Status pt: Hus - ROCKPAPERDRESSES
Status pt: Hus

 photo lampe_9_zpsfe2bb002.jpg  photo lampe_4_zps77f940a4.jpg  photo lampe_5_zps0387e07d.jpg  photo lampe_2_zpsc9e8bc60.jpg  photo lampe_7_zps60064629.jpg  photo lampe_1_zps5b9e3ea8.jpg  photo lampe_10_zps940ac057.jpg  photo lampe_8_zpsd15637f3.jpg  photo lampe_6_zpsbfa771d9.jpg  photo lampe_3_zps8bb9d36d.jpg

Hvor mange billeder kan man egentlig vise af den samme lille dims? Mange. Især når mit hjerte banker hurtigere og hurtigere for hvert billede af bar forelskelse! Ja, jeg er et af de horrible mennesker, som kan forelske sig i døde, materielle ting. Og sådan er det! Kender I det, når man virkelig, virkelig, virkelig har drømt om noget længe? Og hver drøm er sluttet med “… men det er simpelthen for dyrt, det har du ikke råd til!”. Og nogle gange, nogle få gange i livet, så skal man bare tænke; “hul i det” (altså hvis remmene kan holde til det!). Så det gjorde jeg for nogle uger siden.

Jeg har længe haft et godt øje til Flos2097, som lampen hedder. Den er MEGET 80’er-agtig i sit design, især i originalen i krom. Men med den nye kobberversion var jeg helt solgt. Det var et dansk designteam, der fandt på at lave den i kobber og i temmelig begrænset oplag. Tohundrede stykker til hele verden. Jeg så den på nettet, da den udkom. Jeg så, hvordan den blev revet væk. Og så så jeg desværre også, at Anton Dam (en af mine yndlings-og-alt-for-dyre-møbelbutikker) havde den i vinduet. Efter at have gået forbi den et par gange, velvidende at den er udsolgt alle andre steder, gik jeg ind forbi på vej til Netto og spurgte, hvor mange de havde på lager. “Én i vinduet og én på lager”. Og så stod jeg der med fletninger i postkassen. Jeg så min sidste chance nogensinde for at få fat i lampen slippe ud mellem mine fingre. Og så bad jeg om den fra lageret. Gisp. Sikrede mig returret, for jeg måtte liiiige hjem og tjekke finanserne. Og så kom den med hjem. Så havde jeg ikke råd til en tur i Netto længere, haha! Det blev til et par rubbere på køkkenbordet, men ved siden af mig stod lampen.

Dagene gik, og jeg kom ligesom ikke retur. Det kan man jo ikke med sådan en skønhed. Og ærligt talt? Det er måske husets bedste køb. Min far blev ligeså forelsket, da han så den og skulle hænge den op. Nærmest hver gang, jeg har set ham siden, har han nævnt lampen, haha, og jeg har endda fået et: “Du er virkelig dygtig til at indrette”. Det betyder meget, når det kommer fra ham. Og jeg kunne egentlig heller ikke forestille mig en mere majestætisk, en smukkere, en mere velvalgt lampe ud til den hall. Der er seks-syv meter til loftet. En vild rummelighed. Og selv om det krævede næsten både min fars og mit liv at hænge den op; to mennesker på én vakkelvorn stige i seks meters højde, så er den det hele værd! Jeg glæder mig hver dag over den.

Ellers går det sgu ikke rigtig fremad her. Og min kæreste fik endda i går aftes sagt, at han var bange for, at lykken ikke var i huset. Eller først at han ikke orkede mere – og da jeg troede, at det var os, han ikke orkede mere, blev det starten på en meget mærkelig samtale. Men det var huset. Lykken er i os, men måske ikke i huset. At vi har haft for rosenrøde forventninger til, hvad det lille halve baghus skulle gøre for os. Det gjorde ret ondt i maven i de sene nattetimer. Han lød nærmest som om, han fortrød. Men jeg ved også, at det kommer sig af, at her på 4. uge ligner lort. At det gulv i stuen, som bare skulle have to gange maling, nu får sin fjerde i dag, og vores indflytning i rummet konstant rykkes. Og ud af vores 106 kvm, så er stuens 25 kvm det største rum, så gæstetoilet, køkken, gang – det er proppet til med flyttekasser, murerstøv. Åh hvor jeg håber, vi ikke knækker nakken på det her. Det skulle jo være så lykkeligt. Jeg kan ikke lade være med at tænke på de familier, der pga. skybrud, Seest-eksplosion osv. bliver genhuset i containere i flere måneder. Vi er trods alt kun på 4. uge. Men det kan jo være mere end rigeligt, når overskudet er banket i bund.

Nu vil jeg gå ud i gangen og kigge lidt på min smukke lampe og glædes. Hav en dejlig tirsdag, her titter solen frem, endelig!

PS: Mine Eames-stole er sat til salg på DBA, vi sælger stykvis eller samlet, lidt afhængig af, hvor mange der er interesserede 🙂 I kan finde dem HER. Jo hurtigere solgt, jo bedre 🙂

25 kommentarer
  1. Woow, hvor er den flot. Godt køb 🙂 alle som jeg kender der har flyttet ind i stort eller småt har måttet sænke deres forventninger efter indflytning, fordi der ALTID opstår uforudsete ting. Men det gode er jo, at når man flyttet ind i et hus som jeres, så er det jo for altid. Og så gør 4 uger (eller måske flere måneder, gisp) ikke særlig meget, når I har hele resten af jeres liv i det hus 🙂 Kh og kærlige tanker http://ohmygown.dk

  2. Den lampe er simpelthen guddommelig smuk. Den skinner, stråler og er helt perfekt.. Og hold op hvor ser den FLOT og majestætisk ud til hallen! WOW! RIMELIG MISUNDELIG.. HEHE.. Tillykke med banditten. Gid jeg havde højt til loftet så jeg kunne hænge en “vulgær” lampe som kunne overstråle hjemmet.

    Ps.
    Jeg er sikker på i to nok skal finde ud af det hele, selv i støv og rod. Det kan føles som en evighed selvom det “kun” har taget 4 uger so far. Men trust me.. det bliver bedre! Lasse og jeg renoverede vores gamle lejlighed i Fiolstræde i hele 10 mdr. (den du bl.a. var ude og se) Aldrig i mit liv har jeg troede at så meget kunne gå galt, men alting gik jo fint alligevel. Hvis man kender hinanden godt, stoler på hinanden, giver hinanden plads og virkelig prøver at se de positive ting fremfor rod og støv, så skal alting nok gå. Tillad jer at “tage fri”, gå en tur og nyd hinanden, husk hinanden så det ikke KUN bliver rykken rundt, malle vægge, støvsuge, banke ned og op osv. For så kan man hurtigt gå død i det, og bliver alt for nemt irriteret på hinanden (over ingenting). Find de små men gode ting og fokuser på de små fremskridt – også selvom det går langsomt. Hellere gøre det godt og ordentligt første gang, selvom det tager tid – end lave noget sjuskearbejde man så måske skal lave om på et senere tidspunkt. Det kan virke som en langtrukken film, men slutningen plejer som regel at være smadder god alligevel.

    Pøj pøj med det hele!
    xx

  3. Kære Cathrine!
    Op med hovedet og næsen i sky! For det går jo fremad, og tænk på den lykke det er, når sidste nips har fundet sin plads, og I kan glide ned i sofaen med den mest velfortjente kaffe og bare nyde det!
    Jeg gjorde selv mit aller første boligkøb med kæresten i september. Det perfekte håndværkertilbud! Åh, det var så fedt at rive alt ned og ud! Her 6 måneder efter, er soveværelset det eneste færdige rum, og vi lever af takeaway, hvad man kan lave på to kogeplader, plastikservice så man undgår opvask på badeværelset og generelt bare støv støv støv. Nogle dage føles det uendeligt og som det værste projekt nogensinde! Men så husker man, at det hele er selvgjort, og så bliver man sgu stolt! Og lige dér sniger lykken sig ind, og det er det hele værd!
    Knus til dig kammerat (:

    ps. du kan se mere støv på instagram – annebirkkjaer

  4. Hvor er det bare en pæn lampe. Vi havde den på mit tidligere arbejde (i krom) og jeg var ærligt talt ikke fan – men nu fremstår den pludselig helt anderledes og virkelig pæn!

    Når i er kommet på plads i huset, vil i tænke tilbage på lige netop denne samtale med smil på læberne og sige; “hvordan kunne vi tænke sådan”. Det bliver helt sikkert fantastisk, når i er kommet på plads!

  5. Hvor er den bare sindssyg smuk, wow! Og sådan et rum skal bare have en smuk og dominerende lampe. Godt valg! Håber I kommer godt igennem flytningen, tænk på hvor fantastisk dejligt det bliver bagefter, og så vil I bare sidde og grine af, hvor hårdt I synes det var 🙂

  6. Den er jo perfekt den lampe!! Hvor meget måtte i ofre for den af penge? Jeg er sgu noget misundelig.

    Kan desuden godt forstå at det hele ser uoverskueligt ud med huset, men nogle gange må tingene gå lidt skidt før det kan blive godt igen – og så vil det være det hele værd i sidste ende! 🙂

  7. Åh, forstår det er noget af en hammer at få i hovedet. Men du har helt sikkert ret, det er nok fordi han er temmelig presset for tiden, og derfor muligvis mangler overskuddet til, at det ligner et rod derhjemme. Men det hele skal nok komme. Så snart I er på plads, er jeg sikker på, at hans lykke muligvis vil stige, når han ser hvordan huset bliver jeres faste (og ryddelige) rammer.
    Og lampen er smadder fin. Sikker på, at jeres hall er et særligt syn 🙂

  8. Min mand og jeg har sat to lejligheder i stand fra top til bund. Sværest var det da vores 97 kvm skulle laves. Jeg tænkte “vi er færdige til marts, intet problem. 3 mdr er rigeligt tid” wroooong! Bordpladen i køkkenet, var ikke limet ordentligt i vasken, så efter en rep der tog tre uger (det virkede ikke) og så vente 4 uger yderligere på en ny bordplade, var vi sat tilbage med 7 uger! Vi boede i det rod i 9 måneder. Værst var vores mindste værelse som bare var flyttekasser. Jeg hadede det værelse!
    Men det blev færdigt, vi elsker den lejlighed, men er samtidig også klar til at købe et hus, som skal have samme tur 🙂 så det hele skal nok gå, processen er bare ikke altid sjov 🙂

  9. Puha, jeg kender godt følelsen… Altså med miste overskuddet og næsten knække nakken på så stort et projekt.

    Vi købte vores helt fantastiske lejlighed sidst i 2012 og flyttede ind d. 1. december. Efter UTALLIGE decembermåneder med eksaminer eller specialeræs, så var jeg fast besluttet på at denne jul skulle være hyggelig og med julepynt i vores nye lejlighed. Lejligheden var heldigvis nyistandsat, så vi kom på rekordtid på plads i det nye hjem (og holdt sågar nytår i lejligheden), men gæsteværelset lignede noget der var løgn. Det endte virkelig med at være vores dårlige samvittighed, som var kilde til stress og dumme skænderier.
    Jeg havde brugt al min energi på at komme på plads inden jul, så min kæreste måtte til sidst tage over og hive os op med nakkehårene for at få styr på det sidste rum. 🙂

    Folk blev ved med at sige, at “det hele behøvede jo ikke at være klar på en måned”, men til sidst vil man altså bare gerne have noget der minde rom et rigtigt hjem 🙂

  10. Bare rolig, det skal nok blive bedre!
    Da jeg købte min første andelslejlighed helt selv i en alder af 20 år, som samtidig var det vildeste håndværker tilbud, må jeg indrømme at jeg også kneb en tåre eller to hist og her. For hold kæft hvor var det bare irriterende når gulvmalingen ikke lige gad tørre, der kom striber i malingen og alt det hejs. Men ved du hvad? Det var ligemeget når det kom til stykket, for efter jeg havde slebet, fjernet tapet, malet, osv. (you know the drill), og jeg stod med de færdige “områder” i lejligheden, så var jeg pissehamrende stolt fordi jeg vidste at jeg HELT selv havde formået at sætte det i stand og gøre det pænt. Når i er nået lidt længere i processen og bedre kan se nogle resultater, så skal i nok opdage at det er alt blodet, sveden og tårerne værd, og mere til! God dag – det kan det da næsten kun blive med sådan en smuk lampe! Orv. 😉

  11. Kære Cathrine
    Jeg er ked af at din kæreste og dig skal igennem denne rutchebane af følelser. Det er så sindsyg en proces I er gået i gang med. Jeg er næsten ovre på den anden side – og vi fik nøgler til drømmelejligheden i september.
    Det er trist at man ikke kan få lov til at bevare den fantastiske følelse man har når man skriver under og får nøgler. At de vildeste, mest bekræftende og lykkeskabende man kan gøre sammen som par, også er det der kan drive en længst ud til grænsen af hvad man evner. Både personligt og sammen (udover at få baby – vi gjorde så den fejl at rode os ud i begge på samme tid)
    Jeg håber inderligt at I snart kan se lyset for enden, og at lykkefølelsen bliver den dominerende. Men jeg håber også at I har en realistisk tilgang til hvor lang tid det tager at komme helt på plads, så I ikke knækker nakken.
    Håber dagens solskin vil gøre alting lysere.

  12. Sikke en smuk lampe. Den vil du glæde dig over resten af jeres tid i huset. Hvis jeg må komme med et tip til de lange arbejdsdage, så er det at låne nogle lydbånd på biblioteket. Det lyder måske mormor-agtigt, men det bliver lidt hyggeligere at male gulve/vægge/loft/karme og gøre rent, mens der bliver læst en god krimi eller roman højt for en. Jeg synes i hvert fald, det fungerer bedre end musik, fordi der er en udvikling i historien, og hvis den er rigtig god, så vil man gerne arbejde den time ekstra for at få et par kapitler mere af bogen 😉
    God tirsdag!
    Kh. Maria

  13. Kære Cathrine. Nøj hvor jeg kender det! Min kæreste står i lidt al la det samme, blot med en toværelses der først har et køkken nu efter fire (FIRE!) måneder uden.. Og nu mangler vi bare lige resten du ved.. Men det er også vores lille lykkested og det bliver så smukt og fint – nogle gange skal mange bare lige huske hinanden på det.. Stort knus og overskud til dig og din. Og tillykke med den smukke lampe! 🙂

  14. Årh kender den følelse alt for godt. Købte hus med min mand i efteråret 2012 og boede i kælderen de første 3-4 måneder….mega nederen når man har lagt flere millioner for et hus! Vi lavede næsten alt selv – væltede vægge, fjernede 60 års gammelt tapet, malede lofter, satte køkken op osv osv, men da vi skulle sætte nyt tapet op lykkedes det os kun at sætte en enkelt bane op før vi blev enige om at en håndværker til at gøre arbejdet færdigt nok var billigere end en skilsmisse! Heldigvis blev vi færdige (bortset fra alle de småting som vist altid trænger til at blive fixet i et gammelt hus) og vi er så stolte af resultatet. Selvom der var masser af nedture og tudeture under vejs, var det det hele værd.
    Held og lykke med projektet

  15. Årh, det var da rigtig ærgerligt, at din kæreste er nået den mentalitet. Det er jo fuldt forståeligt – 4 uger er lang tid at være midt imellem et hjem: Ikke helt inde, ikke helt ude. Men jeg kan til gengæld fortælle dig, at din lampe er SKØN, og at alle de andre små dele, vi har fået lov til at se indtil videre, er mindst lige så skønne. Det skal nok blive rigtig godt! 🙂

  16. Åhh.. Lampe, lampe, trappe, lampe, FRIDA!
    Når jeg nu er færdig med at fangirle over din dejlige hundebasse, så får du (eller nok mere din kæreste) lige et par beroligende ord med på vejen;
    Der er gået 4 uger, og selv hvis I havde fået klargjort det allerede, så ville det stadig ikke være underligt ikke at kunne finde lykken i det foreløbigt. Man køber ikke et hjem. Et hjem er noget man bygger op over længere tid. Et sted man skaber masser af dejlige minder i.
    Så jeg synes godt at du kan bede herren om at slappe helt af og nyde at sætte jeres sted op, præcis som I vil have det 🙂
    Og… jeg misunder dig den lampe SÅ meget! Den er faa’me lækker.

    Kh

  17. Oh, jeg kender det så forfærdeligt godt. Min kæreste og jeg fik ny lejlighed i sep.2013 og der skulle alt laves – nogenlunde. Jeg gik i optimistisk i krig og tænkte at den her lejl. sku jeg nok kringle. Men nu aaaalt for mange månederne er vi stadig ikke færdige. Altså, vi bor her og alle flyttekasser er tømt, men jeg magter slet ikke alt det sjove med indretning og nusse det sidste færdigt. Tror jeg brugte alle mine kræfter på at pudse, slibe og male og blev overrasket over byrden. Håber snart jeg får genereret ny energi til at fikse det sidste og få detaljerne på plads. Glæder mig til at se mere fra jeres hus, det skal nok blive så fint… og lykkeligt selvfølgelig 😉

  18. Alle der har været igennem et rigtigt gør-det-selv projekt har fortrudt mindst én gang. Sådan er det bare.. ellers har man ikke været vild nok;) Det er lort mens det står på, men målet er som regel indsatsen værd. Husker specielt de tre dage, jeg havde et hul på størrelse på 40 cm i diameter ned til underboens badeværelse. Jeg var sikker på, at hele lejligheden ville falde igennem loftet.

  19. Noget helt, helt andet. Jeg har lige set din video nu, da jeg har været på ferie, men jeg ville lige knytte en kommentar. Jeg husker, at du i starten ind i mellem også delte musikindlæg. Jeg ved du sidder i radioen hele tiden, men jeg tænker, at det var en “hurtig” måde at knytte dine to jobs lidt tættere og kunne drage fordel af dit job som radiovært (og give os nogle af dine guldkorn på skrift) Nu følger jeg Smag på facebook og der bliver også ind i mellem lagt små sjove videoer op ligesom du gjorde førhen. Jeg savner i hvert fald lidt fritids Cathrine, der delte musik, film og tv-serie indlæg, men din primære fritidsinteresse er vel også for tiden flytning 🙂 Tak for god læsning i øvrigt

  20. Søde Cathrine – smadder fine billeder. Og du har ret, den lampe passer bare perfekt ind!
    Men jeg kan godt forstå at det trækker tænder ud at flytte i hus. Men jeg synes også det lyder som om i har meget travlt, og meget mere end nødvendigt. Som om i (du, måske?) vil det hele på en gang. Det er jo okay at tingene tager tid, så indretter man sig efter det, for man kan jo ikke være noget ved det alligevel. At det hele ikke ser perfekt ud fra start er jo OK, i har begge mega travlt med job osv. kan jeg forstå, og der er jo ikke nogen der tænker dårligere om jer bare fordi at i ikke er total på plads endnu. Så tag den med ro, tag en kæreste-slapper dag istedet for at suse rundt og indrette og ordne. Husk hinanden i den travle tid og husk at slappe af, så i får en god oplevelse og start med det nye hus!
    Stort knus og cyber-overskud til dig!

  21. Tillykke med lampen – og nøj, hvor har trappen fine detaljer! 🙂

    Ikke for at lyde bedrevidende, men tag tingene som de kommer. Renoveringer tager tid. Jo mere man stresser og presser på for at blive færdig, jo hårdere føles det.

    Jeg og kæresten har renoveret 2 lejligheder helt fra bunden, inkl. nyt køkken og badeværelse. Og begge har taget 1 år at blive helt færdige med. Sideløbende med studie og job. Det tager tid. Min kæreste er endda tømrer. Og husk nu at give jer tid til at bare flade ud på sofaen og lave intet. Bare lad rod og støv være rod og støv. Det render ingen steder. Og I skal nok blive færdige før eller siden. I kommer til at elske det endelige resultat uanset hvor hurtige eller langsomme I har været om det 🙂

    JA! Det er en pest at bo i rod og flyttekasser, men når man tager et rum af gangen og ser det færdige resultat; det er simpelthen det hele værd 🙂

  22. Jeg tænker i skal tage den med ro og ikke stresse over at blive færdig færdig færdig. Én ting ad gangen ét rum ad gangen. Jeg tænker også små oaser i huset der giver ro og ‘stressfrit område’. Og så tænker jeg sikke en flot lampe!

    Knus

  23. Jeg ELSKER din lampe! Det er så sjovt, jeg har i 9 måneder set på denne lampe i den bygning der ligger overfor mit kontor og hver dag tænkt “hold fast, hvor er den lampe smuk”. Jeg anede ikke hvad det var for en, men nu er mysteriet løst, så tusind tak 🙂 tak for en fantastisk blog og for at indvie os i dine tanker og dit liv. Din blog har virkelig et indhold, der får mig til at tænke over de små ting her i livet, som man skal huske at værdsætte – TAK.

Læg en kommentar