Om livet uden FOMO men en tro på YOLO - ROCKPAPERDRESSES
Om livet uden FOMO men en tro på YOLO

IMG_4964

“Jeg havde sådan en lille kriller af FOMO i går aftes”, sagde jeg til min kæreste i går morges. Han returnerede med et passende, 32-årigt, “hvad er FOMO?”.

Ja, det er heller ikke et ord, der er en naturlig del af mit ordforråd. Ligesom YOLO. Jeg formoder, at det er en aldersting. Men det passede lige på beskrivelsen for situationen. FOMO = Fear of missing out.

Jeg var lørdag aften taget hjem til min kære veninde Anna. Hvis vi stadig taler folkeskoleretorik, så er hun nok betegnet som en af mine bedste veninder. Hun er en af mine ældste, og vi har fulgtes ad i mere end ti år. Jeg skal sige jer så meget og måske i samme ombæring understrege, hvorfor ord som YOLO og FOMO ikke er en del af mit vokabularium; jeg går så tæt på som aldrig til fest.

Jeg er ikke god til lukkede arrangementer med en masse mennesker, jeg aldrig har mødt. Det giver mig totalt uro og bekymring. En festival er fin nok – der er jeg ikke tvunget ind i et lokale med hele flokken. Men mindre fester og arrangementer – det kræver mod og en god dag. Sådan har det faktisk været i årevis – sidst jeg havde et rigtig festligt år, det var i 2009, da jeg startede studie, haha! Bum bum! Jeg har været til masser af fødselsdage hos gode venner og veninder og bryllupper fx. Men ellers, not so much. Jeg har arbejdet, sat pris på at gå tidligt i seng, set film i ske, skulle op søndag morgen og løbe langt. En masse belejlige grunde.

Men det har egentlig ikke generet mig – ikke at gå til fest. Jeg er ikke af den tro, at bare fordi man er i 20’erne, så skal man være stiv hver anden weekend og på klub. Jeg har ingen problemer i at takke nej til arrangementer, også i mere nære relationer, hvis jeg kan mærke, det ikke er den rigtige dag. Det er jeg godt klar over, virker underligt for andre – især hvis jeg så bare sidder hjemme i sofaen. Og man skal heller ikke brænde en værtinde af på dagen. Men jeg tænker ikke et splitsekund på, hvad jeg nu går glip af til festen og klubben. Jeg lider af så absolut 0 % FOMO.

Lige indtil i lørdags.

Anna har ved flere lejligheder inviteret min kæreste med til fester og arrangementer – og så er vi kommet i sæt. Begge to. Men der er bare dét, at min kæreste kan være en usædvanlig kedelig fest, hvis det ikke lige er hans “egne” drengevenner, om man vil. Det kan jeg sgu også selv. Man investerer lidt mere, når det er ens egen bedste venner. Og vi arbejder begge to virkelig meget og er bare pissetrætte, når vi kommer til fredag. Så vi er tit gået hjem tidligt.

I lørdags havde jeg taget konsekvensen – jeg tog sgu alene til fest. Det kan man i øvrigt godt, selv om man normalt er en del af en pakkeløsning. Vi spiste mad. Hældte vin op. Før solen var gået ned over Valby Bakke, dansede vi på stuegulvet; “… IT’S IN HIS KISSSSS!” og “BUM-DA-DUM-DA-DUM” (Played-a-live af Safri Duo, hvis I skulle være i tvivl). Og jeg befandt mig så godt på det dansegulv. Jeg smed blusen – den jeg havde uden på kjolen vel og mærke. Løsnede håret og trampede og trampede og overtog også playlisten lejlighedsvist. Jeg vidste, det var en god aften, da jeg spurgte den eneste herre til festen på det tidspunkt “Er det for tidligt at spille Darude??”

Jeg forlod kun danse-stuegulvet lejlighedsvist for at trække vejret og skrue ned for sveden, og der fik jeg sagt til min søde veninde; “det er sådan en dejlig fest, du holder”. Vi var kun en seks-otte stykker, men vi hyggede os helt vildt. “Sådan nogle her fester holder vi en gang om måneden. Mindst”. Og der så jeg lige i glimt, hvad jeg går glip af. Gode grin, dans (viste naturligvis min Spice Girls-dans frem, den ene jeg kan til Say You’ll be there), fine snakke og nye mennsker. Og på vej hjem på cykel fik jeg så det lille snert, jeg fortalte min kæreste om dagen derpå.

Alle til festen var singler, og de har helt naturligt et andet forhold til fest og venner og at komme sammen. Jeg blev ikke ramt af en “Øv, jeg har en kæreste”. Overhovedet. Det havde sikkert ramt mig for fem år siden. Men lige dér er jeg lige, hvor jeg skal være.

Det var mere sådan en følelse af, hvad jeg afskærer mig fra, når jeg siger nej tak. Nej tak fordi, ja jeg ved sgu ikke om det ligefrem kan kaldes social angst, men det det er i hvert fald en form for angst der er i mig og har boet der længe. Nej tak, fordi jeg propper min kalender til med arbejde og løb eller hvad pokker, så jeg ikke orker eller har “råd” til at bruge en halv til en hel dag med tømmermænd. Eller nej tak fordi det bare er så rart at sidde hjemme i sofaen og holde i hånd. Convenient.

Men det, jeg jo så opdager, er, at både hånden – og sofaen – jo også er der, når jeg kommer hjem fra fest. Nogen gange ville jeg bare ønske, jeg var lidt mere YOLO og måske ramt af lidt FOMO, så jeg faktisk kom derud, hvor livet også leves. Det skal jeg snart gøre igen.

29 kommentarer
  1. Virkelig fint beskrevet!

    Jeg tror at vi ligner hinanden ualmindeligt meget på det punkt… Jeg er ikke den store festabe, og foretrækker ofte sofaen frem for fester eller byture. Men når så jeg en sjælden gang imellem er i byen eller ude og feste – der har mest været i forbindelse med polterabender på det seneste – så får jeg samme følelse. “Der her burde jeg sgu gøre noget oftere…” Selvom jeg er rigtig godt tilfreds med mit liv og mine valg.

    Gang på gang må jeg dog også sande, at jeg bare er elendig til at have tømmermænd, og ligeså sjovt som jeg kan have det når musikken spiller, ligeså elendigt har jeg det dagen efter. Ofte vurderer jeg ganske enkelt, at det ikke er det værd. Og så er det nu engang rart, at jeg også kan lide aftenerne på sofaen 🙂

    1. Haha, det er jeg også! Elendig til tømmermænd. Man spilder jo en helt dag! Nøij det kan min tålmodighed ikke stå model til. Men i lørdags var jeg rimelig ædru – vi havde en travl søndag – og jeg havde ikke en mindre god fest af den grund og jeg dansede i mange timer. Det er måske det nye 😀 KH

  2. Hvor er det en fin beskrivelse af noget jeg sagtens kan nikke genkende til! Her holdt vi også fest i weekenden. Min bedre halvdel havde fødselsdag, så vi havde inviteret hans søskende forbi. Altså bare stille og roligt. Indtil vi kl. 3 besluttede os for at opsøge en åben bodega på Nørrebro. Og så var vi ellers først hjemme igen kl. 6 næste morgen. Det var SÅDAN en dejlig aften, og dagen efter tænkte jeg faktisk også, at sådan noget sker for sjældent.

    1. Det lyder sgu da dejligt! Sådan nogen aftener kan jeg virkelig leve højt på længe! Hvor lyder det bare mega hyggeligt. I må gøre det igen 🙂 Yolo og alt det der 😉 KH

  3. Hvordan er det skønt at høre at det ikke er noget der kun forekommer i mit lille liv. Jeg er yngre end dig (22), men sidder i mit nyindkøbte byhus, får en skøn hvalp om et par uger og er færdiguddannet fysioterapeut om et år. Det er der sjovt nok ikke ret mange af mine jævnaldrende venner der forstår. Flyttede hjemmefra som 18 årig til Skagen og fik på en eller anden måde min dosis vildhed på 2 år deroppe. Men altså.. Nogle gange er det faktisk meget sjovt at være tosset og i 20’erne!

    1. Det er da også så dejligt at have sig et hjem, et sted at kalde hjem. Med de rammer man nu kan lide for det; babyer, hunde, mand/kone osv. Men det er også lidt et spørgsmål om ikke at forsvinde helt væk i det, ikke? At der også er et liv uden for huset og med veninder og dans. Hvis man er heldig, og det man har derhjemme er det helt rigtige, så glæder man sig jo til at komme hjem igen. Og det er vist meget sundt 🙂 KH

  4. Åh ja, jeg kan 100 % nikke genkendende til det.

    Godt skrevet, og ja, nogle gange er lidt FOMO og YOLO meget godt 😉

    1. Ja ikke? 😀 Det rykker da lige til lidt grænser og måsen ud af sofafordybningen 😉 KH

    1. Det er lidt begge dele, ikke? Dejligt at have, men sørme også at mærke verden uden for – også uden sin kæreste. Det var jeg selv god til i studietiden. Det hele bliver bare så par-agtigt til tider 🙂 KH

  5. Så sandt! Min veninde og jeg snakkede ret meget om noget af det samme den anden aften (hvor vi drak et glas vin og en Irish Coffee, ikke noget med dans her, du…). Der har været så meget fokus på at hvile i sig selv, og bare nyde det vi har. Og det gør vi! Og det er ikke fordi der skal dans og druk til hver eneste weekend, men lige pludselig gik vi også bare over i den anden grøft, og blev gamle for tidligt. Bwadr! Vi er altså stadig på den lave side af de 25 her – det er som om, der stadig skal lidt flere svingommer og solopgange til 🙂

    Vi blev i hvert fald enige om at blive bedre til at gribe chancen, og invadere byens dansegulve noget oftere. Livet skal sgu nydes i alle sine facetter – både dem hjemme på sofaen og dem akkompagneret af høj musik 🙂

    // http://www.moonlitmadness.dk

    1. PRÆCIS! Det behøver ikke være så skarpt skåret og enten/eller. Jeg skal i hvert fald lade være med at forfalde til sofaliv weekend efter weekend. Det er bare så dejligt oven på en lang uge. Men det skal altså være både/og, bare i ny og næ. Det vil jeg huske på fremover 🙂 Og så er jeg vild med, at jeg nu er på “den høje side” af 25 😀 Det lød pludseligt gammelt, haha! KH

      1. Haha, pokkers! Og her sad jeg ellers sådan og koncentrerede mig om at skrive det pænt. Men så igen, det har vel aldrig været skidt at være høj? 😛

  6. Og så er her nogle der gerne ville være lidt lørdags kedelige en gang imellem!!! 🙂
    Efter mange lange år (jeg er nu 29) i mere eller mindre et single tilstand (undtaget små flings og korte forhold hist og her) så er det altså også begyndt at være lidt kedeligt at tage ud i byen. Jeg prioriterer højt at komme ud at se veninder, spise middag, tage til hjemmefester og møde nye mennesker, men jeg er nået den alder hvor jeg alligevel ikke gider score en stangstiv fyr i byen. Men til gengæld er det simpelthen så kedeligt at sidde alene en lørdag aften – helt for sig selv – når man i forvejen gør det som oftest efter en lang arbejds eller studiedag, og så vil man jo ikke gå glip af HVIS man nu mødte nogen. Men det er helt tydeligt at det er os veninder der er singler der prioriterer at ses og komme ud, fordi ellers ville man jo måske gerne også bruge weekenden på andet (og man bliver jo sjældent inviteret på parmiddag hos veninderne med kæreste på). Og også hvis vi så bare holder middag sammen, så vil altså de fleste altid gerne også lidt ud blandt mennesker. Så ja – det er sgu sjovt at komme ud og leve lidt, men hold da op hvor ville det også være dejligt at være lørdags(kæreste)kedelig en gang imellem 🙂

  7. Du er så mega sej og virkelig god til at sætte simple ord på, hvad vi er så mange der oplever og føler. Mindre FOMO og mere YOLO!
    / Signe

  8. Hvor er det bare rart og bekræftende, at høre, at der findes andre som en selv. Der er en del år til forskel på os – jeg er 20, men jeg kunne nok også godt leve lidt mere YOLO.

  9. Det var et enormt fint indlæg.
    Et af dem, der skaber en følelse af at være lidt mere god nok, som man er.

  10. Det er så vigtigt med en god balance. Det er uden tvivl nemmere at feste tit, når man ikke har en kæreste derhjemme – de vil bestemt også gerne have ens tid. Det har jeg lært efter lige at være startet på studie. Nogle fester flere gange om ugen, og nogle kan godt nøjes.
    Men du har så evigt ret, det skader virkelig ikke engang imellem! Især når man stadig er ung og spændstig, og stadig agter at fyre den af på et dansegulv 😉

  11. Vidunderligt og rørende indlæg. Det er dét, der gør dig så elskelig. At du er den her smukke, smukke pige med det smukke, smukke hjem, seje job og mange, mange talenter. Men at du samtidig tør vise dine sårbarheder – og gør det på så fin en måde.

    Du er en formidabel blogger <3

  12. Hej Cathrine

    Dit indlæg er virkelig interessant læsning. Jeg har også nået et punkt, hvor jeg ikke gider alle festerne og byturene mere. Jeg er 26 år, og det har nok meget at gøre med, at jeg har fået en kæreste. For jeg kørte hele byturs-showet da jeg var single. Det var jo bedre end at sidde hjemme alene. Men dengang, var byturene altså heller ikke lige sjove. Fordi de var der næsten hver weekend. Selvom du drømmer om flere byture og fester, så husk, at grunden til, at det var så sjovt denne gang, muligvis er, at det netop ikke sker så ofte 🙂 Party on! 😉

    Kh. Gitte

  13. Det er fuldstændig mit liv du beskriver! Jeg kan så meget nikke genkendende til dine tanker og hvordan dit forhold er til løb, arbejde og festlige arrangementer.
    Rart at høre det fra en som dig 🙂

  14. Kære Cathrine,
    Det er netop sådan min kæreste og jeg også har det – hellere være frisk til aktivitet i form af styrketræning, løb eller lign end at ligge og have tømmermænd og spilde en halv til en hel dag.
    Dog kan vi sagtens gøre som du skriver til sidst, gå ud og tage en enkelt med nogle venner/veninder fra tid til anden, det sker der jo ikke noget ved. Selvom vi begge foretrækker at blive hjemme og slappe på sofaen med lidt god mad og hygge.

    Men jeg er glad for der er flere, som har det på samme måde som os!

  15. Hvor er det rart at høre, at det ikke kun er mig, der priser stille fredage og lørdage aftener på sofaen højt! Jeg er 26 år, og ser egentlig mig selv som social og med gode venner og veninder, som jeg hygger mig med og fester med i ny og næ. Men har egentlig også altid synes, det var utrygt og lidt angstprovokerende at møde op til fester eller sammenkomster, hvor jeg ikke kender hele selskabet. For mig at se har det altid bare virket tabubelagt at have det sådan, og har nok også negligeret de følelser ret meget. På det sidste er jeg også begyndt at tænke, om det handler om noget socialt angst. Så jeg kan virkelig relatere til dine tanker, og det gør det pludselig lidt mere okay, når vi er flere, der har det sådan. Så tak for det 🙂

  16. Jeg kan også virkelig relatere til det du skriver. Jeg tager også mig selv i nogle gange at være i byen/til fest og tænke på hvornår jeg kan smutte hjem SELVOM jeg faktisk har det rigtig hyggeligt. Det virker helt skørt. Men som nogle af jer andre også er inde på, oooorker jeg bare ikke tømmermændene og at fucke med døgnrytmen. 😉 og der er bare ikke noget bedre end at vågne op frisk i weekenden og kunne få en masse hyggeligt ud af den, synes jeg 🙂

  17. Hvor befriende at læse dit kommentarfelt og opdage, at der er mange, der har det på samme måde – jeg kan også fuldt ud genkende følelsen 🙂 Det har naget mig i nogle år, men jeg har efterhånden vænnet mig til, at det er sådan jeg er.

Læg en kommentar