Jeg slås lidt med det irrationelle og en lille frygt for terror - ROCKPAPERDRESSES
Jeg slås lidt med det irrationelle og en lille frygt for terror

Vi har haft lidt second thoughts omkring Paris-delen af vores sommerferie på det seneste, og jeg fornemmede også stærkt, at I gør jer samme tanker i kommentarfeltet til mit kjole-indlæg. Er det trygt at være i Paris? Især omkring Bastilledagen? Og hvad med sådan en kæmpe stadionkoncert dagen efter Bastille-dagen, skulle vi tage og lade være?

Jeg er i udgangspunktet et temmelig rationelt menneske. Et følsomt men rationelt menneske – kan man være begge dele? Det tænker jeg. Jeg kunne meget nemt blive grebet af den massive medieopmærksomhed for terror, og jeg er også engang hoppet af metroen, fordi en fyr lod en Netto-pose stå på sædet, som han selv forlod vognen. For tænk nu hvis. Tænk hvis der skete et angreb. Tænk nu hvis vi bliver fanget midt i det hele. Det er en frygt, der primært murrer i maven, men jeg prøver ihærdigt på ikke at lade den flytte ind i hovedet.

Jeg har før i tiden tænkt det sådan nærmest skæbnebestemt; hvis det sker for os, så var det meningen, det skulle gå os sådan. Måske i afmagt over hvor utryg og ubestemmelig en fremtid kan være, især med det ene angreb efter det andet sidste sommer. Man kan jo hverken gøre fra eller til, hvis ulykken rammer. Ligeså tragisk som det er.

Og så har jeg holdt ordene “Jeg vil hellere dø stående end leve på knæene” tæt til hjertet. Jeg vil ikke lade være med at nyde livet, tage på Roskilde Festival, tage til koncerter, tage metroen eller et fly, fordi nogen forsøger at gøre verden til et utrygt sted. Jeg vil nyde musikken og natten og maden, for det er livet. De gode ting. Glæderne. Dem vil jeg ikke frarøves, for så bliver det først et fattigt liv.

Men. Nu er vi kommet tættere på. Vi er ikke bange for at tage til Paris – vi har været der et hav af gange, og vi har alligevel ikke behov for at færdes de mest turistede steder. Dem har vi set. På Bastilledagen kan vi holde os lidt for os selv, undgå store pladser, tænke os om, ligesom I skrev. Men dagen efter, den 15. juli, der skal vi til Coldplay-koncert på Stade de France, hvor vi før har været til koncert. Et sted der også blev angrebet samme aften som Bataclan. Det er et stort, uoverskueligt sted med vanvittigt mange mennsker. En gigantisk arena og efter Manchester måske ikke et sted, vi har lyst til at være så tæt på Bastilledagen…

Ih hvor jeg irriteres over at blive så irrationel – blive bange for en hypotese. Noget der slet ikke er sket. Det er vi faktisk begge! Adam har indrømmet, han har gjort sig de samme tanker, og så er det som om min egen frygt får mere liv. Han er, så klichéfyldt som det lyder, min klippe. Han er ikke bange for noget. Men hvis han er, så er jeg det også.

Vi taler om at prøve at sætte billetterne til salg. Hvordan man så ellers lige får billetter til Paris solgt? På den anden side burde vi også bare skide hul i det klart irrationelle og tage af sted og nyde et af verdens bedste live-bands. Åh, vi er splittede! Og det føles både fjollet og dumt!

En anden kliché lyder, hvis vi først bukker under og ændrer vores vaner, så har terroren vundet. Og det nægter jeg at tænke. Men… Måske får hele det her babyforløb og min mulige graviditet til den tid mig til at tænke endnu flere store tanker. Også de mørke og de utrygge. Nu er det kun mig og Adam, men måske et lille nyt liv, jeg har ansvar for.

Paris, rockpaperdresses, cathrine Widunok Wichmand, Eiffeltårnet, l

66 kommentarer
  1. Jeg forstår hvert et ord – jeg skulle til Justin Bieber koncert i Aarhus i mandags, og havde sagt præcis det samme til mig selv. Terror skal ikke vinde. Jeg tager afsted uanset hvor mine tanker fører hen. Dagen kom og min krop sagde simpelthen fra – opkast, hedeture og tudeture. Jeg kunne ikke. Det var alt for tæt på Manchester.

    1. Og det synes jeg altså er totalt i orden. At lytte til sin krop, især når den taler så tydeligt et sprog! Dit velbefindende er trods alt mere værd end Bieber på en scene. kH

  2. Jeg forstår udmærket din frygt, men samtidig så har jeg det også sådan, at man ikke skal lade den slags mennesker fratage en glæden ved de ting, man nyder. Hvis vi lige pludselig stopper med at samles, så får de netop lov til at ødelægge noget af det dyrebareste vi har: Fællesskabet. Jeg elsker selv coldplay, og jeg ville for alt i verden ikke gå glip af sådan en koncert, fordi der er en mulighed for et terrorangreb. Franskmændene har været hårdt ramt – især Paris – men det betyder også, at de er langt bedre forberedt nu, end de var før. Vi var selv i Paris i efteråret 15, en måned før det frygtelige angreb i november. Vi boede præcis det sted, det første angreb skete og sad endda og spiste på den restaurant, der blev beskudt, bare en måned tidligere. Jeg tænker tit, at det var rent held, men selvom episoden rystede os, har vi været i London siden da. Det bliver en lang besked nu, men det er fordi, dette emne lægger mig sådan på sinde. De må ikke ødelægge vores fælleskab, det må de bare ikke. Og det må ikke ødelægge vores tro på det gode – både i hinanden og i det fællesskab sådan noget som Bastilledagen skaber. For at afslutte den her lange besked, vil jeg lige hurtigt fortælle om en artikel, jeg læste i information, efter Londons metro blev ramt af terror. Det er efterhånden nogle år siden, men den norske filosofs ord sidder stadig fast. Han talte om frygt og irrationalitet i forhold til terror, og han beskrev, hvordan han i en hypotetisk situation, hvor man vidste, at Londons metro ville blive ramt af terror i løbet af 24-timer, stadigvæk ville tage metroen, fordi chancen for at han lige præcis ville befinde sig på den pågældende station på det specifikke tidspunkt var så minimal, at det var irrationelt at frygte det. Han skrev, at der ville være større chance for at han ville blive kørt ned, end at blive ramt af terror. Det synes jeg var meget tankevækkende. Dermed ikke sagt, at jeg ikke forstår din frygt og tanker, for det gør jeg. Men jeg forsøger altid selv at sætte dem i perspektiv, for jeg vil ikke leve et liv i frygt 🙂 Jeg synes I skal mærke efter, hvad der betyder noget for jer. Skal frygten få lov til at bestemme over jeres tur? Det er helt okay, hvis den skal, for man skal ikke tage på ferie, hvis det ikke er fordi, man synes det er fedt! Men tænk på hvorfor I planlagde turen til at starte med. Og om I ville have taget afsted, hvis I vidste, der ikke ville ske noget 🙂

    1. Det lyder som om, vi har været på samme tur. Vi bod lige ved Cambodge som var under angreb og skulle have spist der sidste aften. Det kommer tæt på.
      Det har ikke været en diskussion om, det skulle være Paris eller ej. Det tør vi sagtens. Det er mest tanken om den gigakoncert, med et band vi i øvrigt har set før, på et sted vi kun har været på én gang. Lidt som C skriver længere op. Det er også uoverskueligt, når man ikke kan sproget godt, kender nødudgangene osv. KH

  3. Når du får de irrationelle tanker, så tænk på hvor mange flere der hvert år dør på Jensens Bøfhus eller fordi de falder i deres badekar end der dør af terror. Det sætter ligesom det hele i perspektiv. Og så er det 1000 gange mere chance for at dø i trafikken end af terror, de skal ikke få os knækket, selvom medierne ofte taler deres sag 🙂

    1. Altså er det bare mig, der er forvirret, eller er det en ting at dø på Jensens? Det har jeg sgu aldrig hørt før…

      1. Haha, jeg har heller ikke hørt den med Jensens – madforgiftning? Men al den der statisik er jeg klar over. Det er farligere at cykle i kbh. Det er der, hvor det bliver irrationelt, men stadig helt legitimt 🙂 KH

  4. Min kæreste og jeg rejste til Paris dagen efter der havde været skyderi på Champs-élysées tilbage i april. Vi var ret spændte på hvordan det ville være at færdes i byen, men vi oplevede ikke de store forandringer. Jo, der var selvfølgelig en del politi lige netop omkring champs-élysées, men ellers virkede det til at livet var gået videre. Vejret var skønt hele weekenden og franskmændene sad på alle fortovscaféerne og gjorde alt det de plejede. Vi skulle også til en koncert med omkring 7-800 mennesker. Overvejede ikke et sekund at lade være med at tage afsted. De er måske også blevet vant til det (hvis man kan blive det) men det var i hvert fald skønt at se dem leve videre. God tur til Paris!

    1. Det er også franskmænd, som vi kender dem, ikke? Ligesom de skrev efter Bataclan-aftenen. De skal fanme ikke tage vores champagne! Jeg elsker franskmænds livssyn! KH

  5. Hej Cathrine.
    Jeg forstår dine overvejelser.
    Jeg er selv igang med et forløb som dit. Jeg har været igennem et par forsøg, som ikke lykkedes, og det er selvsagt sindssygt svært når det går galt lige ved målstregen. Det jeg har lært er, at man skal passe på med at lade “hvis nu” begrænse hvad man gør i fremtiden. For det gør det lidt sværere, når man ved, hvad man går glip af, pga en hypotetisk graviditet, der så ikke blev til noget… Jeg håber selvfølgelig det lykkes for jer i første hug, og det her pessimistiske indlæg er ligegyldigt 🙂
    Held og lykke og rigtig god ferie!

    1. Jeg krydser alt hvad jeg kan for at vi lykkes snart, Rikke! Du er pisse sej! Også når du ikke føler det. Smukke, magiskabende krop, der prøver. KH

  6. Nej nej nej. Det er max politisk ukorrekt, det jeg nu skriver, men det holder da slet ikke. Alt for pjevset og fjollet. Afsted til koncert med jer. Jeg var til stor koncert i P kort efter det grimme grimme skyderi. I starten tror jeg, at mange havde en mystik fornemmelse i kroppen. Men så kigger man rundt på alle de glade og søde mennesker, får stille øjenkontakt og føler fællesskabet vokse på den helt særlige måde, som kun musik kan skabe. Det liv skal vi da tage med på vores vej. Meget nøgterne og rationelle livsbekræftende hilsener, S

    1. Haha, well well. Det kan også meget vel være vi gør det. Det er bare for åndssvagt at stå til en dyr koncert, hvis ikke man kan nyde det og være i det. Men mega fin observation. Jeg har oplevet det særlige koncertfællesskab en del gange, også til koncert lige efter Bataclan. Det er magisk. Og på den måde bringer det folk tættere – det er smukt. KH

  7. Ih hvor jeg har det som dig 😥 jeg skal endda flyve til Paris den 15.juli – alene – for at kunne tage imod Team Rynkeby om lørdagen, og jeg er virkeligt nervøs… ved godt alt det der med at alt muligt er mere farligt og med større risiko, men det ændrer ikke mine irationelle følelser 🙁

    1. Ej Mette, gid jeg kunne samle dig op i lufthavnen.
      Hvis der er en ting, der trøster mig, så er det, at sikkerheden er vanvittig høj i de dage. Og så kan jeg selv undgå de store turistede steder. Det håber jeg også, du kan, hvis det giver dig ro.
      SEJT ellers, at du tager af sted. Du er da en skat !KH

  8. Nu skal jeg ikke kloge mig på dine vegne, men som du selv skriver til sidst, så er det måske tanken om at det ikke bare er jer – men muligvis også en lille baby i maven, der kan ske noget med. Er selv (icsi) gravid og har lige sagt nej til en arbejdstur til Kairo. Udelukkende fordi jeg er nervøs for terror – det er jo ikke bare mig men også et lille liv jeg har ansvar for. Rent rationelt synes jeg egentlig at jeg er lidt fjollet. Jeg prøver ikke af sige at i skal blive hjemme, men bare at det der gravidhalløj kan ændre ret så meget på ens tanker og beslutninger, også selvom det ikke altid er logisk.

    1. Mega dejligt at læse dine tanker Christel – det giver mig en ro, at jeg ikke er den eneste. Det er så ekstremt emotionelt og anstrengende, at jeg godt kan mærke på kroppen, at der sker noget og at jeg føler mange ting meget anderledes. KH

  9. Nu boede jeg jo i Paris under det første, andet og tredje angreb på Frankrig – og Paris er stærk! Sikkerheden er høj. Jeg følte mig ikke utryg. Så altså – jeg siger “Tag afsted”.

    Når det så er sagt – hvis I vælger at prøve at sælge billetterne, så meld jer ind i gruppen Padam Padam på Facebook – det er en gruppe for særligt unge danskere i Paris, oprettet gennem den danske kirke. Der skal nok være bid ift salg.😊

      1. MEGA godt tip med FB – hvis det nu er!
        Jeg føler mig heller ikke utryg i Paris overhovedet. Verdens smukkeste by. Men jeg kan ikke helt beslutte mig om koncerten, hm… KH

  10. Vælg det der giver mest glæde, ro og nydelse! Tænk på hvad der frem til afrejse og under vil give mindst stress og mest integritet hos lige netop jer to.

    Hvis det er koncerten og skid-hul-i-terror-trusler, så er det den gode beslutning. Hvis det er at lade være, så er det også en god beslutning. Personligt synes jeg, at det vil være lige så ærgerligt, hvis nogle få terrorister får lov at give jer stress og frygt den næste måned over en koncert. Netop fordi du fysisk har et større projekt lige nu – gør hvad der føles som at passe bedst på jer og bedst mulig brug af ferie <3

    1. Og så er det jo sådan set ligemeget om det er irrationelt eller rationelt, hvis det fylder dig med frygt. Det irrationelle er ofte, hvad vi skammer os lidt over at føle, fordi vi ikke kan forklare det – men det behøver vi ikke altid at kunne.

      1. Totalt fin kommentar, Rosa. Det det også min tanke nu – hvad der giver størst glæde og ro. Det er ikke det værd, hvis vi alligevel begge er skide nervøse. Og spændende perspektiv med skammen. Jeg ser jo mig selv som mega modig og typen der springer ud i ting, også til tider det dumme, så det irriterer mig, at det går mig på. Men sådan er det nu engang. KH

  11. Jeg tænkte det samme lige efter jeg bestilte billetter til en koncert i Berlin til oktober. Jeg har ikke rigtigt noget klogt at sige, for jeg har haft præcis de samme tanker, men jeg er ikke nået til anden konklusion, end at jeg godt vil tage til koncerten, så længe angsten ikke totalt vil overskygge min oplevelse. For så er det ikke det værd 🙂

    1. Jeg sidder også med præcis samme konklusion Anna! Hvis det kommer til at fylde for meget, så er det ikke det værd! GOD koncert! KH

  12. Hvis I har tænkt den tanke, så har mange andre tænkt den tanke. Blandt andet de, der står for sikkerheden ved lige netop det stadion. Der er helt sikkert blevet foretaget flere forholdsregler efter ulykken i Manchester. Hver gang sådan en ulykke sker, bliver det svære for den næste at gentage den. Tænk bare på alle de forfærdelige vanvidspåkørsler – de har nu ført til store betonklodser ved indgangen til Strøget. Jeg håber ikke, at min tanke gør nogen i dårligt humør, jeg prøver bare at se det fra en realistisk omend lettere kynisk side. Jeg ville tage afsted med oprejst pande, hvis jeg var jer 🙂

    1. Jeg skal også til Paris til sommer, og lignende tanker har gået gennem mit hoved. Frygt er ikke rationel, så lige præcis derfor skal den ikke få lov til at stoppe mig.
      Nogengange om morgenen, når min kæreste kører af sted på sin cykel, har jeg lyst til at sige, at han skal blive hjemme. Fordi der er en risiko for at han bliver kørt ned – en meget større risiko end terror. Men det gør jeg jo ikke, for vi skal jo på arbejde og i skole, og vi skal jo leve. Også selvom terror og biluheld er en del af det liv.

      1. Hov, jeg ved ikke hvorfor min kommentar, blev et svar til ovenstående, det skulle have været en for sig selv 🙂

        1. @Liza, du har helt ret, og det er faktisk min ene trøst. At de skruer op for sikkerhed, og det gør det svært at gentage. Og som du siger – det er jo i manges tanker, så selvfølgelig er der et forhøjet forkus!

          @katrine, jeg gør præcis det samme. Siger “kør nu forsigtigt”, “Ring lige når du kører” osv. Men vi skal jo leve livet. Som min farmor siger; livet er farligt, vi dør af det. Dejligt klart og tydeligt og kynisk, hah! KH

  13. Jeg har ikke længere lyst til at besøge europæiske storbyer. Jeg synes det er noget mærkeligt noget at sige, at vi ikke MÅ være bange. Man kan da ikke beordre sin krop til ikke at være bange, hvis den er bange.

    1. Det har du helt ret i, Ida. Du kan ikke få dit hoved til at kontrollere din krop, hvis den ikke har det godt. Og det skal der heller ikke være en skam i, synes jeg. Det skal ikke nødvendigvis være “De skal ikke få mig ned med nakken”. Jo hvis man har det sådan, ægte. Det er bare ikke sådan for alle 🙂 KH

  14. Jeg skal til Paris med min mand om en uge, vi skal nedog se Phill Collins (ja, min mand er mega old school og barn sf halvfjerdserne) men bi gør det og vi glæder os. Ingen skal tage min frihed fra mig. Rigtig god tur ✌🏼

  15. Sidste år tog jeg på Interrail gennem Frankrig – alene. Jeg lå og sov i en togvogn fra Hamborg til Paris natten til d. 15. juli, altså lige da angrebet i Nice fandt sted. Da jeg havde tjekket ind på mit hotel, fandt jeg ud af, hvad der var sket i Nice. Det var fuldstændig ubærligt. Mine venner skrev til mig og spurgte, hvor jeg var, og om jeg var okay, og min familie ringede. Og jeg var jo slet ikke i nærheden af Nice! Det var så surrealistisk at mærke frygten så tæt på. Jeg havde en kæmpe klump i maven, men hankede op i mig selv og gik ud på gaden. Der var fandeme ikke nogen, der skulle stoppe mig i at nyde Byernes By! Så jeg tog simpelthen ind til Eiffeltårnet. Jeg tænkte, at dét da måtte være det sikreste sted i verden lige på det tidspunkt. Og dér var det fuldstændig, som det plejer at være: en hulans masse turister, en masse sælgere – og god stemning! Ikke skyggen af frygt! Det hjalp mig uendeligt meget at se, at hvis der ikke var andre, der opførte sig, som om de var bange, så var der heller ikke nogen grund til, at jeg var det. Så jeg bestemte mig for, at nyde mine tre dage i Paris i fulde drag – og så havde jeg ellers en rigtig god tur ned gennem det smukke land, og jeg følte mig ikke på noget andet tidspunkt utryg.
    Jeg forstår udmærket dine følelser og tanker omkring at tage afsted, og jeg er da også generelt selv blevet mere forsigtig med, hvor jeg rejser hen. Men det går jo altså ikke, at det er sådan, vi kommer til at leve vores liv. Så afsted med jer! Det bliver fedt! GOD TUR!

    Ps. Jeg tænker, at du allerede har hørt lørdagens Mads & Monopolet, men dilemmaet omkring Folkemødet lægger sig lidt op ad det her. 🙂

    1. Sikke en fin lille oplevelse, du har haft. Det er da virkelig det smukke i det grimme. Livet i det tragiske. jeg føler mig heller ikke det mindste utryg i Paris – men koncerten, vi har ikke helt besluttet os, hehe….
      Jeg hørte det faktisk lidt ukoncentreret – fik kun konklusionen der sagde; tag af sted. Right? KH

  16. Jeg skal til adele konert på Wembley i juli. Det gav et sug i maven da jeg først hørte om Manchester og kort tid efter om angrebet ved London Bridge. Av! Jeg har ikke før været påvirket på den måde, men lige der blev jeg sådan rigtig bange.
    Men jeg har også altid (eller siden det rykkede til europæiske storbyer) sagt at de idioter ikke skulle vinde over mig.
    Så vi tager afsted – og passer så godt på hinanden som muligt <3 men derfor er jeg stadig bange.. for hvad nu hvis..

    1. Åååååhhhh det bliver en kæmpe oplevelse. Både Wembley og Adele. Hav en fantastisk tur og pas godt på jer selv <3 KH

  17. Jeg har nu boet i Paris siden oktober sidste år, og har kun meget få gange blevet grebet af frygten for, at noget skulle ske. Landet er i højeste beredskab, og særligt i dagene optil og på den 14. juli vil dette kunne mærkes og ses med det blotte øje.. Selvfølgelig skal i tage herned! For hvis ikke, hvor står vi så? Hvis vi lader terroristerne styre vores liv, hvad har vi så tilbage? Det er lettere sagt end gjort, det ved jeg, men virkelig tag afsted til Byernes By, der gør absolut alt hvad de kan for at skabe tryghed og sikkerhed for sine indbyggere såvel som turister!

    Bisous fra Paris

    1. Jeg er slet ikke bange for at tage til Paris. Jeg har været der så mange gange, kender byen, behøver ikke se de turistede steder. Vi har også været der nogle gange efter Charlie Hebdo, og ja man kan se de små grafittimærker i byen, men ellers er franskmændene jo fantastiske – levemænd! De skal ikke ned med nakken, og det er jo det, jeg elsker dem for! À bientôt :-*

  18. Jeg tror vi alle sammen bliver ramt af tanken fra tid til anden lige for tiden – jeg fik den også kort, da vi skulle kropsvisiteres for at komme ind på pladsen på Heartland. Og min rationelle side skriger indvendigt, at I ikke må lade den slags idioter forhindre jer i så fantastisk en oplevelse! Men hvis frygten rent faktisk har fået overtaget i jer, så vil I jo heller ikke kunne nyde koncerten, tænker jeg? Kun I kan mærke efter, hvor meget den irrationelle frygt fylder for jer, men jeg håber inderligt, at I kan nyde turen til fulde – og at der ikke kommer flere modbydelige angreb!

    Knus

    1. Det er jo det! Hvis den begynder at fylde mere end glæden ved Coldplay – så er det altså ikke det værd. KH

  19. Hvis der er en ting, man kan sige om angst og frygt, så er det, at den ikke er rationel.
    Med det mener jeg, at uanset, hvor “fornuftigt” noget er, så kan man ikke underkende, hvis man er bange for det. Det er reptilhjernen, vi er inde i her og den gør, som det passer den (Karikeret sagt)

    Jeg FATTER fx ikke min venindes flyskræk og der er mange ting, hvor man færdes, der er langt farligere end at flyve, men det ændrer jo ikke på at HUN har det sådan.

    Sagt på en anden måde: Hvis man har en bekymring / frygt, så lyt til den.

    Personligt er jeg ved at være ret træt af: “Hvis vi ændrer adfærd, så vinder de onde”-retorikken.

    Lige når det kommer til terror, så er det jo et faktum, at det er blevet en del af vores hverdag, vores liv, noget, der kan ske og noget vi dermed er nødt til at forholde os til.

    Ligesom hvis man pendler og kører på motorvejen hver dag, er man nødt til at forholde sig til, at der kan ske uheld.

    Jeg synes grundlæggende ikke at man skal ændre adfærd pga frygt for terror. Altså stoppe med at flyve, gå i stormagasiner, Tivoli, til koncerter osv.
    Så har terroristerne jo vundet.

    Men jeg synes godt man kan forholde sig til og agere efter, at der er steder, hvor risikoen er større end andre. Det synes jeg ikke er at bøje sig for terrorister, men at være realistisk og forholde sig til virkeligheden.

    Det var eksempelvis derfor jeg skrev til det forrige indlæg, at I skulle undgå de store menneskemængder.
    I min optik er det ikke at leve i frygt, det ville det være, hvis du ikke længere turde gå i Illum eller Magasin, men at forholde sig til den virkelighed, der er nu.

    Personligt har jeg ændret adfærd med nogle grundlæggende ting. Måske fordi jeg arbejder med det hver dag, ved for meget og i dén grad er arbejdsskadet.
    Men der er ting, jeg ikke gør længere eller i hvert fald navigerer anderledes i.

    Fx var det min kærestes største ønske at se Phil Collins, der giver koncert i Europa pt. Nu kunne det af praktiske grunde ikke gå op, og det blev den endelige dealbreaker, men der sagde jeg faktisk nej til at tage med.

    Jeg vil simpelthen ikke stå med så mange mennesker på et stadion i Frankrig eller England, et sted, hvor der er mange flere mennesker end i Parken fx, hvor man ikke er helt stiv i nødudgange, procedurer mv og ikke 100 % i sproget (fransk for mit vedkommende) når det samtidig er højrisiko-lande.

    Danmark er også et højrisikoland, skal vi lige huske, og vi har en meget dygtig efterretningstjeneste, der har holdt målet rent so far, men her kender vi sproget, ved, hvordan vi skal navigere, og kender de grundlæggende procedurer.

    Jeg vil hverken køre skræmmekampagner eller fraråde noget som helst, jeg kan kun sige, hvad jeg selv har gjort, og jeg har fravalgt de store stadionkoncerter i udlandet, ligesom jeg tager nogle forskellige hotel-forholdsregler

    Koncerter i DK går jeg stadig til, i Tivoli og så videre og holder øjne og øre åbne, så jeg synes ikke jeg har “givet efter” eller “ladet nogen vinde”.

    Men verden er ikke den samme som for 10 år siden, terroren har også ændret sig markant, fra bomber og sprængstoffer til lastbiler og knive og derfor har jeg også ændret nogle ting.

    Det fungerer for mig. At være opmærksom på at navigere i den virkelighed der er.

    Og mit bedste råd efter denne lange smøre er: Gør det, der fungerer for jer.
    Og lyt ikke til hvad vi andre siger her i tråden. Det er jeres beslutning og jer, der skal afsted. Hvad vi andre synes er jo, dybest set, helt ligegyldigt for det er Jer, der skal have ro i maven.

    Alle dem, der vil tage afsted og alle os, der vil blive hjemme: Det kan du reelt ikke bruge til noget (For nu at skære det skarpt op) Mavefornemmelsen lyver til gengæld aldrig og i dette tilfælde synes jeg ikke man kan tale om irrationel frygt.

    1. Jeg er helt helt på linje med dine ord. Jeg synes heller ikke, det er at bøje sig. Det handler om egen mavefornemmelse og glæde. Og jeg tænker, hvis glæden ved en stadionkoncert bliver overskygget af bekymringer for nødudgange osv. så er det altså ikke meget værd.
      Jeg går også til masser af koncerter hjemme, men som du siger – vi kender sproget, stedet måske og hvad vi skal gøre og hvem vi skal ringe til. Det er altså bare noget andet på Stade de France – vi har været der før, og det er så gigantisk man ikke drømmer om det. KH

  20. objektivt set bør I jo være væsentlig mere bange for, at der sker noget på bilturen til Paris, end til koncerten. For alle statistikker taler deres tydelige sprog – der dør flest på vejene. Men det kan man jo ikke nødvendigvis bruge til særlig meget – for frygt er ikke objektiv. Og medierne går i den grad terroristernes ærinde i disse år og glemmer ofte at fortælle, at risikoen for at dø af terror i Europa faktisk var større i 1970’erne, 1980’erne og 1990’erne end i dag. Sørgeligt, men sandt.

    1. I know, I know, I know. Det er farligere at cykle i København. Medierne er klart med til at skrue op for det. Men det er også kommet tættere på end før. Jeg ved godt at Nordirland og Spanien har haft terroristgrupper i mange herrens år. Men at Sverige og Norge fx bliver ramt på den måde – det er nyt. KH

  21. For to uger siden tog jeg sidste tog inden der kun kørte natbusser, mod Køge. Jeg sad med min veninde og talte, og pludselig begyndte en mand skråt over for os at svede, vride sig, kigge i sin store sportstaske og så anstrengt ud i hovedet. Lige præcis denne opførsel havde en mand der mødte terroristen ved Stade de France, beskrevet at bombemanden havde. Han mødte ham på vej ind på toilettet, og tre minutter efter sprang bomben. Og fordi jeg havde den tanke i hovedet, stod vi af toget, for jeg fik det simpelthen SÅ dårligt. Og jeg tænkte “tænk hvis jeg dør fordi jeg ikke orkede at stå af toget”. Min veninde kørte mig så hjem, og toget eksploderede ikke på vejen hjem…… jeg kan sagtens sidde og sige nu, at jeg ikke skulle have ladet frygten tage over, men lige i øjeblikket føles det som det eneste mulige.
    Min pointe er bare at jeg forstår dig fandme godt! Jeg var lige ved ikke at tage til Tyrkiet i sommers, af samme frygt. Det var den bedste ferie længe, og der skete ikke en skid <3 Tag afsted hvis i kan nyde det, men forstår også godt hvis du overvejer at sælge. Ikke fordi jeg synes man skal bøje sig, men det er nu engang en (fucking) skræmmende verden, så hvis i ved i kommer til at bekymre jer hele Bastille-dagen og til koncert, så er det også surt at bruge tid, penge og energi på. Jeg stemmer dog helt klart for det første, for terror er ikke noget man kan forudse eller kontrollere – og det her dilemma med om i skal tage til Paris er sikkert bare det første dilemma ud af mange det næste laaaange stykke tid 😕 KH

    1. Jeg kan godt forstå dig, hvis det først sætter sig i hovedet, så er det svært at slippe. Nærmest umuligt. Og man vil jo også bare hellere være safe than sorry.
      Jeg synes heller ikke, det nødvendigvis er at bøje sig – det handler bare om, hvad man har det rarest med. Og som du siger dumt at bruge penge og energi på noget, man ikke får glæden at mærke ved, fordi man er nervøs. KH

  22. Synes næsten, at irrationel frygt kan være at foretrække 😀 Jeg er en ægte rationel, naturvidenskabelig forsker-type, og min frygt for alverdens logiske ting, har fået mig til at fravælge at sætte børn i verden. Klimaproblemer. Trump. Befolkningstilvækst. Antibiotikaresistens. I 2050 vil 10 millioner mennesker hvert år dø af resistente infektioner og modsat de fleste sygdomme, bliver det primært ilandene, der kommer til at bøde.
    Jeg kan ikke lade være med at tænke: hvis jeg er så bange for terror, at JEG lader det begrænse min hverdag, kan jeg så være bekendt, at sætte mennersker i verden, som skal kæmpe med det hele i langt højere grad? Jeg siger ikke, at folk ikke skal få børn (dog gerne under 5 pr. par ;-))(og synes jeres situation er virkelig uretfærdig, btw!) – men jeg er faktisk ret taknemmelig for, at jeg selv får lov at tjekke ud indenfor de næste 50 år. Morbid type, i know.

    1. Jeg kan SÅ godt følge dig. Det har faktisk også været en tanke, jeg har haft. Skal jeg overhovedet føde børn i en verden, der er forurenet, kæmper med resistens, vanvittige politikere osv.? Men så har jeg talt med min farmor, min mor – de har haft præcis de samme tanker. Min farmor med den Kolde Krig fx, russerne. Min mor med atomkraftværker og egentlig også den Kolde Krig. Og alle de andre bekymringer. Det er måske en del af modningsprocessen henimod at få/ikke få børn? Det første tegn på bekymring for et lille væsen, der ikke engang er. KH

  23. Ën ting er måske at holde sig væk fra koncerten, men helt at overveje at blive hjemme…? Så kommer I jo aldrig nogen steder igen, for hvorfor så ikke også blive hjemme fra den næste ferie – og den næste igen? Og hvad med herhjemme? Vil du også stoppe med at tage til koncerter herhjemme? Helt undgå steder med mange mennesker osv? Og terror bliver jo ikke kun udført steder med enorme menneskemasser.

    Tag afsted og pas på jer selv. Men pas også på at frygten ikke kommer til at ødelægge alt for jer.

    1. Åh det håber jeg ikke, jeg fik skrevet. Vi bliver ikke hjemme. Som jeg skriver, så er jeg ikke bange for Paris, og jeg har ikke problemer med at tænke mig om. Vi gider ikke de turistede klassikere alligevel, for der har vi været. Det er mest koncerten, og specifikt den koncert. Det er dagen efter Bastilledagen, det er i Frankrig, der har været hårdt ramt, og så er det på Stade de France som har været ramt før og som bare generelt er kæmpe stort og uoverskueligt. Det er alle de ubekendte til sammen, der gør vi overvejer. Vi går til masser af koncerter herhjemme uden problemer 🙂 KH

  24. Jeg synes I skal tage afsted! Der er så mange dygtige mennesker der arbejder for at der ikke sker noget <3

    Og så vil jeg også bare lige vise dig denne artikel, i tilfælde af, at du ikke vidste det. God tur til dig og Adam!

    http://politiken.dk/rejser/art5988326/Har-du-tjek-p%C3%A5-alle-m%C3%A6rkaterne-til-sommerens-bilferie

    PS. Jeg tror, du mødte min lillebror, Frederik, ud af de mange der kom og sagde Hej til dig på Heartland! Jeg håber ikke han var alt for fuld og dum at høre på! Men han sagde i hvert fald til mig, at han fik sagt til sig at du er mit største idol! Haha! Hvilket også passer <3

    1. Åhhh, GOD artikel lige at læse! TAK for tippet, det skal vi da kigget på med det samme!
      Ja jeg mødte din lillebror, og jeg tror vi fik taget et billede sammen? Hah! Han var så sød! Jeg sagde, han skulle give dig en krammer fra mig, nu han fik en, men det ved jeg ikke, om han sørgede for! KH

  25. Er lige kommet hjem fra en stor koncert i London og har gået i Londons gader kun en uge efter sidste angreb.
    Det føltes trygt, men det var selvfølgeligt i baghovedet hele tiden.
    Efter koncerten valgte vi at vente lidt med at gå ud og ned til metroen. Gik på toilettet og købte lidt mad i stedet. Det føltes lidt uoverskueligt at stå mange tusinde i en kæmpe prop og selvfølgelig gav det ro.

    Afsted med jer:)

    1. Det synes jeg også, er en rigtig fin måde bare at tænke sig lidt om. Selvfølgelig kan fornuft ikke nødvendigvis redde ens liv, hvis det kommer til det, men jeg synes, det er så fint at prøve. KH

  26. Jeg siger også afsted! Ellers vinder de hvis vi ændre vores planer. Og poliet er dygtige! Og sådan helt rationelt og måske lidt kynisk – så sker der ikke er angreb det samme sted. De går jo derefter efter steder hvor vi ikke forventer det. Bor i Berlin og har selv lige været i London og Paris.
    Pas på Jer selv og vær vågne! Men jeg stemmer for afsted 🙂 er sikker på, at I får en fantastisk aften og er to meget højere og stolte efter.

    1. Det tror jeg, du har ret i! Tager vi af sted og sker der ingenting, så vokser vi et par centimeter 🙂 Vi har set dem før, og de er bare verdensklasse! KH

  27. I skal tage afsted 🙂 Og I skal være rationelle, selv om det er svært 🙂 Statistik set er det så få der omkommer af terror, det er frygteligt at det overhovedet sker, men effekten af de seneste angreb har heldigvis været begrænset. For selv hvis de faktisk ramte til den koncert, så er sandsynligheden for at det er jer, som omkommer så lille. Det er forfærdeligt vi skal tænke sådan og jeg forstår udemærket jeres frygt.
    Jeg havde min kæreste siddende i et fly på vej til Bruxelles og hans familie da de bombede der, så vi har haft terror tæt på, lige ved og næsten! Men vi rejser stadig til Bruxelles – vi holder bare lidt mere i hånd og kysser lidt mere inden vi letter 🙂 For skal vi (Gud forbyde det) herfra “før tid”, så skal det være midt i det vi elsker og med hinanden i hånden 🙂

    1. Åh for en oplevelse at have med. Det har ikke været sjovt.
      Det træls ved de her tanker er jo, at hvis de først har bidt sig fast, så er de svære at slippe. SELV OM jeg ved, at risikoen for at få en tagsten i hovedet er større. I know all the facts og alligevel kan det få lov at fylde. Hm… KH

  28. Jeg tager selv snart afsted til Coldplay koncert sammen med min far og 80.000 andre. Efter episoden i Manchester snakkede vi om det, om det nu var smart at tage afsted, om det var trygt. Men vi vil ikke lade frygten være herre over vores liv. Vi VIL afsted. Vi vil have den helt specielle og livsbekræftende oplevelse dét er at opleve Coldplay live.
    Vi har humoren med os, jokede lidt med, at døde vi til en Coldplay koncert, døde vi i det mindste glade. Måske underligt, men ikke desto mindre hjælper det. At have humoren og glæden med sig.
    Vi skal have en fest, nyde det og fejre livet.

    1. Det er også en total sej og total kynisk måde at se på det på. Risikoen er jo også forsvindende lille.
      Jeg synes, der er noget rigtigt i det her med, om nerverne og tankerne fylder mere end glæden ved øjeblikket. Så synes jeg ikke, det er det værd. Altså, terror eller ej, hvis ikke du kan være til stede i nuet og nyde en oplevelse, fordi dit hoved er et andet sted, så er det penge givet dårligt ud.
      Måske vi ses dernede på Stade de France! GOD koncert! KH

  29. Jeg har boet i Paris det sidste halve år, og på trods af at det gipper lidt i maven når metroen stopper uventet og når man ser bevæbnede vagter på de store pladser er det meget lidt man ellers mærker til terror. Selv på valgdagene var Paris overraskende rolig, sammenlignet med hvad der blev vist på TV.
    Ikke fordi “terroristerne” vinder hvis I ikke tager til koncert, men at I taber en oplevelse hvis I vælger ikke at gøre det af frygt.
    Jeg ved at I vil nyde Paris – og vil lige smide en anbefaling til chez l’ami jean på rue malar er herre god traditionel fransk med. Men klart det bedste sted jeg spiste på mine 6 mdr i Paris 😀

  30. Vi var i Nice med vores børn da terrorangrebet skete. Meget skræmmende. Alt liv forsvandt i byen der sent om aftenen lige efter det var sket, men på magisk vis var cafeerne fyldte igen dagen efter og vi holdt vores ferie som planlagt. Omend stemningen var trykket dagen efter. Men forstår dine tanker fuldt ud. Jeg kan også blive ramt af nervøsitet i metroen. Jeg tænkte det også da jeg løb maraton i år – “perfekt” terrormål. Hav en dejlig ferie i smukke Paris

  31. Har du hørt Mads & monopolet fra d. 10. juni? Ellers så giv det lige et lyt 😉

    Når jeg læser kommentarerne og dine svar igennem, lyder det som om du ville have det bedst med at droppe koncerten.. tag afsted hvis I kan nyde det! Ellers så drop det og find på noget andet sjovt 🙂

Læg en kommentar