Fra pind til kvind' - ROCKPAPERDRESSES
Fra pind til kvind’

 photo cathrine99_zps87b551ef.jpg

(en lille pind, men tjek lige min Bjørn Borg plateau-skum-flops – mit ALLERførste mærkevarekøb, de kostede vist 299 og det var en FORMUE! Købt i gågaden i Fredensborg)

Lam overskrift, hahaha! I know, jeg var lige mør til sidst!

Nårh men den der selvtillid.

Først og fremmest skulle I tage at få jer en blog, for det er som at have sit helt eget heppekor, der kun vil én det godt, og som kommer med gode idéer og hjertevarme Det kan anbefales, det er guld værd. TUSINDE TAK for jeres sød ord, ikke at jeg bad om komplimenter – de er nu altid velkomne – men mest tak for jeres samtykke, jeres egne tanker og oplevelser. Den der dårlige-selvtilids-periode-ting går vist igen.

Dernæst. Jeg betragter mig egentlig som en ganske almindeligt sund og fornuftig kvinde. Jeg har et ret stærkt sind, som kan psyke mig selv til meget. Når jeg er trist og har regnvejrsdage, så er jeg rimelig god til at se på den lyse side og tvinge skyerne til at dele sig. Jeg er rigtig god til at være mit eget heppehold og lave mentale slagsange. Men jeg er altså inde i en kamp, der kræver lidt mere end bare det sædvanlige gode sind.

Da jeg var yngre, for 10-13 år siden, var jeg ret kropsbesat. En daværende veninde og jeg besluttede os for, at vi ville have en spiseforstyrrelse og stoppede med at spise. Fuldstændig sindssygt ? men vi var trods alt ikke ældre en 12, 13 år. Hvor vi fik idéen fra, ved jeg egentlig ikke. Men jeg husker det som ganske meget oppe i medierne. Det holdt i øvrigt ca. halvanden dag, indtil jeg fik penge med til kantinemærker ? man var C.O.O.L, når man måtte købe kantinemad og at være cool vejede trods alt tungere i min bog end at være tynd. HELDIGVIS. Jeg har altid været ganske tynd (billederne fandt jeg i mit lille arkiv, jeg var vist en 10-11 år, en pind!), og som barn har jeg været på flødekur (tak far, bedste sommer i mit liv!), jeg var til ugentlig vejning hos sundhedsplejersken på skolen. Jeg var 174 cm i fjerde klasse, og vejede de samme 45 kg indtil 1. g. Nu ti år efter vejer jeg godt ti kg mere, og det har også været ret stabilt i nogle år.

Min krops vægt egentlig ikke det store problem. Kilomæssigt er jeg i fin stand, haha! Men det er klart at kroppen ændrer sig, og for en der aldrig har skulle gøre noget for at være slank (heldige satan, I know). Det er måske det eneste ved at blive ældre, som jeg ikke synes er SÅ fedt. Appelsinhud. Slaske lår. Tigerstriber, okay kald det nu bare strækmærker for faen! Jeg går bare og venter på, at jeg får hekseskæg ligesom ældre damer.

Vi bliver alle sammen ældre, der skal mere arbejde til at få kroppen til at holde sig vandret og ikke søge sydpå. Det er fint. Men jeg synes, der er et VANVTTIGT fokus på sundhed. Er det kun mig? Jeg ved godt, at sundt er godt og alt det der. Men jeg synes, det stresser helt vildt. Hvis ikke der er børn på insta-feeden, så er der hjemmelavet juice på brændenælder, ingefær og ukrudt. Og hvis jeg kigger på min ?popular posts? på Bloglovin, så er overskrifterne i toppen, som de mest populære: ?Spis dig sund?, ?White chocolate chunk raspberry proteinbar?, ?Sculpt Sexy Shoulders For Tank Top Time?, ?Grill a Healthier Turkey Burger at Your Summer BBQ?, “Mandler og vægttab”, ?5KM? (Kenza har været ude og løbe).

Jeg ved det; det er kanon inspiration for nogen! Og for mange er det sikkert ganske motiverende! Men jeg bliver stresset. Jeg får dårlig samvittighed over, hvor meget mere jeg burde gøre, det bliver en kæp over nakken. Jeg får trænings-insta-billeder, indlæg i min feed på Bloglovin og folks Endomondo-løbe-resultater på min Facebook. Det virker som om, ALLE tager stilling til deres sundhed, det virker som om ALLE har tid til at juice et drivhus hver morgen, lave knasende sprød granola på chiafrø og stevia. Ja, jeg tager selv del i de sociale medier, og ja vi maler et billede med de rigtige filtre. Jeg vælger da også de billeder fra, hvor armen ser lidt for tyk ud, maven lige buler lidt. Men? Det er som om, at løbeturen aldrig fandt sted, at vægten aldrig løftede sig fra jorden, hvis ikke liiiiige man viser det til alle på instagram. Jeg kan ikke lade være med at grine af denne her tegning – tænk hvis vi opførte os i virkeligheden som vi gør på de sociale medier, vi er sgu da lidt fjollede, hva’, hah!

Vi skal meget i vores 20’ere, sikkert også i 30’erne. Vi skal realisere os selv; have det givende arbejde, have en interessant og stor vennekreds, så der er nogen til at like vores billeder og statusopdateringer. Vi skal tage en uddannelse, men helst ikke den slagne vej; gerne lige have taget et semester ude eller en vild praktik, og hvis vi skal gøre tage den slagne vej, så skal det dælme være på MAX normeret tid. Vi skal træne MINIMUM tre gange om ugen og ALDRIG købe junkfood. Så hellere en Aarstiderne-kasse, hvor vi får leveret sund og nærende mad til døren ? og helst deres lowcarb-kasse. For vi skal tage stilling. Vi skal ikke bare æde; vi skal vælge en livsstil, en trosretning, når vi gør det: Palæo, low carb, detox. Vi skal besøge vores bedsteforældre mindst et par gange om måneden og være de bedste gudforældre for vores niecer og nevøer, der tager dem i zoologisk have. Og når vi selv får børn, så skal de stimuleres med trælegetøj og strikkede hunde. Jeg er bliver en smule forpustet.

Og så ryger jeg altså ind i en dårlig selvtillidsperiode, fordi jeg føler, jeg ikke slår til. Jeg arbejder ca. 55 timer om ugen. Jeg skal se smart ud og have en flad mave, fordi moden dikterer #croppedtopchallenge. Jeg skal love jer for, at jeg suger maven ind, haha! Så skal jeg nægte mig selv sukker og stivelse, for ?jeg er, hvad jeg spiser? og sukker-rynker og slaskehud har aldrig været smart. Når jeg kommer til at være ærlig og fortæller, at jeg ikke træner meget mere end min cykeltur til og fra arbejde, så oplever jeg altså lidt en fordømmelse. Det er sikkert bare mig, der bilder mig det ind. Men jeg får oplevelsen, at jeg ligeså godt kunne have fortalt, at jeg ryger 2 pakker Cecil om dagen. Ikke at træne er nærmest ligeså stor dødssynd som at være ryger, ligeså kikset og umoderne. 

Nårh, men hvordan kommer jeg videre? Hvad er kuren? At gå og hive sig selv i maveskindet og slå sig selv på lårene i håb om at de bliver lidt fladere, det duer jo ikke. Jeg har de sidste par uger gjort ekstra meget ud af mit tøj. I ved, taget det gode undertøj på. Taget ekstra fint tøj på. Jeg har prøvet det lidt mere, ehm, stramme look af, haha – I kan se et eksempel i morgen. Lagt lidt ekstra makeup – bare sådan en læbestift og en eyeliner. Nothing fancy. Så har jeg droppet metro, istedet cykler jeg alle vegne – det tæller da lidt, og jeg skal alligevel rundt jo, så tidsmæssigt er det fint. Jeg har sagt til min kæreste, at jeg er lidt flad på selvtilliden, så han er ekstra sød og er måske lidt mere opmærksom på komplimenter. Og så er det faktisk rart at sige det højt, at det går lidt skævt. Også bare for mig selv, for så kan jeg også høre, hvor fjollet jeg til tider også lyder – jeg kan jo ikke gøre noget ved appelsinhud og strækmærker alligevel. Jeg har valgt at unfollowe de lidt mere ekstreme sundhedsguruer på bloglovin og insta – måske bare for en tid. Jeg kan altid komme tilbage, når jeg har mere overskud på kontoen. Og når min tid er bedre (det må den jo blive på et tidspunkt), så vil jeg igang med træning igen. Jeg gider bare ikke slå mig selv over nakken, indtil det sker.

Og så er det altså også lige at stoppe op og se sig selv i spejlet, sådan rigtig se. Mit store ar fra blindtarmen, strækmærkerne efter jeg skød så hurtigt i vejret, hårene der til tider får mig til at føle mig som en mand – sådan er jeg. At lårene er begyndt at slappe lidt for meget af, og det samme med armene – det kan jeg da heldigvis gøre noget ved. En dag! Men en 15-årig krop får jeg aldrig igen, og det må jeg altså acceptere! Måske endda sige heldigvis? Brysterne er trods alt blevet større (win!), hofterne er blevet fødedygtige (også en slags win, det skal jo ske!), og jeg har aldrig lignet en kvinde mere, end jeg gør i dag!

87 kommentarer
  1. FEEEEEDDDT!!! Ved ikke hvad jeg ellers skal sige. Jeg er så glad for, du startede din blog. Åh så glad, så glad. Bliv ved, du hjælper mig (og så mange andre) mere end du tror ved at være ærlig (og hold kæft hvor er du sej for at være det!!)

  2. Fantastisk godt indlæg! Jeg er fuldstændig enig. Bliver helt forpustet af at følge af de ekstreme sundhedsguruer på Bloglovin og Instagram. Derfor har jeg også trykket unfollow. Synes næsten det kan have modsatte effekt at følge dem, da mange af dem virkelig er ekstreme. De træner hver eneste dag! Nogle gange er det altså rart at ligge i sofaen med en skål Coco Pops..

  3. TAK! Af hele mit hjerte… Jeg går selv og er sindsygt frustreret over fremtiden, og føler jeg har lidt en identitetskrise, og når jeg så oveni det kan blive ked af mine 5 kilo for meget, så er det sgu bare ikke nemt. Det her hjalp mig en smule.. Det er rart at vide at en person der i mine øjne ser ret perfekt ud, og så har de dårlige dage og de uperfekte sider af sig. DU ER EN SKAT

  4. I PRAISE THIS BLOGPOST!!! (indsæt bede-til-gud-emoji)

    Du har så fuldstændig ret! Det er ved at gå helt over gevind, og os andre dødelige, får jo kun dårlig samvittighed over ikke at have en “leg-day”, ikke at kunne squatte med vægt og ikke at løbe et marathon hver anden weekend.
    Når man egentlig selv føler at man ser nogenlunde godt ud i dag, og man så åbner sit instafeed eller ser de mest populære indlæg på BlogLovin’, så ryger selvtilliden lige ned i kulkælderen!

    Men det er et virkeligt godt råd med lige at gøre dét mere ud af sig selv, lidt makeup, lidt lækkert undertøj og måske en bluse der fremhæver ens gode sider, for lige at give lidt plus på selvtillidskontoen, på en af de dårlige dage 🙂

    Og så vil jeg da gerne smide et kompliment afsted til dig! Du ser altid skide skøn ud, Cathrine 🙂

  5. Du er så sindssygt modig Cathrine! Jeg elsker, at du skriver det vi andre tænker (eller jeg gør i hvert fald), men ikke tør sige. Det er dejligt at vide, at man ikke er alene 🙂 Jeg kender godt til den følelse du har og det er godt nok også trættende med alt det fokus på sundhed. Jeg tør knap nok gå i bageren og købe en tebolle eller kage til mig selv mere – både af frygt for, hvad andre tænker, men også pga. den dårlige samvittighed. Det er som om man hele tiden skal gøre sig fortjent til at spise et stykke wienerbrød el. lign. ÆV! Ikke at jeg ikke går op i sundhed osv. og jeg forsøger da også at spise sundt og varieret, men det har alligevel taget lidt overhånd. Jeg har desværre ikke så mange gode råd til dig. Jeg lukker tit bare af for alt det sundhedsfis og scroller videre, når jeg i perioder bliver meget træt af det 🙂

  6. Skønt indlæg! … og lidt rart at du også stresser over andre en gang i mellem – for jeg kan godt nogle gange stresse lidt over, hvor meget du når (i mens jeg sidder i nattøj og undgår at skrive speciale, mens jeg synes det er flot hvis jeg når at tømme opvaskemaskinen OG tage et bad samme dag)….

    Min mor kalder forøvrigt den slags motion, der ikke bliver postet nogle steder for ninjamotion 😉

  7. Hej Cathrine.

    Hvor rammer dit indlæg bare fuldstændig plet, ikke en millimeter over eller under, men bare spot-on. Da jeg læste dit indlæg, følte jeg at det ligeså godt kunne være mine egne tanker (bare aldrig nogen sinde skrevet så godt – du skriver helt fantastisk). De tanker man kun snakker med sig selv om, for hvis man skulle fortælle andre om dem, ville det jo betyde man ikke lever op til alt det man egentlig bør.

    Kan virkelig godt følge dig i omgivelsernes forventninger… Eller det er vel egentlig vores forventninger om omgivelsernes forventninger (hvis det giver mening) – Enten arbejder man for meget, ellers er det for lidt, så træner man for meget eller for lidt, så er man for meget ude ellers er man asocial… hvor er den røde snor eller den gyldne middelvej mon? Du er ihvertfald på ingen måde den eneste der kan føle frustrationen ved måske ikke altid at have svaret – og hvorfor sætter det sig altid som dårligt selvtillid? Måske nogle af os bare vender det indad og bebrejder os selv i stedet for at vende det udad, og sige fuck verden (ikke på den selvfede måde, men på en det-kan-ikke-være-mig-den-er-helt-gal-med-måde). Er selv i lidt af en dårlig selvtillids-periode, og dine indlæg er skønne. Det er rart at høre man ikke er den eneste med kedelige perioder 🙂

    Nå det var lige et par af mine tanker. Dit indlæg ramte mig helt vildt og fik mig til tasterne, efter jeg i mange år blot har læst flittigt med 🙂

  8. Hej Cathrine,
    Du er sgu så sej! Jeg har lige fået et selvtillidsboost af din ærlighed og nej-til-brændnelle-smoothie-mening, som jeg beundrer! Jeg får flip af når mine veninder detoxer eller bestiller en ekstra lille portion for “ellers bliver jeg fed”. Forleden var jeg ude til frokost og da min veninde blev spurgt om hun ville have pomfritter med sin sandwich så hun helt skamfuld ud da hun sagde ja? Jeg får kvalme af “thigh-gap”, “bikiniseason” osv. osv. på de sociale medier. Jeg er 16 og nok lidt småbuddet, hvilket jeg er startet på at gøre noget ved. Men jeg er glad (for det meste) og har det egentlig ok med min krop …indtil jeg sammenligner mig med andre. Når vi, læserne, ser dig på bloggen er det jo for det meste med makeup og cool tøj på, hvor du er så utrolig smuk! Så jeg er helt glad for at høre at du også har fejl, for hvem har ikke det? Jeg håber virkelig at alle vil skrue en smule ned for det der sundhedsflip dér! Blandt min omgangskreds er det langt bedre/sejere at sige ja til cigaretter end pomfritter med maden/en ekstra kugle is. Og det forstår jeg virkelig ikke logikken i! Nå, jeg har rablet i et stykke tid nu… I hvert fald, du er sej og ærlig og jeg elsker den måde du skriver på! Jeg elsker dine “tænke-torsk” indlæg og det skræmmer mig nogle gange hvor ens vi tænker (jeg er fx også særlig sensitiv osv.) Anyway, keep it up! Håber jeg kan møde dig engang så vi begge kan rable, haha.

  9. Virkeligt godt indlæg. Jeg har det på præcis samme måde, når det kommer til sundhed og motion. Jeg løber en gang i mellem, og er da også heldig at være nogenlunde slank af natur (men der er vel altid noget, som man er utilfreds med) Men skal man virkelig have dårlig samvittighed over, at købe en pose chips i netto, når hende foran i køen har fyldt kassebåndet med alt for meget grønt og alt for meget skyr? Nej, det burde man vel ikke, men jeg tror også at det store fokus på sundhed, som btw fylder alt for meget på de sociale medier, automastik giver én dårlig samvittighed. Men jeg vælger dog at se det (negative) som noget positivt, og derved kommer jeg måske ud at løbe en lille tur alligevel. Man kan jo altid lige løbe forbi isboden på vej hjem. haha.

  10. Jeg kan fuldt ud følge dig på dette punkt. Jeg smed for ca. to måneder siden medicinen, som jeg havde fået siden august sidste år. Jeg fik dette for depression og angst, som jeg har haft endnu længere, og som gjorde, at jeg i januar måned, i midten af 2.g, måtte droppe ud. Overskudet var ikke til at stå op eller få lavet det der skulle. Jeg kæmpede bare for at komme ud af sengen og spise mad; alle de basale ting. Min depression vendte, så ligeså stille og gik mere eller mindre i sig selv og jeg er i dag erklæret rask og fri af medicin, men jeg ved, at der ikke er langt fra optur til nedtur. Dette er min største frygt at havne tilbage i den tilstand, som kan være så grusom. Jeg oplever ligesom dig også alle de ting som er “smarte” at gøre og som man skal nå, medmindre man vil opleve fordømmelse fra andre, presser mig i en ekstrem grad. Jeg får ikke taget en uddannelse ligeså hurtigt som alle andre. Flere af mine tidligere kammerater fra folkeskolen eller efterskolen blev færdige sidste år eller nu her, og jeg sumper stadigvæk rundt med ingen ting i en alder af snart 20. Jeg starter dog på at samle en hel HF med enkeltfag til august, og beder til, at jeg kommer igennem denne gang! Jeg har ikke overskudet til at træne eller helbredet til det (fire knæskader i bare et knæ og stofskiftesygdom som gør, at min puls er alt for høj osv.), selvom jeg gerne ville. Jeg spiser heller ikke altid det rigtige, men prøver at lave tingene selv, så jeg undgår E-numre og hvad der ellers er i alting nu om dage. Derudover har jeg en last for sodavand. Alt sammen, og mere til, ting jeg slår mig i hovedet med alt for ofte, næsten på daglig basis og det kan noglegange for mig så langt ned, at jeg er bange for, at min depression er tilbage. Her forleden endte jeg med at gemme mig ude i bruseren, helt grædefærdig og angst, og var sikker på, at jeg var tilbage i den tilstand jeg frygter allermest. Indtil min kæreste kom hjem fra en hård nattevagt og fandt mig derude, brugte overskud der nærmest var ikke eksisterende og samlede mig op, krammede og trøstede mig, og fortalte mig, at det hele nok skal gå og, at han elsker mig uanset hvad. Ham, er jeg lykkelig for at have i mit liv.

    Jeg ved ikke om du kan bruge min kommentar til noget, men det er bare rart at dele disse bekymringer og negative tanker med nogen. Følelsen af at vide, at man ikke er alene er rar, selvom jeg ikke ønsker, at andre må havde det sådan her. Og altid tak for den mest fantastiske blog nogensinde! Du gør et fantastisk arbejde, selv når tingene ramler sammen for dig og der ikke er nok tid til alt det du gerne vil, så formår du stadig at opretholde DK’s mest spændende blog, hvis ikke bare mere end DK’s 😉 Hav en fantastisk aften Cathrine!

  11. Hvis jeg kunne ”like” det her indlæg tusinde gange, så havde jeg gjort det, hvis ikke mere til! Det er så smukt skrevet, din blog er intet mindre end fuldstændig fantastisk! <3

  12. Der er ikke så meget andet at sige end: AMEN!!
    Du rammer spot on – jeg er så TRÆT af dårlig samvittighed på sundhedsfronten – jeg har den på uddannelsesfronten, kærestefronten og venindefronten. Jeg behøver ikke endnu én! Så tak 🙂

  13. Smukke Cathrine. Du er sej, når du tør skrive sådan. Du er faktisk altid sej.
    Når vi engang alle skal herfra, så fortryder vi nok mere alle de dejlige kager, vi ikke fik spist, flasker vin vi ikke fik delt med vennerne eller hygge-slik-aftner vi undgik med kæresten, for at please vores egen dårlige samvittighed. Vi kommer helt sikkert IKKE til at fortryde, at vi ikke var med på 30 Day Squat challenge eller ikke liiige fik prøvet den der hvidløgs-rødebede-kørvel-kombi i slowjuiceren.
    Bevares, vi bør vel alle forsøge at undgå dødelig overvægt og andre følgesygdomme, der kan skyldes dårlig kost og for lidt motion. Men hvor mange af os bør jage et utopia, hvor vi er korrekte og overvejede i alle aspekter af livet?
    Jeg er præcis 10 år ældre end du og har et lille barn. Du beskriver så rigtigt alle de ting vi skal nå og opnå i 20’erne og 30’erne og jeg kunne sagtens tilføje en lang liste, der kommer oveni, når man bliver forælder. “Thebolle?” “Nej tak, kan vi se på noget i en spinatspeltvariant?”. Jeg gider det ikke mere. GIDER. DET. IKKE. MERE. Jeg motionerer præcis nok til, at jeg har det godt med min krop, uanset hvad vægten siger. Jeg spiser det, der gør mig glad også selvom jeg får en bums eller en rynke mere af det! Jeg drikker vin og ser serier med min kæreste.
    Måske er det alderen, men lige pludselig blev jeg bare ligeglad med hvad resten af verden tænkte. Dem, der synes, at jeg ikke gjorde det godt nok, kunne bare kigge den anden vej. Så kunne jeg også spise min kæmpeis i fred. Altså, den var jo økologisk – så det var vel ok? 🙂

  14. Dejlig kvalitetslæsning. Hvor er du bare dygtig til at få de tanker som du og alle os andre non-fitness guruer har. Bliver helt glad af at læse det, for hvor er det bare rigtig og hvor er jeg enig. – og det kommer fra en kun 19årig pige, der allerede bekymrer sig over bryster med for lavt tyngdepunkt og mormorarme(!) og trods de nødvendige 20 km løbs og 50 km cykling om ugen og slankekassen fra årstidernes(ja, man er jo nødt til at sige det!), stadig føler sig både utilstrækkelig på sundheds-fronten og pinligt berørt over at der bliver indtaget 1+ stykke kage om ugen..
    Tak for et dejligt indlæg endnu engang. Du er og bliver min yndlingsblogger :*

  15. Åh hvor jeg elsker dig og din blog! Som de andre siger, så siger du det højt vi andre tænker. Helt ærligt, det er da til at blive træt af, at alle skal vise deres ‘åh så sunde liv’. Personligt synes jeg det bliver fanatisk. Man kan altså sagtens leve sundt og synde ind imellem. Idag har min kæreste og jeg fx lige tømt en pose ostepops. Det ville folk nok aldrig like på instagram, sammenlignet hvis jeg tog et billede af min hjemmepresset Juice med gulerødder og ingefær.
    Der er en grund til, at du er min yndlings blogger og at jeg læser hver eneste indlæg du udgiver.
    Jeg synes du er skide sej!

  16. FOR FANDEN, HVOR ER DET GODT DET HER! Endelig nogen der har samme tankegang som mig, og ikke ser det som en dødssynd at spise jordbær med ren fløde, men snarere en helligdom. TAK TAK TAK!
    Jeg har haft det sådan længe og startede faktisk min egen blog, som en lille slags modstand mod det pæne, polerede og fine billede vi efterhånden skal have udadtil. Jeg vil så gerne kunne gå ned i nærmeste supermarked og kunne købe den der store friskbagte kanelsnegl, jeg egentlig har lyst til, spise masser af bacon og drikke en NORMAL Cola uden fordømmelse. Og det har jeg faktisk lært. Altså det der med at turde. Så jeg går nu med oprejst pande, når jeg køber usunde ting ind. For jeg køber kun det jeg har lyst til. Nogen gange er det salat, andre gange er det en kage. Men jeg lever saft susme ikke for at begrænse mig i diverse kure og specielle livsstile. Jeg spiser lige hvad det passer mig.
    Det kan da heller ikke være rigtigt, at normal nærmere er, at vi alle skal løbe et marathon eller være med i en bikini fitness konkurrence for at vi ER noget. Så Cathrine – lev livet. Spis det du har lyst til, elsk det. EN synd i mine øjne er nærmere det man spiser, som man ikke helt har lyst til. NYD at du har Frida at gå en tur med (det ved jeg du gør) og stå ved den du er. Jeg hepper sgu med, for jeg har også identitetskrise og sygt dårlig selvtillid. Men den kommer jo igen, når man får tænkt sig om, bliver kysset en ekstra gang og accepteret, at vi jo lever livet på vores helt egen måde. You go girl!

  17. Virkelig fedt og vigtigt indlæg! Der går tit alt for meget ‘glansbillede’ i de sociale medier og det er lige præcis stressende, når man sidder ude i virkeligheden..

  18. Sådan! Jeg er med dig. Der har virkelig også undret og irriteret mig, hvorfor jeg skal se og høre om modebloggeres løbeture og hot-yoga-træning… når nu det er en modeblog. Bare de ville lade det handle om tøj og ikke om sved — forstår slet ikke de der sved-selfies (måske man skulle forære dem # sweaties?).
    Jeg prøver for det meste at være cool og ikke blive ramt af en dårlig samvittighed over, at jeg ikke går til hot-yoga eller løber hver dag, men det kan være svært. Heldigvis kan man altid trykke un-follow.
    En anden ting som er lidt skørt, men som jeg alligevel har tænkt er, at der er flere af de gode modebloggere, der er blevet ret tynde. Nogen meget tynde. Og at det ægrer mig lidt. De var jo også tynde før – men mere almindelige, mere som mig, dig og mine veninder. Ja, jeg ved ikke helt hvad jeg ville sige med det… Lad os snart håbe at sundhedshysteriet stopper. Eller at folk bliver mere private omkring, hvad der er sundhed for dem. For det er jo mest af alt privat. Lidt som at gå i bad. Og kysse.

  19. Kære Catrine

    Først og fremmest tak for din fantastiske blog, som jeg tjekker dagligt, men aldrig har kommenteret på før her til aften – men dette blogindlæg er simpelthen så fint og ærligt, at jeg ikke kan lade være. Og ja – det blev lidt langt (ups).

    Jeg kan sagtens kan sætte mig ind i dine følelser omkring ikke at kunne leve op til alt ståhejet. Men jeg har en lille personlig beretning, der fortæller om, hvordan jeg selv distancerede mig fra det.

    For et år siden gik jeg for første gang i mange år i sommerkjole med bare arme og ben. Jeg har i rigtig mange år pakket min krop ind lige meget, hvor varmt det har været, da jeg har en hudlidelse, som jeg har villet skjule. Men sidste år fandt jeg ud af, at det var noget pjat, og at det er fuldstændigt lige meget, hvad andre mener om mig og mit udseende.
    Fordi sidste sommer faldt min far om med et akut hjertestop. Bang sagde det – og han var død. Han blev genoplivet, og selvom han døde for dem flere gange, lykkedes det de fantastiske mennesker, som kunne førstehjælp samt redningspersonalet at genoplive ham, og han kom med helikopter til Skejby. Det første døgn på Skejby var altafgørende – og det var uden sammenligning det hårdeste, mest skræmmende døgn i mit liv, hvor jeg vandrede søvnløst op og ned ad intensivafdelingens lange gange. Han kom sig gudskelov og kom hjem en uges tid efter! Den oplevelse gjorde mig kold i røven over for overfladeræset. Jeg gik i det tøj, jeg havde lyst til og gav ikke en flyvende fis for, hvad andre tænkte om min hud (eller krop for den sags skyld) – for alt stod i kontrast til den følelse, jeg havde haft, da jeg troede, at min far skulle dø. Og derfor tog jeg for første gang siden min barndom en sommerkjole på – uden at skænke det en tanke hvad andre tænkte om mig.

    Jeg ved godt, at ovenstående historie er en lidt voldsom ting at bringe på banen (det burde jo ikke handle om død og ødelæggelse det her). Men min pointe er bare, at det vigtigste i verden er dem, man elsker – og at det er dem, man skal tage sig af! Alle mulige random mennesker (inklusiv folk der har valgt at udstille deres “perfekte” liv på de sociale medier) kan i princippet rende og hoppe. Livet handler om, at man skal leve det med alt, hvad det indebærer, og der er slet ikke tid til at tænke på, hvad andre mener om ens livsstil og udseende.

    Så kære Catrine. Kys din elskede kæreste og din dejlige Frida. Kram dine forældre. Kig rundt i det smukke hjem, der lige er blevet dit. Nyd, at du er sund og rask (og smuk). Du er et privilegeret menneske, som har så meget kærlighed omkring dig – og det er det, der gælder. Og så virker du til at være et ærligt, sødt og ordentligt menneske, hvilket betyder meget mere, end om du dyrker motion og spiser hvedeklid og kål døgnet rundt 😉

    Sommerkram fra Rikke

    ps. Det er altså ikke, fordi jeg ikke selv er forfængelig – for det er jeg! Jeg bruger meget tid og energi i at passe på mig selv og dulle mig op. Det er bare blevet mere for min egen skyld end andres 🙂

  20. Sikke et godt indlæg! Vi er mange, er jeg sikker på, der kan identificere os med dine frustrationer over følelsen af ikke helt at kunne nå det hele, og det er vist bare forbandelsen ved sociale medier – vi sammenligner os.
    Men kære Cathrine, jeg synes, at det er lidt sjovt, at disse tanker kommer netop fra dig. Kast et blik et par år tilbage på bloggen og se hvad du har opnået. Du har et lækkert hus, (sød og opmærksom) kæreste, vakker hund, er i radioen, tager på fede rejser, snart Bachelor, du går i virkelig smart tøj og driver en inspirerende, alsidig og ærlig blog. Skidt med appelsinhud og lidt blæver hist og her.
    Vær ikke så hård ved dig selv – og tak for god læsning!

  21. Fedt fedt fedt! Præcis hvad jeg tænker!

    Jeg er selv i en periode, hvor jeg får dårlig samvittighed om jeg ikke får trænet 5 (!) dage om ugen, får dårlig samvittighed hvis jeg holder fri i stedet for at tage en ekstra vagt på arbejdet, får dårlig samvittighed hvis jeg køber en påse nachos med hjem.. Og når jeg holder fri i weekenderne forud mine store eksamener, giver mine medstuderende lidt mærkelige blikke og jeg føler at de synes jeg ikke er seriøs nok for mit studie (medicin). Og er man ikke lige på den til frivilligt arbejde og ekstra studiejob så kan man glemme alt om fede specialiseringer og ja – det bliver ved og ved med min skal-og-bør liste. og til sidst går man (eller i hvert fald jeg) i fuldstændig motivations mangel og stå da jeg føler at ingenting er nok! SUK. synes virkelig ikke jeg er den eneste i min omgangskreds som har det sådan.

    så tak for at du fortæller om at du har det lidt på samme måde – der er så mange der maler virkeligheden skønnere med billeder og historier på sociale medier og slet ikke fortæller hvordan det egentlig har det.

    Og for at ikke være alt for negativ så har jeg altså gjort lidt som du, prøver at gøre min hverdag god. plejer mig selv med god mad, vin, veninder, dejlig natur, musik og alt det der der giver lidt ekstra. og prøver at kvæle den dårlige samvittighed – vi er her for at leve, ikke for at prestere!!!

    KNUS og håber du kommer ovenpå rigtig snart igen!!!

  22. Kærlighed af sted mod dig, for at skrive dette indlæg!

    Er egentlig på vej i seng, så magtede ikke rigtig at kommentere, men må bare lige skrive YOU GO GIRL (lady!) 🙂

    Kh hende den forpustede, der også bare gerne vil nå at være god til det hele, sund på alle områder, og total overskudsagtig, men leder efter accepten for at It aint gonna happen!

  23. Virkelig godt indlæg – En vigtig debat det kan rejse! Men du er jo selv så skide-skøn, tænker jeg bare. Hvordan kan DU være usikker? På en måde er indlægget her med til at minde mig om, at vi i høj grad alle er styret af vores tanker – også skønne damer som dig – og at blogs, insta, face mv. altså nogle gange gør, at man får lyst til at pille sin egen navle lige lovligt meget; og rette og slanke og bobbe – for alle andre er jo så perfekte. Det er i mine øjne en lidt syg kultur, at vi går så meget op i at være perfekte, at SE perfekte ud og fortælle og dokumentere for omverdenen, hvor sunde og lækre vi er, mens folk går ned med stress og ikke føler, der er plads til at være anderledes eller bare ked af det. I forhold til dit seneste indlæg om at være ved at være klar til at få børn stritter dette nærmest stik i den modsatte retning – her møder vi en mere selvoptaget og ung udgave af dig. Sådan som vi alle er fra tid til anden. Også mødre. Men når man får børn blir man nok nødt til at glemme sig selv lidt mere; mine veninder med små børn har dælme ikke tid til at lakere negle eller kigge sig længe i spejlet og ærgre sig alt for længe over det strækmærke på låret. Og de bruger mere tid på at kigge på deres børn, være i nuet i stedet for at lægge billeder af børnene eller dem selv ud på insta i fint tøj på en baggrund af pæne tæpper. Det er et valg. Et valg om at koble lidt ud af ræset om at blive den mest perfekte kvinde; et valg om at man ikke nødvendigvis behøver at høste anerkendelse fra andre end de allernærmeste, dem der virkelig betyder noget, et valg, som man jo også kan ta før man blir mor. Så bare rolig, vi er mange der betragter dig som hende den utroligt skønne – og som slet ikke kan se de små usikkerheder på dig. Fordi billeder netop ikke altid siger mere end 1000 ord. Rart at du tør skrive om dine tanker, dele dine glæder og drømme såvel som usikkerheder. Tak!

  24. TAK for (endnu) et relevant, ærligt indlæg. Jeg hører selv til den (forsvindende lille??) gruppe af mennesker, der ikke træner. Jeg indrømmer gerne, at det er, fordi jeg ikke gider. Jeg kan godt lide at gå – jeg går alle steder hen, hvis det er muligt – men løb? Kan ikke få mig selv motiveret til det. Fitness? Ville dø af low self esteem, føle at alle gloede på mig, fordi jeg ikke kunne finde ud af det, etc.
    Og ja, for nogle er det åbenbart helt vildt, at jeg stadig kan stå på mine ben med så lidt motion. Fordømmelsen ligger åbenbart lige for, hvis man ikke følger med på sundhedsbølgen. For nogle mennesker er det jo næsten en form for religion.
    Det er det så ikke for mig. Jeg interesserer mig simpelthen ikke for det. Og det er jo ikke fordi, jeg ikke også bliver påvirket af thigh gap-billeder og træningsbilleder og fb-venner, der deler deres løberuter osv.
    Jeg har bare for længst opgivet den dårlige samvittighed, for jeg har det jo godt med de valg, jeg nu træffer i hverdagen. Jeg prøver at spise sundere, lade være med at tømme slikskålen, sige nej til chips, den slags. Men jeg gider ikke være fanatisk. Jeg vil hellere have det fedt, mens jeg er her. Og på mine egne præmisser, ikke andres. Det kan være svært, når man ser glansbillederne på insta mv., og derfor er det fantastisk, at der findes mennesker, der er lige så ærlige som dig. Så tak for det!

  25. Super indlæg. Tror der er mange der har det må samme måde som dig – inklusiv mig selv. Livet er bare for kort til kun at gå op i sundhed, og at man ikke må spise brød osv osv. Hvis man har lyst til en is så skal man da spise den og tænke på “åh nej kalorier”. Det er simpelthen for kedeligt. Ikke dermed sagt at man bare skal fylde sig med junk, men en smule usundt i ny og næ skader altså ikke! Hellere leve godt og nyde alt det gode mad der findes end at svede i fitnesscenteret 24/7! Heldigvis er det ikke varmt i Danmark ret mange uger om året hvor man skal gå i mavebluse og korte shorts 😉

  26. Det er interessant. Det dér med ikke at føle, at man slår igennem – at det er dét, der gør en stresset. Der gav du mig lige grunden til at jeg i flere år, og særligt den seneste tid, har følt mig meget stresset, uden egentlig at have noget at være stresset over (i hvert fald ikke de almindelige ting som et krævende job, et enormt hus eller en stor familie).

    Jeg tror, det er vigtigt, at der kommer fokus på, at man godt kan være stresset/angst/deprimeret – eller sågar bare have en dårlig dag/periode – selvom man har en masse gode ting foran sig og lige ved siden af sig. Selvom man måske er både ung, smuk og populær og det hele bare kører for en. Der er et kæmpe pres i at skulle leve op til spørgsmålet “ER DU IKKE BARE GLAD?!”, hvis man inderst inde ikke rigtig er det. I hvert fald ikke SÅ glad, som man føler, at man burde være. Måske et luksus-problem, men i den grad et problem i vor tids generation, tror jeg.

    Tak for (endnu) et godt indlæg, Cathrine!

  27. Så fantastisk du ér! Personligt er jeg selv 15 år, og midt i en, ufrivillig, spiseforstyrrelse. Du rammer så perfekt alle de tanker og bekymringer, som jeg selv går med. Det er virkelig rart at vide, at man ikke er alene med de aspekter! TAK <3

  28. Så rammende indlæg, og jeg tror nu at de fleste ikke rigtig gider den her ekstreme sundhedsbølge mere! Jeg sad i morges og læste til eksamen, hvor det slog mig, at jeg da “burde” lave mig en juice (jeg har en juicer, men nej jeg kommer aldrig til at lave juice om morgenen, når jeg skal tidligt ud af døren, det vil aldrig ske, forstår ikke hvordan det kan lade sig gøre for nogen?).. jeg kunne ikke overskue at lave den juice pga. eksamenslæsningen som ikke går efter planen, men jeg lavede den juice, drak en slurk og gik derefter ind til min kæreste og græd lidt i afmagt. Det er så træls at sådan nogle tanker skal styre, for hvis jeg ikke havde lavet den juice, så ville jeg have haft det dårligt alligevel men dog over at min morgenmad bestod af købt franskbrød med tandsmør, for det er jo helt galt at spise sådan noget 😉 Desuden ved jeg slet ikke om jeg tør få børn 😉 jeg har allerede et billede af hvordan man er en rigtig god mor/familie (oppe i mit hovede), og det billede véd jeg, at jeg aldrig vil kunne opfylde i hvert fald ikke år efter år… Det er skræmmende, for når jeg snakker med min mor om hvad jeg mener er vigtigt for børn, så griner hun bare lidt af alle mine tanker, for hun har altid puttet æg i koldskål (også da der var salmonella epidemi), og hun er da i hvert fald ligeglad med om den citronskræl hun skal bruge til en kage er konventionel eller økologisk, vores tøj var for det meste fra bilka, og vi havde plastic legetøj i stride strømme.. jeg ville ønske jeg var lige så ligeglad, men tror desværre at vores generation er “for oplyst”, så det er sgu næsten umuligt at lukke øjnene for alle de anbefalinger om alting som man læser/hører? Men igen tak for et skønt indlæg, og tak for en skøn blog, følger flittigt med!! 🙂
    – Charlotte http://www.colorfulfulliving.blogspot.dk

  29. Åh den skide kropsopfattelse, og al det pres der bliver lagt på den. Jeg kan sagtens være smartypants og sige at jeg aldrig stiger på en vægt. Og at jeg er ligeglad med at jeg er 15 cm højere end den gængse kvinde. Og at jeg slet ikke føler mig mandhaftig og tyk når jeg ser mig selv i spejlet. Men hvorfor overhovedet bringe noget af det på banen? For, som du selv pointerer mellem linierne, hvem i alverden gør vi det egentlig for?
    Er “hvis træet falder i skoven, og der ikke er nogen til at bevidne det, laver det så en lyd i når det rammer jorden?”-spørgsmålet virkelig blevet erstattet af “hvis jeg nu er sund og meget glad for mig selv, men omverdenen ikke bekræftiger mig i det, kan mine følelser så tages for gode varer?”? For i så fald vil jeg gerne meldes ud af whatever det er jeg skal meldes ud af.
    Hold nu op, hvor kan jeg kun dele din frustration! Hvorfor fanden er sund fornuft (og fornuftig sundhed) ikke nok? Og hvorfor er dit ar på maven ikke bare fint, og min højde ikke bare bedårende? Hvorfor i det hele taget bruge tid på at finde de negative ting? Er det for at vi bliver mindre såret når nogen “klogere” mennesker kommer og slår os i hovedet med deres viden om hvad der er pænt og godt? Jeg tror det er det jeg gør i hvert fald. Og sikke en bagvendt og latterlig logik! Den skal sgu vendes om!

  30. Jeg ville ønske vi ku tænke lidt mere som mænd, de går ikke op i deres udseende i samme petitesser som os. Jeg kan bruge meget tid på at ønske mig mere som den ene eller anden, men finder man de mennesker som ikke ser det der er udadtil men dig, så er det bare meget nemmere. det nok også derfor jeg syntes det at møde nye mennesker er svært for hvor kan man komme galt afsted med førstehåndsindtryk. Ang. sundhed så tror jeg at det er et forbrug nogen ryger konstant, nogen træner konstant andre falder lidt ind i mellem det hele og hvor står man så. Men det er vist kun sundt ikke at lade sig styre af et større forbrug uanset hvad det er, men bruge sin sunde fornuft så kommer man da vist længst og ja den er der mange der fortrænger (mig selv i forhold til nu har man åbnet haribo posen og skal egentlig gemme den til et par dage, ikke fortærre den på under en time, som om det var livsnødvenidg medicin;) sundhed i Dk er trods det meget fokus noget vi kan være stolte over, når man sammenligner med usa og deres problemer med overvægt og afhængighed af fastfood, at vi har en madkultur og tager stilling til hvad vi putter i munden – og dertil sagt – alt med måde:)

  31. Endnu et fantastisk rammende indlæg – du er for sej Cathrine! Jeg tror vi kvinder har det med at være vores egen værste fjende. I virkeligheden foregår alle de her ‘krav’ til os kun oppe i vores eget hoved. Bloggere og andre på de sociale medier deler jo bare deres sunde livsstil med os andre – det er vores egen hjerne, der fortæller os at når ‘alle’ andre gør én ting, så er vi nødt til at gøre det samme. Jeg døjer selv med til tider lavt selvværd, men så prøver jeg at huske mig selv på, at de eneste der kritiserer min vægt og mine strækmærker og fortæller mig at mine præstationer ikke er gode nok og at jeg burde gøre ditten og datten, jo er stemmerne i mit hoved. Alle rundt om mig synes jeg er god nok som jeg er – og jeg synes det samme om dem. Størstedelen af os ville jo aldrig sætte de samme krav til andre, som vi gør til os selv. Det er en rigtig ærgerlig udvikling i vores kultur, og jeg ønsker mig virkelig at kunne slippe for at dømme mig selv så hårdt. Men hvordan bekæmper man lige noget der foregår inde i ens hoved? Det er ikke nemt, men indlæg som dette, som sætter tanker igang og gør opmærksom på at man ikke bare skal lade sig rive med i selvnedgørelsesræset er helt sikkert en start. Så tak!

  32. Du skriver så genialt at jeg bliver grøn af misundelse “juicer et helt drivhus”… SPOT ON!!! Dagens bedste grin.. Btw så ser du banging ud, så selvom jeg godt kan følge din tankegang og følelsen af at blive påduttet alt det sundhed, så spis du bare en ekstra hindbærsnitte. DÈT er livskvalitet!

  33. SÅ vigtigt indlæg! Det kunne lige så vel have kommet fra min egen mund, jeg er så enig med dig på alle punkter. Kæmpe respekt herfra!!!

  34. Du rammer plet! Og du har så evig ret i det du skriver. Det HAR taget overhånd og det ER blevet for meget med alt det sundhedspladder.
    Da jeg var barn og teenager for den sags skyld mindede min kropsbygning ekstremt meget om din. Kommentarerne om at passe på jeg ikke faldt i gennem risten var ikke sjældne. Det gik mig på. Men ikke ligeså meget som set går mig på at jeg er blevet kvinde. Jeg har fået hofter og også lidt for meget fylde på maven. Jeg er ikke tyk. Det ved jeg godt. Men at gå fra den ene yderlighed til det jeg er nu. Det har været svært. Og det er måske også derfor jeg bliver så påvirket af denne her sundhedsmani. Jeg vil også være tynd, flot og feminin! Jeg vil også kunne løbe marathon eller bare 10 km uden at føle jeg er ved at dø.

    Men det kan jeg ikke. Men jeg har heller ikke lyst til at give op. Jeg håber på at jeg eb dag får den krop jeg drømmer om, og at jeg får mere selvtillid den vej igennem. Jeg ved godt det måske ikke er sandt, men for mig virker det lige nu til at være den mest sandsynlige vej tilbage til mit glade, ubekymrede sind.
    Jeg kæmper i hvert fald for det!

  35. Først og fremmest: TAK for dette skønne blogindlæg 🙂
    Ej, hvor befriende at høre og se en af dem jeg ‘følger’ i denne sociale verden, viser os ‘hele pakken’ 🙂 Hvis du forstår 😉 Facebook, bloglovin og instagram er et ‘liv’ hvor ALT er perfekt og ens liv flasker sig bare! Imens sidder man hjemme og kigger på ens liv og synes ik selv det så perfekt som alle andres! Det kan være ret så deprimerende 🙁 Men heldigvis er jeg kommet over det stadie for længst og bekymre mig mest over de unge piger der falder i den ‘fælde’ og vælger at se på deres liv, uden betydning og værdi, fordi de ikke er sunde nok, har moderigtig tøj, perfekte karakter osv.

    Så TAK, Cathrine 🙂 Tak for at være det ‘hele’ menneske i min og andres sociale verden 😉

    Det reddede hvertfald lige min dag 🙂
    (Hopper højt op i luften og slår fødderne sammen)

    De bedste hilsner fra Mette

  36. Vil bare lige tilkendegive at du er overskøn. Får ikke kommenteret meget i hverdagen men nyder rigtig meget at læse din blog og den måder du deler ud af dig selv på. Bliv endelig ved med at dele og fortælle hverdagen som den er 🙂

  37. HOLD nu op, et fedt indlæg!!! Og fedt du åbner sådan op – cudos herfra.
    Jeg har selv haft meget “stress” her på det sidste: blev færdig med drømmestudiet (siden folkeskolen) og havde tilmed fået drømmejobbet, og nu kørte det hele bare på skinner. Eller hvad? Fordi det var jo alligevel hårdt at starte på jobbet, selvom det var det jeg brændte sådan efter – der var jo stadig mange (MANGE!!) nye udfordringer og tilmed en svær chef, og pludselig stod jeg der, og tænkte “hvorfor var det nu jeg ville det her?” og så panikkede jeg. Ikke sådan for alvor, bar lidt a la “Hvad skal jeg NU gøre med mit liv”. Jeg kunne næsten ikke være i min egen krop på grund af alle de tanker om fremtid og drømme, jeg hurtigt skyllede ud med badevandet… Øv! Min selvtillid var helt i bund – jeg følte ikke jeg slog til på jobbet, og nu var der heller ikke noget at kæmpe efter længere, for det var jo tydeligvis ikke det jeg duede til. Og så begyndte jeg samtidig at synes, at jeg var en dårlig veninde, en dårlig kæreste, var tyk osv osv.

    Ind til en dag, hvor jeg talte med en om alle mine problemer, og alt det, jeg stressede over. Og hun fortalte mig for det første, at det lød som om det var min chef der var problemet – og ikke mig. Og derudover, at tanker har det med at være som snebolde. De starter helt små, og efterhånden som de triller ned ad bakken, bliver de større og større og til sidst helt uhåndgribelige. Derfor skulle man stoppe dem, allerede når de var bittesmå. Man skulle minde sig selv om, at man var altså god nok! At alle har en svær periode, men at perioder går over. Og at ens følelser og tanker påvirker ens handlinger. På den måde går alt i en meget ukonstruktiv ring. DERFOR skal man ikke tænke så meget, men bare nyde og gøre.

    Og nu er jeg ved at være ovenpå igen. Jeg tog kampen op på jobbet, og blev faktisk glad for at JEG tog en beslutning om at fortsætte og give min chef kamp til stregen. Jeg er stadig ikke verdensmester i at stoppe de dårlige tanker, jeg er heller ikke særligt god til ikke at slå mig selv i hovedet med nogle ting ind i mellem. Men i det mindste har jeg nu de redskaber, som kan redde mig ud af en dårlig periode. Og trygheden i at vide, at man ikke er alene om at føle sådan her en gang i mellem er virkelig også rar.

    Så TUSIND TAK for dit indlæg! Det vil jeg huske på, når jeg er på vej ned af en sort sti igen… 🙂

    PS Jeg slettede hurtigt alle “fitnessguruerne” jeg fulgte på insta, for det er ULTIMATIVT den største stressfaktor.

  38. Tak for et godt og tankevækkende indlæg, Cathrine.
    Det er vigtigt at man ofte (ikke bare en gang i mellem!) kigger sig selv i spejlet og siger “Jeg er god nok, som jeg er!”. Jeg er 32 år, gift og mor til to små børn. Sidste sommer fik jeg konstateret kræft, og efter kemoterapi og stråling blev jeg lykkeligvis erklæret sygdomsfri her i februar. Nu skal mit indlæg ikke handle om kræft, men mere om de tanker det sætter i gang, og måske mest af alt hvad jeg kom i tanke om, at jeg var ked af at have spildt ufatteligt mange tanker på. Jeg kender alt til at være utilfreds med de der ekstra 5 kg, den dårlige samvittighed pga. de manglende løbeture, low carb-bagværket der aldrig bliver bagt, osv, osv. osv. De tanker vil jeg gerne udrydde! Jo altså, jeg burde da nok stadig motionere mere og spise sundere, men jeg har sluttet fred med mig selv. Det skal jo nok gå alligevel! Jeg er, som jeg er. Og jeg er sgu god nok, som jeg er! Og det er du også, Cathrine! 🙂

  39. TAK for et godt og ikke mindst yderst relevant. Nøjagtig samme tanker jeg selv har gået og tumlet med på det seneste!

  40. Tak for et fornuftigt indspark i en vigtig debat – jagten på det perfekte liv, den perfekte krop osv. Jeg er selv påvirket af det i perioder, men ved jo godt, at det ikke er det værd, præcis som du også ved inderst inde. Kvinder burde generelt være bedre til at rose hinanden. Jeg forsøger altid at fortælle mine veninder, min mor, min søster, at de er dejlige mennesker og ser godt ud, for der skal ikke altid mere til – og så selvfølgelig en krammer. Kram til dig Cathrine – du er dejlig, fordi du er dig!

  41. Endnu et af dine fantastiske, dejlige og ærlige indlæg! Hvor er det dog skønt, at læse om dine naturlige og ærlige tanker. Det er en fornøjelse at læse dine indlæg – du bidrager til en vigtig debat – tak for det!

  42. Så fedt et indlæg! Kunne ikke være meget mere enig, og har netop spist is til morgenmad (bare fordi jeg havde lyst!), mens jeg læste dette 😉

  43. Bedste indlæg til dato. Du skriver det, vi alle tænker. For at overleve i denne her perfekte insta-facebook verden og sygelige fokusering på sundhed og træning, har jeg valgt følgende: ikke at have facebook og kun følge dem på insta, som jeg kan holde ud at se billeder fra. Ærlige, realistiske billeder. Mht. Sundhed osv, så træner jeg NÅR JEG HAR LYST (er heller ikke overvægtig) og tror på, at skønhed kommer ud fra min udstråling og mit smil og de dybe ting jeg fortæller og de sjove ting, jeg har at sige. Jeg læser jo meget Eckhart Tolle og er meget bevidst om at leve i Nuet og min helt store interesse er selvudvikling (er kun 23 år) prøv lige at forestil dig mig i denne verden hvor ALLE kun fokuserer på det ydre og er skide ligeglade med selvudvikling – udviklingen af ens INDRE! Ja……. Jamen kunne sige så meget til dit indlæg og ville ønske vi kunne diskutere dette over en kop kaffe for det virker til, at vi er ret enige omkring det her emne! I stedet for den dårlige samvittighed vælger jeg bare, at acceptere, at jeg ikke gider træne og nyder hvad end jeg nu laver (det er ikke så nemt, men øvelse gør mester). Jeg lever lidt hver dag som var det den sidste (groft sagt) og derfor er jeg altid glad, nærværende, opmærksom og nyder en kage hvis det er det, jeg vil. Tror du ikke de, på deres dødsleje, fortryder alle de lækre måltider og begivenheder de gik glip af, fordi de skulle bære sunde og træne non stop? Det tror jeg! Nyd nu livet 😀

  44. Du har helt ret, C i det du skriver – det er gået fuldstændig amok på de sociale medier. Det er ikke nok at løbe en tur, for at koble af – nu skal det være et vis antal km (og vi ved godt at under en marathon ikke kan gøre det) og en vis pace. Markerede muskler – især på maven og derfor en stram kostplan og en fedtprocent på 0,5, styrketræning i hvert fald en gang om dagen og et par scoops proteinpulver er blevet det nye sort. Før sidste sommer blev jeg revet med og prøvede at leve sådan. Jeg endte med super dårlig samvittighed – for jeg elsker kage ubeskriveligt meget og rugbrød – men pludseligt måtte jeg skære det helt væk for ellers var det rigtig svært at få en 6-pack, og det skulle man jo, for at få den anerkendelse og opmærksomhed – og den kom jo ikke selvom jeg er ret slank i forvejen. men pludseligt var det ikke nok og på instagram var alle de andre slanke piger i fuld gang med alt ovenstående, men de var super glade for det hele, mens jeg bare blev mere og mere tvær og slæbte mig af sted til træning. Inderst inde gad jeg ikke. Jeg skævede til dem, som ikke var presset af alt det, som jeg var og så dem spise hvidt brød og kager uden bekymrede miner og det gik op for mig, at jeg var ved at køre helt af sporet. Det hele var blevet en stor pligt og krævede super meget energi – og jeg magtede det ikke mere. Det var som om alt det jeg gjorde bare aldrig var nok. Så opslidende! Jeg tog ud at rejse i 4-5 uger i sommerferien 2013 og da jeg kom hjem droppede jeg al det hysteri omkring kost og træning. Mit fokus blev i stedet at finde en balance – som jeg kunne leve med, så jeg kunne beholde min livskvalitet og kunne have min kage i fred, HÆ! Så jeg inspirerer mig i stedet af den verden, jeg før var så optaget af, men jeg er samtidig ret opmærksom på min mavefornemmelse. Og så er jeg bare blevet mistroisk overfor dem, der lever så strikst – det er svært at tro på at de er lykkelige og afslappede og i balance med dem selv. Og så er det som om den der 6-pack ikke er så attraktiv længere. Alt med måde 🙂

  45. Ps. Der kan vi kvinder altså godt lære temmelig meget af mænd – de ser ofte ganske anderledes på det hele end vi.

  46. Tak! På tide med en reaktion på generation speltmor. Vin, venner og kage NU eller du fortyder det senere 😉

  47. Hej Cathrine,
    Jeg har aldrig kommenteret på din blog før, selvom jeg elsker den:-) Jeg er nok en af dine lidt “ældre” læsere (33 år), og det her indlæg synes jeg er så vigtigt og flot skrevet. Da jeg var i starten og midten af 20’erne var der hverken facebook eller instagram eller blogs, men alligevel havde jeg og mine veninder mange af de tanker om ikke at være sunde/tynde/succesfulde nok, og jeg tør slet ikke tænke på hvordan det må være i dag, med al den påvirkning man får udefra. Jeg tror det er vigtigt ikke at sammenligne sig selv for meget med andre, og øve sig i at sortere i de indtryk man får, og det bliver heldigvis MEGET nemmere med alderen. Jeg kan stadig blive usikker, tvivle og blive depri over at jeg ikke får løbet 3 gange om ugen, men helt ærligt, det er altså ikke det der får lov til at fylde i det lange løb! Det har jeg slet ikke tid til med (snart) 2 børn, en mand og et krævende fuldtidsjob;-)

  48. Det er virkelig læseværdigt og virkelighedsnært indlæg, du har skrevet her. Og tænk sig at selv du (!) har issues over din krop, som jeg og mange andre har beundret i årevis her på bloggen (ok, det lyder lidt fjollet, men jeg synes at du har den flotteste krop overhovedet!). Det vidner jo bare om, at den slags handler om psyke og egentlig slet ikke om krop.
    Nøjagtigt som du skriver, så sker der en masse med os i 20’erne. Jeg tror at den positive forandring vi gennemgår nu, leder os til et stadie hvor vi bliver lidt mere modstandsdygtige over for den konstante ‘kritik” som rammer os, hvis vi kommer til at indrømme at vi egentlig ikke bryder os om løbeture eller spiser andet end skyr til morgenmad. Jeg kender i hvert fald mange midaldrende mennesker, som (selvom de har væsentlig mere slaske-hud end du og jeg) er fuldkommen kolde overfor hvad sundheds- og livsstilstrends trends i øvrigt skulle diktere. Jeg tror og håber, at man med alderen bliver mere opmærksom på, hvilke ting i livet der er værd at bekymre sig om.

  49. Sikke et fint indlæg! Jeg kommenterer ikke så ofte, men nu har du ramt mig to gange inden på kort tid, I like it 🙂
    Mht. sundhedsbølgen, så bliver jeg sådan en Rasmus modsat (ja, jeg er mega moden), og så gider jeg slet ikke få at træne eller spise sundt – sådan en “fuck den her tendens” holdning, med måde selvfølgelig.
    Jeg cykler også “bare” til skole, arbejde osv, og ja, det giver altså ikke de vilde streets points.
    Jeg har bøvlet med en spiseforstyrrelse i mange år, og jeg har rigtig svært ved at finde en balance mellem min kost og mit hoved. For mit hoved vil næsten altid sige jeg spiser for meget, for ulækkert eller hvad den nu kan finde på af rosende ord.
    Jeg har prøvet virkelig meget at falde til ro i min krop, og acceptere hvordan den ser ud. Jeg kan stadig godt blive ret trist over min mave, lår, arme, men nej. Jeg skal fandeme synes godt om den. Og ja, jeg kunne træne det væk, men jeg er rædselsslagen for at mærke min krop, så det er bare ikke særlig nemt at komme i gang.
    Jeg ved ikke hvor jeg vil hen med det, i hvert fald at du ikke er alene. Og at vi alle er flotte uanset om vi har slappe lår eller appelsinhud, for det er udstrålingen der tæller. Og fake it till you make it right? 🙂

  50. Super dejligt og inspirerende indlæg, der helt sikkert tager en ganske god debat op. Og du har helt ret. Det er som om, at hvis man ikke dyrker motion og spiser sundt, så er man ikke “in”, og det er noget værre fis. Der burde ikke være nogle der dikterer hvordan man skal leve, det må man så absolut selv bestemme.

  51. Tommel op herfra! Dejligt at der er en, som kan sætte ord på de frustrationer man har i forhold til kropsidealer og dårlig samvittighed. TAK

  52. Dejligt at vi faktisk er så mange, der heldigvis er SÅ enig med dig! og ENDELIG begynder der at komme modreaktion på dét pres, som indirekte eller direkte ligger på os – eller som vi tager til os. Så tusind tak for dette indlæg!
    Proteinopskrifter.dk har lavet et indlæg om netop ortoreksi som er lidt i samme boldgade. Jeg synes det er så tankevækkende, at vi skal leve i et så fordømmende samfund. Hvorfor kan vi ikke leve på netop den måde, som vi selv vil! Og hvis man nu lever på disse trosretninger af livsstil, så skal det da være af lyst og ikke af påduttelse. Og man skal især ikke fordømme eller dømme andre, som ikke vælger at leve på samme måde. Desuden, så er vi så mange som går rundt og er en smule selvoptagede i den retning rent ud sagt (ja, jeg er ingen hellig ko), fordi vi faktisk kun evner at fokusere på vores fejl eller fokusere på netop dét vi ikke har eller ikke kan. For nogle så grelt, at det overskygger nærmest alt andet i ens hverdag. Så man netop bliver helt stresset og forpuste. Og dette gør man fremfor at prøve og fokusere på, hvad der faktisk er pisse fantastisk? Det er bare så meget spild af energi! For vi har jo alle nogle skide gode egenskaber! Så.. Tak for dine tanker og meninger! Dem har vi absolut brug for.

    Fortsæt med dine cirkelspark og boksehandsker ud i medierne, tak! 😀

  53. Så sandt, så sandt! Er så træt af blive ‘slået i hovedet’ med alskens råd, formaninger og løftede pegefingre om nul sukker, motion, marathonløb, detox… Blev mor i marts og har siden haft den samme følelse som dig – overskudskontoen har været i minus og selvtilliden i bund. At jeg så oveni hatten ikke har sovet ret godt (det skal du forberede dig på aprospos det med børn!) siden poden kom til verden ganger bare det hele op med ti. Også den dårlige selvtillid! Så da skuden vendte for knapt et par uger siden, og det lille kræ begyndte at få en rytme og sov godt om natten, så blev min verden pludselig ændret. Overskuddet kom tilbage, formaninger, gode råd og løftede pegefingre kunne rende mig! Nok skal man lytte til anbefalinger, men man skal også se på sig selv (og sit barn) og fornemme, hvordan man har det, og hvad der er på spil. Måske er det man har behov for den ene dag en flødekage og tid i sofaen – eller at baby ikke skal ligge på maven hele tiden, når han ikke bryder sig om det (bare vent – det kommer til at fylde meget, når du får barn). Og så en anden dag kan man gå i fitness og give den max gas, når man har rum, overskud og behov for det! Skønt indlæg. Det bekræftede mig lige i, at jeg ikke er alene om at have op- og nedture. For sådan kan man føle og tænke det nogle gange: ‘Jeg er helt mærkelig, det er nok kun mig der har det sådan her…’. Heldigvis vender overskuddet altid tilbage igen før eller siden. Det prøver jeg at huske!

    PS: Og så det med baby – er stadig ny i det, men jeg kan love dig for, at det er det hårdeste du nogensinde kommer til at prøve. De 3 første måneder er pisse hårde (især hvis man som jeg ikke er god til søvnunderskud). Men de gode stunder opvejer alt det hårde, og det er helt uvirkeligt, vidunderligt og mindblowing at sidde med et andet, selvstændigt individ – der allerede fra livet i maven har en personlighed og ligeså, når den lille er kommet ud – som man selv har skabt! Det vildeste trip, I tell ya!! Især fordi man i de første måneder ihærdigt prøver at lære det lille væsen at kende. Det er hårdt! Gør det, få et barn, men husk at nyde tiden, friheden og hinanden inden barnet kommer (når I beslutter jer for at gøre det), for det bliver aldrig helt det samme igen, når først du er blevet mor.

  54. Først og fremmest, godt indlæg og lad være med at sige, at du ikke får en 15-årig krop igen – min mor på 60 ser bedre ud og er slankere end alle mine veninder tilsammen. Its possible…. men jeg synes, at du faktisk fodrer den sindsyge, men på andre parametre. Fx din fødselsdagsfest. Spurgte du nogensinde dig selv, om du ville have nydt den lige så meget, hvis INGEN billeder havde været på Instagram? Der var jo nærmest et livefeed fra den, andre bloggere skrev hele indlæg om festen, du købte balloner for at posere med dem på gaden. Hvorfor gik du ikke bare ud på gaden og nød øjeblikket med balloner uden at tage et billede? Nogle kokser ud over skønhed, andre kokser ud over city-chic billeder. Og jeg synes ærlig talt, at du er lige så “slem” i hvad man skal opnå i sine 20’ere som alle os andre. Synes bare det lyder i dit indlæg, som om folk der spiser sundt skal have det dårligt over det? Når jeg synes, at du kører selvpromovering på præcis samme niveau.

    Et eksempel er, at jeg altid har løbet et par gange om ugen, spist sundt, rør ikke slik/kage/sukker etc og overspiser aldrig. Sorry to say, men det er min hverdag. Jeg forstår ikke, hvorfor folk har så svært ved det og hvorfor du skriver et indlæg om, hvordan andre giver dig dårlig samvittighed – just do it! Ville du støtte op om fx et blogindlæg, der langede ud efter 25-års fødselsdage, der dækkes som en Oscar uddeling. Ville du kunne se det synspunkt? Og hvorfor folk, der måske ikke har en kæreste/hus/vennekreds/balloner ville hate lidt på det? For hvis ikke… jamen så synes jeg, at du burde re-evaluere dele af dit indlæg. For du har nok så ret mht mange ting. Men du får satme også hate’t på folk, hvis livstil bare er SUND uden anstrengelser 🙁

  55. Woow tror ALDRIG at et indlæg har ramt så tæt på mig som person. Jeg har selv en periode hvor selvtilliden er svær at finde! De ti kg ekstra på sidebene har gjordt at jeg har svært ved at finde selvtilliden! Min mor siger altid “Anna prøv at lade være med at tænke på vægten” og det hjælper faktisk!! Og kiloene resler forhåbenteligt af når jeg total har flyttet fokuset fra overvægten til positive tanker hjælpen vil jeg finde hos de danske vægtkunsulenter og kæmpen starter efter sommeren! Der er lys forude for os alle det er jeg overbevist om! Rockpapperdresser lige meget hvad dine tanker er om dig selv så synes jeg stadigvæk du er mega flot!!!!! Helt vildt og du virker 100 procent som en viljefast kvinde på alle punkter. Jeg ser faktisk rigtig meget op til dig det skal du vide!!!!!! Knus fra Anna

  56. Sindssygt dejligt indlæg! Som gymnasieelev bliver jeg bombet i hoved og røv med, at jeg både skal have tid til at passe min skole, have et arbejde, træne til der ligger en sø under mine fødder og være den bedste veninde man overhovedet kan forestille sig. Det er da stressende! Jeg fokuserer på min skole og træner derfor ikke så meget. Når jeg har tid og overskud snupper jeg en løbetur, men det bliver jo ikke hele tiden. Jeg prøvede fitness for en periode, men det blev simpelt hen for meget. DEJLIGT at høre fra en, der ikke er fanatisk (som det næsten virker disse dage).

  57. Hep for pokker Cathrine.

    Dit indlæg er lige det spark jeg havde brug for i dag, det der lille grønne dårlige selvtillids monster er f**king irriterende.
    Den der perfekte verden der præsenteres på de sociale medier uden ridser i lakken, nøj den er irriterende og følelsen af at være en fiasko ligger lige for, fordi man ikke er der hvor det forventes man er i 30’erne (plus at vægten siger +15kg, at man ikke lige er med på marathon/sundhedsbølgen).
    Jeg forstå nu flere af pointerne i Bridget Jones Dagbog og pointerne i SATC!

    Så hep igen, dejligt at du tør dele disse ridser i lakken.

  58. Fedt, tak for det!
    Som tidligere spiseforstyrret gør det ondt i mit lille hjerte hver gang 16-årige piger nægter sig selv en sodavand, smutter på Paleokur, er kede af deres åh-så-fede lår, eller i øvrigt har et behov for at gå i fitness 5 gange om ugen.

    Og btw. jeg er helt vildt imponeret over, at du i en alder af 10 år har været 174 cm høj… jeg har godt nok aldrig hørt mage. Da jeg var 10 var jeg knap 152, og nok blandt de højeste af alle i min klasse 🙂

  59. MEGA god pointe, det med om folk nu også ville kunne nyde festen/marathonet/osv osv osv, hvis nu de ikke måtte poste billeder og lægge dem på instagram, blog og facebook bagefter. Dette gælder ikke kun Cathrine, men størstedelen af verdens befolkning. Se den der look up video på youtube… Jeg tror folk bliver for afhængige af andres likes og pæne kommentarer og prøver at finde sig selv i ydre ting, men det vil aldrig lykkedes.

  60. Okay, så dette innlegg har jeg ventet på lenge. I det siste har dine innlegg båret preg av at de er lidt uten pust, litt sånn: her er jeg i noe smart tøy fra Asos og smiler pent, og ikke den Rocker som skriver innlegg preget av en helt sinnsykt smittende livsglede, som du jo alltid har hatt! Da jeg var ferdig med gymnasiet (og flyttet fra kalde Norge til København) besluttet jeg at jeg var ferdig med å være en flink pike. Ikke flere vennskap som man holder liv i kun fordi man en gang i folkeskolen var gode venninner, ikke mer velge de fag som er riktige å velge (altså fem år med tysk – what a waste), ingen hobbyer man holdt ut med fordi man alltid hadde gjort det og ingen plikt til å leve opp til en standard jeg ikke selv ønsket for meg selv.

    Vi lever i et samfunn hvor vi tror det ligger et så stort press på å gjøre alle mulige ting, men i det store og det hele, så er det et press vi velger å legge på oss selv. Det er enkelt å si at man har det dårlig med de ekstra kilo fordi man føler et press gjennom motemagasiner, blogs ol., men man legger jo det press på seg selv ved å omgi seg de ting. Så i stedet for at omgi seg selv med folk og innflytelser som får deg til å føle deg dårlig, er man nødt til å velge bort de tingene. Abonner på interiørmagasiner og aviser i stedet for motemagasiner (som kan fortelle oss banebrytende nyheter som at bikini er på strandmoten denne sesong – what a shocker!). Bruk tid med de venner du har som vil diskutere relasjoner, studier, politikk og arbeide, i stedet for de som alltid vil tale om hvor tykke de er, hvor mange kalorier det er i en müslibar og hvor helt sinnsykt flott den bikerjakke til 9999 DKK fra Acne er. I min verden, så handler livet om å gjøre ting som gir meg lykke. Alt i livet er ikke sjovt, men alt hva jeg gjør skal ha som sluttresultat at jeg blir lykkeligere. Livet skal handle om glede og lyst og ikke press og plikter.

    Mine tre top selvtillitsboosts er:

    1) Denne norske blog (hun oversetter innleggene til engelsk også), http://www.hjartesmil.com som skriver de smarteste ting om feminisme og kvinnelig selvbilde, spesielt dette her innlegg: http://hjartesmil.com/2013/09/24/killing-us-softly-stop-female-death-in-advertising/

    2) Caitlin Moran, fordi hun virkelig forklarer hvor enkelt feminisme og det kvinnelige selvbilde er. “The problem with battling yourself is that even if you win, you lose.”
    ― Caitlin Moran, How to Be a Woman

    3) Alt med Mindy Kaling, fordi hun er det sjoveste menneske noensinne.

    Knus og kram Kristine, som virkelig er klar for en Rocker-revolution!

  61. Man bliver helt sikkert meget mere kold i røven over for, hvad andre mener, jo ældre man bliver. Jeg ville aldrig ønske mig at være 20 igen (eller 25 for den sags skyld), alene af den grund, at jeg tvivler mindre på mig selv nu end jeg gjorde “i mine unge dage” (er 37). Jeg slapper mere af og er røvhamrende ligeglad med, hvad alle andre end mine nærmeste synes om mig. Det burde alle øve sig på, lige straks. Der er faktisk ikke så mange vigtige mennesker i ens liv, som ikke kan tåle lidt ridser i lakken eller en delle for meget. Og ellers er de sgu ikke værd at lukke ind alligevel.
    Dine bryster og balder er allerede startet sin tur sydpå, og du kan lige så godt nyde turen…..

  62. Jeg vil egentlig give dig ret, til en hvis grænse. Der er en voksende kultur i at dele billeder og derigennem leve en del igennem de sociale medier, og det gælder jo måske især bloggere. Jeg synes dog du er lidt hård ved kulturen.
    Der er to vinkler jeg synes du glemmer i din kommentar. Den første er, at Cathrine poster ud fra sit eget synspunkt. Jeg tror ikke at hun på nogen måde er ude på at sætte en standard som vi skal leve op til. Det er set som en inspiration og som én synsvinkel. Og sådan er det vel med meget i den nye sociale-medier kultur. Der er, granted, mange der rent faktisk ligger pres på omverdenen når de skriver og poster, men det handler vel om udgangspunktet. Cathrine har en høj standard for sit eget liv, men der er da aldrig en tone af at man skal gøre som hun for at være med på moden. Det ville da være fjollet hvis hun skulle huske at smide en fodnote ind om at andre måder at fejre en 25års på, også er lige så gode som hendes. I am sorry, men det er jo hendes blog. Det må da være underforstået at andres holdninger selvfølgelig er fine, men det her er hendes måde at gøre det på i hendes liv. Min stil er meget anderledes end hendes, men da jeg mødte hende for et par måneder siden, var det i øjenhøjde – ingen af os var bedre end den anden, og det synes jeg også skinner tydeligt igennem i hendes blog. Jeg tror, at man skal lære at se forskellen på inspiration og diktering. Den sociale-medier kultur er kommet for at blive, og vi skal lære som læsere, at adskille lort fra lagkage. Jeg er helt alvorligt overrasket over at du synes hun hater! Hun skriver jo faktisk bare at hun er træt og ked af den kultur der ligger pres på hende selv og andre når det gælder sundhed. Dem der, som dig, ikke finder det svært at være sund, er jo ikke problemet; det er den holdning at hvis man ikke er sund, så føles det ofte som om at man ikke er god nok. Forskellen er der. Jeg læser det seriøst ikke som et angreb på dem for hvem sundhed og motion kommer naturligt.
    Hun mener vel at vi skal huske at have et anker i os selv og vores egen virkelige verden, når vi begiver os ud i den virtuelle verden.
    Dernæst — jojo, hun postede ballonbillederne, men der er sikkert 1000 andre fine stunder som hun ikke postede. Dem ved vi jo af gode grunde intet om, fordi hun ikke har snakket om dem.
    Men ja, ellers gode pointer.

  63. Må lige komme med en tilføjelse – jeg synes det er super vigtigt at lave en eller anden form for fysisk aktivitet. Nogle dage skal man være i “Jeg gør det fordi det er godt for mig, men jeg gider det egentlig ikke”-kassen – og tvinge sig af sted til et eller andet. Ofte er det fedt når man først kommer i gang. Gør man det jævnligt så vil man opleve at få psykisk overskud – og det er dælme vigtigt. Det skal bare ikke tage overhånd, så man i stedet opnår det modsatte 😉

  64. Hej Maria.
    Jeg droppede selv ud af 3.g efter at have gået et år om. Jeg startede på STX i 2004, og fik min HF hue vha enkeltfag i forgårs. I en alder af 25.
    Lad være med at sammenlig dig i din udvikling i forhold til dine gamle klassekammerater. De har ikke haft de samme problemstillinger som dig. Tag et skridt ad gangen. Et problem ad gangen. En dag ad gangen.
    Jeg har selv været igennem en situation ligene din, og ved hvor bange man er for tilbagefald.
    Hvis du har brug for at snakke, så sig endelig til, så sender jeg dig min e-mail 🙂

    Jeg ønsker dig al vind i sejlene, og energien til hverdagens kampe! Stort knus herfra

  65. Se på hvor mange der liker dette indlæg. Du er en af dem, som vi læsere ikke unliker i er stykke tid, fordi du giver os dårlig selvtillid. Du booster os alle med energi, og det er enestående! 🙂

  66. Det her indlæg er det bedste til dato!! Wow, du rammer bare lige ned i en super aktuel og følsom debat.

    Netop i går blev jeg student, efter en AT eksamen, som skaffede mig et 12-tal til huen. Jeg havde skrevet en opgave omkring det senmoderne individ og dets selvforståelse, i forhold til det store udvalg af speciel diæter. Det har været en vild spændende opgave, har virkelig fået en stor viden omkring hvordan det senmoderne menneske gør utrolig meget ud af at forme sig efter tendenser i samfundet.
    Tak for at tage det her super spændende emne op!!

  67. Hej Cecilie.
    Mange tak for din besked! Jeg regnede slet ikke med at få respons på min kommentar, men må da indrømme, at da den har vendt mit humør (jeg vågnede op med et meget dårligt humør i morges). Jeg ved godt, at jeg skal lade være med at sammenligne mig selv med dem, og det lykkedes også for det meste, men sådan en tid som nu, men alle de studenter alle vejen – både på skærmen (facebook etc.) og udenfor den, så er det nemt at falde i og tænke, at det kunne have været mig, men jeg fortryder ikke mine vælg – jeg har trods alt gjort hvad der var bedst for mig på de givne tidspunkter 🙂
    Derudover vil jeg gerne sige stort tillykke med huen – det må vel have været dejligt at nået dertil? 🙂

    Ps. du må meget gerne sende mig en mail på maria.krista@hotmail.com. Det kunne da være skønt at snakke med en som faktisk kender til den slags ting.

    Hav en dejlig dag!

  68. Kære Cathrine, du er og bliver min yndlings i blogland.

    Du formåede med dette indlæg både at få mig til at tænke og revurdere dem jeg følger (mest på insta, har for længe siden trykket “unfollow” på bloglovin) – men du fik mig dælme også til at grine! “Kenza har været ude at løbe”… Hahahhaha jeg kunne jo seriøst ikke være mere ligeglad

    KRAM <3

  69. Hold nu fast hvor er du bare verdens sejeste! Tak for den opbremsning – vi trænger sgu alle sammen til lige at stoppe op og tænke over hvad det egentlig er der foregår omkring os. Tak tak tak. God dag!

  70. Hold nu fast hvor er det et fantastisk indlæg! Virkelig spot on. Tak for opbremsningen – jeg havde virkelig brug for at se virkeligheden i øjnene og reflektere over alt det her sundhedshalløj. For det fylder enormt meget for mig. Men det gør mig også godt. Det er en paradoksal problemstilling. Efter dit indlæg kan jeg dog konkludere, at jeg skal være bedre til at give slip og tage tingene som de kommer i stedet for at leve med en konstant dårlig samvittighed over et stykke kage eller en manglende træning. Tak tak tak!

Læg en kommentar