Komplimentsfredag - hvordan gik det? - ROCKPAPERDRESSES
Komplimentsfredag – hvordan gik det?

Fredag morgen satte jeg mig for at uddele tyve komplimenter i løbet af dagen – fem af dem skulle være til komplet fremmede. Hvordan gik det så?

Ja altså, jeg måtte hurtigt sande, at jeg faktisk ser særligt mange mennesker på en arbejdsdag – jeg er i studiet halvdelen af arbejdsdagen, og derefter cykler jeg typisk hjem og arbejder med bloggen. Alene. Derfor besluttede jeg mig for at tage lørdagen i brug også – selv om jeg egentlig synes, det var lidt snyd.

Målet var at sprede glæde i stedet for galde. Selv om jeg egentlig anser mig for mellemgod til at give komplimenter, så tænkte jeg, det var en frisk udfordring at give mig selv. Skubbe lidt til grænserne. Det sker tit at jeg har roser på hjertet, men så får jeg ikke lige givet dem videre – nogen gange fordi jeg glemmer det, andre gange fordi jeg ikke tør. Det er nok den mest fjollede stopper! Derfor satte jeg et mål, tyve komplimenter – så skulle jeg ikke holde mig tilbage, og jeg var nødt til at også at tage kontakt til kolleger på arbejdet, som jeg måske ikke normalt taler så meget med. Det holdt nemlig ikke kun at give ti komplimenter til min kæreste og ti til Frida

Det føltes faktisk helt vildt grænseoverskridende! Jeg kom til at tænke meget over, hvad jeg gerne ville sige til folk – og det er jo slet ikke dumt. Men det var meget grænseoverskridende at giver roser til folk, sådan on the spot. Som om man fedter for noget! Efter de første par komplimenter fik jeg meget hurtigt sagt, at jeg altså havde aftalt med mig selv, at jeg holdt komplimentsdag – men så tog jeg jo værdien ud af komplimentet igen for modtageren! Jeg tror bare, at jeg tænkte, at de ikke skulle tænke, at jeg var mærkelig sådan bare lige at rose ud af den blå luft, det er da også bare underligt, ikke?

Jeg stoppede hurtigt med at forklare mig, så folk kunne bade i roserne, ligeså tosset de ville. Og efterhånden som mine egne grænser blev rykket, så fik jeg lørdag aften givet mit “drømmekompliment”, som jeg har haft på hjertet længe. Lad mig da lige ridse lidt op – måske til inspiration?

En kollega havde de mest svedige sko på fredag – dem roste jeg!

Min producer lavede set sejeste opslag på vores programs facebookside, som virkelig gik viralt, blev delt, liket, kommenteret og den endelige reach lå LANGT højere end nogensinde. Jeg roste ham for at være så god til at samle de små skæve ting op og give dem liv.

Jeg sagde “Hej I to smukke piger” til to af mine yndlings kvindekollegaer.

Kaffemanden, der står med sin lille vogn foran DR, fortalte jeg, at han reddede alle mine morgener ved at lave den bedste kaffe.

Jeg besøgte min søsters svigermor fredag, og der roste jeg deres vanvittigt smukke lejlighed vældig meget.

Fredag aften efter familiefødselsdag sagde jeg til min kæreste, at det var så dejligt at have ham ved min side til familietamtam og bare opleve, hvordan han interagerer, diskuterer, griner, tager del. Det gør mig varm om hjertet.

… Der var mange flere – store som små. Lige fra at rose kollegers påklædning, søde lyttere. Jeg ved faktisk ikke, om jeg nåede de tyve eller over? Komplimenter burde heller ikke tælles men blot fordeles med rund hånd!

Og mit drømmekompliment? Jeg har længe gerne ville rose politiet i de københavnske gader. Jeg synes, de gør et rigtig godt stykke arbejde – de ser bare så vigtige ud med deres geværer, at jeg ikke helt har turdet nærme mig. MEN jeg fik endelig sagt “I gør et rigtig godt stykke arbejde” lørdag aften til en mandlig og kvindelig betjent efter et forfejlet forsøg fredag, hvor de to betjente, jeg nærmede mig, åbenbart var ved at tage navn og adresse på en borger, der vist ikke opførte sig så pænt. Jeg fattede det ikke, før min kæreste hev mig væk derfra få meter fra.

Gjorde det en forskel?

Jeg kan godt mærke, at jeg faktisk pludselig blev ret forlegen, når jeg skulle sprede roserne. Lige pludselig tænkte jeg meget mere over, hvad jeg sagde, og der var meget mere betydning bag, fordi jeg tænkte så meget over det. Jeg følte lidt i flere situationer, at folk må have tænkt, at jeg crushede på dem, haha, men herre Gud! Hvis det har givet en bedre dag, så tager jeg gerne lidt bigamist på mig.

Jeg gad godt blive bedre til at have modet og åbne munden, når jeg går og tænker, at nogen er seje, inspirerende, dygtige. Især til fremmede – når jeg ser en smuk pige på gaden, en flot jakke, you name it. Det burde være en folkelig pligt på lige fod med at stemme og holde for rødt, sådan at dele komplimenter ud. Både de små som “Du dufter dejligt” og de større, der giver lidt af hjertet med. Jeg har fået blod på tanden!

20 kommentarer
  1. Det er sådan en god idé med at huske sig selv på at give komplimenter, både til familie, venner, bekendte og helt fremmede.
    og du har helt ret – komplimenterne skal og kan ikke tælles. Jo flere des bedre 🙂
    Du er sej! Jeg vil prøve at huske at sige alle de positive ting jeg jo ofte tænker om folk, men som bare i situationen kan virke lidt fjollet/grænseoverskridende at sige højt.

    1. Det er lige præcis også dém, jeg gerne vil være bedre til. Det mere umiddelbare, som jeg jo tit tænker “GUD en flot taske”, “hvor ser hun sød ud” – det skal jeg blive bedre til 🙂 The more the merrier! KH

  2. Det er virkelig underligt, hvor svært det er at få sig selv til at sige noget pænt til et andet menneske. Gad vide om det er janteloven der holder os tilbage? Jeg arbejder virkelig selv på at blive bedre til det. “Lækker lejlighed du har fået, hvor har du indrettet dig hyggeligt”, “sikke en flot neglelak du har lagt i dag”, “fed jakke!” og meget mere.
    Faktisk er bloglæsning en ret god træning her, for som vi snakkede om tidligere på ugen, så skal man ikke sige noget, hvis man ikke kan sige noget pænt, så roserne flyver jo af sted her, men det virker bare lidt nemt i forhold til “virkeligheden”.

    Jeg synes i hvert fald, at det var et sejt projekt du kastede dig ud i, så længe komplimenterne er ægte. Det kan trods alt også blive for meget af det gode, og så ryger magien desværre (:

    http://www.moonlitmadness.dk

    1. For mig er det ikke så meget janteloven – jeg vil i hjertet gerne, at andre stråler, og jeg tænker ikke, at jeg så stråler mindre. For mig er det den der grænse med intimsfære, tror jeg, og så er jeg måske lidt bange for, hvad folk tænker om mig – altså om de tænker jeg er for underlig? Det siger jo så i virkeligheden mere om dem end om mig, hvis de får søde ord med på vejen 🙂 For mig skulle de være ægte, og derfor blev det det mere grænseoverskridende, det skulle ikke bare være “flotte sko”, “flot jakke”, “flot taske”, men også nogle jeg har tænkt mere over. Det var i al fald ret sjovt at skubbe min egen grænse 🙂 KH

  3. Altså jeg er lige blevet droppet af en mand, fordi jeg gav for mange komplimenter…

    Har nemlig kørt samme projekt “Sig noget pænt, når du tænker det” efter en fremmed roste mine sko i sommer. Det gav mega-optur, så tænker meget i at give tilbage på samme måde.

    Men det kan så åbenbart også blive for meget…(Meget mærkelig type)

    1. WHAT?! Ej men så fortjener man da heller ikke en kvinde som dig 🙂 Ud til højre med ham – hvem får nogensinde nok af komplimenter?? KH

  4. Det er sejt og god karma-agtigt at du gør sådan noget!
    Nu vi er ved komplimenterne, vil jeg sige, at jeg sjældent kommenterer herinde, men hvert et indlæg du skriver bliver læst med stor fornøjelse, og at du er min all time favorite-blogger!

    1. Jaaaaaaa TRINE! Ud af en milliard blogs, så er jeg din all time favorite? WAUW! TAK <3 Jeg håber, du får den BEDSTE mandag! KH

      1. Det er du! Blogs kommer og går, men jeg har læst med her hver dag, siden jeg opdagede dig 😀
        Er også vild med din lækre stemme i radioen 😉
        Tak for det <3

  5. Hvor er du sej, Cathrine! Jeg vil lade mig inspirere; prøve at turde lidt mere, og ikke holde mig tilbage. Tak for inspiration – på mange punkter! (Nu kommer der et kompliment, som jeg længe har siddet og fedtet med i diverse kommentarfelter her på bloggen): Jeg læser din blog dagligt, jeg glæææder mig til nye indlæg – fordi jeg bliver inspireret; til at gå med farver, tage læbestift på i hverdagen, rejser og så de mere dybe ting. TAK for en personlig, sprudlende og helt igennem dejlig blog!

    1. Juhuuuu! Mette! Det er lige nøjagtig dét, der giver mig mod på at have indlæg klar hver morgen til jer, det gør mig så glad! TUSINDE, TUSINDE tak, du er en stjerne. Hav en fin mandag :-* KH

  6. Hvor er det egentlig en god udfordring at give sig selv – og tankevækkende. Det sætter i hvert fald nogle tanker i gang her! Jeg tænker i hvert fald oftere “ej en pæn kjole”, end jeg siger det direkte til folk, og når jeg tænker komplimenter, burde jeg måske også lige turde lade det blive sagt – netop når man ved hvor meget glæde det gør hos modtageren. Jeg bliver i hvert fald glad for komplimenter.

    Måtte i øvrigt også lige ind og kigge på Smags Facebook-side, og nu kan jeg godt forstå at det opslag gik viralt – jeg går ud fra at det er den med musiknumrene, hvor man kan finde det nummer der lå nummer et på hitlisterne. Sjovt nok har vi netop lavet et indlæg om det i dag – i stedet for fødselsdage har vi bare taget udgangspunkt i andre mærkedage, f.eks. da vi tog til Sydøstasien i 2009. Det er faktisk lidt sjovt at se hvilke numre der hittede på de dage 🙂

    1. Nårh ja, det er jo også sjovt! Så kan man sætte de gode minder i relief 😀 Jeg kommer i al fald til at tænke mere over at få dem ud i stedet for bare at tænke dem. Det giver så meget glæde i den anden ende! KH

  7. Noget af en udfordring af give sig selv. For ja kan godt sætte mig ind i hvor overskridende det er, at komme med et kompliment til fremmed folk. Men det er også de små ting i hverdagen, man skal nyde – så de fremmed du har givet komplimenter til har jo nok værdsat det, selvom de i starten måske har tænkt, det var lidt mærkeligt.
    Det er desværre usædvanligt udansk, at henvende sig til fremmede folk i det offentlige rum for at sige noget pænt eller i det hele taget sige noget. Det sker nærmest kun, hvis vi har fundet noget, vi har tilfælles. Vi tænker måske for meget over, hvad den fremmed, man vil sige noget til, vil tænke om en, og derfor er det sikkert ofte det som sætter en stopper for at tage ‘initiativet’ til bare at snakke.
    Fedt du gjorde det Cathrine!! Applaus herfra 😀

    Af ren nysgerrighed vil jeg spørge dig, om du tror, du havde “fuldført” din opgave/challenge, hvis du ikke havde delt den med os læsere på bloggen? Tænker at det jo altid med til at give det sidste skub, hvis man deler en challenge med andre, fordi de som regel bakker en op 🙂

    Jeg er i hvert fald vild med, at du vil give glæde i andres hverdage og samtidig flytter dine egne grænser 🙂
    Krammer til dig

  8. Jeg giver ofte komplimenter til holdinstruktører i fitness centret, hvis jeg synes de har givet mig en god træning.

    Derudover har jeg også selv for nyligt fået et kompliment fra en fremmed. Jeg arbejdede i kommunen og mødte en fra en anden afdeling i et kopirum. Hun sagde, at hun havde lagt mærke til, at jeg altid havde sådan noget flot og farverigt tøj på. <3

Læg en kommentar