Skændes I aldrig? - ROCKPAPERDRESSES
Skændes I aldrig?

Der var engang en optimistisk type, som fik en fræk idé. Et lyserødt langbord til en tagterrasse så man rigtig kunne samle hele familien. Typen der som udgangspunkt siger: “Det gør vi da bare”. Typen der får en god idé, og før den er tænkt til ende har revet tapet ned af en hel væg med tanken “det fikser vi da bare igen”, hvis nu det ikke rigtig spiller. Men partneren i foretagendet er typen, der siger “… Det er jeg nødt til lige at regne på”. Typen der gerne lige vil tegne efter, regne efter, og derfor tage nogle dage til at vende det hele og så vende tilbage og gøre det forfra, før en beslutning kan træffes. Den impulsive møder den planlæggende.

Rockpaperdresses, rockpaperhome, Cathrine Widunok Wichmand, Lyserødt flisebord haven

Lige dér er kimen til, hvor Adam og jeg kan diskutere. Og en lørdag i Silvan også kan skændes om. Jeg ville i Silvan og lige se på, hvordan man kan smække sådan et bord sammen, hvad koster’en? Hvad skal man have fat i? – men i virkeligheden også bare få købt ind til det, så vi kan komme igang. Ikke så meget lurepasseri. Ja, en skjult agenda fra min side – lad os bare gøre det! Det er bare sjældent den slags rigtig dur; skjulte agendaer som inkluderer andre end en selv. Adam derimod tager i Silvan for faktisk at lure på, hvad koster’en? Hvad skal vi have fat i? For så at tage hjem og vende det hele engang til, før beslutningen træffes.

Så dér stod vi i Silvan en lørdag, den lørdag hvor Harry og Meghan blev gift, og skiftevis hev ud i en masonitplade og skubbede den på plads. Smed ting demonstrativt i indkøbskurven. Råbte lidt langt nede fra halsen mellem hinanden, sådan en passiv aggressiv tone, som er handy, når man er ude blandt fremmede og ikke vil høres af andre.

Rockpaperdresses, rockpaperhome, Cathrine Widunok Wichmand, Lyserødt flisebord haven

Skændes I aldrig? Det bliver jeg til tider spurgt om.  Og lige dér havde vi et kæmpe skænderi. Om noget så ligegyldigt som lyserøde fliser og spartelmasse. Det er til gengæld det eneste skænderi vi har haft i de sidste små ni måneder, men jeg skal love for, at bølgerne gik så rigeligt højt til, at jeg tænkte ‘bare han ikke mærker det derinde’. Mand! Jeg syntes, det var pinligt! Især fordi det foregik midt i badearmaturer og de fremmede mennesker. Det er det værste, jeg ved – at hænge vasketøj til tørre, når man er out’n’about. Jeg er også typen, der synes, det er dødpinligt, når man sætter sig på en restaurant, tjekker menukortet og går igen. Den der tydelige demonstrering af utilfredshed. Det husker jeg især som barn, SÅ pinligt. Jeg kunne heller ikke drømme om at være ærlig og sige “nej, ved du hvad, det smagte faktisk ret dårligt”, når tjeneren spørger “var alt som det skulle være?”. Jeg tager det som er retorisk spørgsmål, selv om jeg da bare burde være ærlig – de kunne jo lære noget til den næste gæst.

Jeg er konfliktsky. Undtagen når det kommer til Adam. Og min mor måske, haha! De eneste mennesker på denne jord, jeg føler, jeg kan være mit helt urimelige, ærlige, forkælede, vrede jeg overfor. Sådan nogen mennesker skal man have i sit liv – det forpligter selvfølglig også den anden vej. Ellers holder det ikke i længden.

rockpaperdresses, Cathrine Widunok Wichmand, Italien

Adam og jeg er på mange måder vokset op sammen. Det har krævet nogle ordentlige skænderier undervejs, når man både skal finde ud af, hvem man selv er, samtidig med at man skal forholde sig til en roommate, som ikke lige har et andet sted at tage hen. Vi har haft vores skænderier. Både de helt store, som man kan være nødt til at tage for at finde hinanden, for at mærke om man går i samme retning. Som det i Rema1000s blålige skær en kold vinternat. Eller de helt fjollede som oftest bare har handlet om usagte forventninger til hinanden. Som dengang jeg mistede et stykke af min finger, og Adam ikke var tilfreds med grunden til det – jeg var så skuffet over, han ikke bare klappede i sine hænder over, at jeg da lige havde endevendt hytten. Eller Adams og mit evige mismatch indenfor genren “give hinanden gaver”, jeg havde tydeligvis høje tanker om, hvad man giver til sin kæreste (som ikke indebar sovs). Igen, usagte forventninger til hinanden er djævlens værk, for hvordan pokker skal de kunne indfries, hvis ens makker ikke aner om dem?

Jo, vi har skændtes. Men de der store skænderier i dag, det er virkelig sjældent. Vi har ligesom haft de fleste, de største i hver fald. Vi har slebet hjørner, vi har skubbet til hinanden, sat grænser og blødt op for dem igen. Det betyder ikke, at vi ikke kan have en halv lørdag, hvor vi ikke lige taler sammen. Hvor vores energier ikke lige svinger. Det kræver fanme noget at bo sammen med et andet menneske – ligegyldigt hvem det er; roommate, kærester, bedste veninder, forældre. Men især et menneske man har meget investeret med. At finde rum i sig selv til rumme et andet menneske (som måske har en dårlig dag), også de dage hvor man selv føler sig overrumplet af verdenen. Det er hårdt. Og sindssygt lærerigt.

Nu overtolker jeg spørgsmålene, om vi aldrig skændes, som et lille udtryk for at man måske selv sidder lidt stramt i det engang imellem, og når man så ser en tilsyneladende gnidningsfri parforholdsmaskine som vores, så kommer komplekserne tilsyne i ens eget. Først vil jeg sige, at det, vi alle lægger ud, sjældent er 1:1 med virkeligheden – det er et udsnit. Og jeg er vokset lidt fra at kalde andre torskepander på bloggen, hehe… Skænderier er private mellem to mennesker og sjældent til at forstå eller særligt givende for uindviede, så derfor kommer de ikke herind.

Derefter vil jeg sige, at jeg bestemt ikke tænker, at skænderier eller hævede stemmer er ensbetydende med et dårligt forhold. Min mor har altid sagt, at hun og min far aldrig skændtes. Men måske var det (også) derfor, de blev skilt? Skænderier kommer jo tit ud af, at der er noget på spil, at vi tester hinanden og værdier af. Og det kan der være brug for til tider. Skænderier kan også være en magisk åbning til at lære sig selv eller et andet menneske bedre at kende. Det er klart, der skal være grænser. Og man skal passe på sig selv i det hele. Er det mere arbejde end nydelse, forholdet? Er det uoverstigelige, grundlæggende forskelligheder som bliver ved med at komme op? Er der trods skænderiet en grundlæggende respekt og omsorg for hinanden? Kompromis i parforholdet ja, men for mange kompromiser med sig selv, og man kan ende som en fremmed.

Når jeg nu ser ud på det bord på terrassen hver morgen, når jeg vågner, så griner jeg lidt af den lørdag. Der var absolut ikke noget at grine ad den dag, for selvfølgelig handlede det ikke bare om fliser. Det kom til at handle om vores forskellige tilgang til projekter, hvordan jeg er en do’er og Adam en think’er. Og der kan vi godt blive frustrerede over hinanden. Men det er jo bare et bump på ugen og ikke på forholdet. Og dem tager vi med. Det giver sgu da os lidt spænding!

21 kommentarer
  1. Dejligt fint indlæg. Jeg er også selv af den overbevisning, at hvis man aldrig skændtes, så er der noget galt. Herhjemme sker det bestemt heller ikke så tit, men når det sker, så sker det virkelig også.

    1. Jeg ved ikke, om jeg vil sige, noget er galt, men jeg tror i hvert fald ikke det modsatte er tilfældet – at fordi man skændes, så har man et skidt forhold 🙂 Alt med omsorg og respekt <3 KH

    2. Jeg tror nu ikke der behøver at være noget galt, selvom ens forhold ikke indeholder skænderier. Jeg har været sammen med min mand de sidste 10 år. Og vi har aldrig skændtes. Nu kan det jo godt være at vi definerer et skænderi forskelligt – men jeg kunne ikke finde på at råbe af min mand. Det ville jeg heller aldrig gøre af veninder, min mor eller nogle andre mennesker. Vi kan godt blive irriterede på hinanden. og være uenige. Men det har altid kunne ordnes uden hævede stemmer eller grimme ord. Og vi elsker nu hinanden- også selvom vi ikke skændes.

      1. Jeg tror helt sikkert at ord som skændes, diskutere (højlydt) osv. er super individuelt, hvad vi lægger i dem 🙂 At skændes for nogen er en voldsom ting og for andre ikke. Men jeg er enig S, man behøver ikke skændes for at have det godt. Jeg synes faktisk at alt kommer ned til tone, omsorg, respekt osv. når man taler sammen, ligegyldigt hvor højlydt 😉 KH

  2. Min kæreste og jeg har skam også rigeligt skænderier, eller.. De kommer ligesom lidt i bølger. Netop fordi vi er forskellige på nøjagtig samme måde som du og Adam. Hold kæft, hvor kan jeg nogle gange blive vanvittig over at alt skal regnes på, tegnes og vurderes før det kan blive ført ud i livet – man er vel ikke ingeniør for ingenting (altså ham). Haha!
    Men okay, retrospektivt kan jeg da godt se, at det måske var meget smart at lave en tegning af hvilke mål vores lange skrivebord skulle have for at passe med de møg-skæve vægge eller hvordan det skulle skrues op for kunne blive hængende på væggen. Omvendt set, så tror jeg faktisk at han i længden er liiiidt træt af alle mine nye idéer til vores bolig – for som han siger “er den ikke fin nok som den er?”, og jo, det har han måske ret i, men jeg synes jo netop fornyelse er sjov, og dét er sådan en tænker som ham nok ikke helt gearet til. Han kan godt lide når tingene er som de er. Modsætninger mødes – i den grad. 😂 Til gengæld bilder jeg mig selv ind, at det er godt at vi netop er forskellige, så vi kan udfordre og rykke hinanden lidt indimellem. 🙈

  3. Jeg tror ikke man kan have et godt og sundt parforhold uden at skændes, bare en gang i mellem. vi er jo alle mennesker med dårlige dage, skæve holdninger og forstokkede meninger. Det vil slå gnister, når man er så tæt på hinanden. Så længe man kan tage skænderiet, sige undskyld, snakke ordentligt videre om sagerne eller lære af det, så tror jeg kun det er sundt 🙂

  4. Sådan er det også her. Vi skændes ikke ret tit – primært fordi jeg har skændtes så uendeligt meget med mine søskende i mine teenageår, at jeg ikke orker mere af den slags – men engang imellem går det løs! En enkelt gang gav jeg en 3 dage lang silent treatment. Det gør jeg ALDRIG igen! Men så lærte jeg – og vi – da også noget af det. Vi har 7-års-dag i dag og skal giftes næste år, så her går det godt det meste af tiden 😉

  5. Fint indlæg med et vigtigt budskab: Selvom nogle forhold ser lyserøde og evigt lykkelige ud (specielt hvis man kun “oplever” dem via sociale medier og internet) er dette nødvendigvis ikke den eneste sandhed. Dog forholder jeg mig lidt kritisk til idéen som du hentyder til med historien om dine forældres manglende skænderier, som dog er mere eksplicit udtrykt i kommentarfeltet, nemlig at forhold hvor man ikke skændes er “usunde” eller “forkerte”. Jeg skal ikke sige mig fri for at denne kritik delvist kommer af at jeg selv er i et forhold hvor jeg aldrig skændes med min parter, hvilket jeg jo bestemt ikke ser som hverken “usundt” eller “forkert”, for så ville jeg jo ikke være blevet i det. Jo vidst, vi diskuterer og er selvfølgelig ikke enige om alle ting i tilstedeværelsen, men jeg har aldrig stået og råbt at min partner over uenigheder, for eksempel. Det kan være at vi anskuer difinitionen på “at skændes” forskelligt, men i min bog er der forskel på en saglig diskussion, hvor man behandler hinanden med respekt og et skænderi. Jeg synes dog at det er lige så problematisk at give en illusion om, at der aldrig opstår uenigheder i et forhold, som det er at mærke et forhold “forkert” eller “usundt”, fordi det ikke indeholder x, som i dette tilfælde er skænderier. Alle forhold er forskellige, og bare fordi man personligt ikke selv har været i et, som man betegner som “sundt” og “godt” og hvori skænderier ikke forekom, synes jeg at det er problematisk at konkludere, at de forhold hvor skænderier mangler må være dysfunktionelle. Delvist fordi det kan få andre til at føle at deres forhold er forkert (hvilket det, bare rolig, ikke gør i mit tilfælde. Vi kører på 10+ år og har for længst lært ikke at tage os af hvad andre vurderer som “rigtig” og “forkert” i sådanne sager), og delvist fordi at det jo ikke nødvendigvis er en sandhed fordi det er ens oplevelse, men nærmere anekdotisk evidens. Anekdotisk evidens er jeg stor modstander af, hvilket nok er mere derfor jeg pludselig følte et behov for at smide en lidt for lang kommentar på et ellers godt indlæg, end fordi jeg følte mig personligt trådt over tærerne. Fortsat god dag.

    1. Hov, jeg konkluderer ingen steder, at forhold uden skænderier er dysfunktionelle. Det trækker du selv ud af ligningen. Jeg skriver med spørgsmålstegn og en enkelt linje i øvrigt om mine forældre. At opgøre deres 25 år lange forhold til en linje med et spørgsmålstegn og lade alt komme ned til om de har skændtes eller ej – det vil være meget fattigt.

      Altså et forhold kan ikke gøres op på skrift eller i antal skænderier eller mangel på samme. Jeg tror ikke, at fordi man skændes, så skal man gå fra hinanden, ligesom hvis man mangler at skændes, så skal man os gå fra hinanden. Parforhold kommer med så mange nuancer. Bare ordet skændes – det kommer i tusinde farver. Hvad du lægger i det, hvad jeg gør.
      Som jeg skriver skændes vi nærmest aldrig – ligesom jer.

      Der er hverken noget rigtig eller forkert – min vigtigste pointe er, at hvad end man har i sit parforhold, så skal det være fyldt med omsorg og respekt først og fremmest. Ligegyldigt hvor meget eller lidt man skændes. KH

      1. Nej, du konkluderer ingenting, hvilket jeg heller aldrig har påstået. Nu er det vidst dig der lægger ord i munden på mig. Som skrevet i min tidligere kommentar, hentydede du i den retning. Jeg skrev: “forholder jeg mig lidt kritisk til idéen som du hentyder til med historien om dine forældres manglende skænderier”. Jeg har aldrig påstået at du har konkluderet men skrev derimod ” som dog er mere eksplicit udtrykt i kommentarfeltet”, eftersom der var blevet skrevet et par kommentare der udtrykte sig direkte. Det var skam ikke “trukket ud af ligningen”, som du selv udtrykker det, men taget ud fra kommentarene om at (og jeg citerer, for at undgå at blive beskyldt for at putte ord i mundene på folk igen) “jeg tror ikke man kan have et godt og sundt parforhold uden at skændes” og “at hvis man aldrig skændtes, så er der noget galt”. Kommentaren var skrevet som et alternativt synspunkt til de tidligere ytret kommentarer, og den diskussion som jeg vurderede indlægget lagde op til. Det var hverken for at fortolke på hverken dine forældres forhold eller dit personlige forhold til diskussioner i parforhold.

        1. Jeg ville blot opklare mit eget skriv, hvis jeg lagde noget ud, som kunne forståes anderledes – jeg fornemmer godt, hvordan det også er blevet tolket i kommentarfeltet. Jeg angriber ikke, jeg opklarer bare 🙂 Sådan er det skrevne lidt rigidt og farligt frit til at putte sine egne fortolkninger og nuancer ned over. Alt godt, M! KH

  6. Ej, hvor sjovt. Det beskriver fuldstændig mit og min mands forhold. Vi har været kærester siden gymnasiet, så har haft kæmpe skænderier, været gået fra hinanden, fået slebet kanter. Nu er det også sjældent, at vi skændes. Diskuterer gør vi dog en del, han kan ligesom Adam også godt lide at overveje og tænke, hvor jeg er noget mere bekymringsfri 🙂

  7. Jeg er så vild med dine henvisninger til gamle indlæg, både fordi jeg får læst dem igennem igen og fordi det er så kendetegnende for din blog at du reflekterer over dine tidligere oplevelser. Du er mega sej og jeg elsker at læse med! 🙂

  8. Jeg er vild med det her indlæg. Jeg vil bare gerne gøre tingene, mens min kæreste har brug for at tænke alt igennem 😏 Der er helt klart fordele og ulemper ved begge!

    1. Jeg tænker det som perfekte match 😀 Jeg lærer lidt, får lidt ro, eftertænksomhed og Adam bliver skubbet på engang imellem og udfordret den vej <3 KH

  9. Hvorfor skal mænd altid tænke så meget 🙈 sådan er det også her hjemme…
    Vi skændes heller ikke så meget…
    men så fik vi barn og mangel på søvn 😬😅

  10. Dejligt indlæg – endnu i et relativt nyt forhold (det synes jeg på trods af at vi snart kendt hinanden i 3 år og været sammen 2) har vi virkelig skulle slibe nogle hjørner, men jeg synes hver (heldigvis ret sjælden) gang der har været et stort skænderi at det har gjort os tættere og klogere på hinanden. Mit største problem er at jeg bliver så ked af det hvis vi skændes så det ikke ofte rigtig lykkes at skændes da jeg begynder at tude 😅 jeg synes det er rart at tale med veninder åbent om at man også kan være uenig og have store skænderier da jeg nogen gang har tænkt at andres forhold er pletfrie. Vi har virkelig sat fokus på det i vores venindekreds og det er så dejligt!!

    1. Jeg tuder også, Fanny! Men det synes jeg er helt okay, selv om det er frustrerende for mig. Jeg har for længst sagt til Adam, at det ikke er fordi, jeg vil ynkes, så vi skal bare diskutere videre. Jeg har bare mange følelser, som sidder uden på. Så kan jeg få lov at tude lidt i diskussionen, og så plejer mine tårer at stoppe 😀 KH

  11. Synes faktisk jeg oplever at parforholdsskænderier er et kæmpe tabu, så fedt du skriver så åbent om det! Jeg skriver ned hver gang vi har haft et skænderi og fører statistik 😀 (Jeg er klart Adam i vores forhold lol). Og vi skændes i gennemsnit 4 gange om året. Skænderi behøver ikke være med råben og hævede stemmer, men kan godt være det. Skænderi definerer jeg bredt som de situationer hvor vi ikke længere kommunikerer rationelt og følelserne aggressionerne får frit løb. Halvdelen af vores skænderier bunder i misforståelser og den slags er selvfølgelig ikke nær så hårde et komme over som den anden halvdel som handler om de basale personlighedsforskelle og forskellige behov. Fx havde vi et skænderi i sidste uge som klart handlede om at jeg er introvert og han er social og ekstrovert. Den slags er altid hårdt, for vi kan jo ikke bare finde en løsning sådan lige.

  12. Et eller andet sted, så er det jo også netop det smukke i de vigtigste relationer – at de mennesker, også i mit tilfælde er det min mor og min kæreste, er i stand til at rumme alle vores egenskaber, inklusiv de mindre gode <3

  13. Jeg har det præcis som dig mht. konflikter og høflighed i det offentlige rum. Og min kæreste er, modsat mig, meget mere direkte i sin facon. Siger fx til tjeneren: “Kan vi ikke få et bord tættere på vinduet?” eller “koster det ekstra?” eller “hvor store er portionerne?”. Jeg bliver SÅ pinligt berørt gang på gang… Det kan godt lede til småskænderier. Tror dog, man bliver klogere af at diskutere ting generelt – i bund og grund kan man jo lære en masse af hinanden om, at ting kan anskues forskelligt.

Læg en kommentar