College Drop Out - ROCKPAPERDRESSES
College Drop Out

uniupdate
Godmorgen ladies,

Nu hvor jeg allerede har afsløret mit hængeparti med Københavns Byret, så kan jeg da ligeså godt tilføje mine anden “forseelse” (btw til de nervøse: Jeg kommer ikke i fængsel – alles gut). Jeg er blevet smidt ud af uni. Simpelthen. På røv og albuer. Jøsses, når jeg lige starter indlægget med “byret”, “fængsel”, “smidt ud”, “røv” – ja, så får jeg sgu allermest lyst til at tilbage under dynen. Og aldrig komme ud.

Ej, jeg har egentlig nævnt det, sådan lidt forbipasserende herinde, men der skete det, at jeg fik et brev om, at jeg havde brugt min studietid – jeg skulle klage, hvis jeg mente, det ikke stemte. Jeg sendte et brev, hvor jeg bad om dispensation – som vi også talte om herinde, så ville det være dybt åndssvagt for Universitetet ikke at lade mig blive færdig – jeg mangler trods alt kun at skrive to opgaver, jeg har ingen undervisning tilbage. Universitetet får, mig bekendt, kun penge af staten, hvis jeg færdiggører min uddannelse. Jeg skrev en ansøgning, fortalte om min rejse – hvordan jeg stædigt har holdt fast i studiet trods mulighed for Talentholdet osv.

Jeg fik et blankt afslag, da min primære begrundelse var erhvervsarbejde. Det blev jeg godt nok ked af. Men jeg har talt en del med en veninde, som er tidligere studievejleder – hun mener, jeg kan betale mig til at få lov at færdiggøre de to fag via Åbent Universitet, eller også kan jeg søge om genindskrivning. Mente hun altså. Men nu må vi se. Ærligt talt har den uddannelse hængt mig over hovedet i fem-og-et-halvt-år. De sidste to-og-et-halvt år, hvor jeg har arbejdet mig op på P3, har det været hæsligt. Tænk jeg havde knapt et halvt år, hvor jeg arbejdede fuldtid på P3, 15-25 om ugen i butik OG havde fag på uni OG havde blog. Set i bakspejlet forstår jeg ikke, hvorfor jeg ikke endte med at sidde og kigge ind i et hjørne. Det kunne jeg sgu ligeså godt have gjort. Mine grænser for hvornår jeg er træt, og hvornår jeg ikke orker mere, er klart blevet rykket nærmere mig selv efter det halve år. Det var vanvittigt.

SÅ! Lige nu ligger landet sådan, at jeg har brugt min studietid på Uni, og derfor er jeg “smidt ud”. Jeg mangler at skrive to opgaver – en på 15 sider og en på 25 sider. Jeg har aldrig været tættere på, så det ærgrer mig. Men samtidig er det også for første gang i flere år, at jeg faktisk har tid, også til mig selv og sjove projekter med bloggen. Jeg skal finde en måde at få det papir på – via åbent uni eller ved genindskrivning. Jeg skal baaaare lige tage telefonen og ringe til dem. Ligesom.

Indtil da griner jeg lidt af, at Kanye og jeg pt. går samme vej; begge college drop-outs.

65 kommentarer
  1. Men ligesåvel som det er dumt, at universitetet ikke lader dig komme til prøve i de sidste to fag, ligesom dumt er det vel, at du havde to fuldtidsjobs og et universitets studie? (hvor du kunne have taget flere fag, og blevet hurtigere færdig) Hvis du skrev, at universitet “forstod” din situation, så ville andre også forvente, at de kunne gradbøje reglerne (5 års reglen) Det er altid nemmest at sidde bagefter og sige, hvad folk kunne have gjort, det undskylder jeg.

    1. Jeg er lidt på Saras hold…
      Jeg kan sagtens forstå, at det er spændende med radio og blog, men jeg tror ikke helt at jeg forstår, at man ikke “bare” kan få banket de opgaver af. Som du skriver, så er det kun 15 og 25 sider.

      Men hey, det nytter jo ikke noget at sidde her og være bagklog nu 🙂 Men kan sgu godt forstå, hvis du på den ene eller anden måde gerne vil have det gjort færdigt, når nu det har været din hovedpine i så mange år.

      1. Jeg kan egentlig god forstå universitetet.
        Jeg arbejder som studievejleder på et af landets største universiteter og jeg sidder hver dag med folks er er blevet syge. Har fået kræft eller depression eller andre kroniske lidelser. Folk der har syge børn, syge ægtefæller eller syge forældre. De fortjener en dispensation. Det er ikke deres skyld eller deres valg at blive forsinkede.

        Du har prioriteret at arbejde og det virker som om det har været det rigtige valg for dig.
        Man du har selv valgt ikke at prioritere din uddannelse eller få skrevet de opgaver.
        Det er ikke universiteters opgave at stå til rådighed når du lige får tid til at aflevere dine ting. Så det kan jeg egentlig godt forstå.

        1. Hej Simone,
          jeg forstår helt sikkert godt at der nogen der “fortjener” mere end andre. Jeg forstår det godt. Derfor kan jeg godt ærgre mig alligevel? Jeg synes det er åndssvagt, ja men der er ikke noget at gøre ved det, og jeg forstår godt, at jeg trækker KUs gennemsnitlige tid op pr. studerende og det er dårligt på de officielle sider. Jeg synes det er åndssvagt – ligeså vel for min egen andel. Det er jo min egen indsats som er åndssvag.
          Selvfølgelig skal uni ikke stå til rådighed, når jeg lige har tid. Det er klart. Jeg har også haft orlov og fulgt reglerne på den front. Jeg kan dog ikke se, hvorfor jeg ikke kan ærgre mig alligevel?
          //C

          1. Jo, det kan jeg godt forstå. Det ærgrer mig bare med sådan nogle indlæg fordi jeg bruger så meget tid og energi på at gøre universitetet opmærksom på hvor uretfærdig systemet er for nogle mennesker og hver gang hiver universitetet eksempler frem som ligner dit. Argumenter er at hvis man bøjer reglerne for ham der har et sygt barn skal man også bøje reglerne for dem der er bagud fordi de har arbejdet meget. I virkeligheden ærgre systemet mig nok bare.

          2. Jeg forstår godt din ærgrelse omkring systemet. Hvem der skal have dispensation, mod hvem der ikke skal – jeg ville synes, at det var svært at beslutte. KH

      2. Enig. Og teknisk set så har de jo udgifter i forbindelse med, at dine opgaver skal rettes, karakteren skal godkendes og indskrives officielt og dine diplomer skal udprintes.

        1. Ja men de får jo intet tilbage på mine seks år, hvis ikke jeg færdiggører? 🙂 Og så kan de godt spare udprintet for min skyld 😉 KH

          1. Jo, jo de får ca 20.000 – 24.000 pr. 30 ECTS du gennemfører. De får bare en bonus for hver studerende der afslutter.

      3. Hej Karen,
        Nu er radio jo ikke bare “spændende” men et enestående arbejde, som jeg ikke havde fået, havde jeg ikke taget orlov fra studiet 🙂 Hvad man kan holde til af arbejdspres er jo forskelligt, og den ene opgave på 15 sider forsøgte jeg at aflevere i januarr – da var min studietid løbet fra mig, og jeg kunne ikke aflevere, rent teknisk. Hvis jeg skulle have gjort det anderledes, så var at tage så mange fag, da jeg stadig var på talentholdet – bagefter havde jeg ikke kunne tage mere end det ene fag pr. semester. Men da jeg var på Talentholdet, var det også travlt, fuldtid, blog. Det er svært at være bagklog. //C

    2. Jeg tilslutter mig dit svar Sara. Når der er aktive valg, er der også aktive fravalg. Dr blev aktivt valgt til, og uni blev aktivt valgt fra. Men jeg tænker at du vel har fået en advarsel først?
      Man skal huske på, at nej de får ikke penge for dig før du er færdig, så lige pt koster du dem penge, og du har ikke vist dig villig til at blive færdig så rent økonomisk er det vel bedre at kyle dig ud. Der er folk der får afslag på uni, som virkelig gerne vil det og aktivt vælger det.

      Det kommer til at lyde så negativt, men sådan skal det ikke opfattes.
      Jeg håber du finder den rigtige løsning for dig. Der var jo nok en grund til at uni ikke blev aktivt opprioriteret mere og det er måske en vink med en vognstang om passionen for faget?

      1. Hej Kamilla,
        nej jeg har ikke fået nogen advarsel. Det var egentlig også derfor at jeg ikke præcist vidste, hvornår min studietid var gået – jeg har haft orlov indimellem.
        Jeg ved klart hvor min passion for faget ligger – på et meget lille stykke. Jeg ville kun gøre det færdigt for min egen skyld, for papiret. Jeg har absolut heller ikke noget imod at betale for de to sidste eksaminer. Jeg håber bare på, at det kan lade sig gøre at gå den vej. Ellers bliver jeg først ærgerlig.
        Jeg har vist mig villig derhen, at jeg har taget fag hvert semester siden min orlov – det tager bare for lang tid ifht. studietiden. At jeg er ærgerlig tegner sig for at jeg aldrig har været tættere på målstregen.

        Jeg må bare sige, at jeg synes, det er ærgerligt, at systemet er sådan, at der kun er plads til fuldtidsstuderende. Det er ærgerligt at erhvervsarbejde praktik osv. ikke også tæller i det store skema. Det har ikke noget med uni at gøre men politikerne. Jeg har ikke fået SU i årevis, jeg har betalt skat til staten i mellemtiden, jeg har gjort det bedste, jeg formåede. Alligevel er systemet indrettet, så der er no mercy. Det er bare ærgerligt for iværksættere, folk der tager usædvanlige veje osv.
        // C

    3. Hej Sara,
      Jeg har kun haft ét fuldtidsjob, som jeg også skriver.
      Jeg har arbejdede fuldtid i DR efter halvandet år på uni – men til ingen penge. Derfor tog jeg et job ved siden af, som skulle være 12 timer om ugen (klassisk studiejob), men da jeg var med til at åbne en stor butik, tog det om sig i timer, og så havde jeg bloggen oven i, som også tager ganske mange timer.
      Jeg kunne klart godt have valgt noget fra, men det er fanme svært at se i situationen – lidt lettere retrospektivt 🙂 Skulle jeg vælge mit once-in-a-liftime-job op i DR? Jeg havde søgt talentholdet – optaget, som en af de fire ud af tusinde ansøgere. Det smider man altså ikke væk. Men økonomien skulle løbe rundt, og som jeg sluttede Talentholdet, anede jeg ikke hvad jeg havde af timer – jeg har været freelancer i to med meget svingende timer, og dengang jeg startede med sådan en kontrakt, turde jeg ikke tro på det. Derfor det ekstra job. Og bloggen? Ja den skulle måske så have fået kniven, men det kunne jeg ikke nænne.
      Alt i alt – at jeg lod tingene “stå til” og måske ikke træf en beslutning endte jo med at træffe beslutningen for mig 🙂
      // Cathrine

  2. Ærgerligt med uni! Men et eller andet sted er det måske også meget fair?

    Jeg tænker hvert fald, det giver meget god mening, at der lidt er en stopklods for, hvor længe man må være at gøre ens studie færdigt. Og selvfølgelig skal der være mulighed for dispensation… men måske ikke pga. erhvervsarbejde? Dispensation er nok nærmere tænkt til folk, der har været ufrivilligt forhindret i at færdiggøre til tiden. Fx pga sygdom eller andre ting som man ikke selv er herre over. At man ikke har prioriteret studiet, er lidt noget andet.

    Så selvfølgelig er det skide-ærgerligt… men jeg synes ikke uni’s afgørelse er urimelig.

    1. Det er belt fair – men jeg ærgrer mig stadig. Sort på hvidt har jeg brugt min studietid. Sort på hvidt, kan de/skal de udskrive mig. Jeg ville selvfølgelig søge dispensation, også på opfordring fra jer på et tidligere indlæg. Jeg synes ikke de er urimelig, men jeg synes stadig, de er åndssvage 😀 Jeg har heller ikke klaget over min afgørelse, jeg accepterer den fuldt ud. MEd stor ærgrelse 🙂 KH

  3. Der er et eller andet helt specielt over titlen “drop out”, ikke? Så sidder man der, okay klog og rimeligt arbejdsom. Og så er man drop out. What happened?! Droppede selv (frivilligt) ud af mit studie for et par år siden, og det er sgu lidt mærkeligt at være den eneste i venindegruppen, som er droppet ud af et studie. Men det vigtigste jeg har lært af det er, at det på ingen måde gør mig til et dårligere menneske! Jeg ved hvad jeg vil, og jeg ved bestemt også, hvad jeg ikke vil! Du ved, at det du vil er din karriere (som er den vi andre drømmer hede drømmer om!), and so be it.

    Jeg siger bare tillykke med din nye titel, og så ned de fantastiske ting du har i stedet. Papiret skal nok komme en dag (:

    // http://www.moonlitmadness.dk

    1. Du har så ret Lisbeth. Det er den næste del af processen – at jeg lige finder ud af at acceptere og være tilfreds med det store billede. Og så gøre noget ved de små dele, jeg ikke er tilfreds med 🙂 DU er sej! Fra en dropout til den anden 😛 KH

  4. Øv, hvor er det bare nederen!

    Lorte-uni! Eller lorte-regler, skulle jeg nok hellere sige. Jeg blev færdig i 2012, og jeg blev forsinket et helt år i løbet af mit studie, og det var der ingen, der så skævt til. Dengang kunne man være studieinaktiv i 2 år, før man blev eksmatrikuleret (som det så fint hedder).

    Jeg er gammel studievejleder, og jeg undrer mig kraftigt over, at det ikke var muligt at søge dispensation. Men det er jo, hvad det er. Som du siger, så får uni ikke en krone, før du har fået dit bevis, så det ville være usandsyligt dumt af dem ikke at genindskrive dig. Derfor synes jeg netop også, at du skal søge om genindskrivning og ikke tage kurser på åbent universitet. Dengang jeg var studievejleder, så var det klart genindskrivning, der var vejen frem, når en stakkels studerende var blevet eksmatrikuleret. Men selvfølgelig… De er jo også blevet mega skrappe, ser det ud til, så jeg ved ikke, om det stadig er det bedste.

    Prøv at booke en tid hos en studenterstudievejleder. De plejer at være rigtig søde og forstående og ved sikkert, præcis hvad du skal gøre 🙂

    Held og lykke! Håber det går i orden, så du kan få dit bevis og komme videre 🙂

    1. Jeg tror ikke, det er bachelor+kandidat, der her er tale om. Alene bachelor, som jo tager tre år. Nu er det så bare 5½ år, den har taget, og uden at blive afsluttet, hvilket vil sige 2½ år længere tid end normeret.

      Jeg skriver blot dette, fordi det lyder, som om du tror, det kun er ½ års forsinkelse, det drejer sig om 🙂

      1. Jeg har taget orlov, Tine, så det passer ikke helt med de fem-og-et-halvt år 😉 Jeg har ikke været 5,5 år om uddannelsen.

        Jeg er sgu også selv en lort, men jeg synes også reglerne er lortede efter de er blevet så skrappe. For det er de altså blevet. Fremdriftsreformen giver ikke megen plads til det spændende studiejob, praktik osv. Jeg får ikke noget ud af at tænke på, hvad jeg kunne have gjort anderledes, men jeg vil klart undersøge de videre muligheder. En studievejleder skal der til! 🙂 KH C

        1. Okay, du skrev bare “Ærligt talt har den uddannelse hængt mig over hovedet i fem-og-et-halvt-år”, så jeg formodede, at du har været indskrevet på uddannelsen i 5½ år. På AU er reglerne endnu skrappere, der bliver du smidt ud efter fire år, så KUA/KU er noget mere large end andre steder tilsyneladende 🙂

          1. Hov, det sidste kom ikke med. Jeg ville bare lige slutte med et kærligt pøj pøj med, hvad du ender med at beslutte og et opmuntrende kram 🙂

          2. Ja jeg startede i september 2009, og den har jo hele tiden være i periferien siden da 🙂 Jeg tror AU og KU har samme regler – uden jeg er sikker. // C

          3. Det kan jeg så fortælle dig, at det har de ikke. Det kan findes ved en hurtig googling – har skam mine facts i orden (og har selv gået på AU – OG sprunget fra, men glemt at afmelde mig, så jeg fik et brev) 🙂

  5. Jeg afleverer speciale lige om lidt, og er sindssygt glad for at få mig en uddannelse. Men jeg uddanner mig også ind i en branche hvor det er absolut nødvendigt med en cand.-titel for at få et job. Sådan er det jo ikke i din 🙂 Uden at have den store indsigt i den, så er det mit klare indtryk, at du primært kommer frem via praktisk erfaring, ikke med et uddannelsesbevis. På en måde synes jeg næsten det er lidt forfriskende at vi ikke ALLE SAMMEN skal have læst tusind år for at få et job – at der også er andre måder at komme frem på, som måske oven i købet er mere hensigtsmæssige. For vi kan da godt blive enige om, at man lærer meget ved at læse i fem år, men helt ærligt, så bliver man jo først god til sit fag når man rent faktisk kommer ud og arbejder med det.

    1. Helt klart, Kristine. Uddannelsesbeviset i min gren af journalistikken er ligegyldig 🙂
      Det er også forfriskende at møde mennesker, der tager en anden vej uden om systemet – jeg skal bare lige vænne mig til at jeg blev en af dem, haha! Jeg har altid været så skolepligtopfyldende. Pyt med det. Det kommer, når det kommer! KH

  6. Ihj, jeg ville godt nok også ha’ været frustreret over sådan en besked SÅ tæt på målstregen! Jeg håber det på en eller anden måde kan lade sig gøre for dig at få papir på det. Jeg ved selv hvor glad jeg blev i sommers, da jeg fik mit BA-papir, og jeg var sgu stolt af mig selv. Selvom du virkelig også kan være stolt af dig selv – altså jeg havde jo bare min BA at fokusere på. Som du selv nævner, havde du jo tusindemilliarder ting samtidig. Jeg blev nærmest helt selv stresset af at læse med i den periode 😉

    1. Du har al grund til at være stolt! Og jeg glæder mig SÅ meget til at følge med i jeres eventyr!! KH

  7. Jeg tænkte det samme som Kristine B. da jeg læste indlægget – altså, mon ikke den erfaring du har fået tæller mere i netop en branche som din? Dertil kommer, at en uddannelse jo ikke bare er et stykke papir, men at du forhåbentligt også har lært en masse ved at tage den.

    Men jeg kan godt forstå, at det er nedslående besked at få. Og hvor er det også ærgeligt, så tæt på målstregen. Krydser alle fingre for, at der findes en løsning, så du alligevel får papiret. Og jeg håber, at du formår at finde kræfter og motivation til både at finde sådan en løsning og at lægge det sidste hårde stykke arbejde og færdiggøre de to opgaver.

    Pøj pøj med det herfra. Jeg hepper fra den anden side af skærmen 🙂

    1. Jo min branche er komplet ligeglad med papiret- i hvert fald i den del af journalistikken, som jeg er i 🙂 Det skulle kun være for min egen skyld. Det er nedslående – men også en virkelighed, som jeg godt vidste kom. Jeg vidste bare ikke helt hvornår 🙂 Og tak for hep 😀 KH

  8. Hold kæft hvor er det fjollet og røv frustrerende! Jeg kommer aldrig til at forstå hvordan praktik, erhvervserfaring og frivilligt arbejde ikke kun kan tælle som plusser! Det er som om det danske uddannelsessystem er for rigidt til unge der gerne vil gå deres egne veje. Fleksibilitet er en mangelvare når studerende gerne bare skal passe ind i videns “produktionen”. Naturligvis skal staten ikke betale SU for evigt og det er vigtigt at den studerende også bliver færdig, men helt ærlig? Lidt mere fleksibilitet og individuel tilpasning, det ville nok kun gavne statskassen i sidste ende…

    1. Hmm, tror det er super vigtigt med fleksibilitet som du siger, men det synes jeg også uni giver. Men der må være en grænse – og hvis man vælger at studere og være indskrevet til aktivt at deltage i undervisningen, må man også forvente at de studerende opfylder kravene. Ellers må man jo tage orlov 🙂

    2. True, du har gode pointer, men det virker ikke i dette tilfælde, desværre. Som en anden nævner, så er en stor del af voksenlivet altså en balancegang af prioriteter. Sat på spidsen, så er der brugt tid på at tage outfitbilleder i stiletter og gå til events, som NEMT kunne have udryddet de to opgaver. Easy peasy. Alle folk kæmper med prioriteter, men at have en blog og arbejde i en tøjforretning kan aldrig gå ind under frivilligt eller samfundsgivende arbejde. Det andet er et klokkeklart valg om, hvad der er sjovest at gøre, og en indikator på, at uddannelsen ikke er vigtig.

      Jeg ville aldrig tage 5 år om så ikke at blive færdig med en bachelor, men det er fordi, at hovedstenen i min fremtid er uddannelse. Cathrine har vist, at hun ikke behøver de sidste point og det er faktisk befriende, ville aldrig gå i mit felt. Men det er patetisk at skrive indlæg om, at universitetet er åndsvage fordi… hun ikke kan tage en bachelor på 5 år!

      Som en anden skriver, så er den slags lempelser forbehold folk, som møder livskriser. At arbejde 25-30 timer i Other Stories er IKKE en livskrise, det er et livsvalg. Og dette er konsekvensen. Rart at se, at der er andre kommentarer, der alligevel også synes, at selvynken taget lidt for langt her. Det var et valg at arbejde SÅ meget og have bloggen, det var ikke tvang og “synd-for-mig”. Deraf den manglende sympati fra universitetets side.

      1. @Anna: Tak! Jeg er ganske enig med dig i, at der burde være en eller anden fleksibilitet. Jeg er ikke sikker på, hvordan den skulle udmønte sig, men så længe man ikke får SU men i stedet bidrager til statskassen via skat, så har jeg svært ved at forstå, at man kører så meget på fremdriftsreformen.
        Havde det været for fem år siden havde der ingen problemer været. Da jeg startede havde vi flere studerende, der havde læst i 5, 6, 7, 8 år. Uden at være færdige. Det er klart, det heller ikke duer. Jeg har ingen løsning.

        @Maria: Jeg har haft orlov, men hvis jeg skulle gøre noget om, så havde jeg taget orlov i længere tid i stedet for at lade min dårlige samvittighed tvinge mig tilbage – selv om jeg ikke havde tiden til at få det til at hænge sammen. Jeg mangler dog ingen undervisning, kun eksamensafleveringer, og hvis jeg kan få lov at betale mig til det, så er det også fint. Men jeg må sige, jeg ikke forstår, hvorfor kommunikationen er så ringe i forhold til at blive udskrevet. Jeg har ingen vejledning fået for alternative muligheder, nogen kontakt, end sige en advarsel om, at min tid er “omme”. Det er klart, jeg er voksen, jeg kunne selv regne sammen, hvis jeg satte mig om det. Men sådan blev det. Jeg tænker stadig, jeg er i min fulde ret til at ærgre mig – personligt – ikke over systemet 🙂

        @Kris: Der er sgu ingen selvynk. Men jeg har trods alt lov til at ærgre mig – over mig selv, over tiden er gået, over jeg har arbejdet så meget osv. osv. Ja jeg synes, det er åndssvagt at systemer ikke vil lade mig aflevere. Men sådan er det jo. Jeg skriver ingen debatindlæg i Politiken, for jeg forstår deres afgørelse, om end jeg ærger mig.
        Nu ved jeg ikke, om du kender mig, har fulgt bloggen. Men jeg synes faktisk din nedladende tone er lidt respektløs. Du må gerne være uenig i mine holdninger, men det er min oplevelse, og hvis du skal være nedladende i tonen, behøver du bare tænke det for dig selv.
        Jeg har ikke “bare arbejdet i en tøjbutik” eller “gjort det der var sjovest”. Jeg tjente absolut ingen penge på Talentholdet til trods for at jeg arbejdede fuldtid. Derfor tog jeg job i en tøjbutik, da jeg var færdig. Lad mig tegne tidslinje for min “sjov”, så du er med:
        2009-dec. 2010: Uni, fuldtid
        dec. 2010-jan. 2012: Talentholdet:
        nov. 2011: Blogstart
        jan. 2012: Ingen jobudsigt på DR: Derfor afbrudt orlov og job i butik – helt klassisk studerendesituation.
        marts 2012: Butikken kræver mere og mere. Samtidig ringer DR. Jeg bliver freelanceansat.
        Begge ting er nye, det tager flere og flere timer – det kræver tilvænning og justering. Jeg misser eksaminer.
        jun. 2012: Jeg siger op i butik.
        Fra december 2012 afleverer jeg opgave hver semester samtidig med arbejde og blog.

        Jeg har gjort mit bedste, ud fra en kontinuerlig vurdering af min tid, som freelancer er vanvittigt vekslende. Min arbejdesvej og -situation er unik, fordi den har taget en anden vej end den slagne. Men sådan er det.

        Der er ingen selvynk, jeg beder ikke om et “det er synd for dig”. Jeg respekterer afgørelsen, jeg har heller ikke klaget, for jeg forstår det sådan set godt. Men selvfølgelig forsøger jeg at få en dispensation – andet havde da været for dumt. Det er min blog, og hvis jeg ærgrer mig over situationen, over mig selv, over uni, så er det vel min forretning. //C

        1. Men læs lige dit svar igen, det ER selvynk. Du skriver et kæmpe forsvar som om, at vi skal have ondt over, at du fra 2009-2012 havde “hårde” vilkår, derfor var det ikke “sjovt”, som du skriver. Og nej, det er da ikke profitabelt at arbejde frivilligt. Men hvorfor gjorde du det? Jeg vil vove at påstå, at det var fordi, at det netop var “sjovt” og givende i sidste ende. En investering i din fremtid. Ingen med bare lidt økonomisk indsigt ville nogensinde arbejde uden løn, da det ødelægger den frie konkurrence på arbejdsmarkedet. Econ101. Men det var vilkårene, som du accepterede. Og du tog et valg og supplerede så med tøjbutik-løn. Fino fino, det er da logisk tænkning. Men lad dog være med at sige, at du ikke har valgt det over uni. Ingen har tvunget dig ind på Talentholdet, INGEN har tvunget dig til ikke at få dine 6 år på SU, og INGEN har tvunget dig til at betale SU tilbage. Staten kommer altså ikke og stjæler din SU eller fraholder dem, som du får det til at lyde. Og hvis alle andre studerende skrev deres tidslinje ned, så ville der være laaaaaaangt færre ferier, dyre items i hobetal og lækre sponsorede frynsegoder end du har opnået (noter venligst ordet “opnået”, det er fordi du har arbejdet for det!). Og færre biler og millionboliger. Du har taget valg, som er kommet dig til gode. Men hold igen med klynkeriet over, at det ikke har været “sjovt”. Prøv at fx nedskriv en medicin-studerendes tidslinje. Der er mindst 6 fattige år på dårligt kollegie, billige dåseøl, vanvittige eksamner og konstant arbejdspres. Og næsten ingen tid til arbejde uden for, da det modsat humaniora er et rigtigt fuldtidsstudie. Alle unge gør deres bedste. Du har ikke haft det “hårdt”. Du skriver, at der var arbejdspres og så “misser du eksamner”. Som om det er en rationel chain-of-events, der ikke kunne undgås? De var din manglende læsning, der førte til missede eksamner.

          Og dernæst, det er som om, at du ikke rigtig læser kommentaren? Jeg skriver netop, at det er så befriende at du er kommet SÅ langt uden så meget som en sølle BA (som alligevel er værdiløs uden en MA). Det er sgu sejt! Men det er ikke sejt at vende om på hælen og skrive, at uni nu bør ændre reglerne for dig så du netop “kan være Beyonce”. Du er sej, som måske 50 af dine læsere dernæst har skrevet. Er det ikke nok komplimenter for dig?

          1. Undskyld, jeg blander mig, men jeg kan ikke lade være, når jeg læser din kommentar – specielt “Du har ikke haft det hårdt”-delen. Som jeg forstår det, skriver du at man ikke har haft det hårdt, før man har været medicinstuderende. At hum-studerende ikke knokler ligeså hårdt om medicinstuderende. Al respekt til dem der læser medicin – jeg ville aldrig kunne gøre det. Men jeg har lige lyst til at indvende, at hvornår noget føles hårdt, vel er op til den enkelte selv at mærke efter og vurdere? Min barriere for hvornår noget er hårdt og uoverskueligt er garanteret ikke som de flestes, men derfor kan jeg vel stadig godt synes at mine tre år på BA på en hum-uddannelse var hård at komme igennem? Det var sgu ikke piece of cake, og derfor bliver jeg også lidt ærgerlig over at læse at hum-uddannelser ikke bliver betragtet som et “rigtigt” fuldtidsstudie som f.eks. medicin. Jeg havde ikke relevant studiejob ved siden af mine tre år på min bachelor, fordi jeg syntes det var svært nok i forvejen at få til at gå op i en højere enhed samtidig med at jeg skulle, læse, lære og forstå.

            Jeg skriver det ikke for at få klynk eller medlidenhed – jeg synes bare det er rigtig ærgerligt at man påduttes et stempel om at “det var hårdt” ud fra andres vurdering. Det er vel kun en selv der kan mærke om noget har været hårdt – også selvom samme forløb måske ikke har været hårdt for andre. Vi er dog enige om, at alle unge gør deres bedste 🙂

          2. Laura, jeg er så enig med dig. Vi gør alle vores bedste, i hver vores retning med de kompetencer, den vilje, den arbejdsomhed vi nu har overskud til. Overskud er ikke en målbar størrelse og den varierer altså fra person til person. Alle gør det de synes er det rigtige i øjeblikket – at man så bagudskuende kan sige, man skulle have gjort dét og dét anderledes, det er vi enige i – det er nemt for alle. Tak Laura! KH

          3. Kris, jeg synes, vi stopper her. Der er ikke noget klynkeri, jeg er udmærket klar over mine valg og fravalg, og jeg ved udmærket hvad det ene over det andet har kostet. Jeg skriver, jeg er pisse stolt, men jeg ærgrer mig også over mig selv. Jeg har min holdning til at universitetet fremadrettet (ikke for mit vedkommende) kan rumme alternative veje. Det er min holdning.
            Du kender mig ud fra et indlæg, vælger selv en tone at lægge i det. Nu stopper du. Man kan ikke trække en persons valg fra hinanden og dissekere dem, sige det er “hårdere” for medicinstuderende end for hende der har “for-sjov”-blog. Det her er MIN blog, MINE oplevelser, MINE valg. Du kan synes, hvad du mener om dem, men det ændrer ikke noget. Og hvis du gerne vil ytre dig, så gør det konstruktivt – eller lade være. I virkeligheden var det her et konstaterende indlæg – jeg kan ikke gøre en skid ved det. Og jeg har ingen planer eller drømme om at være dagens helt i Beyoncé. Stop det her. God weekend til dig! //C

  9. Hvordan kunne det rent fysisk lade sig gøre at arbejde fuldtid + timer på uni + butik? :O Altså hvornår var du i butikken hvis du arbejdede fuldtid? Og ligeså med timer på uni… der er jo ikke flere timer i døgnet end der er 😀

    Har du lavet din bachelor-opgave?

    Hilsen Cecilie

    1. Både radio og butik var også weekendsarbejde. Men butikken var ikke fuldtid, 15-25 timer om ugen. Og så et fag om ugen på kua – når man læser hum-uddannelse er der ikke mange timers undervisning at få 🙂 Det lod sig gøre. Men jeg så heller ingen mennesker, og jeg var træt og ked af det. Konstant.
      Jeg har ikke skrevet BA’en, jo en introduktion engang 🙂
      // C

  10. Årh, hvor irriterende for dig! Men jeg tror virkelig, at du skal se det som en gave. Du har skrevet om det mange gange herinde – hvordan Uni har givet dig dårlig samvittighed, fordi du i stedet har brugt din tid på det, som du faktisk brænder for: DR. Jeg har virkelig tænkt mange gange, at jeg ville ønske for dig, at du bare kunne “let it go” – Uni altså. For det virkede som om, at det virkelig tyngede dig og gjorde dig unødvendigt stresset. Du er så succesfuld med dit arbejde, hvorfor er det ikke nok? I think it is. 🙂

    Jeg er selv college dropout som dig (og Kanye!), men jeg tog selv beslutningen. Fuck it. Man kan gøre store ting uden en uddannelse. Virkelig. Go for it. Og når du først accepterer det (jeg troede virkelig, at jeg skulle være Ph.D. en dag – det var pissehårdt psykisk at droppe ud. Et kæmpe slag for min selvforståelse), så vil du føle en kæmpe lettelse! You can do this. 🙂

    Og som du selv skriver, så er der jo andre muligheder, hvis du finder ud af, at den uddannelse er så vigtig for dig. Men det er nok mest for dig selv, den er vigtig. 😉

    Jeg håber, du lærer at være glad for det her og se det bedste i situationen! You rock! Held og lykke. 🙂

    1. Celia, du er så mega, mega sej. Jeg har al stor respekt for dig og din vej. Som nu, indtil videre i al fald, også er min vej. Du er så sej!

      “Jeg troede virkelig, at jeg skulle være Ph.D. en dag – det var pissehårdt psykisk at droppe ud. Et kæmpe slag for min selvforståelse” – det er nøjagtigt sådan jeg har det. Måske ikke så meget i dag, men sådan jeg har haft det de sidste år. Jeg troede engang jeg skulle læse medicin! 13-tals-damen her, nu uden uddannelse.
      Well, nogen gange skal man nok stille sig dit spørgsmål – hvornår er nok nok? 🙂 TAAAK, du er en ven! // C

      1. Aww, du er for sød! Tak for ordene! Det er sgu vigtigt, at vi kan bekræfte hinanden lidt i, at det ér godt nok, at vi er gode nok, og at denne vej faktisk er i orden. Jeg synes selv, at andre, der går egne veje, er mega seje, men jeg har svært ved at give mig selv samme credit. Men så må vi hente den andre steder. Jeg synes, at du er pissesej! Tag den kommentar med dig. 🙂

        Ja, selvforståelsen lider sgu under sådan en stor omvæltning, som det uden tvivl er at droppe sit studie eller blive smidt ud af det. Det gør ondt. Og giver skrammer. Og det er ikke altid lige let for folk at forstå ens valg. Jeg synes også, du får nogle hårde ord med på vejen i nogle af de andre kommentarer – men det får man bare! Jeg får dem stadig. Det er over tre år siden, jeg valgte at stoppe. Og jeg har på intet tidspunkt givet udtryk for at ville tilbage, men folk kan bare ikke sippe den der med, at man skal have sig den pokkers uddannelse.

        Jeg var også 13-tals-pige i min skoletid. Og min gamle dansklærer fik næsten hjertestop, da jeg mødte hende en dag og måtte fortælle, at jeg ikke skulle på uni. “Jamen …”. Sådan er det! You rock! Kun support og kærlighed herfra, Cath!

  11. Jeg kan også godt forstå din frustration, og jeg synes også det er ærgerligt at der i vores uddannelsessystem ikke er bedre plads til talenter som dig, iværksættere og så videre. Det er jo ikke fordi du har drevet den af i to år. Tag nu også fremdriftsreformen som kommer til sommer: Med den bliver man, såvidt jeg har forstået, nødt til at tage de 30 ETCS som et semester normalt er, ellers stopper SU’en. Selv er jeg meget skolemenneske, og jeg har ikke haft nogen problemer med at klare min bachelor. Men for andre studerende som er stressede og kan have brug for kun at læse ét fag i et semester eller to, ja, det har fremdriftsreformen ingen sympati overfor (såvidt jeg har forstået den).

    Anyways, jeg håber du kan færdiggøre din bachelor gennem åbent universitet 🙂 Det er meget rart at have på papiret 😉

    1. Jeg kunne ikke sige det selv meget bedre. Jeg synes også det er ærgerligt, at der ikke er bedre plads til folk, der tager en anden vej. Måske ikke så meget for mit vedkommende – fremdriftsreformen fandtes ikke da jeg startede. Men jeg ryger nu ud under den. Men fremadrettet bliver det endnu mere umuligt. Jeg skulle de første år “bare” bestå 15 ECTS fag pr. semester. I dag skal man bestå 30 ECTS points pr semester, som jeg har forstået. Det giver ikke mulighed for spændende praktik osv.
      Tak for dine ord – det skal nok lykkes, hvis jeg vil det nok 🙂 // C

  12. Helt ærligt, nu er jeg en lidt anden generation end mange andre skribenter her, nemlig den hvor man kunne komme ind på universitet uanset gennemsnit – bare man havde bestået -man kunne shoppe rundt på fagene, fordybe sig i noget, man var vild med i længere tid end planlagt; folk blev kloge, selvstændige og passionerede (eller endte med at hænge fast og blive evighedsstuderende), men dagens aktuelle rigiditet, der alene handler om universitet som udklægningsanstalt for mennesker til produktionen taber simpelthen et grundlæggende andet perspektiv på uddannelse – nemlig dannelse og at strømlinet linearitet ikke nødvendigvis er en kompetence i det senmoderne videnssamfund – uanset hvad de normalitetsindskrænkede politikere og bureaukrater siger. Dette samfund har behov for både supereffektive strømlinede studerende med 11,4 i snit og innovativt hjernemylder og for krølhjernede mennesker, der tager omveje, blive slået af banen, tager en omvej, vælger andre læringsbaner. Så nej, jeg synes faktisk bare, det er rigid uvidenhed om videnssamfundets kompetencebehov. Og at de økonomiske diskurser er blevet så dominerende at de resulterer i utilsigtede og på den lange bane samfundsmæssigt stupide valg.
    Og ja, jeg kunne sagtens have antaget bureaukratperspektivet – lighed for loven, normalitetsdomme etc.m men get over it – universitetet trænger til frihed – også i form af omveje og smutveje
    KH Ulla

    1. Ulla, jeg kunne ikke sige det meget bedre end dig. Jeg har forsøgt at skrive en masse mere, men jeg må bare sige, at du rammer nøjagtigt mine tanker. Tusinde mange tak for at give dit besyv med. TAK! KH C

  13. Forstår helt sikkert godt, at du vil have papir på det arbejde, du trods alt har lagt i dit studie. Alt andet vil føltes som spildt tid.
    Jeg gjorde selv min bachelor i jura færdig, kun for at få papir på den – selvom jeg var udmærket klar over, at det ikke var det som jeg skulle tilbringe resten af mit liv med. Det betyder så meget at få et bevis på, hvor hårdt man har kæmpet.
    Og nu er du sådan et sted i livet, hvor du alligevel er nået langt, uden at have de skide papirer, at de sikkert godt kan vente lidt endnu 🙂

    1. Det er lige præcis sådan jeg tænker, JC – jeg er så langt fra og langt fremme, at det sikkert kan vente lidt endnu 🙂 KH

    2. JanniChristiane, jeg er nysgerrig for at høre hvordan du er kommet videre efter jura-bachelor? 🙂
      Jeg er lige nu i gang med min BA opgave (dog ikke i jura) og jeg sidder rigtig ofte med en følelse af at ‘det her kommer jeg ikke til at arbejde med i fremtiden’. Jeg vil gerne noget andet, men jeg ved ikke helt endnu hvad. Men samtidig kan jeg ligeså godt få det bevis, imens jeg tænker over hvad jeg vil! Sidder lidt i en situation som dengang jeg var færdig med gymnasiet og skulle vælge min fremtid. Puh.

      KH fra en ung og forvirret STX student, nu bare 4 år ældre.

  14. Jeg forstår helt ærligt godt, at det er træls, og at du er ærgerlig. Jeg har selv været virkelig lang tid om at tage min BA (startede i 2007, blev færdig med den i marts i år) og har på det nærmeste haft mareridt om ikke at nå det, fået ondt i maven bare ved tanken om at logge ind på min KU-mail.

    Men jeg tror ikke helt, at jeg forstår, hvorfor det er helt så vigtigt for dig med det papir? Det virker lidt, som om det mest er, fordi en universitetsuddannelse er sådan noget, man “bør” have, og som ser godt ud på CV’et, ikke fordi du reelt er særligt interesseret i den. Din beskrivelse af din dispensationsansøgning lyder en lille smule sådan “Altså, jeg har haft alle de her fantastiske muligheder, og på trods af det har jeg ikke droppet min uddannelse, kun nedprioriteret den, selv om den slet ikke er lige så interessant. Det synes jeg godt, at I kan være lidt imponerede over”. Næsten som om de burde være taknemmelige over, at du overhovedet har lyst til at færdiggøre, så de kan få deres penge. Det lyser langt væk, at din uddannelse ikke er din topprioritet, og hvis det også er det indtryk, de har siddet tilbage med, så kan jeg egentlig godt forstå, at de ikke har lyst til at bruge flere ressourcer på dig, selv om du synes, at det kunne være rart at have det hele. Du er jo tydeligvis dygtig, ambitiøs og arbejdsom på en masse andre områder, måske universitetet helt enkelt bare ikke er for dig? Det er der altså ingen skam i.

    1. SEJT at du blev færdig, til lykke! Det er blevet til, at det bare handler om papiret. Sådan startede det jo ikke 🙂 Men som jeg har fået mere og mere arbejde – og stædigt holdt ved (måske jeg skulle have givet slip dengang, men jeg anede jo ikke, om det kunne briste eller bære), så handler det mere om papiret. Det skal ikke have været en sky over hovedet i så mange år, og jeg så ikke kan bevise nogen steder senere i livet, hvis jeg nu skal skifte branche, at jeg har taget en uddannelse.
      Nu ved I jo ikke, hvad jeg har skrevet til uni, men jeg respekterer deres beslutning. Jeg synes selvfølgelig de er åndssvage, fordi det ikke gik min vej – det er klart, man er jo bare menneske, der søger og får afslag – men jeg respekterer beslutningen, jeg har heller ikke klaget 🙂 // C

  15. Hvis du ikke har læst den, vil jeg anbefale dig at læse #GIRLBOSS – den har jeg lige læst, og den var virkelig god og noget af en øjenåbner og aha-oplevelse mht. til uddannelse, karriere og ens vej i livet.

    Der er så meget man burde her i livet, men i sidste skal man gøre det, som man synes, man SKAL 😉

    Kh
    /Maria – der teknisk set var kommet ind på et kandidat-studie, men bailede da jobmulighederne pressede sig på. Nu har jeg indset, at jeg nok aldrig får den kandidat, selv om jeg virkelig godt gad at have den 😉

  16. Universitetsuddannelser er en underlig størrelse, altså! Jeg kan godt forstå, at du er ærgerlig!
    Som det udvikler sig lige nu, bliver de fremtidige bachelorer og kandidater uden tvivl teoretisk dygtige, disciplinerede og lærde mennesker! Men når de gør omvejene til “papiret” så utrolig besværlige, er der også risiko for, at det bliver en ensrettet, ureflekteret uniform masse – og det er der også store problemer og udfordringer med, synes jeg! ØV! Derudover møder jeg på universitetet stor opfordring fra lektorer og undervisere til netop at sørge for at supplere bøgerne med studierelevant arbejde (lønnet og ulønnet), praktik og udlandsophold – så det hænger jo ikke rigtig sammen!
    Nå, nok galde om uni-administration!

    TILLYKKE MED AT DU HAR ET GODT OG SPÆNDENDE JOB!
    TILLYKKE MED AT DU HAR EN INSPIRERENDE OG DEJLIG BLOG!
    Du er “lykkedes i samfundet”, i det virkelige liv, på så mange måder! Og DET er sejt!
    Det må en kedelig, almindelig bachelor, som jeg, endnu afvente i frygt og bæven – “Jeg uddanner mig jo til arbejdsløshed”, som beskeden så beroligende lyder fra mine omgivelser..

  17. Hej Cathrine 🙂 Ville egentlig bare skrive at jeg godt forstår din ærgelse! Startede med at læse nogen af de andre kommentarer, men de var simpelthen så negative, så tænkte du hellere måtte få en positiv med <3 Du skal have lov til at ærgre dig, men synes nu du har taget alle de rigtige valg, jeg nyder i hvert fald, når det er din stemme jeg hører i radioen eller det er dig som dukker op på DR's radio instagram! Jeg håber det kommer til at lykkedes på den ene eller anden måde 🙂 Knus Julie

  18. Kære Cathrine
    Argh, jeg forstår godt din ærgrelse, og jeg håber, at KU kan give dig en form for dispensation – eller i det mindste vejledning til, hvordan du kan afslutte din uddannelse.
    Mht. hvor lang tid, det tager, så er et ekstra år eller to jo ingenting (!) i det store perspektiv – og slet ikke, når man tænker på, hvor meget du har opnået! Jeg er snart færdig med jura på normeret tid, men det har været rimelig stramt blandt andet fordi jeg har villet være i USA i halvandet af de 5 år – men det er om at gribe chancerne, når de byder sig! Og med så lækkert et talent som dit, så skal du kun være stolt af at den konventionelle snorlige vej ikke er noget for dig. Du er helt din egen. Stort knus, Josefine (hende, der alt for begejstret stoppede dig i DR-byen for et par måneder siden).

  19. Det er da helt fint ikke at have en universitetsuddannelse – vi kan jo ikke alle sammen blive akademikere!
    Jeg synes det er et modigt fravalg 🙂

  20. Wauw der er mange negative kommentarer! Jeg plejer normalt ikke at kommentere, men ville egentlig bare sige at det er brand ærgerligt at du ikke kan få lov at afslutte den, og at jeg mener at universitetet burde støtte deres studerende noget mere så at der er plads i ens studietid til at tage et års arbejde, praktik osv men stadig have muligheden for at afslutte ens uddannelse. Hurra for at du kan købe dig til det, på trods af at det sikkert er dyrt.
    MEN for at være ærlig så tror jeg at dine valg om talentholdet, radioen og meget mere er meget bedre for din (komet-)karriere end et stykke papir hvor der står at du er ok-klog.
    Syntes virkelig at det er ærgerligt at folk skal komme med så skarpe kommentarer

Læg en kommentar