Fortid, nutid, fremtid - ROCKPAPERDRESSES
Fortid, nutid, fremtid

Jeg har aldrig følt mig så forbundet til både fortid og fremtid, som jeg gør i de her dage. Som om tidernes energi flyder i mig, og det lader mig slå rødder, lige her et sted i midten.

Alt det der er foran mig, det jeg forbereder. Alt der peger mod fremtiden. Ventetiden, hvor vi fikser, løber lidt hurtigere for at nå de sidste ting (de der kan løbe hurtigere – Adam fx). Forventningen. Glæden. Spændtheden. Nerverne. “Er det mon i dag?”. Mon vi når…? De ekstra kys jeg giver Adam for på en måde at binde sløjfer på et liv som bare os. Nostalgien der falder ud af mine øjne og hen på ham – intet bliver om lidt som før, men jeg aner ikke, hvordan det så bliver. Alt det, det kan blive. Drømmene. Min kommende makker, som jeg vil vise verden til. Tankerne om det ansvar, der påhviler mig. Hvad jeg vil give videre. Hvordan han vil tage imod. Hvordan han bliver, og hvordan jeg bliver sekundær. Han er fremtiden.

Men også det der peger bagud. Tilbage til mine forældre, tættere på dem og til en tid jeg ikke ved om.

Jeg kendte dem aldrig sammen. Det har før i tiden gjort ondt i mit barnehjerte. Tanken om at jeg slet ikke har et eneste minde af de to mennesker sammen, som har lavet mig. Som om den kærlighed, der må have været mellem dem – ja, den kunne ligeså godt ikke have eksisteret men bare være noget, nogen fandt på, for jeg har jo ikke selv set den, kun hørt om den. På de fleste feriebilleder fra dengang er der kun tre, to børn og én forældre, for det var var før selfien, så én skulle ofre sig som udløser. Så at se dem sammen, forestille mig dem som par, det har min fantasi ikke rigtig kunnet række til, og det i sig selv har føltes som en lille nægtelse af min eksistens.

Jeg var fem år, da de blev skilt, og det tidligste jeg husker omkring de to, er det øjeblik de beder min søster og jeg om at sætte os i de pink sofaer i parcellen, for ‘mor og far skal skilles’. Jeg mindes ikke helt at forstå ordene, men udmærket spændingen i luften. Nok til at forstå, at det her er helt galt. Så vi græder.

Jeg har manglet fantasien til at se dem som meget andet end to individer, der i dag giver hånd. Mine ophavsmænd. Tanken om, at de har holdt i hånd – jeg ville se det, før jeg troede det.

Men det ramte mig forleden, følelsen af at komme tæt på dem, selv om det var i en anden tid. Det slog mig, at alt det Adam og jeg går igennem lige nu, det har de gået igennem, sammen. Forventningen. Glæden. Spændtheden. Nerverne. For første gang rakte min fantasi, og jeg kunne forestille mig dem sammen. Min mor med en træt krop, min far der maler børneværelse og fikser ting. Og jeg føler, jeg kan spejle mig i dem. Jeg føler mig forbundet til dem, til al den tid før de pink sofaer. Til dengang de glædede sig, sammen. Den tanke giver mig ro. Det her har andre gennemgået før mig. Det har de to gennemgået før mig – med mig. I ventetiden på at jeg skulle komme.

Den tanke har på en eller anden måde udfyldt et lille tomrum, et manglende minde i mig af mine forældres kærlighed, som trods mine knap 30 år stadig er der. Jeg har kunnet mærke den forventning, den glæde, de nerver på spil, den kærlighed mellem de to, der engang var. Det er dén kærlighed, jeg kommer af. Den kærlighed, jeg ikke selv har bevidnet – den er jo mig. Produktet af de to. En kærlighed, som jeg i de her dage oversvømmes af for om lidt at kunne give den videre. Vores dreng er jo vores kærlighed i kød og blod.

Og på den måde smelter det hele sammen. Det jeg kommer af, den jeg er, og den jeg bliver for min egen lille dreng. De med mig. Fortiden, nutiden og fremtiden.

Rockpaperdresses, Cathrine Widunok Wichmand,

20 kommentarer
  1. Wow et indlæg! Sikke du kan skrive, Cathrine 🙂 Her er grunden til, at du er den blogger, jeg holder mest af at læse. Din dybsindighed og de fine formuleringer skaber en helt særlig formidling. Tak for det, og al held og lykke med fødslen og det nye liv som forælder – og tillykke med det endnu engang! Knus.

  2. Ej, Cathrine, du har fået mig til at tude! Hvor er det smukt og rammende skrevet. Jeg er selv skilsmissebarn med en meget kompliceret familiehistorie, og jeg har lige opdaget, at min kæreste og jeg skal være forældre. Du rammer bare hovedet lige på sømmet med de følelser og tanker, jeg går og har lige nu – med hvem mine forældre var før al polemikken, hvilke slags forældre min kæreste og jeg selv bliver, den forbundethed, jeg pludselig mærker til mit ophav. TAK, fordi du sætter ord på noget, der er så kompliceret, smukt og bittersødt <3

  3. Mine forældre blev også skilt da jeg var omkring 5 år, så det er også meget begrænset, hvad jeg har af minder om dem sammen.
    For nogle år siden døde min morfar så, og da vi ryddede op i hans hus fandt jeg et indrammet billede af min mor og far. 22 år var de, fortalte datoen bagpå mig – ligeså gammel som jeg var dengang – unge, smukke og forelskede. Det var en version af mine forældre jeg aldrig har set, men derfor var det meget rørende for mig at se at den har eksisteret, og at jeg netop er kommet ud af den. Selvom den ikke kom til at vare ved for evigt, betyder det jo ikke, at det ikke var smukt, mens det stod på.

  4. Smukke tanker og følelser, det viser du er ved at være klar til at blive mor:-)
    Uanset hvordan fortiden har været og fremtiden vil blive, så er det vigtigste, at I nyder de små stjernestunder sammen med jeres lille søn.
    Hilsner og en dejlig dag til jer:-)

  5. Er så imponeret over, hvordan du kan få dine tanker ned på skrift og få det til at give mening for os der læser. Sikke et smukt skriv!

  6. Så fine tanker!
    Én af de ting/følelser der overvældede mig, da jeg blev mor for første gang, var hvor højt mine forældre elsker mig. For hvis de bare føler halvdelen af det jeg føler for mine børn (og det gør de jo nok 😜), så er det jo ganske vanvittigt! Seriøst, al den kærlighed man føler for det lille hjælpeløse kræ, man sammen har skabt, det er fuldstændig magisk! Også anden gang det sker!
    Åh hvor går i rundt i den dejlig tid, og hvor har I meget fantastisk i vente 🙏😍❤️

    1. Det er den fineste tanke, Camilla – selvfølgelig gør de det.
      Generelt, jeg skænker mine forældre, min mor så mange tanker. Tænk alt det hun har gået igennem for mig, for min søster. Alle de bekymringer, alt det pres på kroppen. Kun forældre kan den slags <3

  7. Der findes seriøst ingen anden blogger i Danmark, der skriver så lækkert og flydende som dig! Du har en fantastisk evne til at sætte ord på dine følelser på en så naturlig og smuk måde. Det er vedrørende, sørgmodigt, smukt!

    At blive mor skaber et nyt bånd til ens egen mor! Der bliver bundet en fin sløjfe på fortiden og nutiden. Jeg er så lykkelig for, at min mor nåede at opleve min søn, som i 5 år lod vente på sig. Hun var på sidelinjen i vores modgang med fertilitetsbehandlinger, men nåede at opleve vores glæde og selv tage del i den, inden hun desværre døde af kræft i foråret.

    1. Wauw, Louise, tusinde mange mange tak. Virkelig, helt fra det inderste, tak!
      Hvor er jeg glad for at høre, at din mor nåede også at få del i glæden. Det må uden tvivl have betyder uendeligt meget for hende. Og gør det mig ondt, at hun ikke er hos jer længere – jeg kan godt forestille mig, at det er en svær tid at undvære sin mor, når man selv bliver det. Tanker til dig! KH

  8. Kære Cathrine, tak for at sætte ord på alle de følelser jeg har lige nu. Min forældre blev skilt da jeg var 17 år, og hele min barndom føltes som en løgn, for hvor længe havde de mon haft det på den måde. Jeg er nu 30 år og gravid med mit første barn. Det er vildt og på samme tid dejligt at tænke på, at mine forældre har haft det som min mand og jeg har det lige nu. Spændte, skræmte og vildt forelskede. Min far er lige blevet erklæret terminal med en hjernetumor. Min verden vælter igen, og alle tanker om fortiden, nutiden og fremtiden falder sammen til ét.

Læg en kommentar