Hvordan man undgår voksen-ulvetimen - ROCKPAPERDRESSES
Hvordan man undgår voksen-ulvetimen

Santa maria, Rockpaperdresses, Cathrine Widunok Wichmand

I SAMARBEJDE MED SANTA MARIA

Er der en ting, jeg glæder mig usigeligt til på den anden side af graviditeten, så er det pre-dinner snacks + drinks. Ja, måske det ikke har skortet på snacksene de sidste små ni måneder – de har til tider været nødvendige for at overleve uden at falde om af sult, indtil maden stod klar på bordet. Men den der før-forretten-ret; snacks inklusiv det lille glas (gerne bobler) til. Det har jeg savnet. Det er det ALLERBEDSTE.

Er det i virkeligheden en måde at undgå ulvetimen på? I hvert fald for voksne. At affodre i små doser inden den store middag? Apropos at falde om af sult, så er det i al fald en ekstra rar udgave af mig, man kan have i køkkenet, bliver jeg bespist med lidt dip og halløj, hehe…

Så er der overskud til de gode snakke. De der snakke man kan have, mens den ene står med fingrene i maden, den anden hænger på køkkenbordet – det er noget helt særligt. Det er ligesom, når man går tur – man snakker bare så sindssygt godt, når der er en “tredje dims” involveret, om det er gåtur eller madlavning. Der hvor man lige får vendt dagens gang, uden man behøver at stirre dybt i øjnene, det giver en lethed til samtalen. Måske man også bliver lidt ør og varm i kinderne af boblerne på en let tom mave, det kan ende med at blive helt filosofisk fint. I hvert fald herhjemme. Og så med finger food serveret dertil. Dejligt, ukompliceret, afslappet. Måske også chancen for at blive lidt genforelsket, grine og komme hinanden kærligt ved, mens man tuller rundt om de sidste middagsforberedelser.

Det fungerer også ganske glimrende at tilføje gæster til setup’et. Den der casual måde at starte en middag på, hvor man kan stå og hænge over køkkenbordet. En form for forspil til middagens samtaler; “hvad er der sket siden sidst?”.

Det er en vinder, så da jeg skulle vælge de tre retter at lave sammen med Santa Maria, udover smoothie bowl og gode tacos, så måtte det være en version af pre dinner-snacks.

Den vigtigste ingrediens i den henseende er en eller anden form for dyppelse. Let’s be honest. Dip, hummus, tzatziki. Det er det, der får det hele til at glide ned. Og derfor er det også det, jeg har brugt Santa Marias friske krydderipastes til. Pre-dinner-snacks skal nemlig være hurtige og nemme at lave, så det ikke bliver en mer-opgave, når man i forvejen skal lave middag. Det egner krydderierne på tube sig ret fint til (og tuberne i sig selv er lavet af 100 % genbrugsmateriale), for så slipper man for alt skære/hakke-arbejdet, der kan tage tid. To ud af tre dips kræver bare en blender og ingredienserne.

Tzatziki

For nogen sikkert lidt 80’er-agtigt, men for os herhjemme en klassiker. En let, græsk dip, som kan bruges til grillmad, i stedet for sauce men altså også som pre-dinner snack. Man kan lave den på skyr, skal den være helse, ellers blot på græsk yoghurt.

1 hel agurk

500 ml græsk yoghurt (eller skyr)

1 spsk dildpaste fra Santa Maria

0,5-1 spsk hvidløgspaste fra Santa Maria (smag evt. til til slut)

Salt/peber

En sjat olivenolie

Riv agurk på den grove side af rivejernet og sørg for at klemme al saft ud af agurken mellem hænderne – ellers bliver tzatzikien meget våd. Tilføj alle ingredienserne til den græske yoghurt, smag til med salt, peber og en sjat olivenolie.

Santa maria, Rockpaperdresses, Cathrine Widunok Wichmand
Hummus

BEDSTE dip. Og hummus er tilmed mega sundt. Det er lækkert på friskbagt brød, under pålæg og bestemt også som pre-dinner-snack. Og ingen hvidløgsfingre (eller chilifingre, gud bedre det), når man bruger de friske krydderier fra tube.

Udblødte og kogte kikærter efter anvisning (eller blot en dåse, som er forkogt, men godt skyllet igennem)

1 spsk tahin 

2 tsk spidskommen

1 spsk hvidløgspaste fra Santa Maria

Saften fra en halv til en hel citron

Salt, peber og olivenolie efter behag

Evt. 0,5 spsk chilipaste fra Santa Maria

Blend alle ingredienser sammen og smag til med salt, peber og en god sjat olivenolie. Er den lidt tør i det, så spæd til med vand. Hummus skal helst ikke være tør men mere lind og lækker. Pynt evt. med tørrede chiliflager til slut.

Basilikumpesto

En af de få ting man umuligt kan købe godt færdiglavet. Jeg mangler stadig at finde den gode færdiglavede i supermarkedet i hvert fald. Heldigvis er det ret nemt at lave selv, især når man kan bruge de friske krydderurter fra tuben. Så er det virkelig let.

2-3 tuber basilikumpaste fra Santa Maria

1-1,5 tsk hvidløgspaste fra Santa Maria

2 spsk pinjekerner

50-75 g parmesan i grove klumper

Salt, peber og olivenolie efter behag

Blend alle ingredienserne og smag til med olivenolie, salt og peber.

Santa maria, Rockpaperdresses, Cathrine Widunok Wichmand

Alle tre dip-typer kan serveres med alt fra grissini (for at holde det 80’er/90’er), grøntsagsstave, chips, lækkert brød i grove, brudte stykker eller hvad man nu foretrækker. Og så et lille glas til; bobler, gingerbeer, danskvand med lime – whatever works for you. Det er den dejligste, mest afslappede måde at starte en middag på. Åh, jeg savner det! Overskuddet til at holde middag – og til at gøre det på denne her måde med snacks og hængeri ved køkkenbordet.

Så lad der være fest – bare du og en veninde, måske en kæreste eller det helt store antræk og stort selskab, som billederne her lægger op til.

Santa maria, Rockpaperdresses, Cathrine Widunok Wichmand

6 kommentarer
  1. I min familie hedder det “Sundowner”, et koncept mine forældre har taget med sig hjem, fra de år vi boede i Afrika, hvor det var en helt normal del af hverdagen, at nyde en drink og et par chips inden maden. Jeg elsker det og forsøger ihærdigt at introducere alle mine veninder til det 😀 😀

    1. Nej hvor sjovt! Mine forældre boede et år i Afrika inden jeg blev født, og de skal aaaaltid have en Sundowner både på ferie men også herhjemme inden aftensmaden. Jeg har altid troet det bare var deres fjollede betegnelse, har aldrig vidst det var en ting fra Afrika 😂😂🙈

Læg en kommentar