Vi traf engang et valg men venter stadig på effekten - ROCKPAPERDRESSES
Vi traf engang et valg men venter stadig på effekten

Jeg har simpelthen haft en mega øv-dag. Og det er selv om solen har skinnet, og vi har kaldt det søndag. Jeg føler mig næsten som et skarn. Kender I det, jeg kunne mærke det allerede, da jeg vågnede. Som tunge tømmermænd skyllede det masende ind over mig, så snart jeg åbnede det venstre øje ved alarmens kald. Jeg var lidt sur på Adam. Lidt sur på at vågne. Lidt sur over at jeg ikke havde sovet nok. Jeg var bare sur.

Så fik jeg åbnet lidt op og forsøgt at sætte ord på det over for mig selv, over for Adam. Og så handlede det egentlig ikke længere om at være sur. Det er bare den første nemme følelse at gribe efter i registret. Jeg var ægte mast.

Jeg sidder med en følelse af ikke at være herre i mit eget liv. Hvilket selvfølgelig, logisk, ikke følelsespåvirket er noget pjat. Jeg har min egen hoveddør at lukke, når jeg vil have fred. Jeg har en bil, jeg kan sætte mig ud i og bare køre bort i. Men, på de der helt store planer, så føler jeg ikke helt kontrol.

Først og fremmest er det her snart skidne byggeprojekt stadig ikke klar til ryk. Den deadline vi havde på at igangsætte byggeriet – det er ca. ti dage siden. Og… Vi bygger stadig ikke. Vi er faktisk slet ikke klar til at bygge, så tilladelsen er forlænget til oktober. Første gang vi ringede til kommunen og forsigtigt forespurgte, det var vist i oktober 2013. Klip til nu, 2017 – vi har aldrig været tættere på, men vi kan ikke selv sætte det igang. Det køres af vores arkitekter, så ude af vores hænder. Så skal der en ingeniør på at gennemregne. Så skal en anderkendt statiker til at gennemregne ingeniøren. Så skal der en mand med forstand på energiregnskab til at beregne om vi overholder alle forhold. Så en type med viden om brandsikkerhed, som kan godkende den ekstra tynde isolering vi bruger, for at maksimere gulvpladsen. Hele tiden en ny, og vi har ikke engang sendt det udbud. Hvis det bliver så dyrt, at vi ikke har råd, ja hvad så? Skal vi så flytte? Vi har, jeg har, virkelig brug for en afslutning. Få det lukket. Tage kontrol.

Og så er det blevet mere besværligt at lave en familie end vi lige havde forestillet os. Det ved I. Det føler jeg hele verden ved, hehe… Alt handler om læger, der siger “nu” eller “nej”. Spis din pille, tag din sprøjte, tag nogle flere piller, træn lidt mindre. I korte træk: Opfør dig gravid. Selv om du ikke er det. Og selv om du ikke ved, hvornår du bliver det. Jeg skulle have været til Milano næste weekend bl.a. med Kat – meeen klinikken mente, det var lidt fjollet at være ude af landet, hvis nu det er dér, det sker. Selv om det nok ikke er det, men det kan jo ske. Vores erfaring siger os, at alt (og intet) er muligt. Så vi jinxer ikke noget – jeg bliver hjemme.

Og så var det jo heller ikke helt planen, at jeg skulle ruske op i arbejdsforholdene.

Så… Lige på sådan en solskinssøndag ramlede det hele, og følelsen af ikke at måtte bestemme noget som helst på de store punkter i livet, den var altoverskyggende.

Jeg har brug for kontrol. Brug for selv at kunne bestemme et tempo, et ryk, hvad der skal ske. Ikke arkitekter, ikke kommunen, ikke læger. Os selv. Og så huske tilbage på, da vi selv tog beslutningen om at ville bygge. Ville lave en baby. Det var jo vores valg engang. Effekten af dem lader bare vente på sig.

En lur, en kop kakao, et opkald til min mor (virker ALTID), at aflyse planer (som ellers var gode og indeholdte min farmor og søster), gå en hundetur, tage til træning – det giver klarsyn, ro. Lidt fra denne her liste (den holder altså).

Ligeså tvær og trist jeg vågnede, (nogenlunde) ligeså smilende går jeg i seng. Ikke storsmilende, måske neutrale mundviger, men det er en helt okay start for i morgen. Jeg trækker vejret, helt ned i maven, og hører Frida snorke fra sin kurv. Et forsøg på at nyde det, der er lige nu og her, når nu jeg ikke kan bestemme, hvad der sker i morgen.

rockpaperdresses, cathrine widunok wichmand

13 kommentarer
  1. Åh kære Cathrine. Jeg har fulgt dig i nogle år med stor glæde og fornøjelse, og lige for tiden må jeg erkende, at dine ord fylder ekstra meget hos mig.
    Vi skulle egentlig allerede i december være rykket fra vores lille 2-værelses over i vores helt egen 4-værelses drømmelejlighed. Men det lader vente på sig, og i skrivende stund ser det ud til, at overtagelsen kan blive forsinket op mod et år. Alt imens vores ting allerede står i flyttekasser, flere af vores tidligere møbler er solgt, der er ikke noget at pakke tøjet ud i igen, de nye møbler er indkøbt og står bare i kælderen og bliver umoderne og er samtidig for store til denne lejlighed. Det hele sejler.
    Samtidig venter vi også på, at jeg forhåbentlig på et tidspunkt bliver gravid, men vi er også igennem turen i det private med alt, hvad det indebærer. Som alle andre i vores situation gør vi, hvad vi kan, men vi oplever også, at ventetiden er svær, og tålmodigheden ikke altid rækker. Så når du skriver om at vågne op en søndag med følelsen af at vente på, at andre afgør, hvad livet skal bringe, så hører jeg dig. Og føler med dig.
    Jeg ønsker alt det bedste til både du og Adam. Tak for en fantastisk blog. Og tak, fordi du evner at give mig bare lidt smil. <3 (Det er de færreste, der kan det for tiden..)

    1. Åh pokkers Anne! Som det hele ramler sammen også hos jer. Hvorfor er det sådan? Kan man ikke lige tage én ting ad gangen.
      Ligeså vel som alting flyder sammen på én gang, ligeså meget håber jeg det også kan løse sig sådan. Bare pludselig, knips med fingrene. Ligesom når solen bryder frem på en regnvejrsdag.
      Må sofaen passe, håndværkerne smutte, babyen finde sin vej til jer – og så synes jeg ærligt talt, at I fortjener lidt ekstra godt oven i som kompensation. En god lottokupon, et fedt tilbud, en dejlig rejse – et eller andet der kan sprede glæde hos jer.
      Masser af tanker lige tilbage til jer. Kram

  2. Årh, hvor kan jeg bare sætte mig i dine sko! Jeg sygemeldte mig 4 dage før min 30-års fødselsdag og er midlertidigt flyttet hjem til mine forældre med min kæreste. Det er edder-spark-hyleme en mavepuster, som vil noget. Farvel, fast arbejde, farvel, karriere-jeg-har-drømt-om-siden-studiet.

    Men – den sygemelding har hjulpet – det samme har verdens bedste hjemmefront og ved du hvad? Det er det her folk snakker om, når de siger livet gir en tæsk.

    Jeg gider ikke sige du skal op på hesten, for den kan du sadle om i morgen eller overmorgen. Nææ, jeg vil bare sige, at du er et af mine forbilleder og hvis jeg kunne ville jeg stikke dig en highfive og en kramme og en åndssvag joke, som vi kunne skraldgrine af. For hvad end livet beslutter at kaste efter os – sådan nogle seje chicks som vi jo er – så skal det nok gå. Nogen gange skal der bare lige gå et par dage.

    Kæmpe kram herfra!

    1. Milla, for faen. Manner, jeg håber, vinden vender for dig. Nu ved jeg selvfølgelig ikke, hvad du er sygemeldt for overhovedet, men der er noget interessant i, hvordan hoved og krop ikke altid arbejder sammen. Hvordan hovedet lægger planer, bygger stiger at klatre ad, og kroppen siger nej tak. Jeg håber, de to finder hinanden, hvis det er der det presser, og du kommer hel ud på den anden side. Hurra for også at få øjnene op for det vigtigste i livet; netværk, kærlighed, omsorg, familie, ro. Selv om det kunne være fedt at blive mindet om den slags på en blidere måde.
      Og så googlede jeg lige “verdens dårligste joke” – du får den her 💜

      “Er forårsruller kolde eller varme? De’ Daloon!”

      Kram kram

  3. Min veninde skulle besøge os i Paris sidste forår med sin familie. Men så lignede, at det måske var dér, hun skulle ind på Riget. Det var en farce (altså planlægningen, ikke projektet). De aflyste, og jeg nåede at fortælle min skuffede søn det. Så besluttede de sig for at tage af sted alligevel, men nåede at købe i alt tre forskellige flybilletter hjem til hende, så hun kunne være klar mandag morgen. Sådan et rod… MEN i dag er der et sødt lille drengebarn, der lige har inviteret til barnedåb. 💕 Jeg ved ikke helt, hvad min pointe er, andet end, at ja, det roder med planlægningen, men det er og bliver jo det hele værd.😊

    1. Awww <3 Jeg er også helt overbevist om, at når man endelig når til den anden side, med et barn i armene, så er det andet glemt. Det håber jeg i hvert fald! KH

  4. Cathrine, jeg håber snart alt rodet falder på plads, og at lykken tilsmiler jer i alle aspekter af jeres liv! Det fortjener i.

    Jeg har lyst til at fortælle dig, at det her indlæg for mig er helt vildt inspirerende! Det at du tør at mærke efter – og at du rent faktisk reagere på det; at du aflyser aftaler og passer på dig selv i stedet, synes jeg er efterstræbelsesværdigt!
    Du rammer noget i mig, og tak for det. Jeg er så glad for, at du er tilbage – du er bedre end nogensinde før!

    1. Det er jeg så mega glad for Eline, tusinde tak! Det er noget af det sværeste, synes jeg, i alt det her. At lytte efter og mærke i maven, når der hele tiden er fremmedimpulser og andres meninger og to do’s højest på listen. Men det føles som en lille sejr at sætte grænser hele tiden. KH

  5. Selvom det er hårdt og ubarmhjertigt at være i din situation lige nu, er det “dejligt” at læse, hvor menneskelig og ægte du er igennem skærmen frem for den evige rosenrøde blogger, der oftest bliver luftet i blogland.

    Det gør, at du er en person, der er nem at relatere til, spejle sig i, og når man som jeg også har det lidt ekstra svær for tiden dog af helt andre grunde, trøster det lidt at læse dine ord om at holde humøret oppe.

    Klem til dig – livet går heldigvis skiftevis op og ned. Hvis det ikke gik ned af og til, ville vi slet ikke opdage, hvor fantastisk det er, når det går opad igen 🙂

    1. Tusinde tak Tine 💜 Jeg håber, at du får vendt de ting, der driller og det bliver mere smooth sailing herfra. Jeg tænker også tit, at jeg ikke ville undvære nedturene, for så ville jeg ikke sætte pris på opturene. Det skal jeg også bare huske, når det er sværest. Det går altid op igen! Klem lige tilbage

  6. Kære Cathrine. Hvad mener du med at det ikke var planen at du skulle ruske op i arbejdsforholdene? Har det ikke været planen at skulle gå selvstændig? Jeg synes du er SÅ sej, og du fortjener om nogen at alting lykkes for dig.

    1. Mm… Ikke helt… Jeg fik i januar at vide, at mit program skulle lukke, og at jeg med den lukning ikke skulle være på P3. Jeg fik tilbudt et ringere job andet sted i huset, og så måtte jeg selv tage konsekvensen. Så du ved, de gav mig skubbet. Timingen måtte gerne have været anderledes, men sådan noget bestemmer man sjældent selv. Og tusinde tak Cecilie, jeg begynder at tro på! KH

Læg en kommentar