Svedsnegl - ROCKPAPERDRESSES
Svedsnegl

Det første, der rammer dit ansigt og indhyller det som en stor omgang pladevat, er varmen. Den smyger sig om dig, og det tøj, der var så lunt at flyve i, føles pludselig som en fængsel. Huden under brysterne udvikler sig til en glidebane ved berøring af ovenhængende hud, og en snegl af sved på overlæben forsøges febrilsk at holdes stand.
Og så kommer lugten. En sødlig og let krydret duft hænger i luften. “Der dufter af Indien”. Men vi er i Dar es Salaam. Og mens svedafgivelsen kæmpes i skak, og rygsækken vejen min ryg mod jorden, skal jeg udfylde et lille blåt kort af pap – visum. 50 dollars. Det lykkedes efter minutters søgen at finde en kuglepen, og jeg får den udfyldt. Manden i den sandfarvede uniform kigger med sit ene gode øje på mig, da jeg rækker ham pas, vaccinationsbevis og de to udfyldte papirer, det der skulle udfyldes på flyturen og det blå kort. Ryster på hovedet og siger; “No, wrong paper”. Jeg mangler at udfylde det tredje før tolderne vil se mig.

Med tre udfyldte papirer og pas og en tung rygsæk der skarver ned i skuldrene smiler jeg manden; og siger “Here you go, mister!”. Og så spørger han; “Do you have a boyfriend?” og smiler til mig. Den gode øje blinker. Og jeg griner halvhjertet. Jeg er træt, mine øjenomgivelser har kun netop ændret tilstand fra saltede franske kartofler til noget der minder om hud – jeg har de sidste 24 timer grædt ved tanken om at undvære min kæreste. Ja davs 11 dage uden ham – går det lige? Ja det gør det. Men jeg elsker ham højere end månen, og jeg ville ønske, han var med mig og kunne se det, jeg skulle opleve. Og så falder jeg altid i søvn i hans arme. Min substitut hedder mor og har kortere arme end mig. Den går ikke.

Tolderen med det gode øje beder mig om at træde til side; “wait in line”. Og mit pas forsvinder i hænderne på en skrank-mand. Og så står vi alle syv der og venter på ordlyden af vores navne. Det de tror, vi hedder. Og jeg bliver kaldt op til en mand med to skarpe øjne og et ar på højre kind. “Four fingers please”. Og efter den joviale stemning fra den anden tolder, spørger jeg kækt; “where to put them?”. Han peger spidst på scanneren. De vil have fingerprint for mit pas. Fint. Det får de, og jeg får mit pas. For en passtempelsamler som mig, banker mit hjerte en smule hurtigere, da jeg ser det flotte visum; sorbetfarver og en giraf. Det her bliver godt…

Vi møder vores gode ven og han hjælper os op i den lille, stor bus uden for lufthavnen. Vi har en times kørsel i vente. Vi drejer ud af lufthavnen og det første lange stykke landevej er tomt. Vi bumler derud. I loftet står der “Marshallah” – om Gud vil det. Støddæmpere har ikke været i nærheden af bussen siden 1980’erne. Hver gang bussen ramler ned i et hul, skubber jeg på min mor. Gaderne bliver mere og mere belyste. Gult, skarpt – narkomanlys. Og vi fanges midt i et kryds. Når ikke over. Vi bliver holdende og får tre dyt fra forbipasserende. Tuk tuk’erne farer ind i mellem bilerne; landrovers og dallah dallahs – små private busser, der fyldes til randen med mennesker. De hænger ud af vinduerne og vinker til os i det gule halvmørke. Store hvide smil spreder sig. I begge busser. Og jeg sender vinket retur. Det her bliver godt!

16 kommentarer
  1. Du er altså helt fantastisk til at formidle dine oplevelser 🙂 Og så elsker jeg ordet “svedsnegl” HAHA. Den kender jeg alt for godt. 😉

    Tak for alle de gode oplevelser, du tager os med på 😀

  2. Tak <3 Jeg kan mærke, jeg får lov at genopleve det hele gennem dig. Jeg gjorde den kæmpe fejl ikke at tvinge overskuddet frem i mig selv til at få dokumenteret og reflekteret over min rejse, imens jeg var afsted. Så er det godt, jeg har dig 😉

  3. Du skriver virkelig fremragende.. God tur – er sikker på det ikke bliver noget problem at undvære kæresten – 11 dage går hurtigt med mange nye oplevelser 🙂

  4. Hvis du en dag udgiver en bog – så skal jeg satme nok læse den!!! Det er mega godt skrevet, Cathrine!

    Og så er billederne ret lækre og taget i et dejligt lys!

  5. Ej det er jeg glad for, Sine! Så fedt du kan lide dem. Landet og byen har efterladt et stort indtryk hos mig!
    KH

  6. Hahaha! Skønt jeg ikke er den eneste! Det er altid værst, når jeg falder i søvn i solen. Den første ferie jeg var på med min kæreste, der vågnede jeg på liggestolen ved poolen kiggede over på den flotte mand, og så sagde han “du har mega meget sved på overlæben”. So much for romance.
    Åh hvor er det bare herligt, at du kan lide billeder og følger med, tusinde, tusinde tak, C! KH

  7. Haha, hvor er det åndet af os! De kommer jo ligesom tilbage (eller vi gør), men det må være den kærlighed 🙂 Og den skal man sætte pris på, så længe den er der!
    KH

  8. DU er kær Julie, tusinde tak. Jeg har nydt det alt, hvad jeg kunne. Det er mig så stor en glæde at lægge kræfter i et indlæg som dette, og at I så er så glade for det! TAK!
    KH

  9. Selv om billeder er dejlige og skønne og en god husker, når hukommelsen svigter. Så er der aldrig noget, der kan hamle op med de glimt, der hænger i hjertet. Det er så skønt for mig at vide, at billederne kan få minderne frem hos dig og give lidt glæde. KH

  10. Åhr manner, tak Stine. Det varmer mig altid ekstra, når jeg hører lidt for mine ord. Det er så personligt at skrive, så jeg giver et lille stykke, hver gang jeg poster et sådant indlæg. Tak for at give tilbage. Og det gik fint uden kæresten 😉 KH

  11. Det har været absolut helt fantastisk og ubeskriveligt (selv om jeg prøver at beskrive). Kærlig hilsen til dig Mary-Lou!

  12. Åhh Malou, du altid søde og dejlige Malou. Jeg drømmer faktisk engang i mellem om en lille bog. Det kan jo ske en dag – så sender jeg dig en mail 😉

    Tak for roserne for billederne 🙂 KH

Læg en kommentar