Bekvemmelighedsmad vol. 7: Hveder - ROCKPAPERDRESSES
Bekvemmelighedsmad vol. 7: Hveder

Udover juleaften så er i aften den bedste maddag på året, hvis I spørger mig. Det er nemlig i aften helt legalt at spise morgenmad til aftensmad! Mmm! Er det ikke luksus? Jeg er vild med det, min mor og jeg har altid spist hveder aftenen før Store Bededag, A har vist aldrig dyrket traditionen, det er sjovt som man familie til familie er så forskellige. Udover lækkerhedsfaktoren så er det da også en rimelig nem ret – deraf “bekvemmelighedsmad”!

Jeg har for første gang planer om selv at bage dem, og jeg har fundet den gode Meyers (I der følger mig på Instagram ved hvor vild jeg er med hans bagværk) brødbog frem, så jeg tænkte jeg lige ville dele opskriften med jer, så I også kan komme i gang!

Ingredienser

2,5 dl lunkent vand

2,5 dl lunken mælk

20 g gær

2 æg

15 g havsalt

50 g sukker

15 g stødt kardemomme

ca. 1-1,2 kg hvedemel 

50 g blødt smør

1. Hæld vand og mælk i en skål og rør gæren ud heri. Rør æg, havsalt og sukker i væsken. Tilsæt så kardemomme og hvedemel. Ælt dejen sammen – med grydeske eller på røremaskine (ÅHR hvor jeg gerne gad have sådan en!) i et par minutter. Ælt smørret ind i dejen, så dejen slipper skålens kanter – 5-6 minutters æltning. Lad dejen hæve tildækket i 2 timer i skålen et lunt sted.

2. Vend dejen ud på et melet bord og tril den til en lang pølse, som du skærer op i 20 stykker. Form dem til boller og placer dem i en bradepande med bagepapir – de skal ikke røre hinanden, men som de efterhæver i 2-3 timer hæver de til dobbeltstørrelse, og så klister de sammen.

3. Bag hvederne ved 200 grader i 12-15 minutter. Lad dem køle af på en bagerist.

… Og så foreslår Meyer, at man lige rister dem overskåret ved 200 grader i 6-8 minutter, så de er helt sprøde, når de hapses!

Mm…

4 kommentarer
  1. Elsker den tradition! Mindste lillebror ringede mandag og inviterede os på varme hveder, det bliver bare så hyggeligt 🙂 Du må endelig hilse fasteren min, hvis I altså skal hapse hveder sammen i aften.
    Manden er vild med hveder, og brokkede sig sågar i weekenden over at man kunne købe dem op mod Store Bededag (surprice), han må da bare bage dem selv!!
    God hvede dag Cath 🙂
    /Camilla

  2. Jeg skal ikke op til mor i denne omgang, A og jeg fik et par venner til hveder, det var altså hyggeligt 🙂 Men jeg skal se min mor i morgen, så hilser jeg! God Bededag kære kusine!

Læg en kommentar