppe deroppe!

Rockpaperdresses, Cathrine Widunok Wichmand, Visit Sweden, Visit Skåne

OOTD, efterårsblåsind og AHA-oplevelser

Rockpaperdresses, Cathrine Widunok Wichmand, OOTD; Alona Vibe, Arket, Tullinsgade

billeder af Alona Vibe

I går aftes lå jeg og tænkte. Og tænkte og tænkte. Og da jeg havde besluttet mig for at gå tidligt i seng oven på min egen febervildelse mandag og sove endnu mere ud, var tankerne på tværs og slet og ret utidige.

Det var alt, der var oppe til revision. Og alle hængepartier blev gennemgået.

“Jeg skal huske at ringe til tæppemanden og høre, hvor de bliver af…. Og hudlægen! Husk at ringe til hudlægen – efter 09.00. Måske Eddie burde få tjekket sine ører? Og ring til vuggestuen og hør, hvad status er på ventelisten, det er kun onsdag, du kan ringe, husk at ringe… Der kommer også rengøring i morgen, du må stå tidligt nok op til, at du kan rydde det sidste op. Vasketøjet er oppe over. Kanten på vasketøjskurven. Hvad med ugens arbejde? Du er bagud. Du må være effektiv i morgen formiddag”.

Og listen var længere endnu.

Rockpaperdresses, Cathrine Widunok Wichmand, OOTD; Alona Vibe, Arket, Tullinsgade

Og så begyndte jeg på at kratte i mit ubehag, som blev til hjertebanken.

“Det kører ikke rigtig, vel? … Du har ikke rigtig tid. Hvor er du egentlig henne? I hvert fald ikke her, hvor kroppen er. Du er alt for meget på din telefon, Eddie skal ikke se din telefon. Du er alt for meget i dit hoved. Måske er det ved at være tid til institution? Nogle korte dage? Hvorfor tager du dig ikke bare tid? Alt det du siger, du vil. Træne – hvis du skal være gravid igen snart, skal du så ikke tage og passe på din krop? I bliver også ved med at være syge. Skulle I ikke tage og kigge lidt på jeres vaner?”

Rockpaperdresses, Cathrine Widunok Wichmand, OOTD; Alona Vibe, Arket, Tullinsgade

Og så begyndte Frida at gø i stueetagen. Det gør hun HVER nat, og vi springer op og nedenunder for at dysse hende ned, før hun vækker Eddie. Men han klarede det så fint selv, og før klokken var 22.00, havde han givet lyd fra sig 7-8 gange. Adam gik ind til ham men gav til sidst op, og jeg tog over. Og han var brandvarm, den lille dreng. Jeg tog ham op og ammede, og han ammede længe. Selv om mine bryster var som flade, forede konvolutter allerede før, han tog fat. Jeg følte ikke, der var mere, men han må have fundet tryghed i varmen og min duft.

Rockpaperdresses, Cathrine Widunok Wichmand, OOTD; Alona Vibe, Arket, Tullinsgade

Heldigvis for min egen destruktive tankegang, var mit hoved resten af natten krøllet sammen om Eddie, som en skrøbelig vase i bobleplast. Mig som bobleplast. Jeg havde slet ikke tid til at opsøge min egen jammerlighed, for han fik høj feber og ikke lukket øjet. Ingen af os. Undtagen Frida, som sov imellem sin egengøen og hujen. Og da jeg vågnede i morges, var jeg i tvivl, om jeg havde sovet. Det var som at vågne fuld i en osteklokke. Ingen forbindelse til jorden, halvt i drømmeland, halvt i koma, helt uoverskueligt at have en hel dag foran sig.

Rockpaperdresses, Cathrine Widunok Wichmand, OOTD; Alona Vibe, Arket, Tullinsgade

Men jeg er presset pt. Lidt pudsigt sagde Barbara, min agent, det allerede for nogle uger siden – jeg skulle passe lidt på mig selv. Hun er forud mine følelser, så kender hun mig godt, ikke? Jeg må ærligt indrømme at være hjemmepasser og selvstændig er hårdt. Især fordi når jeg så har hjælp, så skal jeg stadig koordinere, jeg kan ikke lade være med at lave gode madpakker, og så skal jeg selvfølgelig passe ind i de hjælpende hænders tid. Tiden er aldrig min egen. Måske det bare er sådan, når man er forælder?

Rockpaperdresses, Cathrine Widunok Wichmand, OOTD; Alona Vibe, Arket, Tullinsgade

Men mest af alt slog det mig, som jeg stille og roligt brød ud af min osteklokke, at det er efterår. Og det gav en lettelsens suk i mig. Den tid på året… For lige siden jeg var helt lille, har jeg ramt en mur på præcis det her tidspunkt. Hvert år. I tyve år. Min mor turde ikke helt kalde det vinterdepressiv (op mod 10 % af alle danskere lider af diagnosen i større eller mindre grad, kilde), men sagde det alligevel højt.

Jeg mister overskud, taber terræn, taber pusten. Jeg bliver træt og overrumplet, som om regningen for hele årets høje gear skal ratebetales i oktober og november, som en tidlig årsopgørelse. Sidste år ramte det mig ikke rigtig, som jeg husker det – for jeg var mor. Jeg græd i forvejen, haha! Jeg var lykkelig, men også træt og overrumplet. Men det var helt naturligt. Men året forinden var min største nedtur nogensinde. Jeg er helt sikker på, at I kan gå tilbage i arkiverne hvert år på dette tidspunkt og læse historien gentage sig.

Rockpaperdresses, Cathrine Widunok Wichmand, OOTD; Alona Vibe, Arket, Tullinsgade

Og nu er jeg lidt igen. Det med at smøre sig lidt tyndt for at nå det hele. Dårlig samvittighed det ene, andet og nu nye tredje sted; Eddie. Selv om jeg er der. Selv om vi leger. Selv om jeg er hans hele. Legekammerat, madmor, omsorg, lærdom.

Men, det var som om, der gik et lys i morgenmørket op for mig denne gang. Efteråret kalder på at lukke ned, lade få ro, nære sig selv, tage tempoet ned, slukke lys, fylde depoterne op. Hi. Jeg har i to årtier kørt modsat kørselsretningen, måske endda i overhalingsbanen. Ekstra fag i skolen, alle udvalg, håndarbejde, skolepatrulje, festudvalg. Som blev til fuldtidsjobs med deltidsjobs ovenpå og frivilligt arbejde og en hobby ved siden af. Og sådan har det været, since 2000. Klassisk post sommerferie, at sætte tusinde ting i søen og så have travlt med dem på netop dette tidspunkt.

Men først nu ser jeg sammenhængen. Ser hvad min krop måske gerne vil have. Det naturen kalder på for den. Ro. Eftertænksomhed. Efteråret er tid til flere tanker end handlinger. Tid til mere næring end forbrug. Og de to ting har jeg aldrig forbundet. Hvorfor er jeg -måske vi- så løsrevet fra naturens cyklus? Jeg er jo ikke den eneste, der skriger på ferie i januar og februar. Måske er vores velbefindende så fint bundet op på naturens cyklus? Kroppen har kaldt på samme tempo, vi har bare ikke lyttet. Det har i årtusinder været sådan, at man sov mere om vinteren – for der var mørkt. Man skulle hvile efter at have høstet og før man skulle så igen i foråret. Det virker jo simpelt. Og meget muligt også forsimplet og lommefilosofisk.

Rockpaperdresses, Cathrine Widunok Wichmand, OOTD; Alona Vibe, Arket, Tullinsgade

Man kan heller ikke have sin yang uden sin yin. Der skal være balance, mørket skal bryde frem for balancen. Spørgsmålet er, hvordan det håndteres.

Så hvad gør jeg? Jeg afvikler og får det for dagen, jeg skal. Jeg har rykket Eddies vuggestuestart til januar eller februar (om alt går vel). Jeg starter ikke mere nyt op for nu, men lader Barbara planlægge 2020. Jeg begynder at tage den med ro. Beder om hjælp. Jeg siger nej tak. Og ja tak – hvis jeg må vende tilbage næste år. Jeg rykker rundt. Og så giver jeg mig selv lommer af tid. Til lige det jeg har lyst til. Træning. Lydbog og gåtur. Ti minutter med en kop kaffe. Uden forstyrrelser. Stor og lille skala. Og så har jeg bedt Adam om at finde tid til ferie. Og så ved jeg jo også af erfaring – det bliver forår igen.

Læserliv: Drømmen om at starte selv og livet som øboere

Øj, altså. Jeg har lige haft et døgn med 40 i feber og trapper nu langsomt ud af feberrusen. Jeg gik i seng klokken 19.00 i går og skiftevis sov/svedte/stenede i sengen indtil klokken 07.00 i morges. Helt radbrækket af at ligge i sengen så længe, og kæmpe ondt i hovedet fordi jeg har svedt al væskebeholdning i kroppen ned i madrassen, men så glad for at se mit barn i morges. Nu havde jeg en weekendnat væk fra ham, og i går var jeg muligvis den kedeligste mor, der hen på eftermiddagen måtte ringe Adam hjem, for der var jeg alligevel for skidt til at tage mig af ham. Jeg har savnet ham!

Mens jeg kommer til hægterne, deler jeg endnu et gæsteindlæg. Denne gang af Signe, som står bag Palm Petit, som ikke bare har startet sin egen lille drømmevirksomhed, mens hun havde en spæd. Hun har også, som mange Københavnske familier gør i de her år, droppet bylivet og rykket på landet. Og ikke bare på landet. De er blevet øboere på Orø!

Det her indlæg er egentlig kommet til lang tid før, jeg fik en halskæde foræret af Signe, men derfor vil jeg lige nævne det alligevel – jeg har fået en smuk halskæde af Signe, og Adam har tilmed købt en til sig selv. Hver vores lille buttede Eddie-hånd tæt på hjertet.

rockpaperdresses, palm petit, smykker, mor og barn smykkerOm at starte virksomhed, flytte ud af byen og være mor.

Af Signe Svanholt fra PalmPetit

Hvilken fortælling skal jeg give jer? Da jeg to måneder før min afgang som smykkedesigner blev gravid, måtte sove lure midt på dagen og tage den med ro? Er det alle vores overvejelser omkring, at flytte fra Nørrebro og ud i det ukendte land, væk fra storbyen? Eller er det drømmen om, at blive selvstændig og hvordan pokker man navigerer rundt i det, samtidig med at man skal være en god mor og hustru?

BABYBOY

Okay, at blive gravid er jo det vildeste mindfuck i verden. Man bliver fyldt med glæde, forventninger og hormoner. Det kom til at fylde hele min verden! Eick kom til verden ved en planlagt hjemmefødsel i vores lejlighed i et kar i stuen. 36 timer, med total ro på. Det var den bedste og vildeste oplevelse og jeg glæder mig faktisk til, at skulle gøre det igen.

rockpaperdresses, palm petit, smykker, mor og barn smykker

Så ændrer hele ens verden sig. Man må sætte sig selv til side, for nu handler det om HAM. Jeg ‘mistede’ mit gamle jeg og skulle finde det på ny. Fra at kunne fokusere på mine smykker og uddannelse, gå ud og danse når jeg ville, cykle spontane turer rundt i byen med veninder og kæreste, til at blive blæst ind i babyboblen. Jeg følte ikke, at jeg kunne tænke en eneste kreativ tanke og havde måske egentlig heller ikke lyst i den første tid. Vi nød hinanden og vores nye roller som mor, far og barn. Hverdagen blev fyldt med kaffe, legestue og apps på mobilen om tigerspring og motorik.

Alligevel spirrede en enkelt idé, skabt ud af alle de nye moderlige følelser man bombaderes med. Den første tid havde jeg meget svært ved at håndtere hvor hurtigt, han voksede og de talte uger som lynhurtigt blev til måneder. Fyldt af glæde, melankoli, en ukendt verden af følelser, der hvirvlede rundt. Jeg ville gerne skabe et minde om hans buttede barnehånd, som jeg kunne bære med mig hver dag og resten af livet. Idéen til PalmPetit blev plantet.

Det skulle tage næsten to år fra idé, til at jeg var klar til at lancere.

IMG-8174
IMG-1347
AT FLYTTE FRA BYEN

Heromkring valgte vi, at vi skulle flytte fra Nørrebro. Det var med blandede følelser. Forventninger om det nye, sidste minuts panikanfald og afsked. Vi elsker byen og alt hvad den kan, men den blev en anden, da vi fik barn og blev forældre. Af mange veje endte vi på Orø. Sommeren 2018 flyttede i et lille hyggeligt hus bygget af træ og malet i svensk rød. Plads, værksted til os begge, have og ro. Vi blev overvældet af mængden af fantastiske mennesker. Gamle øboere, pensionistnaboerne med krudt i røven og de mange andre børnefamilier, der som os har valgt at flytte fra København til øen. Mulighederne for, at gøre det til det bedste sted for os og vores børn at leve er helt åbne.

Der er også udfordringer og tanker der stadig gør sig gældende. Lægen er her kun en gang om ugen, storindkøb skal gøres uden for øen. Får vi kuller? Men indtil videre bliver disse ting opvejet af alt det gode. Vi tager én dag af gangen, og ingen siger, at det skal være her for evigt. Lige nu er vi glade.

Vi nyder stadig at tage ind til byen. Vi vælger den til, når vi har brug for et skud København. Vi er sat økonomisk mere fri her. Vi kan sætte dagene lidt i stå og have mere tid med vores søn. Den måde vi nu har valgt at leve på, gjorde det også muligt for mig, at tage springet og blive selvstændig.

IMG-0732
IMG-0478
fullsizeoutput_a0c
AT STARTE VIRKSOMHED

Jeg havde ideén og vidste, at den var god. Nu skulle alt andet ‘bare’ på plads. Det krævede, at produktet skulle udvikles. Hvilken voks, hvor meget, hvilken kæde… Samt alt det praktiske, fragtaftaler, prissætning, moms, indpakning, hjemmeside. Det var enormt frustrerende at gå med følelsen af, at jeg næsten var i mål… Og så gik der lige to måneder mere. Trætheden om dagen fordi jeg ikke sov om natten og blev vækket kl 5 af et ligeså træt barn. Hente fra vuggestue og tænke ‘Når han er puttet kan jeg lige arbejde et par timer’, hvorefter jeg måtte give fortabt til sofaen kl 20. Min mand har virkelig taget en ekstra tørn og været en enorm støtte, når jeg følte, at det hele var umuligt.

Men lige så stille samlede det hele sig.

rockpaperdresses, palm petit, smykker, mor og barn smykkerPalmPetit blev mit andet barn og nu starter næste kapitel. Jeg skal blive ved med, at øve mig i at være en opmærksom god mor og hustru. SAMTIDIG med at knokle benhårdt videre med mit firma. For det er benhårdt at være selvstændig. Men jeg lærer hele tiden og er uendelig taknemlig over, hvor godt folk har taget imod smykket.

Det er ret fantastisk at se det udvikle sig. Ligesom det er fantastisk at se sit barn lære at gå og tale – også selvom det hele til tider går lidt hurtigt.

rockpaperdresses, palm petit, smykker, mor og barn smykker

rockpaperdresses, palm petit, smykker, mor og barn smykkerrockpaperdresses, palm petit, smykker, mor og barn smykker

Hvordan skipper man natamning?

Jeg ville meget gerne have taget nogle emne-relevante billeder, menehm… Eddie er dødsforkølet, så babysitter i dag er aflyst og jeg hænger på ham – eller omvendt, så sådan er det. I stedet får I billeder fra den rareste blæsende weekend i sommerhus, hvor min mor besøgte os.

rockpaperdresses, Cathrine Widunok Wichmand, Hvordan stopper man med at natamme

… Men tilbage til indlæggets spørgsmål!  Ja, det har jeg egentlig ikke svaret på, men jeg har et svar. For i sidste uge tog vi tyren ved hornene, og jeg fik så vanvittigt mange gode råd og erfaringer fra jer, nogen af dem som jeg gerne vil give videre.

“Men hvorfor ville I stoppe med at natamme?”

To keep our sanity, hehe… Vi var ved at blive sindssyge. SÅ vi ville gerne stoppe med at natamme, og når jeg siger vi, så var det faktisk både Adam og jeg. Vi var ved at blive sindssyge. Eddie har aldrig sovet igennem – de famøse 4-5 timer i streg. Og siden i sommer har han haft ret mange opvågninger, de sidste 2-3 uger har det været et mareridt med en vågen dreng fra 01-05, more or less. Han har kartet rundt i sengen, snakket, kravlet, slået os i ansigterne – altså på en blid og legende måde, men none the less. For ikke at miste synet, var det tid til at gøre natten kedelig for ham, vise ham, at det slet ikke er værd at stå op.

Mor ud af soveværelset

Hvem skal rykke ud? Mor eller barn? Jeg synes, det var for meget både at skulle afvænne Eddie med natamning og lære ham at sove i egen seng. En ting ad gangen. Så vi tog vores stenhårde drømmeseng (virkelig løgnagtigt navn) op fra kælderen og satte den i stuen, og så rykkede jeg derop. Adam og Eddie sov så i sengen, og kors hvor jeg savnede dem.

Min side af sengen blev fyldt med to store puder, så Eddie ikke kunne kravle ud over kanten. Og jeg blev udstyret med ørepropper.

rockpaperdresses, Cathrine Widunok Wichmand, Hvordan stopper man med at natamme

Hvordan gik nætterne?

Eddie vågnede stadig, men det tog nærmest minutter at få ham til at sove igen. Allerede efter første nat sagde Adam, at han i hvert fald havde sovet bedre – måske også fordi, han vidste, han “havde den”? Det gav en ro i rodet.

De næste nætter blev bedre og bedre – og selv jeg fik sovet. Trods elendige forhold på sofa og feltmadras, ha! Mere end jeg har gjort det sidste år. Men altså – jeg vågnede stadig ved den mindste larm og piv. Der må jeg bare sige, at jeg er gået fra at sove som en sten til at sove som en fjer, efter jeg blev mor. Det er ret vildt, hvor meget man kan ændre sig, også sådan i de ubevidste lag ved at blive mor.

Hvor lang tid tager det at skabe en ny vane?

Min jordemoder sagde, da vi var til 1-års-undersøgelse, at det tager 28-30 dage at skabe en ny vane. MEN – de fleste af jer sagde, at det tog 3-4 dage og max en uge, så var der ro på om natten. Efter fire nætter på slå-ud-sengen i stuen og sofaen i sommerhuset er jeg nu rykket tilbage til soveværelset, og vi sover alle tre i sengen igen. Desværre er Eddie blevet møgforkølet og snottet, og det har slået ham ud af kurs. Natten til mandag var han vågen og ulykkelig og svær at putte. Jeg endte med at gå ind på hans værelse med ham, amme ham i gyngestolen og putte ham i egen seng henad 04.00, og så sov han faktisk til 07.30. Men det er altså én natamning, fordi han er forkølet, på fem dage – og det er altså skåret ned fra 5-6 stykker HVER nat. Kæmpe fremskridt.

Hvornår kan man stoppe med at natamme?

Jeg har fået spørgsmålet af flere med babyer på 6-7 måneder. Det har jeg virkelig ikke noget “rigtigt” bud på – og jeg er ingen fagperson. Endelig spørg jeres sundhedsplejerske! MEN, jeg har selv tænkt, at jeg gerne ville sikre mig, at Eddie havde nok appetit og spiste godt nok af den rigtige mad i løbet af dagen, før jeg stoppede. Vi kunne klart have taget breaket for et par måneder siden – det har mine veninder typisk gjort, ved 9-10 måneder. Men det var først nu, det blev rigtig nødvendigt.

rockpaperdresses, Cathrine Widunok Wichmand, Hvordan stopper man med at natamme

Sover man virkelig bare slet ikke, som forældre?!

Jeg fik også rigtig mange “åh, shit, er det virkelig så slemt med nattesøvnen?!”, fra dem uden børn. Og nogle af jer blev decideret skræmte. Og der vil jeg lige sige, don’t worry. Først og fremmest er det slet ikke alle, der roder sådan om natten og sover så rodet i løbet af dagen. Og selv for os som har et søvnuroligt barn – det bliver altså bedre. Nu, når han altså ikke lige er mega forkølet, så sover han typisk halvanden times lur to gange om dagen – med mindre postbudet kommer og larmer, grrr….

Og så er det altså bare SLET ikke den samme udmattelse ved manglende søvn, som det var før baby. Hvis jeg havde sovet mindre end 7 timer et par dage i streg førhen, ville jeg kunne lægge mig ned og græde af udmattelse. Men det føles HELT anderledes nu. Måske fordi kroppen har tilvænnet sig ved dårlig søvn helt fra slutningen af graviditeten? Sad but true, haha! cMåske også fordi, at man jo har en kæmpe motivator i sit barn. Det er jo ikke bare at stå op og overleve. Man står op, glemmer trætheden (so-so) fordi man får en møsser og et stort smil,  og så er man for sit barn. Tiden glider bare, og når solen står op er trætheden ofte glemt. Altså, selvfølgelig er man træt, men man accepterer det ligesom som præmis og pludselig kan man være frisk som en havørn, har man fået lov at sove 3-4 timer i streg om natten. OG – så kan man gå tidligt i seng. Jeg er begyndt at gå i seng ved 21.30-tiden i stedet for 23.00 som førhen. Ikke alle dage, men det er målet! Man klarer den altså og det er slet ikke det samme, som når man var udmattet førhen. Et smil fra ens barn kan viske megen træthed ud.

GODE RÅD TIL AT STOPPE NATMANING

Her følger en række konkrete værktøjer fra jer til at stoppe natamningen, måske I kan bruge dem?

  1. Lad mor rykke ud af soveværelset og udstyr hende med ørepropper – det kan være lidt hårdt at høre på. Men husk at barnet er sammen med sin anden forælder og er trygt. Hvis det brokker sig, er det fordi det er nyt – og det er okay.
  2. Gør det så kedeligt som muligt for barnet at vågne. Ingen snak, ingen mad –  tilbyd kun vand og sut. Hvis barnet er decideret ked af det, så skal I selvfølgelig trøste og shush’e (shhh), men ellers; hold det kedeligt, nul lys og sjov.
  3. Lad mor sove med en t-shirt på de første nætter tilbage i soveværelset, så hverken hun tyr til den “nemme” løsning med at amme, men også så barnet ikke ser “MAD!” 
  4. Giv evt. en skål med natgrød kort før putning. Vi har givet risengrød eller almindelig grød, så vi vidste, han er helt tanket op
  5. Sørg for at amning og søvn bliver adskilt – hele dagen. Jeg ammer som udgangspunkt ikke i sengen eller i forbindelse med putning. Nu ammer jeg efter morgenmad i stedet for lige, når han vågner. Som en af jer påpegede, kan den morgenamning godt snige sig tidligere og tidligere, og pludselig er man tilbage på natamning. OG så ammer jeg eftermiddag, omkring ulvetimen, hvor han typisk begynder at være træt og mæt af dagen, men hvor han ikke skal sove mere, for ellers kan han ikke puttes. Det fungerer godt for os, for så har han energi til at lege lidt og til aftensmad et par timer senere.
  6. Vær OBS på at det kan tage 1-2 uger, før den nye vane er veletableret, og de sover natten igennem (-ish) og at indtaget af mad i dagstimerne nok vil stige, som de får færre kalorier om natten.
  7. Hvis det roder helt, så overvej Søvnplejersken – hende tippede flere af jer om. Sine skulle være så god og kan hjælpe til nye vaner, som det rigtig meget handler om. MEN –  før I kaster penge efter noget som helst, prøv lige nogle af de her fif eller tal med jeres sundhedsplejerske. Jeg var lige ved at ringe til Sine på jeres anbefaling, men allerede to dage inde havde jeg helt og aldeles fornemmelsen af, at det her kunne vi godt klare uden hjælp.