Glædelig weekend - ROCKPAPERDRESSES
Glædelig weekend

Godmorgen venner,

Er vi nået dertil, hvor man tænker “HAR HUN FØDT?!” hvis jeg er lidt stille herinde? Haha!

Det har jeg altså ikke. Jeg kom bare helt skævt ind på weekenden allerede i torsdags, hvor jeg efter en hel dag med en meget stille baby i maven kontra hans evige punk rocker-livsstil, talte med Adam om, om vi skulle ringe til fødegangen. “Better safe than sorry”. SÅ det gjorde vi. Og de endte med at kalde os ind omkring 22.45. Jeg blev lagt til at hvile med elektroder på maven og en bip-dimmer i hånden, så jeg kunne markere enhver bevægelse på en halv time. Jeg havde i øvrigt en virkelig rar jordemoder på Herlev – efter nu at have været derude en hel del gange i forbindelse med fødselsforberedelse, Anti-D-sprøjte osv. så er min virkelig uheldige oplevelse fra sidste sommer ved at gå i baggrunden, og vender han sig ikke, så er det absolut ikke længere det værst tænkelige scenarium at skulle føde på Herlev. Det kan uden tvivl også blive fint. We’ll see.

Selv om han på den halve time slet ikke var så aktiv, som han plejer, så var han stadig over, hvad de ønskede af ham, så jeg blev sendt hjem igen henover midnat. Så var jeg til gengæld dødstræt hele fredagen. Jeg sneglede med igennem den. Og det tager jeg med. Det må gerne gå langsomt nu.

I går gik dagen med praktik. Vi har taget hul på babyværelset og endnu engang ligner hele 1. sal en slagmark (på den måde ganske praktisk at vores sofa STADIG ikke er kommet, nu snart en måned forsinket) og det presser os begge en smule. Skabene derinde er tømte, indholdet spredt udover stuen, den gamle sengeramme er ude, hullerne i væggen lappet – og det mest træls er, at jeg jo ikke rigtig kan gøre fra eller te. Jeg kan hverken grunde eller male eller slæbe. Så i stedet har jeg kastet mig over vasketøjet. Både hans og vores. Til trods for at delene er SÅ små, så tager det altså en rum tid, hehe… Men hold kæft hvor er det sødt. Sokker mindre end min lillefinger. Bodyer som, når jeg lægger dem henover min mave, passer nogenlunde med størrelsen af ham derinde. Jeg har købt en enkelt 3-paks i størrelse 44 – shit det er småt. Men just in case skulle han komme før tid. Det tror jeg nu ikke sker.

Resten af dagen går med mere praktik og for mit vedkommende også computertid. Mere vasketøj, mere børneværelse, en tur i IKEA og forhåbentligt i seng tidligt. Vi var til 50-års fødselsdag i går aftes, og der blev klokken også mange. Summasummarum: Praktik, træthed, gråd i vaskekælderen over, hvor sindssygt det er, at der faktisk kommer en baby og kan bruge det tøj, jeg igennem årene har småkøbt for at holde troen og fokus gennem prøvelserne og behandlingen. Vi har aldrig været tættere på.

Hvad har I bedrevet i weekenden? Fest og farver? Ren afslapning? Praktik? Eksamensopgaver?

Søndag, rockpaperfrida, pugs, mops

8 kommentarer
  1. Hej Cathrine

    Det var heldigt at alt var som det skulle være. Jeg så din fine story i går med alle de basisting I har købt til jeres lille baby-dreng. Jeg er også helt ny i denne verden, og tænkte at hvis du fik lyst og tid – så ville det være helt vildt fedt med et what-to-buy indlæg med babytøj. Du har jo så evig fin stil.

    God søndag.

  2. Min weekend har bare stået på afslapning og hygge på sofaen med film/serier, te og lidt guf. Lige præcis sådan en weekend jeg trængte til, så det kunne faktisk ikke være bedre. 💕 Glæder mig til at se baby-værelset!

  3. Så fine ting, du har købt til ham ❤️ Jeg har termin en måned før dig og har også en vildt aktiv baby i maven ni ud af ti dage, men der er dage, hvor jeg især sidste måned også er blevet bekymret, fordi aktivitetsniveauet lige pludselig ikke virkede til at være det samme, men jeg har opdaget, at det måske har noget at gøre med, hvordan han vender. Nu kan jeg virkelig mærke, hvilken side han ligger i, men når han skifter side er det som om, der godt kan være en dag, hvor jeg mærker ham mindre, og jeg har tænkt over, om det måske er fordi, han lige lægger sig godt til rette, så han har plads til at sparke løs igen 😊 Men godt, de var gode ude på Herlev og altid rart lige at få ro i maven.

  4. Godt at der alligevel var gang i ham derinde!
    Min weekend startede også på hospitalet med en frygt for nyreinfektion – det var det heldigvis ikke. Dog ikke helt sådan, jeg ønskede at tilbringe min ferie i Maine. Nu sidder jeg i lufthavnen og venter på et fly til New York, hvor sidste del af ferien skal bruges, det er slet ikke så skidt endda. Jeg glæder mig til at nyde godt af din guide!

  5. Jeg har selv født en dreng med numsen først på Herlev for et lille år siden (Wow tænk det allerede er så lang tid siden) og havde en virkelig god oplevelse.

    Så kan kun anbefale det selvom jeg selvfølgelig håber for dig at du får din hjemmefødsel.

  6. Godt alt var som det skulle være. Åh det med str. 44! Min datter blev født 32+6 (med et efterfølgende ukompliceret forløb og ingen følger) og svømmede i sit str 44. Dengang vejede hun 1800g, nu er hun lidt over 9 mdr og vejer knap 10kg, og jeg kan nærmest ikke forstå, hun har været så lille.

    Jeg hader forresten hospitaler (fordi jeg har været der) og havde egentlig drømt om hjemmefødsel (opgav det dog ret tidligt) ,men min fødsel var fantastisk alligevel, og de ting, jeg havde frygtet, var ikke relevante i situationen.

  7. Jeg kan anbefale at slå et smut forbi Alice cph, for de bedste vafler og ditto is (https://www.alicecph.dk/) jeg endnu har fået i København. Kan især anbefale hasselnød, blåbær og stracciatella. Det er out of this world godt (se evt. politiken anmeldelsen).

Læg en kommentar