ROCKPAPERDRESSES
Et kig i kulissen: Hvilke samarbejder kommer?

rockpaperdresses, Cathrine Widunok Wichmand, Julie Bjarnhoff

Julie tog de her billeder af mig til en kampagne for Storm & Marie, men timingen endte med at glippe lidt, så derfor har jeg ikke fået dem brugt, men så kunne de jo bruges her i en snak i arbejdsregi. Jeg skynder mig derfor bare lige at kalde reklame pga. tøjet. Og halskæden – den er en gave fra Palm Petit

Da jeg skrev det her indlæg var der hos nogen også et lille ønske om gennemsigtighed i valget af kampagner, og det fik mig til at tænke og tænke over, hvordan jeg kan åbne op med fuld respekt selvfølgelig for mine partnere.

Så jeg har fået den idé at skrive et halvårligt indlæg, et for Q1+Q2 og et for Q3+Q4, hvor jeg introducerer jer overordnet for de partnerskaber, som kommer i løbet af den næste tid. Og måske også en tanke eller to om, hvad jeg godt kunne tænke mig mere af. Kunne det være interessant? Så ved I hvad, der kommer og kan måske glæde jer eller føle jer inddraget i processen.

rockpaperdresses, Cathrine Widunok Wichmand, Julie Bjarnhoff

Hvordan fylder jeg kalenderen ud?

Jeg har et udgangspunkt, der hedder maks to kommercielle samarbejder på bloggen om ugen og på instagram maks tre. Vi når sjældent derop, men det er rart at have en rettesnor for Emma, der booker min kalender og Barbara, der lukker kampagner.

For mig er det mest tidskrævende klart at lave de kommercielle indlæg. Jeg vil gerne gøre mig umage, så de ikke ‘bare’ føles som fyld men reelt indhold med vid og bid. Noget I gider at læse. Så jeg har ikke tid til flere – også fordi jeg altid opper alt andet indhold rundt om, så de ikke ligger ‘back to back’.

Barbara ringede faktisk i mandags og sagde, at vi har udsolgt for 2019. Hvis jeg altså vil melde den. Kalenderen er fyldt rigtig fint ud med god variation, og hvis jeg også gerne vil mine sideprojekter, så er det måske fint at melde udsolgt. Men jeg har sagt, jeg gerne vil holde den åben lidt endnu til små kunder. Dem med de fine ideer og initiativer, som jeg gerne vil gøre opmærksom på. Og ellers må vi begynde at tale 2020 med kunder, der henvender sig. Det er jeg faktisk stolt af – det går godt.

Ambassadørskaber eller små push?

De fleste samarbejder, jeg indgår, er længerevarende. Flere måneder med flere ‘push’ eller måske et helt år. Det er både dejligt for mig økonomisk som selvstændig, at jeg har nogle lidt større projekter – men omvendt kan det også give tørke i måneder, fordi de måske først lønner sig til slut – efter et års samarbejde. Det er en balance, og nu oven på barsel og en generel ‘taking things slow’, så jeg kunne lande i morskabet, så er der ikke så meget flow i min økonomi, som der var sidste år, hvor jeg havde oparbejdet et kontinuerligt flow af kampagner, jeg kunne fakturere for.

I det tilfælde kan det være rart med mindre kampagner ind i mellem, så økonomien flyder. Men en vigtig ting for mig og Barbara, min agent, er også troværdighed. Ikke at lave aaaalt muligt forskelligt i øst og vest. Den ene uge sælge sokker og den næste uge sofaborde og den tre skraldeposer. De indgående partnerskaber, hvor jeg bliver ambassadør og kan fordybe mig i virksomheder – det er det, vi går for. Hvor virksomhederne vælger mig til for mig og tror på os som relation.

Derfor siger vi som oftest nej tak til kunder, der bare gerne vil bruge “mine kanaler”, hvor de egentlig er ligeglade med mig, og det jeg kan. De vil ofte bare et hurtigt push på instagram eller en story hos en med en stor følgerskare – det er for ukreativt. Jeg bliver næsten offended, hehe! Vi siger også nej til for mange forskellige kunder inden for samme segment.

I kommer ikke til at se mig lave reklamer for både det ene creme-mærke og næste måned det næste og så det tredje. Jeg får ellers såå mange beautyhenvendelser. Men få og gode, det ønsker vi os. Derfor kræver det også nogen gange is i maven at sige nej til det første tilbud med håb for at det næste kommer og er endnu bedre.

rockpaperdresses, Cathrine Widunok Wichmand, Julie Bjarnhoff

Laver vi opsøgende arbejde?

Det gør vi faktisk ikke rigtig. Kunderne henvender sig direkte til os, så som det er nu, skal vi ikke ud og søge kunder. Det er vildt dejligt. Jeg kan til gengæld godt fiske lidt i ny og næ. Hvis en kunde, som jeg er lidt lun på, holder et presseevent, så dukker jeg op, engagerer mig og viser min interesse.

Det kan sagtens give pay-off. Det er knapt et år siden, at jeg tog på Les Trois Cochons med en sovende baby Eddie i barnevogn og deltog i et presseevent for L’Oréal. Jeg havde åbenbart formået at charme dem så meget, at de få dage efter gav Barbara et kald – og nu har jeg været ambassadør i snart et år, haha! Sneaky woman, haha! Ej, meget af det jeg laver er jo netværk og at nurse dem, man synes er interessante.

rockpaperdresses, Cathrine Widunok Wichmand, Julie Bjarnhoff

Hvilke kampagner kommer der så?

Lad os tage et kig!

H&M

Har jeg samarbejdet med løbende i flere år. I år har jeg været brugt som moderator hos dem til de her talks, de hoster, for både Clubmedlemmer og presse. I næste uge kommer jeg til at vise nogle udvalgte styles på instagram fra deres Conscious Exclusive. Den har jeg sagt ja tak til, fordi jeg alle dage har været fan af den kollektion og selv købt styles derfra. De senere år har jeg været deres “ambassadør” for den kollektion. De er en virkelig dejlig samarbejdspartner, hvor vi har super god kemi (de sagde forleden med blink i øjnene, at de havde en jobopening, hvis jeg var interesseret), og jeg er ret nysgerrig på den retning, de er på vej i og netop fokus for den kollektion går godt i spænd med mig. Smukke rober med glimmer og fest – i bedre materialer.

FDB Møbler

De er kommet til i år, og vi fortsætter nogle måneder endnu. Dem er jeg virkelig også stolt af. Det er jeg jo af dem alle! Men FDB Møbler er jo en kæmpe hjørnesten i vores danske designarv – produkterne er i top kvalitet og holder, år for år. Det er klassikere. Jeg var inviteret ind til deres PR-bureau i foråret, og der pitchede jeg nogle idéer ind til den retning, vi kunne gå. De har den vildeste historie (Hej Børge Mogensen og co.!), som jeg arbejder på at skrive om og som udkommer i weekenden, inshallah.

L’Oréal Paris

Den fortsætter. Jeg er den danske ‘it-girl’ for dem, og for en makeup glad type som mig, som elsker at lege med mit udtryk, så er det her et godt match. For mig er L’Oréal et eksklusivt brand – til penge alle kan være med til. Vi kommer til at sætte fokus på den gode hud med foundations og en kommende særkollektion, der er lavet i samarbejde med et desværre ikke længere levende designikon. Jeg har også et photoshoot med dem snart, hvor mit lille ansigt skal bruges i kampagnesammenhænge (og vistnok hænge i butikker?!)

Juna

Fortsætter også lidt endnu – vi er ved at arbejde på næste fokus, som jeg håber kommer til at udspille sig med varm kakao og tæpper i sommerhuset. Jeg er rigtig glad for det her samarbejde, fordi Juna er ved at ændre deres produktion til bæredygtige materialer, og det er et stort skridt på vejen.

Mofibo

Vi har skåret ned på antallet af modekunder til få gode og i stedet søgt flere “non product”-agtige kunder. Jeg vil rigtig gerne lave flere kultursamarbejder, og i det passer Mofibo bare så fint ind. Jeg har et samarbejde med dem resten af året, som jeg er rigtig glad for. Jeg har selv udviklet en “content plan” med forskellige fokus for hvert post. Jeg leder lige nu efter en forfatter, der selv har indtalt sin bog til et interview om den proces.

Visit Sweden

I mere i den retning – så fedt med Visit Sweden. Det passer vildt godt ind i vores liv både som familie – de eventyr, der venter om hjørnet og som er nemme med en lille en on the side. Men også med tanke for at vi arbejder på at undgå fly (et styks flyvetur i nu 14 måneder). Hvad kan vi opleve i “nabolaget” – virkelig meget, it turns out! Nu har vi været i Skærgården og snart skal jeg på weekend-get-away med en veninde, lørdag til en søndag. Første nat uden Eddie, uaks!

Politiken X Hövding

Nogen af jer kan måske huske, at jeg havde et møde inde hos Politiken i foråret? Vi kastede en masse idéer rundt. Hvordan er det muligt at integrere et printmedie i et online som mit? Det er faktisk en ret svær opgave. Hvordan kan to, der godt kan lide hinanden, samarbejde? Vi vendte muligheden for, at jeg skrev indlæg eksklusivt for dem, at jeg tog nogle af deres artikler op til diskussion osv. Tusinde ting. Men kender I det, den var der ikke helt, den forkromede idé der. Men nu prøver vi det af. Først og fremmest med et fokus på deres Politiken Plus-ordning, man får adgang til, som abonnent. Og derigennem – Hövding. Cykelhjelmen over dem alle – jeg har haft min i 5 år. Det kommer der en lille kampagne på.

Simply Chocolate

Samarbejdet der bliver ved med at give, haha! Jeg har lidt indhold tilbage med dem, som kommer til fokusere lidt på julegodter. Det har været et rætti rætti godt match, mens vi har været trætte og på barsel, hehe… Jeg sagde i sin tid ja tak fordi jeg synes, deres farverige univers matcher mit helt vildt godt – og så er det sgu Amager made. Det er lidt hyggeligt at arbejde “lokalt”.

RO CPH

Jeg skrev et ret fint idépitch til Ro, efter de henvendte sig til mig, synes jeg selv, haha! Sådan er det nemlig ofte – kunderne henvender sig, er jeg interesseret? Ja? Så skal jeg sende et pitch med ideer af sted til fokus, så de ved, hvor jeg vil hen med dem. Ro laver smykker! Det kommer til at fokusere på at finde hjem i sig selv, at blive voksen, finde ro (no pun intended).

YogaStream

Det her glæder jeg mig vildt meget til! For jeg er bare ikke rigtig kommet igang postfødsel. Jeg betaler og betaler hver måned til mit yogasted, men når ikke derhen. YogaStream er hjemmeyoga, hvor man får et skræddersyet program, der matcher ens behov og evner, og det glæder jeg mig SÅ meget til at lære at kende.

rockpaperdresses, Cathrine Widunok Wichmand, Julie Bjarnhoff

Giver det mening det her, for jer? At dele de kampagner der kommer, et par ord om, hvorfor de kommer, og så I også får fornemmelsen af, hvor meget de hver især er udvalgt og ikke tilfældigt landet her?

Hvad drømmer jeg om?

Jeg drømmer selv om flere “Visit”-kampagner. Rundt i Danmark men også i samarbejde med fx Tyskland, Norge og Sverige igen. Jeg synes, de passer virkelig godt ind i den mere grønne retning jeg er i mentalt, og det vil være fedt at være med til at inspirere flere til eventyr på “hjemmebane” fremfor under palmernes sus. Jeg har også drømt lidt om, at DSB kommer tilbage – gerne med fokus i samme retning eller måske med tog til udlandet, selv om der ofte er andre partnere på rejsen der.

Så går jeg også og kurtiserer DBA, fordi jeg synes, det kunne være et vildt godt match. Både med genbrugsguides, men jeg håber også, de har lyst til at være partnere på et talk-koncept, jeg er ved at udvikle osv. osv. Det er uudtømmeligt i mit hoved med idéer, de kunne være medafsendere på.

Idékassen

Hvis I har nogen skægge idéer til gode matches med brands eller lignende, så må I endelig sige dem højt. Jeg ser på ingen måde de kommercielle samarbejder som den sure/tunge del af bloggen med et sted, hvor jeg kreativt virkelig udfordres på den gode måde. Mine formidlingsevner får pludselig noge rammer, og det passer mig rigtig godt. Det er altid sjovt at høre hvem I tænker kunne være sjove i mit regie. Lidt ligesom når man tipper sin veninde om et jobopslag, man har set. DO share, og så kan det da godt tænkes, vi skal lave noget opsøgende alligevel!

rockpaperdresses, Cathrine Widunok Wichmand, Julie Bjarnhoff

Soveværelse uden kemi

Rockpaperdresses, Juna Design, Bæredygtigt soveværelse, Cathrine Widunok Wichmand

Først må jeg lige sige, at det her er en af de hyggeligste kampagner, jeg har været med til at skabe. Vi skulle skyde hjemme hos mig – video, primært. Og det der med både at være på, som den der skal levere varen. Og være vært hjemme hos en selv. Og have huset invaderet af en masse mennesker, man ikke kender. Det er jeg normalt slet ikke til. Men denne her dag var en drøm!

Juna-holdet mødte op. Bureauet mødte op. En rep fra Social Zoo mødte op. Og to kameradrenge. Og til trods for fuldt hus, så KÆMPE hyggede vi. Jeg havde selv skrevet mit manus, og alle havde så stor tiltro og tillid til mig og kameradrengene, at de bare satte sig ud i solen i gården, mens vi tre arbejdede. Og den ene af kameradrengene, Søren, kendte jeg efterhånden fra flere shoots – han er så sød. Vi havde så fed energi og vision for det her projekt. Vi grinede gennem de lidt intime situationer, hvor de stod over mig i sengen, og jeg lå og fimsede rundt. Og jeg kunne sige; “Få lige min armhule til at se pæn ud i fugleperspektiv!” – de er ikke så fotogene.

Altså! Se bare, hvor glad jeg ser ud. Og så med håndklæde på (om mit fedtede morhår, haha, smart ikke? Så ser man det ikke!). Her er der tale om, når brand og blogger går op i en højere enhed – vi passede bare sammen. På æstetik, vision, det hele. Det håber jeg også, I føler. Se bare, hvordan deres farveskala passede durk ind i vores, match made in bedroom heaven.

annonce i samarbejde med Juna

Rockpaperdresses, Juna Design, Bæredygtigt soveværelse, Cathrine Widunok Wichmand

Og se så denne her fine lille, lyserøde video. Som Mille skrev på instagram hertil morgen: Sikke et fint minde at have, nu soveværelset er rykket nedenunder. Så kan jeg drømme mig tilbage. Jeg håber, I vil give den et klik:

Sådan her så soveværelset nemlig ud indtil i går. Drømmerummet. At gå i seng oppe over byens tage, tæt på himlen og kunne ligge og kigge op i skyerne. DET var drømmen. I går knoklede vi dog hele dagen med at rykke soveværelset en tand væk fra skyerne og ned på 1. salen, så Eddie ikke skal rykkes op ad trappen, når vi går i seng. Han bliver puttet i sin egen seng og så rykket med op i soveværelset, når vi sover. Nu er vi på 1. sal, og det var ingenlunde det samme at vågne i morges – men vi er jo far og mor over æstetikere og boligdrømmere, så nu er vi altså rykket. Og måske en dag, nu vi er på samme etage, skal han sove en hel nat i sin egen seng! Det gamle soveværelse derimod bliver til en stue. Det bliver også så fint!

Rockpaperdresses, Juna Design, Bæredygtigt soveværelse, Cathrine Widunok Wichmand

Men det gamle soveværelse… Jeg elsker det rum, jeg har ELSKET det som soveværelse. Alle de tanker vi har lagt i det. Det var hele tiden tænkt som et fleksibelt rum, der kunne bruges til hvad som helst – stue, soveværelse, atelier (hvis man var til det, hvem der så har brug for sådan et). Lyset er fabelagtigt, og vi har egentlig holdt det ret clean. Få gode, smukke ting. Udover min evindelige tøjstol, der altid vokser sig så enorm, at den bliver til et tøjhjørne med tøjgulv til. Det skal jeg lige arbejde med!

Rockpaperdresses, Juna Design, Bæredygtigt soveværelse, Cathrine Widunok Wichmand

Det er lidt forskelligt, hvad man har brug for i sit soveværelse. Nogen kan lide det hulet og mørkt. For mig (og os!) skal et soveværelse være rent og roligt. Ikke noget fjernsyn (har vi pt. i det nye, indtil vi får det flyttet ovenpå). Ingen crazy farver. Og altid vindue åbent. Vi har vindue åbent døgnet rundt, året rundt, hehe… Og så har jeg også noget med det taktile. Altså fingerfornemmelsen. At der er forskellige materialer og fornemmelser for sanserne. Men det vigtigste? Det skal være KEMIFRIT.

Vi er faktisk ret godt på vej. Vores seng er cradle-to-cradle certificeret, bæredygtigt produceret og kemifri. Vores gardiner er i et af mine yndlingsmaterialer, når vi taler (mere) bæredygtige materialer, nemlig hør. Og så er der skabsvæggen – i linoleum, som er et virkelig dejligt, holdbart naturmateriale.

Og så er der jo alt det, vi ligger i og krammer om! Sengetøjet! Jeg krammer stadig mere på min dyne end Adam, #samsovning, så det er så dejligt at bore trynen godt ned i økologisk sengetøj – fra Juna (som endda er nået så langt i deres proces, at de også har lavet FSC-certificeret indpakning!). Og så er der alle vores genbrugsfund – lamperne, sengeborde, spejl, dims.

Rockpaperdresses, Juna Design, Bæredygtigt soveværelse, Cathrine Widunok WichmandRockpaperdresses, Juna Design, Bæredygtigt soveværelse, Cathrine Widunok Wichmand

Men hvad har været vores skridt mod et rart og bekymringsfrit soveværelse? Måske I kan nuppe nogle af tankerne herfra!

  1. Sengetøjet! Der er så meget økologisk, lækkert derude. Vores er fra Juna og 100 % økologisk – det synes jeg faktisk giver rigtig god mening, når vi ligger og krammer dynerne hele natten og har den nøgne hud svøbt i stoffet 1/3 af døgnets timer. Jeg er i øvrigt helt tosset med Bæk&bølge-modellen. Stoftypen er opfundet i sydstaterne i USA, hvor man lavede kjoler og skjorte og jakkesæt i det – seersucker, hedder det. Det har den fordel, at det ikke klistrer til huden, når man sveder. Også lidt rart på varme sommerdagen.
  2. Ikke nok med økologisk sengetøj – jeg har faktisk købt en økologisk dyne. GOTS-certificeret og det hele. Det slog mig sidste år, at når jeg nu prioriterer øko-and til jul, øko-æg om morgenen, så måtte det også være en mulighed med en øko-dyne. Fjerene kommer altså fra økologisk produktion. Når jeg en dag skal skifte hovedpude, så bliver den også økologisk.
  3. Sengen er også bæredygtigt produceret uden nogen former for skadelig kemi – den har jeg skrevet om før. Det er bare en fornøjelse at gå i seng (kors en kamp til gengæld at flytte den. Vi var lige ved at blive skilt – fra sengen altså). For mig giver det virkelig god mening at ære alt det vigtige, der foregår i sådan en seng, med ordentlig kvalitet. Det er her vi restituerer, drømmer, slikker sorg, laver børn (altså, nogen i hvert fald!). Sengemiljøet er rammen om så mange vigtige stunder – vi bruger 1/3 af vores liv i det.
  4. Vi valgte linoleum låger på skabet, som først og fremmest virker vildt godt på lyden. Det absorberer nemlig. Når man har en 6-7 meter vindue, så kan man godt blive lidt udfordret på god lyd, og det kan runge. Men linoleum er blødt og giver derfor en god bounce på lyden. Og så er det et naturmateriale, som holder sig så smukt for evigt. Det skal max tørres over med lidt sæbespåner (laver en opløsning på vand og sæbespåner, jeg har i en gammel sprøjteflaske).
  5. En rigtig god idé til et kemifrit sovemiljø er også at tænke på planter. Vi har valgt at have lidt forskelligt grønt heroppe. Vi har lidt afklippet græs, som er tørret og derfor holder for evigt. Vi skal ikke skifte ‘buketten’ ud. Den anden plante er så gammel, at den også nåede at bo i vores gamle lejlighed på Rosenørns Allé. Men den interessante her er ‘Zamioculcas ‘Raven’, som står ved siden af. Den er luftrensende (jeg har købt min hos Greenify!)! Man kunne fx også vælge aloe vera eller et gummitræ – det har samme effekt.
  6. Malingen er bestemt også værd at tage med i sine tanker. Der findes faktisk virkelig mange fine alternativer i dag til konventionel akrylmaling fx kalkmaling! Og har man mod til detaljen: Linolie på panelerne (vi har dog ikke nogen i soveværelset). Det kræver dog adgang til lys og luft for at det tørrer.

Hvad har I gjort jer af tanker i jeres soveværelse?

.Her er en liste over alle de fine Juna-ting, soveværelset er fyldt med:

ternet sengetøj (i økologisk bomuld) JUNA havehynder (i genbrugt bomuld og opkradset polyester) JUNA gule puder (med genanvendt polyesterfyld og økobetræk) JUNA nattøj (i deadstock bomuld) JUNA håndklæde  (i økologisk bomuld) JUNA sengetæppe JUNA

Rockpaperdresses, Juna Design, Bæredygtigt soveværelse, Cathrine Widunok Wichmand

Rockpaperdresses, Juna Design, Bæredygtigt soveværelse, Cathrine Widunok Wichmand

Glædelig weekend

Man kan nå så utroligt meget, når man bliver vækket klokken 05.50. Selv om man forsøger at udsætte dét at sætte i bevægelse. Man giver uromageren en sut. Lidt bryst. Nusser. Griner (med lukkede øjne, så han forstår, vi burde sove, men samtidig også reagerer med ham). Men som oftest er de stædige og insisterende, og når min næse har taget nok slag, og min kind er blevet kysset med åben mund længe nok, til at den potentielt går i opløsning, så må vi stå op.

Og sådan kom vi igang med weekenden i går klokken 06.03. Op, op, op! I sidste weekend snoozede jeg, så vi kom ikke af sted til morgenkaffe på Banchina, som Adam havde drømt om, som han sad med en vågen baby i køkkenet. Men det gjorde vi så i går.

Det var lidt at chance den, at cykle af sted omkring klokken 08.00, for Eddie kunne ligeså godt ville sove lur klokken 08.30. Men vi trak i overtøjet, tog dynen med og en sut, og så blev Frida, Eddie og jeg kørt til Banchina i ladcyklen.

Den smukkeste solplet og kaffe på dokken. Vi var blandt de første til at køre croissanter ned derude.

Vi er blevet enige om at blive i byen for nu og formentlig også for de næste år. Med sommerhuset giver det ikke mening at flytte ud. Sommerhuset har værdi for os som kontrast til det vi har. Og selv om jeg synes, livet deroppe er noget lettere med barn end i en lejlighed i byen, så giver byen bare mening for os i forhold til, hvor meget rend vi har herinde med arbejde. Vi vil gerne have minimum af transporttid, så vi kan have maksimum af tid med Eddie.

Og så er vi også blevet enige om at nyde byen meget mere, end vi har gjort længe. Alt behøver ikke være “heldags-” og et projekt. Vi var på Banchina i en god halv time, og da vi cyklede hjem, faldt Eddie i søvn i mine arme. Jeg bliver mere og mere modig med ham, mærker jeg. Bevæger os ud og længere end vi har gjort længe. Vi købte også Tivolikort til hele året i år – og vi har været der én gang. Og vi bor vitterligt 10 minutter derfra. Der må vi lige oppe os.

Om eftermiddagen tog jeg til fødselsdag hos min gode veninde Josephine og om aftenen var jeg til Hej Søster-koncert i Vega, som var en stor femi-oplevelse, jeg må fortælle om, får jeg tid. I dag er nemlig super praktisk. Vores babysitter Jane kommer om lidt, og mens de hygger og går en tur, så skal Adam og jeg knokle – vi skal nemlig have flyttet soveværelset ned i den gamle stue. Ønsk os held og lykke med at samle vores seng på ny, så vi har et sted at sove i nat.

Hvad har I brugt jeres weekend på?

rockpaperdresses, Cathrine Widunok Wichmand, La Banchina

Efterårsfordybelse med ny viden i ørerne

rockpaperdresses, Mofibo Lydbøger, Cathrine Widunok Wichmand

i samarbejde med MOFIBO (indlægget indeholder rabatkode)

Jeg går og glæder mig til efterår. Måske fordi vi nu har fået en fødselsdag i efteråret. Måske også fordi jeg glæder mig til at være meget tættere med naturen i sommerhuset, end vi plejer, nu efteråret kommer. Det bliver man på en eller anden måde lidt afskåret fra i byen. I hvert fald den glidende overgang, som for mig er det smukkeste. Den spæde start. De første blade på jorden, de køligere morgener med dug på ruden og de stadigt lune eftermiddage. Herinde oplever jeg det lidt sådan; BUM! Så var det efterår, og jeg følte mig sket ikke parat.

Men efterår er også tiden for fordybelse, for at samle ny energi og nære sig selv. Det er tid til at finde en ny yndlingsserie. Gå i biffen og se en film. Det er tid til cafébesøg med varm kakao og slumretæppe i sofaen. Nærvær og næring. Og det er tid til bøger. Dem vi lytter til, og dem vi læser.

Jeg er efterhånden så vant til og glad for mit Mofibo-abonnement, at jeg blev helt forvirret, da jeg søgte en bog, som det viste sig, de ikke havde forleden – så nu er der sendt et ønske med en ny titel af sted til dem. Ellers plejer de at have alt, jeg søger, og mere til – så sent som til dette indlæg opdagede jeg, at de også har Zetland-artikler?! MEGA sejt.

Er du ny kunde hos Mofibo, så prøv det gratis af med koden RPD2019, når du opretter dig! Så får du 30 dages gratis abonnement og kan mæske dig i podcasts, Zetland-artikler, lydbøger, fagbøger, skønlitteratur og e-bøger.

rockpaperdresses, Mofibo Lydbøger, Cathrine Widunok Wichmand

Men hvad skal vi læse? Hvis I kun skal give ét godt bud på en lydbog eller en bog, som I synes egner sig til sæsonen og til tiden – hvad skulle det så være?

Jeg kan godt mærke, at jeg har lyst til at fordybe mig i ny viden. Jeg har lyst til at blive lidt klogere. Det hænger meget muligt sammen med, at jeg så småt går og forbereder mig på at skulle holde mit allerførste foredrag. Og forhåbentligt kommer der flere i forlængelse. Jeg har øvet mig lidt her og der – hos Gyldendal i sommer. Hos H&M i foråret og i går. Jeg går og justerer ind og øver mig.

Så! Jeg vil gerne blive klogere. Nu er jeg godt færdig med Argumenter mod kvinder – og det er på ingen måde dét felt, mit foredrag tager udgangspunkt i. Men den kan jeg altså virkelig anbefale er man interesseret i kønsdiskurs, og måske i virkeligheden er klar til at gøre nogle egne opgør med, hvordan man taler til og om kvinder – og fra kvinder.

Men denne sæson vil jeg gerne blive oprigtigt klogere på bæredygtighed. Fokuset herinde startede egentlig bare i det små med #miljømandag og ønsket om at få indarbejdet flere små grønne vaner. Og nu oplever jeg, at jeg oftere og oftere bliver omtalt som ekspert/aktivist – og selv om jeg ikke er det, i mine øjne – måske jeg kan tilsnige mig hverdagsaktivisme, så vil jeg i al fald gerne have endnu mere viden på området, en større baggrund.

rockpaperdresses, Mofibo Lydbøger, Cathrine Widunok Wichmand

Så min to-read-liste folder sig således ud med en hel del faglitteratur:

Bæredygtig Livsstil – Calina Leonhardt

Neohippies bog med fokus på zero waste, veganisme og minimalisme. Der er opskrifter, guides og gode tips til at ændre vaner – en proces Calina selv har været igennem fra storforbruger til minimalist.

Hurra! Danske fødevarer er så klimavenlige, at de kan eksporteres – lydartikel af Zetland

Ja, jeg vidste simpelthen ikke, at Zetland havde en masse artikler liggende på Mofibo. De er så edderdygtige i alt, de laver – og grundige. Denne artikel er uden tvivl i den nørdede ende, som omhandler dilemmaet i vores fødevareindustri. Vi kæmper mod, at EU indkøber soja fra den anden ende af verden – og laver samtidig eksportaftaler, som medvirker til netop det og i sidste ende kommer det alt sammen ned til økonomi.

Klimakrisen – Tue Sander Hansen

Her er vi ude i regulær ekspertviden med en række klimaanalytikere,  der ser nærmere på klimakrisen ud fra forskellige globale perspektiver og kommer med bud på, hvad der skal til for at undgå, at klimakrisen ender som en regulær klimakatastrofe. Medvirkende i bogen er blandt andre Bjørn Lomborg og direktør i CONCITO, Christian Ibsen.

Jeg er også ret lun på noget femi-litteratur. Har indtil videre hentet Sylvia Plaths Glasklokken, men jeg er egentlig også lidt lun på mere faglitteratur a la Argumenter mod Kvinder – hvis I har noget, do share!

 

… Og hvis I tænker, kunne vi lige gå lidt mere light til den, så lytter jeg i øjeblikket til KNUST af Anne Mette Kirk. Jeg er kun 15 minutter inde, men har indtil videre fældet en tåre. En søster mister sin bror i en ulykke, og jeg forestiller mig, det er historien om, hvordan en hel familie bliver knust. Så måske ikke så light alligevel, haha!

rockpaperdresses, Mofibo Lydbøger, Cathrine Widunok Wichmand

rockpaperdresses, Mofibo Lydbøger, Cathrine Widunok Wichmand

OOTD: Den hvide, klassiske vintageskjorte

Rockpaperdresses, Cathrine Widunok Wichmand, Julie Bjarnhoff

Har I godt set datoen? Den niende i niende, 2019 – 090919. Er den ikke flot? Er der nogen på linjen, som har tænkt sig at gifte sig i dag? I så fald kæmpe, kæmpe til lykke på forhånd. Det kan kun blive en smuk dag (selv om jeg læste, at vi bliver ramt af nogle Dorian-rester denne uge, tsk). Jeg ønsker mig en federe uge end sidste uge, hehe. Færre uheld, mindre klunte.

Jeg starter den faktisk med lidt mails nu her, mens Eddie sover. Og så trasker jeg ind til byen og mødes med to kolleger (med Eddie på slæb – eller er det omvendt?). Til sådan en lidt sen morgenmad, og så tænker jeg, vi rammer en legeplads på vej hjem derfra. Hvis jeg tør, haha! Og dog, det er tydeligvis ikke hjemmet her i biksen, der er den trygge zone. Endnu mere tsk, tsk… Børnegitter til trappen er i øvrigt på to-fix-listen. Aller øverst.

fotos JULIE BJARNHOFF

Rockpaperdresses, Cathrine Widunok Wichmand, Julie Bjarnhoff

sneakers NIKE bukser ARKET (reklamelink) skjorte VINTAGE trenchcoat AIAYU (modtaget som gave/reklame) taske ADAX (en sample jeg lånte til modeugen, som blot skal retur)

Nu til et lille outfit fra i fredags. Det var blødt, rart og fredags-agtigt. Hvad end man lægger i det – men for mig er det jo arbejdsfridag, så der skal jeg kunne kravle på gulvet og få klasket avocado i øjet og tørret fedtfingre af. Alt kan vaskes, intet er for fint – og alligevel kunne jeg godt smække et par stiletter på, og så var den også god. Især med læbestiften til.

På mig har jeg en af mine YNDLINGS-beklædningsgenstande. Den hvide (vintage)-skjorte. Den første i min samling var vist denne her. Den flotteste skjorte med puf og blonder, og jeg skal komme efter jer. Den har fået mange beundrende blikke. MANNER, den er brugt. Utroligt nok, fordi den skal stryges HELE tiden og i øvrigt er dødsensbesværlig med alle sine folder og blonder. Så kom denne her til. Også så god – og modsat den anden, sådan stryg-let-agtig. SMART opfindelse.

Og nu. Nu er der en ny bavian i skabet, med kæmpe krave og 3/4 ærmer. Og det er vist lidt en dille, har I også lagt mærke til dem? En af dem vi måske har lidt for os selv, for jeg kunne forstå på Pia, som har vintagebutikken Jerome, hvor jeg købte denne, at damerne på markederne i Tyskland, hvor hun rigtig finder godter, er helt på røven over, at man i København gider at betale gode penge for den slags.  Dernede får man den kastet i nakken og løber fra den, før den rammer jorden.

Den minder egentlig også lidt om min barndomsuniform fra Østrig – hvide skjorter med kniplinger og så en form for spencer til, dengang (I kan se outfittet på en 27 år yngre udgave af undertegnede på en gaaammel Bloglovin’ sticker (dengang man reklamerede alle vegne med, at folk skulle følge med der) som engang under en blogflytning er blevet blæst op i proportioner). Det er måske nærmest en del af nationaldragten i det tysk/østrigske landskab?

Men taget ud af alperne og ind på brostenene, så synes jeg, det er en yderst smart beklædningsgenstand, som er super feminin. Og den må gerne være oversize. Og tilsat et par rigtig gode jeans. Eller lyserøde joggingbukser som her. Var jeg en business-type tror jeg også, det ville være mit take på en arbejdsskjorte.

Kunne I også godt tænke jer sådan en sag, så kan jeg anbefale jer at følge med hos Vieille og Jerome – især førstnævnte er et godt sted at søge, hvis I hungrer. Mine er ikke specielt gamle eller “originale”, forstået på den klenodie-agtige måde. Den ene er bare gammel fra C&A og de andre er vist no-name.

NU, ud af døren. Hav en vidunderlig mandag!

Rockpaperdresses, Cathrine Widunok Wichmand, Julie Bjarnhoff

Rockpaperdresses, Cathrine Widunok Wichmand, Julie Bjarnhoff

Lortefuckingskidetrappe: Mit værste mareridt, come true

Rockpaperdresses, Cathrine Widunok Wichmand,

Hold. Nu. Op.

Første uge uden barsel er overstået, Adam er tilbage i jakkesæt og kantineordning. Og jeg er hjemme, glemmer at spise frokost i farten og er egentlig lidt kørt over. No pun intended med mandagens udskejelser. Det ligner egentlig rimelig meget mit arbejdsliv fra før Eddie, hehe… Lidt mange jern i ilden – og nu med en bonusstørrelse oveni.

Tirsdag startede jeg dagen med møde med DBA, som jeg forhåbentligt skal samarbejde med i år og næste år. Jeg har pitchet lidt forskellige ideer ind, som jeg synes, kunne være oplagte mellem os. Og så gik jeg på kontoret bagefter for allerførste gang i over et år. Og hold nu kaje, det var dejligt. Dejligt at være en kollega. At have kolleger. At vende voksenting – som ikke indeholder madplan og vasketøj. At arbejde uden for hjemme, være rimeligvis effektiv og også kunne lukke døren og computeren og gå hjem – uden at åbne computeren igen. Jeg fik svaret virkelig mange mails men også vendt hverdag med min kontorfæller. Det havde jeg savnet mere, end jeg først antog. Og imens var vores babysitter herhjemme med Eddie i nogle timer. Han sov lur halvdelen af tiden og legede og hyggede sig. So far so good – det tror jeg egentlig kan fungere ganske fint, og vi har fået vidunderligt søde Jane, til at hygge og lege her herhjemme. Alt godt.

Rockpaperdresses, Cathrine Widunok Wichmand,

(kjole modtaget i gave/reklame)

Onsdag er bedste-dag. Tre onsdage om måneden har en af vores forældre Eddie en halv dag og hygger og leger. Selvfølgelig for at hjælpe mig. Men også for at skabe bånd og være sammen. Det glæder mig helt vildt. Min mor startede ud, og de to havde gået tur, sovet lur, spist frokost. De havde hygget sig. I mellemtiden havde jeg haft fire møder og et event, skippet frokost og rendt i Matas for at købe noget ansigts-dims jeg manglede. Den var lige lovlig intens. Sådan nogle dage med mange møder, de er egentlig lidt træls, ikke? Det er jo ikke, fordi ens arbejde på magisk vis forsvinder ved, at man er ude af huset. Mailen står stadig og tikker derud af. Jeg får stadig ikke produceret indhold her til. Det var egentlig virkelig dumt. Jeg er ellers virkelig blevet glad for at udfordre folk på møder – kan vi tage det på mail? Kan vi klare det på et opkald? Skal vi skype? De tager bare lang tid; til og fra, småsnak, så til makronerne og farvel og tak. Arbejdstiden. skal være lidt smart, synes jeg. Og jeg tænkte først, det var smart bare at lægge møderne back to back – men det var det altså ikke i realiteten. Lektie lært.

Torsdag var jeg vært til en frokost med L’Oréal i forbindelse med deres nye Bambi Eyes-mascara. Jeg havde været lidt smart at foreslå Paradehuset, som praktisk talt ligger i min baghave, så det var nemt. Det var en vildt fin dag – men der røg også det meste af en arbejdsdag. Ikke så meget computertid som jeg havde brug for. Og hvor jeg var pissegod til at arbejde om aftenen før i tiden, så er jeg nu dødsenstræt, når klokken slår syv.

Rockpaperdresses, Cathrine Widunok Wichmand,

Og så kom fredag. Fredag hvor mit udgangspunkt er at holde fri med Eddie. Totalt computerfri. Totalt arbejdsfri. Lave noget hyggeligt, og således startede vi dagen med vores første parterapisession, Adam og jeg (og Eddie sov halvanden time gennem seancen!) – og det var pissefedt. Vi har allerede booket en tid til. “I har et virkelig godt udgangspunkt her”, var hendes ord, og det gjorde mig så glad og rolig i sjælen. Det ved jeg jo godt, vi har, men nogen gange kan man (jeg) også stille spørgsmålstegn ved alt for meget og det hele. “Men som vi siger i min familie: det går godt, og det kan også godt gå endnu bedre”. Det var virkelig en positiv oplevelse, det rum, hvor vi kan tale sammen på en ny måde. Med større ører og åbent hjerte. Jeg tror på det. Og selv om vi godt kunne have brugt en kop kaffe bagefter til lige at vende oplevelsen, så skiltes vi, og Adam kørte på arbejde.

Jeg tog hjem og mødtes med Julie til nogle billeder og en kaffe. Og så pakkede Eddie og jeg sydfrugterne og drog mod Bryggen og Baby Kurt og Emily. En lille bitte pølse var han, og så fin, og mit hjerte voksede tifold, da Eddie greb ud efter Kurts hånd og ville holde. Eller bare føle an/trykke/klemme. Who knows, really. Jeg så det som kærlighed. Kæft det var sødt. Og så trillede vi hjem. Bestilte burgere. Eddie fik sine første fritter. Kærlighed ved første blik. Mit barn, selvfølgelig. Han prøvede at dippe i mayo, og jeg har nærmest aldrig været mere stolt. Hånd/øje-koordination on point!

Rockpaperdresses, Cathrine Widunok Wichmand,

Og så skete det. Mit værste mareridt, det jeg har gruet for.

Vi var færdige med at spise. Jeg gik på badeværelset og gjorde bad klar. Adam kom ned med en nøgen og badeklar baby. Og så gled han på trappen. Jeg stod ude på badeværelset og hørte bumpet. Dem begge to, som to sække kartofler, der blev slået med et rundboldbat, som de landede på trappen. Og jeg styrtede ud. Eddie skreg og lå på trinet ved siden af Adams ben. Adam lå helt forvirret. “Hvad fanden skete der?!”, råbte jeg og tog Eddie op i favnen, og så blev han helt stille. Og til gummi. Hovedet dinglede fra den lille krop. “Der er noget helt galt!”. “Du skal ringe 112!”. Adam var helt forvirret og vidste ikke helt, hvad han skulle. Men han fik ringet og på få minutter kom en ambulance med fuld udrykning. Eddie var døset hen i mine arme, og redderne lavede forskellige tjek med hans reflekser, tjekkede pupiller. Og så blev vi kørt på Riget. Han blev tjekket for indre blødninger og hjernerystelse, men i og med øjnene reagerede, og han ikke kastede op, så blev vi observeret over en håndfuld timer, mens Eddie fandt sig selv igen og faldt rigtigt i søvn for natten. Alt var tilsyneladende okay, han havde været heldig – blå mærker på hovedet og en god skraber på ryggen, fra et trin.. Vi kom hjem kort før midnat og gik ud som lys, Adam og jeg.

Min største skræk. Den skide trappe. Lortefuckingskidetrappe. Det plejer bare at være mig, der er den kluntede.

Fuck altså. Jeg tudbrølede, da jeg fik ham op lige efter. Det var forfærdeligt. Jeg ved godt, at sådan her bliver det ved. De vil slå deres hoveder, brække en arm og komme til skade. Men det gør det ikke nemmere. Lige dér føler jeg mig slet ikke stor nok til et barn, jeg gik helt i opløsning af skræk. Som om nogen flåede hjertet ud, æltede rundt med det og kastede det ind igen, det forkerte sted. Jeg var ude af min krop.

Så i går havde jeg egentlig lyst i hjertet til at blive hjemme og glo på Eddie trække vejret. Men vi havde ti-års-jubilæum i min studievenindegruppe, Vinklubben. Og vi havde for længst arrangeret Polterabend-dag med lasertag og højt belagt smørrebrød. Og jeg tog også af sted. Første hele dag væk fra Eddie og Adam, og da jeg kom hjem, trak Eddie vejret endnu. Og havde vist savnet mig – eller mine bryster og kvitterede med en virkelig urolig nat. Great.

To ulykker, lidt for mange møder og lidt for lidt computertid.

For den kommende uge ønsker jeg mig lidt mere overskud og bedre arbejdstid. Ligeså meget Eddie. Og minus på ulykkerne. Tak.

Rockpaperdresses, Cathrine Widunok Wichmand,

 

Barsel officielt slut: Første dag som hjemmepasser

rockpaperdresses, Cathrine Widunok Wichmand,

Jeg havde helt overlagt ingen ambitioner for i dag i forhold til mit arbejde. I forhold til at nå en masse ting. Jeg vidste udmærket, at tiden kunne rinde ud, og det gjorde den også.

Vi havde ellers lagt en plan. Vi stod begge to – eller alle tre – op omkring klokken 06.00, når Eddie vågnede. Jeg skulle skynde mig ned i bad, lægge makeup og få tøj på, altså gøre mig så 100 % spilleklar, jeg kunne. Imens ville Adam sørge for, at Eddie fik morgenmad. Når jeg så var færdig, så kunne vi rotere, så jeg kunne lave morgenmad til de voksne og hygge lidt med Eddie på gulvet, mens Adam gjorde sig klar. Og om alt gik vel, ville Adam være ude af døren 07.30. Det gik sådan nogenlunde – den sneg sig vist nærmere 08.00, men det var fint.

rockpaperdresses, Cathrine Widunok Wichmand,

GUD hvor havde jeg savnet Adam i jakkesæt. Det vidste jeg slet ikke, jeg havde. Men fy fan hvor er det pænt på ham. Og jeg ved godt, det bliver hverdag, og han kommer til at ligne en revisor, men lige i dag lignede han fanme James Bond på mit køkkengulv!

rockpaperdresses, Cathrine Widunok Wichmand,

Nåede også lige at lægge planer for weekenden!

Så puttede jeg Eddie i klapvogn og tog Frida med – med håb og krydsede fingre for, at han ville falde i søvn. Jeg nåede ned til Værnedamsvej. Ned til Skt. Thomas Plads (der med sine tusinde brosten plejer at levere søvngaranti). Helt op til Frederiksberg Have nåede jeg – ingen lukkede øjne. Til gengæld havde Frida bakket ud af sit halsbånd otte gange – når hendes forældre glemmer seletøjet i sommerhuset, tsk tsk….

Vi nåede også hjem igen og sov ikke. Så var vi på den med mad igen – forfra. Mad, vand og så en tur i slyngevuggen. Og hurra for en fest. Jeg fik bouncet ham i drømmeland, og så fik jeg tid til computeren. Meeen skulle lige stene lidt instagram. Lige knalde ud et øjeblik efter et mas med de to. Jeg nåede at svare på et lille interview til To the Moon, Honey og betale to regninger, og så var tiden oprandt. Vågen baby. Mere mad (og fik jeg sagt, at han blev 11 måneder i dag?!). Og imellem tiden havde jeg fundet sådan et kuglebad mage til dem, jeg husker at have kastet mig i som barn, når man blev parkeret i IKEAs babysitterum, på Reshopper (genial app, hvis I ikke kender den – baby-Trendsales på Jodel-måden, hvor du kan se ting til salg i din nærhed). Bare minus bakterierne. Hej, hej yndlingstjans til nye medarbejdere på McDonald’s, da jeg arbejdede der. “Tager du lige legeland?”. Fuck altså. Sådan et boldrum/kuglebad/hvad det hedder – jeg kan love jer for, at der ligger god grums sådan et sted. Jeg havde fundet et brugt mini-et i monokrome farver (#rockpaperboldrum – selvfølgelig pænt) i Valby, så så snart frokosten var overstået – af sted med os.

rockpaperdresses, Cathrine Widunok Wichmand,

En flot parkering, en IKEA-pose med løsgående kugler og en halvstor grå skumbadering med bund senere og vi var på vej mod Frederiksberg igen. Balancerede yndigt både baby og levende boldindhold i posen hele vejen hen til bilen og var tilfreds over niveauet. Ingen babyskrig i bil, alt godt. Så kørte vi ud og kiggede lidt på en barnevogn og testede, hvad der kunne være i en mikrobil. Alt godt. Jeg fandt et par babysokker og en sutsko. Stadig all cool.

Men på vej hjem kommer jeg kørende i chill fart, og dunk i nakken og et mindre brag – et bum? – Eddie og jeg var blevet påkørt i siden bagerst. Vi blev simpelthen kørt ind i af en der ikke overholdte sin vigepligt. Og før jeg havde nået at slutte sætningen “HVA’ FANDEN I FÆNGHULLET…” holdte vi begge ind til siden med havariblink på. En ung pige, “Er du også studerende?” var det første hun sagde, og jeg tænkte straks, åh Gud, hun har ingen forsikring. Men jeg fik hendes nummer og navn, noterede hendes nummerplade, to billeder af skaderne – som havde jeg haft en generalprøve forinden på miseren. Alt var cool. Jeg var cool. Jeg bandede ikke. Og så ringede jeg til forsikringen, for jeg havde lidt brug for at høre en voksen, om jeg havde gjort, hvad jeg skulle, havde jeg fået det hele med? Men jeg var nummer 34 i kø, det regnede, Eddie var træt og sulten, og jeg sagde på gensyn – eller gensnak, eller hvad man nu siger i sådan en sag. Og så kørte jeg hjem. Men var egentlig rimelig rystet. Et færdselsuheld er måske så meget sagt, men bilen fik en ordentlig skriger og hænderne snurrede.

rockpaperdresses, Cathrine Widunok Wichmand,

Der er ikke noget, som en skål risengrød ikke kan fikse, og det var præcis en af de ting, jeg har drømt om og forestillet mig, jeg ville dele med mit barn. Glæden ved risengrød (som Adam så absolut ikke besidder) og at dele en smørklat smør og drukne os i kanelsukker. Som sagt så gjort. Og jeg havde tydeligvis ikke lavet nok, for skålen blev støvsuget, og det der med at dele må være tilgode. Det var tydeligvis kun Eddies.

Så op og putte til lur – som varede nøjagtig 30 minutter. Og på de 30 minutter havde jeg nået at sætte hans barnevogn/klapvogn til salg, solgt den og aftalt afhentning. Og så var den mandag sgu da gået. Adam kom hjem og gik straks igang med at lave mad. Og i morgen gør vi det hele igen!

Jeg nåede lige nøjagtig syv mails. Det her indlæg, klokken 22.17. Og at tage et billede til instagram for en Storm & Marie-kampagne, som jeg skal poste i morgen. Og så nåede jeg at lege med mit barn, lave sådan rimelig sund frokost (der var også rugbrødsmadder, øllebrød med æblemos og grøntsager på tallerknen) og høre hele Lana Del Rets nye album. Succes! I morgen: Lidt mindre instagramsteneri, når Eddie sover. Lidt mere mail tid. Men hey, det skal nok blive så fint!

Guide: Vestsveriges Skærgård

Rockpaperdresses, Cathrine WIdunok Wichmand, Visit Sweden

Rockpaperdresses, Cathrine WIdunok Wichmand, Visit Sweden

Jeg har drømt om at opleve Skærgården altid – så hvorfor pokker, vi først kommer af sted nu, det er mig et under. Klippeøer, hvide sommerhuse, lyngbeklædte bakker, kold hvidvin på røgeriet, øhop fra små gamle færger.

Tænker du straks sydpå, når vi snakker rejseromantik, Roms gader, Paris’ parker? Vend blikket nordpå, venner. Romantik i rå mængder. Fire timer fra København og du lander durk i Vestsveriges skærgården, som går fra Göteborg og helt op langs kysten mod Norge. Naturen er rå, og det står i virkelig god kontrast til alle de smukke huse med krummelyrer og udskæringer, som nærmest bryder op fra undergrunden.

I lørdags tog jeg Eddie og Adam under armen, pakkede bilen (kors, hvor vi pakkede Up’en, om og om igen, når man sådan skal på babytur, hehe) og satte kursen mod kysten for fire gode dage. Jeg var lykkelig i sin tid, da Visit Sweden i sin tid skrev om et samarbejde (det er i hvert fald et halvt år siden, hvis ikke mere), for det talte direkte ind i det, vi også talte om på det tidspunkt. At nyde det vi har for næsen af verdenen i stedet for at tage så meget på langfart, når eventyrlysten melder sig. Det var så rigeligt eksotisk og anderledes, naturen, at jeg ægte oplevede et eventyr.

i samarbejde med Visit Sweden

Rockpaperdresses, Cathrine WIdunok Wichmand, Visit Sweden

Hvad kan man opleve i Skärgården?

Man kan kajak’e, SUP’e, sejle, spise både fika og skalddyr. Nyde kunst og spa og shoppe i små keramikværksteder. Man kan klatre og bade – de har faktisk lidt af det hele, og når solen skinner er der få steder smukkere. Du kan faktisk lidt af det hele.

Vores program var ikke synderligt babypræget, men alligevel fungerede det virkelig godt med barnevogn og færgeoverfart (som alligevel er til fods da de fleste øer er bilfri).

Ekstra fifs:

Vi hentede app’en Västtrafik, og så kunne vi købe billetter til alle de små færger. Enten dagsbillet eller timebestemte billetter. Samme app kan bruges til busser og tog heroppe.

Højsæsonen ligger selvfølgelig i skolesommerferien, og når man kommer ud på øerne uden for højsæsonen, så er meget lukket. Det er derfor en god idé at have madpakke med og måske kaffe på kanden.

Vi oplevede flere lokale familier pakke picnickurv og spise aftensmad i klipperne – det er en fin mulighed for at mingle og gøre det samme.

Rockpaperdresses, Cathrine WIdunok Wichmand, Visit Sweden

Hvor boede vi?

Vi tjekkede ind på Hav og Logi på Tjörn, der er en af de store øer. Vi fik en lille lejlighed med hems, to værelser og køkken/stue. Den var simpel men absolut fin og med en kæmpe terrasse, med både morgen og aftensol. Virkelig dejligt, når man kom hjem fra en lang dag, sådan at sidde og nyde aftensolen – vi havde de vildeste solnedgange! Men også især, når man har puttet barn, man ikke gider vække med voksenaftensnakken. Terrasser/altaner er guld!

De har både lejligheder, vandrehjem og campingpladser, og jeg blev mindet helt om alle mine barndomsferier på campingpladser sydpå. Der var et aftenleben på den lille fine trælegeplads, og jeg fik mine tanker sat igang, om vi også skal på den slags eventyr med Eddie. Den slags sommerferie, hvor man får en 14-dages sommerkæreste, som man bliver dødeligt forelsket i, men aldrig ser igen (hej Lasse fra Horsens!).

Hav & Logi, Röavallen 1, 471 95 Skärhamn

Rockpaperdresses, Cathrine WIdunok Wichmand, Visit Sweden

Hvor spiste vi morgenmad?

The million dollar spørgsmål – altid vores vigtigste opgave; at finde den gode morgenmad og kaffe.

Vi røvede selvfølgelig en ICA på vej op og provianterede både en prästost og Hönökaka (det hvideste hvide brød, I kan forestille jer). Eftersom min far var svensk gift fra jeg var 5-17 år, så har jeg RIGTIG mange svenske barndomsminder – og præcis de to ting (og kolasnittar – en vidunderlig, lille tørkage), skal jeg have i Sverige. Men en af dagene blev vi sat til at hente frokost hos Lottas Bak & Form, og det var det mest VIDUNDERLIGE sted. Et lille øko-surdejsbageri helt ned til vandet, hvor Lotta, en ret gæv type, stod og æltede, som den håndværker hun er. Hun laver de lækreste (vegetar) pizzasandwiches to go fyldt med grøntsager, et hav af kager og god kaffe. Her måtte vi tilbage. Til vores uheld havde hun lukket mandag, nu sæsonen var på hæld, men tirsdag pakkede vi bil tidligt og sted nede hos hende 09.06, klar til morgenmad, før vi kørte til København.

I hverdagene har hun boller med smør/ost, lidt gnavegrønt og lokale moster og god kaffe. I weekenden serverer hun lidt yoghurt og æg dertil. Derudover kan du købe masser af brød med, kager og frokost til farten.

Lottas Bak&Form, surdegsbageri, Bleketvägen 40 B, 471 50 Bleket, Tjörn
visitsweden12
visitsweden1

Rockpaperdresses, Cathrine WIdunok Wichmand, Visit Sweden

Dyrön, Åstol^^^, Käringön och Marstrand

Hvilke øer skal man tage til, og hvordan kommer man derhen? Det kan virke lidt uoverskueligt, når man ikke sådan lige ved hvordan eller hvorledes. Men der også så mange fine. Vi boede på Tjörn, og derfra kunne vi nemt og hurtigt køre til færgelejet i Rönnäng. Herfra går en lille “fodgænger”-færge ca. hveranden time til både Dyrön og Åstol. Man kan fint tage de to øer på en eftermiddag og slutte på Åstol til middag. Hvorend du tager hen – tag dit badetøj med! Der er så mange muligheder for svale dyk!

Dyrön er grøn og frodig, og du kan bade, springe trampolin med ungerne, kigge på lokal kunst eller spise frokost og fika på Trålverket – du ser det lille fine sted, netop som færgen lægger til. Her er lidt mere luft og dramatisk landskab og mulighed for lidt privacy. Om muligt mere romantisk.

Trålverket, Mosshagsvägen 10, 471 43 Stora Dyrön

“Dyrön äldsta gubbe” – præsenterede han sig som, da han bad mig tage et billede af sig “til din bog” (det kan man jo godt kalde det her) og bad mig gætte hans alder. Jeg sagde 83 år, og han sagde 96! Med besked fra lægen om, at han skulle gå tur hver dag. Så det gjorde han.

Rockpaperdresses, Cathrine WIdunok Wichmand, Visit Sweden

Efter et par timer kan du hoppe færgen igen og tage videre til klippefyldte Åstol, som er super tætbeboet, de hvide huse ligger i lag. Huse som i dag for mange er ret eksklusive sommerresidenser, men en læser fortalte mig, at der er en bevægelse på vej, hvor unge flytter tilbage – hendes morfar var derfra. Du kan gå øen rundt på en halv time i børnefart og går du til modsatte ende end færgelejet, så er der en vandrutsjebane direkte ud i havet. Er det tid til aftensmad, så må I på røgeriet og spise skalddyr og fisk. De er med i den nordiske version af Michelin-guiden, den der hedder White guide (som Lottas i øvrigt også var). Vi var lidt uheldige, for vi kom en dag hvor halvdelen af personale var syge, men Adam fik en vidunderlig Skagentoast (som vegetar-ønskende så var der kun en enkelt pizza at få).

Åstols Rökeri, Hamnen 4, 471 44 Åstol
Rockpaperdresses, Cathrine WIdunok Wichmand, Visit Sweden
Rockpaperdresses, Cathrine WIdunok Wichmand, Visit Sweden

På dag 3 kørte vi til Tuvesvik hvor vi smed bilen og tog færge 381 mod Käringön (Kællingeøen, som den rigtignok oversættes til). Her er vi godt ude på havet, og det tager ca. 35 minutter at komme dertil. Vi havde frokost med os og fandt et grønt spot lige ved præstegården, overfor øens kirke, under træerne til vores frokost.

Præstegården skulle være en ret vidunderlig restaurant i øvrigt, desværre lukket for sæsonen, da vi kom. Jeg fik straks den idé, at man kunne holde det mest vidunderlige, romantiske destination bryllup her – sejle over med alle gæster, blive gift i den hvide kirke og spadsere over på den smukke præstegård til fest. Wauw, siger jeg jer!

Simsons Restaurang & Café, 474 04 Käringön

Derudover havde de også en virkelig fin lille café, Skafferiet, som også var lukket for sæsonen, men vi kunne hænge ud på deres “terrasse”, som blot var fine gulvtæpper og henslængte bænke stillet strategisk op ad klippeskråningen. Skygge og fodhvile, var alt vi behøvede i 30 graders varme.

Skafferiet, Rösseberget 305, 474 74 Käringön
Rockpaperdresses, Cathrine WIdunok Wichmand, Visit Sweden

Da vi sad og spiste aftensmad på Røgeriet, faldt vi i snak med det ældre par ved bordet ved siden af. De sagde, at vi SKULLE tage til Marstrand. Der kom de så ofte, de kunne, fra Göteborg, hvor de boede. Marstrand er en fjerde ø i Skærgården, som skulle være super etableret og også super smuk. De kendte og kongelige hænger ud der, der er promenader ved stranden og masser af leben og madmuligheder. Vi kunne desværre ikke nå det denne gang, men den er på huskelisten. En tur til toppen af borgen på øen for den smukke udsigt udover øerne, skulle være et must.

Rockpaperdresses, Cathrine WIdunok Wichmand, Visit Sweden

visitsweden8
visitsweden6
visitsweden11

Men på og omkring Tjörn er der også masser af opleve!

Lunsj og fika

Hvis du vil have frokost med til fx Käringön – en rigtig god, nu vi er off season, så vil jeg foreslå jer et smut forbi Sundsby Gårdscafé. En smuk gammel gård med både egne afgrøder, blomster og grøntsager, men også virkelig fine gåture i skoven og omkring søen nær. Vi fik en virkelig lækker grøntsagstærte, köttbullar til Eddie (børnemenu’EN i Sverige) og en gedeostsalat med – og så var der grøntsagstærte at blande selv fra i en lille fin brun pose.

Man kan også fint sætte sig ind i de gamle, tapetserede stuer, sidde ved de svenske kamine og nyde roen. Jeg forestiller mig, at der er ret skønt om vinteren også. Bagværket var i top og servicen ligeså.

Sundsby Gårdscafé, Sundsby säteri, 471 73 Hjälteby

Rockpaperdresses, Cathrine WIdunok Wichmand, Visit Sweden

Kunst og kultur

Der er en vild kunstnerisk åre på disse kanter. Måske det er den rå og smukke natur man får ind med modersmælken, som virkelig puster liv i et kreativt fællesskab – ligesom vi har haft det i Skagen fx? Der er masser af muligheder for at besøge små kunstneriske værksteder – se enten efter skilte på vejene eller spørg dig omkring.

Rockpaperdresses, Cathrine WIdunok Wichmand, Visit Sweden

Vi lejede et par cykler den ene dag, hentede frokost hos Lotta og så var vi ellers klar til at cykle fra Hav & Logi til Skulptur i Pilane – Eddie var dog ikke med på den plan, og vi endte med at skifte til bilen. Hvorom alting er – vi kom frem til Pilane og det store, ja det er nærmere et landskab med kunst end en park. Adam sagde efterfølgende, at det var hans stærkeste oplevelse med kunst nogensinde. Et kæmpe område med store skulpturer, lavet af kunstnere fra hele verden til stedet. Der er både moderne kunst men også gamle, gamle grave der er har være mødepunkt i Pilane gennem århundreder. Parken er privatejet af bl.a. Peter, der gav os en rundvisning. Han har produceret film og TV før i tiden, men havde nu viet sit liv til at drive Skulptur i Pilane. De skifter alle skulpturer hvert år (på nær Annas hoved) og det er både virkelig dyrt (250.000 kroner for at få fragtet en marmorskulptur fra Italien derop! UDEN montering, hah!) og også et arbejde at finde de rigtige kunstnere.

Skulptur i Pilane, Pilane gravfält, 471 92 Klövedal

Rockpaperdresses, Cathrine WIdunok Wichmand, Visit Sweden

Rockpaperdresses, Cathrine WIdunok Wichmand, Visit Sweden

Frokost i det fri, i Pilanes landskab

Men der var også det umådeligt smukke Nordiska Akvarellmuseet helt nede på docken i Skärhamn. Det er ikke særligt stort, men der er noget helt magisk ved rummene, nogen med udsigt til klipper og vand, og alle med lyse trægulve og -lofter. Det var så rent og nordisk og smukt og utroligt roligt for sjælen.

De har også en café, der laver en udmærket kaffe, og en lille butik. Dog ikke med så mange udstillingsrelevante sager til salg. Jeg var ellers klar på en lille souvenir til sommerhuset. Det kan varmt anbefales.

Nordiska Akvarellmuseet, Södra Hamnen 6, 471 32 Skärhamn

Rockpaperdresses, Cathrine WIdunok Wichmand, Visit Sweden

visitsweden41
visitsweden7

Rockpaperdresses, Cathrine WIdunok Wichmand, Visit Sweden

Den gode mad

Vi bemærkede hurtigt. hvordan nærmest alle de steder vi var og spise, at de var med i White Guiden. Inklusiv vores sidste måltid på Salt&Sill i Skärhamn. En af de bedste madmuligheder du har og med virkelig højt niveau – uden at det bliver posh og for dyrt.

De kører med en to-retters menu med nye retter hver dag. Adam fik en udsøgt kammusling og noget hvidfisk som hovedret – jeg nøjedes med en vegetarret, som dog var virkelig lækker. Hasselback græskar på en bund af svampe og andre grøntsager og en sauce der smagte hen ad miso. Sådan lidt asiatisk inspireret og meget kraftfuldt. SÅ lækkert. Du får i øvrigt den fulde udsigt til hav og klipper som side dish til alle retterne, da restauranten ligger på klippekanten af havnen. Meget smukt.

Vil du have et lidt mere fancy ‘stay’ end Hav & Logi, så har stedet her også en række værelser, direkte på vandet.

Salt&Sill, Rytterholmen 1, 471 51 Klädesholmen

Rockpaperdresses, Cathrine WIdunok Wichmand, Visit Sweden

visitsweden2
visitsweden_9
visitsweden10
visiitsweden17
visitsweden14
visitsweden20
visitsweden22

Rockpaperdresses, Cathrine WIdunok Wichmand, Visit Sweden

Rockpaperdresses, Cathrine WIdunok Wichmand, Visit Sweden

 

Glædelig weekend

Godmorgen venner,

SÅ fedt med al den feedback i går på mit indlæg. Jeg føler generelt, jeg er i det rigtige spor, men jeg har nu også fået mulighed for at prioritere lidt i mit indhold og tanker. I siger faktisk meget det samme; indretningsinspiration, outfits (og det gør ikke noget, at det ikke er nyt-nyt tøj men bare inspirationen i dem) og tanketunge indlæg. Og så lidt kultur her og der. Dejlig MUS-samtale, jeg er både inspireret og bekræftet. Det vigtigste er klart, at jeg føler den – at jeg synes, det er vigtigt, det jeg skriver. Ellers kan I også mærke det. Og det er så rigtigt! Det er også derfor, jeg egentlig udgiver lidt mindre nu end før i tiden, for ligesom at gøre det ordentlig, føle den, når jeg udgiver. Passer det ikke også jer og jeres sikkert travle liv bedre? Lidt men godt-devisen.

I dag har vi startet dagen med min YNDLINGS-sommerhus-beskæftigelse. Tidligt op og på stranden med kaffe i vores termokrus, en ostemad, Frida og Eddie. Det er min YNDLINGS-start, og dét jeg savner, når vi er hjemme, allermest. Nu hvor sommeren nærmer sig enden, så er der typisk ikke et øje. Maks et ældre par der nyder deres otium med bar røv i vandskorpen. Så sidder vi der og bider lidt i nogle sten. Frida forsøger at spise maden ud af vores hænder, kaffen bliver halvkold. Alt er fryd og gammen. Jeg prøver i øjeblikket at blive bedre til at trække vejret helt ned i maven, og det er lidt nemmere at huske, når man sidder dernede i nattøj, uldtrøje og ser på solglimmer i bølgerne. Og så går vi hjem og Eddie bliver puttet.

Adam er kørt ind til byen for at få malet gulvet den sidste gang, vinduerne ligeså. I næste uge kommer der en og monterer en flot radiatorskjuler i køkkenet. Små (relativt) billige investeringer til at friske det 20 år gamle køkken op. Det bliver virkelig fint.

Vi er blevet i sommerhuset, Eddie sover stadig, og jeg har bestilt varer til den kommende uge med levering søndag. Jeg har nået at svare et par mails og så lige fikset det her indlæg. Nu mangler jeg egentlig bare et bad. Det kunne klæde mig. Især fordi Julie er her om en en halv time, og så skal vi både hænge lidt og skyde lidt billeder forskellige steder. Så har jeg nemlig lidt gode billeder i banken, nu Adam er tilbage på arbejde. Så kan jeg koncentrere mig om at skrive indlæg fremfor at stresse over billeder. Hold nu kaje mand! Meal prep’s, blog prep’s. Det lægger så fornuftigt ud for den kommende uge, min første alene som hjemmepassende selvstændig. Jeg gør i hvert fald mit bedste.

Ellers er her egentlig rimelig roligt. Eddies farmor kommer i morgen og sover her til søndag, hvor hendes fødselsdag skal fejres på Rabarbergården. And that’s it. Gode lure under æbletræet, en græsslåning (eller, det er snart frem med leen!) og lidt blomster, der skal klippes ned. Jeg klippede vores gigantiske klatrerose helt ned i går, så hårdt at jeg fik en vabel, haha! Måske jeg skal få købt lidt blomsterløg og plante, så de skyder så fint til foråret? Men chill, chill, chill. Det er opskriften på weekenden, inden vi har den ultimative mandags mandag på mandag, med opstart oven på næsten et års barsel – eller Adams otte måneder i hvert fald. Det bliver så vildt.

Hvad er jeres planer for weekenden?

rockpaperdresses, Cathrine Widunok Wichmand

Back to school (eller arbejde) – hvad vil I have mere af?

Jeg har det virkelig back to school-agtigt i de her dage (jeg glædede mig altid sådan til at starte skole igen som barn – så meget at jeg strøg mit undertøj). På den voksne måde hvor forberedelsen af et penalhus og spidsede blyanter er skiftet ud med tanker om at meal preppe, om madplaner, et ugentlig madindkøb på en af de der sider, der leverer, rengøringshjælp. Faktisk bare al den hjælp, vi kan komme på, i den kommende nye hverdag.

Jeg er skide spændt. Og jeg føler mig meget på vej til at blive voksen(-agtig). Kun fuldbyrdet hvis jeg så faktisk får gjort alle de ting. Det skal være en nem hverdag fra på mandag, så tiden kan blive brugt på at være sammen med Eddie – og på arbejde. Og nårh ja. Parforhold. Åhr, jeg synes det trænger til en kærlig hånd (no pun intended) og et kys . Vi har talt lidt om at gå i terapi. Ikke fordi det står grelt til, men der er pres på kærligheden. Både fordi vi har en natteravn. Og fordi vi har gået op og ned ad hinanden i 8 måneder (som faktisk er gået for mig overraskende godt). Men også fordi vi står foran ret store beslutninger – som vi ikke nødvendigvis er helt enige om, hvordan vi tackler. Flere børn? Hvordan og hvornår? (og afsindigt dybtfølt tak til jer for alle jeres tanker i øvrigt om det –  jeg vender måske tilbage med et nyt indlæg omkring det). Hvor skal vi for alvor slå teltpælene op? Hvad er det for et liv, vi ønsker? Frihed? Eller kvm? Smarte caféer eller villaveje? Jeg tænker, man kan være nok så god til at passe på sig selv; spise sundt, dyrke motion (eller har i al fald en forestilling om, at man kan sidstnævnte), spare på koffeinen, vende hele verdenssituationen med veninder osv. osv. Sådan en gammel traver af et parforhold – det kræver sgu også lidt smørelse. Der skal energi og effort til. Og den har der måske ikke været vildt meget af det sidste år, men nu hvor rutinerne begynder at blive kørt ind, så kunne det tænkes?

Fuck, hvor er jeg voksen altså. Adam sagde hertil morgen, at han ikke gad sådan et liv, hvor det var at stå op, spise, arbejde, hjem, mad, i seng. Hamsterhjulet. Men jeg synes egentlig også, at det kan noget. Det lille hjul. I hvert fald når man kan lide dem, man er i hjul med.

Men rutiner, oprydning, ro på før stormen. Så derfor vil jeg også spørge jer – hvad kunne I godt tænke jer mere af herinde?

Jeg har prøvet at mikse, meget bevidst, mellem kultur, lidt outfits (godt nok længe siden), så morliv, så store tanker osv. Så har jeg prøvet nogle nye ting af, som føljetonen med manererne. Men hvad har I mest lyst til? I er så vanvittigt forskellige, så jeg vil egentlig gerne ramme jer bredt – og nogen gang helt specifikt…

Jeg har fx selv syntes, det var vildt svært at lande i mit online moderliv. Dels fordi jeg nødigt ville skræmme nogen væk. Dem der kom for alt det andet, der hører kvindelivet til. Outfits, store (og små) tanker, arbejde. Men også fordi jeg ikke havde lyst til at skræmme dem væk, som stadig kæmper for at få børn – jeg kalder det #survivorsguilt. Det er en ægte ting. Og så var jeg også i tvivl om, hvor meget det egentlig skulle fylde, for jeg skulle *i hvert fald ikke* være mommy blogger. Hvad end man lægger i det.

Men jeg er jo først og fremmest mor. Sådan er jeg landet i det – jeg er mor, før jeg er noget andet. Det kan man synes er skævt eller misforstået. Det har jeg det fint med, i hvert fald så længe Eddie er lille. Sådan har det været det sidste år. Mor. Så kvinde. Så kone. Så veninde. Så kreativ. Men jeg har samtidig været nervøs for at ændre noget af det, der faktisk var virkelig godt herinde, ved at lade den del af mig fylde for meget. Det optager jo vitterligt hele ens hoved – mit i hvert fald. Men der skal også være andet. Den brede appel, igen. Jeg tænker selv meget over, hvordan jeg kan skrue på min forretningsmodel – men uden helt at have løst den.

Så nu blyanterne er ved at blive spidsede, planerne for året er ved at blive lagt – hvad vil I have mere af?

rockpaperdresses, Cathrine Widunok Wichmand

 

Ude af øje, ude af sind

Det lyder som krig uden for! Det vildeste torden og brag. Det er helt tosset! Uden regn. Endnu. Men mon ikke det når at stå ned, inden jeg har skrevet indlægget her færdigt. Selv om samtlige vejrapps ikke siger regn – er det ikke story of this season? Man kan ikke stole på en fløjtende fis altså.

Vi er tilbage efter en tur til den Göteborgske skærgården – et samarbejde med Visit Sweden, som kom rigtig belejligt efter vi aftalte at skrue helt ned for flyveture. Vi skulle af sted i fire dage, og der var okay med program, så tiden gik ikke med computer men virkelighed. Og det var egentlig også meningen. Især set på at den ændrer sig for os lige om lidt, og jeg suger ALT til mig.

De sidste få dage af Adams barsel. På den ene side er jeg lettet over, at der kommer en rigtig hverdag om lidt, lidt mere rutine og frankly, også at jeg selv kan bestemme over vores tid. Altså Eddies og min, hvis der skal ske noget, så kan jeg selv gøre det – så sker der sgu noget. På den anden side er jeg skide nervøs for at være helt solo igen. Og så med en stor baby. som vil lege, underholdes og som sover… Ustabilt, hehe… Men! Det må vi jo tage med! Der bliver inden pauser, ingen breaks men fuld fart frem. Jeg har kig på noget musikskole, vurderer legepladser, når jeg cykler forbi, og så har jeg købt et barnesæde til min cykel. SÅ skal Eddie bare lige lære at have cykelhjelm på. Vi prøvede i Sverige. Og han skreg, som havde jeg sat mig på ham. Det lød som mishandling, og det fik også sin ende ganske hurtigt. Det må vi lige arbejde på. Ligesom lurene. Jeg overvejer at købe den der RockIt på Reshopper til barnevognen, som vi ellers har forsvoret. “Vi skal fanme da selv kunne bounce vores barn. Ingen maskine her”. Men nu stemmer jeg for lette løsninger, så det hele hænger sammen, #sænkbarrenmor, er det ikke det Slyngejordemoder Lotte skriver?

Men først og fremmest skal vi af sted i sommerhus. I dag og resten af ugen. Vi flygter lige fra hverdagen. Og torden og lynild. Det kunne nok havde været voksensmartest at blive hjemme, få styr på det vanvidsrod, der hersker i køkkenet, efter vi har omrokeret hele svineriet og fjernet en køkkenø. Bare den store, umalede plet på gulvet – det havde ikke været dumt at komme i mål, før Adams arbejde starter. Men sådan er vi ikke helt voksenfornuftige og skrider fra det hele i stedet. Ude af øje, ude af sind.

Rockpaperdresses, Cathrine Widunok Wichmand

Hvornår starter man behandling igen?

rockpaperdresses, Cathrine Widunok Wichmand, Fertilitetsbehandling

Vi går lidt og snakker om det… Hvornår starter man behandling? Fertilitetsbehandling altså. Og faktisk også lidt mere end snakker, jeg ringede til klinikken for at høre, om de havde nogle anbefalinger eller tanker. Ikke andet end at vi skulle ned på en amning i døgnet, før jeg måtte starte hormonbehandling.

Men hvornår starter man maskineriet op igen? Især når man godt ved, hvad det kræver, og derfor godt kunne udskyde det hele for bestandigt, men også godt ved at tid er en reel og pisse vigtig faktor i det overhovedet at blive gravid.

Jeg er stadig et sted, hvor jeg prøver at forstå, hvad pokker der egentlig skete det år i behandling. Med mig, mit hoved, mit livssyn. Fra fuld af farver til gråskala. Forstå hvordan jeg gik fra at sidde i Aftenshowet og sige det så fint: “Jeg får ikke flere børn af, at du ikke får, det er ikke mine børn, du tager. Der er også nogen til mig”. Til at få en knude i maven ved invitationen til endnu en babyshower.

De sidste par uger har jeg tænkt mere og mere over, hvad det egentlig var for en proces. Listen er LANG med, hvad der er hårdt. Håbet der svinder, lykkes det nogensinde? Alle relationerne som påvirkes – alt det folk i uvidenhed siger; “Skal I ikke snart have børn?” (JO, vi prøver faktisk ihærdigt) “Gør I det nu rigtigt?” (JA, vi kan godt finde ud af at have sex). Parforholdet for pokker! Osv. osv. Det er ikke forkert, når sundhedsfagligt personale sammenligner presset på ens psyke, krop og hverdag i fertilitetsbehandling, med dét pres man oplever i kræftbehandling.

Det er så grundlæggende i mange mennesker at kunne få børn, at det kan ryste og svække hele ens eksistensgrundlag, når det ikke bare lykkes (“men børn er ikke en menneskeret…” – nej men et menneskebehov (for nogen))

Men en faktor jeg aldrig har givet særlig meget vægt, det er de hormoner. De kunstige hormoner som man i perioder er mere eller mindre fyldt af. Jeg tror, mange kvinder kan nikke genkende til at opleve forandringer i sig selv, i sindet i løbet af en cyklus. Det har et navn; PMS. Men tag så en masse kunstige hormoner, som systemet fyldes af, SELVFØLGELIG påvirker det sindet. Det var faktisk først, da Emily og jeg i sin tid talte sammen, da de prøvede et enkelt IUI-forsøg (hvor ICSI er mikroinseminering, så er IUI inseminering), hvor hun fortalte mig, hvor ekstremt påvirket hun havde været mentalt (hun har skrevet lidt om det HER), at det slog mig – måske var en del at mit, til slut, tungsind også hormondrevet?

Hvor fanden sluttede jeg og startede hormonerne? Hvad var mig? Og hvad var hormoner? Var det en listende hostile takeover, jeg slet ikke så komme? Var jeg overhovedet mig?

Når man er i IUI, får man en mindre dosis hormoner, fordi man skal modne 1-2 æg (helst bare et, da man gerne vil undgå flerfoldsgraviditet), hvor i IVF OG ICSI skal man modne mange æg på en gang for at kunne høste en ordentlig omgang – så der får man en ordentlig røvfuld. Nogen mere end andre, men I kan næsten forestille jer, at der skal lidt til, når man måske pludselig modner 8-9-10 eller for mit vedkommende den ene gang 18 æg. Fremfor det ene (eller to) kroppen normalt modner.

Jeg er stadig ved at rydde lidt op i nogle af de ting, der gik galt. Nogle af de venskaber som led – enten fordi jeg ikke kunne rumme, eller fordi de ikke vidste hvordan de skulle rumme, så jeg blev skubbet væk. Og skal jeg så det hele igen?

Og hvis jeg skal, hvornår? Hvornår er man klar?

Jeg prøver at tænke mig til et rigtigt tidspunkt og en god timing, men jeg har også for længst erfaret, at det ikke findes. Børn kan ikke planlægges – ligegyldigt hvordan de lander i armene.

På den ene side tænker jeg, at det vi måske, eller jeg, har brug for at komme helt oven på, oven på behandling, oven på en graviditet, oven på et snarligt år som mor (hvor jeg har været mig minimalt). Måske skal jeg bare lige have lov til at trække vejret, komme igang med en god træningsrutine, få lov at gå ud med veninder igen, nyde vin og drinks og alt det jazz, jeg ikke rigtig har nydt i et par år?

På den anden side tænker jeg, lad os klø på! Lad os spare op (det koster, at være i behandling – vi endte på den kedelige side af 100.000) og komme igang. Før vi bliver desperate. Jeg vil gerne være et godt sted, hvor jeg ikke er babyhungrende og skruk, men kan tage det, som det kommer.

Men jeg prøver også at indstille mig på, at det måske var dét barn, vi skulle have. Den ene graviditet og den lykke i ham. At det er godt nok. Frem for at tage for givet, at der selvfølgelig kommer flere. For jeg vil ikke være grådig. Han er så vellykket. Og vi så fandens heldige. Men… Jeg føler, jeg har mere mor i mig end kun til ham, og jeg føler, han har mere kærlighed i sig end kun til os, også til en bror eller søster.

Så jer i behandling, hvornår startede I op igen?

rockpaperdresses, Cathrine Widunok Wichmand, Fertilitetsbehandling

Man må ikke miljøshame, men hvad må man så?

Go aften Danmark, Miljøpoliti, klimashaming, Signe Wenneberg, Rockpaperdresses, Cathrine Widunok WIchmand

Hertil aften var jeg inviteret ind i Go’Aften Danmark, som havde sin premiere efter et par måneders sommerferie. Emnet var #miljøpoliti – må vi blande os i hinandens (u)grønne vaner og hverdag?

En af journalisterne havde læst mit indlæg i tidernes morgen om Miljøpolitiet, og vi havde talt frem og tilbage i sidste uge for at tale os ind på, hvor interviewet skulle hen. Jeg foreslog også, at tage Signe med ind, da hun netop havde skrevet et lignende indlæg. Jeg havde faktisk også kontaktet et par af jer, der havde skrevet kritiske kommentarer herinde gennem tiden omkring miljø og min tilgang til det, for at vi kunne tage en god snak i fjerneren. Ingen interesse. En GO’-journalist havde også forsøgt at få fat i nogle ‘shamere’ på Jodel – uden held. Ingen tør tilsyneladende stå ved deres klimakritiske kommentarer, eller også har de bare ikke tid.

I gik ikke glip af noget i fjerneren, for vi kom ikke rigtig dybt ind i snakken, selv om jeg faktisk synes, den er vigtig. Jeg fik faktisk ikke sagt et eneste konstruktivt ord. Om hverken miljø, min tilgang eller noget andet. Det blev en underlig, rodet affære, hvor jeg mest af alt sad og smilede. Men jeg har jo faktisk en holdning og en tanke (I kan læse lidt af dem HER).

For på den ene side kan jeg godt forstå dem, der prikker til andre. Til den dårlige samvittighed. Som en af jer skrev på mit sidste indlæg, så er det på mange måder for vigtigt og tiden for knap til ikke at bruge alle kneb. Men… I mine øjne er det det forkerte sted at skubbe. Vi skal skubbe til de store virksomheder, politikere – og måske vores far og mor og bedsteforældre, for de elsker os på trods, hehe! Jeg tager gerne nogle diskussioner om mindre kød fx – også selv om jeg ikke nødvendigvis vinder noget eller nogen i familien. Men at være vores venner og ubekendte – det, synes jeg, demotiverende og destruktivt.

Go aften Danmark, Miljøpoliti, klimashaming, Signe Wenneberg, Rockpaperdresses, Cathrine Widunok WIchmand

Hele kulturen omkring at anmelde, prikke til og afsløre hinanden… At overvåge hinanden… Jeg bryder mig virkelig, virkelig ikke om det. Jeg har godt hørt om, at kolleger er blevet anmeldt til myndighederne af følgere. Og det dukker da også op i Mads & Monopolet i ny og næ – “… Kan vi tillade os?”. Med mindre vi skader andre mennesker med vores gøren og laden, så skal vi lade hinanden leve i fred og fordragelighed. For mig vidner det om mangel på tillid til hinanden. At vi i virkeligheden ikke har særligt høje tanker om vores medmennesker, at vi ikke tror, “de kan finde ud af det”.

Jeg har dagligt kontakt med omkring 100.000 mennesker, ville jeg tro – det kan de godt. I er fanme kloge, langt de fleste af os ved godt, hvilken retning vi skal i. Og jeg kan virkelig godt mærke en forskel bare på mit eget feed og facebook – jeg har nærmest ikke set et billede ‘fra luften’. Ingen fotos foran ‘The Journey is on”. Det er blevet faux pas sådan at reklamere med klimasynd. Jeg står selv i det dilemma, at vi er inviteret til bryllup i Budapest. En ting er at vi er i tvivl om, at vi økonomisk kan få det til at hænge sammen og praktisk, sådan med fleredagsbryllup og Eddie. En anden ting er dét at skulle flyve derned. For jeg har tjekket tog – over et døgn, mange stop – to af dem om natten med først 2 timers layover og så 6 timer. Med en dreng på 1 år? No can do.

Det er egentlig vildt, hvor meget der er sket på det sidste år. I hvert fald hos mig – sidste år fløj jeg til New York for at besøge Adam i en fem dages tid, mens han var på opgave. Uden at blinke med øjnene. I år sidder vi og rutter med Co2’en, om man vil, slog store krøller på os selv for at få sommerferie og mit arbejde i Cannes til at gå op, og har mavepine over at skulle til bryllup – eller jeg har. Måske også fordi jeg ikke rigtig orker at høre for det.

Det er ret vildt, oplever I det samme? At rejse-blærebilleder med skyer uden for et flyvindue og billeder fra lufthavnen er no go? Og hvis I gør, ændrer det jeres vaner eller bliver I bare mere diskrete?

Så hvad må man egentlig? Hvis man selv har set det grønne lys og har fundet en, for en selv, god retning?

Jeg bliver vildt inspireret af det gode eksempel. Dem der bare gør den grønne livsstil LÆKKER og også gerne nem. Og det er der efterhånden virkelig mange, der gør! Både hvad angår rejser og generel livsstil.

Jeg kan anbefale at følge med hos Copenhagen Wilderness, som tager på de vildeste grønne eventyr i Sverige og Norge. Måske jeg skal få lavet et interview med Juila og spørge hende til, hvordan pokker de finder på og planlægger?

Tanja Gotthardsen er virkelig skarp på tøjproduktion, så jeg spørger tit hende til råds. Fx for nyligt om Oeko-Tex-mærkningen, som altså efter en snak med hende har lært mig, at det IKKE er en økologisk mærkning. At best, er det en human økologisk (det er altså os, den tager hensyn til, ikke miljøet). Og så bor hun i øvrigt fint med masser af genbrug.

Leo Leo Journal (som har lavet Leo-legetøjet) rejser rundt i Europa i en bus fra 1963 og bor altså fire mennesker på ingen kvadratmeter og får SÅ mange oplevelser – uden at forurene med fly.

Og så er der selvfølgelig helten, spydspidsen: Greta Thunberg, den 16-årige unge kvinde fra Sverige som har startet en hel bevægelse af unge græsrødder med sine skolestrejker for klimaet. Pt. er hun på vej over Atlanten med båd, fordi hun skal tale til FN’s klimatopmøde. Der er flere (medlemmer af #miljøpolitiet), der påpeger det idiotiske i, at en håndfuld mennesker så flyver til NYC for at sejle den hjem igen – men for mig at se er det vigtige dét statement, hun laver. Hun er i øvrigt også bare passager – det er ikke hendes båd og hendes ansvar. Man skal ikke undervurdere det kæmpe symbol, der er i, at hun sejler derover – vi ser og lytter, og det vægter så tungt i denne her kamp for klimaet.

Hvem kan I anbefale at følge med hos?

Jeg arbejder i øvrigt på et indlæg med alle de små (grønnere) vaner, jeg har fået det sidste halve år, takket være #miljømandag. Det der dur, og måske også dét, jeg har skrottet igen, fordi det ikke hænger sammen med vores hverdag.

Jeg ser det som en lang, (selv-)udviklende rejse, hvor jeg ikke nødvendigvis er klar over destinationen, målet – måske også fordi det ikke findes. Jeg ser simpelthen ikke et “NU lever jeg grønt nok” derude. For hvad er facit? Og hvem definerer det? Andet end at leve i en skov uden el og anden forsyning, 100 % Co2 neutralt – det er ikke for mig.

Jeg tænker derimod, at jeg kan blive ved med at skrue på vores vaner, men langsomt nok til, at tiltagene flytter ind som en god vane frem for en fiks fidus. Det tager tid at få en grønnere hverdag, hvis det skal gøres på en holdbar måde, og for dem der siger “vi har ikke tid”, så vil jeg minde om, at det der VIRKELIG batter, det er, hvor vi sætter vores stemme politisk, hvor vi sætter vores penge i banker og pensioner (læs mere HER, et samarbejde med Matter) og hvordan vi forbruger – mere genbrug og mere upcycling.

Go aften Danmark, Miljøpoliti, klimashaming, Signe Wenneberg, Rockpaperdresses, Cathrine Widunok WIchmand

Hverdagsglimt

Vi begynder at nærme os en hverdag. Hvilket nogen også vil mene er på tide. Andre af os synes tiden fes forbi og er ingenlunde klar. Men ikke desto mindre skal Adam tilbage på arbejde snart, den 2. september. Alle er tilbage fra ferie, så jeg har også en del rend i byen med møder osv. så eksil i sommerhuset synger på sidste vers.

Hvor har det været magisk at fortrække sig til landet, og så glæder jeg mig allerede til fire ugers sommerferie næste år heroppe. Og så mange weekender vi kan snige os af sted til ind imellem. Jeg har en fornemmelse af, at man er nødt til at lægge det i kalenderen og respektere det, som skulle man på ferie udenlands i forhold til invitationer til weekends-tamtam, for man kan ret hurtigt ende med fem aftaler i byen og slet ikke komme herop. Mon folk forstår et “nej tak, vi er i sommerhus?”?

I dag besluttede vi os egentlig for at køre vi ind igen – jeg skal i Go’ Aften på TV2 i aften klokken 17.20. Men nu tror jeg faktisk, det bliver sådan, at jeg kører ind og tilbage. Og så skal Adam spise aftensmad med Eddie for første gang og køre putterutine – så kommer jeg til øllet. Eller amning om man vil. Vi prøver at regne den ud og kan ikke helt beslutte os for, hvordan vi er smartest. Men næste weekend skal vi til Sverige, så der kan godt gå små 14 dage, før vi er her igen…

Vi finder ud af det! Hvorom alting er – GLÆDELIG mandag!

rockpaperdresses, Streetstyle, CPHFW SS20

fotograf: MATTHEW SPERZEL

Jeg har simpelthen undret mig sådan over, hvordan pokker alle streetstyle-darlings’ne kan poste alle de billeder af dem selv fra modeugen… Hvordan finder de dem? Alle dem fotograferne har taget.

Jeg havde det her på den allerførste dag under modeugen, HELT druknet, eftersom skybruddet kom, lige som jeg holdt for rødt på cyklen. Jeg måtte grine af situationen, al den umage med makeup og hår, og at finde det rigtige outfit. Og så kommer regnen og vælter korthuset. Jeg kom frem til destinationen og blev mødt af en række fotografer, der stod klar med det tunge skyts, og maven slog en koldbøtte. “Okay, I vil have et billede, siger I? Kan man se mine trusser igennem? Fedt, så kører vi!”. Men hvor pokker blev alle de billeder af? Altså, nogen tog dem, og så kom de ikke videre… Eller hvad? Jeg husker glimrende, hvordan Facehunter vragede mig i Stockholm, hah! Hvordan holder de damer styr på det? Jeg måtte google. Og googlede og googlede og fandt det her ovre hos Refinery. Et enkelt lille billede, og det til trods blev jeg underligt høj af at se mine badetøfler (og mig) på nettet. Jeg var næsten klar til at ringe til min mor.

rockpaperdresses, Cathrine Widunok Wichmand, sommerhus

Eddie går! Ikke helt uden hjælpemidler, men han går! Og han bliver så sindssygt stolt af sig selv, at han kæmpe griner imens, så meget han næsten får overbalance, haha! Åh lille ven! Du er edderbankemig dejlig.

Hvor er det i øvrigt en lettelse, at det passer det der med, at det ‘kun bliver sjovere…’. Jeg havde sådan et tungt hjerte de første måneder, fordi det bare gik så hurtigt, og jeg næsten ikke kunne følge med, og tre-to-en var de der ‘ligge på mors mave’-dage forbi. Jeg fik nærmest lidt hjertebanken og babystress. Nyder jeg det nu nok? De her dage kommer jo aldrig igen! Men… Han bliver vitterligt kun sjovere, festligere, mere umulig, mere stædig, nysgerrig, skæg og kærlig. Vi øver pt. på at kysse, så jeg kysser på munden, og Eddie åbner den på vid gab, haha. Det skal vi lige arbejde med! Alle perioder er dejlige, og det letter vitterligt min tidsangst…

rockpaperdresses, Cathrine Widunok Wichmand, sommerhus

Vi lavede bryllupsdagsfejring på køkkengulvet, selv om vi egentlig havde drømt lidt om at gå ud. Der er ret længe imellem – andet end en kaffe ude. Men da klokken var hen ad 16, besluttede vi os for at blive hjemme. Det var alligevel lidt for stort et projekt at skulle på restaurant! Så skal man os’ have makeup på. Tøj uden pletter (så man kan lave nogle nye). Så middag på gulvet – hvilket viste sig at være lidt et kaos med en næsten-kravle-baby. Sushi i ørerne og soya i håret, men maden kunne han lide, og det er sikkert også godt for forbrændingen at få pulsen lidt op for os andre.

rockpaperdresses, Cathrine Widunok Wichmand, sommerhus

Der er intet som et engangskamera, der kan få en til at ligne en 14-årig med lidt for meget pudder i ansigtet. Tak blitz!

Jeg var ude og til FEST uden nogen andre end mig selv – altså udover dem til festen, men ingen tag alongs hjemmefra. Og jeg tog en taxa! For første gang i et år! Hvor jeg kunne lægge læbedims i fred og ro og med præcision (så meget man nu kan i en brostensbelagt by) #struggle.

Jeg var lidt frisk i mine drinks i forhold til tiden – jeg vidste, den var knap, og jeg havde kun tre timer-agtigt mellem de to aften/natamninger. Et glas rosévin der smagte af saftevand og to drinks, venligst blandet af Emma på billedet (som i øvrigt er min projektkoordinator i Social Zoo og en af dem, jeg taler/sms’er mest med i løbet af dagen), skyllet ned til Shakiras ‘Hips don’t Lie’. Missede jeg lidt med øjnene, havde jeg troet, jeg var 14. Og så med lette tømmermænd dagen efter. Nårh nej, dem fik man ikke dengang..

rockpaperdresses, Cathrine Widunok Wichmand, sommerhus

Åhr, jeg får lyst til at høre Poul Krebs eller noget andet 80’er sommerlækkert! Eller C. V. Jørgensen! Det her særlige sommerlys, som jeg har lyst til at komme på dåse og gemme til de mørke dage i vente.

Jeg føler mig ikke klar til at sige farvel eller på gensyn til sommeren. Den var her så sporadisk, at jeg ikke nåede at blive mæt. Det føltes mest som små appetizers. Måske er jeg bare også skide nostalgisk de her dage, som Eddies første år slutter og Adams barsel med. Jeg har lyst til at være gravid igen, så vi kan få det hele igen. Selv om jeg godt ved, det vil være noget andet. Og jeg ved også godt, at vi har hygget gevaldigt, så meget at mit arbejde er kommet i 3./4. række, selv om jeg burde prioritere det, nu Adam var den, der havde den. Alt har sin tid.

Jeg husker den samme fornemmelse sidste år, som Italien sluttede og Adam skulle tilbage – og jeg ligeså. Jeg følte, det var den bedste sommer og var så ked af, at den aldrig kom igen. I år gentager jeg, det var den bedste sommer, og så smiler jeg allerede nu ved tanken om næste sommer og alt det, vi har i vente. Alt har sin tid, og der kommer også en ny.

 

De gode manerer: I offentlig transport

I tog så kæmpegodt imod mit indlæg om gode manerer i supermarkedet, at vi selvfølgelig tager en runde 2. I dag i en af de rigtig svære kategorier – nemlig i den offentlige transport. Svær fordi det ofte er her, vi er travlest og har os selv for øje – og dermed glipper øjet for de andre.

Men det er jo også her, vi mødes, og der skal være plads til alle. Dem der skal i lufthavnen med tusinde kufferter, dem med cykel og sved på panden og alle pendlerne, der gør det her hver dag.

Jeg kunne godt tænke mig at blive et lidt mere ordentligt menneske – ikke fordi jeg er en rod. Men fordi jeg kan mærke, hvor GLAD jeg bliver, når folk er høflige og hjælpsomme. Det giver mig så meget energi, når vi kommer hinanden ved. Og når vi alle er travle og oftest har skyklapper på, som vi skal fra A til B, så kan vi, eller jeg i hvert fald, godt lidt glemme, at der er andre til stede.

rockpaperdresses, Cathrine Widunok Wichmand, Takt og tone, Emma gad, de gode manerer

Emma Gad siger:

Vær ikke højrøstet i tale og latter i en jernbanekupé, selv om De befinder Dem i et animeret selskab. Vær forsigtig med under en jernbanetur at tale med andre passagerer om fælles bekendte – samtalen kan blive påhørt med interesse af tilsyneladende fuldkommen ligegyldige medrejsende og derefter blive gengivet til vedkommende. Hvis De derimod i en kupé kommer til at overhøre meningsytringer om Dem selv eller nogen af Deres nærmeste, bør de ikke sidde tavs og stille og høre på det. De har da den selskabelige pligt at give til kende, at De er nærværende, helst på en måde, der for alle parter glider let hen over det pinglige ved situationen.

Denne gang har jeg allieret med vores alle sammens Emma Gad. Jeg kan kun anbefale jer, at læse hendes Takt og Tone, sådan rigtigt – der er simpelthen så mange små, sjove skævheder, tanker og retningslinjer for kloge sig med. Jeg har denne version (ikke noget affiliatehalløj).

Emma Gad siger:

Det virker hensynsfuldt at hjælpe sine medrejsende med anbringelse af deres rejsetøj og pakker i nettet.

Ligesom sidst – byd ind med jeres små øjeblikke, hvor I har oplevet en ekstraordinær venlig sjæl eller flere situationer, hvor man lige kan liste de gode manerer ind.

rockpaperdresses, Cathrine Widunok Wichmand, Takt og tone, Emma gad, de gode manerer

I den offentlige transport (og klapvognen kan erstattes med cykel/tung baggage):

Du kommer tonsende i høj fart ned mod metroen, højgravid og med en klapvogn skubbende foran dig. Aaalt for sent ud af døren på vej til en aftale. Men så snart du når metroens elevator, ser du, at den er ude af drift. Surprise, surprise! Fordømt! Hvordan skal du kunne ase og mase tre mennesker nedad en stejlstentrappe? Tanken giver både åndenød og muskelkramper. Men ind fra højre flyver en frisk pige, “Skal du ikke have en hånd?”. Hun har spottet dig med klapvognen og tilbyder at give en hånd med og griber fat foran, hvor den er tungest. Din redning! Så kommer du ned på billetetagen – og dit dankort virker ikke i billetdimmeren. Men en ny helt træder til og tilbyder at betale med sit dankort – og så kan du bare mobilepaye ham. Thank God for hverdagshelte.

Emma Gad siger:

Det gør et behageligt indtryk, når man under en jernbanerejse, efter at have læst sine aviser og ugeblade, tilbyder dem til sine medrejsende. Selvfølgelig er det også velopdragent at lade en ældre dame eller herre få Deres surt erhvervede plads i en overfyldt jernbanevogn, men måske er det mere, end man kan forlange af menneskelig godhed.

Du får din billet og kommer endelig ned til toget, stadig lidt svedt men nu er I på vej! Metroen triller op, og alle der står sammen med dig trækker pænt til siderne, sådan rigtigt til siderne. Væk fra døråbningen. Og da alle er ude af metroen, får du med klapvogn lov at gå ombord først. Ingen stress – nu kører det. Du vender dig mod dit ‘designated area’ for dem med bagage, cykler og børnekøretøjer. Den unge mand, der indtager klapsædet, rejser sig med selvfølgelighed og giver dig en hånd med at få stabiliserer klapvognen, før det hele triller op i hælene på en anden metrogæst. 

Stationerne ruller forbi vinduerne og snart, er du fremme. “Sikke en smuk mave, du har!” siger en ældre dame, og du kvitterer med et hjerteligt tak. Næste stop: Den Blå Planet. Og du skal af – du ønsker den ældre dame en god dag og triller ud af metroen, hen mod elevatoren, hvis døre er ved at lukke i, så du sætter farten op. En venlig sjæl holder dørene for dig, så du når med – og snart er du oppe i den fri luft igen. Ahhh! You made it! Og sådan overlevede du den offentlige transport med god hjælp fra dine medmennesker.

Emma Gad siger:

Det virker på en rejse, særlig når den er kortvarig, ikke tiltrækkende at se medrejsende trække konfektposer og frugt frem og give sig til at spise. En dame, der i en jernbanekupé gnaver på en være og kaster kernehuset ud ad vinduet, vil ikke hos medpassagererne bibringe indtryk af at have nøjere kendskab til god tone.

SÅ! Hvordan kan vi ellers byde ind med en hjælpende hånd og lidt gode manerer?

rockpaperdresses, Cathrine Widunok Wichmand, Takt og tone, Emma gad, de gode manererEmma Gad siger:

Ved (…) småkonflikter må man altid råde til at være den eftergivende. En rejse får før eller senere en ende, og ved at skændes opnår man som oftest kun at trække det korteste strå efter tilmed at have gjort et ubehageligt indtryk.