3... 2... 1... GODT NYTÅÅÅR! - ROCKPAPERDRESSES
3… 2… 1… GODT NYTÅÅÅR!

nytaar_col
Det kan man altså godt – holde nytår bare to mennesker. I hvert fald hvis I spørger mig.

Vi havde alverdens tid hele dagen. Jeg var til yoga, Adam tog ud og løb en lille tur. Vi gjorde os klar, forberedte maden.

Laksetatar på peberrodsinfuseret kærnemælk med dildolie og grønt. Derefter beef wellington med pommes anna, glaserede rødbeder, grille rosenkål og en sauce. Til slut min tiramisu og kransekage til nytårstalen. Vi tømte to flasker champagne, drak et glas rødvin eller to hver. OG en ret lækker hindbær-lakrids-æggehvide-tequila drink, som jeg aldrig har fået før. Succes!

Vi så nytårstalen, krøllede lidt tæer ved Dronningens papiruorden – det må have været så nogle træls sekunder, men hun klarede det nu ret godt. Hun er dygtig! Vi ventede bare på, hun sagde “lige et øjeblik…” og kaldte på en assistent. Hun kom igennem det, og vi skålede. “Godt nytår”. Maden røg ned, og jeg blev dejlig varm inden i af alle boblerne. Sådan lidt forelsket i min kæreste, i min hund, i mig selv, haha, i verden – sådan en boble-buzz er altså vidunderlig. Hovedretten var dog så tung, at den kørte min buzz midt over, og omkring klokken 20.00 havde jeg mest af alt lyst til at lægge os over i vores store vindueskarm og bage min nyfundne kødbaby færdig. Lige lidt for meget kartoffel og kød og jeg havde lyst til en lur. Jeg fik ringet til min farmor og min mormor; godt nytår!

Omkring klokken 21.30 kom en god kammerat forbi, der bor for enden af vejen. Vi delte et glas bobler, snakkede om løst og fast. De havde lavet kransekage til os – et C og et A, som vi skulle have haft, hvis vi var gået derover. Kære venner, ikke? “Godt nytår”! Han gik ugen, og så spillede vi brætspil i en lille time.

Tiden gik og pludselig var klokken midnat, vi hoppede ned fra karmen, drak flere bobler, kyssede hurra, og så gik vi ud på gaden og så fyrværkeri. Nabokonen havde vist haft en smuk aften, hun krammede min kæreste, “godt nytår”, for derefter at tage mig på kinden og nusse den, som kun en mor kan, haha! “Godt nytår”! Der var vanvittigt meget krudt, og da det stilnede af ved 01.00-tiden gik vi ind, ryddede lidt op og gik i seng.

Jeg var fint tilfreds med aftenen, den passede mit temperament godt. Min kæreste havde syntes det var lidt sværere. Lidt kedeligt bare at være to. Jeg tror, hvis man bare har aftalt lidt – altså at spille spil eller gå en tur eller på anden vis adsprede sig, så er det ret hyggeligt. Man er så nostalgisk sådan en dag, vi talte i hvert fald lidt anderledes den aften, end vi plejer. Næste år er vi nok ikke alene med mindre vi er på bryllupsrejse, som min kæreste talte om. Den tid den glæde! Jeg håber, I havde en smuk aften, GODT NYTÅR endnu engang!

14 kommentarer
  1. Lyder skønt! Især menuen bringer minder. Husker stadig det nytår, hvor jeg blev fanget med en halv, kold beefwelling-ton spist durums-style hen over vasken, i min 12 hestes brandert. Overvej at dele med nogle? Spørge værten? Næh nej! Men sjovt nok, synes alle, det var ganske normal adfærd. Hvertfald, når det er mig man vælger at invitere :p
    Det var smukt, det var salt, det var heaven! 😀

    Godt nytår.

    – Anne http://www.venterpaavin.blogspot.com

  2. Det lyder nu altså dejligt 🙂 Jeg var selv alene med min kæreste og hyggede med god sushi, chokolademousse og brætspil 🙂 Men næste år skal vi nok ses med nogle mennesker 🙂

    1. Hehe, det er også lidt vores tanke – med mindre vi rejser væk 🙂 Der må gerne være lidt mere larm! KH

  3. Godt nytår smukke du! Efter vi havde skålet og set fyrværkeri, sluttede vi vores nytårsaften med at sidde to timer i en garage (med varmeblæser og cognac) sammen med nogle af vores bedste venner, der bor lidt længere nede af vejen, og det var simpelthen også noget af det hyggeligste…

    1. Ej mand! Det lyder simpelthen så mega hyggeligt! Virkelig 😀 Sådan gad jeg godt have sluttet af, ret idyllisk og med nære venner. Godt nytår til jer, Louise! KH

  4. I år var det kun min kæreste og jeg nytårsaften! Det var simpelthen så hyggeligt, der var ingen stress og vi tog det bare i vores tempo:) Vi så nytårstalen, gik igang med hovedretten efterfølgende, og nåede lige desserten 23.40! Så lidt fyrværkeri og i seng kl 2, helt perfekt! Rigtig godt nytår til jer:)

    1. Det lyder simpelthen som en herlig aften Sara, virkelig! Vi kunne godt have trukket det lidt, og spist lidt senere, men så er vi det klogere 😀 KH

  5. Gud, hvor pudsigt – vi indtog næsten identiske menuer! Her var tataren dog lavet på tun, og hindbær/lakrids-kombien boede i desserten, men tjek ved beefwellington (aka. den vulgære kødroulade!), haha. Og det lyder som en tophyggelig aften, I havde jer!

  6. Det lyder som en fremragende nytårsaften i mine ører. Men kan på den anden side sagtens forstå din kæreste, da man som regel forbinder nytår med flere mennesker. Men det hele ser smadder fint ud, selv med en kødbaby i maven, tror jeg :b

Læg en kommentar