About: L.O.V.E - ROCKPAPERDRESSES
About: L.O.V.E

Et par pressebilleder fra musicalen Romeo og Julie

Vær forberedt på en kærlighedshistorie! Mit livs kærlighed ? jeg tror slet ikke, der vil være linjer nok til at fortælle jer om hele eventyret. Men jeg giver det et forsøg.

(Ann, K og Simone har spurgt ind til A i spørgerunden. A er ikke meget for at være en del af bloggen ? han er selv ikke engang på Facebook. Men. Jeg har nu varmet ham op over et par dage til, at jeg måtte lave det her indlæg hæhæ?)

Jeg kan ikke rigtig huske, hvornår jeg så A for første gang, sådan helt præcist. Vi mødtes i ? hold-nu-fast ? en musical! Hvert andet år opføres en musical i kulturhuset Trommen i Hørsholm, alle roller er besat af unge mennesker. A havde været med mange gange; han var en del af den ?hårde kerne? (hårde musical-kerne lyder selvmodsigende, I know) en flok på 10-15 stykker, der havde været med flere år i streg. Jeg var helt ny og grøn på scene. Og nu skal I endnu engang holde fast; musical var en nyfortolkning af Shakespeares Romeo og Julie. A spillede Romeo ? der er grundmateriale til en konge tale til vores bryllup ? og jeg havde rolle som en af Julies veninder.

Det var egentlig ikke love at first sight ? jeg har i hvert fald ikke lagt mærke til A før efter et halvt års prøver. Men da premieredagen nærmede sig, skulle vi på en masse promotionture. Og A var ligesom hovedstjernen sammen med den kære Julie, så han skulle op performe. Og nu begynder det at blive helt vidunderligt klistrer; A træder op på scenen, han bliver præsenteret og går i gang med at synge et af sine numre ?Everything I do, I do it for you? (jep den med Bryan Adams), og næsten hele sangen igennem holdt han mine øjne fast med et stålgreb. Han smiler og ser mig i øjnene ? og jeg fatter jo ingenting. Jeg begynder at vende mig om og se mig omkring ? måske er det slet ikke mig, han kigger på ? det ville være mega dumt, hvis man står der og smiler og blinker tilbage, hvis han i virkeligheden står og smiler til naboen. Men der er ingen tvivl, slet ikke da de andre omkring mig sender mig blinkeøjne ? det hele virker lidt indforstået, som om de alle har set det større billede lang tid før mig. For før det her har vi altså ingen flirt haft, men 3-2-1 min verden blev ændret.

Det her er det helt store øjeblik; et eller andet er vendt i mig. Hele musicalslænget tog ud og drak kaffe ? jeg fik varm kakao, og det husker jeg kun, fordi jeg i min iver efter at imponere A efter sådan en skønsang, påstår, at jeg kan spise en skål flødeskum, alt det der er tilbage efter jeg har fyldt i kakao. Nogen vil spørge hvorfor, og jeg svarer bare; I don?t know. Men jeg tog hjem derfra og fandt A?s nummer og sendte ham en sms ? ?det havde været hyggeligt ? og god kakao?. I en lille sms?ede vi frem og tilbage ? åhhh at flirte på sms; at overveje hvert et punktum, smiley, udråbstegn, ?svarer jeg for hurtigt?/?hvad betyder, det når han ikke svarer ? men sådan var det egentlig ikke med A. Det var så ukompliceret og lige til. Fuldstændig uprætentiøst ? der var så mange grin bare på sms?en, det var mega sjovt. En uge efter jeg-kan-æde-en-hel-skål-flødeskum-episoden tog vi alle i byen; jeg kan huske, at jeg var så spændt på at se A ? vi havde sms?et hele ugen. Og den aften i byen, midt på dansegulvet til levende musik fik jeg mit allerførste verdens-bedste-kys. Det var det bedste, og det kildede i maven, og jeg var nervøs, og A var så lækker. Og han købte mig en øl, som jeg slet ikke drikker, men som jeg tvang i mig fordi jeg ikke nænnede at sige nej. Han var så sød.

På en af vores mange rejser, her i Malaysia (selv om han ikke er meget for det!)

De næste tre uger var vi uadskillelige, vi sov sammen hver nat og kyssede og kørte ture, og A spillede guitar for mig og sang John Mayer, og vi snakkede og grinede til langt ud på natten, så jeg sov i fysiktimerne (gik jo i gymnasiet). Jeg har aldrig nogensinde oplevet det der “slået-benene-væk-under-sig” – men A gjorde det, og jeg faldt hårdt. Og vi har ikke været fra hinanden siden da – det bliver til 5 år og 3 måneder. Han er min allerbedste ven, selv når han snorker i ny og næ, og selv om han skælder mig ud, når jeg er en roderøv. Jeg vil bare holde ham i hånden resten af mit liv.

Simone spørger, hvad A mener er mine bedste og værste egenskaber, og det har jeg lokket ham til selv at skrive:

Cathrine er positiv, glad, kreativ og ret god til at lave mad. Men hun roder ALT for meget. Og så er hun også god at shoppe med (bortset fra i H&M, for der bruger hun for meget tid og bliver væk – det er mega irriterende). Hun er farveblyanterne i mit ellers kedelige penalhus (som primært består af en lommeregner).

NØJ hvor har jeg lunet op under ham for at få ham til skrive bare tre linjer, men det lykkedes. Og som han selv hentyder til, er han ret glad for lommeregnere – han har nemlig siden dengang i musicaltiden læst til revisor – det spurgte Ann til!

37 kommentarer
  1. Ååårh, suk, det lyder til, at du har været ligeså heldig som ham 🙂 SÅ fint indlæg og SÅ søde ord! Der er ikke så meget andet at sige… 🙂

  2. Hvor er det bare en skøn historie – et lille eventyr 🙂 Jeg kan godt forstå han slog benene væk under dig, i passer så godt sammen. Fem år – tiden går så stærkt! M og jeg har været sammen i 10 år og 2 måneder, det er altså lang tid!!
    Hils A mange gange og sig at de tre linier er lige skabet 🙂
    Kh Camilla

  3. Det var dog en fantastisk romantisk historie – den måde mig og min kæreste mødtes på var også lige til en tale, dog den mere komiske af slagsen 🙂 Det hele startede med at jeg ikke vil give ham mit nummer 🙂

  4. Årh kærlighed <3
    Sådan er det også med min kæreste A og jeg, sommerfugle og kærlighed helt ned i maven 🙂

  5. Det er da opskriften på romantik..O Romeo, Romeo, wherefore art thou Romeo?
    Cathrine sikke en vidunderlig “sådan mødstes vi” historie..mit romantiske hjerte er blødt som smør og en lille tårer sidder i øjenkrogen 🙂 Og så den kommentar med de farvede blyanter – det er kærlighed og poesi på en gang! åh ha..overvejer nu hvor jeg kan melde mig til en musical;) og sikke et skønt billede af jer.

  6. Hæhæ han er også så god! Tiden går alt for stærkt, det er også helt vildt med dig og M – til lykke til jer to. I er også gode sammen, I to 🙂 Jeg hilser A!
    KH

  7. Åhh Kristine, hvor dejligt, hvis jeg kan “røre” dig lidt med pladderromantik 😀 Jeg siger altså bare – de er ikke dumme de der musicals! Det kom der mange kærestepar ud af dengang! Du kan godt lige forestille dig, hvordan talerne kommer til at lyde til et bryllup engang 😉
    KH

  8. Ohhh my… Det er jo en helt fantastisk historie! Det er altså ikk kun på film folk mødes i musicals! Og wauw – at score hovedrollen, det er sgu da en hver piges drøm:) Hold fast i ham, for det lyder som om i har det fantastisk! Skønt indlæg også selvom det er klistret:) Smil Ditte

  9. Du skulle tage at skrive en slags advarsler i de her indlæg. “Pas på, læs ikke længere hvis du befinder dig i offentligheden og er en tudeprinsesse”. Det er simpelthen for underligt at sidde her i DRs kæmpe-kontorlandskaber med våde øjne og en klump i halsen. Hvor er det sødt skrevet af Mr. Anonymous. Og hvor er historien bare lige til en chic-flick film!:oD

  10. Elsker elsker elsker kommentaren med farveblyanterne i det kedelige penalhus, med kun en lommeregner – simpelthen så sødt, personligt og meget sigende om hvordan i komplementere hinanden 🙂

  11. Elsker elsker elsker kommentaren med farveblyanterne i det kedelige penalhus, med kun en lommeregner – simpelthen så sødt, personligt og sigende om hvordan i komplementere hinanden :-)!

  12. Åh en fin historie. Der findes næsten ikke noget bedre end gode kærlighedshistorier. Jeg fik helt lyst til også at fortælle min, og da jeg selv har sagt farvel til livsstilbloggeriet, og kun har min poesiblog tilbage, vil jeg tillade mig at fortælle dig den:

    Jeg glæder mig også helt vanvittigt til jeg (forhåbentlig) en dag skal holde en bryllupstale, for der er faktisk mange, på min kærestes side, der ikke kender den rigtige historie om hvordan vi mødtes, de tror vi mødtes til en fest, og det var det, men sådan er det slet ikke, det er langt mere romantisk.
    Jeg plejer at sige at vi kendte hinandens sjæl for vi kendte hinandens krop, og her mener jeg ikke noget lummert, men Jakob og jeg mødte hinanden, 4 år før vi mødte hinanden, på nettet. På SKUM, DRs gamle ungdomsportal, af alle steder. Vi skrev begge digte, og det var i forummet “digte og noveller” hvor vi var konger!
    Vi skrev hver vores forhutlede kærlighedsdigte til andre, men begyndte også at skrive sammen på det hedengangne MSN. I en periode skrev vi sammen næsten syv timer om dagen, det var helt åndssvagt, og min mor lavede internet kvoter (hun troede jeg var internetafhængig, hun vidste ikke noget om Jakob), og vi skrev sammen om natten, om dagen, mens vi var hos venner og meget mere, det var lidt ude af proportioner, det kan jeg godt se i retrospektiv 😉 Når det kammede helt over, så sad vi og fortalte hinanden hvordan det ville være når vi en dag boede sammen, på nørrebro, med udsigt ud over et lyskryds, vor livet spillede sig ud. Men Jakob ville ikke mødes med mig, jeg var for promiskøs og lidt af en mundfuld, desuden havde han dårlig hud (efter hans udsagn, vi så aldrig billeder af hinanden), og jeg havde hele tiden en eller anden kæreste.
    I en lang periode var jeg kærester med min barndomsforelskelse, som jeg troede var man absolutte største kærlighed. Jeg var lidt forvirret over ham der boten på den anden side af skærmen, men vi skrev ikke så meget sammen længere, og vi var jo også bare venner…
    Indtil jeg skulle på studietur, og fandt en sang han havde sendt til mig på min ipod. “hvis du ku bli” af hvid sjokolade. Jeg havde aldrig rigtigt hørt den før, og blev ret paf da jeg så hørte det. Jeg havde ikke talt med ham i lang tid, så jeg blev også lidt overrasket over at jeg på selvsammen studietur fik en sms hvor der stod “jeg ville ønske der gik en Sisse-Sofie i min klasse, så ville jeg se på stjerner med hende”.
    Da jeg kom hjem gik min kæreste fra mig, han havde lige gået igennem en stor operation, og ville prøve sig selv af på egen hånd. Jeg var fuldstændig heartbroken. Alt inden i mig sad fast, og jeg spiste ikke noget i 10 dage.
    på den 10. dag holdt min kammerat og hans søster (som Jakob havde gået på efterskole med, og været kærester med, men det tænkte jeg ikke rigtigt over, jeg kendte hende ikke rigtigt) fødselsdag tæt på mig. Jeg var helt udmattet af sorg, så jeg kørte bare min stedbror hen til festen og tog selv hjem og sov. Klokken 3 fik jeg en sms fra Jakob hvor der stod at han var til den fest. Jeg gik helt i panik, for jeg vidste godt at hvis jeg først mødte ham, så var der ikke nogen vej tilbage, og timingen var ærligt talt en lille smule off. Men et kvarter efter sad jeg alligevel i bilen på vej til festen, og da jeg kom frem mødte jeg en usansynlig høj og flot fyr med en stor næse. Han var fuld, jeg var overvældet. vi talte i tre timer, og så kørte jeg hjem igen, med den største klump i halsen. Hvorfor havde jeg ikke kysset ham?
    jeg skrev det til ham på en sms, og da han sagde at han også havde det sådan, så kørte jeg tilbage og hentede ham. Min mor blev noget overrasket da der stod et par store drengesko i gangen, og hun vidste jeg ikke var taget til fest.
    Vi blev meget hurtigt kærester, og har været sammen siden da. Vi har været sammen i fire et halvt år nu, og boet sammen de tre. Jeg elsker ham som jeg aldrig har elsket nogle andre, og jeg ved han elsker mig. Forleden dag sagde han til mig at det var lige omkring klokken 4 jeg havde mareridt hver nat, så ved kender man altså hinanden ret godt!

    god kærlighed og bryllup og alt det der.

    Din blog er altid dejlig

  13. Åh Sisse-Sofie, jeg har simpelthen gåsehud op og ned ad lårene! Hvor er det en fantastisk historie! Tænk at mødes på SKUM og så i virkeligheden være så tæt på hinanden i virkeligheden. Nogen gange handler det virkelig om timing! Din var perfekt lyder det til, selv om det ikke lige syntes sådan! Tænk hvis du ikke havde kørt tilbage? Hvor er det bare mega sejt at du gjorde det!
    Jeg er en sucker for sådan nogle lykkelige historier, de kryber under huden på mig og bliver der. Jeg håber, I er lykkelige resten af livet! Kærligste tanker

  14. Jeg er overhovedet ikke sikker på, at du nogensinde ser denne her besked (især ikke nu da du lige har født en dejlig søn og mega tillykke med det, hvor er det bare fantastisk!), men jeg er i sådan et vanvittigt “wow-stadie” efter et deep-dive i din blog, og jeg er simpelthen er nødt til at dele det. Jeg identificerer mig simpelthen så meget med så mange af dine overvejelser på kærlighedsfronten! Hvor er det fantastisk som 21-årig med en kæreste gennem 4 år at kunne spejle sig i dine erfaringer, som du så fint har sat ord på med en kæreste, du selv mødte i den alder! At starte på studie efter gymnasietiden og blive introduceret for en helt ny verden, men stadig holde fast i “de gamle sko” <3 Og Adam! Det går op for mig i dette post, at han jo var lærervikar på min skole. En vikar som jeg husker som vildt sød og behagelig og hvis navn, jeg stadig den dag husker (dengang var det jo lidt sejt, at en man havde mødt sådan hang rundt omkring i byen i lygtepælene som reklame for Trommens musical ;)). I niende klasse var jeg selv med i Trommens musical det år som musiker, nok ubevidst inspireret af den oplevelse. Jeg glæder mig så meget til at følge med fremover, I er bare to gode mennesker (nu tre), som virkelig fortjener det bedste som familie!

Læg en kommentar