Fertilitetsbehandling: En læsers beretning - ROCKPAPERDRESSES
Fertilitetsbehandling: En læsers beretning

Jeg er så taknemmelig for, at I vil dele jeres historier med mig og med alle andre. Tusind, tusinde tak. Vi er slet ikke færdige med at tale barnløshed, og jeg giver jer ordet. Jer der er på vej i behandling, jer der har været. De af jer der har fået et lille hjerte på den anden side, men også jer der ikke har. I er alle velkomne til at sende Ellen og jeg jeres historie (assistant@rockpaperdresses.dk), så vi fortsat kan blive klogere på følelserne, oplevelserne og hinanden.

I dag deler Sara sin historie, tag godt imod hende.

fertilitetsbehandling, rockpaperdresses, vejtilbaby, ivf, ivf success

Min fertilitetsbehandling af Sara Twete

 

Jeg husker det som i går. Telefonen ringede midt i min undervisning. Det var min gynækolog. Hun fortalte meget kort og kontant, at min kæreste og jeg ikke kunne få børn. Jeg gik tilbage ind i klasselokalet, fik øjenkontakt med min kollega og brød sammen.

Jeg tog hjem fra arbejde, ringede til min kæreste, og vi græd sammen.

 

Da chokket havde lagt sig, og vi blev henvist til fertilitetsbehandling, troede vi, at det ville gå forholdsvist nemt. Lægerne er jo dygtige i dag. Det viste sig dog, at ventelisterne var lange, og informationen omkring kunstig befrugtning var enorm. Sprøjter, ægudtagninger, kosttilskud, medicin osv. Da det endelig blev vores tur på listen var lægerne fortrøstningsfulde. Vi var jo unge og har mange år til at kæmpe. Det var her det gik op for os, at det nok ville tage tid at blive gravide.

 

Vores første ægudtagnig var barsk. Store smerter, en voldsom overstimulering og ingen befrugtede æg. Lægerne var fortrøstningsfulde og ville prøve et nyt hormonpræparat. Anden ægudtagning var også smertefuld, men det var som om, at kroppen vidste, hvad den skulle. Ingen overstimulering, fem gode æg og en sædprøve med levedygtige sædceller. To dage efter dyrkningen ringede vi til laboratoriet, og de måtte desværre meddele, at det ikke var lykkes at befrugte æggene. Endnu en gang. Her gik det op for min kæreste og jeg, at vi måske ikke kunne få børn med lægernes hjælp. Hvad så? Sæddonor? Adoption? Måske et liv uden børn? Vi havde undervejs mistet tilliden til lægerne af flere årsager, men besluttede at forsøge en sidste gang, inden at vi ville kontakte det private. Tredje gang fik jeg igen en ny medicin, og mine æg modnede fint. 7 stk blev det til.

 

To dage senere skulle vi ringe til laboratoriet og få svar. Vi var overbeviste om, at nyheden ville være dårlig. Det var vi jo blevet “vant” til. Til vores store overraskelse var nyheden god. De ville gerne sætte et æg retur. Samme dag. Det var virkelig stort og spændende. Ægget blev “skudt” af sted, og ønsket om, at det satte sig fast var stort. To uger efter begyndte jeg at hjemmeteste, og der var to streger. Utydelige, men de var der. Som dagene gik blev stregerne tydligere, og en blodprøve kunne også bekræfte, at jeg var  gravid. Vi havde ikke fortalt det til andre end vores forældre, da vi stadig var meget bange for at miste.

 

En søndag morgen i 8. uge vågnede jeg op med smerter i maven. Jeg besluttede at trække lidt frisk luft og gik en tur med vores hund. Under gåturen blev smerterne værre, og jeg vendte snuden hjemad. Jeg lagde mig på sengen, og sagde til min kæreste, at jeg lige havde brug for at slappe lidt mere af. På få minutter blev smerten tidoblet, og jeg skreg. Jeg havde så mange smerter, at jeg ikke kunne være i mig selv. Min kæreste var meget bekymret, og vi ringede op til vagtlægen. Jeg røg akut ind på Rigshospitalet. Efter et meget langt og ubehageligt forløb i ulidelige smerter i 10 timer, besluttede en læge, at jeg måtte på operationsbordet, da noget var galt i maven. Jeg blev hurtigt gjort klar til operationen, kørt ned på operationsbordet og lagt i fuld narkose. Jeg vågnede op en time senere med tre små operationssår. Lægen kom ind og fortalte, at min æggestok havde snoet rundt om sig og var ved at lukke af for blodtilførslen. I værste fald ville den dø. Mine tanker kredsede om vores baby. Var den stadig i live? Kunne den klare, at lægerne havde rodet rundt i mit underliv? Dagen efter blev jeg scannet, og til stor glæde lå vores lille spire lige så trygt. Som om intet var sket.

 

Dette var i maj måned, og i dag er jeg fortsat gravid (med vores lille dreng), og han kommer til verden i starten af december. Han er allerede den sejeste, jeg kender, og jeg vil gøre mit til, at han får en god start på livet. Om han får søskende vides ikke. Det håber jeg, at han gør. Men jeg prøver også at fortælle mig selv, at vi er heldige at få ham. Vi var valgt hinanden til og kærligheden er allerede stor.

10 kommentarer
  1. Tak for din historie. Og tillykke med det kommende decemberbarn❤️

    Hvor er det herligt at du giver ordet til andre i fertilitetsbehandling, Cathrine. Det er rigtig fint at læse om andre i samme situation som mig selv.

  2. ❤️
    Tak for at dele, og tillykke med at det lykkedes.
    Så smukt at du lader andre fortælle deres historier, mens du selv nyder lidt barsel Cathrine.

  3. Lige netop dette indlæg, viser endnu engang hvor ægte du er. Selvom I er kommet ‘sikkert i mål’ og har været så heldige og fået en vellykket graviditet og baby, så deler du stadig indlæg og dette vigtige og sårbare emne. Du er bare så ægte, Cathrine!
    Og tillykke med graviditeten Maja, hvor er det stort at det snart er jeres dreng i står med i armene <3

  4. Wow, tak for at dele. Tillykke med jeres lille baby og hvor er du sej.
    Jeg venter en lille dreng til november som også er lavet på icsi.
    Før jeg læste dette indlæg, troede jeg at jeg var den eneste der har oplevet at æggestokken snoede sig og måtte akut opereres mens min baby var 10 uger. Det var noget af det mest skræmmende. Jeg håber at i har fået det bearbejdet, og kan glæde jer over at jeres lille kommer til december. Det er ikke noget man bare lige glemmer. HELD OG LYKKE ❤️

    Bedste hilsener
    A

    1. Kære A

      Tusind tak for din søde kommentar til mit indlæg. Og hvor er jeg glad for, at du deler din historie.
      Det sker for meget få, og min gynækolog havde aldrig i sine 25 år oplevet det blandt hendes patienter. Jeg fik at vide, at det skete for under 1%.
      Det skete faktisk to weekender i træk (blev opereret første gang). Anden gang takkede jeg nej til operationen, da det højst sandsynligt ville betyde en abort. Så lå indlagt tre døgn i smertehelvede før den roterede sig tilbage. Du ved hvilke smerter, der er forbundet med det, og af den grund frygter jeg at føde. Det er det værste, jeg nogensinde har oplevet!

      Tillykke med din lille icsi dreng. Vi har nogle seje knægte allerede <3

Læg en kommentar