Glædelig weekend - ROCKPAPERDRESSES
Glædelig weekend

Smukke, dejlige damer!

Glædelig weekend! Glædelig første feriedag – for nogen! Har I gode planer? Noget jeg skal lade mig inspirere af?

Vi har faktisk nul planer denne weekend. Det er lidt løgn – for vi skal hjem og spise hos min bedste voksenveninde på søndag. Jeg har ligesom en bedste barndoms-/ungdomsveninde fra gymnasiet, og så en bedste voksenveninde – som jeg mødte på uni. De to allerbedste damer jeg har. Ej, nu får jeg rodet mig ud i noget, for hvor har jeg egentlig usandsynligt mange dejlige piger omkring mig. Dygtige, dejlige, kærlige, seje piger (og nu spørger jeg lige – hvornår må man ikke længere sige piger? men lave switchet til kvinder? er der regler for den slags? Eller kan jeg trygt omtale velvoksne kvinder i segmentet 28 + for piger?).

Hvor om alting er, så skal vi grille på søndag. Og det glæder jeg mig helt vildt til.

Ellers er planen måske mest af alt at lave noget rart, Adam og jeg. Jo vi har talt om at dele den smukke, lækre champagne, jeg gav Adam som en del af hans morgengave sidste år – har jeg nogensinde fortalt jer om hans gaver egentlig? Hvad jeg gav? Men lave god mad i aften og dele den flaske bobler – inden jeg skal have lagt æg op igen.

Ellers bare suge det sidste ud af Adams ferie dage, måske sidde på Værnedamsvej en halv lørdag eller bare ligge i sengen? Det er dét jeg elsker ved en weekend med luft i. Den er åben for eventyr!

Hav en dejlig weekend, venner!

Pssstt… Kjolen på billedet er fra American Vintage købt i Paris – Boozt har udsalg på al American Vintage pt. (reklamelink)

bd93f553-7f59-4be8-b325-497c35edbef5

21 kommentarer
  1. Det lyder som en dejlig weekend, du går i møde. Og man må altså godt sige piger. Kvinder – det lyder lidt ehm… upersonligt synes jeg. Piger er bedre 🙂 Jeg skal selv have besøg af mine svigerforældre fra jylland og så skal de se efter min søn, mens min mand og jeg skal ud at brunche sammen. åh, hvor jeg glæder mig. Vi er ikke så tit ude alene, da vi ikke har de store pasningsmuligheder i nærheden. Så det bliver rigtig rart at have lidt alenetid. Rigtig god weekend 🙂

  2. Det lyder virkelig dejligt! Og jeg kan virkelig godt lide kombinationen af champagne og en weekend der er fri til eventyr.
    Jeg vil måske på et museum. Udnytte, at jeg får rabat via mit arbejde som lærer. Måske gå et par ture. Tegne og skrive som jeg har lyst. Finde en gå-kaffe et sted. Det bliver dejligt!
    … Og det med piger vs. kvinder. Jeg skal hænge ud med mine piger i denne weekend = helt i orden.
    Jeg skal hænge ud med mine kvinder i denne weekend = lidt småunderligt.
    Det er vel noget der ligger i sproget, tænker jeg? Man bruger ordene forskelligt, lidt som man på engelsk har forskel på guy og man.
    Jeg får fx fnidder af sætningen: Jeg er en frisk pige på xx (alt over 18 er ikke i orden) på en jobansøgning eller et CV, for dér synes jeg, man er kvinde. Men jeg vil altid hænge ud med mine piger / veninder.
    … min sproghjerne er på vej til at vågne fra sommerferiedøs, kan jeg mærke 🙂

  3. Det lyder som en dejlig weekend! Min weekend er startet ud med en dejlig besked om, at jeg har fået standbyplads på film- og medievidenskab, og det skal selvfølgelig fejres med sushi i aften her i Tokyo, hvor jeg netop er på ferie med min kæreste. Hvad resten af weekenden kommer til at gå med, har vi endnu ikke besluttet ☺️

  4. Det lyder jo helt magisk og mageløst med champagne og eventyr. Jeg skal spise frokost med min far, røde bøffer med min mand, drikke et par øl med dejlige venner og forhåbentlig ligge lidt i ske. Det har været en hård og mast uge, så jeg glæder mig ekstra!

    God weekend til dig♥️

    – K

  5. Det lyder som en skøn weekend Cat! Jeg bor i Aarhus, men var i KBH sidste weekend for at besøge nogle venner. Udover morgenkaffe på Bryggen, gik jeg en længere tur gennem byen. Først kiggede jeg på skatere (har en svaghed for skaterboys haha) ved Israelspads, dernæst en tur i Botaniskhave som var noget så fin. Så i Kongenshave og derefter en tur i Nyhavn. Søndag spiste jeg brunch på Marabelle på Nørrebro, og gik rundt i de sommertomme gader. Måske lidt inspiration at hente, selvom du jo kender KBH meget bedre end aarhusianeren her 😉 Nyd din friweekend <3

  6. Min weekend skal (forhåbentlig) bestå af afslapning. Min første uge tilbage på job er overstået i eftermiddag, og så endda kombineret med massiv sygdom en stor del af ugen. Ugh…Den har været tough. Så hjem til mand og barn og hygge.
    Ps. Det der afslapning bliver aldrig rigtig reel afslapning med en tumling på to år… – Så nok en masse børneleg, hulebygning, hopning, dansning og legepladsture. Nuvel, det kan også noget! Heldigvis sover hun stadig middagslur! 😉

  7. Bare lige ift. det der pige. 🙂 Min mor, som er i midt 50’erne har været arbejdsløs i et par år, og jeg har læst utallige ansøgninger for hende i perioden. Og konsekvent skrev hun, at hun var en pige på 55 år. Jeg syntes, det var så sjov en vending! Hun kunne ikke rigtig svare på hvorfor, men vi har rettet det hver gang, for man taler jo sig selv lidt ned ved at kalde sig for et barn 🙂 Jeg selv har været en (ung) kvinde siden jeg flyttede hjemmefra. Og dame et par gange, mens jeg har siddet i kassen i Kvickly. Hader at blive kaldt dame også dog 🙂

  8. Uh det lyder som en skøn weekend. Jeg blev i dag tilbudt plads på medicin studiet her til september, så det tror jeg, at jeg vil bruge hele weekenden på at fejre. Vi har ikke hørt om morgengaver – det vil jeg gerne høre om. Dejlig weekend til dig og jer <3 /Emma

  9. Hej søde, seje Cathrine!
    Jeg har bare en lille layout forespørgsel, nemlig om du ikke vil ligge ‘næste indslag’ knappen over dine altid mange kommentarer, jeg leder nemlig så tit efter den 😀

    1. Så dejligt med inputs, Amalie – jeg kan fortælle dig, at jeg er ved at få bygget en helt ny blog, som du får lov at se om en måned – det er så sindssygt spændende. Så håber jeg det spiller 🙂 KH

  10. Lyder som en skøn weekend! Min weekend startede lidt allerede i onsdags, da jeg gik på ferie fra mit studiejob – så jeg nyder min første rigtige ferie uden eksamenslæsning siden sidste sommer inden 9. semester starter i september 😃 Så min weekend startede meget tidligt i morges med en flyver væk fra København, så lige nu ligger jeg på et hotelværelse i Prag før den står på udforskning og middag 👍

  11. Ha! min niece spurgte mig en gang om jeg var en pige eller en voksen, tog det som et kæmpe kompliment 🙂 Vi skal på picnic i aften, selv om det regner, vi finder bare en god udsigt og bliver i bilen, for picnic fredag havde vi aftalt!

    1. Der kom heldigvis ikke så meget regn – jeg håber virkelig, I havde en fantastisk aften. Det lød så hyggeligt! KH

  12. Åh ja. En weekend uden planer, det er altså slet ikke at kimse ad!
    Jeg selv skal arbejde både lørdag og søndag, men så har jeg også (forhåbentligt) 6 dages fri, inden jeg skal på den igen.
    Det er dæleme det værste ved at være studerende, og have et studiejob ved siden af – man har næsten aldrig fri. Heller ikke i sommerferien. Men penge må – og skal – der til.
    Rigtig god weekend søde Cathrine. Håber I får fejret jer godt og grundigt med den ‘pagne 😀

    1. Åhh, det kan jeg altså godt huske. Det er sejt! Det er ligesom at have en blog og et fuldtidsarbejde, haha – aldrig fri 😀 Men jeg tænker på dig, oks derudaf, du er så sej! GOD weekend! KH

  13. Ja, det er med at nyde det i pauserne i fertilitetsbehandling, inden kroppen skal holdes i snor igen 🙂 Men hvor er det heldigt, at I har æg at lægge op! Dejligt at kunne se frem til fryseæg fremfor en ny omgang hormoncirkus. Vi venter pt også på den rette timing for at få lagt vores lille frostie op. Hvor mange æg har I været heldige at få på frys?

  14. I går tog jeg min kæreste i hånden og gik med ham ud til La Banchina på Refshaleøen, hvor vi sad under et tæppe med et glas vin og så solen gå ned, inden vi gik hjem i gennem byen igen. Det kan godt anbefales!

    1. Ej det er også på min liste at opleve. Hvor lyder det bare dejligt, tak for lige at minde mig om det fine, der er lige for næsen os i KBH! KH

  15. Gode råd til gode gaver til gode hankøn ville være MEGET velkomment 😀 min kæreste bliver kandidat om en måned og jeg vil gerne give noget rigtig godt!

Læg en kommentar