Dengang jeg friede - og Adam sagde nej - ROCKPAPERDRESSES
Dengang jeg friede – og Adam sagde nej

Rockpaperdresses, Cathrine Widunok Wichmand, Frieri

Gamle billeder fra 2013

Det var den slags sene aftentime, hvor fugt og mørke omsluttede en totalt, og man blev komplet natteblind, kom man til at stirre ned i sneen, som blev reflekteret af gadelampen. En februaraften, classic.

Det kunne lyde som begyndelsen på en roman, men det her var virkelighed. Min virkelighed, en snevejraften i 2013.

Adam, Frida og jeg var ude på en gåtur, og jeg var turen igennem ved siden af mig selv. Jeg havde nemlig tænkt mig at fri. Jeg havde tænkt over det længe. Vi havde været kærester i seks år, boet sammen i fire år. Vi havde det dejligt. Det føltes som tidspunktet. Jeg var godt klar over, at det var risikabelt. Men det så jeg stort på. Hvis ikke man tør løbe en risiko i et parforhold, sætte sig selv derud, hvor man måske ikke kan bunde, hvis ikke man tør stole på, at den anden nok skal gribe ens lap, før man ryger under – hvad er det så for et forhold?

Jeg ville fri. Jeg ville fri på den gåtur. Og jeg havde planlagt det. Talt med af Adams nære venner, der sagde “DO IT!”. Jeg havde ikke købt en ring – det var måske feminint nok. Men jeg havde lavet et hjemmelavet ur – med tanke for at vi sammen kunne vælge et forlovelsesur til ham. Og så havde jeg planlagt det frieri, som jeg selv ønskede mig. En aftengåtur om søerne, som vi gjorde det så tit. Frida i den ene hånd, en hundelort i den anden, på knæ. Det skulle være nede på jorden og hverken middag på en restaurant eller noget andet. Bare os.

Rockpaperdresses, Cathrine Widunok Wichmand, Frieri

2013

På det her tidspunkt var vi begyndt at gå til bryllupper. Jeg havde godt set, hvor romantisk, hvor stort og smukt det hele var. Kærligheden. Og jeg havde fået de første mange “Skal I ikke også snart giftes?”. Og det 1) sætter griller i en piges hoved (i hvert fald mit) og 2) det er også skidepinligt, når man står ved siden af sin kæreste, som ikke trækker en mine, så man selv ender med at stå og udrede; “høhø, tjaehhjouwmåske… Hvis altså…”… Efter at være blevet sat i den akavede situation nok gange, side om side med Adam, fik jeg indøvet et præcist og selvsikkert “Det skal du sgu ikke spørge mig!” med et slet nik over mod Adam. Så kunne han få lov at grille lidt i det.

Men over tid begyndte det at larme ad helvedes, at Adam ikke friede. Det begyndte at betyde noget. Det larmede på alle de ferier, vi var på, hvor jeg troede… Hvor veninder havde sagt “tænk hvis han frier…”. Og det kunne jeg godt slå hen, casually, over for dem. Men jeg tog mig alligevel i at håbe (og en enkelt gang endda tage mine ringe af den ene hånd under bordet på en restaurant, fordi jeg følte, han havde lagt SÅ meget an til det). Lige skuffet hver gang.

Det larmede ad helvedes til i mit hoved, for det, at han ikke friede, fik en stemme. En stemme som fortalte mig, at han ikke ville mig helt hundrede. 80 %, I ved. Som Adam jo er (for jer der forstår referencen og har fulgt godt med gennem tiden ;)). I stedet for at det bare var en begivenhed, der ikke havde fundet sted endnu, så var det en begivenhed, der manglede. Som var den blevet sprunget over. En (ikke-)begivenhed der fik kunstigt liv, for hvordan kan man tale så meget om noget, der endnu ikke har fundet sted? Vi talte enormt meget om det. Aftener på køkkengulvet foran vaskemaskinen, hvor jeg 9/10 gange endte i tårer. “Hvorfor vil du ikke have mig?”. Det var det, der larmede. At han ikke friede måtte betyde, at han ikke ville have mig. Logik for en følelseforvirret burhøne.

Rockpaperdresses, Cathrine Widunok Wichmand, Frieri

Cuba 2013

Tilbage til sne og sjap i februar. På et eller andet tidspunkt omkring Sankt Jørgens Sø faldt jeg på knæ. Gav ham mit hjerte på en tallerken, hev det lille hjemmelavede ur frem af lommen – som ja, hånden på hjertet hverken glimtede eller vejede til, men det var lavet med kærlighed.

Og så sagde han nej. Det hele vendte sig i mig. Han tog det faktisk slet ikke alvorligt. Men jeg lå altså på knæ og havde i samme øjeblik enormt travlt med at lade som om, jeg bandt mine snørebånd i sjappet for de forbipasserende i et eller andet umuligt forsøg på at samle min værdighed op, som jeg følte, alle kunne se lå spredt ud over asfalten. Og jeg fumlede, fordi mine øjne blev til glas. Jeg kunne intet se for tårerne. Og jeg følte mig så lille. Nej.

Rockpaperdresses, Cathrine Widunok Wichmand, Frieri

Det førte til en af mest alvorlige snakke i vores parforhold, som foregik på cykelstativerne ved Forum i Rema1000s blå skilteskær i fem graders kulde.

Det hele kom frem. Hvad handlede det allermest om? Jeg havde brug for commitment. Jeg havde brug for at føle mig valgt til. Valgt først for engangs skyld. Ikke fordi der nogensinde var en nummer to (udover Frida). Men jeg havde brug for at følge mig valgt til udover praktik. 

Jo, der var engang i den gule kælder, hvor Adam havde spurgt, om jeg ville være kærester. Men lige siden den dag, havde jeg taget initiativ og haft følelsen af ansvar for fremdrift. Jeg ville gerne flytte sammen – og fik i første omgang et nej, så vi ventede et år, hvor jeg spurgte igen. Og så flyttede jeg ind i hans lejlighed – han ville ikke ind i min (og ja, det gav også praktisk mening, nu jeg boede til leje). Jeg ønskede os en hund, en fælles kærlighed. Jeg havde en forbipasserende følelse af at elske, at ville, Adam lidt mere end han mig.

Jeg kunne godt affinde mig med ikke at få frieriet fra ham, hvis han da bare ville acceptere mit. Så ville præsten jo en dag spørge os – og der skulle vi begge sige endegyldigt ja. Det føltes ligeværdigt.

Men Adam sagde nej og vi fik frosne fingre i februar. Og jeg græd og græd. Jeg havde brug for at mærke hans vilje og lyst til mig. Mere aktivt end bare en der accepterer tingenes tilstand. Hun vil flytte sammen? Okay så. Hun vil have en hund sammen? Okay så (efter rigtige mange nej’er til den del også).

Rockpaperdresses, Cathrine Widunok Wichmand, Frieri

2013

Den aften gik vi ikke fra hinanden, selv om det kunne have været nærliggende. Vi tog en beslutning om at sætte lejlighed til salg og finde vores hjem. Et vi begge havde valgt, et vi begge ville elske. Ikke dit hjem, mit hjem, men vores hjem.

Det brugte vi størstedelen af 2013 på. Og det lykkedes at skrive under på vores hjem den 13. december 2013. Samme dag vi fløj til Cuba (og Beyoncé udgav sit første surprisealbum nogensinde – grunden til jeg husker datoen så præcist, sådan fungerer hjernen skævt).

Vi købte hus og så flyttede vi ind i vores hjem den 1. april 2014. Og så gik der et par ferier til. Et par hundegåture til. Ikke en lyd. Ikke et frieri. Selv om han da nok forstod min alvor. Ingen lægger sig i sjappet for sjov.

Men Adam havde sin egen tidsplan, som kørte parallelt med min. I hans hoved skulle han færdiguddannes, have et ordentligt job, alt det. Og det anede jeg jo ikke var det, der fik ham til at vente. Det sagde han aldrig – for så havde jeg nok også ventet med en timer indstillet. Men en dag kom det. En fredag i august 2015. Otte år efter vi blev kærester. Og to gode år efter jeg havde friet.

Da jeg læste L’s ord til mit indlæg om at fejre forleden, så blev jeg mindet om præcis den dag. Hvor jeg i ramme alvor friede og fik et nej. Bryllupper var et ømt punkt for hende – og det var det også for mig i mange år. Uden at vide om det nogensinde kom til at ske for mig. Det er hurtigt glemt, når man har holdt et stort bryllup med den rette kjole og slør. Men hvor har jeg grædt over det før.

Og det er sgu ikke noget, man taler om, for som kvinde bliver man tre-to-en kastet ned i en kliché, om at ville have et STORT (insta-venligt, som en skrev) bryllup med kjole og karet, som om det er det eneste, der foregår den dag. Men det er at reducere en følelse, et behov for sammenhørighed på alle planer, også de gammeldags vil nogen sige, til en lille overfladisk overspringshandling i det der ellers kan betegnes et alvorligt voksenliv. Det handler ikke (kun) om fest og farver. Det handler om et ja til hinanden. For gud og mennesker og Borgerservice.

Kald det symbolpolitik. Men det er så meget større end rammerne, det foregår i. Det handler om sige til hinanden, sort på hvidt: Al den tid jeg har på jorden, det dyrebareste jeg har, den vil jeg bruge med dig. Og det kan man kalde overflødigt, når man fx har fået børn. Men sådan er nogen af os bogstavelige; vi finder tryghed i at åbne munden og sige det højt – med vidner til, tak. Det er en følelse og et behov, som overgår både glæden ved tyl og drømmen om en glimmerring. Følelsen af at være hinandens soldater for hele verden at forstå. Det er det, det handler om.

 

59 kommentarer
  1. Jeg har læst mange blogs… MANGE blogindlæg gennem tiden… og aldrig har jeg da siddet med en følelse som nu, hvor du bare rammer hovedet på sømmet i forhold til de følelser du beskriver omkring længsel efter samhørighed! Tusinde tak for at dele så ømme og private tanker! Det var fuldstændig meditativt at læse! Det er nøjagtig de tanker og følelser jeg selv står med (dog i ét stort virvar), og har svært ved at formulere og forklare! Så tak for at samle mine tanker! 😊

    1. Det var den dejligste kommentar at læse Camilla, tak. Det kan være det største at kunne spejle sig i andre mennesker og føle sig en my mere forstået og normal. Så tak for også at give det tilbage. KH

  2. Hej Cathrine.
    Jeg er ny følger af henholdsvis din blog og din Instagram. Jeg sidder her med en klump i halsen og en fornemmelsen af at en ubevidst følelse jeg har gået rundt med er blevet italesat, på sådan en følsom og fin måde. Jeg har oplevet at have svært ved at forsvare mit ønske for giftemålet, men din måde at beskrive ‘tilvalget’ er simpelthen perfekt. Jeg har enorm respekt for du selv tog sagen op og istedet for at lade det larme i dit hoved.

    1. Velkommen til Ninna, dejligt du fandt herind. Og så er det den største skrivegave at opleve, når I kan spejle jer og føler jer “ramt” eller mere “normal”. For det giver mig præcis de samme. Så tak. KH

  3. Du rammer en følelse, jeg kender, ret godt. Jeg har selv prøvet at have en kæreste, jeg ikke forstod, og som, jeg dermed troede, ikke holdt af mig. Jeg troede ikke, han “ville” mig, så jeg pressede også på et par gange. Det er meget rart at vide, at vi alle kan have den følelse.

    1. Det er det mest interessante og smukke; de der indviklede og snørklede relationer mellem to mennesker. Det usagte, det misforståede, den til tider uforløste kærlighed.Det er så svært at være i til tider, men også en den vildeste måde at lære om sig selv på, gennem et andet menneske. Tak Emilie! KH

  4. Det her indlæg rammer lige i tanker jeg går og tumler med. Jeg er begyndt at svare at det tror jeg ikke, når folk spørger. Vi har to børn og styr på det praktiske. Men den der følelse af at han ikke vil mig 100 procent er svær.. for det ved jeg jo godt han vil.. men hvorfor frier han så ikke.. some day!! (I hope)

    1. Fornuft og følelse! Det sværeste! Jeg vidste jo også godt, at Adam ville mig. Men følelserne omkring det… Jamen, jeg kan så godt forstå dig <3 KH

  5. Jeg kan tydeligt huske dine indlæg fra de bryllupper, I gik til i den periode. Det skinnede så tydeligt igennem, at du ønskede dig det frieri så højt. Men heldigvis endte det lykkeligt og nu står I her; klar til at blive forældre!

    1. Haha, det gjorde det måske? Det har jeg aldrig tænkt over 😀 Men det fyldte også meget i mig. Og ja, tænk sig. Det hele gik jo. Som farmor siger, alt løser sig! KH

  6. Du rammer nogle følelser, jeg ikke selv har kunnet sætte ord på. Jeg har aldrig haft trang til bryllup og altid troet, at jeg aldrig skulle giftes. Men pludseligt er det aktuelt, og jeg er frustreret over, at han ikke frier. Men det har med de “åndssvage” følelser at gøre. Altså at man vil tilvælges igen. Tak for god læsning 🙂

    1. Det er jo det sværeste. Også fordi de kan være så irrationelle og så svære at forstår, især for andre men sgu også for en selv. Selv tak, Signe. KH

  7. Kære Cathrine, hvor er det bare et godt og fint og sårbart indlæg. Jeg kan rigtig godt genkende mange af de tanker og følelser, du har haft. Du skriver virkelig godt, tak skal du have.

  8. Dette indlæg rammer mig så hårdt, når min kæreste for nyligt har erklæret at hvis han absolut skal giftes skal det være på rådhus (modsat mit ønske for kirkebryllup) og at han ikke nødvendigvis ønsker at få børn (modsat mit brændende ønske om at få børn. Det virker som det absolut vigtigste for mig at opnå i mit liv..)
    Håber alting flasker sig..

    Elsker din blog og dine indlæg Cathrine. Jeg har trofast fulgt med siden begyndelsen, og ønsker jer al held og lykke fremover. ❤️❤️

    1. Åh det er fanme også svært og skelsættende steder at være forskellige. Jeg håber sådan, at I får indgået de rigtige kompromiser, uden at miste jer selv undervejs. Det lyder som om, der ligger mange lange snakke foran jer. Mange, mange tanker til dig. Og tak fordi du har været med så længe <3 KH

  9. Av, det her indlæg rammer mig på et punkt der har været ømt længe.Jeg er i slutningen af 20’erne og har været sammen med min kæreste i 7 (S-Y-V) år og det du beskriver er præcis elefanten i rummet i vores forhold. Jeg har så længe gerne ville gerne giftes og føle mig valgt til før vi laver et barn. Jeg har grædt og grædt og vi har haft lange dybe snakke om fremtiden, men der sker stadig ingenting. Jeg håber på et frieri (7-9-13) men det er ikke noget jeg taler med mine veninder om, for det er ærlig talt ikke særlig cool eller tjekker at gå og vente på at ens kæreste en dag gider at gifte sig med en. Og hvad stiller man i grunden så op, hvis det måske aldrig sker?
    PS: folk skal stoppe med at spørge par om hvornår de mon skal giftes – det er så dårlig stil!

    1. Nej det kalder også bare på så mange klicheer fra andre mennesker, som man slet ikke ser sig i eller har lyst til have hængende. Det er vildt svært at snakke om, fordi det tit bliver reduceret til overflade og tyl.
      Måske det aldrig kommer – og ellers kan man også tage sagen i egen hånd. Jeg hører altså også flere smukke historier, hvor det har en noget anden udgang end snørebåndsbinderi, som mit <3 KH

  10. TAK for det her indlæg. Jeg kan så godt genkende følelsen af at “drive” noget. Det er så svært at forstå den anden, når man synes det er så let at skubbe fremad. Hvad er dit råd? Skal man give plads og have tålmodighed?

    1. Jeg tror, jeg har måttet tvinge mig selv til lidt mere tålmod. Jeg ved, jeg hurtigere kommer til næste step end Adam gør, og så er det jo en kæmpe balance ikke at undertrykke sine følelser og behov men samtidig også give plads til at den anden kan få lov at nå frem til samme station og måske tage initiativ. Det kan jo også være et tegn på, at den anden reelt ikke er i forholdet 100 %, og derfor synes jeg det er pokkers vigtigt at man får den gode snak. “Helt okay, at vores tempo er forskelligt – jeg vil give plads til dig også, selvfølgelig. Men det er vigtigt for mig at du forstår, hvad det betyder i mine følelser, når jeg altid skal tage initiativ. Hvad din manglende drivkraft betyder for mig – selv om du måske ikke mener det sådan”.
      Vi har talt så meget om det, og vi ved begge to godt, at vi ofte driver i forskelligt tempo, og det er egentlig okay. KH

  11. Av, det gør lidt ondt at læse det indlæg… Kan genkende så meget af mig selv. Sådan at det gør ondt i min mave og mine kinder er våde. Jeg tror, at det var sundt for mig at læse. Både for at komme til indsigten af, hvorfor jeg går rundt med den følelse og håber, at han frier snart – men også for at kunne trække vejret dybt i maven, lade være med at stresse og tage det som det kommer. For det kommer forhåbentlig…
    Tak!

    1. Så kliche som det også er, så kom det først fra Adam, da han selv var klar og vi var stoppet med at snakke om det. Jeg håber, I lander lige der, hvor I skal være Kath! Mange tanker til dig

  12. Tusind tak for dette indlæg!
    Jeg kender selv den følelse du beskriver alt for godt: følelsen af at ville sin kæreste mere, end han vil én.
    Det er så taburiseret.
    Jeg håber også sådan at min kæreste snart frier til mig, efter 10 års kæresteforhold.
    Jeg var også den, der overbeviste min kæreste om at vi skulle flytte sammen, og det er også mig som er mest tydelig i mit ønske om snart at få børn sammen. Har besluttet mig for at jeg ikke vil presse på med det frieri. Har brug for at mærke, at initiativet kommer fra ham.

    1. Det er så tabuiseret. Men en helt reel følelse, som er så svær at stå med. For hvordan gør man det anderledes? Hvordan gør man noget ved det? Man er jo også forskellige til at udtrykke sig, og på den måde skal man jo også rumme hinanden… Åh… Jeg besluttede mig for det samme – ikke mere snak om det. Ikke mere fokus. Det hjalp gevaldigt for os tage et andet fælles skridt – at finde vores hjem. Det flyttede meget af fokus. KH

  13. Ahr men, så sidder jeg her og bliver ramt af et par tårer og en snøftenæse. Mig som egentlig ikke vil giftes med en kæreste, som så gerne vil råbe det til hele verden. Den sidste paragraf ramte lige i hjertekulen.

  14. Av. Jeg kan genkende mig selv i de følelser, som du skriver her. Og hvor får du bare sat smukt ord på de følelser. Tak for det. Jeg har sendt indlægget videre til min kæreste. Måske det kan hjælpe ham med at forstå.
    Tillykke med, at alt endte, som det skulle – det fortjener du.

    1. Misforståelse eller mangel på at ville forstå er det sværeste. Jeg håber, I kommer lidt tættere, måske med en fin snak på bagkanten af det. Og tak Kat! KH

  15. Tak tak tak TAK for indlæg som disse, hvor du viser sårbarhed, refleksion, poetiske skriv og nuance., Det er immervæk derfor, du er min yndlingsblogger. KH og tillykke med, alt gik som det jo (selvfølgelig) skulle! Om lidt bliver I forældre, og dét glæder jeg mig også til at følge med i!

    1. Sådan en kommentar gør det let at dele selv det sværeste, så tak Mette, virkelig! Og ja for fanden, tænk sig – det løste sig alt sammen, jo! KH

  16. Jeg overvejer kraftigt at sende det her indlæg til min kæreste – som heller ikke har friet, selvom vi har et barn (og verdens bedste forhold i øvrigt, men for filan altså hvor vil jeg bare gerne giftes også!!). Det er så mega følsomt, som andre også skriver herinde. Og åh hvor har jeg også bare hadet de der “skal I ikke også snart giftes”-kommentarer, hvor min kæreste bare står helt betuttet og tavst kigger ned i jorden, ha ha 😬🙄 Folk skal seriøst stoppe med at udspørge par om ægteskab (og om børn!).

    1. Det er sindssygt følsomt og for mange enormt svært at forstå. Og skide privat.
      Det er de værste kommentarer. “Skal du ikke snart have en kæreste?” “Skal I ikke snart flytte sammen?” ” Skal I ikke snart giftes?” “Skal I ikke snart have børn?”. Skal I, fremmede mennesker, jeg lige har mødt til en reception, ikke bare snart mind your own business? Altsååå… KH

  17. Okay, jeg prøver virkelig at formulere mig, så jeg ikke træder dig over tæerne (eller de andre damer her i kommentarfeltet), men da jeg læste det her indlæg (og selvom jeg godt kendte historien), så bliver jeg virkelig cringe og sådan lidt pinlig, at sige ‘på mit køns vegne’ lyder meget voldsomt, men lidt måske? Altså det der med, du lå foran vaskemaskinen med en ‘hvorfor vil du ikke have mig’-gråd. Fordi han ikke havde friet til dig, da du kun var i midt tyverne. Jeg tænker, hvad tænkte du dog på? På den allermest respektfulde måde jeg kan sige det.
    For, det virker så ekstremt og omklamrende? På den allermest klichéfyldte måde, når man taler om, hvordan ‘alle piger bare går og venter på at blive gift’. Det er nemlig det, det virker som om, at frieriet betød mere for dig end kærligheden? Og hvorfor havde du så travlt?
    Ja, jeg tror bare ikke jeg helt forstår det, hvor for mig, virker det mere afstødende at ville stramme ‘rebet’ om en anden på sådan en tvangsagtig måde (ikke bryllupper generelt, men med afsæt i ‘hvornår har du tænkt dig at fri til mig’-gråd midt i køkkenet) end, jeg tænker at, når man bliver sat i sådan en situation, så er det jo ikke fordi man tænker ‘det har jeg da helt vildt meget lyst til nu’, fordi man bliver presset ud i det?

    1. Det er så fint, du skriver dine tanker. Men jeg kan ikke bruge andres skam på mine vegne til noget 😀 Vi er jo bare forskellige, og hvad der foregår i følelserne kan sjældent forstås af andre – og til tider ikke engang en selv. Nu spørger du ind til nogle detaljer som er sindssygt nuancerede i virkeligheden og umulige for andre at forstå end os, der faktisk var i det. Selv om jeg prøver at sætte ord på.
      Du må gerne læse det ind i det, du gør. At frieriet var vigtigere. Men jeg synes ikke det skal gøres til en kønsting – det er mega ærgerligt og taler direkte ned i det, jeg slutter med. Det er jo mig som menneske, som havde brug for bekræftelse, for sammenhørigheden. Jeg kunne da ligeså godt have været en fyr. Jeg tog selv affære – uden at blinke til mit køn, men blev holdt fast i det stereotype “manden frier”, fordi han sagde nej.
      Jeg er enig i, at jo mere man taler om et frieri, jo mindre sandsynligt kunne man forestille sig det falde. Og vi talte heller ikke om det fra den aften.
      Men altså – din cringe og skam, den skal du ikke føle. Som du selv skriver, jeg var ung, også i mine følelser. Men vi havde altså været sammen i mange år – bare fordi man er ung, så skal de stadig krediteres. Måske havde jeg grebet tingene anderledes an i dag. Det var følelser dengang, og mine og helt ægte og berettigede for mig på det tidspunkt.
      De følelser, man sidder med i et parforhold, har man begge ansvar for at forløse på en fin måde og passe på. De kommer som oftest frem i et samspil. KH

        1. Jeg synes lige at jeg vil påpege, hvordan jeg ikke skyder det på vores køn, men at jeg netop synes det er ærgerligt, hvordan din reaktion taler ind i den meget stereotype forestilling omkring piger og bryllupper, og dét synes jeg er ærgerligt. Og så skammer jeg mig ikke, men brugte ordet pinligt – måske mest på Adams vegne, ift. Hvordan det måtte have været at blive stillet sådan nogle “ultimatumer” i form af “hvornår gør du det så?!”, stakkels mand altså, der har man da ikke en chance.
          Min pointe er bare, at det virker enormt kontra-produktiv og hvordan du tænkte, at det var bedste strategi? Ift. Kvinder der frier, så synes jeg det er mega sejt og jeg har ingenting at sætte på, at du tog sagen i egen hånd!

          1. Jamen, du gør det jo til en kønssag ved netop at tale stereptypisk omkring kvinder/piger. I stedet for at se et menneske som søger bekræftelse og afklaring. At jeg “tilfældigvis” er en kvinde, der tør åbne sin mund og fortælle om dybe, private følelser – det er dig der hænger det op på “piger og bryllupper”. Læs det som det det er og læg det andet til side.

            Det her indlæg er til for først og fremmest at vise sympati med en, der havde ondt i hjertet. For at vise at vedkommende ikke er alene med drømmen om et ja fra hinanden. Men også for at fortælle, at når man drømmer om at blive gift, så skal det ikke gøres til en drøm om tyl og ring og alt det klichefyldte af andre. Det kan stikke meget dybere – og sådan er vi forskellige. At ønske man ikke er alene om fremdriften i forholdet, at føle sig aktivt valgt til, at føle sig alle de her ting. Nogen hviler nok i sig selv eller i forholdet eller hvad ved jeg og mangler det ikke. Og så er vi altså også nogen, der er anderledes. Og det samme menneske kan jo også opføre sig forskelligt og have forskellige behov, når de lander i et nyt forhold. De behov og mangler påvirkes jo i høj grad også af, hvad partneren giver.

            Og så kan man altid sidde fem år senere og gøre sig klog, var det virkelig den bedste strategi? Hvordan katten man dog også kunne gøre, som man gjorde, eller sige som man gjorde – men det gør jo ingen forskel. Det var de følelser, der var på det tidspunkt, og jeg havde dengang de givne værktøjer og erfaring at håndtere det med. Altså du spørger jo ned i noget super privat uden at kende parforholdsdynamikker, hvem sagde, gjorde hvad, hvor meget blev der egentlig grædt, hvad blev der sagt tilbage, hvad var tiden, hvem gjorde hvad osv. osv.
            Man kan ikke forstå et parforhold, med mindre man står i det – det er min erfaring. Det er så komplekst og ikke afhængigt af et men to mennesker.
            I sidste ende er det her en bagudvendt skildring af en periode, som kun vi to reelt kender, hvor summasummarum er: Vi var to i et forhold. Den enes behov blev ikke indfriet. Det skabte en følelse af afstand og misforståelser. Vi talte ikke godt nok sammen. Vi tog ikke begge nok ansvar for at gøre hinanden glade og trygge. Det rettede vi op på og arbejdede med, og så fulgte roen og resten med.
            At du bliver pinlig på Adams vegne og kalder ham stakkels – det frarøver ham ansvaret. Han havde også et ansvar i situationen. Vi var to 🙂 KH

  18. Der er mange ting jeg godt kan lide ved din blog, men jeg er særligt glad for hvordan du linker tilbage til tidligere inslag, der er så mange hyggelige af dem.

    1. Sikke en dejlig detalje at bemærke Mathilde. jeg prøver selv at blive bedre, det tager jo lidt tid at søge frem. Men der ligger mange sjove, søde tanker og følelser gennem tiden, som jeg også får virkelig meget ud af at genlæse <3 KH

  19. Bliver helt trist over at læse alle de kommentarer om alle de damer som går og venter på at blive gift. Har lyst til at give alle en krammer og sige slaaaap nu af. Specielt den anonyme som ikke engang ville kunne acceptere et rådhus. Men der er vi nok så forskellige. Kan slet ikke forstå det kan være så vigtigt. Specielt hvis man har hus og børn og så stadig føle sig fravalgt 🤔
    Er også rimelig sikker på at det i de fleste forhold er kvinden som tager initiativ til det meste. Flytte sammen, snakke om børn osv. Mænd er da kloge og prøver at trække den så længe de kan 🙂
    Og et spørgsmål til indlægget her. Fortalte Adam aldrig at han ville have styr på job osv før i skull giftes? Eller troede du bare at han ikk ville giftes?

    1. Haha, de prøver, gør de!
      Det er bare nemmere sagt end gjort “styr følelserne”. Det kan være umuligt! Især når det reelt har en stor betydning. Ligesom det at få børn kan være vigtigt, det at flytte sammen kan være det osv.
      Men vi er jo også forskellige. Vi kommer alle sammen med forskellige bagage og forskellige behov for forpligtelse, det synes jeg er meget reelt. Jeg er sikker på, at man kan lægge en masse “broken home”-tanker ned i mit eget behov, hvis man vil det.
      Nej det sagde han aldrig. Det havde selvfølgelig givet en helt anden forståelse, men som jeg også skriver sikkert en fare for, at jeg så stod der med timer og sagde “NU DET NU”, når Cand. Merc’en var i hus, hah! KH

  20. Jeg bliver lidt ked af det, når jeg i kommentarer her på bloggen og på andre blogs samt i min både nære og perifære vennekreds hører om kvinder, der går og er kede af at deres kæreste ikke snart frier og bliver skuffet over den ene ferie efter den anden, der går, uden at det sker. Jeg blev gift sidste år, og det var det mest vidunderlige, jeg har prøvet, men det var ikke sket, hvis jeg havde ventet på, at min mand havde friet. Nogle gange må man kigge på den mand, man har valgt, og acceptere, hvad han er for en, og i min mands tilfælde ligger den slags bare ikke til ham (frieri altså, ligesom han heller aldrig i vores 11 år lange forhold er kommet hjem med en buket blomster), og det er helt okay for mig, men det skulle ikke betyde, syntes jeg, at jeg skulle gå i flere år og være ked af, at han ikke snart tog sig sammen og faldt på knæ, for sådan foreskriver traditionen. For jeg havde det meget lige som dig, Cathrine, og kan fuldstændig spejle mig i de følelser, du beskriver i dit indlæg. Jeg friede heller ikke selv, men vi blev gift, fordi jeg forklarede ham gennem lang tid, hvordan jeg havde det, og hvad der lå i det ønske af følelser om samhørighed og vælge til for hele verden (krydret med lidt argumenter om, at vi ville få en sjovere fest, hvis vi ikke havde småbørn på armen. Min mand er ret festligt anlagt), og så aftalte vi, at det skulle vi som en del af 2020-planen for vores parforhold (det med 2020-planen er mest for sjov og altså ikke, fordi vi er planlægningsfascister, men det er da rart at have en fælles, overordnet ramme for, hvad vi ønsker os af fremtiden ;)) Det betyder jo, at jeg hverken har en romantisk anekdote om et frieri at fortælle eller en smuk ring at vise frem, men kun det noget mere uromantiske “det aftalte vi at gøre”, og når en veninde glædesstrålende kommer og viser sin forlovelsesring frem og beretter om det romantiske øjeblik, kan jeg da godt mærke en flig af “det gad jeg da også godt ha’”, men i det store og hele betyder det ingenting for mig, for jeg fik jo den mand, jeg gerne ville have, på en måde, der var loyal over for hans væsen, og på en måde afspejler det, synes jeg også, en ligeværdighed, at der ikke vsr en, der havde magten til at beslutte, om det skulle ske eller ej, mens den anden bare gik og håbede. I sin bryllupstale sagde han bl.a. noget om, at han var glad for, at jeg gjorde hans verden større ved at få ham til at gøre ting, han ikke selv ville finde på eller ville kaste sig ud i (fx få en hund og blive gift), og det betød meget for mig, fordi det sagde noget om, at det ikke bare er fortællingen om mig, “den onde kvinde”, der får min stakkels mand til at gøre alt muligt, han ikke har lyst til, for min skyld, men at det, at jeg ofte er den, der driver tingene frem i vores parforhold også er noget, han er glad for. Det blev vist en lang kommentar, som jeg ikke ved, om nogen kan bruge til noget, men jeg ville altså håbe, når jeg høret om de her kvinder, der er kede af det, mens de venter, at flere var ligeglade med traditionen og tog sagen i egen hånd og måske accepterede, at et giftemål også kan være noget, man kan blive enige om, skal ske. Jeg kender jo ikke til disse kvinders parforhold eller til deres mænds temperament, men jeg har en fornemmelse af, at der findes andre mænd som min, for hvem det at fri ikke lige ligger til dem, men det betyder ikke, at de ikke vil giftes med dem, de elsker. Og ud over at det er trygt og godt at være i ægteskabet, som du beskriver, så under jeg alle mennesker en bryllupsdag. Den kan selvfølgelig tage sig ud på mange måder, som kan være helt lige fine, men at mærke den samhørighed og gode vilje, strømme imod en fra venner og familie, som er en del af ens dag, var kæmpestort, synes jeg. For mit vedkommende strækker taknemmeligheden sig altså længere end til at få det store ja i kirken fra min mand til også at blive mindet om, hvor mange gode mennesker, vi kender, som vil os det bedste. Det er, som om at det er lidt oppe i tiden at være imod bryllupper og mene, at det er materielt og spild af penge og skal være instavenligt, men den følelse af samhørighed og taknemmelighed, jeg blev overvældet af på min bryllupsdag både over den mand, der sagde ja, og over de vidner, der glædede sig sammen med os, rakte langt dybere end overflade og glimmer, men blev muliggjort af, at der rent faktisk var et bryllup, som vi alle var samlet til.

    1. Sikke en dejlig, dejlig kommentar Ditte. Tusinde tak for den og dine oplevelser, som lyder så rigtige og fine for jer.
      Adam nævnte faktisk det samme i sin tale for mig – det med at gøre verden større. Jeg har også for længst accepteret, at vi kommer en postgang forskelligt frem til de forskellige stadier, og at det i øvrigt er helt okay. Det er jo i virkeligheden også en anden side til samme træk, som jeg elsker ved Adam, hans ro og tilbagelænethed. Sådan er det tit, synes jeg – de træk vi forelsker os i har flere facetter, som man må tage med i købet. Tak fordi du delte – og ja, det er en dag så meget større end både ringe og et ja. Det er forening af venner, familie, omsorg og kærlighed i overflod. Klem

  21. Åh, et fint fint indlæg. Tror vi netop er ufattelig mange kvinder, der er evig higen efter samhørighed og vished om, at vores bedre halvdel, vil os så meget, som vi vil dem. Ofte tager jeg mig selv i at spørge, om han elsker mig, vil være kærester med mig resten af livet osv. Jeg burde bestemt ikke tvivle, men når man er god til at overanalysere selv de mindste detaljer, og dem som slet ikke forekommer, så er det ofte svært med visheden.

    Forresten. Du burde skrive en roman. Starten på dette indlæg er fuldstændig opslugende, og jeg tror bestemt, at jeg ville nyde at læse dine ord på papir i bogformat en dag.

    1. Hvor er du sød, måske en dag <3 Det er i hvert fald en gammel drøm.
      Og så tror jeg helt sikkert, uden at skære mit eget køn over en kam, men der er noget i vores analyserende adfærd, som måske også kan tilskrives den usikkerhed. KH

  22. Så flot og rørende skrevet.
    Virkelig. Blev rørt helt ned i maven og kunne genkende flere følelser – ikke dem alle, men mange.

  23. Jeg er også klart den mest initiativrige i mit forhold “skulle vi ikke gøre ditten og datten, spise dér, rejse derhen?” og jeg er klart også den der bruger mest tid på at tænke over mine følelser, og mest behov for at snakke om dem. Det er helt ok, vi er forskellige mennesker, og jeg ved jo godt at min kæreste ikke ville være her på syvende år, hvis han ikke var vild med det.
    Men lige det med ægteskabet, frieriet, den følelse af han han tager initiativ og vælger mig til, ligesom du beskriver, det er altså vigtigt for mig, kan jeg mærke.
    Lige nu er det ret ligegyldigt, vi er fattige, travle og studerende, men det er virkligt varmende at vide, at I er kommet igennem den periode med forholdet intakt, skulle den lure forude.

  24. Fantastisk fint indlæg <3 Selvom jeg elsker at følge med i din flotte og fantastiske hverdag, så er det også så uendelig rart, når der kommer lidt sprækker i den 'perfekte' verden (og hvis det kan tolkes sådan, så er det på ingen måde mente på nogen ond måde). Det er inspirerende at følge med i jer bloggers hverdag, men det giver også til tider en følelse ikke at slå til. Jeg er også 28 år og har nåede absolut ingen af de milestones, som dig – og det kan sgu godt være lidt træls 😉 Men når sådan her et indlæg kommer, så er det som om jeg husker, at du også er et menneske med op- og nedture, og at det så nok også nok skal gå for alle os andre lidt mere dødelige kvinder.

    Tak for at åbne op både når det går godt og skidt.

  25. Av. Det her indlæg rammer lige i hjertekuglen. Min kæreste og jeg har været sammen i 13 år og har et barn på 3 år. Alt hvad vi foretager os er på mit initiativ, fordi jeg åbentbart bare føler træng til forandringer eller ferier hurtigere end min kæreste. Vi har hverken sikret hinanden eller talt om at blive gift. Er meget spændt på om det nogensinde sker. Jeg tror sågar, at hvis vi sikre hinanden ved testamente, så bliver vi aldrig gift. Det gør ondt. Meget ondt. Jeg mangler hans tilvalg, til trods for vi har ejerlejlighed, bil og barn sammen.
    Jeg synes det er SÅ ømtåligt et emne. Især fordi han synes det er mere voksent at blive gidt end at få børn. Forstår det ikke. Han skal leve resten af livet med mig, fordi vi har valgt at få barn sammen. Ved giftemål kan vi blot skilles på borger med nemid 🤷🏼‍♀️
    Vi er begge 32 år – vi ER vosne!!

  26. Åh hvor kan jeg godt følge dig i dine tanker dengang! Den bekræftigelse der ligger i “jeg har aktivt taget stilling til at jeg vil dig 200%”.. Det er også den jeg ønsker. Min kæreste og jeg har været sammen i 4 år, så det behøver ikke være nu – slet ikke. Men når vi snakker om bryllupper og at jeg gerne vil giftes engang, går han lynhurtigt i “tænk hvor mange ferier vi kan komme på, hvis vi ikke bliver gift”. Jeg bliver så ked af det, da jeg aldrig har spurgt til et stort bryllup, men blot en dag hvor vi vælger hinanden til, gør det foran alle dem vi holder af og fejrer det med dem! Et bryllup er så smukt og fyldt med kærlighed (størrelsen er fuldstændig ligegyldig), og jeg håber, at jeg en dag kommer til at opleve det selv 💞 Tænk sig, at man kan elske hinanden så højt, at man foran alle siger “jeg vil os to, i medgang og modgang, resten af vores liv” 💞 Tak for din ærlighed 🙂

    1. Det kan være I en dag skal afstemme det – at et bryllup for jer er smukt som havebryllup fx <3 Jeg håber I lander lige der, hvor I skal! KH

Læg en kommentar