Alene weekend og lidt om forandringerne - ROCKPAPERDRESSES
Alene weekend og lidt om forandringerne

Jeg har haft nogle helt vildt dejlige dage. En aleneweekend. Både hund og mand har været på weekend i Lumsås. Jeg startede fredag med at cykle fra arbejde og til vinsmagning med en masse drenge fra arbejde og et par piger. Selv om jeg var lidt vægelsindet, da klokken slog 23.00, og jeg virkelig havde lyst til at tage med min kollega Andrew til fest, så var min anden kollega Nicho den kloge – jeg ville ikke komme tidligt hjem, og jeg ville ikke få den der lækre lørdag, jeg havde drømt om. Så jeg cyklede hjem i seng før midnat.

Ganske rigtigt vågnede jeg klokken 08.00, rimelig frisk. Kunne rulle rundt i seng. Hele sengen. Lidt lækkert. Helt alene. Snoozede og boblede lidt længere indtil jeg besluttede mig for komme ud af fjerene. Klokken var Mads&Monopolet. Drak Nesquick – BEDSTE kur mod svagt vinhoved. Så gjorde jeg lidt rent imens. Pillede mig selv i navlen og tog afsted mod træning. Havde været en kende overmodig og meldt mig først på noget reformer – sådan noget pilateshalløj. Så lige en kaffepause i Kødbyen for mig selv. Sad der i solen med podcast i ørerne. En avocadomad. Huen trukket godt ned. Og så på halvanden times yogaevent. Noget med at styrke immunforsvaret og en masse mavespænderi. Og så lå jeg der i blød strik og uldne sokker på en yogamåtte og trak vejret, som de gør i filmene til fødselsforberedelse.

På vej hjem købte jeg blomster til mig selv. Mødte Emily på vejen – nu er vi mødtes to gange det samme sted på Værnedamsvej inden for relativt kort tid. Skørt, ikke? Foran samme blomstermand. Og jeg har altid lige taget et billede af blomsterne. Nærmest déja vu.  Så i bad hjemme, med duftlys på badeværelset og tid til at tage lækkert tøj på. Og parfume. Og så mødtes jeg med min barndomsveninde og drak mere vin. Seks timer. på Falernum. God mad. God vin. Gode snakke. Og grin. Noget à la: “Hvor er vi blevet kloge med alderen”.

Og så kom søndag. Og Adam hjem også. Og Frida. Og så var alting normalt igen. Kun en halv seng at sove i. Og det er nu også dejligt.

Mange har spurgt til bloggen, hvordan alt det her teknisk kommer til at du fremover. Jeg har besluttet mig for ikke at sætte en statisk frontpage på. Det vil sige, at I stadig kan kigge på indholdet her og søge. Ingen stress med screenshots og den slags.

Til gengæld rykker den stadig væk fra Benjamin, og den kommer til at ligge for sig selv. Og jeg tager stadig orlov. Jeg ved ikke, hvornår jeg vender tilbage. Men forhåbentligt kan det bringe ny energi og inspiration. Jeg skal nok holde jer opdateret. Både når flyttet sker og hvis jeg vender tilbage.

Sov godt, søde piger <3
lykken

20 kommentarer
  1. Yaay hvor godt at man stadig kan søge. Jeg har ellers brugt relativt lang tid på at copy-pasta nogle af dine indlæg til word, så jeg kunne finde dem igen når jeg skulle bruge inspiration 😉

    Rigtig god vind fremover. Håber du bliver glad og klogere på hvad der skal ske.

  2. 100 kram i din retning. Du er og bliver en af de største kilder til inspiration i min verden. Har så meget respekt for dig.
    Kærlig hilsen Astrid Marie <3

  3. Uh, det er jeg glad for at høre. Jeg blev ellers lige lidt stresset da jeg her en halv time før midnat (hvor jeg egentlig burde sove) opdagede at jeg ikke havde fået læst dine sidste indlæg. Nu vil jeg glæde mig til at gøre det en dag hvor jeg kan tage mig god tid med en kop kaffe til 🙂

  4. Hvor er det fantastisk, at du bevarer søgefunktionen i alle de gamle posts! Jeg var ellers også i fuld gang med at gemme en masse lækre indlæg til senere inspiration!
    Et hurtigt spørgsmål: Er det samme sted, der udbyder både reformer og yoga? Vil du i så fald oplyse, hvad det hedder? Jeg er nemlig på jagt efter et nyt yoga-center, men ville gerne have mulighed for lidt mere alsidig træning.

    Og igen: Ønsker dig alt det bedste og held og lykke på din vej; uanset hvor længe dit orlov måtte vare! Du er en kæmpe inspiration, og det har været fantastisk at følge din rejse gennem de sidste år!

  5. Nu har jeg fulgt med her på domænet nogle år efterhånden, så derfor kan det godt virke lidt fladt bare at skrive en kommentar, når det faktisk næsten føles som om, jeg kender (en del af) dig. Men du skal alligevel have et stort TAK, fordi du i al den tid har haft lyst til at dele alt mellem himmel og jord med os 🙂 Jeg vil fortsat følge med på Instagram og håber, vi “læses” ved igen her på domænet, hvis du engang skulle finde tilbage hertil. God vind fremover og pas godt på dig selv og din lille familie <3
    Kram Mathilde

  6. Kæmpe hurra for, at vi må beholde arkivet!!! Det gør det liiiidt mere overskueligt at skulle undvære dig 😉
    Lyder som den skønneste weekend, du har haft dig. Hvor er du god til virkelig at få noget ud af dine fridage! Personligt er jeg bedst til at sumpe lidt rundt og ikke lave ret meget – og det føles ligesom ikke helt så godt bagefter 😉 håber denne uge behandler dig ligeså pænt som weekenden 🙂

  7. Så dejligt at vi stadig kan få lov at låne inspiration i dine arkiver. Tak 🙂

    Håber du bliver glad for orloven – men ikke alt for glad…. 😉
    Ønsker bare alt det bedste for dig.
    Du virker som et fantastisk menneske <3

    Knus, kram og et kæmpe tak herfra

  8. Kære Cathrine.
    Jeg har efterhånden fulgt med en del år, men uden at være super aktiv i kommentarfeltet. Du er klart min yndlings blogger og jeg har elsket, at følge med på RockPaperDresses! Jeg følger forsat med på Instagram og de gange du opdatere Snapchat. Tak for en masse gode indlæg (både de store og de små), altid med godt indhold og fin refleksion.

    Knus

  9. Åh hvor kommer jeg til at både mangle og savne dig!!!
    Du er virkeligt den mest inspirerende blogger og for mig er du meget mere end det. Ofte kigger jeg kun på blogs for at få inspiration fsva tøj mv; men med dig synes jeg virkeligt du er et enormt spændende menneske – du deler interessante ting og jeg elsker din måde at skrive på 🙂 Du har taget virkeligt interessante emner op, og du har skrevet ærligt om ting som jeg også selv har overvejet, men som andre bloggere slet ikke berører…
    Ah men kan ikke redegøre for, hvor fantastisk jeg synes du er – gudskelov kan man stadig lytte til dig på P3 sammen med min venindes bror 🙂
    Dyb respekt for dit valg – jeg håber inderligt vi får lov at se dig igen 🙂

  10. Hvor er det trist at skulle sige på gensyn til din fantastiske blog 🙂 Jeg vil med stor begejstring følge med på Instagram 🙂
    Og TAK, hvor er jeg glad for, at du lader din blog stå åben, min kæreste friede i fredags og vi skal giftes til sommer. Lige siden har jeg været i panik over at jeg ikke ville kunne finde inspiration i dine fine, fine bryllups-indlæg 🙂

  11. 1. Nøj hvor kommer jeg til at savne dine daglige indlæg. Det var en af mine aftens ritualer, lige at tjekke din blog.

    2. Hvor er din fine monogram taske fra?

  12. Hvor er det dejligt at hører, at der stadig er mulighed for at gå tilbage og læse nogen af dine gamle indlæg. Jeg er glad, go beslutning!

  13. Man skulle tro, at det ville være nogenlunde ligetil at tage billeder af pænt tøj og morgenmad, en sød hund og en en skøn fabrik. Og så i øvrigt skrive en OK god tekst dertil. Eller nej, måske skulle man i virkeligheden ikke tro det. Eller. Sikke noget rod! Det jeg prøver at sige er, at jeg har finkæmmet blogland i et forsøg på at finde en værdig afløser for dine indlæg, og der er INGEN! Du ser så sprudlende glad ud på IG, og jeg håber virkelig du nyder en pause fra bloggen. Men jeg håber virkelig også, at du vender tilbage. Mange knus.
    Ps. Hvis du kommer tilbage, så synes jeg du skal få dig en praktikant, der kan tage over, når du en dag går på rigtig pension 😉

Læg en kommentar