Otte spisesteder og barer jeg vil prøve i København - ROCKPAPERDRESSES
Otte spisesteder og barer jeg vil prøve i København

Godmorgen <3

Jeg har denne her lille madliste sammen med min kæreste med restauranter og barer, vi mega gerne vil besøge. Hvorfor ikke dele dem jer? Måske I kunne blive inspireret – og inspirere mig tilbage?

Vi har mange maddrømme her – meget apropos at spendere kvalitetstid i går (TUSINDE TAK for alle jeres tanker – jeg tænker mig faktisk at lave et indlæg med nogle af jeres idéer og måder at gøre det på), så er en af vores forkælelsesting at gå ud og spise. Da vi var på Uformel på min fødselsdag, talte vi stort set ikke om andet end maden og vinen og oplevelsen. Det var så dejligt! Det er virkelig noget, vi begge sætter enorm stor pris på; god mad. Vi nørder, og det er sgu nærmest dirty talk at høre på os, når vi er ude, hahah!

Så her er et par maddrømme, steder vi skal besøge snarest muligt. Kom endelig med jeres maddrømme!

mad_1

Vinhanen 2 (Enghavevej, foto)

Jeg har cyklet forbi Vinhanen ved Blågårdsgade hundrede gange – uden at sætte mig ind. Det er for dumt. Nu jeg elsker vin. Og god stemning (who doesn’t?). Det kunne da være man skulle svinge forbi den nye, der åbner i Pistoler&Cokes gamle lokaler. De renoverer stedet med hjælp fra crowdfunding og det skulle blive udsmykket af mega dygtige kunstnere. Sagde jeg, de skulle have god vin? Det skulle være det vigtigste, ikke?

mad2

Fru Nimb (Bernstorffsgade 5, foto)

For en smørrebrødsfan MÅ jeg altså forbi Fru Nimb snarest muligt. Smørrebrødsjomfru og afficionado Jytte Støvlbæk har indtaget lokaler i Tivoli til at lave, hvad der skulle være Danmarks største smørrebrødsrestaurant. Og der skulle være ti forskellige slags sild – hvis man er til den slags vel at mærke. Og så har de sørme en tasting menu – ELSKER at madder kan blive hævet til så højt niveau. Jeg MÅ forbi.

mad3

El Barrio (Flæsketorvet 17-19, foto)

Min kærestes og min hofret er tacos med hele svineriet; god cheddar, hjemmelavet guaca, alt det grønne. Vi elsker at lave det selv og køre det hele ned med cola. MEN engang imellem kan vi jo blive inspireret ude. Vi har prøvet Barburritto (dem begge – både to stay og to go). Vi har prøvet Condesa. NU skal vi have El Barrio tjekket af listen.

mad4

Stedsans (Æbeløgade 4, foto)

Verdamt! Bordene er udsolgt i juni, men så snart det er muligt at bestille til langbordsmiddag i drivhuset på toppen af Østerbro, så må jeg sidde klar. Stedsans har det mål at blive verdens (måske) mest bæredygtige restaurant. De har fire serveringsdage om ugen, og de gror hele baduljen selv og vasker op i husholdningseddike. Dyrker kompost. Totalt helligt, men jeg elsker det!

mad6

Nebbiolo Winebar (Store Strandstræde, foto)

Endnu en vinbar – men sommer, varme og lækker vin passer farligt godt sammen. Derfor er Nebbiolo også med på vores liste over steder, der skal undersøges nærmere. Priserne skulle være mellem 75-125 – og så får man italienske snacks med. Det skal vi altså prøve. De specialiserer sig i nebbiolo, men vil over tid udvide til flere italienske vine.

mad7

Barbie BBQ (Trommesalen 5, foto)

Lige et sted for en kødæder som mig. En ren kødbar – det lyder vulgært og for meget og lidt for lækkert, ikke? Den ligger under Retour på Vesterbro – det er langborde og kød i lange baner. Man kan få al muligt forskelligt og med et minimum af grønt til. Et rigtigt herrested, og klart på vores to do-liste.

mad8Café Lillebror (Jarmers Plads, foto)

Jeg har cyklet forbi flere gange, og den ser bare ikke ud af noget ude fra. Men det skal man ikke lade sig narre af. Jeg havde samme oplevelse med Uformel – kedeligt udefra, vild madoplevelse inde fra (det må der komme et indlæg om). Jeg må jo ind og prøve deres morgenmad – måske på onsdag, når min kæreste skal forsvare sit speciale? Han er garanteret sulten, når han er færdig omkring kl. 10.00. Det der bagværk ser i al fald for lækkert ud!

12 kommentarer
  1. Ih dejligt indlæg – mangler altid ideer til, hvor man skal spise! Flere af de indlæg, tak (måske nogle personlige favoritter?)

  2. Dejlig liste og tak for inspiration. Min mand og jeg leder også altid efter nye steder at besøge. Og snakker ALTID om mad.
    Men med 2 børn og 2 fuldtidsjobs, bliver det lige pludselig endnu sværere at få tiden til at række (meget apropos dit tidligere indlæg)

    Blot en note til Barbie. Jeg var der i januar. Synes konceptet var lige noget for mig, men blev altså slemt skuffet. Kødet var fint og veltillavet, men det blev hurtigt lidt kedeligt. Og deres sides var ikke særlig gode. Så det endte med at være en lidt skuffende oplevelse – især til prisen (375kr for the whole shebang).

    Til gengæld synes jeg I bør tilføje No.2 (AOC’s lillebror/-søster) til Jeres liste. Her får man GOD mad og til en rigtig god pris (450 kr for 6 retter). Det var virkelig godt! Vi var der i november, men har planer om at skulle tilbage og afprøve deres store terrasse en sommeraften.

    Lige gyldigt hvad I vælger at prøve ser jeg frem til ‘anmeldelsen’ efterfølgende.

    /Katrine

    1. Jeg må erklære mig fuldstændig enig med Katrine! Skuffet over Barbie med nøjagtig samme kritik, men begejstret No. 2.
      Det er da lidt sjovt 🙂

  3. Skønt indlæg, det er altid sjovt at høre hvad andre drømmer om. Jeg har på din liste kun besøgt Stedsans, det var til gengæld også en fantastisk oplevelse. Nogle andre (bloggere) og jeg var inviteret derop for nogle uger siden og det var simpelthen den bedste aften jeg længe har haft. Maden er bare så skøn, nede på jorden, ærlig og velsmagende og stemningen og omgivelserne nærmest magiske. Vi endte med at hænge ud på taget sammen med ejeren Mette indtil midnat da vores middag var slut, og vi havde tilmed den tidlige seating. Virkelig en god oplevelse og så er det jo bare det sejeste koncept og lokation. Billedet du har brugt er faktisk fra den aften. GLÆD dig 🙂

    KH

  4. Fedt med inspiration på dén front også – vi har vist ret meget samme smag for vin, kød m.m. 😉

  5. Da vi spiste på Gustu i La Paz i sommers, blev vi også enige om at samle på flere gode madoplevelser når vi kom hjem. Det er desværre ikke blevet til så mange, for pludselig blev vi også enige om at rejse ud i verden igen, og så skulle pengene prioriteres lidt anderledes 😉 Men der er også mange steder vi gerne vil prøve at spise i København, for gode madoplevelser står bestemt også højt på listen her. Kendte faktisk ikke mange af dem du nævner her, men måske vi skulle vælge en ud og forære os selv en god restaurantoplevelse som afslutning på lejlighedssalg og som held og lykke på vores rejseprojekt 🙂
    Sidenote: Ja tak til at dele ud af tips fra gårsdagens indlæg!

  6. …bare et lille tip (pip) fra mig – prøv den nye cocktailbar Curfew på Stenosgade på Vesterbro (se evt. AOK for anmeldelse). Den er ny, super fin og du finder ikke bedre drinks. Ejeren er portugiser, og den der sydeuropæiske stil smitter seriøst på den gode måde.
    Rigtig god dag fra mig 🙂

  7. Først og fremmest vil jeg lige sige tak for altid velskrevne- og tit tankevækkende indlæg, Cathrine!
    Du er en sand inspiration både stilmæssigt, men især også på boligfronten!

    Nå, jeg så lige dette og tænkte at jeg også lige vil kaste et lille tip ud her. Nogle af min kærestes venner har lige åbnet en ny restaurant; “Spisehuset”hedder det og er den den grønne kødbys nye restaurant. Jeg har endnu ikke selv været der endnu, men jeg kender ham der laver maden, og det er ALTID mega lækkert – og tilmed er det hele økologisk – også øllen og vinen!

    Igen, tak for en fantastisk blog – jeg nyder i hvert fald godt af dit farverige univers, som samtidig ikke kun viser “den pollerede overflade”, men også tør debatterer nogle svære emner engang imellem! 🙂

    Rigtig god dag fra mig!

  8. Jeg ved heller ikke meget, der er bedre end god mad og vin. Så her kommer et lille indspark til din ‘to-try’-liste: Balderdash i Valkendorfsgade. Det er en filippinsk amerikaner (som tidligere var på The Union), der har baren. Han blander Ny Nordisk og klassiske cocktails til perfektion! Hvis man godt kan lide en god fortælling og helhedsoplevelse, er det helt bestemt et besøg værd.

    Og så kan jeg kun anbefale Lillebror på det varmeste (omend jeg kun har prøvet deres aftenkort). God fornøjelse!

  9. ih hvor lyder det lækkert alt sammen! Må dog lige komme med en lille advarsel. Prøvede selv Barbie for ikke så længe siden og var desværre ikke imponeret. Og jeg ææææælsker ellers kød og ligeså gør min kæreste. Men det var desværre ikke det hele der smagte lige godt (vi fik bla noget kød der smagte af makrel!) og så er stedet ikke særlig hyggeligt. Jeg ville til hver en tid hellere gå ovenpå og få en ornli’ gang bøf bearnaise!

Læg en kommentar