Life work balance - ROCKPAPERDRESSES
Life work balance

H&M Conscious Exclusive tulle dress, Ganni Kimono, Nude louboutin, Scandinavian blogger, nordic blogger, Rockpaperdresses, cathrine nissen

 

Det var en helt igennem vidunderlig tur til Paris. Det har jeg vist fået sagt et par gange. Men den allersidste aften i Paris med min kæreste var alt andet.

Vi havde vanligt gået absolut hele dagen og ikke spildt vores tid. Det sidste stop inden vi skulle hjem var Diptyque (dem med duftelysene – den originale butik), som jeg rigtig gerne ville se. Den lå på Boulevard St. Germain – og den er sørme lang, skal jeg sige jer. Vi stædsede af sted som to idioter, og da vi halvvejs nede (den lå selvfølgelig i slutningen af gaden) indså hvor langt det var, og vi nok tidsmæssigt burde have vendt om, så fortsatte vi. Andet ville da være dumt. Det er jo duftelys vi taler om. For filan.

Vi nåede frem. Jeg fik købt to fineste Diptyque-lys og så skyndte vi os hjem. Helt svedige og trætte. Og så skulle vi skifte, for vi skulle være på Ferdi (som er Kim og Kanyes stamsted) tyve minutter senere. Jeg fik skiftet til dét outfit som jeg havde spinket og sparet og gloet på hele ferien – det havde hængt på døren i vores lille studio-lejlighed og bare ventet på at få lov til at opleve den parisiske luft nusse tyllagene. Det havde glædet sig, kjolen, skoene, kimonoen. Og det havde jeg også.

Vi susede af sted men selvfølgelig for sent på den. Og da klokken var 19.02, ringede jeg og sagde til dem, at vi var om hjørnet. Det var vi virkelig. Det er sådan et ret travlt sted, så vi var bange for at bordet gik videre. Der var ingen problemer og 19.05 stod vi foran restauranten. Her gjorde jeg så i nællerne, aftenens helt store fejl. Jeg spurgte om min kæreste ikke liiiiige gad at tage nogle billeder af mit outfit. Ej fandenfilemig om han gad det. Jeg kvitterede med et “ej please” og sagde, at jeg bare havde glædet mig så meget til at vise lige dét outfit på bloggen. Restauranten vidste jo, at vi var på vej. Det gad han ikke. For vi var allerede forsinkede. Og så blev vi mega uvenner. Og det var vi faktisk hele vores sidste middag igennem. Jeg sad og græd lidt ned i, hvad der siges er en af Paris bedste burgere. Og så drak jeg lige én drink for meget. Det var den dummeste aften, og jeg var så ked af det. Det var han jo også.

Efter midnat på vej hjem satte vi os på en trappesten, og så fik vi åbnet op for det. Min kæreste var dødsenstræt af, at der nærmest aldrig var et helligt øjeblik i forhold til blog og instagram. Et øjeblik der bare var vores. Jeg var dybt uenig. Men må også indrømme, at det tit bliver til et “vent lige med at spise” fordi jeg skal have den rigtige vinkel på maden. Han var ked af, at jeg altid var på. Lige skulle svare en blogmail. En kommentar på instagram. Lige lægge et billede op. Sørge for at overholde deadlines på sponsorerede indlæg. Alt sammen også på ferie, som for en travl mand som ham er hellig.

Bloggen er dælendullemig en svær størrelse. For som årene er gået er den blevet større og større, og det betyder også mere tidskrævende. Jeg tænker i højere grad over, hvad jeg deler med jer i forhold til kvalitet. Hvor jeg engang kunne lave et kort indlæg om en fjollet reklame, jeg lige havde set i fjerneren, så går jeg nu op i billeder. Tekst. At det skal være alsidigt og give noget til alle. Især også som kritiske røster kommer til herinde – læsere der savner dette og hint. Jeg vil gerne være alsidig.

Men jo mere tid jeg bruger på bloggen, desto flere ting uden om skal også vælges fra. Det skaber en vild svær skillelinje mellem et kæmpe ønske om at bruge tid på sin hobby, men også kunne retfærdiggøre det økonomisk. Jeg kan ikke gå all in på bloggen, hvis den ikke også giver lidt til huslejen. Og det er svært. Der er klart en tendens til, at bloggere i Danmark ikke “bør” tjene for meget i forskelliges øjne, og jeg har også gennem tiden givet “gratis” omtale for firmaer, der gerne ville lønne med en hårshampoo. Selv om de betaler i dyre domme til magasiner og deslige for samme omtale. Når man er lille og ny blogger, så er der ikke noget, der kan gøre en så benovet, som at nogen har tænkt på ens hårtype og sendt en matchende hårkur. Selv om det for firmaet er ganske udspekuleret i håbet om lidt opmærksomhed. Det er en helt anden diskussion, som også er interessant, men den er ikke den rette lige nu og her.

Det korte og det lange er, at jeg er på. Hele tiden (det er vi jo mange, der er – vennerne er ikke længere nogen der skal besøges fysisk, vi kan mødes med de bedste tyve af dem på snapchat, facebook, instagram. Hele døgnet og hele tiden). Og min kæreste savner mig. Mest af alt på sådan en ferie. Jeg har guides i baghovedet, og en fed idé til et outfit. Min blog er blevet et deltidsjob, især tidsmæssigt – lønmæssigt mere et fritidsarbejde. Og fordi det job går ud på at dele mit liv og tanker, så er skillelinjen mellem at være på arbejde og have fri nærmest usynlig. Og pludselig står jeg dér på den sidste kæresteaften i Paris og skændes, fordi arbejde fylder mere end den jeg elsker lige foran mig. Som jo lige dér burde være hele min verden. På trappestenen sagde min kæreste, at jeg havde meget mere travlt, end jeg selv indså. Jeg er på arbejde hele tiden. Enten i radioen, som jeg ELSKER. Eller på bloggen, som jeg ELSKER. Og de ord har jeg tygget på lige siden, og jeg har indset, at han har ret. Han kender mig jo, for fa’en. Efter mere end syv år sammen (så ved man et og andet, Niller).

Jeg skal finde en balance. Og så skal jeg vælge fra. Det første bliver min bachelor, nu jeg har sagt Aftenvagten på P3 op. Så bliver det nej til mange flere af de eftermiddagsevents, som også lokker og hjælper på selve networking-delen, som i mit fag er vigtig. Men som ikke kan prioriteres lige nu. Life-work-balance, som min bedste veninde skrev om i en mail til mig forleden, helt fra New Zealand.

Jeg elsker bloggen af hele mit hjerte. Hold nu kaje, den er vokset sig. Og hvad den ikke har været igennem. Fra dårlige billeder, hudløst ærlige tekster, gode grin, smarte outfits. For mig er det en dagbog, og en dag kan den gives videre til mine børn at læse. Og samtidig glæder den så mange af jer, at jeg føler mig så lillebitte og dybt taknemmelig over, at I kan have lyst til at læse ordene. Af alle de ord vi kan læse og andre mener vi bør læse, i løbet af en dag, så vælger I at læse med her. Dag efter dag. Måned efter måned og nogen af jer tilmed år.

Og outfittet? Det må komme på en anden gang, det løber jo ingen steder. Selv om Paris i baggrunden havde været yndigt!

H&M Conscious Exclusive tulle dress, Ganni Kimono, Nude louboutin, Scandinavian blogger, nordic blogger, Rockpaperdresses, cathrine nissenEnglish recap:

It was a truly wonderful trip to Paris. I have said that a few times. But the very last evening in Paris with my boyfriend was everything else but.

Once again we’d been walking absolutely all day, not wasting anytime. The last stop before heading home to our Parisian studio was the original Diptyque-shop (the ones with the scented candles) which I really wanted to see. It was situated on the Boulevard St. Germain – and that’s fairly long, I’ll tell you. We power walked like two idiots, and as we half way down (the shop was of course at the end of the street) realized how far it really was we stopped for seconds to think if it was worth the delay. It’s scented candles! Of course it’s worth it!

We got there. I bought two of the finest Diptyque candles and we rushed home. Totally sweaty and tired. We had to change, but had to be at Ferd’si (which is Kim and Kanyes hangout) twenty minutes later at 7 PM I switched to the outfit I had saved and stared at the whole holiday – it’d hung on the door of our little studio, just waiting for me to allow it the feeling of the Parisian air. It was so excited, the dress, the shoes, the kimono. And me too.

We rushed all the way but obviously too late. And when the time was 7:02 PM, I called and told them that we were around the corner. We really were. It is such a busy place, so we were afraid that the table would go to others. There were no problems and 07:05 PM we stood in front of the restaurant. Here is when I did something awful, the evening’s big mistake. I asked my boyfriend to take some pictures of my outfit. For the blog of course. “Hell no” he said (with some nuances lost in translation). I followed with a “please” and said that I just had looked forward so much to show the outfit on the blog. The restaurant knew that we were coming. But he did not budge an inch. Because we were already late. And then we got into a huge fight. He even through our newly bought Parisian map on the sidewalk. And we were mad at each other all through  our last dinner. I sat and cried a little down into, what is said to be one of Paris’s best burgers. And then I had a drink too much. It was the stupidest night and I was so upset. He was too.

After midnight on the way home we sat on a doorstep, and then we talked openly. My boyfriend was deathly tired of the fact that we rarely have a sacred moment, just the two of us. There’s always the blog and instagram, work mail. I disagreed of course. But I also have to admit that I often follow a lunch or a dinner with a “wait with the eating” because I have to get the right angle on the food – for insta’s sake. He was sad that I was always “on”. That I always have to respond to a blog mail. A comment on instagram. Just upload a picture. Try to meet deadlines on sponsored posts. Everything, also on holiday, which is quite sacred for a busy man like himself.

The blog is a difficult size. As the years have passed, it has become larger and larger, and it also means more time consuming. I’m thinking more about what I share with you in relation to quality. Where I once could make a short post about a silly commercial I had just seen on the telly, I am now so into pictures’ quality. The texts. That the blog has to be versatile and provide something for everyone. Especially also for the critical voices that come here – readers who miss this and that. I would like to be versatile.

But the more time I spend on the blog, the more things around it I have to say no to. It creates a line between a huge desire to spend more and more time on this hobby, but also, I have to justify my time spent economically. I can not go all in with the blog, because I still have to pay rent. There is clearly a trend that bloggers in Denmark “should not” earn too much on their blogs, and over the years I too have provided “free” publicity for companies, that would pay thousands for the same publicity in a magazine – and I would be rewarded with a shampoo. When you are a small and fairly new blogger, there is nothing that can amaze you like the fact that someone thought of your hair type and sent a matching hair treatment. Although the company is quite crafty in the hope of a little attention. It’s a whole other discussion, which is also interesting, but this is just not the time.

To cut a long story short: I’m online and “on”. All the time (quite a lot of us are – friends are no longer to be visited physically, we can meet with our top twenty on snap chat, facebook, instagram. The entire day and all the time). And my boyfriend misses me. Most of all on a vacation. I have Paris guides in the back of my mind and a great idea for an outfit.

My blog has become a part-time job. And because that job is to share my life and thoughts, then the dividing line between being at work and being off work and free is almost invisible.

And suddenly I am standing there on the last night in Paris with my BF having a quarrel because work is more in focus than the “now” and the man I love right in front of me. On that doorstep my boyfriend said that I am much busier than I realize. I’m at work all the time. Either on the radio, which I LOVE. Or on the blog, which I LOVE. And I have given the words a lot of thought and I’ve realized that he’s right. He knows me well. 

I need to find a balance. And then I have to say no. The first thing being my bachelor’s project after I quit one my jobs on the radio. Then to turn down many more of the afternoon blog events, which also help on the networking part, which in my profession is important. But that can not be a priority right now. Life-work balance, as my best friend wrote about in an email to me the other day, all the way from New Zealand.

I love the blog with all my heart. It has grown. Oh Lord, the change it has been through. From bad pictures, brutally honest texts, good laughs, chic outfits. For me it’s a diary and one day it can be passed on to my children to read. And while it pleases and entertains so many of you it makes me feel so tiny and deeply grateful. Of all the words we read and others think we should read, in the course of a day, you choose to read mine. Day after day. Month after month and some of you even years.

And the outfit? At another time, it goes nowhere. Although Paris in the background would have been lovely!

 

44 kommentarer
  1. Husk at kærlighed altid kommer før ALT! Det er det vigtigste, og mest dyrebare vi kan give og få af hinanden 🙂

  2. Du har altid været så ærlig herinde på Bloggen, så nu synes jeg du fortjener det samme tilbage – altsammen sagt i den bedste hensigt! Men i takt med, at din blog er vokset så er den også blevet mere “poleret” og jeg savner måske den gamle RockPaperDresses – jeg er sgu ligeglad med, om der kommer indlæg hver dag, bare man kan mærke dig! Og det synes jeg måske nok stadig man kan, nu bare langt mere poleret og iscenesat. Jeg frygter måske lidt det, som jeg kalder “Emily Salomon-syndromet”, hvor det altsammen kommer til at gå op i pæne billeder og poleret facade.

    1. Jeg kunne ikke være mere enig, og “emily-salomon-syndromet” er da et fremragende begreb, for det der kan ske med en ellers personlig blog, der pludselig forvandler sig til et glinsende magasin om møbler, søde hunde og kanelbullar uden nogen form for kritisk sans.

      Jeg vægter ærlighed og de personlige historier 10 gange højere end outfits og høj billedkvalitet – virkelig! Du må aldrig aldrig aldrig lade din kæreste komme i second row ift dit liv online – jeg ville gå amok, hvis min kæreste så meget som checkede sin mobil på en date i Paris, eller en date herhjemme egentlig.

      Du har opbygget en ærlig og personlig blog, det skal du være stolt af, og vi smutter altså ikke, bare fordi der er dage med meget korte, grimme eller helt uden indlæg 🙂

      1. Hej søde piger,
        Tak for jeres ærlighed først og fremmest!
        Jeg tror, det er ret naturligt, at mange bloggere starter “grimt”, om jeg må sige, haha, og så kommer man jo til at dyrke sin hobby i højere og højere grad. Køber det rigtige gear – masser af lækre objektiver. Det handler meget om at gøre sig umage, tror jeg. Og det er nemmere at sige visse ting, dele et grimt billede, når det kun er mor og far, der læser med. Når der pludselig er 30.000 mennesker ombord, så kan jeg godt mærke, at jeg bliver mere påpasselig. Det tror jeg er naturligt. Også i kraft af at jeg også er i radioen – det nævnte jeg i den vlog, jeg lavede i foråret om at blive for poleret. Siden bloggens start er jeg i arbejdsøjemed også blevet mere offentlig, radioen, og det gør også, at jeg tænker over, hvad jeg deler.
        Jeg har haft et par stalkeragtige typer, når jeg har været i radioen, så jeg tænker klart mere over, hvad jeg deler.
        Men jeg ændrer ikke ved at fortælle tingene ærligt. Når det gør ondt, så gør det ondt, og hvis jeg føler for det, kommer det ud her. Det er en svær balance, men jeg gør mit bedste for at være tro mod min kerne, også blogkerne, selv om jeg bliver ældre og hvad jeg har på hjerte også ændrer sig.
        KH

  3. Kære Cathrine.

    Din blog er uden tvivl en af mine absolut favoritter. Det er der tre grunde til. 1) dine (altid) gode og lange tekster. 2) dine fantastiske gode billeder (jeg er selv en sucker for billedkvaliteten) og 3) din ærlighed

    Jeg synes din blog er alsidig, gennemarbejdet og man kan virkelig mærke hvem du er, og at du brænder for det her bloghejs. Jeg giver dog Maja ret. Jeg savner også lidt de “gode gamle RPD-dage”. Hellere lave færre men stadig gode og gennemarbejdet indlæg fremfor indlæg hver evig eneste dag, hvor man noglegange godt kan mærke du har haft “travlt”, og det nok mere er et indlæg for bare at have et indlæg til lige præcis den dag. Nok er din blog vokset sig til en af DK’s største – uden tvivl. Men hvis det går udover familie/venner/kæreste/sociale liv og bloggen – er det så dét værd?

    Dine faste læsere kender dig jo, og de bliver her (er jeg sikker på) uanset om du blogger hver dag eller 2-4 gange om ugen. Jeg synes det er vigtigt i den her “www”-verden at man husker dem der står en nært, ens sociale liv uden for alt det hersens sociale medie-hejs og dét hele tiden at være på.

    Det jeg prøver at sige er: Husk dig selv, din kæreste, din familie, dine venner, dit liv. Hvis det betyder du “kun” kan blogge 2-4 gange om ugen fremfor alle ugens 7 dage, så er det jo vel også fint? Som fast læser vil jeg ihvertfald bare sig, jeg skal ihvertfald fortsat nok læse med. Kvalitet fremfor kvantitet!

    Men du skal have dig selv 100% helhjertet med i det – din kæreste og dig er jo et lille team, ik? Så hvis han har et “problem” med det, har du også. Det en svær balance, men jeg er sikker på du finder en løsning – det plejer du jo!

    Ved ikke om det gav mening overhovedet – men jeg håber du forstod hvad jeg prøvede at sige her?
    Altsammen er ment i den bedste hensigt – for jeg synes virkelig du er dygtig til det du laver. En af de absolut bedste!

    Bedste hilsner,
    Mille

    1. … jeg vil også lige sige, at holder du fri fra jobbet pga. ferie eller andet, så holder man jo fri. Som du selv skriver er din blog også blevet et helt job. Men holder du fri fordi du skal på ferie, så har du så sandelig fri. Men har du svært ved at overskue at bloggen skal ligge “død” i en uge +/- så gør som nogle af de andre bloggere og få en gæsteblogger på som en “friskt” pust – eller simpelthen bare holde fri, helt fri – trække stikket ud! Vi (jeg!) går jo ingen steder – ligesom dine (pariser) outfits heller ikke gør det. Du når det du når – og det du ikke når, når du imorgen, eller dagen efter.. eller dagen efter!

      1. Jeg håber ikke, at man kan mærke, når jeg har travlt, for jeg prioriterer bloggen meget højt og udgiver aldrig noget med venstre hånd 🙂
        Men man bliver også ældre, dygtigere og anderledes i sin blogtilgang. Det må du også kende. Jeg gør mig i hvert fald meget mere umage i dag end for tre år siden 🙂
        Og du har så ret – en kæreste er en makker, og der skal være balance i regnskabet, så alle er glade og har ro!
        Kram

  4. Noget jeg aldrig lærer at forstå omkring bloggere, er deres trang til altid at lave guides om der hvor de nu engang har været på ferie, også selvom de faktisk kun har været der i tre dage. Hvor gode forudsætninger har man lige for at lave en guide? Jeg synes flere bloggere, som brillerer på så mange andre områder, skulle overveje at være på ferie, når de er på ferie, og så måske lade nogle andre om at udarbejde en guide – andre bloggere der måske har bedre forudsætning, hvis de eksempelvis har boet i byen/landet i et længere stykke tid.
    OK, det kom til at lyde virkelig hårdt, og det skal det ikke – for hold op hvor jeg synes din blog er skøn at følge med i, men nogen gange tror jeg også jer bloggere forventer mere af jer selv, end vi læsere egentlig gør. Jeg tænker f.eks. ikke over, om du har blogget de sidste par dage eller ej, da jeg følger flere forskellige via bloglovin, og hvis ikke din blog er opdateret, så er en anden formentlig. At der så selvfølgelig er en ren indkomstmæssig del af din blog der skal haves in mente, er jo så selvfølgelig med til at presse dig lidt yderligere i forhold til mængden af indlæg, måske?

    1. Hehe, jeg elsker selv guides og gode tips, når andre har rejst, så det er jo nok en smagssag 🙂 Og så tror jeg, at du har ganske ret i, at vi kommer til at forvente meget mere af os selv, end I som læsere gør. Du har ret, og det har helt klart været rart at læse!
      Min indtjening har intet med antal posts at gøre, så det er kun min egen drøm. Tænk i starten skrev jeg 2-4 indlæg OM DAGEN! Wauw… Men standarden dengang var også anderledes…
      KH C

  5. Hold kæft, hvor kan jeg bare godt forstå din kæreste. Det tænker jeg på nogle gange; at de stakkels blogger-kærester bliver lidt fanget i noget, som de måske egentlig ikke er specielt interesserede i. Jeg synes sgu, det er lidt selvoptaget, at alting handler om bloggen (aka. DIT liv), og kæresten nogle gange virker lidt som en medhjælper, der står bag kulissen og tager billeder og venter med at spise maden til det helt rigtige billede er taget. Jeg kan sgu godt forstå, at han blev sur i Paris… Sorry to say.

    1. Jeg tror ikke, man skal have så ondt af blogkærester. Jeg vil vove og påstå at det glæder ens partner, når det går godt. Og på mange måder er vi også forretningspartnere – vi sparrer og hjælpes ad med bloggen, såvel som jeg også hjælper ham med sit.
      Vi vælger jo ikke vores kæresters erhverv. Jeg havde måske heller ikke foretrukket at han blev revisor og arbejdede på overtid i seks af årets måneder, så meget, at han kan holde fri i tre måneder bagefter. Men vi elsker jo hinanden og støtter hinanden i succeser og fiaskoer. Det er en af gamet. At vi skal blive bedre til at adskille arbejde og fritid – det er en anden sag 🙂 KH

  6. Hvor er det dog godt at han siger fra når det bliver for meget for ham. Jeg kan godt sætte mig ind i og forstå din reaktion – at du blev sur og ked i situationen.. men du er heldig at du har ham – han passer på dig og jeres kærlighed, når du har for travlt til at huske hvad der virkelig gælder. Det er godt!
    pas godt på ham og hold godt fast.. han lyder som en der er god (perfekt) for dig 🙂

    1. Tak Sophie, du kan tro, jeg passer på ham 🙂 Han skal holde for evigt, så der er ikke andet for, hehe! KH C

  7. Vær lige sød, at give din kæreste et kæmpe stort smækkys og så lige et lille ét mere i panden – for det er sgu en mand af den rette støbning!! Fantastisk at han formår at få dig til at sætte tingene i perspektiv og mærke efter. Det er det man skal kunne for hinanden, spejle og stille kritiske spørgsmål.

    Du skal passe på dig selv og på det I har sammen. Work-life-balance er en svær størrelse, men indsigt, ærlighed og én at læne sig op ad og dele sine beslutninger med, så tror jeg man er langt!

    Og hey – vi (jeg) skal nok klikke ind hver, hveranden dag, hver uge, – også selv der kommer færre indlæg – bare de er dig og at du har det godt!! Fantastiske lille væsen! PAS PÅ DIG SELV OG DIN MAND!! Størst af alt er kærligheden <3

  8. For nu at sige noget i forlængelse af dit indlæg forleden om at pille næse og også dette, så skal du passe på dig selv, Cathrine! Dig selv og din kæreste. Jeg synes, det er ret omsorgsfuldt af ham -og siger meget om hans kærlighed til dig- at sige stop. Eller i hvert fald bede om at I lige stopper op sammen for at tænke. Jeg er glad for at du har handlet allerede, for jeg blev faktisk ret bekymret for dig efter dit indlæg den anden dag (altså jeg kender dig jo ikke i virkeligheden, men efter at fulgt dig længe, så føles det som om du er en kær veninde)!
    Ligesom nogle af de andre nævner, så vil jeg heller ikke blive mopset hvis du blogger/instagrammer lidt mindre, hvis det er de,t du har brug for lige nu. Pas godt på dig selv og dit forhold, yndlingsblogger!

  9. Virkelig spændende læsning!
    Jeg synes samme problematik gør sig gældende -blog eller ej – generelt med de digitale og sociale medier som jo er blevet en fast del af ens hverdag. Hvor ofte sidder man ikke i et selskab og liiige skal tjekke for seneste opdateringer på diverse sociale medier. Jeg synes tit, at man glemmer “nuet” og dermed ikke er tilstedeværende med de personer, man nu fysisk er sammen med. For som du så rigtigt siger, så er det ganske naturligt at være på – 24/7!
    Jeg er selv blevet meget opmærksom på dette. Hvis jeg fx er på cafe med veninder, så lader jeg iPhonen blive i tasken fremfor at have den fremme ved bordet. Derfor kan det også virker anstrengende, hvis dem man er sammen med har mere fokus på deres telefon frem for at være til stede, for er jeg virkelig så kedelig, at en update om noget sandsynligvis banalt og ligegyldigt er mere interessant end at være deltagende i en samtale?

    Så selvom denne hændelse for dig og kæresten i Paris gav en kedelig oplevelse, kan det forhåbenligt vendes til noget positivt, hvor spillereglerne for fx kæresteaften eller lign kan italesættes og defineres. Altså hvornår er man på og hvornår er man off-line.
    Jeg ved, at det er svært og tværtimod kan virke stressende – især nu hvor grænserne mellem arbejde og fritid er så flydende, som de er hos dig. Men jeg håber, at du tillader dig selv at være offline og nyder nuet. Især nu hvor dine sidste indlæg har kredset om kampen for at finde den perfekte life/work-balance.

    Tak for en fantastisk blog:)

  10. Jeg synes også, som alle andre, at der ikke behøver at være indlæg hver dag. Selvfølgelig er det da spændende, at man altid kan regne med et langt og gennemtænkt indlæg fra dig, meen det tager meget tid for dig at lave dem, og du skriver tit om, hvor travlt du har. Så giv dig selv mulighed for at slappe lidt af, og brug din tid med din dejlige kæreste. Der behøver ikke at være super skarpe og ekstremt detaljerede outfit billeder hver gang. Der behøver ikke at være indlæg hver dag. Mange af dine indlæg giver alligevel så meget til eftertanke, at der ikke behøves mere at tænke over dagen efter 😉 Skriv når du har tid og mulighed for det, der er aldrig en grund til at skulle mase et indlæg ind. Så kan det godt være, at vi ikke får set alt det du havde tænkt på, på netop det tidspunkt du havde tiltænkt, men så kommer det bare en anden gang.
    Det er også iorden at tiltænke netop dette super labre outfit til en datenight uden at skulle poste det på instagram eller bloggen 🙂

  11. Årh, lige i starten var jeg HELT og aldeles sikker på at din søde A ville fri til dig i romantiske Paris! Jeg sad vitterligt og tænkte: det er nu! Det er nu det sker! MEN – udover dét, så synes jeg det er fedt(!) at du er begyndt at prioritere. Sådan har vi det vel alle sammen – tror at vi har styr på det, tror at vi kan nå det hele, tror at vi godt liiiige kan klemme dén ekstra aftale eller løbetur ind, i en ellers ekstremt presset hverdag. Det er bare ærgeligt at vi skal helt der ud, hvor vi ikke rigtigt længere kan bunde, før det går op for os. Som f.eks. når det ødelægger det der skulle være en romantisk aften i Paris.
    Alt i alt, søde Cathrine – så go for it. Nogen gange bliver man altså bare nødt til at sige nej, uanset hvor meget man gerne vil det. Prioritering er et af livets vilkår, og vi kan lige så godt lære at leve med det. Virtuelle kram fra en fast læser, som NYDER at følge med!

  12. Der er så mange fine og gode kommentarer allerede, så jeg ville egentlig bare lige tilføje at du evt. kunne overveje at “nøjes” med at blogge hveranden eller tredje dag. Selvom man som læser nyder at følge med, tror jeg simpelthen ikke at der er nogen som oprigtigt savner indlæg hvis de ikke er der… Eller… Jeg kan selvfølgelig kun tale for mig selv, men jeg synes faktisk ofte at den eneste måde jeg rigtigt opdager at en blogger udgiver færre indlæg, er hvis hun selv påpeger det… Og selvom jeg synes at du formår at skrive dig fint ud af det, så kan man bare godt, som læser, få en lidt underlig følelse når bloggere gang på gang beklager deres manglede tid/engagement/osv… Som om man bad dem om noget de ikke kunne levere, selvom det jo i virkeligheden handler om noget i dem selv og deres eget liv… Hvis det giver mening? Pointen er egentlig bare… Du lyder virkelig til at have brug for et pusterum her og der, vær endelig ikke bange for at tage det!

    1. Jeg er helt enig!
      Din blog er klart en af mine ypperste favoritter, men det ville bestemt ikke gøre mig noget, at du tog fri fra den et par dage om ugen (ligeledes med Instagram). Det vigtigste er, at du passer på DIG SELV. Der er ingen andre, der er så vigtige i verden, som en selv, og derfor er det så pokkers vigtigt at huske at holde fri, trække vejret og nyde verden – sådan for alvor, uden nogen som helst planer eller to-do lister i baghovedet. Og ikke mindst: Uden at have dårlig samvittighed over det!

      Jeg håber, du finder en balance, der passer dig (og din kæreste) 🙂

      Kh

      1. Jeg er så inderligt enig. Jeg forventer ikke indlæg fra nogen blogs hver dag, og jeg tænker slet ikke over det, hvis der går 2-3 dage mellem. Jeg følger rigtig mange blogs på Bloglovin, og ofte når jeg slet ikke igennem listen hver dag, så hvis en blogger tager en fridag eller tre, er det fint med mig

  13. Dette er så vanvittigt godt skrevet! Og som læser føler jeg mig helt vildt beæret. Alle de ting du vælger fra, i forhold til at holde bloggen “i live” er nok det største du kan gøre for dine trofaste læsere. Jeg får simpelthen så meget inspiration herfra, et muntert grin eller et hjerte der bliver rørt, for du giver SÅ meget.

    Husk dig selv og husk kærligheden.

    Kys fra Ida // http://www.uniquesilhouettes.bloggersdelight.dk

  14. Cathrine.
    Læsere, de kommer og går. Men hvis din kæreste går, så kommer han nok ikke igen. Det skal du huske, for selvom du elsker bloggen, så er din kæreste jo vigtigere end én læser eller to her og der i det lange løb. Kærlighed er det vigtigste her i livet. Uden den, så bliver alt jo fuldstændig ligegyldigt – trods flere tusinde læsere, diverse likes på instagram og følgere.
    Du har altid haft et højt niveau på din blog, udgivet fantastiske indlæg, tanker og billeder – og det ændres der ikke på, selvom du dropper et indlæg en dag eller to, holder fri, når du er på ferie (det burde ligge i ordet ‘ferie’, at du holder helt fri!). Os læsere skal nok blive her, vente på et indlæg – så længe vi ved, at du også passer på dig selv, din mand, veninder og familie. For hvis du ikke har dem, så har du heller ikke dig selv – og så er der ingen rockpaperdresses.
    Lyt til din kæreste, han lyder som én, man skal holde fast i – og som du selv siger, løber outfittet ingen vegne, og det gør Paris jo heller ikke.
    Du hører ingen brok eller sure miner herfra, hvis der går en dag eller tre, hvor der intet indlæg kommer. Det betyder bare, at du husker at nyde livet her og nu, i øjeblikket, og ikke tænker på vinkler, farver, outfits og det næste indlæg.
    Pas på dig selv og ikke mindst kærligheden.

  15. Han lyder som en fantastisk mand! Hold du godt fast i ham 🙂 Vi kender vist alle det med, at vi gerne vil alting på en gang. Men som min kære mutti siger, når jeg står i lignende situationer, så skal man huske på, at man ikke er et overmennesker – og det er også okay!

    Tak for en skøn blog!

  16. Kære Cathrine
    At du åbner op for problematikken om ubalancen mellem blog og fritid er sejt og en god start til at komme på rette køl. Der er allerede blevet skrevet fine kommentarer med gode forslag til work/life balance, så jeg vil bare stemme i og ønske for dig, at du fremover passer mere på dig selv og din kæreste. Jeg bliver næsten helt ked af det på dine vegne over, at du ikke har holdt helt fri i Paris. Du har virkelig en sej kæreste idet, at han kunne holde til, at bloggen var med jer på ferie. Dine kerne-læsere er vilde med dig og ønsker dig kun det bedste. Jeg er helt sikker på, at de ingen vegne løber, selvom du kun blogger hver anden eller tredje dag. Jeg ved i hvert fald, at jeg bliver hængende uanset hvad.

    Kærligst en trofast læser

  17. Det er så absolut et sundt og vigtigt emne at diskutere! Og meget sejt af din kæreste at sige fra!
    Jeg har selv et MEGET ambivalent til det her konstante on-line-liv og sociale medier – selvom jeg dog nok er stort set lige så afhængig som alle andre…

    Som studerende på gud-ved-hvilket-år (og jævnaldrende med dig) har jeg jo været vant til at en computer med internetforbindelse nærmest er mit vigtigste arbejdsredskab. Og da alle så efterhånden fik smartphones kunne jeg virkelig bare se, at folk gloede på den så snart de var færdige med at glo på computeren. NØHJ, hvor har jeg hadet WordFeud og QuizzBattle og “selfie-time” og vent-lige-jeg-tager-lige-billede-af-min-mad…

    Jeg købte først en smartphone først på sommeren i år, og så det næsten som en slags nederlag, haha. Min elskede, gamle nokia fejlede jo intet! Men jeg er glad for at jeg ventede så længe 🙂 (lyder jeg lidt som Donna Martin?!) Når jeg konstant sidder ved en computer med netforbindelse, hvordan skal det så ikke gå når mobilos også kan gå på nettet stort set hvor-som-helst? Hvis ikke det var fordi jeg stod og skulle til udlandet i praktik et halvt år, så tror jeg ikke jeg havde gjort det. Men det er nu vææældig smart med diverse apps (ikke mindst GPS) når man skal bo i en ny by!
    Men jeg forsøger virkelig at holde en god balance. De eneste notifikationer der vises på min mobilskærm er når jeg har fået en sms eller en snapchat. Begge dele er jo (i hvert fald for mit vedkommende) noget som folk har sendt når de vil mig noget nogenlunde personligt henvendt til mig. (måske ikke altid gældende for snapchat…) Alle andre former for notifikationer er slået fra – og jeg synes det er befriende kun at gå ind og “tjekke” diverse “portaler”, altså mail, facebook, instagram, blogs osv. når jeg selv kommer i tanke om at jeg har lyst til det (tro mig, det vil sgu nok ske uanset hvad! 😉 ) Jeg pudser lige min glorie, ja, men jeg nægter at være slave af “opdateringer”… Jeg synes virkelig at mange er ALT for opmærksomme på livet i deres telefon! Jeg håber at der snart kommer en modbølge: “Jeg er for smart til det der online-fis”… Haha, men det blir nok ikke foreløbigt.

    Som jeg har skrevet i kommentarer til dig før, så er din blog stadig den eneste som jeg offentligt vil stå frem at sige at jeg følger (nærmest slavisk! – det er et kæmpe kompliment til dig). Jeg er (desværre) også lidt afhængig af at følge et par andre blogs rundt omkring – men de har bare aldrig nået dit niveau i at kombinere flot og inspirerende tøj (seriøst – efter at have fulgt dig siden brudepige-kjolejagten, så går jeg mere og mere sjældent i sort tøj – og har knald på farverne!) og interessante indlæg med stof til eftertanke og ærlighed. Men altså, mange bloggere på ferie skriver altid lige noget med at det var umuligt at finde en cafe med netforbindelse – og jeg har tænkt “jeeeeez!!!”, ferie og rejser er det bedste i hele verden, NYD DET! Nyd at være der, kik med øjnene, sans stemningen, smag på maden- uanfægtet om det skal på blog eller ej – beskriv når du kommer hjem 🙂 Og især Paris <3 Det er en del år siden jeg var der sidst – men jeg får jo helt "cravings nu".

    Og så har jeg tit tænk på, om outfittet er flot fordi det skal på bloggen, eller om det er på bloggen fordi det er flot?

    Anyways, så lærer vi så længe vi lever. Det er med at finde sin vej – og lære af sine "fejl" og uhensigtsmæssige valg. Jeg læste engang på en gajol-pakke: "en fejl er først en fejl anden gang den begås".
    Jeg ønsker dig alt det bedste – og at du finder din egen, helt optimale balance. Stress er noget fanden har skabt! Been there! Og det er vist noget med, at har man først været ramt én gang (sådan for alvor), så er man mere "tilbøjelig" til at blive det igen. Don't go there!
    Men tak for et ærligt indlæg! Kæmpe krammer og knus og tanker!

  18. Du skriver en skøn blog. En blog som jeg altid gider læse. En blog som ikke kun handler om alt det der går godt, for det kan være så enormt belastende hele tiden at se flotte billeder af smukke kjoler, flotte 3 retters-alt-for-dyrt-mad osv. Jeg kender dit problem, og det er uden at være blogger. Jeg har fundet mig en skøn mand, som jeg iøvrigt lige har sagt JA til, som ikke har facebook, instagram eller dyrker anden aktivitet på de sociale medier. Han synes simpelthen at det er spild af tid og at det vil ødelægge den tid han bruger med mennesker han holder af. Jeg synes holdningen er vildt sej, og jeg faldt total for han ærlige tilgang da jeg første gang mødte ham. Men dette gør jo så desværre også at han kan blive yderst irriteret når jeg så lige tjekker et eller andet. Jeg synes bestemt ikke jeg har et overforbrug og jeg tænker meget over at jeg kun tager pæne billeder til IG når fx jeg er afsted med veninder, men det kan alligevel give gnidninger. Jeg ved ikke helt hvor jeg vil hen med denne kommentar, nok bare at vi skal passe på at vi ikke liver så optaget af vores digitale liv at vi glemmer de gode snakke, de hårde diskussioner og de ophededet skænderier. Og så skal de mænd også lige slappe af engang imellem (: Tak for noget herlig skriveri!

  19. Det er lidt svært at finde ord efter at have læst de mange søde, hjertelige kommentarer der er kommet forud.
    Men jeg kan kun tilslutte mig, at jeg sætter SÅ stor pris på dine skønne blog. På mange andre blogs kan jeg blive lidt træt af lange indlæg (e.g. meget tekst), men hos dig synes jeg det er skønt. Fordi du deler på en helt særlig måde der går lige i hjertet på mig. Jeg kan virkelig godt forstå din kæreste og hvor skal den mand have respekt for at sige fra og være ærlig omkring sine følelser omkring det. Jeg kan kun håbe på, en dag at få mig så kærligt og respektfyldt et forhold som det lader til I har.

  20. Åh søde Cathrine. Jeg vil foreslå, at du enten skærer ned på antallet af indlæg eller gør knap så meget ud af dem. Jeg ved godt, at du selvfølgelig gerne vil gøre billeder osv. så flot som muligt, men hvis jeg skal være helt ærligt, kunne jeg bedre lide det i “gamle dage”, hvor det var lidt mere nede på jorden. Ikke at jeg ikke kan lide det nu – det er bare meget “finpudset”, hvis du forstår og en smule mere facadeagtigt (hvilket jeg fuldt ud forstår, når du nu har fået så mange læsere) 🙂 MEN du skal i hvert fald prioritere din kæreste højere end bloggen – vi skal nok vente på dig herude bag skærmene. Du kan evt. lave en aftale med din kæreste om, at når I arbejder, så arbejder I – og når I ses, så ses I (uden telefoner, computere osv.). Det behøver ikke være mere end én time eller to om aftenen, men bare det at man kun er sammen uden telefoner og sociale medier, gør en verden til forskel. Jeg arbejder selv på at lade min telefon ligge i det andet værelse nogle timer om aftenen, når min kæreste er hjemme. Jeg kan hilse og sige, at det faktisk er ret befriende ikke at kigge på den hvert 5. minut 🙂 Jeg håber, at du finder en løsning, der fungerer for jer begge og vi skal nok støtte dig og vente på dig uanset hvad du finder ud af. Kh

  21. Kan nu godt forstå din kæreste. En del af det med at have succes, består også i at holde fri på de rigtige tidspunkter. Men jeg ved godt hvor svært det er 🙂

  22. Ej hvor er det godt skrevet! Så spændende at læse om bagsiden ved at være blogger og at det ikke kun er fancy tøj og invitationer til events.
    Når det er sagt, så kan jeg altså godt forstå din kærestes reaktion. Og selvom jeg af egoistiske grunde gerne vil have flere og flere indlæg at læse, så tror jeg godt at dine læsere hænger ved selvom der kun kommer et par om ugen.
    Det handler om balance, og jeg ville nødig se at bloggen blev en sur pligt for dig eller “bare” en indkomstkilde.

  23. Noget jeg aldrig helt kommer til at forstå er det her med at læserne får lov til at diktere indholdet på blogs.
    So what hvis de gerne vil se dig i tylskørt hele tiden eller læse mere om Frida, hvis du i virkeligheden gerne vil vise en pæn potteplante eller ren og skær holde fri en dag. Eller en ferie i Paris.
    Du er IKKE et magasin, læsere betaler IKKE for at læse din blog. Hvad du laver af aftaler med virksomheder er en anden sag, men en blog er en personlig beretning, der skal følge bloggerens tempo, ikke andres behov. For så forsvinder personligheden jo.
    Et er hvad man selv kan have af forventninger til sig selv, men at andre pålægger dig et ansvar for at de kan blive underholdt, er helt ude i hampen.
    Min blog er f.eks. ude i et teknisk uvejr pt hvilket har betydet at jeg ikke har postet noget siden søndag, og der var det vist bare en sko eller lign. Jeg har en hel del klar i kulisserne til at poste, men jeg får sgu ikke stress over det. Givet mig blog er jo blot en dråbe i havet sammenlignet med din but still.
    I stedet vil jeg hellere nyde at jeg i aften skal passe en kæmpe sød hund og i morgen skal et smut til det jyske for at høre lady Gaga. Og når tekniksolen igen skinner, jamen så er jeg bare klar igen.

    Så bottomline er, sæt din egen agenda, og lad dig ikke blive presset af omverdenen. Det kommer der intet godt ud af. Og hvis der er læsere der mener noget andet, tja så er det måske ikke værd at have ombord alligevel.
    Og helt ærlig, det er jo ikke fordi folk går i bro over at se en burger, et fransk baguette eller et barn med en ballon. De vil se Cathrine når hun er glad, når hun er sig selv og hvis de vil have en guide til Paris eller se et bilede af førnævnte burger, så findes der sådan noget brandsmart noget der hedder Google. 🙂

    Knus og high five til dig, din mand og Frida hunden!

    Betina

  24. Du har en fantastisk blog Cathrine! Med fantastiske billeder. En ærlig blog der handler om at pille næse, gå i flotte kjoler og om balancen mellem job og arbejde.
    Har du nogensinde tænkt over at vi læser bare en gang imellem kunne “nøjes med” et iphone-billede? DIn blog er blevet populær bl.a. på grund af dine flotte billeder, men primært på grund af dig. Det du lægger op og det du har at sige. Jeg tror jeg taler på alle dine læseres vegne når jeg beder dig om at “tage en slapper”, passe på dig selv og måske spise os af med billeder af lavere kvalitet end at bruge 3 timer på billedredigering og glemme din kæreste, dine veninder og generelt føle dig stresset.
    Jeg vil i hvert fald læse dine indlæg uanset om der er flotte billeder halvdelen af de gange der er nu. Husk at du selv opbygger de forventninger du har til dig selv.

  25. Cathrine, en lille venlig tanke: Det handler på ingen måde om indlæggenes hyppighed. De blogs, jeg holder aller mest af, er dem, hvor der ikke er så mange indlæg. Jeg bliver nemlig så glad og overrasket når et indlæg dukker op, fordi jeg ved at jeg har noget godt i vente, som jeg næsten havde glemt, jeg ventede på. Så slå ikke dig selv i hovedet over, at du vil have et vis antal indlæg udgivet om ugen. Giv dig selv en pause, og stop med at føle, at du skal leve op til vores forventninger. Vi forventer i virkeligheden ikke meget mere af dig, end at du driver en blog, som gør DIG glad, tilfreds og stressfri 🙂

  26. Der er skrevet så mange fine ting til dette indlæg allerede og jeg er sikker på at du nok skal lære at finde balancen igen – det er jo så tydeligt at dine læsere gider dig helt vildt, selvom du måske ikke blogger hver dag. Alligevel vil jeg gerne tilslutte mig koret – også fordi jeg er så dårlig til at give mig til kende i kommentarfeltet normalt. En af grundende til at jeg elsker din blog er at du formår at skabe en balance mellem candyfloss og leverpostej. Indlægget her er et godt eksempel. Selvom det selvfølgelig er trist at jeres feries sidste dag skulle være så fuld af dårlig stemning, så kan jeg ikke lade være med at blive lidt lettet de gange du har fortalt lidt om når dig og din kæreste har skændes, for af og til kan jeg godt blive helt trist over at blive bombarderet med smukke parselfies og beretninger om perfekte gaver og dates – for er mit forhold så helt af helvedes til? Jeg har byttet smykker fra ham mere end én gang, for han FATTER bare ikke at jeg ikke gider ligne en nyrig russer. Sidste gang vi havde date night ude, sad vi begge to og gabte ned i vores sushi, for til sidst at gå hjem og falde i søvn til Netflix. Og forleden skændes vi så ruderne klirrede og for mit vedkommende var der snot og tårer over det hele. På Lena Dunham måden. Og når jeg så går på instagram eller Facebook og får smidt lækre, smilende kærestepar i hovedet, kan jeg ikke lade være at tænke en lille bitte smule på om det er os der er fuldstændig åndssvage og dømt til skilsmisse eller ensomhed i tosomhed når vi bliver gamle.
    Derfor er det så fandens rart at læse om skænderiet i Paris og frieriet i New York der aldrig kom videre fra fantasien og ud i virkeligheden (endnu!).
    Tak for det og alt det andet du deler. For min skyld kunne du sagtens skære ned på outfit billeder, så længe du holder fast i din ærlighed og dine gode skrivekundskaber. Og pas godt på dig selv og på hinanden. Det er jo ægte kærlighed alligevel. Ligesom med mig og min kæreste 🙂

  27. Lidt sjovt, på min cykeltur den anden dag, tænkte jeg på et svar til det indlæg jeg havde læst lige forinden, omkring at du har så mange ting at se til for tiden. Nu har jeg lidt tid til at skrive, hvad jeg har tænkt..
    Jeg synes du skal prioritere din bachelor. Gør noget afsluttet og gjort færdigt. Få den ud af verden. Den kommer til at hænge over hovedet som et uafsluttet forløb og jeg tror det ville være dejligt for dig at kunne sætte et “flueben” dér.
    Jeg har svært ved at sige til dig, at jeg synes du skal lægge bloggen på hylden for en tid, for du skriver jo at du elsker blogging. Og at du elsker radioen. Men hvorfor kan bloggen ikke være et hobby projekt, hvor du tuner ind med et indlæg en tirsdag aften og en søndag eftermiddag, fordi du har lyst? Drop alt det sponsorerede crap med deadlines og forpligtigelser – alle læsere vil alligevel hellere have den blogger, der laver indlæg af lyst og med noget på hjerte. Nogle af de andre skriver om “Emily Salomon -syndromet” og det rammer simpelthen så plet. Hvis du virkelig mener at det her blogging for dig ikke er sat i vandet med henblik på at være en indtægtskilde, men kommer af din glæde ved at skrive og skabe stemninger og ramme hos læserne, så lad det være formålet! Og det føler jeg faktisk lidt er tilfældet med dig. Fordi du leger med ord og skriver og skriver og skriver. Og du skriver godt. Og læserne kan lide dine indlæg – det kan man se på kommentarfeltet og de tilbagemeldinger du får. Lad bloggen være dén der side-geschäft du ser som et frirum og en dagbog, eller gå all-in og få den til at fylde mere og sats på det som en karrierevej. Men hvis du satser på bloggen, så forudser jeg desværre, at der kan komme flere situationer som dén i Paris, hvor dokumentationen af outfits og din manglende tilstedeværelse overskygger det vigtigste.
    Hvis der er kommentar til alt det her, så skriv endelig. 🙂

  28. Kæreste smukke og natulige Cathrine-pige 🙂

    Aldrig har jeg læst så mange vidunderlige kommentarer til en blogger………..du er jo højt elsket af dem allesammen, tænk over det og lyt til deres fantastisk angagerede råd.
    Din blog vil være fantastisk uanset, hvor ofte du skriver, bare du fortsat vil skrive, som du altid har gjort, det er det alle dine venner ønsker og en glad Cathrine , der er så meget andet i livet der skal nydes og det kan man ikke, når der er for meget fart på 🙂 og på sigt kan det gå ud over helbredet.

    Du er med det indlæg allerede på vej i den rigtige retning, hold fast i den 🙂

    Kram fra et af dine familiemedlemmer

  29. Der er kommet så mange fine kommentarer med gode råd, så jeg vil bare lige tjekke ind og sige hephep til dig! Men et hurtigt spørgsmål til den engelske oversættelse – er der så mange engelsksprogede læsere, at det er nødvendigt? For kunne godt forestille mig, at det også taget temmelig lang tid at oversætte teksten..

  30. Min sene kommentar vidner om, at jeg også har travlt i mit liv 🙂 Ikke desto mindre, vil jeg gerne lige knytte en lille en her..

    Adam og Cathrine <3 Vi har vist før "snakket" om det med at være heldige og have fantastiske kærester. Den aller-bedsteste-ven i hele verden, som man samtidig med tænder på.

    Som jeg kan se du skriver i en kommentar, så vælger vi helt rigtigt ikke vores kæresters erhverv, men jeg tror det er vigtigt at lytte til hvad A siger 🙂 Jeg kan satme godt forstå det er svært at finde den gyldne middelvej når det kommer til blog vs. privatliv vs. det her er mega sejt det skal blogges vs. jeg sidder lige og er intim med min elskede i Paris.

    Mit råd må være: hold det inderste, mest intime, glædelige stunder private. Og lav måske så et indlæg med billeder som her – ikke caught in the act, men det næstbedste.. Vi forstår! Du skal jo heller ikke bede A om, at fryse the moment den dag han falder på knæ, for du kan få taget det bedste billede af situationen 😛 Det var at skære det heeeelt ud, men du ved hvad jeg mener 🙂

    Håber du i aften kan nyde det begynder at blive efterår, krybe under et tæppe på sofaen med Frida-fisen og A og bare være og nyde <3

  31. Hej søde Cathrine! Jeg sidder og kigger dine indlæg, da jeg er i Paris 😊 jeg tænker på, om I plejer at bruge metro når I er i Paris? For hvordan I kunne nå at komme fra st germain og hjem og skifte og så videre på restaurant. Jeg har nemlig været i diptyque og er overrasket over hvor langt der egentlig er imellem tingene og især når man har mega ondt i fødderne, så vi kan nærmest ikke undgå at bruge metro, haha!

Læg en kommentar