Cathrine - hende med abearmene - ROCKPAPERDRESSES
Cathrine – hende med abearmene

Hår er en besynderlig ting. Vi bruger ordet hår-“pragt”, men i virkeligheden er der til tider tale om en hår-skam. Det her indlæg handler altså om hår. Kropshår, så hvis du synes det er lidt klammo, så er du advaret. Hår er at finde på hele kroppen. Men af en eller anden grund er placeringen af det altafgørende for om det er hot eller not. Masser af hår på hovedet er lig med stor vitalitet; hår 30-40 cm derfra fx under armene er STRENGT forbudt. Hos kvinder altså.

Hår er tilknyttet så meget affektionsværdi OG skam på én gang, og det forekommer mig egentlig lidt skørt, at placering, mængde og farve vitterligt er afgørende. Lad os lige ridse op, hvor det er okay at have hår:

1) Det er helt okay på hovedet, det skal helst være rimelig kraftigt, sådan lidt à la Fran Fine fra Alletiders Barnepige, men dog ikke gråt.

2) Øjenbryn er i høj kurs – pt. skal de være kraftige og naturlige, men denne mode svinger.

3) På armene er det lidt sværere – her er det et spørgsmål om kvantitet. Dun er acceptabelt, en urskov er skamfuldt.

4) Hår på benene er NO GO! Er du helt vimmer, der skal du være glat som en baby – men der eksisterer også en stiltiende accept af hår på benene i vinterperioden – kærester imellem.

5) Og så er der armhulerne. Det her punkt har været til STOR diskussion. Og det virker som om, at netop denne hårpragt har været omdrejningspunkt i en langt større diskussion om kvindefrigørelse – vi husker vist alle at have set billedet af OneTwo.

6) Og jo, så kommer vi vist heller ikke uden om den mere intime hårpragt, der helst skal være placeret “foran” – og den kan have mange former. Streg, ikke-eksisterende, dresseret, og fullblown. Men igen når vi taler placering down there, så er det vigtigt, at håret ikke kryber baglæns mod ryg, I ved, mellem benserne og længere bagud, er no go.

Det var hår på kvinder – mænd er selvsagt underlagt nogle helt andre normer – nærmest ingen (set bort fra det ene punkt, at et ryatæppe på ryggen vist ikke er topscoreren).

Forleden skrev min gode veninde N til mig, at der er stor furore i Sverige, efter Melodifestivalen (svensk Melodi Grand Prix) blev afholdt. En kvinde blandt publikum var nemlig blevet fanget af kameraet, mens hun dansede lykkelig med til vindersangen. Det i sig selv er ret uskyldigt, men hvad der pludselig ikke var uskyldigt, var den hårpragt-/skam, hun gemte i hver armhule. Kort efter havde en mand på Facebook lagt billedet op af hende – 1700 havde “liket” billedet, og de fleste hånede hende; ækel, skamfuld osv. Den hårde dom resulterede dog også i en positiv modbevægelse, tjek Facebook

Jeg er fra naturens side udstyret med behårede arme. There, I said it. Og nøj hvor har det pint mig! Første gang jeg “tog en bid af æblet” og fandt ud af, hvor skamfuldt andre synes, jeg skulle føle det, var i 3. klasse.

Jeg var på vej hjem til X – lad os kalde hende det – sammen med Y (Y som i virkeligheden er M og som senere må have glemt abearmene eller bare været ugeneret, for vi blev barndomskærester). Vi sad på bagsædet af morens bil, da X pludselig spotter mine abearme og højt råber i bilen “NEJ hvor har du meget hår på armene, hvor er det ulækkert. Abearme!”. 10 år og lyst til at grave mig ned i et kæmpe hul, eller i hvert fald grave armene ned i et kæmpe hul! Hvor var det hæsligt!

Det var første gang jeg blev konfronteret med den glatbarberede kultur. Og jeg har siden da skammet mig, vokset armene, skammet mig, gemt dem væk i langærmede trøjer, og skammet mig lidt igen. Men helt ærligt – hvorfor? Jeg skulle jo nødig fryse!

Min mor var sød, og som en mor skal, så trøstede hun mig, jeg fik at vide, at næste gang nogen sagde, at jeg havde abearme – så skulle jeg bare sige: “Så skulle I se min mor!”. Tak mor. Den kan jeg den dag i dag grine af – dengang not so much 🙂 Vil give den videre, når den tid kommer. Og stakkels dem i øvrigt. Mine fremtidige ufødte børn. Jeg har hår på armene, A har også mega behårede arme (som i øvrigt igen, er helt okay og faktisk lækkert på en mand) – de kommer til at ligne min hårbørste efter 2 måneder uden rengøring – fyldt med hår. “Men så skulle du se deres far og mor”.

Jeg er ikke dér, hvor jeg har lyst til at gro gardiner i armhulerne. Jeg er egentlig ikke spor politisk omkring det – “det er kvindens ret til armhulehår”. Jeg barberer mig under armene, og det er jeg tilfreds med. Sådan har jeg taget stilling til hvert sted på kroppen: Jeg gider ikke ligne en plukket høne mellem benene – som Hella Joof så smukt formulerede sig, da jeg var i praktik på Mads & Monopolet. Jeg gad gerne have brede supermodelsøjenbryn, men jeg er tilfreds med min standardstørrelse. Jeg er glad for mine “abearme”. Jeg gider ikke gå med sweater resten af livet i frygt for “abearme” i det fri. Jeg vil bare gerne være. Med hår/uden hår. Med en smule dun på overlæben. Og lidt dun på ørene. Og hvis jeg glemmer én gang at barbere mig under armene inden zumbatræning, så gider jeg altså ikke ende på Facebook med billede. Tak. Dog skal jeg nok vokse ben – ikke for nogens skyld, bare for min egen – jeg hader når de stikker ud gennem strømpebukserne. Næste gang du ser en behåret damearm eller armhule – så tag lige og sig “Sikke en hårpragt”.

30 kommentarer
  1. Jeg ville ikke have noget i mod et par abearme eller store duske under armene, hvis der medfulgte en kæmpe hårpragt (på hovedet forstås) 🙂 Jeg har ikke mange kropshår, og jeg har tyndt og fint hår – til min evige bekymring og sorg. Da jeg var lille, ønskede jeg mig inderligt hår ligesom Lisa (Lisa var en pædagog med kæmpestort, langt, krøllet hår). Men vi er alle forskellige, og det ene skal jo følge det andet.
    Det er skammeligt, at man vælger at nedgøre et andet menneske på den måde – båre pga. lidt kropshår. Det er måske ikke ligefrem charmerende, men hvis hun føler sig godt tilpas, så fred være med det. Der er i hvert fald ingen grund til at rakke nogen ned!

  2. Sikke et ærligt og fint indlæg! Jeg har selv et enkelt hår for meget på kroppen, dog er mit hår på hovedet meget tyndt. ØV. – men er også, med årene, kommet til den konklusion at man bare må acceptere det, eller i hvert fald noget af det. 😀
    Det er sjovt, som det er meget forskelligt hvor grænsen går med hår, som du også skriver. Selv kan jeg rigtig godt lide det på mænd, men har et anstrengt forhold til det, når det sidder på kvinder egentlig mærkeligt! – indlægget ligger op til en tænker, om grænser, fedt!

    Lige til sidst, mht. til den søde svenske kvinde var der en rigtig fin debat om netop hende, sidste fredag i god aften Danmark, på Tv2.

  3. Det er derfor, jeg læser med! Tak for de gode, relevante og sjove indlæg. Jeg elsker den måde, du kombinerer mode med grimhed og humor! Forresten så har jeg også abearme. Og min far ér en abe. Hår alle vegne – også på ryggen. Jeg har arvet hans hårpragt. Dog ikke hårene på ryggen – gudskelov.

  4. Egentlig er der også en grænse for hårpragt blandt mændene: min kæreste har selv meget hår på ben, arme og efterhånden også bryst, men hans bror på 18 er fuldstændig imod hår på brystet hos mænd, hvorfor ved jeg virkelig ikke, det er jo mandigt på en eller anden måde, det synes han bare ikke? Kan ikke forestille mig at være kæreste med en mand der fjerne sin kropsbehåring på arme/ben/bryst, det ville jo være føles fuldstændig som at røre ved et par kvinde ben/arme og et drenge bryst!

  5. Du er for sej. Simpelthen fint, at du tør begive dig ud i emne som er koblet sammen med så mange fordomme og ubehagelige meninger. Og at du samtidig gør indlægget personligt, cool!

  6. Åh tak for din kommentar, hvor er det skønt at høre et par tanker om indlægget!

    Ja er det ikke lidt uhyggeligt at nedgøre et helt menneske, afvise det som ækelt med alt hvad det indebærer af følelser, historie og kundskaber – bare pga. lidt hår? Trist.
    Jeg kan så prise mig lykkelig får en vital hårpragt på hovedet – den ene følger nok det andet, som du siger 🙂 Jeg kan godt forestille mig, hvordan jeg også ville have været lidt grøn i hovedet over Lisa, hun lyder hammer flot. Mit hår er tykt, men fladt som et strygebræt, men vi kan ikke vinde hver gang 🙂

  7. Tak, hvor er jeg glad for, du kunne lide ordene 🙂
    Gad egentlig gerne dykke lidt ned i sociologien – det er så skørt, at vi kan have det så tvært med hår; 0 tolerance hos kvinder, 100 % (måske på nær ryggen og sådan) hos mænd – det er ret interessant 🙂
    Jaer, lad os være tilfredse med håret – lidt af det, meget af det – mængde og farve skal nok ændre sig mange gange gennem livet, vi kan ligeså godt vænne os til det !

  8. Jeg grinede altså sådan af din kommentar! Hurra for vores abearme! Min mor er skyldneren her – min far har ingen abearme. “Heldigvis” er vi gået fri for børster på ryggen, men dun – ja dem er der masser af 🙂
    Tak for dine varme ord – det giver mig mod til at skrive de her mere personlige indlæg! KH

  9. Tak kære Anne-Sofie – hvor er jeg glad for dine varme ord, det gør mig bare så glad, at du læser med og kan lide mine ord 🙂 Det lettede mig lige lidt op af sofaen! Go aften! KH

  10. Jeg tror altså også, det har noget med alderen at gøre, tror du ikke? Jeg var i hvert fald meget mere “bar” over det hele, da jeg var yngre, det var lidt en del af normen… Men jeg ÆLSER A’s behårede arme – og hurra for at de er “vildere” end mine, haha! Jeg er også fan af mandehår – og altså også lidt af damehår, hvis det er det man er til. Egentlig er alt tilladt i mit hår, bare vi alle kan være her, hårbolde som … ja, golfbolde? – sådan glatte i det? Ja jeg kunne ikke lige komme på en god en 🙂

  11. Tja det kan der være noget om, selvom at min kæreste aldrig har villet frivilligt at med sin kropsbehåring (med mindre det er i forbindelse med skiferie, lange hår på benene og skistrømper giver brandmærker 🙁 ) og jeg har da kendt ham i snart 3 år og dengang vi mødtes var han 17… Og jeg har det nok lidt modsat af dig i forhold til ens egen kropsbehåring, for får jeg mødte min kæreste barberede jeg ikke ret meget mere end under armene og så ben i sommerperioden, mens nu er ben og for neden blevet hel årrigt klipning. Men det har nok også noget at gøre med hvad man vokser op til og hvordan det er blandt ens venner og hvad ens forældre gør og sådan 🙂

  12. Nej det har du fuldstændig ret i 😉 Det er klamt… Men ja jeg kan også godt gå med til stub-form, men ikke når de begynder at lave frisurer ud af det. Forstår altså ikke helt meningen med det, nogle af dem ser jo ud som om de har stukket mulen for langt ned i honningkrukken, for derefter at have leget støvsuger hos frisøren…

  13. Hej, jeg hedder Malou, er 27 år og har et sort hår (læs:måske et skæg) der kommer ud af min hage ind imellem :-0

    Haha – det er sgu virkelig et godt indlæg Cathrine (staver jeg rigtigt?! Min søster hedder Katrine, og har aldrig kunne stave det anderledes).. Jeg er glad for du er ovre din abearm-skam!

    Og ja helt ærligt – lad da folk have den hårpagt de vil – om det så er gorilla eller all clean.. Nå h, måske en italiener med fuld hårpagt på ryggen ikke er det mest appetitlige – men jeg tager sgu hatten af for, at være okay med sig selv og ikke skjule sig!

    Thumbs up for indlægget!

  14. Tak, det er jeg glad for at høre 🙂
    Nej, vi kan desværre ikke vinde hver gang 😉 Og uanset hvad vil vi altid have noget, som vi gerne vil ændre ved os selv. Sådan er vi bare bygget 🙂
    Men det er så ærgerligt, at vi ikke bare kan lade hinanden være dem, vi nu engang er uden at have en mening om det. Jeg håber lidt, at den svenske kvinde har været helt bevidst om sit valg, og at hun bare har været ligeglad med andres mening. Folk, der er ligeglade, er nemlig SÅ seje!

  15. Haha! Do it or don’t – det er der i hvert fald ingen andre der skal sige noget til eller bestemme 🙂 Jeg blev helt varm inden i, da jeg læste dine roser, et KÆMPE hjertevarmt tak for dem!
    Det er nok ikke sidste gang, der dukker et eller andet op i mit hoved, som skal ud her..

  16. Åh hvor er du skøn! Jeg kluklo for mig selv, da jeg læste dine ord! Tendensen med et enkelt stift hår ud af hagen ligger også til min familie, jeg frygter lidt dagen, det dukker op. Skal det bleges eller hives ud ud? Jeg mener, kommer der så ti til begravelsen?
    Du staver fuldstændig rigtigt, sejt! Jeg skal A-L-T-I-D stave det, “C-a-t-h-r-i-n-e/C-a-t-r-i-ne?/Nej-der-blev-sagt-C-a-t-H-r-i-n-e/Christine?/nevermind”.. Sådan ca.

    Ja smag er jo selvfølgelig én ting, ikke at være til behåret ryg osv. men alle skal være til og ikke skjule sig 🙂

    TAK for tommelfingeren, den er jeg glad for! 🙂

  17. Bare rolig, naturkrøl/bølger er heller ikke lykken – den ene gang om året, hvor mine lokker præsenterer sig, som jeg vil have det, er da fantastisk. Men så er der alle puddeloplevelserne, hver gang det støvregner… Dem er jeg ikke så stor fan af 😉 Men jeg smiler alligevel af det, for sådan er det nu engang at have næsten sort og super tykt hår 🙂

    Super fedt indlæg btw – jeg er også velsignet med lidt abearme, men i det mindste er de ikke kulsorte 😉

  18. Abearme unite!:D Damn, hvor har det også været svært for mig. Det er total unfair at have fint hår men masser af hår på armene;(
    Det er også fancy at have lange og mange øjenvipper:)

  19. Ja det er sgu lidt unfair – men til gengæld har jeg jo praktisk talt en hestemanke på hovedet – der skal tabes meget hår, hvis jeg nogensinde skal blive skaldet. Det må være opturen ved åbenlys kraftig hårvækst (ej jeg hader simpelthen den sætning, “kraftig hårvækst”). Abearme ftw i kampen mod hårløshed!

  20. du er fantastisk. hele vejen igennem indlægget tænkte jeg bare, fuck hvor er hun cool og hvor udtrykker hun det bare korrekt. tak for din tilstedeværelse!!!

  21. Totalt forsinket kommentar, men jeg blev fandme glad da jeg læste det her, og så må man jo give lidt feedback. Man skulle tro, at vi havde haft den samme veninde, for præcis samme kommentar fik jeg, og endda i præcis den samme alder. Derefter gik mange år med de samme slags rædsler som dem du beskriver (og er der noget værre end arme med stubbe?) indtil jeg virkelig ikke gad mere. I dag er jeg glad OG behåret, noget jeg synes man sagtens kan være, og jeg gemmer i hvert fald din mors fantastiske kommentar til når jeg engang selv skal opfostre nogle små aber. Så tak for at dele det her lidt sære emne, vi er med sikkerhed mange, der ikke fryser helt så meget på armene som alle de andre 😉

  22. Cathrine, det her var bare lige det jeg havde brug for at læse, selvom det er gammelt, men jeg er ny her! Jeg gik indtil slutningen af 1.g med abearme, indtil jeg ikke kunne holde frygten/varmen af alle de lange trøjer og sweatre ud mere og begyndte at epilere dem. Nu går jeg i 3.g, elsker din blog, fordi du er alt jeg har drømt om i mange år, og tager stadig hårene af armene og er stadig bange for selv min kæreste skal kommentere det. Og vi deler ellers alt. Men nu er jeg lidt mindre bange. Og vil måske lade være med at pine mig selv det næste stykke tid, både med skam og epilering.

    Du hjælper virkelig med den her type indlæg. Vi har brug for nogle, der tør være hudløst ærlige om ting, vi ikke tør være det om. Tak!

Læg en kommentar