Hverdagsglimt - ROCKPAPERDRESSES
Hverdagsglimt

Jeg har været lidt arbejdsuartig i dag. Jeg satte mig til computeren tidligt og svarede på et par mails. Men derfra gik jeg igang med at rydde op. Hele hytten. Fra soveværelse til køkken og stue. Smide ud, smide ud, smide ud. Pap, kvitteringer, tomme æsker, dims jeg ikke bruger. Det har jeg skullet i virkelig lang tid, jeg har bare sjældent energi efter arbejde. Det bliver hele tiden den der ‘mañana mañana’. Og når det så lige kommer over en, så er det sgu bare med at rykke. Så det gjorde jeg. Og jeg ved, at Adam elsker mig lidt højere, når jeg faktisk får ryddet op. Det har han selv sagt, haha!

Det er en hel lettelse, men som det så tit er, når man først får taget hul, så er der altså lige lidt bunker nu hist og her men absolut overskueligt. Tænk sig, vi kan måske endda få gjort sådan ordentligt rent nu? Det kunne da være flot. Ahh! Halvdøde planter, der har skullet ud længe. Uuuud! Ahh!

Jeg kan godt mærke, at jeg masser af energi i lommer – og så flader jeg heeelt ud bagefter. Det er sådan løbende igennem dagen, meget omskifteligt. Men jeg giver mig også hen til det, hvis jeg kan, og tager en lur. Snart halvvejs i tredje trimester, det er helt okay at være træt.

Især også oven på sidste uge. Modeuge, rend, varme. Lad os se på det <3

Rockpaperdresses, Cathrine Widunok Wichmand, Hverdagsglimt, SS19, Modeugen 2018

For anden sæson i træk havde Emily og jeg koordineret kalender under modeugen. Det er noget så rart med selskab. Og så så flot et af slagsen. De shows jeg ikke var inviteret til, der hev Emily mig med og omvendt. Vi gik grinet undervejs, spist tacos, nydt aircon i bilen en af dagene, drukket iskaffe, taget fornødne pauser, talt højt og lavt og dybt. Det var en virkelig rar måde at gøre det på, hun er min bedste arbejdsmakker.

De tre intense dage modeugen strækker sig over er en vild omgang. Det føles lidt som julefrokost sæson hver gang. Man får hilst på en masse mennesker, man aldrig ser. Alle har gjort deres yderste for at se fine ud. Og tøjkrisen indtræffer ligeså sikkert som snapsen på bordet til jul. Men det er også lidt stress – er jeg nu smart nok? Får jeg invitationen til den fest, jeg helst vil med til? 

Nu har jeg efterhånden mange sæsoner på bagen (endda en enkelt i Stockholm, hvor jeg var ret på måsen over hele oplevelsen – at se mit navn på papir dengang), OG jeg er blevet ældre.

Jeg undgår at lade være med at rive mig med af min egen storhed, haha! Det er en hardcore industri, hvor man på sin vis deles ind i A-, B- og C-mennesker. Front row, second row og stå op. Og så er der Å-menneskerne, dem der ikke engang bliver inviteret. Og jeg er lidt af det hele, afhængigt af hvem man spørger. Og det er fint. Jeg overhører ofte kolleger skumle over, at de ikke har fået den rette placering. At de er blevet vurderet til et andet bogstav, end de så tydeligvis selv forestiller sig. Og det lader de falde højlydt. Og man kan da godt lade sig rive med og synes udsynet er så meget bedre for A-menneskerne. Men jeg tænker tit på, at hvis jeg som 13-årig, da jeg drømte allerhøjest om at blive tøjdes-e-gner og brugte alle mine sparepenge på Costume, havde fået at vide, at jeg skulle overvære et modeshow. Altså overhovedet at se et, så var jeg faldet død om. Jeg havde ikke troet mine egne ører. Den ydmyg omkring cirkuset – den prøver jeg at holde fast i. 

Rockpaperdresses, Cathrine Widunok Wichmand, Hverdagsglimt, SS19, Modeugen 2018

Og det er ærligt talt stadig stort at se sit navn på et stykke papir (og endda mit “nye”). At nogen har tænkt på mig. Og hvor jeg skulle sidde. 

Rockpaperdresses, Cathrine Widunok Wichmand, Hverdagsglimt, SS19, Modeugen 2018

Den flotteste kjole, jeg overhovedet så undervejs – fra Stine Goya i øvrigt. Og jeg tror, det bliver et showpiece eller en meget dyr sag solgt på Net-a-porter. Men wauw for en natkjoledrøm til fest. Det lykkedes mig ikke at få et godt billede af den, så the behind must do. Men åh!

Rockpaperdresses, Cathrine Widunok Wichmand, Hverdagsglimt, SS19, Modeugen 2018

En enkelt aften hang jeg også ud med Frede og Emilie, bare sådan stille og roligt og et par glas hvidvin. Eller cola til mig. HVEM synes ikke, vi er vigtige nok HVER gang? Haha!

Rockpaperdresses, Cathrine Widunok Wichmand, Hverdagsglimt, SS19, Modeugen 2018

Hej nye og lækre vane! Jeg har ikke været forbi min yndlingscafé Acacia i en måned i hvert fald, haha! Og de har udvidet deres kolde “kaffe”-drikke med en is-chai og en is-spirulinadrink, og de smager fuldstændig MAGISK! Så jeg har indtil videre været forbi tre gange for at tanke op på en uge. Men når nu man skal finde koffeinfrie eftermiddagsdrinks, så er det da at slå til søren, når man finder dem.

Rockpaperdresses, Cathrine Widunok Wichmand, Hverdagsglimt, SS19, Modeugen 2018

Der var også så vidunderligt mange smukke aftener i sidste uge. Det har der nærmest været i et væk siden maj, har der ikke? Og vi har nydt det. Helt åndssvagt. Tænk et år at få lavet terrasse. Den er stadig work in progress på indretningsfronten, men det behøver ikke komme på en gang. Næste år må vi finde det rette lille udekøkken og fået lavet et ordentligt understel til det bord. Men den tid, den glæde. Og så kan der vel også klemmes et par planter ind mere, kan der ikke?

Rockpaperdresses, Cathrine Widunok Wichmand, Hverdagsglimt, SS19, Modeugen 2018

Bare lige en lille post fødsels-treat. Vi brugte seks timer på Smertefri Fødsel i lørdags, og selv om jeg tænkte, det var en smådyr omgang, så var det virkelig godt. Meget lavpraktisk og en masse redskaber og øvelser især for partneren. Det var lige det, vi manglede at bygge mere på af. Jeg skal nok lave et samlet indlæg med, hvilke forberedelser, jeg har gjort mig.

Og så et smut på planteskole og Flyvergrillen efterfølgende til et delesæt. Der skulle lige tankes op og spottes fly. Lørdag well spent!

Rockpaperdresses, Cathrine Widunok Wichmand, Hverdagsglimt, SS19, Modeugen 2018

Generelt er der mange der spørger til en housetour og “Må vi ikke se stuen?” og “må vi ikke se soveværelset?”. Jooow… Men vi er stadig langt fra i mål. Og ikke engang på den måde, at vi af forfængelighed ikke vil vise noget frem. Men i stuen står der en havebænk med et tv på og vores Børge Mortensen-stol. Og nårh ja, en kæmpe plante. Men der er altså ikke indrettet det store endnu ellers. Det lader vente på sig, bl.a. fordi vi på 2./3. måned stadig venter på vores sofa. Og vi kan ikke hænge billeder op før den er kommet. Eller finde lamper eller sofabord.

Og i soveværelset er det kun et par uger siden gardinerne kom op. Skabslågerne mangler stadig, for der er leveringen også lang. Det tager bare tid. Og vi har den! Så ingen stress. Vi vil så gerne gøre det rigtigt og gå det hele til, før vi propper det til med møbler. Men se nu der, et spejl der er kommet op. Jeg har plaget om at måtte købe en udstillingsmodel af det her spejl fra Malene Birger. Det kom aldrig i produktion, og jeg har ikke sluppet det siden i vinter, hvor jeg så det første gang. Nu bor det her! Otte måneder senere næsten!

Rockpaperdresses, Cathrine Widunok Wichmand, Hverdagsglimt, SS19, Modeugen 2018

Men små hjørner indfinder sig. Små glimt af ro og orden og plads til en kaffekop. Og det nyder jeg. I søndags hvor det stod ned i stænger, og jeg kunne hive mig selv op i elevationssengen og kigge ud på det og nyde min kaffe. Det var stort. Indtil jeg faldt i søvn og vågnede ved at jeg snorkede om kap med Frida. Sunday goals!

Rockpaperdresses, Cathrine Widunok Wichmand, Hverdagsglimt, SS19, Modeugen 2018

Men vi havde altså også gået en lang tur. En virkelig lang tur og mødt virkelig mange mennesker undervejs. Vi var begge helt døde. Men konceptet ‘søndagsspadseretur’, det holder. Især i det her vejr, hvor det ikke er alt for varmt. Næste weekend med!

13 kommentarer
  1. Jeg cyklede forbi jer i søndags på jeres spadseretur, og jeg var lige ved at råbe “hej”, da det gik op for mig, at bekendtskabet jo ikke helt går begge veje. Haha. I så vildt glade ud – strålede! ❤️

    1. Haha, det skulle du sgu bare have gjort Charlotte, det havde været herligt – og ikke første gang jeg oplever, at folk siger hej. selv om jeg ikke aner, hvem de er 😀 KH

  2. Kan lige perifert skimte et s/h billede fra jeres bryllup i stor format, bag trappen i soveværelset, indrammet og klar til at blive hængt op – ville bare lige sige, at jeg synes det er noget fint og så hyggeligt et billede som jeg spår at i vil blive rigtig glade for i fremtiden!

    1. Jaa, det er så fint! Jeg er lidt i tvivl om jeg synes, det er for selvsmagende at hænge op, haha! Men jeg elsker bare det billede! KH

      1. Det er overhovedet ikke for selvsmagende!! Hvad kunne være smukkere end at fejre kærligheden!? Og hvad er der iøvrigt galt i, at man synes et billede af en selv og ens mand er smukt? Og så endda fra jeres bryllupsdag. Tsk, væk med janteloven! Mange folk har da bryllupsbilleder hængende og at i så forstørrer det og laver det i sort/hvid, gør det bare til et stykke personligt kunstværk – synes jeg i hvert fald! Op med billedet og vær stolt af det!

  3. Så fedt I valgte elevationsseng.. 😀 føler, at jeg bidrog til den beslutning, fordi jeg talte så varmt for 😁😉 du skal holde godt fast i den ydmyghed omkring modeshows.. det er mange unge pigers drøm at få en invitation (jaaah inkl. mig selv 😇). Jeg er så slet ikke endt i branchen, men synes stadig det kunne være sjovt at prøve for en dag. Om ikke andet så for et slags antropologisk studie 😜 Ps. Synes du kaster mange gode indlæg ud for tiden, det er jo en fornøjelse

    1. Det er et seriøst antropologisk studie 😀 Det er næsten det sjoveste ved at deltage. Hvordan alle reagerer inden for de faste rammer. Nogen med nykker, andre med ydmyghed osv.
      Det var 100 % jeres mening, der fik os over på elevation! Uden tvivl, æren tilfalder jer 😀
      Og taaaak, det er jeg så glad for <3 KH

  4. Ujh, du sælger den ellers godt, den der søndagstur. Må prøve om vi kan gøre det til en ting sans hund (selvom jeg 1.000 gange hellere ville med hund, haha)! Det er ikke fordi, jeg på nogen måde er klar til at slippe sommeren endnu, men det kan altså noget med de her uendelige regnvejrsdage og “trøjer-og-bare-ben”-sæsonen 😀

    Knus

    1. Klart hunden der driver værket her 😀
      Jeg eeeelsker den der trøjer og bare ben-sæson. Det er seriøst det bedste 😀 KH

  5. Hedder det monstro en Børge Mogensen stol? Blev nysgerrig på hvad der var for en stol, men Børge Mortensen findes vidst ikke? 🙃

  6. Undrer mig over, hvorfor der sidder to modeeksperter på “front row” til Stine Goya, som falder lidt udenfor, den ene med sut i munden!?😂

Læg en kommentar