Historien om en skør familie og en ny by - ROCKPAPERDRESSES
Historien om en skør familie og en ny by

Rockpaperdresses, hverdagsglimt, Cathrine Widunok Wichmand

^^^mig på fototur, bag mig ses bagsiden af Lagerkælder 3, som gemmer på kommende, smukke hotelværelser bag de runde vinduer

annonce for Carlsberg Byen

Okay Ladies! Det her indlæg har været gigantisk at brygge sammen men også VILDT hyggeligt, når man som jeg er super historieinteresseret.

Jeg har ad to omgange været på rundtur i Carlsberg-byen, den ene gang ad tre timer med et par mega dygtige guides, der ved ALT om Carlsberg-historien. Og det her bliver mit ydmyge forsøg på at formidle alt det, jeg syntes var spændende videre. Jeg blev lukket ind steder, jeg aldrig har set, og jeg føler mig meget heldig over at få lov at se bygninger, som er lukket af for offentligheden.

Det her er min chance for at tage jer med ind i alle afkroge af vores alle sammens historie, nemlig den om en helt enestående familie, der har været med til at skabe en af Danmarks største virksomheder, som har præget ikke bare vores smag i øl men vores landskab og arkitektur. En historie som byder på rigdom, magt, en kæmpe kunstinteresse, intriger, uvenskab, en bid af den første danske grundlov og en lyst til at give tilbage til folket. Et ægte søndags-læsnings-indlæg, så fang en kop kaffe og god fornøjelse!

rockpaperdresses, Cathrine Widunok, Carlsberg Byen

^^^J.C. Jacobsens smukke spisestue

I dét tilfælde I ikke har set Bryggeren (og TAK for tippet til Bonanza, den ligger HER), så lad mig ridse historien op.

J.C. Jacobsens far startede som brygger i Brolæggerstræde i indre København i starten af 1800-tallet, Dengang var øllet slet ikke den oplevelse, som vi kender det i dag. Det var hvidtøl, og J.C. har større ambitioner. Han smager den bayerske øl i København, og rejser så til Tyskland for at studere bryggemetoden bag. Han vil lave tysk lagerøl, bayersk øl. Men da han overtager sin fars bryghus, erkender han hurtigt, at der altså slet ikke er plads til at lagre øllene, som det kræves. Så han køber et stykke jord langt uden for København – det vi i dag kalder Carlsberg Byen. Et kæmpe landområde med masser af plads til store armbevægelser – og masser af øl.

Han forfiner opskriften; øl er ikke længere bare et spørgsmål om malt, vand og ild – det hele handler om den rette balance, den rette kemi. Humlen, de rette temperaturer, lagringen i den helt korrekte periode. I 1847 grundlægger han det, vi i dag omtaler som Gamle Carlsberg – ‘Carl’ efter sin søn og ‘berg’ efter den bakke, det “bjerg”, han bygge på – nemlig Valby Bakke.

rockpaperdresses, Cathrine Widunok, Carlsberg Byen

^^^vinterhaven

Det går godt for Carlsberg. Det gyldne flyder, pengene ryger ned i lommerne og produktionen kører.

J.C. bygger en herlig villa – hovedhuset på grunden, så han kan være om sin produktion hele tiden. Store smukke rum, en have fyldt med kunst og statuer samlet på de mange rejser sydpå. Den smukkeste vinterhave med inspiration fra sine sydlige rejser. Det bliver et helt orangeri fyldt med planter og træer.

rockpaperdresses, Cathrine Widunok, Carlsberg Byen

Carl deler sin fars store interesse i kunst og øl, så han får lov at leje sig ind i Anneksbryggeriet og starte sit eget lille bryggeri. Men det bliver kimen til et årelangt uvenskab imellem de to, Carl forkorter blandt andet lagringstiden, og J.C. synes ikke, han kan stå inde for kvaliteten. Han har jo brugt mange år på for at ramme den perfekte opskrift. Carl bliver smidt ud af Anneksbrygget og ender med at grundlægge det, vi kalder Ny Carlsberg – lige ved siden af sin far.

De bliver så uvenner, at man siger, han fik sat skodder op, som I ser kørt for herover, så han kan skubbe dem for vinduerne, så han ikke behøvede at se op på Carl.

Den rigtige historie er dog nærmere, at man dengang ikke havde elektricitet, så om aftenen, når det alligevel var mørkt ude, kunne man skubbe skodderne for med spejle på indersiden, så de kunne give genskær fra kandelabrene i rummet. Men den anden historie er sjovere.

Sådan er der mange historier – fx at Carl fik fragtet en statue hjem fra en ferie sydpå som gave til sin far. Men denne her statue var en krigerisk en med sværd og skjold – en meget forfinet og subtil krigserklæring, sådan at sende led kunst til sin far, haha! Statuen står i øvrigt foran Hovedhuset i dag.

J.C. ender (lidt i arrigskab) med at skænke hele sit Carlsberg-bryggeri til sit nyoprettede Carlsberg Fond, blandt andet fordi han ikke ønsker, at Carl får fingrene i det. Det betyder også, at der ender med at gå 19 år, fra den dag J.C. dør til, til at Carl, i 1906, får held med at fusionere sit Ny Carlsberg-bryggeri med sin fars, J.C.’s Gamle Carlsberg. Det sker, da han bliver valgt som formand for Carlsberg Fondet – noget ingen Jacobsen har været siden.

En lille skæg bi-historie, som jeg faktisk fik serveret af en ældre taxa-chauffør en dag, som jeg også har fået faktatjekket er, at J.C. fik finansieret genopførslen af Frederiksberg Slot i Hillerød, efter store dele brændte ned i midten af 1800-tallet. Den kongelige familie besluttede, at de ikke længere ville benytte slottet som bolig, og så foreslog J.C at der blev etableret et museum. Han betalte for genopbygningen og de udgifter, der hæftede sig til museet. Lidt af en udskrivning. J.C. var i øvrigt medlem af borgerrepræsentationen og endte i Folketinget. Han var med i den komité, der skrev den første version af den danske grundlov “Junigrundloven”, efter kongen opgiver sin enevælde i 1849.

rockpaperdresses, Cathrine Widunok, Carlsberg Byen

^^^Læg mærke til, hvordan den nye bygning ved siden af porten, som bliver kontor/butikker, spiller op ad messingen – og stjernen går igen i mønstret ved vinduerne, som I ser svagt på billedet.

Den gamle hovedport til J.C’s Gamle Carlsberg med det originale Carlsberg-logo – stjernens takker symboliserer alle de ingredienser, der skal til for at skabe den øl, han bryggede. Det var ikke længere bare fire ingredienser; vand, ild, jord og luft. Men en virkelig forfinet og avanceret opskrift, og et helt laboratoriumstod  bag, Carlsberg Laboratorium (det var helt nyt, at en virksomhed ville satse på forskning og innovation dengang).

Laboratoriet lykkedes i øvrigt med at rendyrke ølgæren. I gamle dage kunne øl af uforklarlige årsager pludselig smage skrækkeligt; det man kaldte ølsyge. Og det kæmpede alle bryggerier verden over med. Men ved at forske i øllets kemi, kunne man pludselig rendyrke ølgæren. Man fik simpelthen klonet de rene gærstammer, der fik navnet Saccharomyces Carlsbergensis – og denne opdagelse valgte J.C. at dele frit med resten af bryggerbranchen. Det er stadig den gærstamme, der bruges verden over til pilsner.

rockpaperdresses, Cathrine Widunok, Carlsberg Byen

^^^Skrivebordet var en morgengave fra Ottilia til Carl – mappen er Carls notesbog (og I kommer til at se soltegnet mange gange – også herude. Det er IKKE et svastika, og det har intet med nazisme at gøre. Tænk vi er i hvert fald 50 år før 2. verdenskrig. Carl var blot fascineret af soltegnet, som i øvrigt også er rigt udbredt i fx Indien – de “drejer” i øvrigt hver sin vej)

rockpaperdresses, Cathrine Widunok, Carlsberg Byen

^^^Morgengaven fra Carl til sin hustru Ottilia – et kunstværk af et spejl. Hvor J. C.’s kone ikke ønskede sig afbilledet (det er nærmest umuligt at opstøve et portræt), så har Carl været glad for at vise sin kone Ottilia frem. De to ses mange steder i Carlsberg Byen som buster, figurer, præget i vægge osv. 

Carls kærlighed til Ottilia gennemsyrer alt. Deres initialer er ved alle dørhåndtag i deres hus. Der er flere buster af hende rundt i Carlsberg Byen. Han byggede en lille udestue i hjemmet kun til hende, så hun kunne få den bedste udsigt udover haven. I væggen i rummet er præget en hejre, som man siger hellere vil hugge sig selv i hjertet med sit næb, ofre sit liv, for at fodre sine unger end lade dem sulte. Den opofrelse for sine børn mente han Ottilia besad.

Solen herunder danner rosetten i hendes lille udestue.

rockpaperdresses, Cathrine Widunok, Carlsberg Byen

Carl virker til at have været en ret excentrisk type. Både en lidt selvforherligende, storslået mand, men også en der gerne ville give tilbage til folket.

Han var en kæmpe kunstsamler, ligesom sin far. Og derfor byggede han først et lille glyptotek  i forlængelse af sin bolig. Det var åbent for offentligheden hver onsdag (den dag tyendet havde fri), og i det skøre afdækkede vindue i væggen I kan se på billedet herunde, havde Carl et lille piphul, så han kunne se ud i rummet, hvem der kom og besøgte. Hvis det så var nogen, der var værd at hilse på, kunne han træde ud af døren til højre og ned i rummet.

Men fordi Carls kunstsamling kun blev større stiftede han Ny Carlsberg Glyptotek, og en smuk stor bygning blev rejst på Dantes Plads – Glyptoteket, som vi kender det i dag. Og kunstsamlingen? Den skænkede han til det danske folk.

(I loftet herunder kan I i øvrigt se en af de allerførste PH-lamper!)

rockpaperdresses, Cathrine Widunok, Carlsberg Byen

rockpaperdresses, Cathrine Widunok, Carlsberg Byen

Den originale frise, som før har hængt over Dipylonporten (den port uden elefanter) – men den passer man altså på og har derfor en kopi hængende ude og originalen herinde. I kan se både Carl og Ottilia, men I kan også se brygmesteren osv. Carl gjorde meget ud af at fejre den menige mand også, som jo fik hjulene til at køre rundt. Ingen succes uden dem.

rockpaperdresses, Cathrine Widunok, Carlsberg Byen

Det kan I også se i den række af malerier, han har fået lavet. Enhver medarbejder med over 50 års tro tjeneste til Carlsberg fik (og får stadig) malet sit portræt og hængt op. De ser alle meget smarte og højstående ud i deres fineste puds, men her er altså tale om bryggere og kuske osv. – og et par enkelte kvinder. Fx hende øverst i midten, Johanne Møller, der arbejdede sig op fra at sætte korkpropper på flaskerne til at have et lille hold af kvinder under sig til selvsamme opgave.

rockpaperdresses, Cathrine Widunok, Carlsberg Byenrockpaperdresses, Cathrine Widunok, Carlsberg Byen

De fleste af de gamle bygninger vi går rundt imellem i dag er bygget i Carls tid. Han havde en kæmpe ambition om at bevise, at industri kunne være smukt! Hvis man lige tænker over, at det her altså har været industri og i øvrigt en temmelig ildelugtende en af slagsen (sådan er ølbrygning), så er der en hel ekstrem detaljerigdom herude. Små krummelyrer, mosaikker, smukke fliser, friser, en snoet skorsten med gargoyler (vældig inspirerede kopier af Notre Dame’s i øvrigt). Det skulle være smukt! Og der var ikke sparet på noget! Se bare på billederne. hvor meget kobber, der er brugt. Alt det grønne; irrede. Et dyrt materiale – også i dag!

rockpaperdresses, Cathrine Widunok, Carlsberg Byenrockpaperdresses, Cathrine Widunok, Carlsberg Byen

J.C. var dog manden til at få opført Kridttårnet, der ligner et lille fyrtårn i lyse sten, som er placeret til venstre for J.C’s gamle port, I kunne se længere oppe. Det blev bygget for som portnerbolig og som fejring af videnskaben. Det var den første bygning i København med permanent lys og fordi der ikke var så mange bygninger nær Carlsberg, kunne man se lyset helt inde fra København (også lige en måde at markere og blære sig på; “SE, vi har elektricitet herude!”. Blærerøv, haha!). Det er faktisk også blevet benyttet som fyrtårn af skibe, fordi det lyste langt kraftigere end noget andet på sin tid.

rockpaperdresses, Cathrine Widunok, Carlsberg Byen

rockpaperdresses, Cathrine Widunok, Carlsberg Byen

rockpaperdresses, Cathrine Widunok, Carlsberg Byen

rockpaperdresses, Cathrine Widunok, Carlsberg Byen

Nu har jeg taget et lille kort med, så I bare lige kan få en fornemmelse af alt det, jeg taler om – det er jo et kæmpe område, fire gange så stort som Tivoli. Alt det brune er gamle og fredede bygninger (der mangler lige lidt på kortet, Visit Carlsberg som er et stort fredet område også). Man valgte at frede de fleste store og bevaringsværdige bygninger i 1999 og 2009. Det orange er alt det nye, der kommer (lige nu er ca. 20 % færdigt og i 2021 er det 80 % – først i 2024 er de helt færdige). Det lave, grå område lige efter Scherfig hus er Humleby – Vesterbros svar på Kartoffelrækkerne. Pænt eksklusivt og lækkert, som det område af Carlsberg Byen også bærer præg af. Det er rækkehuse, smukke lejligheder med tageterrasser osv. Man har ligesom forsøgt at indrette de forskellige hjørner, så de spiller op ad de omkringliggende – de mere familieorienterede lejligheder mod Rahbeks Allé og Humleby fx og flere studieboliger og mindre lejligheder nær UCC fx. Sådan i grove træk i al fald.

Det er stadig en by med kringelkroge, fredede bygninger her og der, og det miks er det, jeg tror, bliver “vinderkombinationen”, hvis man kan kalde den det. Det der gør det dødspændende for mig at følge med i. Og så det at der ikke bygges i ingenting men midt i historien, i smørhullet mellem Valby, Vesterbro og Frederiksberg.

Jeg kommer selv til at holde øje med Mineralvandsfabrikken, som før har huset Dansehallerne, som jeg tror bliver områdets SMUKKESTE lejligheder. Der er før i tiden blevet produceret Apollinaris og sodavand dernede – lidt hyggeligt at tænke på, ikke? I stueplan vil der komme butikker (jeg har hørt en fugl pippe om en eksklusiv boligforretning, måske…).

rockpaperdresses, Cathrine Widunok, Carlsberg Byen

Et rigtig fint eksempel på tre generationer af Carlsberg Byen, synes jeg. J.C.’s gamle Kridttårn, det nye Christen Hus og Lagerkælder 3. Måden man har ladt messing/guldlooket fra både Kridttårnet og porten i mellem og på Lagerkælder 3 gå igen på den nye bygning imellem.rockpaperdresses, Cathrine Widunok, Carlsberg Byen

Det her er udsigten fra en kommende rooftop-bar på det hotel, Brøchner Hotels er ved at renovere. Det er dem, der også står bag SP34, Hotel Danmark og Hotel Herman, som er ved at blive bygget inde ved Magasin.

Det nye hotel ligger i Maltmagasinet og Lagerkælder 3, lige til venstre for Dipylonporten (den uden elefanterne, der ligger tættest på Vesterfælledvej). Det er blandt andet den bygning med “guldskiverne” på (som skulle symbolisere bunden af en ølflaske med sin buede form, opført i 1960’erne).

Og det bliver et af de smukkeste hoteller, jeg har set. Jeg fik en tur rundt i sidste uge, og de bevarer ALT, de kan indenfor. Gamle jerndøre, vinduer, de hvælvede lofter. I kælderen kommer der en kæmpe spa-afdeling (det er meget tophemmeligt, hvem partnere bliver, men jeg har en idé), og i stueplan kommer en restaurant. Og billedet herunder? Det er tårnet, lige ud til Ny Carlsberg Vej – og der bliver lavet suiter. Smukt rum, ikke?

rockpaperdresses, Cathrine Widunok, Carlsberg Byen

rockpaperdresses, Cathrine Widunok, Carlsberg Byen

rockpaperdresses, Cathrine Widunok, Carlsberg Byen

rockpaperdresses, Cathrine Widunok, Carlsberg Byen

De her fliser; størrelsen og mønstret, går igen flere steder herude. Blandt andet på stueetagen af Lagerkælder 3 – dem har man valgt at opføre i grøn hele vejen rundt omkring Lagkagehuset, Netto osv. lige ved UCC. Og på Hotellets værelser bliver det fliserne i badeværelset. Og den rå gamle beton får lov at stå. Ret seje detaljer, som hylder det gamle og viser en kæmpe detaljeorientering, synes jeg.

rockpaperdresses, Cathrine Widunok, Carlsberg Byen

Tårnet over Elefantporten – og under buerne kan I se Ottilia og Carl stå og kigge ud over byen.

Alléen af Ny Carlsberg Vej bliver i øvrigt genskabt i 2024, når alle tunge køretøjer har forladt området. Alle brosten er på lager pt. for at passe på dem, og allén bliver igen fyldt med træer. Hele området bliver grønnere end det nogensinde har været.

rockpaperdresses, Cathrine Widunok, Carlsberg Byen

Der er fire elefanter, hugget i granit, og de udgør Elefantporten, tæt på Carls hus (J.C.’s ligger ved Bohrs Tårn i J.C. Jacobsens Have, og Carls ligger ligesom på toppen ved Valby Bakke for enden af Ny Carlsberg Vej).

Elefanterne fik Carl skabt som symboler for sine fire overlevende børn (Ottilia og Carl fik otte børn men kun fire overleverede til at blive voksne). To drenge og to piger – de to piger med snablen ind mod byen (fordi de skal ind ‘ose’, siger man) og de to drenge med bolde (på vej i Søndermarken for at lege).

rockpaperdresses, Cathrine Widunok, Carlsberg Byen

^^^Mine to på tur <3

rockpaperdresses, Cathrine Widunok, Carlsberg Byen

Et lille kig til magien herude, synes jeg. Bagerst det gamle Carlsberg-tårn, som er den eneste store ting, der mangler at blive fjernet. Det har aldrig været bygget til beboelse eller kontor og er faktisk tomt op til 8. etage pga. siloer. Der kommer et nyt tårn i stedet. Foran det står det smukkeste hus, Det Grå Hus, i dag ejet af Kähler og allerforrest ligger det nye Jacobsen Hus, som er bygget af gamle mursten herude fra, som er blevet renset op og lagt på ny. Det er virkelig en smuk bygning, synes jeg, og patinaen i murstenene gør det hele.

rockpaperdresses, Cathrine Widunok, Carlsberg Byen

rockpaperdresses, Cathrine Widunok, Carlsberg Byen

Bryghuset som har Københavns måske smukkeste rum! Se nu de kobber kedler! Den sidste øl blev tappet 3. december 2008, og i dag står det fuldstændig, som det gjorde i brug. Det bliver det ved med.

Faktisk har nogen af jer måske set det i et afsnit af The Bachelor. Yup, virkelig random, men der blev arrangeret dates ude i verdenen i en af sæsonerne. En af de dates foregik med hestevogn i Carlsberg Byen og en middag i det rum. Ret skørt og ret sejt.

I dag har Crafted by (tidligere Annex bryggeri) til huse i stueetagen.

rockpaperdresses, Cathrine Widunok, Carlsberg Byen

rockpaperdresses, Cathrine Widunok Wichmand,

^^^ Lige ved siden af os i Scherfig Hus ligger et kommende kulturcenter, den fredede bygning herover, Halmlageret

rockpaperdresses, Cathrine Widunok, Carlsberg Byen

Rockpaperdresses, Hverdagsglimt, Cathrine WIdunok Wichmand

^^^Mineralvandsfabrikken, den hvide, og forskerboligerne

Dét var vist DET, haha!

Historien om en skør, skør familie, som både led lidt af storhedsvanvid men også en vis uselviskhed, lysten til at dele. De ville dele kunsten med folket. J.C. der delte sin forskning (med Emil C. Hansen i front) omkring de rene gærstammer (så man undgik ølsygen) med resten af verden pro bono. Og J.C.’s bolig – den øverste jeg skrev om -som han i øvrigt skænkede til en forsker, der måtte bebo huset indtil sin død. I hans bolig har Niels Bohr blandt andet boet til sin død, hvorfor tårnet ved UCC hedder Bohrs Tårn (desværre ændrede man beskatningen af den slags gaver, så det blev for dyrt for en ‘fattig’ forsker (de tjener altså ikke alverden) at bebo. I stedet har man så opført Forskerboligerne (en række mindre lejligheder dedikeret til forskere fra hele verden) ved siden af De Hængende Haver, som er DØDFLOTTE og nylige vindere af en arkitekturpris).

Så er der dramaet, fejden, mellem J.C. og Carl, der gjorde, at J.C. skænkede Gamle Carlsberg til Carlsberg Fondet, så Carl ikke arvede det. Så er der Carls evne til at skabe sit eget ude af faderens skygge. To byer, Gamle og Nye Carlsberg, der smeltede sammen. Og så er der Carls storslåede kærlighed til sin kone, som ses så mange steder rundt omkring i Carlsberg Byen. En by der har emmet af hårdtarbejdende folk, der har slidt og slæbt i halvandet århundrede for vores andres fornøjelse. Det er altså et stykke af den magi, man finder herude i Carlsberg Byen. Historie, innovation og æstetik, helt efter J.C.’s og Carls ånd.

rockpaperdresses, Cathrine Widunok, Carlsberg Byen

33 kommentarer
  1. Wow. Tusind tak!! Jeg elsker historie og især de små historier man ikke altid får foræret og alle de gode deltaljer du har fået med. Hvor fantastisk at få lov at få et indblik i. Nu får jeg lyst til at tage til KBH og gå og se det med egne øjne.
    Du skriver så pissegodt altså <3
    Dejlig start på søndagen i sofaen med kaffe.

    1. Ahmen du må ud og gå en tur – evt. få en guide med fra Visit Carlsberg. De laver faktisk en hel del tamtam herude i påskeferien. Det må jeg lige blive klogere på og tippe om, når tid er! Fedt det i hvert fald kunne bruges – og så lige som en del af drømmescenariet med kaffe og sofa! Sov godt 🙂 KH

  2. Ej, hvor spændende! Det er så skide hyggeligt, at din begejstring altid lyser ud af dine ord 😊 Jeg får helt lyst til at flytte til Carlsbergbyen – men er ikke helt sikker på, mit 70’er-parcelhus i Jylland kan indbringe de fornødne summer… 😂

    1. Haha, det kan godt være, der skal spædes lidt til. Men hvor er det fedt, at I kan mærke min begejstring, for den er ægte stor! KH

  3. Ej hvor skriver du godt! Var fanget fra start til slut 🙂 dejligt at lære lidt mere om vores alles historie arv. Mere af det tak!

    1. Hurra! Jeg var lidt spændt på, om I ville være til det. Lidt anderledes og langt, haha! Jeg havde lidt svært ved at styre mig! Kh

  4. Hej Cathrine.

    Tak for et rigtig hyggeligt og gennemarbejdet indlæg.

    Må jeg spørge dig om, hvilket kamera du har brugt til at skyde billederne til indlægget? Jeg har selv et Nikon spejlrefleks, som er ret stort og uhandy, og savner egentlig et mindre et til at have med på farten, men som stadig har en flot billedkvalitet.
    Kan du anbefale nogle mindre kameraer, hvor man stadig har mulighed for at skifte linse?
    Tak for et smukt univers at følge med i.
    Anne-Mette

    1. Jeg render faktisk selv rundt med lidt af et kamera – et Canon 6D Mark ii. Jeg havde et lille kompakt men jeg brugte det aldrig. Jeg endte altid med min telefon i stedet. Så jeg har ikke så god erfaring andet end at jeg bruger min mobil meget mere 🙂 KH

  5. TAK for et godt indlæg. Det er sådan noget, der gør din blog til min favorit. Og det giver lyst til at besøge Carlsbergbyen og Glyptoteket igen. Virkelig godt!

    Et spørgsmål: Har de revet en masse seje gamle industribygninger ned for at få plads til byggeriet, eller var der naturgrund før på de steder, hvor der bygges nu?

    1. Nej det var ren industri, og selvfølgelig omkringliggende asfaltering. Men alt hvad der er vurderet til ikke at kunne bruges til lejligheder eller kontor eller forsamling eller lignende er taget ned. Det er en vurdering forestiller jeg mig, af stand – det er jo ikke nødvendigvis vedligeholdt, når det er gammel industri. Og så er der også super strenge krav til både lysforhold, materialer osv. når der skal bo mennesker i fra kommunens side, så det er ikke alt man bare kan lave om 🙂 KH

  6. Wauw, et fint indlæg. Jeg elsker historie! Man fornemmer tydeligt din entusiasme og hvor er det velskrevet! Skøn læsning 😀
    Jeg har ikke set Bryggeren – men det skal jeg nu!

    1. Det er jeg så glad for du gør, der er så meget af den. No wonder jeg plaprer løs, når jeg guider familien rundt herude, hehe… KH

  7. Wow, fantastisk fortælling . Du skal alså have ros for din fortælleevne og skrivestil.
    Vil lige kommentere at slottet i Hillerød hedder FrederiksBORG slot 🙂 den smuttede vist i farten.

    1. Ejjj, den er totalt smuttet i farten – I know, jeg er jo opvokset ved siden af i Fredensborg 😀 Farlig fredag og Slotsarkaderne var HOT! KH

  8. Hej C

    Ved du mon noget nærmere om, hvornår lejlighederne i Mineralvandsfabrikken er sat til at være færdige? Det lyder nemlig som et spændende projekt.

    1. Nej desværre – tror endnu ikke de er projekteret færdigt. Såvidt jeg ved, foregår der lige nu en sanering indvendigt, så man kan komme af med alt gammelt/skadeligt/etc. KH

  9. Sikke et fedt indlæg, jeg elsker historie.
    Fun fact: min mormors moster (Laura Holst), var gift med J.C Jacobsen, da hun døde, arvede min mormor 4000 kr. det var MANGE penge dengang.

    1. Nej hvor sjovt Mie! Laura ville jo på ingen måde afbilledes, så det er derfor hun ikke er til at spore herude – modsat Ottilia. Hun skulle have været et meget privat menneske. Sikke en historie I har med jer! KH

  10. Så fin en historie og så smukt fortalt! Jeg glæder mig umådelig meget til at komme hjem til mit elskede København til sommer og se det hele, efter jeg har boet mere end et år i Australien nu.

    1. Åhhh men Australien <3 <3 Det lyder også fantastisk. København er helt som den plejer og venter på dig <3 Sommeren i Kbh er nu også den bedste! KH

  11. Jeg deler desværre ikke din entusiasme for Carlsberg byen. Bohrs tårn ligger for enden af Istedgade – tidligere kunne man kigge langt den vej og havde især i efteråret de smukkeste solnedgange for enden af Istedgade. Nu er det sat prop i og blikket bremses af en stor brun kolos. Jeg forstår ikke hvordan stadsarkitekten har overset det.
    Jeg fulgte med glæde da Carlsberg byen åbnede portene for os alle. Jeg har brugt rebskoven, bobleplads, klatreskoven, Dansehallerne, fotografisk center, gallerierne, boxcity osv, men alt er lukket nu og bydelen udvikler sig i en retning, hvor den nasser på de omkringliggende bydele uden at give noget igen. Det sjove, skæve og kreative er væk, grønne områder er på et minimum, lyd og udsyn begrænses af de mange tårne. Derudover giver bydelen øget pres på de hårdt belastede tilkørselsveje, på de få overbelastede svømme- og sportshaller i de tilstødende bydele osv.
    Historien er spændende. beliggenheden fantastisk og der var alle muligheder for at det kunne være blevet genialt. Det er bare desværre ikke den vej man går.

    1. Jeg er helt enig 🙂 Som Vesterbro borger, tænker jeg meget over det. Tror den nye bydel får en anden betydning for en, hvis man bor der. Og træder mere i kraft i hverdagen på godt og ondt. Savner også de mere grønne og kreative områder, men man ved jo aldrig hvad fremtiden bringer af nye tiltag (… jeg prøver lige at tænke lidt optimistisk her;)

  12. Du skriver så godt, og tager SÅ fine billeder altså! Jeg følger med fra Australien, og jeg har nu næsten helt lyst til at rejse hjem og tage på sightseeing efter sådan et indlæg 🙂

  13. jeg har nu læst din fine beskrivelse af Carlsbergbyen .Jeg er opvokset på Gl Carlsbergvej gået gennem elefantporten i 9 år på vej til skole og synes jo at MIT Carlsberg er helt ødelagt .Selvfølgelig kan man ikke gå imod udviklingen .Men en masse gode minder fra gamle dage på Carlsberg med hestevogne til øl udbringning til koksmanden til skraldemanden dem har man da lov at have .Minde om Bommanden som åbnede bommen ved Ny Carlsbergvej ved Pile Alle når der kom en bil kørende og vi børn sad på bommen og nød turen .Minde om dronning Elisabeths besøg på Carlsberg og på besøg hos professor Bohr Ja mange mange gode minder om det GAMLE CARLSBERG har man dog lov at ha …

  14. Virkelig fint indlæg som byder på noget helt andet, end det som man er vant til i blogverdenen.
    Sikke nogle bygninger, sikke nogle detaljer og arkitektur! Jeg må helt sikkert et smut forbi før eller siden, for det ser virkelig ud til, at være et område i fuldt flor 🙂

  15. Hej Cathrine
    Herligt fortalt historie om både gammelt og nyt.
    Du har fanget den spændende historie som få andre og formidlet den levende og entusiastisk og – hvad der er rigtigt vigtigt – fanget de igangværende nye arkitektoniske koblinger til de bevarede bygninger. Historien betyder jo ikke noget, hvis den ikke giver mening i en nutidig sammenhæng.
    Og du har hørt rigtig godt efter på de guidede ture, som du har deltaget i.
    mvh
    Valter, guide på Visit Carlsberg

Læg en kommentar