Back on track - 17 dage and counting! - ROCKPAPERDRESSES
Back on track – 17 dage and counting!

løb4
I skal lige have en update på løbet, for det gik jo ikke smadder godt sidst, nu I er så søde og hepper så meget og giver mange gode tips. De virker!
Der er sytten dage til marathon (og sådan set også til jeg fylder 27 (og i øvrigt 100 dage i dag til brylluppet – det er da næsten fejringsværdigt)), og jeg er nået dertil i løbeplanen, hvor jeg så småt skruer ned.

Fra denne eller næste uge skal jeg tage 20-25 % af løbet – altså på hvor langt jeg løber på en uge – og i den sidste uge op til; 30-40 % af løbet. Jeg er også lidt tvunget til at skrue ned, for jeg har sgu fået hold i nakken. Det fik jeg i går morges til træning, og så fik jeg en akuttid hos fysiotereapeuten. Han asede og masede og masserede og manipulerede. Dvs. han “knækkede” ryggen, nakken – min tæer lød som popcorn, der poppede i gryden, da han hev i dem. “Du knækker ret meget”. Ja tak!
Den store Kongeetape med Sparta, som var den der gik helt forfærdeligt – 30 km i Eremitagen og hjem for halvanden uge siden, den efterlod mig med et ordentlig hak i tuden og lidt en mistet tro på, at det kunne lade sig gøre om sytten dage. Men som jeg skrev – man må på den igen. Jeg er for tæt på til at give op. SÅ i søndags løb jeg igen med Sparta – 20 km. Og som I nok kan regne ud er de der overskudsbilleder fra dét løb. Jeg ser rimelig tilfreds ud ikke? Det øverste billede er i øvrigt taget omkring 18 km med to tilbage.
Denne gang tænkte jeg mig også godt og grundigt om. Jeg spiste kylling og ris aftenen inden – også selv om vi kom fra konfirmation og havde spist stort tidligt på dagen. Og om morgenen søndag spiste jeg køleskabsgrød og drak æblejuice. Jeg havde ekstra vand med, selv om Sparta sørger for vand undervejs. Og jeg havde bare SÅ meget overskud. Det føltes bare så vanvittigt fedt. Jeg var flyvende, man kan jo nærmest se det på de der billede – jeg ligner en jubelidiot. Jeg kunne fortsætte længe efter de 20.

I var flere der tippede om vingummier i stedet for geler, og dem spiste jeg i stedet – det havde jeg gjort på alle turene i sidste uge. Det fungerede super, selv om det der rush, som isogelerne giver (= geler med masser af energi i, som man tager for at fylde depoterne op undervejs, så man forbrænder dem i stedet for muskler), udeblev. Men det er også fint nok, man skal jo holde kroppen stabil og ikke have store udsving på energikontoen.

Men hold kæft hvor var det fedt at mærke, at jeg kan. Jeg havde sådan en nedtur oven på de 30 km, men jeg kan jo godt! Det var virkelig godt for selvtilliden. SÅ nu glæder jeg mig faktisk. Jeg glæder mig til at løbe, til at opleve det alle taler om – the high. Folk der klapper og hujer og hepper – nævnte jeg godt, at jeg bliver meget påvirket af hep? På de der maratontests har folk været ude og heppe, og jeg bliver simpelthen så rørt af det. Folk er taget ud bare for at heppe på os løbere. Hvornår oplever man nogensinde at folk hujer og klapper? Andet end når man kører studentervogn.

Jeg bliver så rørt, kan mærke det starter i halsen – lidt som følelsen af en bøvs på tværs, men jeg ved, det er første trin til tårer. Klumpen. Og så klemmer jeg en lille én. Tåre altså. Det er next level tudemarie, haha! Men det er jo bare så fiiiint! At folk er mødt op og gerne vil én det godt. Æij, mand! Det er rørende! Det kan potentielt fucke med min væskebalance, hvis jeg græder alle 42,2 km med tårer i øjnene, men for fa’en. Det må jeg regne ind og så fylde på med væske dagene op til.

Nu bliver det til 18 km på søndag og 15 ugen efter – og så er vi der. Wish me luck!

BILLEDER TAGET FRA SPARTA
løb3

13 kommentarer
  1. Jeg har ikke en løbekrop, men jeg er forbandet god til at heppe. Og det rører også mig. Selvom jeg ikke kender nogen der løber forbi til sådan et løb, så tuder jeg. Og tuder lidt mere.
    Der er bare noget som er så fint, over det.
    Jeg prøvede dog tilnærmelsesvist hvordan det var da jeg var med til at løbe til DHL i august, og det er jo faktisk super rart når folk hepper på en. Det motiverer. Så jeg hepper videre!

    1. Hahah, hvor er det herligt at vi er et par stykker, der har svært ved at bære al den glæde på en gang 😀 Det er bare så overvældende at mærke al entusiasmen og glæden fra andre – jeg håber, det er dét der bærer en i mål 😀 KH

  2. Hvis du tuder når folk hepper, så vent til du løber over målstregen efter de 42,195 km! Det er den vildeste følelse i verden og der SKAL man tude:-)
    Følelsen af at have klaret den er det vildeste i verden – jeg forstår stadig ikke hvordan det er muligt at være så stolt og så træt og så åndssvagt lykkelig “bare” fordi man har løbet 42,195 km!

    1. Ej men jeg glæder mig så meget Signe! Det er helt vildt 😀 Jeg håber, jeg klarer den uden tånegle der falder af eller fødder der bløder eller knæ, der gør ondt. Træthed kan jeg klare, for den tror jeg forsvinder så snart man rammer målet og familien står klar med kram og hep! Hvornår løb du? KH

      1. Jeg skal løbe mit 5. CPH Marathon d. 22/5… Jeg glæder mig så meget, men er også glad for, at jeg efterhånden er rutineret, så jeg ved, at det kommer til at gøre røvondt, men at jeg nok skal nå i mål!
        Og ja, du bliver helt høj på rundorphines når du kommer i mål, men forbered dig også på, at du går helt død, når du kommer hjem! Hvis jeg var dig, ville jeg holde lidt igen med de alt for vilde fødselsdagsplaner – for jeg ved ihvertfald, at mit overskud ligger på et meget lille sted efter et marathon! Men det er selvfølglig bare et råd:-)

  3. Puh, jeg er glad for det ikke er mig – men god tur! 😀 Kan evt sidde i en elstol ved siden af og kaste vingummibamser i gabet på dig, vifte dig og vejre med flag. Det er vist mere min genre B-)

    – A

    1. Men se nu, dén rolle er jo også vigtig 😀 Det skal du ikke tage fejl af 😀 KH

  4. Kære Cathrine! Du er så PISSE sej og MEGA inspirerende i alt hvad du gør! Må jeg spørge, har gennemsøgt din blog, men har du lavet et indlæg om hvordan du startede op i sin tid med at løbe?

    // Julie

    1. Åhhh jeg gemmer det hele, alle de motiverende og søde ord i rygsækken til den store dag 😀 Det har jeg vist ikke, jeg kan i hvert fald ikke lige huske det, men jeg skal sætte det på min liste <3 KH

  5. Jeg løb mit første maraton for 2 år siden -og jeg havde præcis samme oplevelse med, at kongeturen på 30 km (jeg løb også med Sparta) på ingen måde gik godt… Jeg havde krampe og måtte gå noget af vejen. Men jeg besluttede mig for, at det var godt at have prøvet en lang tur, der gik skidt, for så var jeg forberedt på, at det kunne ske igen. Og jeg havde en fantastisk oplevelse til selve løbet!!! Ja, det var pissehårdt (jeg sagde vist av i søvne natten efter…) men vildt fedt! Og da jeg mærkede også klumpen i halsen og kneb et tårer undervejs 🙂 Glæd dig!
    Kh Bente

  6. Ej hvor sjovt, det er min mor, der løber bag dig i de stribede tights 🙂
    Jeg er klar som heppekor for jer begge d 22. Og jeg råber højt!

Læg en kommentar