ROCKPAPERDRESSES
OOTD +”Hvad handler din bog om?”

Rockpaperdresses, Cathrine Widunok Wichmand, OOTD, DAgens

Julie fandt et gammelt december-outfit i skuffen forleden – fra dengang håret var mørkere og længere. Det lange kunne nu også noget. –  er det ikke sådan, det er? Man vil altid noget andet end det, man har. Men jeg overvejer nu at gå rigtig kort –  som dengang jeg var gravid. Sad og stenede billeder forleden fra den tid, og jeg synes altså bare, jeg var lidt fin dengang. Mindre træt, mindre askegrå, runde kinder, julelys i øjnene, håret altid on point,  maven – og bruuun, hehe… Var vi ikke alle sammen brune hele 2018 med den sindssyge sommer?

Men tiden var en anden – der var så rigeligt med tid til at lave krøller og bruge lidt selvbruner her og der… Det kommer igen, of course! Men nogen gange savner jeg det der ekstra minut til at gøre sig selv klar til dagen. Det er der læbestift er min ting!

Måske jeg ikke skal sammenligne graviditetshårpragt og bare keep it som det er.

Rockpaperdresses, Cathrine Widunok Wichmand, OOTD, DAgens

Men nu til noget helt andet… Så jeg er begyndt på min bog!

Vi skrev og udgav Bryllupsbogen i 2018 (seriøst, tjek lige de her billeder taget kort efter fødsel –  mine boobies?! Kan vi tale om: HUUUGE!), og det var en enorm sjov og til tider også skrap proces. Deadlines, at blive enige, skære guldet ned til færre sider, skifte redaktør osv. Men vi kom i mål alle fire piger, og er heldigvis lige gode venner i dag, haha! Den er så smuk, så god en ven i planlægning (hører jeg, det er ikke bare noget, jeg finder på) og så er den vores.

Men nu er jeg begyndt på min bog. Den der har rodet i baghovedet længe. Jeg drak en kop kaffe i vintersolen på en plantekasse i Torvehallerne med vidunderlige Ulla fra Lindhardt og Ringhof om den allerede tilbage i vinteren 2017. Men der var jeg slet ikke klar, og det virkede uoverskueligt og svært. Så jeg stallede, vendte ikke tilbage, gik helt i backgear.

Rockpaperdresses, Cathrine Widunok Wichmand, OOTD, DAgens

Men nu er jeg klar til at skrive den historie, fra ende til anden, som skal ud, fordi jeg ved, der er mange, der har brug for den. Og jeg også selv har. Historien om os og fertilitetsbehandling. Råt for usødet. I et langt fabulerende sprog, som man kun kan det i en bog. Med den ærlighed og sårbarhed, man kun kan levere i sådan en,  fordi der ikke er nogen, der tager stilling til den med det samme i kommentarfelt. En bog føles på en og samme tid distanceret, fordi den ligesom forlader ens krop og sættes på en hylde, og samtidig så ægte og ærlig, fordi den er så rummelig.

Jeg har helt sikkert skulle godt på den anden side, før jeg havde mentalt overskud til det, for det er ikke nemt at føde sådan en. Men efter et møde med Marianne fra Grønningen 1, som er et lille sejt og nyt forlag, så har jeg fået struktur på den. “Du har den allerede inde i dig, du behøver slet ikke være bange for det”. Og således satte jeg mig på en café med computeren og tog hul på det. Åbnede et Work-dokument og syntes egentlig det var alt for uhøjtideligt at starte værket i sådan et, som jeg også har skrevet eksamensopgaver og lavet (fede) Wordart-invites i. Der var noget over skrivemaskinen!

Rockpaperdresses, Cathrine Widunok Wichmand, OOTD, DAgens

Jeg skrev de første ord, slettede dem, drak en halv kop kaffe. Og så gik jeg igang, og i stedet for at slette igen, så lod jeg det stå og skrive mere og mere på dem. Og pludselig havde jeg fem sider. En start! Og jeg var så høj over mig selv (også ansporet af Emilie Melgaard – børnebogsforfatter, Tjuggas mama, hvis I kender hende, som sendte mig en bunke varme videoer med pep), at jeg, før jeg læste alt igennem fore 14. gang klikkede gem (på disketten <3) og sendte det til Marianne. 14 dage før deadline!

Og så gik der nogle dage, og jeg havde det helt som om, jeg ventede på svar fra en eksaminator. “Hvad nu hvis hun ikke synes, jeg skriver godt nok til en bog?”… “Hvad nu hvis hun ikke kan lide min stil?”… “Hvad nu hvis, hun allerede siger, nej tak!”….

Men guess what guys. “Cathrine, du skriver som en drøm…” 

Og så græd jeg ærligt talt lidt. Og sendte et screendump til Adam.

Og det skal da nok blive rettet i, og jeg skal nok synes, det er en hård proces, men jeg tror på, at jeg har historien i mig. Og forhåbentligt får I den mellem jeres hænder inden for overskuelig fremtid. Den slags kan jo sikkert blive rykket frem og tilbage, og det er noget med, at man ikke vil have dem ud til jul, for der sælger historiske romaner og biografier. Men foråret 2021?

Og tænk også, hvis jeg til den tid er gravid igen! Det er en farlig en at kaste ud, hehe… Men er det ikke noget med, at kaster man det ud, så hører universet energien og svarer igen?

Jeg skal også tale lidt med min mor, min far, dem der har været tæt på, for at få deres oplevelse af, hvad der skete i den tid… Hvad håber I på at kunne læse?

Rockpaperdresses, Cathrine Widunok Wichmand, OOTD, DAgens

Hvordan finder man sin yndlingsmascara?

Min svigermor havde nær fået kaffen galt i halsen forleden, da hun så mig i fjerneren forleden. Den kampagne vi skød i oktober på årets første kolde dag, i stiv kuling på Amalienborgs slotsplads i det rene ingenting (altså ikke nøgne, men uden passende vanter og uld).

Det var en hel fabelagtig dag! De sejeste tre kvinder fra Skandinavien, som jeg havde mødt på Cannes-festivalen. Et kæmpe team af ekstremt dygtige folk, som havde hver deres vigtige opgave. Alt fra at stå klar med en vatpind og fjerne løbsk mascara i den stive kuling (pænt vigtigt den sidder i skabet, når nu ALT handler om mascara) til lyd, lys, reflektor (sådan en flad. skærm med en sølvside, så du får ekstra sol i face – umulig at folde sammen i øvrigt, så meget at der er et ton tutorials til how to på YT, haha!). Til “manus” selv om vi ikke skulle sige noget – men ret vigtigt, alle skud kom i kassen.

I samarbejde med L’Oréal

rockpaperdresses, Cathrine Widunok Wichmand

Og resultatet blev en masse små videoer og billeder – måske I har set dem? De skulle hænge i alle Matas’er og vist også være i fjerneren? Og på instagram? Mit yndlingsbillede fra kampagnen er det under her. Jeg skulle ‘represente’ Telescopic, som er den mest solgte L’Oréal-mascara i Danmark.

rockpaperdresses, Cathrine Widunok Wichmand

Det var faktisk virkelig svært – både den skydning, men også i søndags, da Adam skulle hjælpe mig med et par mascara-billeder. De er så god damn tiny jo, de vipper, haha! “Kig lige ud… Nej… Drej hovedet lidt… Kig på mig… Kig op… Nej ligeud, hold den der… Hold den der!”

Men det lykkedes. Kampagnens fokus er mascara, og hvis der er et makeupprodukt som er helt afsindigt individuelt, hvad der fungerer, så er det nøjagtigt den. Mascaraen. Både hvad angår det look, man vil have. Og ens egne vipper og håndelag.

Nogen elsker de store børster, andre små. Nogle gummi og andre de gammeldaws med “hår”. Nogen bruger slet ikke mascara men får fyldt vipper på eller blot farvet deres egne. Men jeg forestiller mig, at det må være det makeupprodukt flest bruger, hvis de bruger noget. Det var i hvert fald mit første produkt nogensinde at købe –  hvis ikke jeg husker forkert, så var det Last Architect fra L’Oréal.

Et godt udgangspunkt kan være at se på, hvad man gerne vil understøtte –  har man lange vipper, så giv den fuld æde og endnu mere af det, så de virkelig står frem. Så får man wow-effekten. Eller – omvendt, giv dem det de ikke har, volumen fx, og så får man “opblødt” looket lidt. Men rigtig meget handler om at prøve af. Få en mascara i hånden, er ens øjenomgivelser små, så er det måske rart med en lille diskret gummibørste, så man ikke har mascara over alt. Der er absolut en mascara til de fleste.

… Og husk så endelig at lade mascaraklatter tørre helt ind, før du fjerner dem. Så smatter de ikke ud, men går let og elegant af huden.

Rockpaperdresses, Cathrine Widunok Wichmand, L'Oreal Paris

Jeg holder af masser af fylde, de skal være så sorte som mulige! Jeg har i årevis brugt varmtvandsmascara men er det sidste halve år gået mere og mere over til almindelig. Jeg elsker stadig konceptet, men er blevet mere opmærksom på ikke at hive så meget i øjenomgivelserne, som er så sarte (ingen grund til at fremskynde aldringen). Jeg bruger den dog på de mest våde dage, når vi er ude. Men ellers bare almindelig klassisk mascara.

Og på det punkt holder L’Oréal sgu bare. De laver sindssygt gode mascaraer, som ikke drysser, og den jeg har anbefalet til allerflest, som er min klare favorit, er med herunder.

Rockpaperdresses, Cathrine Widunok Wichmand, L'Oreal Paris

Denne her lille guide er også meget fin, men eftersom alles vipper er super forskellige – vi lagde endda selv mascara på dagen for shootet, da man ligesom bare kender dem bedst selv… L’Oréal har også lavet en lille guide til at finde den rigtige mascara, den er her.

rockpaperdresses, Cathrine Widunok Wichmand

Gæt mit øje, haha!  De bruger i øvrigt ingen falske vipper til sådan en kampagne eller fikser i photoshop. Det er ægte, skæve, vipper.

Rockpaperdresses, Cathrine Widunok Wichmand, L'Oreal Paris

^^^her er Paradise!

Rockpaperdresses, Cathrine Widunok Wichmand, L'Oreal Paris

^^^Telescopic

Rockpaperdresses, Cathrine Widunok Wichmand, L'Oreal ParisSÅ! Hvad kan de?

… Fra toppen af har vi klassikeren; Volume Million Lashes. Det her er jo the Hollywood look. Volumen, volumen, volumen. OG definition. Det kan man også se på gummibørsten, synes jeg. Du kan virkelig bygge vipperne op, når du bruger den. Ret date night-agtig.

 Og så kommer: Telescopic, som er den mest solgte mascara i Danmark. Det synes jeg faktisk, giver al god mening. Den giver længde, er diskret og ikke for meget, naturlig uden at være malet på. Den er sådan ret on point med, hvordan vi danske kvinder ofte arbejder med makeup  – helst så naturlig som muligt. Den har en ret tynd lille gummibørste, som gør man virkelig kan arbejde den ind mellem hårene og få defineret hver en vippe og give den længde.

… Så er der Paradise, som giver volumen – men på en måde sådan et lidt “fjeret” look, synes jeg. Den definerer ikke som Telescopic men giver mere sådan et fyldigt og diskret look. Vi er ikke ude i kunstige vipper, og farven er ikke så intens sort. Den ligner mine egne vipper, bare lidt mere markante. Børsten fylder noget mere, og man kan godt se, at den er mere “tilfældig” end med præcision for øjet.

…  Og til slut Bambi Eyes – den og Telescopic er typisk dem, jeg skifter imellem. MenBambi Eyes må jeg sige er en my tættere på mit hjerte, den er FABELAGTIG (og den mest solgte i Sverige, der er de sgu bare lidt mere umf! med hår og makeup). Den er så out there. For mig gør den faktisk lidt af det hele: Den løfter vipperne, men kan også arbejdes op og give volumen. Og børsten er så god til at separere dem – omend den er større, og jeg altid klatter lidt på øjenlåget, hehe… Jeg får virkelig ofte spørgsmål til mine vipper, når jeg har denne her på.

… Og vil I gå lidt mere nørdet til værks, så er der en artikel her om børster og forskelle!

Rockpaperdresses, Cathrine Widunok Wichmand, L'Oreal Paris

til min højre herunder; Volume Million Lashes – og til venstre: Bambi Eyes… Fanme flotte begge to, hvis man må sige det!

Rockpaperdresses, Cathrine Widunok Wichmand, L'Oreal Paris

 

En hjemmepasserdag: Vilde dyr og hovedspring

Det er snart et halvt år siden, Adams barsel sluttede. Wait whaaat?!

Jeg skulle til at skrive, at SÅ er det vist på tide med nummer 2, men don’t get any ideas, for der sker lige nøjagtigt nul og en skid på den front. Og sådan har det været i 15 måneder, skulle I spørge fra nogen. Jo –  jeg havde faktisk en positiv test i november – og dagen efter –  menstruation. AHH! Så er vi tilbage i følelserne. Men det føles overraskende nok ikke så slemt. Måske er det også bare anderledes anden gang, når man allerede har en (og slet ikke har så meget tid til at fundere over, hvad der mangler).

Det var slet ikke det, det skulle handle om men i stedet mit forsøg på at dele, hvordan en hjemmepasser-dag ser ud. Skemaet har siden januar set således ud: Jeg har det overordnede ansvar!  Jeg overleverer tirsdag og onsdag. Er bedsteforældre forhindrede osv. så hænger den på mig, ligesom jeg også kommer tidligt hjem og overtager. Mandag – Adam og Eddie er sammen. Tirsdag – babysitter Jane. Tre onsdage om måneden – bedsteforældre. De ledige onsdage, torsdag og fredag: Mig. Jeg har rigtig mange gode timer med ham de to dage også. Til gengæld er det så rart, at Adam nu har mandagen fremfor mig – at vi hjælpes ad med at løfte mere, og jeg kan komme godt fra start på ugen. Det har klart lysnet, siden jeg skrev det her indlæg. Selv om jeg stadig har uger fx som denne, hvor Eddie blev feberramt onsdag ovenpå MFR-vaccine i sidste uge –  så er det mig, der tager den, og så er der ikke mere arbejde til mig.

Kort historie på hvorfor vi hjemmepasser: Delvist med vilje, delvist fordi vi venter plads. Vi fik vuggestueplads allerede ved 10 måneder, men i løbet af sommeren luftede jeg ideen om at have ham hjemme lidt længere, selv om det lød uoverskueligt og svært og risikofyldt med mit arbejde. Vi udskød opstart. Fik plads igen – og der var vi så dumme ikke at udskyde men glemme at reagere indenfor de fire dages frist. Bag om i køen, du! Og derfor er vi nummer 45 på listen til institution. Men med garantiplads fra midt-februar, som vi dog ikke aner hvor er. Måske siger vi nej, måske ja – vi tager det oppe fra og ned, til det rigtige lander. Måske vi får plads til februar? Måske først til maj. Det kører rimeligt lige nu, omend jeg stadig drømmer om lidt mere effektiv, sammenhængende tid til arbejde.

Amme på gaden, Rockpaperdresses, Cathrine widunok wichmand

Dagene er relativt ens – på tiderne i hvert fald. Hvad vi laver, varierer hver dag – for tips kommer et indlæg. Men typisk en “større” aktivitet formiddag – fx Zoo/Eksperimentarium. Frokost og så en mindre/roligere om eftermiddagen – fx lokal legeplads, en gåtur i vikle, tumleri på stuegulv.

Men således så torsdag ud:

07.55: Adam går tidligt pga. et møde, og jeg bander en smule over, at ingen af os har været så forudseende at lave madpakke aftenen inden, som vi gør de fleste dage. Jeg fikser hurtigt nogle ærter fra fryseren, nogle dampede broccoli, rugbrød, knækbrød, yoghurt med muesli og en håndfuld fyldte pastaer. Altid mad til Eddie – glemmer altid mig selv.

08.23: Eddie er i tøjet, hue på, klar til vogn. Dagens første opgave er at gå med Frida. Det er ret hyggeligt at mærke, hvor meget han interesserer sig for hende. Han giver hende mad, kysser og hiver hende i halen (og hun tager det ganske pænt).

08.45: Ind med Frida, videre ud i byen. Vi har i et par uger haft nogle dumme lure, hvor Eddie har været skidetræt om morgenen (fordi han står op klokken 04), men så ikke ville sove eftermiddag, så nu går vi langsomt over til en lur. Det betyder, at der skal ske lidt for at holde ham vågen.

Rockpaperdresses, Cathrine widunok wichmand

09.15: Triller vi ind på Legepladsen på Wesselsgade (en favorit her) – som de allerførste. Legepladsen er ikke engang “pakket ud” endnu, mooncars og deslige står stadig parkeret i skjul. Men så kommer der en vuggestue med store vuggestuebørn. Så søde! “Er du mor?”. Yup, I am!

Rockpaperdresses, Cathrine widunok wichmand

09.26: Eddies yndlings er en mooncar. Han bliver sat i, og så skal jeg løbe bagefter og skubbe på. En pige (Ca. 2,5 år?) kommer og hjælper med at skubbe på, “Orv, hvor er du bare en stærk motor!”, siger jeg til hende, og hun er ellevild. Men så vil hun have vognen og Eddie, og jeg finder en anden. Hun sætter sig men slår en gråd op; “Hvor er motoren?!”  –  fanme sødt altså, så kvik. Men motoren havde hænderne fuld med Eddie, som et par gange dumper med hovedet i jorden – fordi: flyverdragt. Det er som at se os andre vælte hjem fra byen, til tider. Det kræver fuld opmærksomhed.

10.00: Vores legekammerater kommer, Caroline og hendes 1-årige twins (@mamapape på instagram). Jeg har fulgt hende på insta et stykke tid og en dag spurgte hun, om vi ikke skulle have en playdate. Jo! Selv om der lige nu er lidt af et spring imellem dem. Tolv til femten måneder, der sker bare meget.

Rockpaperdresses, Cathrine widunok wichmand

10.44: Eddie får lidt mad men gider ikke rigtig noget og er i virkeligheden bare sindssygt træt. Det er liiige det tidligste for dagens lur, men han virker ret slukket, og jeg følger som regel bare hans rytme. Så må han sove. Han falder selvfølgelig i søvn på sekunder.

11.07: Jeg går mod Byoasen, som er en ret fed lille “mini-zoo”, vi har besøgt meget. Du kan klappe geder, høns, marsvin og andre smådyr – de sødeste dyrepassere/pædagog-typer er  meget elskværdige i at vise børnene dyrene og lade dem holde. Men Eddie sover, så jeg tænker: Frokost på Mirabelle! FEDT FEDT FEDT.

Rockpaperdresses, Cathrine widunok wichmand

11.27: Frokostserveringen begynder om tre minutter! Det kunne ikke være bedre! Mit liv er perfekt, mand! Kæmpe portion pasta. Til mig. Kun. Mit barn sover. Hvad skal jeg bruge al min tid på? Svare mails? Stene lidt på Politiken? Høre en podcast? Jeg starter lige med en runde Instagram. Ikke sket en skid siden sidst. Godt. Og så vågner mit barn. En meget kort lur blev det til. Pis. Og hvorfor lærer man ikke at behovsdække det mest nødvendige først, når man har tiden? FX: Tisse for mig selv. Drikke en kop varm kaffe. Svare Barbara de mange mails jeg skylder hende. Lave indkøbsliste. Men: instagram.

11.45: Den der pastamad er ikke verdens hurtigste, så jeg træffer en hurtig beslutning om en delecroissant, men siger også til mig selv, “I morgen! I morgen får han ingen croissanter…”. Tænk hvis han blev allergisk?! Gluten! Han bliver meget muligt overeksponeret…  Men han elsker dem jo, på niveau med mine boobs (og intet andet når dem).

12.20: Tålmodigheden slipper op, vi har delt næsten en hel tallerken pasta, spyttet i et glas vand. Han har charmet kokkene og sidedamerne. Men ikke dem til venstre (what kind of monsters…?! Drengen sidder og sender jer luftkys, haha!). Note til mig selv: Anderkend og smil altid til børn, der søger kontakt.

12.33: Vi betaler, pakker os sammen og så går vi mod Byoasen.

Rockpaperdresses, Cathrine widunok wichmand

12.45: Pokkers. Hønsene er til frokost mellem 12-14. Så vi er stuck med geder, der ikke ænser os, fordi de er optagede af juletræer. Men det er fint nok. Vi hiver noget græs op, vælter forover på hovedet og klapper gederne på numsen (nu de vender ryggen til).

13.57: Vi har klappet, kigget, gentaget os selv: “Deeet?!”, “deeeeet?!”, “diiiiit?!”. Måske vi er lurmodne? Vi triller langsomt af sted – vi har nemlig en lejlighed, vi skal se på klokken 14.30, og jeg vil gerne have tid.

Rockpaperdresses, Cathrine widunok wichmand

^^^Eddies madkasse er min gamle madkasse!

14.28: Vi når fra Byoasen til Frederiksberg og – ingen lur. Det bliver meget muligt et shit show. Men min far er der, og Eddie bliver LYKKELIG af at se morfar. Det holder ham kørende.

15.30: Lige indtil det ikke gør længere. Han bliver puttet til en alt for sen lur, men hellere det end ingen. Men det vil han satme ikke nyde noget af. Så jeg tager ham op. Giver tusinde snacks. Vand. Noget at nulre. Men. Kun en ting hjælper. Jeg finder en afsides trappesten. Knapper op. Ammer. Og på omtrent seks minutter sover han, og jeg kan rykke ham over i barnevognen.

Amme på gaden, Rockpaperdresses, Cathrine widunok wichmand

16.30: Jeg er inviteret til fernisering hos Poppy Kalas i arbejdsøjemed og havde egentlig skudt en hvid pil efter det – men nu Eddie sover en sen lur, så var det måske muligt? Jeg lister ind. Hilser på hovedpersonerne, møder nogle nye mennesker, snakker. Og lige nøjagtigt tyve minutter får jeg – så er han vågen. Og fyrig. Heldigvis bor vi om hjørnet, og vi løber hjem. Det plejer at få ham til at grine over hele femøren.

Rockpaperdresses, Cathrine widunok wichmand

^^^Ser først nu de dejligste Confetti-piger vinke, haha!

17.02: Vi lander hjemme –  efter en hel og mægtig dag ude. Jeg har gået over 17.000 skridt og er FÆRDIG.

19.32:  Burde åbne computeren, da Eddie er puttet, men kan ingenting. I stedet begynder jeg at pakke alt det tøj, I har købt på min instagram i løbet af ugen. Det har jeg lige nøjagtigt hjerneceller til.

22.14: Jeg ligger under dynen. Som alle andre aftener fatter jeg ikke, hvorfor jeg ikke er gået i seng tidligere. For om seks timer er jeg på den igen.

 

“Man vælger ikke sin egen fødsel”

Jeg går stadig og venter på at få min efterfødselssamtale på Herlev – lidt slow her på matriklen, I know, haha! Men jeg har rykket nogle gange uden held og også overvejet at finde en privat jordemoder til opgaven i stedet –  jeg vil virkelig gerne have afsluttet forløbet.

Jeg tror, det er en god idé at tale journalen igennem og måske også få rykket lidt ved ens egen oplevelse af fødslen. Én ting er hvordan jeg husker den – jeg kunne virkelig godt forestille mig, at hjernen spiller en et puds med alle de hormoner og alt det der sker den dag og dagene op til og efter. Jeg kan mærke, den form for afslutning ville være rigtig rart før næste forløb. Men jeg væbner mig med tålmod på, at de ringer tilbage. Det kunne egentlig også være helt hyggeligt at gense Herlev – det står stadig for mig som et magisk sted med de bedste, kærlige hænder og omsorgsfuldhed. Ikke at jeg skal komme rendende af den grund, hehe, det er de vist for travle til, men jeg har talt med nogle andre alternative behandlertyper, som har kigget mig i øjnene og sagt: “… Sikke et forløb!”.  Det vil være en god idé.

Det var et forløb, et langt forløb som strakte sig meget længere end de 9 måneder med en baby i UK, Gruppe B-streptokokker og al den bekymring, det medfører, og en fødsel, som ikke var ukompliceret. Jeg kan egentlig godt tænke, at man som IUI/IVF/ICSI-gravid burde ses an som sårbar gravid og derved få muligheden for ekstra støtte i forløbet? Måske er det blot mine tanker, men man har været SÅ meget igennem, før man overhovedet føder (ofte i al fald), jeg tror altså på, at man kan være ekstra sårbar på den måde.

rockpaperdresses, Cathrine Widunok Wichmand, hverdagsglimt

Jeg har tænkt meget over fødslen på det sidste, både fordi jeg igen er begyndt at høre fødselspodcasts igen (The Birth Hour og To the Moon, Honey som eksempler), fordi flere veninder og bekendte har født. Og flere nu også er gravide. Og fordi fødsler bare er SÅ spændende og nærmest mytiske for mig. Det er et øjebliks åbning mellem himmel og jord. Det ene sekund, nærmest hinsides, og pludselig lander man på denne jord. Et overgangsrite af en anden verden og til evig fascination for mig (var i en årrække sikker på, jeg skulle være jordemoder – for sagomel, I er seje!).

Det er både en fødsel af et barn – men også af en mor. Det er så vanvittig en tranformation af alt, man kender, også en selv, på et splitsekund (… eller, mange lange timer, hehe). Og jeg ønsker mig og tror på, der kommer mere og mere fokus på tiden efter fødsel fremadrettet, post partum som det hedder, for den tid er så vanvittig. Man skal både slikke sårene oven på en fødsel, som rent fysisk er en stor omgang – man ville jo også ligge på sofaen og lige tage et par dage, skulle man opereres eller have anden større behandling i sygehusvæsenet. Men det kan man ikke her, for i det sekund hele miseren er overstået, ja, så er dit barn her og alt handler om det lille smukke væsen. Det er vildt.

rockpaperdresses, Cathrine Widunok Wichmand, Bioeffect Body intensive serum

Min fødsel er kommet tilpas meget på afstand af ren og skær tid, at jeg nu virkelig GLÆDER mig til at skulle det igen en dag. Især til at opleve en anden slags fødsel – ikke to fødsler er ens. Heller ikke ens egne – har jeg hørt.

Og det er virkelig en sandhed, der næsten kan føles forløsende for mig. Ingen fødsler er ens – det vil sige, jeg heller ikke behøver frygte den næste for gentagelsen. Den bliver sin egen.

Jeg forberedte mig jo som en gal. Læste ALT, hørte ALT, så ALT (I kan få overblikket HER). Gik til det ene og det andet. Og det er meget typisk mig, når jeg går til noget – jeg skal vide alt, så jeg ikke bliver overrasket. Men en fødsel er jo fyldt med den slags, overraskelser! Og når man forbereder sig meget, så kan man måske komme til at tænke, man har fejlet med lektierne, hvis det ikke går, som man forestillede sig det? Ligesom til en eksamen. Så dunker man sig oveni hovedet bagefter, “… Hvis bare jeg havde…”, selv om man jo umuligt kunne forestille sig hele scenariet – igen fordi ens fødsel er sin egen.

Vedkommende dengang skrev noget, der virkelig har betydet meget for mig: “Man vælger ikke sin egen fødsel…” –  og det er simpelthen så fint skrevet. For det giver slip på kontrollen og ejerskab over resultatet. Det er ikke din “skyld”, hvis fødslen går anderledes, end din forestilling rakte til. Du har i virkeligheden ikke særlig meget bestemmelse over slagets gang, så du er nødt til blot at gå med. Og der sker så meget uforudset – som personalet har fuldt ud styr på, men som kan føles voldsomt, som fødende.

rockpaperdresses, Cathrine Widunok Wichmand, Rockpaperbaby, fødsel, Birth story

Nogen får den der fødsel, hvor de får POWER-følelsen på hug, tager imod deres barn selv, mens solen står op i horisonten. Andre får følelsen af lettelse, når lægerne vurderer kejsersnit, og de endelig trygt og sikkert får barnet op. Andre kæmper i dage, nogle i få timer. De findes jo i uendelige variationer. Og selv om jeg kan blive lidt misundelig på andres fødsler, så vælger vi dem jo ikke selv. Til gengæld får vi jo lige nøjagtigt de børn ud af, det vi skulle – og det er selvfølgelig det væsentligste. Som Emily sagde på To the Moon-podcasten, som hun havde hørt fra en bekendt: Vi er ikke gravide for at skulle føde – vi er gravide for at få vores børn i favn. Det er det altoverskyggende. Men post partum-tiden skal ikke underkendes men. være noget, man også kan forberede sig lidt på, eller i al fald få hjælp til at lande i.

I kan læse mine beretninger HER med den lange Netflix-fase, og HER med hele klimakset og HER, hvor vi blev adskilt efter fødsel. Og mit indlæg her i retrospekt med gode råd, jeg gerne ville have kendt – omvendt tror jeg stadig, følelserne var meget uden på, da jeg skrev det. Ikke for at underkende dem, men blot for at sige det.

rockpaperdresses, Cathrine Widunok Wichmand, Rockpaperbaby, fødsel, Birth story

Intentioner for 2020: Meditation, mindre skærm, lære at strikke!

Julie Bjarnhoff, Cathrine Widunok Wichmand, Baum und pferdgarten, Rockpaperdresses

fotos JULIE BJARNHOFF

Det slog mig i dag, at vi er halvvejs gennem vinteren, og at den da faktisk slet ikke har været så slem endda, som den kunne være. Undtagen sidste uge, hvor det regnede hver dag, men i regn og skybrud skal (barne-)vognen ud. Ellers havde jeg da for guds skyld opbevaret mig inde døre med jazz og kaffe og nul bh og elastiklinning med det eneste udsyn til verden gennem duggede ruder og en iPhone. Eller en lille nulret novelle.  Liggende på gulvet med croissantkrummer skødesløst drysset om mig, til Fridas fornøjelse. Måske en smøg. I en stor fed strik og silkeblondetrusser. Hvis ellers jeg havde været pariserinde og ligget under de fritlagte bjælker i Montmatre.

Men jeg bor i København og er mor til en tumling. Så jeg traver i stedet dagligt mod metro eller bus med et skrigende barn fordi: regnslag (stjæler vue’et). Med røjsere, sytten lag uld og en strammende amme-bh (okay, forvasket og forbrugt, så knapt så stram længere) og med en kæmpe madpakke med alt for lidt indhold af croissant (men nærmere frikadeller og en kuriøs samling af ærter fra frys og majs fra dåse, for det kan drengen lide).

Kender I det, når man fortaber sig et splitsekund i det liv, man også kunne have levet? Hvis altså man var født på en anden side af kloden, på et andet tidspunkt.

Men er nu ret dejligt. København. Om vinteren. Selv om jeg går og håber og beder til regn bliver til sne. Men vi må tage det, vi får, og haven spirer allerede. Det bliver forår og fuld sol.

Julie Bjarnhoff, Cathrine Widunok Wichmand, Baum und pferdgarten, Rockpaperdresses

Og tiden går allerede hurtigt, tredje uge af januar. Men hvad er så drømmene og planerne? Eller intentionerne, som jeg ser flere og flere kalde det. Nytårsforsætter har måske også en irriterende klang, for det lyder som om man skal søsætte alt 1. januar, og når man ikke det, så er toget kørt. Intentioner… Det er en række gode tanker og vilje, som kan strække sig langt ind i året.

Hvad har I af intentioner for året?

Julie Bjarnhoff, Cathrine Widunok Wichmand, Baum und pferdgarten, Rockpaperdresses

Jeg har allerede delt vores 2020-plan, som basically bestod af at sælge lejlighed. Done! Og finde et nyt hjem. På vej… Og så den der fertilitetsbehandling (som jeg stadig ikke stresser over, men som jeg godt kan mærke, jeg glæder mig til – utroligt nok!).

Men… Personligt har jeg et par drømme…

…  Jeg vil sindssygt gerne lære at strikke! … Jeg kunne faktisk engang – ikke sådan super stærke skills, men jeg kunne! Ret og vrang. Og jeg det kunne jeg godt tænke mig at kunne igen. Jeg tror jeg skal kaste mig ud i noget PetiteKnit – hun har en masse videoer på sin side, så det kan næsten ikke gå galt. OG så er min mor jo mega prof-strikker, så jeg tænker, at hun kunne sidde ved min side, og vi kunne hygge lidt om det.

… Jeg kunne også godt tænke mig at bruge mindre tid på min telefon, uden for almindelige arbejdstider, for det er jo trods alt også mit mest brugte redskab i arbejdsøjemed. Jeg er vildt glad for at lade min telefon blive i køkkenet natten over, for jeg kommer så meget hurtigere i seng og ud af fjerene (hvis jeg altså skulle driste mig til at blive liggende i fem minutter med Eddie on the loose). Jeg har hentet appen Forest, som er ret fin til at hjælpe en på vej – den “planter” små (fiktive) træer, så længe man ikke bruger telefonen, og når du så griber efter den, så fælder den skoven, hehe… Brutalt! Men meget skæg time management.

… Der var engang, i forsøget på at lave et lille barn, at jeg var god til at meditere. Lidt imod ovenstående brugte jeg min telefon, hehe – appen. Headspace er fantastisk til at komme igang. Den er guidet og trækker konceptet ned på et niveau, hvor alle forstår, hvad det egentlig går ud på.

… Dates! Med Adam! Det er lidt svært at bede forældre om at passe en formiddag i weekenden, når vi også har bedsteforældre en gang om ugen i hverdagene… Men det var så MAGISK for os at være i biffen på Adams fødselsdag. Den tid sammen, at holde i hånd, tale uafbrudt, opleve noget sammen på en anden måde og blive tanket op. Det gjorde os så godt, så jeg drømmer om det igen, snarest muligt (hører I, bedsteforældre? <3)

… Og… Så er der jo den der bog. Den bog som har ligget i mit baghoved så længe, som skal ud i år. Og forlaget er på plads – jeg skal skrive første kapitel og aflevere om to uger, og det er godt for mig med den deadline. Det bliver også vidunderligt at skrive på en anden måde end jeg gør her, og på en måde, hvor det er mindre live og noget jeg skal forholde mig til, så snart det er ude. Der går noget tid, før det her kommer ud. Jeg er så spændt!

Julie Bjarnhoff, Cathrine Widunok Wichmand, Baum und pferdgarten, Rockpaperdresses