Gravid uge 20: Half way point - ROCKPAPERDRESSES
Gravid uge 20: Half way point
Pregnant Week 20: Halfway Point, translations by Camilla

I fredags nåede jeg et for mig og sikkert for de fleste andre gravide et stort punkt i graviditeten; halvvejs! Jeg mangler nu kortere tid, end jeg indtil nu har brugt på at være gravid, og det er en kæmpe lettelse. Ikke fordi jeg ikke kan lide at være gravid, det er indtil videre rimelig problemfrit, og jeg er stadig i en taknemmelighedsrus, hvor jeg er glad for hver dag, jeg får, som gravid. Men mest fordi jeg så gerne vil have ham i mine arme, så jeg kan kysse ham hele tiden.

Jeg tænkte derfor også, det var på tide med en lille status. Jeg laver jo ikke sådan en ugentlig update, så nu får I et sammensurium af, hvad der foregår pt. Måske jeg kommer til at dele lidt mere jævnligt – en gang hver måned fx frem til termin? Jeg kan ikke lige finde ud af, hvor meget der bliver at berette om, og hvor meget I mon gider læse.

Rockpaperdresses, Cathrine Widunok Wichmand, Gravid, barnløshed

Billede tage 18. marts med mikromave, uge 10! / Photo taken 18th March with micro belly, week 10!

Om ham

Han er egentlig færdiglavet! Det er lidt vildt. Ifølge min ene app er han på størrelse med en  mango eller banan eller en stak pandekager. Han er knap 30 centimeter og burde veje omkring 350 g. Men det får jeg helt sikkert tjekket af på tirsdag til scanning.

Vi har fundet et navn, vi hælder mest til og har to-tre andre som backup. Men vi kommer ikke til at dele det med nogen, før han er født.

Størrelsen af mig

Den optager mere andre end mig, må jeg sige, hehe… Hvor jeg ikke andet end konstaterer, at jeg vokser, så har folk stadig en tendens til at vurdere mig. Om jeg er stor, lille, lavthængende, eller hvad jeg er. Jeg tænker, at jeg er, som jeg er, fordi han har brug for den størrelse af et hjem.

Min læge spurgte mig faktisk til den ene lægesamtale, man skal til, hvad min før-vægt var. Det skal noteres i vandrejournalen for at holde styr på, om alt udvikler sig i den sunde retning. Men fordi jeg aldrig vejer mig, har jeg faktisk ikke helt styr på, hvad jeg vejede før det lille æg satte sig fast. Sidst, jeg blev vejet, var i starten af november på fertilitetsklinikken, og der vejede jeg 54 kg. Det var dér, vi i samråd besluttede os for en pause fra behandling. Det er ikke normalen, som typisk ville være på 56-57 kg. Men det tal var det eneste, jeg kunne give min læge, da jeg var til min første lægesamtale. Og da hun vejede mig til 62 kg ca. 11 uger henne, så nægtede hun at notere førvægten. Otte kilo – det var simpelthen for mange kilo på for kort tid, så jeg ville blive hevet til ekstra opsyn, forklarede hun mig, haha!

Nu vejede jeg mig hos jordemoder forleden, og jeg vil skyde på, at jeg har har taget 4-5 kg på. Anyhow, siger det mig ikke en dyt. Jeg spiser ikke mere, end jeg plejer. Det hele er lidt blødere, og det tager jeg oppefra og ned. Det er kun en periode. Det kan godt tænkes, jeg bliver mere anstrengt omkring det, når jeg når længere hen, men for nu generer det mig ikke. Jeg træner også fortsat men bestemt sløvere og mindre end før.

Maven

Jeg kan se, at der især den sidste uge er sket lidt med maven. Man er ligesom ikke længere i tvivl om, hvad der foregår, og i den forgangne uge har de første fremmede på gaden spurgt til min termin. Folk er også begyndt gribe ud efter mit maveskind, men indtil videre har det kun været folk, jeg kender. Det generer mig egentlig ikke – ligesom nogen af jer skrev, at I faktisk glædede jer til det punkt, hvor I kunne købe graviditetstøj, så er det her for mig en af de ting, der rører mig. At jeg har en mave, nogen har lyst til at nusse. At omverdenen kan se det. Det er stort for mig. Det kan godt være, jeg kommer til at blive træt af det, men for nu tager jeg det til mig og glædes. Ikke over deres hænder, men over at der er noget. Også for andre at se.

Gener

Udover en omgang nyresten i tirsdags (altså….), så er jeg egentlig okay forskånet. Så længe jeg drikker nok vand! Det har været min største udfordring – men nu har jeg en vandflaske med mig hele tiden. Jeg har kastet op få, få gange – og det har været, når jeg om morgenen har bællet vand for at slukke tørsten. Det kan en tom mave, min i hvert fald, ikke klare.

Jeg kan også godt mærke, at jeg altså er gravid, og kroppen er ikke som den plejer. Jeg er begyndt at sove lur igen, hvis jeg kan komme til det. Det hele er bare træt; mit hoved (hvorfor jeg heller ikke poster helt så meget, som jeg gerne vil – mit hoved har lidt svært ved at samle sig), min mave om eftermiddagen. Jeg kan godt mærke lidt ubehag i maven, når jeg når eftermiddag/aften – især hvis vi er ude. Den bliver hævet og spændt, og jeg har bare brug for at ligge ned. Det bør man jo egentlig bare gøre! Det er bare lidt – ja ikke pinligt, men det føles lidt grænseoverskridende at forlade en middag for at lægge sig. Jeg bryder mig ikke om den opmærksomhed. Men det skal jeg jo bare lære at skide højt på.

Generelt tror jeg, jeg skal til at indse, at jeg er gravid på den fysiske front. Jeg har slæbt og knoklet og rendt enormt meget. Både med rejser, med flytning, folk jeg har skullet ‘catche’ op med. Der kommer uden tvivl mere ro på og flere “tak men nej tak”, fordi jeg skal have plads til at lave ingenting, trække vejret og slappe af.

Nårh ja, så har jeg bøvlet med halebenet de sidste små fjorten dage. Det er til tider mere ømt, end det plejer at være. Jeg blev nervøs for begyndende bækkenløsning men min jordemoder sagde, at det skulle jeg ikke være. Det hele er jo bare mere blødt end det plejer. Kroppen udskiller et hormon, der blødgører mine knogler og led for at forberede den på en fødsel og på at få et hoved ud (gisp!) – det gør at alt giver sig. Og det kan godt genere lidt.

Rockpaperdresses, Cathrine Widunok Wichmand, Gravid, barnløshed

Her med aftenmave, så lidt mere hævet end om morgenen, uge 19 / Here with an evening belly, so a little bit more swollen than in the morning, week 19

Post-fertilitetsbehandling

Jeg synes faktisk de sidste par uger er gået rigtig godt. Den tunge skygge, der har hvilet over mig efter behandling, nervøsiteten, angsten, alle de dårlige minder. Jeg synes faktisk, de letter lidt, nu jeg kan mærke ham (for det kan jeg – og det skal jeg nok også skrive om, det er stort!). Jeg ser noget lettere på tingene og har tvunget mig selv til ikke at rende til ekstra privatescanninger i tid og utide. Jeg prøver at hvile i det og slappe af. Og det virker.

Lige indtil i tirsdags med nyresten, hvor jeg fik det kedeligste flashback til samme tid sidste år. Især mit opkald til Adam; “… Du er nødt til at komme hjem, jeg har virkelig ondt. Forbered dig på en tur på Herlev”. Det var nøjagtig samme opkald sidste år på denne tid, da jeg havde min GUL (graviditet uden for livmoderen). Og selv om smerterne sad et helt andet sted, så kunne jeg ikke lade være med at tjekke trusserne for blod konstant. Det spøger lige om hjørnet.

Så jo, sorgen og skyggen er på afstand, men stadig inden for armslængde klar til at springe frem, når noget trigger. Jeg kan også godt mærke, at når folk kommer med kommentarer a la “… bare vent…” hvor der ofte følger noget halvnegativt efter. Om hvad børn koster, hvor lidt søvn man får osv. så har jeg lyst til at sige, at jeg er pisseligeglad. Jeg har kæmpet for det her, vi har kæmpet for det her. Jeg har et dybt, dybt lag af taknemmelighed og tager det hele oppe fra og ned. Og når folk siger “(…bare vent!) Ha! Børn er dyre!” Så siger jeg “HA! Det ved jeg, for vi er allerede 100.000 kroner foran jer andre bare for at få ham! (og vi har ventet!)”. Fertilitetsbehandling er dyrt. Børn er dyre. Vi ved det ligesom godt.

Jeg forestiller mig, at det her år i behandling, ligesom andre grimme kapitler i mit liv, får en hylde, hvor jeg ikke har brug for at hive det frem og forklare mit sår, når folk siger dumme ting. Jeg tænker også, at sårene heles over tid og bliver til små ar. Selv om jeg ved, at vi højst sandsynligt skal tilbage i behandling om et par år for at få flere børn – det er hårdt at tænke på – så kan jeg ikke bekymre mig om det nu. En dag ad gangen. En ting ad gangen.

Nogen siger: “ja ja, men det kan jo også være, det lykkedes helt naturligt anden gang… Jeg kender en…”  Ja. Måske. Og måske ikke. Jeg kan ikke rigtig bruge den slags nu heller. Det er ligesom, når folk har sagt “I skal bare tage på en lang ferie, for jeg kender en… Da de stoppede med at prøve…” osv. osv. Ja. Måske! Men al lægevidenskab siger det modsatte for os, og det er, hvad jeg forholder mig til. Så kan man altid være heldig at blive ramt af et eventyr.

Der er mange historier a la dem (og læs resten af “ting man ikke siger…”), og dem lukker jeg lidt af for. Og så bekymrer jeg mig ikke mere om det for nu. En baby ad gangen.

Overståede aftaler

Indtil videre har vi været til nakkefoldsscanning, hvor man vurderer risikoen for Downs syndrom. Vi fik et meget flot tal – altså en meget lav risiko, og det var en lettelse. Jeg var egentlig ikke så nervøs for den, for risikoen for Downs er meget lille. Havde scanningen vist anderledes, så måtte vi jo tage den derfra.

På tirsdag har vi MD – misdannelsesscanning, hvor alt tjekkes igennem. Fingre, tæer, nyrer, hjerte osv. Egentlig er jeg heller ikke så bange for den nu. Men det kan være jeg er anderledes ukoncentreret tirsdag formiddag.

Ellers har jeg været til jordemoder for første gang i den forgangne uge –  jeg synes selv, det er meget sent. Især for en der har været i behandling. Kvinder der er gravid efter fertilitetsbehandling har en forhøjet risiko for at udvikle efterfødselsvirkninger. Depression, manglende bonding med baby etc. Vi burde blive fulgt en tand tættere, og ikke først tale med en jordemoder, når vi er halvvejs. De kan godt se i min journal, at vi er gravide efter behandling.

Jeg har været til én lægetid hos min almindelige læge (jeg blev helt afsluttet i fertilitetsregie i uge 7), og der har jeg to tider til – den ene jeg snart skal have bestilt, for den burde ligge om gode fire uger.

Og så har jeg købt en lang lørdag med Adam hos Smertefri Fødsel. Og fået sat datoer ind i kalenderen på fødselsforberedelse i det offentlige. Jeg vil gerne forberede mig – som den 12-tals-type jeg er haha! Men ligeså meget fordi jeg har valgt at føde hjemme, om alt går vel. Det skal jeg nok skrive mere om ved lejlighed.

Køb til baby

Vi har ikke rigtig købt noget endnu – andet end en lille smule tøj, hvis vi (mest jeg) er faldet over noget sødt. Men vi har været ude og prøvekøre barnevogne. Eller prøvekørt og prøvekørt – vi var i hvert fald ude og tjekke dem ud. Vi er endt med at ville købe en Cybex – den var der så mange af jer, der talte godt om på story. Der er rigtig mange gode muligheder for at udvide uden at skulle købe nyt stel.

Jeg kan til gengæld godt mærke, at nu hvor jeg er så langt, så har jeg også mere lyst til at kigge rigtigt efter babyting og tage stilling. Det er helt klart kommet med min egen tro på, at han faktisk kommer.’ Nesting mode’ begynder så småt, og jeg vil gerne være i god tid – både for ikke at panikkøbe alt muligt, vi ikke har brug for, men også fordi jeg ikke helt ved, hvordan jeg får det. Mit energiniveau er med garanti højest her i andet trimester, og jeg foretrækker rettidig omhu.

Jeg har lavet en lang liste med nice to have og need to have, og så får jeg stille og roligt krydset af. Det er vigtigt for mig, at Adam også er med inde over, hvilket værelse han får. Det skal i øvrigt males og repareres og have en større omgang, før vi flytter noget som helst ind. Vi er jo også bare selv midt i at komme på plads med et soveværelse, der er super ufærdigt. En ting ad gangen, så længe vi har god tid. Og det føler jeg bestemt, vi har.

Det der optager mig

Jeg tænker meget på, hvordan jeg som selvstændig får barsel til at gå op. Der er ikke nogen perfekte løsninger, for jeg kan ikke bare lukke bloggen ned i et år. Det vil smadre alt, jeg har bygget op, så jeg forsøger at finde en løsning, hvor jeg kan komme ned i gear for en tid og koncentrere mig om amning osv. men uden at det går udover bloggen og jer. Der er ingen helt genial løsning, men vi arbejder sammen om at finde en.

Planen er for nu, at vi tager den første måned sammen – to ugers ferie til Adam oven i de 14 dage han får, hvis han kan. Så tager jeg to måneder alene, måske tre, hvor jeg forsøger at have planlagt lidt her og der og tænke i nemme løsninger hvad angår bloggen, og så tager Adam 32 ugers barsel fra januar til august 2019.

Men det kan jeg berette lidt mere om, når vi er længere i planlægningen.

Det vi taler om

Vi taler faktisk en del om, hvor meget vi ønsker, han skal være på sociale medier. Det fylder meget hos os begge. Jeg har, som jeg har det nu, ikke rigtig lyst til, at han skal være kommercielt en del af bloggen – ikke med billeder i hvert fald. Han skal ikke tjene mig penge. Selv om jeg sagtens selv kan indgå samarbejder i mere familieorienterede retninger, så har jeg bare ikke lyst til at bruge ham konkret som model, som jeg har det nu. Jeg har heller ikke lyst til, at han bliver mega kameravant og en lille poser, der står klar med tandpastasmilet, når vi griber telefonen. Vi taler meget om børnestjerner, hvordan det har påvirket dem at blive pushet ud til andre mennesker i film, som modeller etc. Og om det at bruge sine børn meget på instagram gør det samme… Vi vil begge gerne, at han ikke vokser op enormt selvbevidst om sin ageren og udseende. Sociale medier er jo meget overflade.

Jeg dømmer ikke, hvad andre gør, men jeg synes, det er vigtigt at tale om sammen om, hvad man ønsker. Så det gør vi. Det kan også være, jeg har nok tanker til at skrive et indlæg om det ved lejlighed. Men lige nu taler vi bare frem og tilbage uden at have truffet en beslutning om noget. Det kan jo også være, at det bliver umuligt at holde sig tilbage med billeder af ens unge, når først de er her, fordi man selv er så dødforelsket. Så det her er jo meget tanker upåvirket af vores forældrestolthed, hehe…

Jeg har i øvrigt heller ikke lyst til at bevæge mig fra mode/livsstil til et mommyunivers, så det passer rigtig godt, at han ikke får en decideret fysisk rolle i universet herinde, om man vil. Jeg synes faktisk MM, gør det rigtigt fint – ungerne er stadig en del af hende og hendes historier, men de behøver ikke være med på alle billeder.

***

Last Friday I reached a big point in my pregnancy; halfway! The remaining time is shorter than the time that’s gone so far, and that’s a huge relief. It’s not that I don’t like being pregnant, it has been pretty smooth so far, and I’m still living in this bubble of being thankful for every day I get to be pregnant. But most of all just because I so want to hold him in my arms and kiss him all of the time. 

That’s why I thought it was time for a little status update. As I’m not doing weekly updates, I wanted to give you a little medley of what’s happening these days. Maybe I’ll start sharing on a more regular basis – once a month, e.g., until my due date? Not really sure how much there will be to talk about, and how much you’ll want to read.

About him

He is actually done! It’s pretty crazy to think. According to my app, he’s the size of a mango or banana or stack of pancakes. He’s just under 30 centimetres long and should weigh around 350 g. I’ll know for sure from next Tuesday’s scan.

We’ve settled on a name and have two-three backup names, but we won’t be sharing those until he’s born.

The size of me

It consumes other people more than it does me, I have to say, haha… While I’m just acknowledging that I’m growing, other people still have this tendency to assess me. Whether I’m big, small, hanging low, or what I am. I am as I am because he needs that size of a home, I guess.

In one of our mandatory conversations, my doctor actually inquired about my before-weight. It has to be noted in the process journal to help estimating whether everything is developing in a healthy direction. But because I never weigh myself, I don’t actually really know what my weight was before the small egg caught on. The last time I was on a scale was early November at the fertility clinic when I weighed 54 kg. That’s when we together decided on a break from treatment as the normal weight is around 56-57 kg. But that number was the only one I was able to give my doctor. And as she found my weight to be 62 kg when I was around 11 weeks along, she simply refused to note down the before-weight. Eight kilos – that was simply too much of a weight gain in too short a time, meaning I’d be called in for extra supervision, she explained. Haha! 

The midwife measured my weight the other day, and I guess I’ve gained around 4-5 kg. Anyhow, I don’t care one bit. I’m not eating more than usual. Everything is a bit softer, and I’ll take that top-down. It’s just for a period of time. It may start to bother me when I’m further along, but for now it really doesn’t. I’m still training, but definitely at a slower pace and less frequently than before. 

My belly

I can see that something has happened especially over the past week. It’s pretty clear what’s going on by now, and last week strangers in the street started inquiring about my due date. People have started reaching for my belly, but so far only people I know. It actually doesn’t bother me – just as some of you wrote that you actually looked forward to the point when you could start buying maternity wear, this is one of the things that really touches me. The fact that someone wants to touch my belly. That the world can see it. To me, that’s huge. Maybe I’ll gradually grow tired of it, but for now I take it in and rejoice. Not because of their hands, but because there is something in there. Also for others to see.

Nuisances

Except for a round of kidney stones (I mean….), nothing has really been bothering me. Just gotta remember to drink enough water! That’s been my greatest challenge – but now I have a water bottle with me at all times. I’ve thrown up a very few times – in the morning after downing water to quench my thirst. An empty stomach, or at least mine, can’t handle that. 

By now, I really feel pregnant – that my body isn’t as it usually is. I’ve started to nap again, when my schedule allows for it. Everything is just so tired; my head (why I’m not posting as much as I’d like – I’m finding it harder to focus); my belly in the afternoon, especially when we’re out. It gets swollen and tight, and I just need to lie down. I really ought to just do that! It’s just a bit – well, not embarrassing, but it feels a bit radical to leave a dinner in order to lie down. I don’t like the attention. But I need to just forget about that, I know.

Generally, I think that I need to realise that I’m pregnant, on the physical front, I mean. I’ve been dragging things around, working hard and running around a lot. With travels, moving, people to catch up with. Going forward, I need calm and more ‘thanks but no thanks’ because I need space to do nothing, breathe and just relax. 

Aand, yeah, then I’ve been struggling with my tailbone over the past two weeks. At times, it’s more sore than usual. I was nervous it might be a sign of pelvic instability but my midwife said that I didn’t have to be. Everything is just a bit softer than usual. The body segregates a bone- and joint-softening hormone to prepare itself on giving birth and making space for a head (yikes!) – this means that everything expands a bit. Which can be a bit of a nuisance. 

Post-fertility treatment

I actually think that the past few weeks have been going really well. The heavy shadow that has been hanging over me after the treatment, the nervousness, the anxiety, all of the bad memories. I actually think that it’s a bit of a relief that I can feel him now (because I can, and I will write more about that soon, it’s huge!). I take things a bit easier and have forced myself to not run down for extra private scans all the time. I need to be well-balanced and chill. And it works. 

Right until last Tuesday with the kidney stones, where I had the worst flashback to the same time last year. Especially my phone call to Adam, ‘You have to come home, I’m in so much pain. Prepare for a trip to Herlev.’ It was exactly the same call as around this time last year when I had my ectopic pregnancy. And even if the pain was in an entirely different spot, I couldn’t help but check my panties for blood constantly. It’s haunting me. 

So, yes, the grief and the shadow are at a distance, but still within reach and ready to jump at me when something triggers. I feel it when people say things like, ‘just you wait and see….’ after which often follows half-negative things like how expensive children are, how little sleep you get, etc, which makes me want to say that I don’t give a damn. I’ve really fought for this, we have fought for this. I have a deep, deep layer of gratitude and choose to approach it all top-down. And when people say, ‘(… just you wait!) Ha! Kids are expensive!,’ I reply, ‘HA! I know, because we’re already DKK 100,000 ahead of you just by having him! (and we have been waiting!).’ Fertility treatment is expensive. Children are expensive. We do know that.

I imagine that this year of treatment, like other ugly chapters of my life, will get a shelf from which I don’t need to pull it down to explain my wounds when people say stupid things. I also believe that the wounds will heal in time and turn into small scars. Even if I know that we most likely will have to go back in treatment in a few years to have more children – which is difficult to think about – I can’t worry about that now. One day at a time. One thing at a time.

Some people say, ‘yes, yes, but it may happen naturally the next time around… I know someone…’ Yes. Maybe. And maybe not. I can’t really use that for anything right now either. It’s like when people have said, ‘You just need to go on a long holiday, because I know someone… When they stopped trying…’ etc, etc. Yes. Maybe! But science says the opposite, and that’s what I listen to. Then you can always get lucky and be hit by an adventure. 

There are many stories like those (and read the rest of ‘things not to say…’ ), which I just shut out. And then I won’t worry more about them for now. One baby at a time.

Appointments done

So far we’ve done the nuchal scan, where they estimate the risk of Down’s syndrome. We got a very fine number – that is, a very low risk, and that was a relief. I wasn’t nervous as such, as the risk of Down’s is very low as it is. If the scan had shown otherwise, we’d have had to take it from there.

On Tuesday, we have the anomaly scan, where everything is checked through. Fingers, toes, kidneys, heart, etc. I’m actually not so anxious about it now. But perhaps I’ll be extraordinarily unfocussed on Tuesday morning.

Other than that, I’ve seen my midwife for the first time this past week – I think it’s very late. Especially for someone who’s been in treatment. Women, who are pregnant after fertility treatment face a higher risk of developing postnatal depression, lack of bonding with the baby, etc. We ought to be followed a tad closer, and not only talk to a midwife when we’re halfway through. They can see from my journal that we’re pregnant following treatment.

I’ve had one appointment with my normal GP (I was completely done in the fertility department in week 7), and I have two additional appointments with him – one of them I have to book soon as it should be in four weeks’ time.

And then I’ve bought a long Saturday with Adam at Smertefri Fødsel (painless birth). And pencilled dates into my calendar for birth preparation. I want to prepare – being an A+ kind of girl and all, haha! But just as much because I really want to give birth at home, if possible. I’ll write more about that on another occasion.

Purchases for baby

We haven’t really bought anything yet – besides a tiny bit of clothes if we (mostly I) have stumbled across something cute. But we’ve been testing strollers. Or, testing and testing – we’ve definitely been checking them out. We’ve decided to buy a Cybex – so many of you spoke well of it on story. Lots of ways to extend it without having to buy a new frame.

On the other hand, being this far along, I’m more inclined to looking for baby stuff and make choices, something that has definitely developed along with my own belief in the fact that he’s actually coming.’ Nesting mode is kicking in, and I want to be prepared – in order to not make any panic purchases we don’t really need, but also I don’t really know how I’m going to be feeling. My energy level is probably at its highest now, here in the second trimester, and I prefer due diligence.

I have a long list of nice to have and need to have, which I slowly tick off. It’s important to me that Adam and I together decide on the decoration of his room, which, by the way, needs a few layers of paint and a repair and a lot of love before we can move anything into it. We’re also only settling into our bedroom, which is still super undone. One thing at a time, as long as we’ve got plenty of time. And I really feel that we do.

What occupies me 

I’m thinking a lot about how to deal with maternity leave as a self-employed. There are no perfect solutions; I can’t just shut down the blog for a year. It would ruin everything I’ve built up, and as such I’m trying to find a solution that allows me to gear down for a while and concentrate on breastfeeding etc, but without neglecting the blog and you. There’s no genius solution, but we’re working together to find a solution.

For now, our plan is to take the first month together – two weeks’ holiday to Adam on top of the two weeks he’ll get if he can. After that, I’ll take two months alone, maybe three, where I try to have everything planned and think in easy solutions in terms of the blog, and then Adam will take 32 weeks of paternity leave from January to August 2019.

But I can tell more about that when we’re further along in our planning.

What we talk about

We actually talk quite a bit about the extent to which we want him to appear on social media. It takes up a lot of space with both of us. As for now, I don’t really want for him to be part of the commercial aspect of the blog – not with photos, at least. I don’t want him to make me money. Even if I do want to make collaborations in a more family-oriented direction, I just don’t want to use him as a model as such, at least not according to how I feel right now. I also don’t want him to be super accustomed to a camera and a little poser, who’s ready with a toothpaste-smile as soon as we reach for our phones. We talk a lot about child stars and how being pushed towards an audience through film and modelling has affected them, etc. And whether using them on instagram does the same… We don’t want him to grow up super self-conscious of his actions and appearance. Social media can be superficial.

I’m not judging what others do, but I think it’s important to discuss what you wish to do. So, that’s what we’re doing. Maybe I’ve got enough thoughts about this to discuss it in-depth in a separate post sometime. But right now we’re just discussing back and forth, without having made a final decision. Perhaps it will turn out to be impossible to hold back with pictures of your kid once it’s here because you’re so infatuated. As such, these thoughts are unaffected by our pride as parents, haha….

Besides, I don’t really want to move away from fashion/lifestyle and towards a mummy universe, to it’s totally fine if he doesn’t get a decided physical role in this universe, as it were. I actually think that MM does it really well – the kids are a part of her and her stories, but they don’t have to appear in each photograph. 

 

104 kommentarer
  1. Jeg bliver faktisk helt glad når jeg læser at du ikke vil inkludere ham og bruge ham i kommercielt øjemed på bloggen. Voksnes brug af deres børn på de sociale medier er noget der optager mig en del, og jeg vil gerne sige at jeg ikke er tilhænger. Jeg er derfor heller ikke fan når bloggere bliver mødre og deres børn så begynder at indgå som en naturlig og selvfølgelig del af deres blog. Desværre synes jeg det sker hele tiden og ofte virker det meget ukritisk (eller de inkluderer i hvert fald ikke læseren i deres tanker omkring det). Jeg synes faktisk ikke at man som forælder kan være det bekendt over for sit barn, som jo også bliver større. Og jeg synes det er meget tankevækkende at mange kendte gør rigtig meget for at holde deres børn ude af offentlighedens søgelys, mens mange bloggere gør det helt modsatte og til med (mis)bruger børnene i kommercielt øjemed. Så det kunne bestemt være spændende at læse jeres tanker og overvejelser.

    1. Jeg har det helt på samme måde, det er så skønt at læse.
      Tænk bare på, hvor selvbevidste rigtig mange voksne mennesker er i dag, og hvor meget det (efter min mening) går ud over det sociale, det at være til stede i et rum. Det kan man have mange forskellige holdninger til, men jeg bliver så ked af det, når det for forældre virker som det mest naturlige at dele deres børn på de sociale medier. Spørger du mig, skal de helt selv have lov til at vælge til og fra, når de er gamle nok til det!

      Rigtig fine refleksioner.

    2. Jeg synes faktisk ikke, det er en ‘bloggerting’. Der er mange; Pelle Hvenegaard, Uffe Holm osv. som bruger deres børn enormt meget. Eller bruger og bruger – det lyder jo også enormt negativt. Jeg tænker, at de til en vis grad også gør, nok måske allermest, fordi de er super stolte af deres lækre børn og vil vise dem frem.
      Og det er også det jeg tænker. på – jeg ved jo ikke helt, hvordan det faktisk er at få dem og være ved at revne af stolthed og have lyst til at vise frem…
      Jeg er også af den tanke, at det er en mavefornemmelsesting, at få ham ud i verdenen og så også mærke efter. Men klart ved at have tænkt sig om inden. Ja jeg er ikke helt færdigtænkt i hovedet, hehe… Men som vi har det nu, så har vi i hvert fald tænkt os at ‘dosere ham’ meget bevidst.

      Men derudover tænker jeg også, at det er noget andet om ti år – vores børn i dag, det bliver naturligt for dem at være på sociale medier. At der er billeder af dem. Det er også lidt vores egen forskrækkelse over tiden, som er værd at tage med, men måske også en anelse forstokket i forhold til fremtiden. Jamen det kører alt sammen rundt, hehe.. KH

      1. Jeg mener bestemt heller ikke, at det er en bloggerting – rigtig mange gør det. Jeg synes ikke, det er forstokket. Jeg bliver nødt til også at vende det om og tænke på, hvis det var mig selv, der var blevet delt billeder af på sociale medier – og det havde gjort mig rigtig ked af det, også selvom tiden ændrer på de ting. For selvom mange i min omgangskreds glædeligt deler ud af alting, så er der bare stadig mennesker, som gerne vil have valget selv – også som voksen. Men børn kan ikke selv sige fra.

        Men jeg er helt med på dine overvejelser, du er jo vant til at leve i og med det på en helt anden måde end jeg. For mig går grænsen bare ved egne børn, men selvfølgelig handler det om mavefornemmelse hos den enkelte!

        KH

        1. Og selvfølgelig kan man aldrig præcist vide, hvordan man “ville have haft det”, men jeg har en ret klar fornemmelse. Mine to fætre på 18 år er f.eks. ret kede af, at deres forældre har delt så meget af dem, netop fordi de ikke har haft valget selv, og fordi de ikke kan finde sig hjemme i de der “glansbilleder”.. Og vi minder meget om hinanden med sådan noget, men selvfølgelig er det mega individuelt!

        2. Præcis. Børn kan ikke selv sige fra. Og når de er gamle nok til at gøre det, så er skaden jo sket og den er svær at rette op på. For så ligger der billeder og måske en masse tekst fra de sidst 10-15 år, og folk har læst og fulgt med i ens liv uden at det var ens eget valg. Jeg synes det er super ærgerligt at man skal kaldes forstokket fordi man gerne vil værne om barnets ret til selv at tage det valg!

          Og nej, det er bestemt ikke kun en bloggerting :). Men det var lige den kontekst jeg skrev svaret i. Jeg synes heller ikke det gør den store forskel, det bliver ikke bedre af at mange andre også gør det.

      2. Selvfølgelig er der også kendte menneske der bruger deres børn, det er ikke kun bloggere. Der er jo også mange bloggere der ikke viser deres børn frem. Den med at det er naturligt at være på de sociale medier og at det bare er mig (og andre der har det som mig) der er forstokkede og forskrækkede over tiden synes jeg ikke holder vand. For det er jo slet ikke det det drejer sig om – i hvert fald ikke for mig. For mig drejer det sig om at børnene ikke bliver givet et valg. Forældre ligger i hobetal af billeder ud og der bliver skrevet om børnene. Nogle vælger også at skrive om nogle meget private ting. Jeg synes det er meget ærgerligt at man skal kaldes forstokket fordi man værner lidt om at børn også har ret til et privatliv og at hele deres liv ikke skal deles med omverdenen (og jeg ved godt det ikke er HELE deres liv der bliver delt, men det virker ofte sådan når der f.eks. bliver skrevet om børnenes problemer i skolen osv.).

        Og selvfølgelig er man stolt og vil gerne vise sit barn frem. Jeg er også selv mor, så jeg kender godt den følelse. Men retfærdiggører den massevis af billeder og at børnenes liv bliver delt med alt og alle? Det synes jeg egentlig ikke det gør, og det virker lidt som om man tænker mere på sig selv og øjeblikket end man tænker på barnet.

        1. I øvrigt så tror jeg ikke det med at man vil være the odd one out hvis ikke ens forældre har delt diverse ting om én på nettet holder helt stik. Jeg kan at min omgangskreds (akademikere i start-30’erne i København) stort set holder billeder af deres små væk fra de sociale medier. Nogle lægger et enkelt billede op i ny og næ, men det mest normale er at ens småbørn ikke optræder på de sociale medier. Så jeg tror bestemt også det har noget at sige hvilken omgangskreds man har :).

          1. Arh, kom til at trykke send for tidligt… Men var ved at skrive at jeg bestemt også tror at den omgangskreds og det job man har har betydning for hvordan man ser på bl.a. det at lægge sine børns lov ud på de sociale medier. Jeg kan sagtens forestille mig at lever man et liv hvor sociale medier, blogs osv. fylder meget og måske reelt ER ens job, og hvor ens kollegaer dagligt deler billede og historier af og om deres børn, jamen så er det jo den verden man lever i og man synes måske ikke det er så slemt og i øvrigt så gør alle andre det også. Mens i min brede omgangskreds, der er det for flertallet bare ikke noget man gør. Forældrene kan sagtens være aktive på de sociale medier, men man lægger ikke sine børn op på dem.

        2. Og så lige en allersidste ting, haha :D. De børn hvis liv er blevet lagt ud på de sociale medier, fortalt om på blogs osv. er jo først ved at blive rigtigt store nu. Så forfærdeligt mange år siden er det jo ikke siden at facebook og instagram ikke eksisterede, hvor blogs var noget lidt ukendt for mange osv. Så reelt så kender vi jo ikke konsekvensen endnu, jeg er dog ret sikker på at der nok skal være nogle der ikke syntes det var fedt at være blogindhold eller den daglige fb-opdatering.

          1. HOV! Lige for at cleare – jeg kalder ikke nogen forstokket. Bare så den lige er på det rene.

            Men jeg tænker over, om det er en gammeldags holdning eller ting i mig eller adam, som gør, jeg stopper op – fordi vores liv ikke har været lagt ud og det i lagt højere grad er fremtiden for mange børn.

            Som jeg også skriver i kommentarfeltet kender vi jo ikke konsekvensen endnu. Og her tænker jeg ikke så meget på, om de er delt – det synes jeg man kan gøre på mange fine måder og på sin vis er det også en kæmpe gave at have et skriv og hjørner af ens barndom på en blog (i den redigerede udgave osv. den nu kommer i). For mig er det mest af alt det her med at tage lade børn blive små modeller og super selvbevidste, som bekymrer mig.

            Bare lige for at cleare igen – jeg kalder ingen forstokkede men tænker selv over om det er en forstokket tanke. I mig, i adam osv.

  2. Tak for dit indlæg. Jeg ved, at det er helt vanvittigt, at jeg som læser har siddet og aldrig været i sekund i tvivl om, at det nok skulle lykkedes for jer. Der er jo ingen garanti. Kan du huske, at jeg engang skrev til dig, at når jeg læste dine indlæg omkring ikke at kunne blive gravid, så blev jeg fyldt med skam over, at jeg ikke havde det problem?
    Jeg kan fortælle dig, at jeg til gengæld fødte 7 uger før tid og havde en ødelagt moderkage. Jeg og min mand var igennem et helvede ude på Herlev.
    Så det korte og det lange er: der kan altid ske noget uventet , men min datter har klaret sig uden problemer, og jeg er meget taknemmelig selvom jeg også har været igennem et smertefuldt forløb.

    Jeg glæder mig virkelig meget til at følge dig under resten af graviditeten og se jeres indkøb. Går du din for genbrug til din søn? 🙂

    Kærligst Maja.

    1. Av for helvede Maja, det lyder som en vanvittig omgang med en masse antibiotika? Det er jo det – man aner ikke, hvad man får, og man kan umuligt være foreberedt på livets krumspring. Håber meget, at du er oven på og der ingen permanent skade er <3
      Ja på nogle ting går jeg ind for genbrug. Jeg har købt en gammel seng, har arvet en vugge. Generelt er mange børneværelsesting faktisk secondhand. Men jeg vil gerne købe en ny vogn - når man bor i københavn så bliver vognene simpelthen så slidte fordi man trasker så meget på gader og stræder - og bruger dem som indkøbsvogn, haha! Og det samme med autostol, hvor der også hele tiden udvikles. Så en fin blanding, der passer mig. KH

      1. Ikke antibiotika. Men flere dage med overvågning, ingen smertestillende, ingen mad og 4 uger på neonatalafdelingen med en lille frygt for, at der kunne ske noget. Jeg forstår godt din følelse i forhold til måske ikke at føle – at man bliver holdt nok øje med i forhold til dit forløb. Min næste graviditet bliver dog anderledes og 7-9-13 mindre smertefuld fysisk og psykisk. Bare dét i sig selv, at føde 7 uger før tid var et kæmpe chok. Det er først nu her 3 måneder efter snart, at jeg sådan helt i maven fatter, at jeg er mor og kan slappe af. Så selvom du har og er igennem et andet forløb kender jeg godt til frygten for at miste og mangle på kontrol. Men det er et vilkår, alle os forældre lever med.
        Tak fordi du skrevet hvorfor I vil have en helt ny barnevogn! Det giver faktisk god mening! Jeg har en brugt- men ja.. den holder måske heller ikke til nr 2? I så fald kan jeg selv blive helt rundtosset af alt det babyudstyr… min datter har arvet en masse tøj, men grundet varmen får hun kun brugt 10 procent af det hele i str 50?! Aarrh .. det er sgu ærgerligt!
        Jeg glæder mig til, at se hvilken I vælger i forhold til eksponeringen af jeres søn. Du har vist sat gang i en hæftig debat 😉

        1. Jeg tror nemlig også, det er en god investering, hvis man tænker flere. Og så er barnevognen også en af dem, der får lidt bræk og lidt bæ og sådan, haha! Den bliver jo bare mega brugt, så den er jeg glad for at købe fra ny 🙂
          Men ja, der er jo så meget gear! Man kan blive helt skør. Derfor prøver jeg også lige at få et overblik med en liste, så jeg kan prioritere lidt.
          Jeg har jo kun niecer omkring mig, så på tøjfronten er der ikke forfærdeligt meget at arve. Han kommer til at have masser af lyserødt, men jeg har ikke behov for at putte ham i kjoler og tyl to prove a point 😅 Det kan han selv tage på, hvis han føler for det. KH

  3. Dejligt indlæg!

    Har du lyst til at dele de pigenavne, I har haft i overvejelserne, nu hvor I ender med at skulle have en søn? Det ville jeg elske at læse, og jeg har en klar fornemmelse af, at I har god smag i navne 😉 Glæder mig til at følge med og til at “møde” ham.

    God søndag <3

    1. Uhh det bliver først på den anden side af alle børnene – det kunne jo tænkes, der kom en pige næste gang 😉 Men vi havde især ét pigenavn, som vi var ret lune på, som jeg tænker kommer i brug, hvis vi får en lille pige. GOD søndag <3 KH

  4. Tak for et spændende indlæg med mange gode overvejelser og refleksioner. Jeg har ikke børn og jeg er heller ikke gravid. Jeg er alligevel meget interesseret i også at høre om din graviditet, og er glad for at du vil dele. Så jeg vil meget gerne læse nogle updates engang imellem, og jeg glæder mig til at følge med.

    Du gør det godt!

    Kh.

  5. Jeg forstår godt, hvorfor du synes, det er sent at komme til jordemoder nu. Jeg har også været i fertilitetsbehandling et år, og jeg kan oplyse, at jeg var til første jordemoderkonsultation i uge 30. Sådan gør man på Hvidovre – også hvis man ringer grådkvalt og beklager sig. Der er no mercy. Ligesom der heller ikke er noget fødselsforberedelse udover et info-møde på et par timer. Suk. Så vi har både købt fertilitetsbehandling, jordemoderkonsultationer og fødselsforberedelse i det private. Og et hav af ekstra scanninger, som man jo gør, når man er blevet gravid på den måde og enormt bange hele tiden. Så jeg forstår dig så godt.

    Og igen: Kæmpe tillykke med din graviditet. Det er simpelthen så enormt dejligt.
    Knus fra Anne (uge 35 og snart mor til en lille dreng)

    1. Av det var godt nok sent. Det synes jeg altså er rigtig trist. Jeg ved godt, systemet er presset, men jeg tror, man kunne undgå nogle eftervirkninger, hvis man tog hånd om de sårbare i opløbet.
      og hvor er det spændende Anne, så er det snaaaart! Højt hurra for jer <3 lidt på forskud! KH

  6. Sikke et fint indlæg og en fin mave <3 Det undrer mig dog, at du først har været til jordemoder nu. Jeg var til den første i uge 12 eller 13 – og det er vist ret almindeligt, ifølge min app. Kan de have glemt at indkalde dig, for andet besøg skal ligge omkring uge 21?

    1. Det er meget almindeligt, desværre. På Hvidovre kommer man først til jordermoder omkring uge 29. Det er blevet sparet væk, da de har måtte prioritere deres tid. (Og de er bestemt heller ikke glade for det selv!)

      1. Min app sagde også omkring uge 15 – sundhedsstyrelsens app, hvilket er lidt pudsigt, nu det er en app fra det offentlige. Jeg tror egentlig ikke, de havde glemt mig, for jeg har ringet og spurgt ind til det. Koutumen hos dem er omkring uge 20 på Herlev. KH

    2. I Region H er der ikke besøg så tidligt i graviditeten som du har været: :). Jeg var afsted første gang i uge 21 for to år siden, i dag ligger det på fx Hvidovre omkring uge 30.

    3. Altså jeg er selv gravid i uge 19 lige nu og er tilknyttet Rigshospitalet – så man skulle da tro, at det var det samme. Underligt!

  7. Kære Cathrine
    Sikken et fint og velreflekteret indlæg!
    Jeg havde også svært ved at indse, at min krop havde brug for ekstra pauser især i starten af min graviditet, så nu prøver jeg at være god til at tage hensyn til mine gravide veninder. Jeg synes folk omkring mig var søde til at tage hensyn langt før jeg selv havde indset at det var en god ide. Så det er rigtig godt, at du tager dig tid til middagslur og afslapning! Det har været spændende at følge din blog, fordi der har været mange gode indlæg (ikke bare mange indlæg) og der er sket så meget det sidste stykke tid, men jeg er sikker på du nok skal klare dig fint og beholde dine læsere, selvom du kører med et lavere blus efter du har født.
    Tillykke med alt det nye!

    1. Hvor er du god Lærke – det er også det, man lærer så meget også for eftertiden. Hvad der ikke rart, hvad man ikke orker at høre på osv. Meget lærerigt – sådan er livet heldigvis <3
      Og tak for de søde ord, jeg prøver at finde en rytme og et tempo, hvor jeg kan være med og hvor I også føler jer med <3 KH

  8. Jeg synes, at SneglCilles barsel med ugentlige (var det vist) gæsteindlæg med tanker om det at være mor (var det vist) fungerede ret godt.. Temaet kan jo sagtens være et andet, men så er der måske mindre pres på at skulle levere helt så meget (selvom dét selvfølgelig skal forberedes, men det kan jo laves pre-rockpaperbaby 😊), og muliggøre at du bare kan skrive indlæg mere drypvis.. Jeg håber i hvert fald at du finder en god løsning for dig og din familie (og økonomi) 🙂

    Derudover var det et fedt indlæg med en masse gode tanker! Næsten for mange til ét indlæg! 😉😅
    Ift jordemor-besøg, så er alt sundhedsfagligt personale jo også selv trætte af det, og jeg fik af flere at vide, at de forventede at det snart blev ændret fordi det var så uholdbart.. Til gengæld var jeg overrasket over at blive spurgt flere gange om vi havde fået hjælp – med undskyldningen, at de jo ikke vidste om vi havde brugt private klinikker.. Nej, nej, men når så der er spurgt bliver det vel noteret i journalen? Åbenbart ikke.. Stenet 🙂

    1. Jeg er også ude i en afart af lignende. Måske ikke kun fødselsindlæg men generelt nogle gæsteindlæg, der kan hjælpe mig i overgangen omkring min fødsel – som er fine interessante indlæg for alle. Ikke kun gravide <3

      Det er bare så synd - også for personalet, for det er jo ikke dem, der styrer den slags. Jeg er sikker på, at de gerne så os oftere, hvis de kunne. KH

  9. Jeg troede egentlig at man kunne få hjælp til fertilitetsbehandling hvis man er ufrilligt barnløs. Kunne i ikke få hjælp til det, siden det har kostet jer så meget? Kunne være spændende at læse lidt om hvad jeres oplevelser har været med hjælp fra det offentlige vs. Egen betaling/valg af det private.

  10. Et rigtig spændene indlæg med fine tanker og refleksioner – jeg nyder at læse om det, selvom jeg selv (langtfra) er gravid! 🙂

    Jeg håber, at du finder en løsning mht. barsel, så du kan nyde tiden med jeres lille mand, og så vil jeg lige sige, at det er fedt at læse, at Adam tager 32 uger. Hvor bliver det dejligt for ham og jer, er jeg overbevist om 😀

    Jeg vil også godt knytte en kommentar til det, med de sociale medier. Som nysgerrig læser håber jeg, at vi får et glimt af ham i ny og næ 😉 Men jeg synes også det er rart at læse, at I har gjort jer nogle tanker om hvor meget og om han skal fylde på eks. instagram, og jeg synes også det er godt at høre på en eller anden måde at han ikke skal bruges kommercielt. Og så kan jeg også sagtens forstå hvis I gerne vil holde ham for jer selv!

    Jeg tror ikke jeg er helt enig i alt, du skriver – selvom jeg godt kan læse, at det bare er tanker og måske ikke egentlige holdninger 🙂 For jeg synes ikke, at man kan sidestille barnestjerner med folk, der har været eksponeret meget på instagram/blogs/facebook som børn, ligesom jeg heller ikke synes, at man nødvendigvis behøver at vokse op og blive enormt selvbevidst om sin ageren og udseende. Det handler jo også om, hvordan man tackler det som forældre, og især når børnene bliver teenagere lærer, at alt ikke er, som de(t) ser ud på sociale medier.

    Og så synes jeg, der er mange måder at gøre det på. Der er flere, der viser enkelte glimt af deres børn i ny og næ, både bagfra og forfra, og det synes jeg er en fin måde at gøre det på. Personligt synes jeg det bliver meget opstillet, når man begynder at sætte ikoner foran børnenes hoveder for at skjule dem etc. Så synes jeg måske det er bedre slet ikke at vise billeder? For det er jo selvfølgelig forældrenes valg om der skal vises billeder eller ej <3 Jeg synes bare der er …. i mangel af bedre ord …. 'elegante' og knap så elegante måder at gøre det på.

    Det blev lige en længere smøre, men jeg havde flere tanker, jeg gerne ville have med 😉

    1. Jeg tror faktisk ikke helt, vi har haft sociale medier længe nok til at kunne forestille os de efterveer der er ved at promovere børn på sociale medier.
      Nu tænker jeg ikke på, at du og jeg lægger et billede op af vores barn med en is i hånden en sommerdag. Men mere børn der bliver brugt som “talsbørn” for brands i en eller anden rækkevidde. Det er klart – det er nogle andre efterveer for det barn. Men hvad med når de bliver for store og ikke længere er “nuttede” til instagram? Kommer de til at kunne mærke det som et knæk i selvtilliden? A la børnestjerners fald? Jeg tænker på de der bruger deres børn på store instagramprofiler. Og altså, jeg ved ikke noget, jeg tænker bare. Det er totalt det stadie vi begge to er.
      Og så tror jeg også, at sociale medier/de mange billeder osv. det ændrer noget omkring ageren og selvbevidsthed osv. Jeg kan jo bare se det på mine niecer, hvordan de poser og beder om at få taget billeder, selv om den ældste er syv. Hvad konsekvensen bliver på den lange bane, tror jeg, e

      Der lægger helt sikkert et ansvar, som ikke før har påhvilet forældre – at lære sit barn om sociale medier, spillereglerne osv. osv. Også mega spændende i øvrigt.

      Fedt at få dit input – vi er stadig igang med at formulere vores, så meget spændende at få flere tanker med : D KH

      1. Hej igen,

        Fint lige at få det uddybet, og for mig at se, er der – som du selv siger – også en forskel. Altså jeg tror du har ret i, at bliver børnene pludselig kommercielle og bruges som små reklamesøjler, så kan man godt risikere nogle ‘efterveer’.
        Nu følger jeg flere store blogs, der har fået børn, eksempelvis Acie, Trine (fra Trines Wardrobe) og Christina Dueholm, som du jo nok også gør, og jeg tror faktisk ikke, at deres børn vokser op og pludselig ikke føler sig nuttede nok eller gode nok – fordi de kommer mindre på de sociale medier. Men igen – man ved det ikke, og det er jo også med at gøre, hvad man selv føler er bedst for sine egne børn 🙂

        Jeg tror dog også, at det har noget at sige, at rigtig mange

        1. Hov, fik lige trykket send for tidligt 🙈

          … Jeg tror dog også, at det har noget at sige, at rigtig mange børn i dag vokser op med sociale medier – det gjorde du ikke, jeg gjorde det i nogen grad (er 22). Det tror jeg også kommer til at have noget at sige. Jeg tror ikke nødvendigvis, at man bliver ‘the odd one out’, hvis ens forældre ikke er gået amok på insta da man var lille, men jeg tror, at der er noget, der kommer til at ændre sig der – men igen, jeg ved det ikke 🙂

          Og så vil jeg lige knytte noget til din sidste del, omkring det med de sociale medier ændrer børnenes ageren og selvbevidsthed. For jeg er af den opfattelse, at det ikke skyldes de sociale medier (jeg tror ikke mange børn er klar over, hvad det betyder, at blive delt på de sociale medier, så jeg tror ikke, de agerer efter det), men simpelthen at forældre i dag tager billeder af deres børn h.e.l.e. t.id.e.n i alle mulige og umulige situationer 🙂 Det kan jeg jo se i min omgangskreds, og jeg tror, det gør sig gældende for mange, at man fotograferer i et helt andet omfang i dag end før. Og det er jo langt fra alt, der kommer på instagram – mange af mine venner bruger det slet ikke, men fotograferer deres unger konstant 😅 Så jeg tror mere det skyldes, at børn bliver så vant til at blive fotograferet, end at det nødvendigvis skyldes sociale medier 🙂

          1. Det er jo bare så interessant! For vi ved jo ikke helt konsekvenserne endnu.
            Og så tror jeg helt sikkert at det, at vi fotograferer vores børn så heftigt – fordi det er digitalt og derfor “gratis” modsat dengang vi kørte med filmruller og man tænkte økonomisk, det er med til den der bevidstliggørelse i høj grad.
            Meget meget spændende! KH

          2. Meget spændende!

            P.s. Du bliver (af en enkelt, sur mokke :)) længere nede beskyldt for at ‘hakke’ ned på dine kollegaer med børn og sige, deres valg er forkerte, og jeg vil bare sige, at sådan opfattede jeg det slet ikke. Nærmere som tanker og refleksioner, som dig og Adam jo klart har, nu I bringer et liv til verden 🙂

          3. TAK Emma, det var præcis sådan ment – jeg har fantastiske kolleger, der er dygtige til deres job, som samtidig er gode veninder, der er vidunderlige mødre. Det er sundt at reflektere ligegyldigt den sandhed, man selv kommer frem til <3 KH

  11. Dejligt at du deler dine tanker om at være gravid. Jeg blev selv mor for 11 uger siden og synes, det er vildt hyggeligt at læse med her 🙂 Det er jo fantastisk, hvad kroppen kan, men det kan dælme også være træls og underligt, når ændringerne sker så voldsomt og hurtigt, at hovedet ikke helt når at følge med. Jeg vejede ca det samme som dig, inden jeg blev gravid, og jeg var faktisk ret skræmt over, hvor hurtigt jeg tog på. Jeg var bange for at “få skæld ud” af læge og jordmoder, fordi det gik så hurtigt, ha ha. Men kroppen er jo klog og laver bare lynhurtigt de fedtdepoter, som baby har brug for (heldigvis da!). Endte med at tage ca 20 kg på, og her 11 uger efter fødslen er de altså stort set væk igen takket være amning og barnevognsture.. Bare lige for at berolige andre i samme situation 😉 Men altså, bare NYD at være gravid, som det bestemt også lader til at du gør!

    1. Jo lavere BMI man har før graviditet, jo mere forventes man også at tage på, så det tager jeg ganske stille og roligt. Og kæmpe kæmpe til lykke Nina. Sikke en omvæltning! KH

  12. Jeg fødte selv hjemme på Vesterbro for 5 måneder siden (også førstegangsfødende) – det var virkelig en fed oplevelse, og jeg kan kun anbefale det 🙂 Men jeg ( og min mand) kunne ikke havde gjort det uden forberedelsen hos Tina fra http://mamaprofylax.dk. Vi havde to private sessioner hos hende, og hun hjalp os virkelig med at forventingsafstemme og tale hele fødslen igennem (foruden vejrtrækningsøvelser osv.)
    Min mand var en kæmpe vinder under hele fødslen og vi havde verdens bedste oplevelse. Så hvis Frederiksberg kommune har sparret lige så meget Københavns på fødselsforberedelse er Tina og mamaprofylax virkelig hver en øre værd!

    1. Ej hvor er det fedt at høre Cecilie! Hvor er det godt at høre. Var hun med som ndula eller havde du en jordemoder fra det offentlige tilstede?
      Man får 3 x 1,5-2 timers auditorieundervisning omkring fødselsforberedelse og det virker ærligt talt ikke så givende. Men så er der jo heldigvis alternativer. KH

      1. Ingen doula – og efter min mening ville det også have været unødvendigt (og jeg tror også at min mand ville have følt sig overflødig). Det var en jordemoder fra det offentlige, min mand og jeg – helt simpelt og lige som det skulle være.
        Min mand var lidt skeptisk ift. hjemmefødsel til at starte med. Men efter en masse statistiklæsning blev han omvendt – og jeg tror næsten han havde en vildere oplevelse end mig 🙂
        Go for it 😉

  13. Du bliver så glad for smertefri fødsel. Jeg fødte for første gang for 5 måneder siden, og kan med hånden på hjertet sige, at jeg mediterede mig igennem fødslen og at det ikke gjorde ondt.

    1. Du er viiiild Sarah! Pisse fedt at høre. Jeg er også meget spændt – alle taler om det. Og det er jo lidt af en udskrivning, så har også høje forventninger, haha! Vi ser ad! KH

  14. Jeg kan så godt følge dig ifht at ville holde ham lidt ude fra bloggen. Herhjemme har vi valgt, at vores børn figurerer minimalt på sociale medier – især i fht. billeder og navne. Vi har fået flere kommentarer om, at vi er hysteriske med det, men vi synes jo egentlig bare vores børn selv skal have mulighed for at bestemme over deres online tilstedeværelse, når de bliver gamle nok.
    Vi har en Cybex Priam og en Cybex Balios og kan kun anbefale dem! Det er lækre, praktiske vogne, hver en krone værd!
    Hvad gør du dig egentlig af tanker omkring det med at det kan blive hårdt, når han er ankommet? Vi har haft meget nemt ved at få vores børn, og både graviditeter og fødsler har været ren fornøjelse, men de har haft kolik. Jeg har virkeligt skullet tvinge mig selv til at føle mig taknemmelig de første par måneder af deres liv, især med nummer to. Jeg var (og er) jo uendeligt taknemmelig over at have fået raske, glade børn, men der har også været dage som bare skulle overleves, og jeg har følt mig meget skyldig over at have det sådan. Hvis sådan noget kommer efter et behandlingsforløb kunne jeg forestille mig, at det kan give endnu mere komplicerede følelser?
    Og til allersidst: Gud, hvor er du smuk! Du stråler jo!

    1. Jeg tror ikke, jeg kommer til at stå ligeså skarpt – selv om jeg har fuld respekt for jer!
      Jeg er ikke helt selv færdig med at tænke, ej Adam heller. Jeg tror nemlig også, at der er en forandring i samfundet og for børn, hvor de kan blive the odd ones out, hvis der ingen billeder er nogen vegne af dem. Ligesom hvis man ikke har et eneste skolefoto i hjemmet. De bliver ikke sære eller mere udstillede end andre ved at være på.
      For mig tror jeg det handler om alt med måde. Men altså jeg er slet ikke færdig med at tænke, og jeg tror også, det bliver noget med at prøve os frem, mærke efter i maven. Jeg synes faktisk at den fornemmeelse har tjent mig godt gennem tiden – når jeg lige har lyttet efter 😉
      Mega fedt at høre med Cybex, de har virkelig også fået så mange gode ord med. Den tror jeg, vi bliver mega glade for.

      Den sidste del tænker jeg, at jeg ikke rigtig kan forberede mig på. Der kan jo være alt muligt og ingenting med de små; maveproblemer, kolik, reflux osv. Og de kan være helt igennem gennemsnitlige og nemme. Så det må vi tage, når han kommer <3
      Og tak <3 KH

      1. Sjovt, jeg har også tænkt på, om min søn vil blive ‘the odd one out’, hvis der ingen billeder er ham.. ‘Var I ikke stolte af mig, mor..’. Så vi doserer det også, og prøver så vidt som muligt aldrig at lade ham være alene på billedet – man kan altid se en af os 🙂 Også ift misbrug af billedet.

        1. God pointe L, det med at være på billedet. Det er faktisk også, der er lidt skræmmende. Hvordan man jo ikke længere ejer sit billede, når man deler det… Fint nok med mig – men ikke mit lille barn… Der er så mange tanker i det. KH

  15. Som en meget trofast læser, så håber jeg selvfølgelig, at vi får lov til at se den lækre lille dreng med Adams krøller 😉 Men jeg forstår virkelig også godt dine tanker – og synes det er så godt, at I faktisk tager snakken derhjemme. Jeg vil nok hoppe oppe indlæg, der er kommercielle på dit barns vegne 🙄 Det siger mig virkelig ingenting.. Jeg vil elske at høre historier fra jeres hverdag, om hans udvikling, de små sjove ting han gør osv., men jeg er meget enig i dine betragtninger med at de små ikke skal være reklamesøjler ☺️ Og ja, MM fra Twinpeaks er et rigtig godt eksempel, hvor børnene er en vildt hyggelig del af bloggen, uden de er der kommercielt ❤️ Jeg elsker f.eks. når hun poster små guldkorn fra børnene – hold nu kæft børn er sjove altså! Så håber du vil dele lidt af jeres nye liv uden han nødvendigvis bliver en omvandrende reklamesøjle 😍

    1. Haha, jeg kommer helt sikkert også til at vise ham frem, stolt. Men det er vigtigt tænker jeg – både qua mit arbejde men egentlig for os alle – at tage stilling til, hvor meget vi deler. Som jeg også skriver ovenfor. Vi ejer jo ikke længere vores billeder, når de bliver lagt ud. Eller jo sådan juridisk billedrettighedsmæssigt. Men såvidt jeg forstår, så bliver de også instagram/FB’s ejendom. Det er lidt skræmmende…
      Det er også det, jeg tænker, jeg sagtens kan dele historier omkring ham, som Sneglen gør så fint, som MM før så fint. Det er også en gave at give sine børn at have alle de skriv over deres barndom. Men som med MM behøver de jo ikke figurere med ansigt. KJ

  16. Hurra for hjemmefødsel! Synes det er sindssygt fedt at du sætter dig ind i tingene og ikke bare glider med strømmen, som mange gør, især med første barn. Håber du bevarer den tilgang til det, når du når til mødet med sundhedsplejersken. Der er det, om på noget tidspunkt, vigtigt at bevare en sund skepsis, der er alt for mange kasser og måder tingene burde være på….
    Håber den sidste halvdel af graviditeten går lige så godt som den første!
    Og hold op en fin mave du sporter!

    1. Som jeg kan forstå så er det egentlig ikke normalen i resten Europa at man føder på hospital så meget som det er herhjemme. Her er det jo standarden. Så derfor føles det også lidt spændende at gå en anden vej, men det føles helt rigtigt og har egentlig gjort det fra start. Så jeg håber at kunne holde fast men er med på, at der kan tilstede komplikationer, som gør at hospitalet er den eneste mulighed. Det tager vi henad vejen 🙂 KH

  17. Uh, jeg glæder mig til, at jeg (både fysisk, men især mentalt) når dertil, hvor du er nu.

    Jeg er i 16. uge og er stadig pissefucking bange. Ikke hele tiden som jeg var de første 12-13 uger, men det kan desværre stadig ramme mig som lyn fra en klar himmel. Er SÅ misundelige på folk, der er blevet almindeligt gravide og ikke har prøvet at miste. Jeg vil også bare glæde mig, ligesom de gør i 16. uge!

    Lige nu ser jeg sådan frem til at mærke liv. Jeg så ham senest til kønsscanning for to uger siden og nu er jeg selvfølgelig totalt overbevist om, at det ikke længere er godt derinde. På trods af at maven vokser stødt. Pga. behandling er jeg blevet scannet fire gange so far, men en del af mig har alligevel lidt lyst til snart at se til ham derinde igen. En anden del af mig synes det er tosset og tænker at jeg aldrig kommer til at stole på at det går fint, hvis jeg bliver scannet hver og hver anden uge. Hvor mange gange har du været til scanning efter NF?

    Ps. Jeg gik forbi med min hund og så dig til havefest i min gård i går. Du og din mave er så smuk 🙂

    Pps. Jeg har også ønsket at føde hjemme (er det mon en post-behandlings-ting, at man ønsker den del mere personlig og mindre klinisk?).

    1. Du lyder helt som mig!
      Vi er bare lidt mere udsatte, hvorfor jeg også synes, de burde følge os en my tættere. Siden NF har jeg været til én scanning, omkring uge 15. Men altså før NF – jeg tror jeg var til 3-4 scanninger. SÅ meget angst. Og det kommer også stadig i ny og næ – som i morges, hvor det slog mig, at jeg ikke syntes at have mærket ham i en lille dags tid. Men altså, så var han der igen til eftermiddag… Der kommer mere og mere ro på, tænker jeg, også for dig VV <3
      Og virkelig spændende tanke med post-.behandlingen. Jeg har egentlig altid overvejet det - også før behandling. Men det blev kun bekræftet ved at høre til på Herlev, som jeg har nogle kedelige oplevelser med (i behandlingsregie - min GUL fx).
      Ønsker dig den dejligste tid og at du får lidt mere ro på - det vil jeg næsten garantere dig, når du mærker den lille . KH

      1. Jeg føler virkelig også, at det nærmest er mig selv, der skriver, når jeg læser alle dine indlæg… Især det indlæg med at være bange for at sige det højt til verden. Selvom man er ovre NF-milepælen. Jeg har først sagt det på mit arbejde forleden, hvor jeg var 15+3. Og jeg kunne stadig ikke helt mønstre den samme glæde, som jeg blev mødt med. Fakede sgu’ ekstasen lidt, må jeg indrømme. Nå, det kommer nok lige så stille snigende. Hver dag uden tab er jo en lille sejr i sig selv 💪🏼

        16+0 i morgen. Så sagde vi, at han gerne snart måtte give “lyd” fra sig derinde, så hans mor fik lidt mere ro i maven.

        Det bliver forresten så spændende at høre, hvilket navn I har valgt. Eftersom vi er ren copy/paste, er jeg overbevist om, at det er det samme som min lille dreng i maven 🙂

        Kender du forresten yojo på Frederiksberg? Det regner jeg med at tilmelde mig til efteråret (og så nupper jeg nok også et lille hjemmestudie i smertefri fødsel oveni). Det fede ved yojo er, at det er 6 gange med 90 minutters gravidyoga, og hver anden gang kommer der så en jordemoder efter yogatimen og snakker fødselsforberedelse osv. Og så er de kæmpe fortalere for hjemmefødsler, så der er nok også nogle tips at hente der. Efter fødslen kan man fortsætte på et efterfødsels-yogahold med de samme mødre og babyer. Jeg synes det lyder topgodt og har fået det anbefalet af flere allerede 🙂 Så hermed givet videre, du er jo også en yoga-type.

  18. KAPOW ADAM!!! 32 ugers barsel! Det er så sejt og stærkt og fandme en rigtig mand, du har dig dér! Tillykke til jer begge (og baby) med den beslutning. Jeg hørte en fremtidsforsker udtale, at de mænd der i dag tager lang barsel får et så stærkt “brand” at det bliver en karrierefordel, og om 20 år vil man se tilbage på dem som progressive frontløbere. Min mand har også taget rigtig lang barsel. Det er fantastisk. Vil i uddybe (måske Adam selv) hvorfor han/I har valgt sådan?

    1. Ja det er så mega dejligt! Og noget der glæder mit kvinde- og morhjerte helt vildt. Havde jeg kunne få barsel som lønmodtager var det måske ikke blevet så meget, men nu tager vi alt, hvad vi kan få. Selv om det bliver stramt.
      Jeg skal prøve at høre ham ad – altså det kommer helt klart af at jeg er selvstændig og intet får. Så derfor tager han, hvad han kan for få det hele til at hænge sammen <3 KH

  19. Så fint en Update.
    Kan genkende mange af de ting du skriver, efter godt to års behandling og en missed abortion, er jeg nu gravid i uge 17. SÅ glad og spændt. Al nervøsiteten er ved at lægge sig, og det giver så
    Meget ro at turde tro på det. At vi i går så, at det er en lille dreng, gør det endnu mere virkeligt.
    Jeg kan SÅ meget genkende ‘ja næste gang ved kroppen jo hvad den skal, så blir det meget nemmere’. Eller ‘Wow er du sikker på der ikke er to – du er da MEGET stor’ – når man egentlig bare er glad over at bulen viser sig (hjulpet lidt på vej af overstimulering). Glæder mig til fortsat at følge jer, med eller uden billede på den lille. Jeg forstår så godt tankerne, men VED bare at jeg selv kommer til at vise min frem, når han endelig rammer verden 🙂

    1. Ps. Forresten er min første jordemoder konsultation også først i uge 22… og misdannelsesscanningen i uge 23.
      Og jeg bor i en anden region! Helt vanvittigt.

      1. Ejjj SÅ dejligt C! Det er bare kæmpe stort. Stort, stort til lykke!
        Jeg syntes også, det gjorde en forskel at se en lille dreng, Jeg mener, nu er det jo en lille baby – og den slags går jo ikke bare i stykker som den der unavngivne lille klump X kunne gøre. Så rart! KH

  20. Jeg synes emnet med børn og sociale medier er så spændende! I vores egen omgangskreds er der så mange måder at gøre det på, fra slet ingen billeder til mange mange billeder.. Vi talte meget om det inden ankomsten af vores børn og blev enige om at som udgangspunkt er det kun os forældre der deler billeder og det er altid billeder der er søde og sobre, noget man ville have stående på kaminhylden uden at børnene ville blive pinligt berørte af at have venner med hjem. Derfor ingen bare numser, blerøve, gråd eller pinlige anekdoter tilknyttet også er der ikke mange billeder.

    1. Jaaa så fin pointe Malene – det er også min tanke. At dele billeder hvor man ikke kompromitterer dem på nogen måde. Ikke noget med at hænge dem ud i sære situationer. Dem kan vi sende til hinanden på sms, hehe… Og så tror jeg faktisk også, vi vil frasige os bedsteforældre, der deler. Så vi har en eller anden føling med, hvor de figurerer og hvordan de figurerer. God tanke! KH

      1. Som ekstranote kan nævnes at vi har oprettet et icloud fotodelingsalbum, så bedsteforædlrene både kan få masser af billeder og de kan dele med os, uden at det skal ud på det sociale medier.

  21. Fik lige lyst til at sende dig en kommentar med henblik på det du skriver med folks bemærkninger om alt det negative ved at sætte en lille i verden. Det har nemlig også slået mig, hvor irriterende det er gentagne gange at høre, hvor dyrt det er, hvor lidt søvn man får, at man aldrig har tid til sig selv igen osv. osv..så snart folk begynder at åbne munden ved man allerede, hvad de har tænkt sige at sige.
    Der er også meget fokus på, at man næsten kan købe alting brugt og spare hundredvis af kroner, men på et tidspunkt blev jeg ramt af den følelse, at jeg egentlig ikke gider at tilbyde min kommende datter alle andres ‘efterladenskaber’ 🙄 Nogle ting giver ok mening at købe brugt, men lige nu har jeg selv en følelse af, at jeg har lyst til at bruge alle mine penge på det lille menneske, der kommer til verden en uges tid ☺️ Det er faktisk et tidpunkt i livet, hvor jeg netop gerne vil bruge nogle penge og er ligeglad med om det så er de sidste jeg har ☺️

    Jeg har også en kommentar til det med din vægt – jeg vejede omkring det samme som dig til at starte med (56 kg) og tog 4 kg på de første 7 uger. Dengang tænkte jeg ‘hold da op..hvis det går med denne fart, så bliver jeg da lidt af en flødebolle’ 😋 Men så stod vægten stille helt indtil omkring uge 21. Derfra er den så meget stødt og roligt gået opad – nu har jeg ramt 72 kg og jeg er i uge 39. Jeg har sådan set spist nogenlunde det samme som normalt de sidste mange uger (selvfølgelig bevæget mig lidt mindre), så kroppen tager det til sig, som den har brug for. Når man ligger i den lave ende af BMI-skalaen for normalvægtige, så lader det til, at kroppen i starten rager lidt flere kalorier til sig, så man har et ‘sundt udgangspunkt’. Jeg kender i hvert fald til folk, der ikke rigtig tager på i starten, fordi de har nok på sidebenene ☺️

    Lidt tanker her fra en kommende Mutti. Kan du ha’ en dejlig dag ☺️

  22. Cathrine, dine indlæg er så fine og de rør en gammel kone dybt 🌸 Du bliver en fantastisk mor
    Jeg har to smukke og skønne børn, som jeg er så taknemmelig.
    Jeg vil intet med dette indlæg ud over at udtrykke glæde for dig, jer og den lille ny

  23. Hvor ser du smuk ud, Cathrine <3 Den der blødhed/"rundhed", gravide får, er så fin 🙂 Sejt, at du har valgt at føde hjemme. Det glæder jeg mig til at høre mere om, hvis du deler om det 🙂 Jeg har også selv en drøm om at føde hjemme, men tænker, at det bliver med barn nummer to, hvis jeg er så heldig at få sådan et. Jeg tør alligevel ikke helt med mit første barn, som jeg har i maven nu (jeg er 25 uger). Jeg er nervøs for, hvordan jeg vil klare smerterne og det hele, og så virker hospitalet lidt mere trygt… Tror jeg… Jeg kan jo stadig nå at skifte mening, he he…
    Kh. 🙂

  24. ….og i øvrig til de der kommentarer om ingen søvn og bla bla…. Jeg tænker bare, ja, men det ER jo bare sådan, hvis man gerne vil have børn. Så må man tage det med. Man kommer (højst sandsynligt) til at få noget søvnunderskud, hvad enten man får børn som 22-årig eller 35-årig. Jeg gider ikke bekymre mig så meget om det. 😉

  25. Hvor ser du bare dejlig ud, der rører mig så dybt, at I er nået hertil.
    Jeg vil også bare give et indspark med ift. fødsel hjemme og smertefri fødsel. Det var den kombi, jeg brugte, og det er måske mit livs største og bedste oplevelse. Hvis du kan bære din nyfundne ro med over i fødslen, kan I begge få den stærkeste oplevelse! Er sikker på, det også kan lade sig gøre på hospitaler, men kan kun tale af erfaring på hjemmefødselsfronten.
    Så sejt, at Adam prioriterer barsel højt, der er I alle tre heldige <3 glæder mig så meget til at følge med i den dosis, I nu synes er passende. Kram.

  26. Hvor er det bare fantastisk at Adam tager 32 ugers barsel! Jeg sidder netop på psykologistudiet og er ved at skrive opgave om fordeling af barsel, og det varmer mit hjerte at høre, midt i meget ulige og deprimerende statistikker.

    1. Du må meget meget gerne dele lidt med os, Kat, hvis du må! Det kunne være virkelig interessant at få lidt fagligt input omkring barsel! Jeg glæder mig også meget over det! KH

      1. Ha, det er altid svært, når folk spørger hvad man egentligt finder ud af på studiet!

        Men altså, mange studier viser i hvert fald ret definitivt, at jo mere faderen er involveret i barnets liv, og jo tættere en tilknytning de har, jo bedre klarer barnet sig resten af livet, på stort set alle parametre (akademisk, interpersonelt, socialt mv.) Og den indsats “hænger ved” så at sige, fædre, der i høj grad var til stede da barnet var spæd, har også et tættere forhold med barnet resten af dets liv.
        Der ser også ud til at være en tendens til, at fædre der tager mere barsel, har en bedre emotionel forbindelse, tilknytning og generelt er mere involveret med barnet. Både “følelsesmæssigt” men også rent praktisk ift. arbejdsfordelingen med moderen bliver mere ligeligt fordel, også når barslen er ovre.

        Så er der jo også spørgsmålet om moderen, og hendes løn. Der ser man bl.a. at moderen har et ca. 20% lønnedgang ved fødslen af det første barn, som varer resten af hendes liv, mens faderen ikke har en ligende lønnedgang, overhovedet. Og her spiller barsel også en rolle, da mødre jo oftest tager langt mere barsel end fædre, og det er en af faktorerne der skaber den lønuligehed.

        Så man skal selvfølgelig gøre, hvad man som familie finder rigtigt, men der er rigtig mange gode argumenter for, at barslen bør deles mere ligeligt end den gør i dag, hvor mænd kun tager ca. 10 % af barslen – en mor tager i gennemsnit 300 dage, mens faderen tager omkring 40.

        1. Ej hvor er det sindssygt spændende Kat! Tak for at uddanne mig lidt 😀 Det sætter jeg virkelig pris på, at du tager dig tid. Og så glæder jeg mig endnu mere over vores løsning. Det lyder på papiret ligeså meget som den rigtige løsning, som i virkeligheden! KH

  27. Så fik du da også lige svinet dine veninder i blogland. Jeg nævner i flæng: acie, sneglcille, passions for fashions og mange andre, som jeg troede du var veninder med. Og nu siger du så at de “bruger” deres børn, “tjener penge på dem”. Shit. Kan godt forstå du er alene.

    1. Ej det gjorde jeg da slet ikke Julie. Hvor fanden kommer det fra? Jeg dømmer ingen men har vel lov til at have en mening? Mig bekendt er der i øvrigt ingen af dem, der tjener penge på deres børn – men det er du vel ikke sat ind i. Slap lige af med beskyldninger!
      Og så er jeg på ingen måde alene – det ved jeg heller ikke hvor kommer fra.
      Sure opstød – sig dem højt for dig selv, og smid dem ud til højre i stedet for at sprede galden.

    2. Ej, det kan da ikke være rigtigt, at man ikke kan have sin egen mening, sin egen måde at gøre tingene på, sine egne refleksioner, uden at det skal betyde, at man så ikke har respekt og forståelse for folk, der gør tingene anderledes.
      Man skal altid lytte til sig selv og egne overbevisninger, og det har da intet at gøre med at svine andre. Desuden kan det være givende for rigtig mange, at man tør reflektere højt og sætte spørgsmålstegn ved tingene, så man rent faktisk kan have en samtale om de her emner, uden at skulle udskældes.

  28. Tillykke med graviditeten og halvvejspunktet 🙂 Det er ligesom en lille fest i sig selv!
    Min datter er stort set ikke at se på sociale media. Det var min mand og jeg bare besluttet om fra start. Vi er heller ikke selv super aktive med billeder så det følger jo bare vores generelle indstilling.
    Til gengæld bruger vi en app til at dele billeder med familien der delvis bor langt væk. Der findes sikkert flere, men vi bruger Moment Garden da den skulle være rimelig god med billede rettigheder og styr på hvem vi tillader at dele med osv. På den måde deler vi billeder (for ja tager en masse billeder når hun laver sine tossestreger) men det er kun de nærmeste og hun kan ikke google sit liv frem når hun bliver 14.

    1. Det giver da så god mening Elise – hvis I heller ikke selv er.
      Super godt tip med Moment Garden – og at du har tjekket op med rettigheder osv. Men kan også lave et delt album i sin iPhone, hvis man er applebruger <3 KH

      1. Hihi uh ha ja men nogen i familien er ikke konverteret endnu – issue når nu manden er apple-udvikler af profession :p

        1. Haha! I see the dilemma! Og sejt arbejde at have i øvrigt 😀 Han må være dygtig til sit kram! KH

  29. Åh jeg bliver SÅ glad hver gang jeg læser eller ser noget om din graviditet. Sådan helt ned i maven glad – og jeg kender dig jo endda kun fra din blog. Men jeg har fulgt med længe, og blev selv gravid midt i du delte jeres kamp for at blive det.
    Nu genkalder jeg mig hver glæde ved min egen graviditet når jeg læser om din. Da du for ikke så længe siden skrev om spark på instagram savnede jeg det næsten. Det er simpelthen så hyggelig og betryggende en følelse !
    Til det du skriver med at folk siger “bare vent”, så ja, “bare vent” – men ikke på det negative, men bare vent, det bliver kun bedre og bedre.
    Min lille fis på 5 mdr ligger og sover i sin vogn lige nu og ja, det er rocker-hårdt ind imellem, men det ved I sgu nok godt som du selv skriver. Det er og bliver det mest fantastiske og ja, jeg bliver bare så glad når jeg læser om jeres lille spire.

    1. Det også det jeg tænker – vi ved jo godt, at det er hårdt. For parforhold, for søvn – intet er jo som før. Men det er måske også bare helt okay – det er vi jo nogen stykker der har ønsket, siden vi får børn 😉
      Og til lykke Anne, en lille en på fem måneder. Al den kontakt og sjov og spas, så dejligt <3 KH

    2. Mange tak Cathrine! Og også lidt skræmmende læsning. Jeg har smadret min krop fuldstændig på medicin pga. kronisk sygdom, og så længe lægerne prøver at finde den rigtige medicin behandling (hvilket tager flere år) , så hedder det nul børn. Så jeg har egentlig gået lidt og regnet med, at når tiden var om en del år, og vi må prøve, så ville vi nok få brug for hjælp. Så er det lidt trist at høre, at man skal vente så længe. Hvis kroppen var ødelagt i forvejen, så hjælper alderen jo ikke ligefrem på det 🙁

      1. Der blev efterfølgende sat flere penge af til området, så ventetiden er noget bedre i dag, mig bekendt. Og ventetiden er også forskelligt fra hospital til hospital, region til region. Så op med hovedet. Og så håber jeg på det bedste for jer! KH

  30. Spændende med hjemmefødsel. Jeg var meget glad for at føde hjemme, det gik stærkt og var helt vidunderligt at være fælles om. Første gang var det en hospitalsfødsel, fordi jeg gik så meget over tid (dog også en fantastisk oplevelse). Jeg vil også meget anbefale Mamaprofylax i den forbindelse, ligesom jeg kan se, at en anden gør. Det er meget kompetente jordemødre, der underviser, og der lægges vægt på partnerens rolle også.

    1. Hvor er det bare dejligt at høre Maria. Hvordan brugte du Mamaprofylax? Til forberedelse eller var der en med dig på dagen? KH

      1. Det var til forberedelse, og jeg fik også rebozo der en enkelt gang af Tina, som ejer det. Til selve hjemmefødslen var der kun min mand og jeg, jordemoderen (fra Herlev) nåede det kun akkurat (:

  31. Hej C.,

    Smukke billeder! 🙂

    Jeg kan sagtens forstå, at du ikke vil lave et Mommy-univers herinde, men når man selv venter sig, bliver man jo helt ensporet og kan kun tænke baby, baby, baby, og derfor er det jo perfekt timing, at du – min absolutte yndlingsblogger – er gravid samtidig med mig OG at du også skal have en lille dreng 🙂

    Jeg ville derfor bare indskyde, at jeg rigtigt gerne vil læse graviditetsrelaterede indlæg – også de mere praktisk orienterede. Skulle du for eksempel på et tidspunkt få lyst til at dele din nice to have og need to have liste, så skal du endelig ikke tøve 🙂

    Kh.

    1. Fedt at høre Anna, dejligt med lidt feedback på, hvad der er spændende at læse om. Og kæmpe kæmpe kæmpe til lykke Anna <3 For filan! To drenge, det er stort! KH

  32. SIkke et fint indlæg.
    Jeg er selv lige vendt tilbage til arbejdslivet efter endt barsel – og min erfaring er, at reelt ved du ikke, hvor meget tid væk fra arbejdslivet du egentlig har brug for, førend du står med barnet i armene. Du kan planlægge det nok så meget, men det er slet ikke sikkert at barnet er med på de planer 🙂
    Jeg har været heldig at få en dreng, der fra en tidlig alder har vekslet fint mellem bryst, udpumpet (charmerende ord, I know) modermælk og modermælkserstatning (MME), hvilket har givet mig store friheder. Men det er ikke alle børn, der gider det eller bliver tilvænnet til det i tide – og en baby er først rigtig mælkefri i dagtimerne, når de er omkring 10 måneder, så pt. får min dreng flaske af sin far hver eftermiddag, mens jeg springer på jobbet. Det havde jeg ikke selv tænkt over, dengang jeg skulle planlægge min barsel.
    Min kommentar må endelig ikke blive forstået som en kritik eller formaning, men mere som et velmenende råd – for far kan sagtens tage over, hvis junior er med på den. Det kræver bare, at man fra tidlig alder (før de 3 måneder) arbejder på, at flaske med MME eller egen mælk bliver en del af hverdagen 🙂
    Med det sagt, så håber jeg I begge får en fantastisk barsel. Jeg nød det alt for lidt, mens det stod på 🙂

    1. Fin pointe med tidlig træning <3 Det fede ved mit arbejde er, at jeg kan være meget hjemme - og hvis jeg først begynder at rende, så kan Adam tage med og passe og lade mig amme. Vi tager det totalt som en holdting og føler os frem! Og velkommen tilbage <3 Det må også bare være så herligt at have et stort og sjovt barn, som du nu har <3 KH

  33. Hej Cathrine,
    Ihh, beslutningen om hjemmefødsel bliver i så glade for, det var vi ihvertfald – bevares, vi endte med at blive omvisiteret ugen inden termin pga noget leverkløe og han kom ud ved et akut kejsersnit – men hvor får man altså tænkt meget over fødslen når man planlægger den til hjemme 😊 Jeg er helt sikker på at det er derfor jeg stadig ser min rodede, og ganske anderledes end planlagt, fødsel som en god oplevelse, netop pga den forberedelse vi havde lagt inden 😊
    Og Adams barsel er for fedt – SÅDAN!!! Vi har haft muligheden for at leve af min indtægt og noget opsparing her mens vores søn er helt lille, så vi går hjemme alle 3 på 7. måned nu – det er simpelthen det fedeste i verden at se det forhold min mand og søn får til hinanden af at bruge så meget tid sammen ❤

  34. Hej Cathrine
    Jeg er ny til din blog, men har spist mig igennem en hel del af dine indlæg om graviditet.
    Jeg er på din alder, to uger ‘bag’ dig i min graviditet, uddannet journalist og kommer simpelthen sådan til at relatere, til det du skriver! Mærkeligt med en person, som man ikke kender:)
    Det er dejligt at høre om dine tanker – for jeg går jo med præcis de samme. Og det må altså være trættende at høre om for omverdenen en gang imellem, hvordan man nu har fået ondt i lænden eller et lidt nervøs for et lille niv i højre side. Så når jeg læser det du skriver, så kan jeg faktisk blive helt ærgerlig over ikke at have en veninde, som er samme sted som mig i en graviditet.
    Jeg har det på samme måde som dig med hensyn til vægt og mavestørrelse – men det er godt nok mærkeligt, når ens krop ændrer sig. Og lige pludselig har have bryster;)
    Sikke en omgang rod, jeg har fået skrevet – men i hvert fald – meget dejligt at læse med!
    Kh. Nanna

  35. Spændende med alle de tanker – og hvor kan jeg genkende mange, fik selv en søn for 5 mdr siden 😊
    Vi valgte også hjemmefødsel og var super forberedt med smertefri fødsel og hjemmeøvelser og lydfiler (næsten) hver dag fra 8 uger før termin – og det var SÅ godt! Vi havde den dejligste fødsel med kendt jordemoder (en af fordelene ved at føde hjemme når man er tilknyttet Skejby – mon i kan få det samme? Det gør virkelig en stor forskel!). Jeg havde en vandfødsel og min mand tog imod.

    Jeg vil også anbefale at forberede dig på amning, så mange døjer med det og har masser af problemer, og det er så ærgerligt at mange kun forbereder sig til fødslen og ‘glemmer’ alt det der kommer efter. Jeg var til et kursus hos mia wulff og det var seriøst noget af det bedste jeg har gjort før han kom – det var så godt at føle sig så klar til det – der de første 14 dage fylder pænt meget og gør lidt ondt – men også er så dejligt 🤱

  36. Ift. fødselsforberedelse, så kan APA (afspændings pædagogernes aftenskole) VIRKELIG anbefales! Det er meget billigere end andre private fødselsforberedelsestilbud og de er meget dygtige.

Læg en kommentar