Barn af 90'erne - ROCKPAPERDRESSES
Barn af 90’erne

Selv om jeg teknisk set er barn af 80’erne værende født i 1989, så er mit årti 90’erne. Jeg er formet af toastmaskiner, hvidt brød og præfabrikerede roulader.

Om morgenen blev jeg vækket af Rasmus Radiomus. Så kom jeg i tøjet, som meget muligt kunne være mine Harley Davidson-gamacher og krydret med min Spice Girls-mavebluse. På en helt vildt god dag havde jeg creppet hår, og på endnu bedre dage havde jeg også lidt hårmascara i længderne. Min mor kørte mig i skole i sin hvide Fiat Uno eller senere sin røde Toyota Starlett, ud af bilradioens højtalere brølede; “Gotta get away from youuuu…” med Helmig eller “Don’t speaaak I knooow just what you’re saying…” med No Doubt eller meget eksotiske (… “og vist nok homoseksuelle”) “GO WEEEST” med Pet Shop Boys… Eller måske lidt “ÅUHÅÅÅHUHÅUHÅUHUÅÅ MI-STE-RI-OUS Girl med ham vaskebrættet.

I skolen havde jeg EDB-undervisning, og så havde jeg Kristendom (ikke religion – næ så moderne og altfavnende var vi ikke). I kantinen blev der serveret frikadellesandwich, træstammer, Cupnoodles og pizza – ingen salatbar eller sunde snacks. Min yndlings-sauce var i øvrigt Thousand Island-dressing. På alt. Men jeg fik sjældent kantinemad. Nej jeg havde min Tupperware-madkasse med. I den lå to rundtenommere med spegepølse og ristede løg og en leverdreng med rødbede. Og altid en hilsen på min serviet eller en smiley (de orignale med kun to prikker og et “C” der ligger ned som mund. Ingen emotikoner.

Og når jeg havde fri fra skole, gik jeg, tyggende på Hubbabubba eller Jenka, ned til busstoppestedet. Sådan et gråt bobleformet et. Der var skur og bænk støbt i et. Og her ventede jeg så på HT-bussen. Når jeg hoppede af bussen, gik jeg i Super Brugsen og købte tre romkugler for 12 kroner, og så gumlede jeg dem (eller i hvert fald to), mens jeg gik hjem. Med min pink Jeva-skoletaske på ryggen. Som senere blev til en Eastpack.

Det første, jeg gjorde, da jeg kom hjem, var at sætte en gang popcorn i mikroovnen, og tænde for TvDanmark. Så så jeg Hænderne Fulde indtil, der kom Beverly Hills (førstegangsudsendelserne!) på TV2. Og når der var reklamer, så jeg Viva. Alt sammen på kabel-tv. Viva? Tysk mtv-agtig kanal. En ekstra lille eftermiddagssnack udover popcornene kunne være ostehapsere – de rigtige, der skulle trækkes ud af hylstret med tænderne. Og hvis det var rigtig festligt fik jeg en tår Urge – men det var mest en weekendsting.

Når jeg skulle ringe til min mors arbejde, ringede jeg fra fastnettelefon. Nul mobil. Inden jeg trykkede hendes kontornummer, fik den lige “10 01”, så vi “ringede langt billigere”, ligesom reklamen sagde det. Og senere kom min mor hjem. Vi spiste kylling,  hamburgerryg, gratin, tærte, frikadeller, bønner, flødekartofler, roastbeef når det var fint og ærter. Thai, indisk, kinesisk – nix. Men til gengæld var der lagt op til fest, når fonduen kom på bordet.

Jeg fik ti minutter på world wide web. Den lille IBM-computer knoklede og ringede op “duuu-di-duuuu-di-duuuuu”. Og så var jeg på nettet. Men uden google. Intet sted at søge. Så jeg lavede egentlig ikke det store. Og min mor kunne ikke bruge telefonen imens, så jeg måtte hellere hoppe af. Ellers kunne jeg altid tage en omgang på diskettespillet “Jill of the Jungle”. Joystick hos min far – meget avanceret. Musetasterne hos min mor – ikke så avanceret.

Om fredagen sad jeg i sofaen med min mor og så Hit med Sangen, Den Store Klassefest eller Husk lige tandbørsten. Og så hyggede vi os. Lørdag morgen gik min mor til aerobic, og jeg sad med i hallen og spiste det hvideste rundstykke og drak sødmælk. Tiden før minimælk og jersey-mælk og økologi og fuldkorn. Og så lyttede jeg til musik på min walkman. Mest “Max og Antonette” eller Vesterbros Ungdomskor. Eller Smølferne. Eller det der bånd jeg havde med Bonbon-land-sange. Min far overspillede engang Michael Jackson til mig, og det var magisk. Begyndelsen på en livslang kærlighed. Søndag? Den blev brugt med Krone Taxa og banankage eller citronfromage.

Sådan ca. var mine 90’erne. Hvordan var jeres?

 

81 kommentarer
  1. Nøøøøj, that brought me down memory lane 🙂

    Min morgen startede med ‘Denver – the friendly dinosaur’ på Kanal 4 og i stedet for popcorn om eftermiddagen blev der spist toast og drukket Mathilde kakaomælk. Far brændte cd-rommer til mig og jeg spillede Super MarioLand 2 på min grønne gameboy.

    Lørdag morgen bagte min mor croissant’er, dem fra dåse og var man heldig, så var de fyldt med lys pålægschokolade.

    Sikke heldige vi egentlig var, med sådan en dejlig barndom.

  2. Sådan cirka nøjagtig lige som din – jeg er nemlig også født 1989 og barn af 90’erne. Bare minus romkuglerne (dem kan jeg ikke fordrage) og bussen (jeg cyklede til og fra skole på min gul/orange Winther cykel med det der styr hvor der pegede to “horn” op) :o)

  3. Hahaha, SPOT ON!!!! Godt nok er jeg 8 år ældre end dig, men det lyder fuldstændig som min barndom, med nogle få justeringer, så det passer til vandkantsdanmark! SMUKT 😉

  4. Nej hold nu op – tak for denne walk down memory lane! Jeg kan se mig selv i nærmest det hele.

    Dog var popcorn byttet ud med en krydderbolle med havarti, gerne en tur i mikroovnen så osten smeltede. Hvis min søster og jeg rigtig skulle flotte os, ja så lavede vi da en omgang kagecreme, som vi spiste med to skeer (inden mor kom hjem fra arbejde selvfølgelig).

    Ps. “Er der rødt så betyder det vente, er der grønt så betyder det gå…”

  5. Haha.. Åh, hvor kan jeg nikke genkendende til mange ting. Jeg tror dog mine 90’ere havde langt mindre kage ?!? (og hvorfor så det? Jeg føler virkelig, at jeg er gået glip af noget)

    Min fars kollegas (store og seje) søn havde båndet Cotton Eye Joe i repeat – forside og bagside – på et kassettebånd til mig.. Boy was I in heaven!!

    Og 90’ernes Vienetta-is med Pistache? Mumms.. Man kan få Vienetta-is igen nu, en dog kune i vanille.. Vræl.

  6. Ha ha, åh hvor er det god læsning! Det beskriver også mine 90’ere ret godt, åh alle de herlige ting. En anden ting for mig er Nintendo 64, nøj hvor har jeg brugt meget tid på den, mest på Super Mario og Kirby 🙂

  7. Åh.. Max og Antonette! … elskede det! Husker også, at Børnenes trafikklub lavede et historiebånd, der hed Batmads..

  8. Bedste indlæg til dato! Det er da et woman-magasin værdigt!! Mine 90´ere var meget ligesom dine, så derfor var det mega sjovt at sidde og læse, der dukker pludselig en masse skønne minder op på hornhinden (eller i hvert fald et eller andet sted i hovedet).. Dog husker jeg også tydeligt den populære frisure med de to voks-befængte hårtotter, som man SKULLE have foran ansigtet, hvis man ville være sej! Og mavebluserne, jamen…. Det var jo bare så smart! og glimmer i hele femøren, når man skulle på sodavandsdiskotek… Jeg elskede, at der blev råbt ud på gaden, når der var mad. og Jeg elskede at man som barn legede kryds-krone, ding-dong-dørfis og andet udendørs….. Nu bliver det lidt tørt javel, men i dag leger børn indendørs med deres iPhone og iPad – det er sguda synd!! Det var fedt at spille rundbold og komme sulten hjem om aftenen og slappe af til noget løvernes konge eller mulan 🙂

  9. Max og Antonette, tjek
    Romkugler (som altså hedder trøfler i Århus), tjek
    “10 01”, tjek
    Tupperware, tjek
    Jenka, tjek
    Jeva, Tjek
    Og mange flere. Jeg var dog mere på Gameboy end på diskettespil, men jeg kan tydeligt huske, at min mor tildelte mig 12 minutter på internettet, og at jeg brugte dem på absolut ingenting, for hvad kunne man egentlig lave?
    Åh, jeg bliver helt nostalgisk.
    Busstopstederne var forresten meget hyggeligere dengang. Måske fordi man ikke forstod alle de ubehageligheder, der stod på dem?

    http://www.skriftli.blogspot.dk

  10. Det sætter alligevel de store (…) 4 års aldersforskel lidt i perspektiv, at du husker 90’erne fuldstændig lige som jeg gør. Der er åbenbart ikke den store forskel på om man er 7 eller 11 når bare man har Harley Davidsson gamacher – eller 10 eller 14 når der kommer Bæv’ i fjerneren.:oD
    Bort set fra at busstoppestederne i København altså ikke var de der seje kupler, men grønne, gamle, faldefærdige kasser med bænker af træ som var så flosset at det nok havde været rarere at sidde på nåle!

    Men det er rart at kunne føle sig som en fra ’89 – så er jeg da blevet SÅ gammel endnu…;o)

  11. HELT VILDT hyggelig post! Og fantastisk med Max og Antonette, da min kæreste og jeg for tiden altid går rundt og synger “så ser vi sådan til den ene side, og så ser vi sådan til den anden side…” eller “jeg er det grønne, grimme, grumsede, fine, fjolle-fjumsede Gurbeldyr”.

  12. “TILLYKKE” det råbte vi altid i min barndom når man sagde noget på samme tid, havde det samme tøj på og ellers bare matchede generelt, og nu må jeg altså lige give et ’tillykke’ til dig – for du har beskrevet præcis som min barndom var!

    Max og Antonne var the bomb på vores bilferier og kan tydeligt huske min fars computer der ‘ringede op’ (det forstod jeg aldrig helt hvordan fungerede den gang) og hvis man kom til at tage telefonen mens hans sad på nettet – oui der blev råbt 😉

  13. Guuuud, hvor er det spot-on! Og hvor kan du huske mange af de gode ting 😉 Jeg er selv fra ’88, men husker jo også kun de gode 90’er. Jeg kan huske at jeg på et tidspunkt i 10-års alderen fik en CD-afspiller, der kunne have tre CD’er i på samme tid! Viiiildt! Og det bedste var, at have tomme kasettebånd, så når man hørte en fed sang på NRJ eller The Voice, så kunne man optage den – og høre sangene om og om igen. Det var før iTunes, musik streaming og alt det andet.. Jeg savner ‘Hænderne Fulde’ 🙂

  14. Åhhhhh… Jeg bliver helt nostalgisk! Det lyder fuldstændig som min barndom! 😉

    Jeg så også 90210 sammen med min (9 år ældre) teenage søster – en ivrig fan som samlede på ALT med beverly – håndklæder, plakater, billeder fra tyggegummi pakker osv. Og da jeg hverken kunne læse underteksterne eller forstå engelsk, sad jeg trofast ved siden af og sagde “Hva’ siger de? Søster hva’ siger de?!”. Først efter 5 laaaaange minutter fik jeg et kort referat! 😉
    90’erne var også tiden hvor jeg så DET LILLE HUS PÅ PRÆRIEN – og drømte om at blive gift med Laura Ingells bror Albert – what a snack!
    Også havde jeg springvandshår og dansede til spice girls – “date”-deo’en blev brugt som mikofon!

    Fredag aften blev brugt foran fjernsynet hvor jeg så “husk lige tansbørsten” og blinkede med lyset!

  15. I de tidlige 90ere vågnede jeg til Rasmus Radiomus i mine forældres seng. Han kom ud igennem deres grå clock radio, som stod på deres flettede træsengebord. Ikke noget Ikea eller skandinavisk minimalisme. Væggene var gule, gardinerne blomstrede og sengetøjet matchede med dets rød-orange nuancer.

    På min første skoledag i starten af august 1995 var jeg iført lyserød kjole med blomster, grydepage og mørkelilla Jeva-skoletaske. Den hvor der var et separat rum til madpakken, og den hvor man kunne klipse sin gymnastiktaske fast.

    Jeg blev kørt i skole i min fars Range Rover, som vist nok ikke var så god for miljøet. Når jeg blev hentet fra passeren var klokken 16.30. Men det var uden en mor med dårlig samvittighed, som prøvede at bortforklare den sene hentning overfor de andre forældre og pægagogerne. Dengang var det okay at blive hentet senere end klokken 15.

    Vi drak sødmælk, som så senere blev til letmælk. Hver morgen blev der serveret franskbrød – uden kerner – og hvis man var heldig var der også Guldkorn. Om aftenen spiste vi bøffer med sovs, kylling med sovs eller karbonader med sovs.

    Vi havde ikke computer før vi nærmede os år 2000. Og vi havde ikke internet før vi flyttede engang i 2004. Så jeg voksede op uden computer og internet. Min far havde en mobiltelefon med antenne, og jeg syntes den var ret sej. Han brugte den bare aldrig rigtigt, for det var noget med at signalet alligevel altid var dårligt. Så vi brugte bare fastnet. Og jeg kunne en masse telefonnumre i hovedet – det blev jeg jo nødt til, for vi havde ikke automatisk opkald.

    Jeg sprang ind i år 2000 iført hårmascara, pandehårstotter og trompetbukser. Min veninde Ida og jeg havde klippet konfetti det meste af 1999.

  16. Jeg kommentere normalt aldrig indlæg på forskellige blogs, selvom jeg følger dem, men hold nu op et fantastisk indlæg. Er selv barn af 90’erne og kan kun nikke genkendende til alt det. Virkelig velskrevet. Måtte lige kommentere det, da jeg blev helt fascineret af det. Har allerede læst det et par gange, for hvor det dog passer godt det hele!

  17. Hov hov hov, du!
    Første omgang af Beverly blev sendt om aftenen – torsdag, tror jeg det var – og kun ET afsnit om ugen!
    Det lå i øvrigt samtidig som “Landsbyen” på DR1, så det var jo egentlig lidt træls at man sådan skulle vælge.

    Det var først senere i 90’erne at vi fik Beverly hver dag kl 16:15 (med mindre der var terrorangreb, skolefodbold-finale eller lignende katastrofer).

  18. Det er simpelthen det skønneste indlæg længe. Jeg blev helt nostalgisk af at læse det, og du har lige bidraget med en masse minder jeg helt havde glemt – Max og Antonette – hvor er du god! Mine 90’ere har ca. været det samme. Jeg må dog tilføje spice girls kort og min passion for kinesiste tegn og røgelsespinde (tror nok jeg blev inspireret af Krummes storesøster) haha. Og det med fonduen – det var SÅ meget en festdag når den kom frem! Tak for en god blog, Cathrine 🙂

  19. Skøn læsning. Men din barndom minder altså skræmmende meget om min. Jeg er født i ’88, og med ganske få ændringer kunne jeg have skrevet samme beretning; jeg kunne nemlig ikke lide romkugler, og mine forældre kørte Citroën og den slags små detaljer… 🙂

  20. Du beskriver jo ethvert start-90’er barns liv, hvor er det fantastisk! Og hvor savner man bare dengang!
    Hvad blev der egentlig af de ostehapser? Og EDB-undervisningen? Og Hubba Bubba og citronmånen? Og TAXA, fantastisk serie! Og Beverly, my all time favorite! Har set den hundrede gange, og den er jo lige god hver gang! Kæft hvor de gør det godt!

  21. Fantastisk indlæg!
    Selv er jeg direkte barn af 90’erne, men mixer nok meget med start 00’erne. Jeg husker også Max og Antonette på walkman’en eller den multifarvede båndoptager med mikrofon. Jeg drak også sødmælk og spiste hvide rundstykker og guldkorn, når det skulle være festligt! Jeg gik i mønstrede gamachebukser med matchende mavetop eller sweater og fik flettet perler i håret. Lørdag morgen før alle andre var oppe, listede jeg ind i stuen og satte SELV Disney’s Skønheden & Udyret på vhs’en, og når jeg var hos farmor, var det helst Bernard og Bianca eller Mary Poppins. Hvert rum i vores hus havde sin egen farve på væggene og mit var knaldgult! Vi stod på rulleskøjter i naboernes maskinhus eller legede prinsesser på flugt op og ned ad grusvejen. OG min hor havde et hjemmesolarie over sengen i soveværelset!

  22. Savner barndommen i 90’erne! Det eneste der mangler for, at ovenstående kunne være mit liv,er at hver fredag

  23. kr. for så at drøne ned i bladkiosken på min gul/orange cykel og købe et Bravo-blad på tysk (jeg fattede intet) men klippede alt ud med BSB og Spice girls!!

  24. noget nær det samme!:-) sådan skulle ostehapserne være ja!:-) istedet for popcorn var jeg i fakta og købe 1 ltr flødeis (puttede halvdelen i fryseren – og hentede den da jeg var færdig med den første halve). Dengang fik jeg altid kartofler med sovs! og hvidt franskbrød fra bageren hver lørdag og søndag med nutella, makrelsalat med mayo eller leverhakker med agurk + tebirkes 🙂 kage og slik var der næsten hver dag og hos min mormor var det der også sammen med cola og milkshakes til morgenmad.. ååh.. og min mor skar altid mine rugbrødsmader ud i hjerter og stjerner 🙂 og vi fik altid lov at slikke skål og piskeris ved kagebagning, uden frygt for salmonella (jeg gør det stadig).. 90érne var et dejligt og MEGET usundt årti 🙂

  25. Dejligt indlæg 🙂
    På trods af, at jeg “kun” er fra ’88 havde jeg glemt flere af tingene, hvor er det det skønt at blive mindet om sin barndom!
    Harley Davidson gamacher, mavebluse og hårmascara var så meget mig!

  26. Åh, hvor godt Cathrine! Vi er fra samme år og mine 90’er var præcis som disse. Ofte så jeg krummerne eller far til fire (de rigtige, selvfølgelig) om søndagen iført gemacher og en stor strik helst med trolderik eller mickey mouse. Åh, de kære 90’er – man kan godt savne det nogle gange? 🙂

  27. Oh. My. God. Så mange minder! Jeg elskede ALT fra Børnenes Trafikklub, især Max og Antonette og Batmads!

    Jeg brugte meget tid på at lave mix-tapes. Du ved, så sad man med sin ghettoblaster og ventede på, at der kom en god sang i radioen, og så trykkede man play- og record-knappen ind samtidig. Dengang var der ingen, der brokkede sig over, at det var tyveri! Og gik der båndsalat i den, så måtte man i gang med en blyant eller lillefingeren…

    I øvrigt var Shake klart det bedste tyggegummi! I dag er de skrumpet til halv størrelse, og det får man eddermame ikke mange bobler ud af.

    …Og så må man altså ikke glemme Dawsons Creek. Se, dét var moderne!

  28. Næsten lige som du beskriver din! FEDT indlæg 🙂 Der var bare mange flere ting dengang der var ens for alle end der er i dag.

  29. HAHA GENIALT INDLÆG! 😀
    Er født i 93 og kan også nikke genkendende til mange af tingene! 😀 Især med maden, mor til aerobic, de RIGTIG ostehapsere, og det med kristendom! Jeg husker faktisk at jeg dengang diskuterede heftigt med mine klassekammerater og min lærer om ikke vi burde kalde det religion! Jeg syntes det var så etnocentrisk kun at undervise i kristendom – særligt når vi havde en muslim i klassen (og nej, dengang kendte jeg selvfølgelig ikke ordet etnocentrisk – der syntes jeg bare det var tarveligt at holde nogen uden for!)

  30. Jeg er født i 91 og derfor liiiiige et par år yngre end dig – men mine 90’ere så næsten præcis sådan ud! Tak for en tur down memory lane 🙂

  31. HAHAHA! Fantastisk godt indlæg – læste det med et kæmpe smil på læben! Jeg er selv årgang 90 og kunne nikke genkende til stort set det hele. Hvor er det sjovt, elsker at være barn af 90’erne! 😀 Men troede faktisk kun det var mig, der hørte kassettebånd med Max og Antonette – var det noget om at færdes rigtigt i trafikken??

  32. Hahaha! ELSKER det her indlæg 🙂
    For hver linje ville jeg kommentere, men der er ikke andet at sige end: det er jo mig du skriver om! Barn af90’erne it is…
    Især smilede jeg over Max og Antonette (og bon bon sangene), hilsen på servietten, Urge og fritidshjemshittet ‘jill of the jungle’
    TAK for reminderen 😀

  33. Haha! Præcis ligesom dine 90’ere. Jeg er også fra 89’er, men det årti kan jeg ikke huske særlig meget fra, men jeg kan til gengæld nikke genkendende og grinende til ALT det du skriver 😉

  34. Det er jo helt helt fantastisk at læse – jeg kan nikke genkendende til det meste! Fantastisk at få genopfrisket 🙂

  35. Sååååå fedt indlæg! Sidder med smil op over begge ører, klapper i mind små hænder og nikker genkendende med!
    Du skriver så fantastisk! 🙂 Tak for altid dejlig læsning! <3

  36. Min barndom var så tæt på at være den samme, som din. Dog havde vi ikke noget internet (det fik vi først da jeg kom i 2.g. i begyndelsen af 00’erne), så det kunne jeg kun komme påmhjemme hos min bedste veninde eller i skolen eller på klubben. Jeg hørte også Max og Antonette og drak Urge når det en sjælden gang blev købt ind. Jeg forstiller mig nogen gange hvordan mine børn vil kigge mistroisk på mig når jeg en dag fortæller at jeg hverken havde internet eller mobil da jeg var barn.

    Og tillykke med fastansættlsen. Jeg stresser selv med nyansættelse, job nr 2 og skole, så det er rart at hører at jeg ikke er alene, selvom jeg også er glad for at lave noget som jeg synes er spændene 🙂

  37. MAX OG ANTONETTE! Gud, dem havde jeg helt glemt. Fandt lige et klip på Youtube. Nostalgi! Og Ostehaps? Den der grønne strip man lige skulle rive af og så ellers rive det sidste ud med tænderne. Det blev ikke meget bedre.
    Jeg husker især 90’erne for min walkman hvor de forskellige bånd havde en lille bog til, så man kunne læse med. Jeg havde en gul kasse hvor alle mine bånd kunne være i. Har været på utallige bilferier til Frankrig med dén kasse som min bedste ven.

  38. Haha… som en af dem der var barn af 80’erne og teenager i 90’erne – okay der lød jeg møggammel.
    Anyway. Modem åh.. klassikeren, de grå bobbelskure (dem havde vi også på nordfyn), blæverly.

    Der var også plateauskoene, underkjole/nederdel over bukserne kombo.
    Doc Marteen var også frygteligt populær som andendagsskoene især herude i min del af provinsen.

  39. Shit vi har levet ens i vores “unge dage”. Især det med at ta hjem efter skole og se Hænderne fulde, Kaos i familien og Rap fyr i LA 🙂 Total yndlingsserier!!
    Og det med at computeren sagde “duuu-di-duuuu-di-duuuuu” når man skulle på nettet. Brugte dog mest computeren til at spille Barbie modeshow eller the sims 🙂

  40. Jeg brugte mine 90’ere på at se samtlige af disse ting i fjernsynet: http://www.youtube.com/watch?feature=player_embedded&v=PZP4xGI5Bbw

    og så spillede jeg Commander Keen på mine forældres computer: http://eventy.spilleland.com/commander-keen-spil.html, sammen med min storebror.

    Det kan virkelig anbefales at finde gamle computerspil og spille til forelæsninger, wow det er helt fantastisk at gå i barndom på den måde. Og så var spillene jo mildest talt geniale!

  41. Jeg er godt nok fra 92 men iiiiihhh hvor kan jeg genkende mange af tingene – specielt savner jeg (Jep de bliver stadig spist indimellem) de ‘rigtige’ ostehapser, de var bare bedre og mere rigtige!!
    Det fantastiske internet. Der ganske rigtigt larmede sådan på den der uuuuh jeg skal på internettet måde og telefonen virkede ikke imens.
    Det var tider !!

  42. Omg. Jeg sidder i bussen og griner for mig selv. Jeg kunne ikke ha beskrevet det bedre selv! Lyst toastbrød og romkugler om eftermiddagen osv. Var dog stærkt glad for Cartoon Network. Og hver fredag fik jeg en 20’er med, som jeg ku veksle til de der seje madkuponer – og så var det klart frikadellesandwichen eller cup noodle. Det var seriøst godt. Og så lige en mælkesnitte med hjemmefra til om formiddagen. Overraskende jeg ikke var blevet tyk! Good times. Gid man ku gå tilbage i tid! Nogle gange er alt det her sundhedsvanvid liiiiiidt for meget. Får det næsten dårligt over bare at købe en enkelt kage til mig selv!

  43. Hahahaha, selv om jeg er fra 82 rammer du plet der! Vi samlede flasker for at købe Hubbabubba og lyttede til den første Absolute Music opsamling, det var bare det fedeste… Og Hænderne Fulde var SERIEN! Det var et stort øjeblik for mig da jeg så husene fra serien i San Francisco for et par år siden! 😉

  44. Nostalgi-trip 4 the win! Jeg er født i 90, og elsker din tur gennem memorie lane 😀
    Jeg hørte Bubber på båndoptageren, legede med Barbie, gik i smækbukser og t-shirts med Disney-print, så Krumme på VHS og senere Beverly i TV hvor Dylan Mckay var det store hit , spiste raclette og hvidløgsflutes hvert Nytår, samlede på Backstreet Boys-kort, beundrede konfirmanternes Buffaloes og mavekæder, som jeg var for ung til, var til Danny Kool koncert og havde trendy kobolt blå, lava lamper lamper og svampemalet orange på børneværelset.
    En skøn tid!

    Var med til 90’er fest sidste år, 90’er hits, veluordug, blå isbjørn-drinks, Beverly quiz og ufolamper over alt. Kæft det var sjovt.

    – Anne

  45. Og jeg som troede jeg var den eneste der kendte til Max og Antonette og det “grønne, grimme, grumsede, fine, fjollede, fjumsede gurbeldyr 😀

  46. Hold da op hvor spiste man bare meget dengang!! Jeg hapsede altid en hvid oste toast efter skole, og da toastmaskinen gik istykker, kunne den da bare komme i micro’en – det galt jo kun om at få smeltet ost! Jeg kunne godt bruge 10 min på, at kigge på pauseskærmen på den fine pc, det var en mand der boede på en øde ø, og han fandt på mange mærkelige ting. Når jeg skulle til håndbold, var det på mountainbike med kohorn, om vinteren var det med bussen. Månedskortet var rødt, og en enkelt børnebillet kostede 5 kr. Åhh det var tider 🙂

  47. Nostalgi når det er bedst! Husker ikke, at der nogensinde før er nogen, der har sendt mig tilbage til lige netop det årti (til alle andre årtier, ja, men aldrig 90’erne).
    Nikker genkendende til mange ting, men jeg husker også de år før – grunge, både musik og tøjstil, Nintendo og Super Mario,gamacher og spencere, leg på gaden med kvarterets børn, dåseput, antonius og en masse andet aktivt. Træningssæt helst i skrigende addidas farver var også et hit en overgang. Nå ja, så var der også TV3, som var vældig eksotisk, men som var en del af vores tv-pakke. Til gengæld havde vi ikke internet før omkring årtusindeskiftet. Elevatoren med Ole Steffensen og Hugo var fast fredagstradition. Og man kun selv blande slik ved den lokale kiosk – for 25 øre af den, 50 øre af dem, 1 krone af dem osv. En hel bolchestribet pose slik kunne det blive til for bare 5 kr.

  48. Buffalos – altid Buffalos!!
    Jeg have både fake – som jeg selv malede hvide inde i det dersens mønster med slettelak, og så fik jeg snoet min far til at købe et par til mig! Sorte all tha waay – de var toppen og nøj drengene (??!) var misundelige..
    Krumme ser jeg stadig med glæde – især den hvor tyvene holder føllesdag for Lukas Graham og Jarlen siger “en grave, en grave..”..

  49. SPOT ON!!!!!!!

    Blev helt varm og glad om hjertet

    Kæft vi havde det godt dengang i 90’erne.

    Ha en dejlig weekend

  50. …Snurresnops Søndagsklub hver søndag kl 10 med morgenmad fra bageren – en dele chokoladebolle med min søster hvis vi var heldige!
    …Gamacher, matchende søster-tøj (hvilket min søster hadede men jeg elskede som lillesøster) og rottehaler!
    …Disney sjov med hyggeguf hver fredag aften! Købt i en slikbutik hvor man kunne vælge for 25 øre labrelarver og for 50 øre vingummibamser.
    …Skoletasker og penalhuse med ekstra hemmelige rum, og sedler der gik frem og tilbage mellem en selv og bedste veninde i timen for at finde ud af om man skulle lege sammen efter skolen.
    …Kassettebånd med smølferne, Ace of Base og Bøllebob som man dansede til på værelse eller hørte mens der blev leget med Barbie (og ikke de forfærdelige Bratz som findes idag)!

    Og meget meget mere…

  51. I øvrigt startede 90210 på dansk tv i 92 – jeg var 10 år da 🙂 Du har næppe set det som 3 årig 😛

    Det var torsdag aften kl 20 det kom… Nogen sæsoner var vidst mandag 🙂

  52. Beverly kom om aftenen – kl 20 – i hele første gang det blev sendt!
    Og startede i 92 så det er vel næppe da du har set det 😛

  53. Åh gud, du beskriver jo næsten min barndom! Gamacher, tjek! Hårmascara, tjek! No doubt, tjek! Spegepølse med remo og ristede løg, tjek! EDB-undervisning(og vores helt egen diskette!), tjek! Hubbabubba og Jenka(helst dem med det lyserøde/blå-indpakningspapir), tjek! De runde busskur, tjek! Jeva og senere Eastpack-skoletaske, tjek! Hænderne Fulde og Viva, tjek! Fastnet-telefon (med et klistermærke hvor der stor 112), tjek! Computer og internet man ikek vidste hvad man skulle gøre med, tjek! Hit med sangen og Den store klassefest, tjek! Max og Antoinette, tjek!
    Åh, 90’erne, sikken barndom!

    Knus fra Marie
    http://www.nemesisbabe.dk

  54. Åh ha. Jeg mindes i en alder af 3 år – vi snakker 1997, at stå ved siden af og se mine ældre søskende spille Lion King- og Alladinspil på disketter, og senere farligt syntetisk sodavand – prinsesse (lyserød) og Batman (blå) og sodavandsis, der sang på tungen eller havde små vingummiinsekter i sig – Timon og Pumba is 😉 Og så husker jeg små bubble gum-pakker til 25 øre. Enten de sorte lakrids med et bor udenpå, de blå med en isbjørn eller de lyserøde. Det var også dengang, at de små (i forhold til nutidens standart) Haribo-poser kostede 10 kroner – lige til en gang fredagsslik!
    Jeg kan ligesom fornemme, at min barndom har været meget centreret omkring slik. Haha 😀

  55. Du beskrev lige 85% af min barndom der! Haha. Jeg er så også lidt ældre, men hold nu op, hvor jeg genkender mange ting 😀

  56. Max og Antonette, det er det de hedder! Du har ingen idé om hvor langt tid jeg har ledt efter dem og hvor jeg bare ikke har kunne huske navnet på dem. Elskede det bånd som barn <3

  57. Fantastisk indlæg. Jeg synes du rammer plet på rigtig mange ting, specielt det med de anderledes madvaner 😉

  58. Jeg blev født i 1992, så jeg kan ikke huske meget, men jeg kan huske jeg legede rigtig meget med Barbie eller hinkede/tegnede med kridt/tegnede generelt :p Næsten hver dag hørte jeg det samme Barbie-kassettebånd, som jeg ikke kan huske hvad hed, men det var noget med en undulat, der sagde “Barbie er smuk, squawk” og jeg forsøgte at læse min fars Sølvpilen blade (aka. jeg kiggede billeder), som han havde gemt i en “bedroller” under sengen. Mit værelse var gult og jeg så Snurre Snups Søndagsklub, Disney Sjov, Motormus fra Mars, Batman (på svensk TV), Power Rangers og Rollingerne. Lige omkring årtusindeskiftet kan jeg også huske, at jeg ikke forstod hvorfor alle synes det var så specielt, alle nåede jo at se et årtusindeskifte… heraf forstået som at jeg mente der måtte være årtusindeskifte hvert 10. år ca. for jeg var jo født i begyndelsen af 90’erne og nu blev det 2000… Good times, good times <3

  59. Et af de bedste blog-indlæg jeg har læst NOGENSINDE!
    fuck hvor er du sød at høre på. lyder som om du har haft en fantastisk barndom 🙂 Kæmpe kram

  60. Hahaha, Godt skrevet! Du er fantastisk! Jeg er barn af 80’erne, men der er vist ikke den store forskel – jo måske på musikken 😉

  61. Haha! Hvor genialt! Totalt mange barndomsminder der kom der… de to totter ned i ansigtet, meget gerne med lidt hårmascara på, ja.. og maveblusen! haha! og så samlede jeg på de der to Spice Girls billeder man kunne samle i sådan nogle bøger, hold op hvor købte man sig fattig, for der var jo omtrendt syv kort man havde i forvejen hver gang man købte en ny pakke… og dyrene fra hakkebakke skoven eller hvad de nu hed… og er der nogen der kan huske den der MEGA gode tegneserie hed, med de dyr der måtte flytte fordi der skulle bygges i deres skov? Det var en ræv der var lederen, og så var der en ugle og en slange (tror jeg nok) og en grævling? som i øvrigt hed grævling… Den var bare så god!!

  62. Og slikkede på push-pops 🙂
    Og gik med knapbukser… Helst Adidas!
    Og så Fangerne på fortet… Med Thomas Mygind som vært!

  63. Skægt at læse, kunne næsten have været mig der havde skrevet det, jeg var tenager i 90’erne. Mine morgenner startede også med Rasmus Radiomus og så Godmorgen P3, hvor man kunne ønske en sang. jeg spiste mest knækbrød når jeg var sulten om eftermiddagen og så hørte jeg børneradio, vis ikke jeg var i fritidsklub hvor jeg tilbragte en hel del af min tid.

    Hver mandag så jeg Zig Zag som var mit ynglings program og om torsdagen så jeg Beverly Hills 90210.

    Fredag aften så jeg husk lige tandbørsten. Var ked af jeg ikke var 18 år så jeg kunne komme med og om søndagen så jeg ofte Snurre snup søndagsklub, selvom jeg nogle gange følte mig lidt gammel til programmet.

    Internet fik mine forældre først efter jeg var flytted, men de havde haft computer i mange år. jeg spillede nogle gange Hugo, Super Osval og Lemings.

Læg en kommentar