My book of ideas for blogging - ROCKPAPERDRESSES
My book of ideas for blogging

Ganni Kimono, Marni sandaler, Marias, Temple, Paris, Canal Saint MartinJeg kan virkelig mærke, at det begynder at give luft, at jeg har sagt et arbejde op. Jeg har fået noget mere tid til at pille næse – faktisk skal jeg nærmest ikke lave radio i november. Det er egentlig ret skræmmende. Men i sidste ende vil det vel være til det bedre? Når jeg så er på, så er jeg på og 100 % i det.

Generelt er der bare blevet bedre og mere af den der luft gennem de sidste to uger. Min kæreste og jeg har begge to omlagt den måde, vi planlægger vores tid. Vi går tidligere i seng, bruger mindre tid på telefonerne og har som minimum en date hver weekend – gerne to hvis muligt. Bare for at få ro. Men det kan jeg skrive et helt indlæg om i sig selv.

Jeg begynder også at have lidt bedre tid til bloggen, synes jeg. Måske også bare fordi jeg prioriterer anderledes? En-to gange om ugen sætter jeg mig og redigerer billeder på livet løs – heldigvis skal de ikke redigeres så meget som resizes efter jeg har opgraderet udstyret. Men alting tager tid.

Det betyder også, at jeg gerne vil finde bedre tid til at lave anderledes indlæg – jeg har for filan engang skrevet om tre-i-enere, privat økonomi og hår på armene! Det var sjovt! Og jeg var inspireret! Når tiden er knap, så er det ikke de store tanker af den slags der er tid til at udfolde. Og det kræver den slags historier. Der skal være overskud til at gribe dem. Det har der ikke været så meget af, men i november kommer det. Det tror jeg på.

Nogen gange får jeg et “jeg savner de gamle rocker-dage” (jeg elsker at “rocker” er blevet et/mit begreb; jeg bor i en rockerborg, har en rockerkæreste, en rockerhund – og man forestiller sig en skaldet mand og en furet dame med tjavset hår og en lille spændstig muskelhund. Og så finder man min revisorkæreste med tørre papirshænder, mig i tylkjoler og mærkelige læbestifter og en hund der ikke har så meget som en muskel (jeg savner i øvrigt dengang jeg skrev meget i parenteser, det må jeg gøre igen)). Og selv om jeg ikke altid kan gøre så meget ved det – vi udvikler os, thank god for det! Bliver ældre, får nye eller andre prioriteter, får mere travlt, mere karriere, mindre tid. Så tror jeg godt, jeg forstår, hvad der menes – de “gamle” dage, hvor der netop var plads til tre-i-enere.

Det er noget, jeg vil til at prioterere igen. At skrive flere af de sjove og skægge ting. Men også de følsomme ting og de der ting der følger med alderen, bolig, bil, bryllup, baby osv.

I weekenden fandt jeg min idébog frem. Og der begyndte jeg at skrive idéer ned til indlæg – from the top of my head. Og der er indtil videre ti indlægsemner klar. Men det er slet ikke nok, og jeg kunne også godt bruge et indspark fra jer. Sådan en blog er jo et sært arbejde, for man får ikke input på en gammeldags måde med kollegaen, der sidder lige overfor. Inputs og gode idéer kommer fra jer!

Så lad mig høre jer engang, hvis I vil tage jer tre minutter og skrive en kommentar – hvilke emner skal i bowlen? Hvad kunne I tænke jer titlen til indlæg kunne være? Hvad ville I gerne læse en rockers syn på? 😉 Hvis I vil have, at jeg skal hive mere ud af Frida, hvad skal hun så fortælle os? Hvis min kæreste skal mere på banen (som han måske ikke vil, men lad os nu se), hvad skal han så berette om?

Jeg vil sende en milliard luftkysser jeres vej, tippe jer om min egen “Don’t worry, be happy”-liste på Spotify, og så ellers give jer ham her (og hvis han ikke virker, så ham her (og så skal I bare bytte mentalt plads med damen). TAK!

 

English recap:
After three years of blogging come November I think it’s time to renew my idea-book. I have written about so many different things trough my blog history. But the last year or so I have been so busy not really feeling like writing about all the little things that I gave some room before. SO let me ask you – what do you want me to write about? Right now I have around 10 fullyformed ideas for writing but I could definitely use some more. What do you want a “rocker”‘s perspective on? Let me know!

 

47 kommentarer
  1. Nu elsker jeg jo det meste der kommer fra din hånd, men synes også du får berørt nogle emner en gang i mellem. Både de små spontane ting og de mere gennemarbejdede. Jeg tager lige et øjeblik og rose dit oriflame make-up indlæg, som var det bedste sponsorerede indlæg jeg har set på nettet længe! Så det kan du jo også.
    Jeg kunne godt tænke mig at høre om dine forbrugsvaner. Nu er det jo også noget af det jeg selv blogger om, så er nok lidt bias (indrømmet), men synes det ville være spændende at høre om hvad du gør dig af overvejelser inden tøj anskaffelser og hvad der sker med det når det skal videre? 🙂
    Ellers kommer du sikkert på en masse fedt selv.
    Johanne / http://www.bedremode.nu

  2. Hvor er det skønt at høre, at der er ved at komme luft i livet igen. Det fortjener du! (Har lige læst de tre gamle indlæg du linkede til, så sidder i krigerisk vi-gør-hvad-vi-vil humør :b).

    Jeg ved godt, at du har en aftale med DR om, ikke at blande blog og job for meget, men jeg kunne altså virkelig godt tænke mig, at høre noget mere om din vej ind, din tid på Talentholdet og alt det der. For nu at lyde komplet tragisk, så lever du det liv jeg drømmer om med karriere som radiovært og relativ succes, så jeg vil bare gerne kopiere opskriften, tak? 😉
    Ej, selvfølgelig ikke, du er jo unik. Men derfor gad jeg stadig godt høre mere om det (:

  3. På et ikke-så-højtflyvende plan kunne jeg vildt godt tænke mig at se din sneakerssamling 🙂 Lidt a la dit MAC læbestiftssamlingsindlæg (wow). Det var dig, der i sin tid fik mig fristet til at finde de gamle Kawasaki’er frem og købe nogle nye Nike, så I mit hoved er du forbundet med det at se fashion ud iført sneakers.

  4. Du skriver så meget godt, så dine egne ideer er sikkert de bedste 🙂
    Men altså, hvis det nu skal være, så er jeg helt tosset med boligspam. Ikke generelt, men boligspam fra dig, fordi du har så rocker god stil 😉
    Gerne date-inspiration også! Min kæreste er militærmand og for tiden på øvelse ca. hver anden uge (I kid you not), så når vi er sammen, må det gerne være intensivt. Det er det lidt nødt til – i øvrigt bor vi ikke i KBH, så helst ikke specifikke café-anbefalinger, men nærmere mere generelle idéer.
    Derudover er du jo den vildeste vært (sådan virker det i hvert fald), så beretninger om, når du har venner forbi. Mad, tøj, oppyntning, det hele. Jeg sluger det råt!

    Jeps! Gi den gas 😀

    1. Her må jeg klart stemme i!! Cat er den vildste vært! Ikke nok med at hun er drøn sød og disker op med lækker med og masser af gode grin – hun står sørme også klar med pink (!!) forbinding, hvis man på vej derhen er blevet påkørt i sit pencilskirt og har taget en tur hen af asfalten! 🙂

  5. Jeg kunne godt tænke mig, hvis du tog emnet jalousi op. Jeg er kun 17 år og har snart været med min kæreste i et år, og vi har haft en del problemer med jalousi. Hvis det ikke er noget, som du selv har oplevet, bliver det nok lidt svært.
    Men jeg går rundt med mange tanker omkring det, og da jeg synes du er en meget inspirerende person, som skriver utrolig godt, ville det være rart, at høre dit syn på dette 🙂

  6. Helt sikkert mere boligspam!!! Jeg synes kun man har set nogle få “teasere” og derfor sidder jeg altid tilbage med følelsen af at ville have mere! SE mere!

    Derudover er jeg også vild med ideen om tips og tricks til at være en værtinde og alt der følger med (opdækning, mad og tøj).

    1. Uhh! Og FRIDA! Jeg ved der er meget med hende… Men jeg bliver SÅ glad når hun bare er med på dine billeder! Jeg har selv en mops (Leif) og er det ikke bare det skønneste? Sad og klappede mig selv på lårene af grin da jeg læste dit indlæg “Frida, menneskebarn”. For det er SÅ rigtigt!

  7. For ikke længe siden sendte jeg dig faktisk en mail med et ønske om et indlæg. Noget af det du er bedst til. Noget af det jeg elsker mest at læse. Noget du skriver ofte om. Nemlig kjoler og bryllup! Jeg skal til et vinterbryllup. Det er virkelig svært at finde en kjole der ikke forsvinder i den hvide hud, eller hvor man ikke ligner et spøgelse – og som ikke er SORT. Du må hjælpe mig, for tænker du er den bedste at spørge 😉
    En anden ting: du har et super lækkert køkken. Kan du ikke komme med lidt indretningstips? 😉 og måske også nogle flotte sengetæpper (hvor finder man et, som ikke er HAY?) 😉

  8. Jeg synes det kunne være fedt hvis du tog emnet venner/veninder op, og gik til det fra lidt forskellige vinkler. Hvad kendetegner en god veninde? Hvad gør man når der indimellem går lang tid mellem man ses? Hvad er forskellen på veninder IRL og veninder i blogland? Og hvornår er det i sidste ende tid til at sige farvel til et venskab?

    Jeg elsker også de indlæg hvor du reflekterer over det med at have været i et forhold i mange år i en ung alder. Jeg er nemlig selv i samme situation, og har ofte haft samme reflektioner som dig.

    Og ifht. Frida – så kunne jeg godt tænke mig at høre hvilke andre blogger-dyr hun følger? Er hun f.eks. vild med Frank fra Miriams Blok? 🙂

    Fedt du har fået mere tid og ny inspiration. 🙂

  9. Jeg tænker et yndlingstema! Du ved, indlæg med dine yndlings indenfor forskellige kategorier: yndlingskjoler, yndlingssneakers, yndlingskager, yndlingskøkkenredakaber, yndlingsstiletter, yndlingsmærkedage, yndlingsalbums, yndlingsbøger, yndlingsrejsedestinationer… 🙂

  10. “Sådan lærer du at gå i farver!
    Når man som jeg har en meget lille og god garderobe, men gerne vil lære at gå i farver – kunne man så forestille sig en guide i at gå i farver? 🙂 Fra mesteren selv? 🙂 Gode, holdbare indkøb i glade farver og hvad man skal starte med at kombinere med? For det er vel de færreste, der går direkte fra sort-grå-hvid-skalaen til paillet-rullekrave og storblomstret tylskørt tilsat lækre leo sneaks? 😀 Måske det bare er mig, der er forsigtig, heheheheh:)

  11. Jeg er helt vild med dine ærlige indlæg om at pille næse, skændes med kæresten og ikke at have overskud på jobfronten. Det er noget vi alle bøvler med, men jeg synes det er så befriende at du rent faktisk er ærlig omkring det. Det giver en vis dybde til din blog, som jeg knuselsker! Jeg mister ofte interessen for nyfundne blogs, fordi de udelukkende handler om dyre tasker og sære outfits som udelukkende vises fordi man har en blog…. Hvis ikke man kan mærke personen bag, er der ingen fidus i at læse med.
    Når det er sagt, så opdagede jeg din blog for måske et år siden, hvor dine tekstfyldte indlæg fangede mig. Der findes ikke noget værre end et blogpost med 10 (af de samme) billeder og to linjers tekst.. Du skriver helt fantastisk og jeg har ofte svært ved at forstå, hvordan f…. du formår at sætte så meget, yderst relevant tekst til dit liv. Mit liv ville nok fylde de føromtalte to linjer…
    Bliv endelig ved med at skrive så meget som du gør, det er yderst befriende!
    Noget der også fangede mig ved din blog, er din stil. Bevares – meget af dit tøj ville aldrig lande i min skab, men du er simpelthen så modig og sprudlende, hvilket er en kæmpe stor inspirationskilde! Faktisk er der nok sneget sig lidt flere farver ind, i min ellers sorte garderobe, i den tid jeg har fulgt dig. Jeg ville ofte ønske, at jeg turde gå all in på farverige køb, i stedet for at gå efter det sikre, så jeg undgår at skille mig for meget ud 😉
    Jeg kunne rigtig godt tænke mig at se nogle flere boligindlæg fra din hånd. Måske nogle DIY projekter?

  12. Et blog og penge-tema kunne være mega spændende. Hvor mange timer lægger man i blogarbejde, og hvad kræves der ud over det egentlige skrivearbejde. Her tænker jeg på møder, events, planlægning osv. Hvor meget ruller der ind på kontoen – kunne du leve af det, hvis du ville? Vi skal selvfølgelig ikke se din selvangivelse, men det kunne være sjovt at få en idé om, alt det uden om og bagved bloggen.

    En anden ting – som måske er for privat – kunne være familieplanlægning. Måske en karriere-familie-vinkel. Hvad er dit/jeres syn på familieforøgelse. Hvornår er det rette tidspunkt i forhold til at få karriere og det biologiske ur til at mødes. Jeg er selv under uddannelse og i midt-tyverne. Måske skulle man bare få de unger nu mens man kan være relativt sikker på at kunne uden hjælp.

    Ovenstående er måske lige på grænsen til at være for privat, men begge dele kunne også være interessante fra et mere generelt perspektiv, hvor du ytrede din holdning til emnerne.

    Lige meget hvad du vælger at skrive om, lover jeg at læse med.
    Du gør det nemlig altid godt!

  13. Jamen, jeg er bare vild med dig! Har ikke læst blogs så længe – og nu er jeg afhængig! (Jeg kan udelukkende takke dig og din blog for det 🙂 )

    Jeg kunne godt tænke mig at høre lidt om, hvordan I (Hr. og Frk. Rocker) er blevet enige om stilen, farverne, vanerne og betingelserne i Jeres lækre hjem? Er I bare lykkeligt enige i indretningsstil, madvaner, fælle-forbrugs-økonomi, osv., eller har I været i gang med kompromisser og veto-retter undervejs?
    Jeg og min kæreste er selv midt i tyverne, vi har været sammen i hundrede år (eller 8 ca.), og vi er et vældigt godt eksempel på “modsætninger mødes!” Det er godt og spændende – men simpelthen også problematisk, når man gerne vil bygge hjem sammen..

  14. Hej Cathrine!
    Er virkelig glad for at høre at du har mere tid og overskud, det er jo kun godt! Er sikker på at det var den rigtige beslutning at sige jobbet op. Har ikke de store idéer i øjeblikket ift. indlæg, men skal nok lægge hovedet i blød -det er i hvert fald fedt at du gerne vil lytte til os læseres idéer! Elsker dine lange, ærlige, jordbundne indlæg -bliv endelig ved med dette, det sætter i hvert fald altid tankerne hos mig i gang. For uden det elsker jeg når du bruger parenteser, haha 😉 At se dig og høre din smukke stemme berette i videoer er også fedt. Og forresten- er vild med dine filmanbefalinger, men kunne du måske skrive din mening ift. filmene (evt. give stjerner, hundehoveder, tyldkjoler eller andet?), savner lidt at høre din egen holdnbing og få en personlig anbefaling i stedet for kun at få en beskrivelse af filmene… Bare en idé 😉 Men alt i alt, blev ved med at gøre hvad du gør, Cathrine! Du er så skide god til det! Alt det bedste til rockerfamilien fra mig! Kh Ida

  15. Jeg synes det kunne være vildt spændende at lære din revisorkæreste lidt bedre at kende og blandt andet høre lidt om hans tanker i forhold til bloggen. Du kunne evt. lade dig inspirere at fru Lei Lange på Twinpeaks og Sneglcille, og lave en interview med ham? Dét ville jeg elske at læse!
    Og i øvrigt, tak for en skøn blog, som jeg læser flittigt! 🙂

  16. Feeeeedt!! Men mener at du lavede en kommentar-tråd på facebook, hvor der var sindssygt mange gode emner? 🙂

    1. Var det ikke, da jeg spurgte til gode tabuer? Det var ikke til bloggen, men faktisk en anden lille ting, jeg gerne vil arbejde på. Men måske de ting kan krydse hinanden? KH

      1. Nåårh jo det var det! 🙂 Men kunne da være spændende til bloggen også 🙂

        Forresten.. hvordan finder man så din spilleliste på Spotify? Synes ikke jeg kan finde den, hvad er dit brugernavn? 🙂

      2. Jeg har endnu en idé til indlæg!

        Time management. Hvad gør du for at nå alt? Laver du en ny to-do-liste til hver dag? Skriver du alt ned? Hvad med køb.. skriver du dem ned? og hvordan holder du styr på kvitteringer osv. 😀 haha, det er sådan noget jeg er meget dårlig til, så kunne være du havde nogle tips 😀

        1. Det kommer med i bogen Cecilie – men på kvitteringsfronten leder jeg stadig efter en smart løsning 😛 KH

  17. Først vil jeg rose dig og fortælle, at du gør det Rocker godt! 🙂

    Jeg kan huske, at du tidligere lavede “Ugen, der gik”-indlæg, som jeg var rigtig glad for at læse.
    Jeg kan forestille mig, at det tager lang tid at lave de indlæg, men måske det kunne gøres som “Måneden, der gik”-indlæg i stedet for at lave et hver uge? 🙂

    Ellers synes jeg det kunne være sjovt med nogle facts omkring dig som person, måske skrevet af din rockermand, -hund eller en veninde.

    Kh.

  18. Tak for den bedste blog. Jeg har været med helt fra den spæde begyndelse, og nyder at følge dig gro 😉 Jeg er vild med at du kan jonglere med dine ord og tanker og skrive stort om ingenting. Bliv ved med det.

    Ps. Helt lavpraktisk. Der var engang for længe længe siden, hvor du ville lave et indlæg om cykelhjelme. Det blev aldrig til noget – men det håber jeg at det gør en dag. Jeg hører stadig mig selv sige “ej, jeg køber den hjelm snart. Men jeg vil bare gerne lige se hvilke rockeren finder frem først”. 😉

  19. Som Marianne skriver længere oppe – idéer til dates! Det lyder til dig og A er rigtig gode til at date, uden det nødvendigvis er det helt store. Kan huske I havde en date på gulvet hjemme i stuen i jeres gamle lejlighed – og jeg synes det var SÅ fint! Når vi skal date herhjemme bliver det tit bare noget “dinner and a movie” og ligegyldigt hvor meget jeg elsker at gå i biffen, så gad jeg godt have idéer til noget andet 🙂
    Du behøver ikke dokumentere jeres dates med billeder – det er jo trods alt JERES dates. Men bare nogle gode idéer ville være fedt.

  20. Jeg stemmer i med dem, der gerne vil høre om venindeskaber, hende der gerne vil have et “yndlings”-indlæg og så vil jeg også gerne have lidt flere bolig-indlæg – meget gerne med DIY-tips.

    …og så ville jeg sindssygt gerne høre om alle dine planter, blomster og træer. Alle dem du har ude i gården, du nævner dem ofte, og jeg synes de er et blogindlæg værd! 🙂

  21. Måske noget “bag-om-bloggen”… Hvad bruger du af kamera nu og den gang du startede bloggen? tekniske ting om bloggen; hvilken platform bruger du? tutorials til hvordan laver man indlæg? blog-forbilleder?

  22. Tak for den eneste blog jeg holder ved. Her er et par ideer i ret forskellige boldgader.
    1) Tanker om familie, ansvar, tid, barne/voksenroller. Jeg arbejder selv meget og synes, det er svært at få tid til at besøge mormor og farmor og alle de andre. Er man for selvoptaget, hvis man prioriterer andet end familien? Eller er man egentlig ikke så vigtig, som man måske selv går og giver sig dårlig samvittighed over?
    2) Ideer og über-pædagogisk step-by-step guide til make-up (fest, middag, new year fx). Den var god den til hverdagsmakeup. 3) De bedste netshops – ikke kun inden for tøj.

  23. Jeg har netop savnet noget mere skrivemæssigt – alle de gange, du har taget gode, stærke og relevante emner op! Men det er nok også fordi jeg i al almindelighed er en lille smule træt af udelukkende outfits-billeder og modeblogs 🙂 Så ja, når du skriver om nære og personlige emner, gør du det godt!

  24. Haha okay dé GIF’s der, de var sjove! Måske kunne du lave et indlæg med GIF’s der viser noget fra din hverdag?
    Jeg skrev til det seneste Frida indlæg, at det ville være hyggeligt at få mere af! Jeg ved ikke præcis, hvad der skulle være mere af; måske hvordan hun opfatter den travle hverdag, hvad hun gerne vil med livet (lidt skørt og overdrevent måske, men man er vel hundeelsker!) eller Fridas tip til at være social!
    Uh måske kunne du skrive lidt om, hvordan man lettere kan være social og fungere (endnu) bedre socialt, til trods for at man er ret introvert?
    Lidt løse ideer, håber du kan bruge dem til noget! 🙂

  25. Hej Cathrine,
    Tak for en skøn blog. Jeg nyder at læse med og har gjort det længe, men jeg kan også mærke at jeg nogle gange lige skal tage ekstra tid til at læse dine indlæg, da de ofte får en masse tanker igang hos mig. Hvilket er rigtig rart.
    Som der blev nævnt tidligere oppe i kommentarfeltet, så er dine indlæg meget mere dybdegående end bare et outfit og nogle linjer dertil – bliv endelig ved med det! Og ja, jeg er også vild med at du skriver i parenteser (:
    Jeg synes de andre er kommet op med en masse spændende foreslag, men da jeg også bor her på Frederiksberg C (og er ny her), kunne jeg godt tænke mig lidt flere anbefalinger til hyggelige steder at drikke kaffe, interessante butikker osv.
    Kh. Lilli

  26. DEJLIGT du har fået mere overskud! Godt at se det har fungeret for dig at lave prioriteterne om 🙂 Jeg mindes, at du noget tid tilbage havde et relativt ‘fast’ indlæg a la det indlæg, du for nyligt lavede med ‘lykken er ikke..’ – altså de sjove finurlige skøre ting, der sker i hverdagen. Mindes i hvert fald at jeg skraldgrinede over et af de indlæg, hvor du havde haft en meget uheldig metrotur (kan ikke lige huske om det måske involverede noget toilet-papir eller hundelort) – men i hvert fald så er jeg stor fan af den type indlæg 😀 Det giver altid et smil på læben 😉 Og så ELSKEDE jeg dine boligindlæg – måske du har mod på at vise lidt mere af det? Og selvom jeg ikke er et udpræget dyremenneske, så sad jeg også med et smil på læben efter det nylige Frida-indlæg, så lad endelig bare hende få ordet igen (uden at jeg dog har et konkret ide om, hvad hun gerne må snakke om) 😀

  27. Meget gerne flere billeder fra jeres skønne lejlighed (!)
    Muligvis også ideer og tricks til hvordan man bygger “basisgarderoben” ala. Rockeren :))

    Tak for mange hyggelige og dejlige indlæg!

  28. Jeg elsker at se ind i folks hjem. Tit er der nogle små smarte idéer, som man ikke lige selv havde tænkt på (og af og til har bloggeren heller ikke lige tænkt, at det kunne være til gavn for andre). 🙂

  29. Først og fremmest så er det dejligt at høre, at du har fået bedre tid til at trække vejret, pille næse og til dig og din kæreste. Dernæst til dit spørgsmål. Lad mig først sige, at jeg er vild med alt det du skriver herinde, men mest af alt holder jeg af (fristes til at sige ELSKER) de indlæg, hvor du primært skriver. Du kan virkelig noget med ord! Du er en pokkers dygtig iagttager, der samtidig formår at få dine tanker og reflektioner ned på skrift! Jeg synes især det er interessant, når du skriver om de mere ømtålelige, sårbare emner som ensomhed, at føle sig udenfor, uønsket hårvækst, venskaber og skænderier. Som nogle af de andre også har nævnt, så synes jeg, det ville være rigtig interessant, hvis du skrev om veninder/venskaber, familierelationer og måske om forholdet til kroppen, selvværd og selvtillid?
    Men jeg holder også af dine mere tåkrummende indlæg -om at gå rundt med revnede bukser en hel dag (uden at vide det!), tre-i-éneren osv. Den slags kan man selvfølgelig kun skrive om, hvis man oplever dem, men jeg har på fornemmelsen, at du også har en god portion læseværdige anekdoter i ærmet? Ellers kan du måske lave et (opdateret) ting-I-ikke-vidste-om-mig-indlæg, hvis du altså har opdaget nye finurligheder ved dig selv, eller tillagt dig nye, spøjse vaner. Eller om ting du ikke forstår (lavede du ikke sådan nogle engang?).
    Sidst men ikke mindst ville jeg heller ikke klage over nogle flere fortællende-journalistisk-indlæg, som det om folk der spiser tun med fingrene i toget og din tur på Northside i sommers. De var geniale! 😀

    Bare fold din krøllede og finurlige hjerne ud -du plejer at have så mange interessante iagttagelser og reflektioner på både stort og småt! Egentlig vil jeg bare gerne (fortsat) have del i din verden, og i hvordan omverdenen ser ud set med dine øjne! 😉 Frida må i øvrigt også gerne komme med sit syn på folk og omverdenen 😉

    Tak for at dele både små og store tanker og oplevelser med os herinde, Cathrine!

  30. Godt du har fået mere tid, som du kan bruge til det du finder rart og vigtigt. At lave radio lyder spændende 🙂
    Jeg elsker at se kjoler, sko, tasker, hår opsætning, makeup, indretning, biler og andre køretøjer, mad og drikke alt under din rocke stil:-)

    jeg vil spørge dig og dine med kolleger i Stylista om noget meget vigtigt.
    Lige nue er det jo Knæk Cancer og på lørdag kører det hele i TV.
    Jeg har selv kræft, kender mange med og de som desværre ikke overlevede.

    Vil DU dine KOLLEGER og alle jeres søde LÆSERE være med til at støtte projektet: “Danske Bloggers indsamling til Knæk Cancer” ??
    sammen er vi stærke og kan gøre en forskel i kampen mod en fæl sygdom.
    På min blog kan I se hvordan vi nemt støtter Knæk Cancer enten anonymt eller med navn og fratræk i skat.
    Tryk på mit navn eller følg linket og være med til at gøre en vigtig forskel :
    http://mariahoffbeck.blogspot.dk/2014/10/knk-cancer-danmark-rundt-nu.html

    Håber at høre fra dig 🙂 Mange smukke hilsner fra Maria

  31. Hej cathrine.
    Flere husindlæg og arrangementbilleder fx. Som da du lavede en picnic for din kæreste inden i stuen 🙂 hold op det var romantisk!:-D
    Et indlæg med “cathrines uge”, hvor du for tæller hvad du laver på en enkelt uge..
    Indlæg med tilgang til træning og mad og gode opskrifter 🙂
    Frida kan vi altid tåle at se mere af (skulle jeg hilse at sige fra carl) :-)!

  32. Hej hej 🙂
    Jeg har på det sidste gået med tanker om, hvordan dit RC har det.
    Jeg ved, at det er noget underligt noget, men jeg elskede de indlæg du lavede omkring det smukke porcelæn for længe siden. Jeg savner det. Så hvis du har lyst til at snakke lidt om borddækning, stel eller andet i den dur, så ville det gå lige i hjertet på mig 🙂

    1. Haha søde Sofie, porcelænet har det godt. det har det rigtig godt. Står trygt i skabet. Det kan meget vel tænkes at jeg kan lave borddækningsinspiration hen mod julen? Jeg kommer det i bogen :-* KH

Læg en kommentar