Hverdagsglimt - ROCKPAPERDRESSES
Hverdagsglimt

Av, den var tidlig i morges, da jeg vågnede. Allerede 05.30 – det er jo så lyst! Og tænk, at vi har et par uger tilbage, før det vender. Det ved jeg ikke, om jeg synes er dejligt (qua alt for tidlige morgener), eller om jeg bliver trist ved tanken om at gå vinteren i møde. Okay, når jeg skriver det sådan, så klapper jeg lige hesten, for der er jo en her sommer foran os, haha! Vi er kun lige gået ind i juni.

Okay, okay…

Sidste uge var så fin. Lidt til den lange side, haha! Men god. Jeg nåede at skyde min første video med en youtuber – ret sjovt at lære, hvordan vi arbejder forskelligt med indhold og kampagner og temmelig inspirerende. Vi var til misdannelsesscanning – eller som en af jer skrev på instagram; midtvejsscanning (som lyder så meget mindre dramatisk og fint!) og polterabend, for katten. Rigeligt med begivenheder at gemme i arkiverne.

Rockpaperdresses, Cathrine Widunok Wichmand, Hverdagsglimt

Fejring af MD-scanning well done med iiiis!

Jeg var ikke så bekymret for misdannelsesscanningen, som jeg havde troet, jeg ville være. Hvis han havde klaret den indtil nu, så måtte det være fordi, han skulle være. Det sagde jeg i hvert fald til mig selv. Måske også fordi jeg for engangs skyld ikke helt havde læst op på, hvad der kunne være galt ved sådan en scanning. I alt det her har jeg været SÅ overinformeret, alle statistikker og risici har klæbet til hjernen som fluepapir på en sommerdag. Denne her gang gik jeg ind i det med ‘hvad er det værste, der kan ske? Ganespalte? Det tager vi da med!’. Okay, jeg vidste jo godt, at hjertet kunne have fejl, blæren og alt det andet. Men jeg havde undgået al statistik og risikoberegning. Det var virkelig med ophøjet ro, at vi gik ind til scanningen. Nogen gange ved vi bare for meget. Jeg gør i hvert fald. I det her har det mest af alt givet mig uro at være hobby-læge for mig selv, hehe…

Og jeg er lidt stolt af mig selv. Jeg endte faktisk med slet ikke at gå til nogen private scanninger fra uge 15 og indtil MD’en. Lidt en sejr, når der nærmest i tiden op til uge 15 kom en uro over mig efter hver tredje uge, og jeg derfor trak mod private scanningsklinikker. Men nu kunne jeg jo også mærke ham. Tydeligt! Lige indtil fredag… Og lørdag med. Jeg mærkede ham nærmest ikke. Jeg havde sådan en stram weekend med dårligt humør. Og så var jeg straks tilbage til at blive et lille usikkert væsen, nervøs for at have tabt det hele på gulvet. Æij en rutsjebane det er. Jeg trak den indtil søndag morgen, men kapitulerede og vi tog til en tryghedsscanning – han var der endnu. Burde jeg ikke snart have lært det? Jeg må da tro på det, indtil det modsatte er bevist…

Rockpaperdresses, Cathrine Widunok Wichmand, Hverdagsglimt

Min kærlighed til gurkemejedrikken holder stadig – dog i lidt mere nøje mål end i New York. For megen gurkemeje kan vist virke udrensende på kroppen – og det gider man jo ikke med en graviditet undervejs… Men forleden så jeg, at Acacia (stadig en favorit, på Gammel Kongevej) havde en ‘iced’ version – og hold nu kaje, den var god! Altså virkelig, virkelig, virkelig god! Og så pæn. Og så med sorghumvaflerne til. Det er altså en lille perle – hvis ikke I har været af sted. Go!

Rockpaperdresses, Cathrine Widunok Wichmand, Hverdagsglimt

Min eftermiddag med Carla – og videoen deler jeg snart.

Vi var i hendes pæne og lyse køkken. Herligt sted! Jeg drømmer fortsat om at lave køkken, men nu tager vi lige projekterne lidt ad gangen, ikke? Jeg har dog tegnet det hele i hovedet, hvor det ene og det andet skal være. Someday! Og gerne soooon… Det havde jo været så lækkert at have lavet det hele på en gang, ikke? Det bliver jo også et kæmpe mas, når vi skal lave stueetagen, men økonomien skal hænge sammen – og overskuddet ligeså. Vi lever fortsat uden en rigtig seng og en sofa og gardiner. Der er ligesom andre ting, der skal prioriteres. Og heck, den baby! Den er også dyr. Jeg har lige købt puslebord/plads – sådan en, der kan hænges på væggen, så vi pladsoptimerer. Det bliver forhåbentligt smart! 

Rockpaperdresses, Cathrine Widunok Wichmand, Hverdagsglimt

Tip: I min jagt på en af Nørgaards 101’ere med ekstra længde (apropos gravidvenligt tøj), så var jeg nede i deres forretning på Tullinsgade – sååå mange glimmerhårdimmere. Hvis I stadig leder, så må I forbi. Der var så meget godt.

Rockpaperdresses, Cathrine Widunok Wichmand, Hverdagsglimt

Hver gang jeg trykker ‘publish’ på et rejseindlæg, så falder der en lettelsens suk fra mig, haha! Det er så gigantisk et stykke arbejde at lave dem, og derfor trækker og trækker jeg den. Men altså det er jo også så hyggeligt at lave. Puslespillet, mine gode tips – at give dem videre til jer (og så ELSKER jeg alle de snaps I sender, når I selv er undervejs og nyder den kaffe, jeg har tippet om osv. – det er da en gave at være med sådan). Og nu fik jeg endelig samlet alle mine yndlingsbutikker i New York i et indlæg. Så mangler jeg kun Californien-indlæg og en opdateret miniguide til Paris, haha! Ja ja, det kommer.

Rockpaperdresses, Cathrine Widunok Wichmand, Hverdagsglimt

En hel dag på Heartland med Emily – det er, hvad det bliver til i år på festivalfronten for mig. Og det var nu heller ikke dårligt! Se den grinebidder! 

Jeg takkede nej til at være konferencier i år for at kunne være med til min venindes polterabend – og så tænkte jeg også, at det var rigeligt hårdt for kroppen at være så meget på så mange timer. Sidste år var jeg gravid på Heartland, og jeg endte med at sove i talk-teltene undervejs for at klare dagen. Det var ikke sjovt… Man skal som konferencier byde gæsterne op på scenen og så 45 minutter-1 time senere sige tak for musikken. Og imellem hver optrædende er der ca. 15 minutters pause. Så det er et konstant arbejde, men også hammersjovt! Bare fedest når kroppen er samarbejdsvillig.

Jeg solgte i forgårs min Roskilde-billet. Ingen Eminem til mig i denne omgang. Hvis lænden brokker sig mere om en måned, så er det fire lange dage. Sådan er det, det er også okay.

Rockpaperdresses, Cathrine Widunok Wichmand, Hverdagsglimt

Lidt inspiration til sommerens bryllupper. Olivengrene over spisebordet – wauw! Et billede efter middagen med H&M, serveret midt i skoven. Det var meget, meget smukt. Selv om ‘sneglesalsa’, tissemyrer og jomfruhummer var lidt eksotisk for mig, hehe… Serveringen var så smuk!

Rockpaperdresses, Cathrine Widunok Wichmand, Hverdagsglimt

En gave fra mig til mig – vælg alle de blomster du vil fra blomsterhandleren.

De er indkøbt til et Iittala-indlæg, I får senere i dag. Jeg havde lige en zenomgang en sen aften mens solen gik ned. Jeg er en frygtelig dimser. Adam griber mig tit i det. Det sker især, når vi skal rydde op. Så falder jeg i staver over et eller andet og kommer ikke videre, hehe… Ups! Men lige her var det overlagt og på ingen måde med dårlig samvittighed. Jeg tog mig tid til at lave egne buketter (havde jeg ikke været kæmpe allergiker, så kunne jeg sagtens være blevet blomsterbinder) og det var balsam. Bedre end yoga!

Rockpaperdresses, Cathrine Widunok Wichmand, Hverdagsglimt

Denne her lille potat lancerede også sine sko for svenske Flattered (travl uge for hende!), som er edderflotte. Om hun havde koordineret det så vel, at backdroppen matchede skoene – ja, det skulle ikke undre mig. Jeg har bestilt mig et par af netop de gule, og I kan se resten af skoene HER (reklamelink).

Vi var i øvrigt inviteret på Sonny’s, som ligger inde i Rådhusstræde, og det er altså også et dejligt morgenmadssted, hvis I leder efter sådan et til weekenden (som jo er lige om hjørnet takket være årets skøreste helligdag i går, som ingen rigtig er enige om, er en helligdag eller ej). De har supergode croissanter og en rigtig lækker birchermuesli.Rockpaperdresses, Cathrine Widunok Wichmand, Hverdagsglimt

Pottekærlighed!!

Er man en moden dame, når man dagligt googler ‘højbede’ og ‘terracottakrukker’? Jeg ønsker mig det hele til terrassen og indenfor, og jeg kan godt begynde at spare sammen. Den slags er dyre. Men man har dem jo for livet. Det er en fin investering! Siger jeg til mig selv. For nu står vores nye gran i sin plastikkrukke, hehe… Det er også… Et look!

De her er fra Rabens Saloner og importeret fra Bali med den helt rigtige patina – jeg så dem i deres butik på Vesterbro bag Vega. DRØMMEsted!

Rockpaperdresses, Cathrine Widunok Wichmand, Hverdagsglimt

Jeg inviterede Adam på picnic i weekenden. På den nemme måde! Jeg havde først tænkt ost og pølse, men så skal man have skærebrætter og tusinde slags pålæg og dims med. Det blev på den nemme måde! Pizza (fra Pizzacato, som er vores lokale favorit), lidt gnavegrønt, en sodavand til deling. Det var så hyggeligt! Vi var der ikke længere tid end en times tid, men bare det der med at gøre det sædvanlige lidt anderledes. Det gjorde det alligevel helt særligt. Det skal vi blive bedre til. Det behøver ikke være et projekt at være lidt romantiske. Det kan godt klemmes ind i en hverdag. 

Apropos ‘bare vent’-typerne; ‘Nyyyyd jeres tid sammen nu, bare vent…’. Altså jeg tror ikke på, at man sådan kan putte romantik i banken. Vi kommer uden tvivl til at savne os tid, down the line, men nu er det jo det her vi gerne vil – velvidende at livet jo ikke fortsætter som det hidtil har gjort. Og det er helt, helt okay. Romantikken kommer igen og på en ny måde. Som når man slipper for at stå op om natten fordi den anden tager – det tænker jeg er en form for forældreromantik, haha!

Elegant og romantisk, det kan I godt se, ikke? Haha!

Rockpaperdresses, Cathrine Widunok Wichmand, Hverdagsglimt

Polterabend Downton Abbey-style! Sådan en fin polterabend med et tema, jeg slet ikke var sat ind i, haha! Jeg har aldrig set Downton, men altså lidt plastikperler og stråhatte – hvem kan ikke regne den ud. Mega fint – først morgenmad og quiz, så galopbane og kroket i Fælledparken med engelske treats som scores, muffins og Eton mest. Derefter smuttede jeg. Men så gik der pailletter og drag-show og endnu mere quiz og klub i den. 

Årets eneste bryllup; Tilde og Anders. Jeg glææææder mig!

Rockpaperdresses, Cathrine Widunok Wichmand, Hverdagsglimt

Smagen af sommer. 

Adam og jeg diskuterede. Han forstår sig ikke på jordbær med fløde, og så forstår jeg jo ikke ham. Det er det LÆKRESTE. Danske økojordbær; små og saftfulde, så velsmagende man knapt behøver rørsukkeret. Og så fuldfed fløde på (nogen der har prøvet med double cream, kan man det?). Det smager jo af sommer og barndom – letteste trick i bogen på en sommeraften. Jeg ville ønske, man kunne få det hele året rundt. Det smager bare ikke ligeså godt med spanske jordbær i december.

25 kommentarer
  1. Åh Cathrine din blog er og bliver min voksenversion af det plastik kalaidoskop jeg havde, da jeg var lille. Sådan et lille kighul ind i en verden af farver og glimmer til at blive hej ør af – det er så skønt!

    Den kjole du har på, på Santa Maria billedet, hvor er den fra? Jeg har nemlig lovet mig selv en ny kjole når jeg en gang afleverer eksamen, og den ser helt perfekt ud 😍

  2. Skønt og farverigt indlæg som altid 🙂

    Vil bare lige give dig ret – romantikken ændrer sig, når der kommer børn, men ikke nødvendigvis til det værre! Min mand og jeg har tre børn, den yngste er lige blevet 1 år – så vi har nok at se til i hverdagen, og praktik og logistik fylder selvsagt meget (og søvn alt for lidt, ha ha!). Men seriøst, jeg har aldrig været mere forelsket i ham, end jeg er nu. Vi er bare så meget hinandens øje i orkanen. Der skal ikke så meget til – et kram i køkkenet, mens børnene tordner rundt i stuen, et glas vin over madpakkersmøringen, et afsnit af et eller andet når børnene sover – dét synes jeg er smadderromantisk. Det er som om vi er blevet mere og mere sikre på hinanden, som forpligtelserne og “arbejdet” er vokset – vi mærker mere og mere tydeligt, at det her bare er rigtigt. Så jeg kan godt sige “bare vent” men det er ment på den gode måde – bare vent, kærligheden bliver kun finere med flere mennesker i klubben 🙂

    1. Lisa, hvor er det fint beskrevet med kærligheden og forelskelsen der bare bliver større med flere i klubben ❤️ Det er PRÆCIS sådan jeg har det med min mand her næsten tre børn senere (den seneste lander inden for de næste uger). Hverdags romantik er seriøst det dejligste og jeg elsker at vi ikke er nød til at vente på evt. pasningsmuligheder for at mærke den 😊

  3. Efter at have set (og ja, tudet også hehe..) til sidste afsnit af Petra får en baby, så fik jeg øjnene op for, hvordan et par kan blive som forelsket på ny efter at være blevet forældre. Det lyder tit som om, at livet bliver et rent mareridt med skrigende børn og lortebleer. Men der er også en anden side: en helt fantastisk og magisk boble bestående af 3! 😀 <3
    Og hvor er det et skønt uderum I har fået lavet indtil videre! Glæder mig til at følge med 🙂

  4. Dejlige billeder og skønne beskrivelser! Hvor har du/I fundet øko danske jordbær henne? Jeg kan kun finde øko udenlandske jordbær, og nu når de danske er her, så ville jeg jo helst have dem:-)

    1. Min Irma ved Søerne, der ved Codan, har dem jævnligt. Dem har jeg stornydt! Både øko og danske! KH

  5. Det der med at det er dyrt når man skal have baby…det synes jeg overhovedet ikke passer. Jeg ser næsten KUN det argument, og aldrig det modsatte, så jeg vil bare sige FÅ NOGLE babyer, jeg er studerende og med mindre man går op i at købe alt fra ny af (heller ikke særlig godt for klimaet) så behøver det slet ikke være nogen stor udskrivning.
    KhM

  6. Min kæreste foretrækker jordbær med MINIMÆLK. What?! Hvordan kan man foretrække minimælk over fløde i nogen som helst sammenhæng?! haha! Lidt sødt er det også – kan lige se, hvordan hans (iøvrigt skide søde) mor i 90’erne har skåret på fedtet, og det er så gået udover jordbærene :p

    1. Haha det er så meget en forælder-“nu-skal-vi-passe-lidt-på” fra 00’erne. Jeg kan gå med til den der gårdmælk fra Irma med 3,5-4% fedt. Megen piskefløde, for katten! KH

  7. Hej Cathrine, på hvilken klinik fik du lavet kønsscanning? Jeg står selv og skal bestille tid lige om lidt 🙂

    1. Du får det til MD’en og ellers er der Moderliv og Lilleliv 🙂 Jeg var på den sidste men der findes flere, der kan! God fornøjelse <3 kh

  8. Ta det helt med ro ang romantikken. Etter 17 år, to hus med oppussing, tre barn, noen vanskelige år økonomisk og personlig, seks mnd i terapi….. ja, livet… vi er stadig forelsket fra tid til annen, finner glede i små hverdagsøyeblikk, krangler og blir venner igjen. Drar på ferier med og uten barn. Deler en flaske vin på en tirsdag. Vi deler også et helt liv med minner og erfaringer, ingenting er vel mer romantisk enn det? Bare husk å velge hverandre på nytt en gang imellom når det går varmt i hverdagen, så går det bra.

  9. Jordbær må og skal serveres med mælk og fløde – det er sååå godt!
    Og hellere én dag på Heartland end ingen dage på Heartland, for det er altså en fantastisk og inspirerende festival. På den måde passer du og E jo perfekt ind <3

    Knus

  10. Hep til danske jordbær med fløde! Min kæreste har lavet hyldeblomstsirup af hyldeblomster fra haven, og det smager virkelig perfekt på jordbærrene 😍

    Og så stemmer jeg i, hvad flere andre siger. Selvfølgelig er der lortebleer og ingen søvn og sorte rande under øjnene, men der er også kærligheden, der pludselig eksploderer, når man er sammen om et nyt lille menneske. Jeg synes, det har været så fantastisk at se min kæreste blive far – det klæder ham ☺️

  11. Ej, hvad er prisniveauet på de krukker fra Rabens Saloner? De er så flotte, men de sælger dem vist kun i deres butik, så kan ikke lige smutte forbi, når man nu bor på Fyn…
    Jeg skal lige ved om jeg kan få manden med på den 🙂
    God sommer 🙂

    1. De koster lidt forskelligt afhængigt af størrelse men et bud mellem 2-4000 er ikke helt skævt 😅 SÅ pæne! God sommer <3 KH

  12. Grundlovsdag er selvfølgelig en helligdag, især når undertegnede har følle og derfor altid fri. Det sgu lækkert 😉
    Det ser ud til, at sidste uge var helt fabelagtig, og dine små historier, gør det i hvert fald ikke mindre hyggeligt at følge med 😀

  13. Hej jeg faldt pludselig over en artikel med dig da jeg søgte efter nye møbler. En artikel om jeres flytning til Carlsberg Byen. Der er et billede fra jeres køkken (går jeg ud fra) med meget smukke sorte lamper. Kan du fortælle mig hvor de lamper er fra?
    Mvh Rikke

    1. Hej Rikke,
      jeg boede der i forbindelse med et samarbejde, så det er desværre ikke en indretning jeg har haft at gøre med. Jeg mindes at have set, at det var &Tradition, men du må spørge Malene fra Boligcious for det helt rette svar 🙂 KH

Læg en kommentar