Glædelig weekend (have/gård edition) - ROCKPAPERDRESSES
Glædelig weekend (have/gård edition)

Har I sovet godt? (jeg skrev det her i morges, på vej ud af døren – men har først nået at udgive nu!)

Jeg vågnede klokken 04.00 ved et kæmpe brag – en genbo eller lignende skød fyrværkeri af, og jeg var rasende! Hvem gør sådan noget midt om natten på en almindelig fredag?! Klokken 04.00?! ALLE er vågnede med dødsangst i nabolaget. Vi troede, der var krig, haha! Adam sprang ud af sengen (men den heldige rad lagde sig også bare og sov videre på den anden side), og jeg ligeså. De kunne i det mindste have inviteret, haha!

Og her starter jeg dagen med at lyde som en rigtig Frederiksberg-borger, der ikke kan lide larm og uregelmæssigheder. Men jeg har også været vågen i fem timer.

Vi har en meget rar weekend forude, sådan en med både praktisk og rarhed. Jeg startede jo dagen tidligt, haha, så jeg har kørt tre vaske, og nu er Adam endelig vågen og kokkerer til mig. As I work… Ret god ordning. Men så skal vi også igang. Vi skal ud til min far og låne bil, så i IKEA og Silvan. Jeg har en ambition om at lave vores eget spisebord til tagterrassen med flotte lyserøde genbrugsfliser – Adam er ikke helt solgt på projektet. Og så kommer der gode venner i eftermiddag til koldskål. Og i morgen har vi gårddag i ejerforeningen. Jeg kan ikke rigtig kravle i højderne eller knokle i kælderen – lucky me, haha! Så jeg luger ukrudt og overvejer seriøst at købe sådan nogle ‘pads’ til knæene som en anden murer for at skåne mit ømme skrog. Ej det er ikke så slemt endnu, men lænden værker helt sikkert efter en weekend på knæ i ukrudtet.

Og fordi denne her weekend jo er forlænget, så har jeg udnyttet og inviteret familien til boller og lagkager på mandag – det er jo min fødselsdag på tirsdaaaag! Hip hurra! Familie på tagterrassen. God måde sådan for alvor at indtage den, tagterrassen altså!

Så lidt praktisk, lidt rart. Det er altså lige efter mit hjerte. Adam derimod ønskede sig nok mere praktisk. Han vil gerne på plads, knokle knokle knokle. Men vi skal jo have det lidt rart i ny og næ, skal vi ikke?

Skal I også dimse lidt på altanen, terrassen eller i haven denne weekend, så har jeg lidt tips her:

  1. Sidste år skrev jeg et indlæg med små tips til haven, pladsoptimering osv. I kan finde det lige HER. Signe Wenneberg er også genial i en have, og hun har en her have-kategori med alverdens tricks her.
  2. Hvis I skal en tur på planteskolen, så kan jeg anbefale Høsterkøb Planteskole – den er gigantisk og helt fantastisk. Super god service og et stort, stort udvalg. Inden for Københavnsområdet er der også Plantorama (det tidligere Amagerland Plantecenter) – den er også god, men servicen og hjælpen er ikke helt den samme.
  3. Leder I efter kummer til planter i en større størrelse, så er der nogle ret fine grå nogen hos Housedoctor, kæmpe store, og under 800 kroner stykket (se den store her). Jeg har også set Rabens Saloner i dag fejrer sommer med en pop-up Pot & Plants bazar (se eventen her).
  4. HVIS nu I hverken har altan eller have eller terrasse, så kan jeg anbefale jer et smut til Aarstidernes avlsgård i Humlebæk – lige ved Louisiana. Man kan faktisk melde sig til at pleje have deroppe, hvis man har mod på det en sæson, eller bare tage op og gå en tur, nyde naturen, se foråret folde sig ud. Og så kan man passende købe grøntsager med hjem til aftensmaden – direkte fra jord!

GLÆDELIG weekend – og pinseferie også! Jeg håber, I får en dejlig en af slagsen.

10 kommentarer
  1. Uha med det brag, så kunne alle da vågne:-)
    Den 16.maj gik bukkejagten ind, så der vågnede hunden og gøede helt vildt ved det første meget tidlige skud.
    Så skøn en oase du har fået skabt, den må I nyde med familien og stort tillykke med din fødselsdag på tirsdag, det sidste uden barn:-)
    I pinsen skal vi i haven og vi har som tradition at lave bål og bålmad:-)
    Rigtig god pinse ønskes herfra!

  2. Lyder altså som rare planer. Og koldskål er da den fede ting at tage med, jeg gjorde det samme i barndomshjemmet for nyligt. Det er altså lækkert 😍
    Her er fredag gået med tøsebesøg fra KBH og Musical, idag cafe med min kæreste og aftenvagt, hvor jeg pt nupper en lille snydepause (schhh) og i morgen er der familiebrunch til fætter/kusine fødselsdag, med et stort hold af søde folk. Det’ sgu ikke værst; slet ikke med solskin til at hele fornøjelsen.

  3. Årh jeg kan blive så sur, når folk larmer hensynsløst meget. Man må da slet ikke fyre af nu, må man?

    I går var jeg til første af mange kontrolscanninger af mine tvillinger, og den gik godt, så det skal fejres hele weekenden. Hver scanning er et skridt på vejen, som jeg nyder at få overstået ☺️🎉 Her i pinsen er jeg alene hjemme med min søn, så vi skal bare spise is og hygge os på den mest afslappede måde, jeg kan slippe af sted med. Gid jeg var ligeså aktiv som dig😄

  4. Jeg sidder i lufthavnen og venter på at boarde mit 1 times forsinkede fly til Barcelona, hvor jeg skal ned og besøge min veninde, drikke sangria og spise pintxos 😍

  5. Åh, vi vågnede også af fyrværkeri kl. møgtidligt på indre Frb. Det var så mærkeligt for der var helt roligt ellers – ingen hujen og hurra✨💫

  6. Der der fyrværkeri var så irriterende, var sikker på at det var skud eller bomber.
    Jeg syntes dog også, at det lød som MIN nabo, og jeg bor på H.C. Ørsteds vej, så det har nok ikke været nogle af vores naboer. 🙂

    Hav en dejlig søndag!

  7. Vi er søgt ud på vandet i vores båd, hvor min kæreste hygger med en fiskestang i vandet og jeg med et blad og sol på de blege vinterben. En fantastisk rar måde at holde weekend på! I morgen kalder arbejdet dog desværre for mit vedkommende.
    God weekend 🌞

  8. Gud, det hørte jeg også, det brag! Jeg var bange for, det var skud, haha! Vi kigger på ny bolig på Frederiksberg, og der skal være have og/eller en stor altan. Så jeg venter lige et år med rigtigt at dimse, og så nøjes jeg med min altankasse i år. God (forlænget) weekend til dig:

  9. Det lyder også som en ret god kombi i mine ører 😉 Det skal ikke blive alt for hårdt og praktisk – hygge MÅ der altså til 😉 hahah

Læg en kommentar