Hverdagsglimt - ROCKPAPERDRESSES
Hverdagsglimt

Hvis ikke jeg får gæster forbi til en kop kaffe eller en snack, så ligner dagene frygtelig hurtigt hinanden og bliver en lang pølse af bleskift, amning og knækbrød fra “karton” i sofaen til frokost. Ikke at det gør noget, men nej hvor jeg synes det er dejligt for min selvfølelse enten at få besøg eller komme ud selv og rulle.

Det kommer der heldigvis også mere og mere af som mit overskud vokser (og mit underliv ikke længere dunker i timer efter travture, pardon my French). De sidste par dage er min krop nemlig virkelig begyndt at føles som min egen igen. Færre post-fødsels-smerter, som dog erstattes med tømmermandslignende hovedpine efter afbrudt søvn hele natten. Well, well. Det er pakken og helt min egen går der sikkert et år eller to, før jeg føler mig.

I sidste uge var jeg alene om det fra onsdag, og wauw der var meget nyt. Hele onsdagen lå jeg i sofaen i amme-bh og en striktrøje og leggings og tog kun mod til et bad kort, før Adam kom hjem. Allerede torsdag var der lidt mere fremskridt, hvor jeg var i tøjet før ti, hvor min mødregruppe kom. Og fredag rullede jeg i tre timer i solskin. A little day by day. Så dejligt.

FYI så kommer bloggen altså også til at vende tilbage til sine vanlige emner, når alt det for mig nye er mere vant. Lige nu fylder amning, manglende bad og søvn ALT IRL, helt forventeligt, så det gør det nok også, når jeg skriver her. Jeg håber, I bærer over med det, skulle det ikke interessere jer.

rockpaperdresses, Cathrine Widunok Wichmand, hverdagsglimt

Det her foregår ca. hver/hveranden time om natten og næsten ligeså ofte om dagen. Det til trods keder jeg mig ikke en døjt. Det er det vildeste kærlighedsrush at mærke al den næring løbe direkte over i ham. Tænk at kunne ernære mit barn med min krop – det ved jeg godt, man gør i ni måneder. Men også når de kommer ud. Jeg er meget, meget taknemmelig for, at det kører. Og så at kunne sidde der i solskin i oktober. Det er da vidunderligt.

rockpaperdresses, Cathrine Widunok Wichmand, hverdagsglimt

For to madmennesker der med stor entusiasme følger med i Københavns madscene, så er det vist egentlig ret for dårligt, at vi ikke har været på La Banchina endnu. Ligesom vi heller aldrig nåede på Papirøen. Men hey! Den sidste af Adams barselsdage for nu, og vi tog os mod til og kørte ud til Refshaleøen – wauw en lille perle. Det er ikke meget mere end et opgraderet skur udefra, men når man kommer på den anden side, ned på dokken – og så med en herlig, simpel morgenmad og en kop kaffe i hænderne, så er det noget nær det bedste spot i byen. Udsigten, roen. Jeg kunne snildt tage derud selv, lå det ikke så langt væk, og nyde kaffe og podcast med en sovende baby. Det kan anbefales!

rockpaperdresses, Cathrine Widunok Wichmand, hverdagsglimt

Se lige en glad lille bamse. Og den lille Adam-næse.

Når venner og familie ser Baby, udbryder de fleste “MINI-ADAM”! Jeg ved godt, at det siges, at babyer ofte ligner deres faderlige ophav af ren og skær natur i starten. Så urmænd ikke afviser deres afkom efter mange måneder ude på jagt – det er ren og skær biologi. Ret fantastisk, men jeg tænker også, at han næppe vokser sig fra den der lille, brede Adam-næse. Sødt.

rockpaperdresses, Cathrine Widunok Wichmand, hverdagsglimt

Jeg har glææædet mig til at kunne komme i denne her kjole, som jeg købte i slutningen af graviditeten. En vintage sag, som jeg forestiller mig ret smart til sommer med små sandaler til.

Mine hofter mangler lige at komme på plads – de har givet sig betydeligt under graviditeten, føler jeg. Mon de finder deres gamle plads igen? Eller er det en ny figur, jeg er sikker på, jeg kommer til at holde af – men bare gerne lige vil høre om er permanent? Det samme gælder mine fingre. Jeg passer stadig ikke min forlovelsesring. Knoen er ligesom stadig bare for stor. Alle forandringer er så okay – midlertidige eller permanente. Jeg forventer bestemt ikke at kunne skrue mig ned i en str. 25 i jeans igen. Jeg skal bare lige høre…

rockpaperdresses, Cathrine Widunok Wichmand, hverdagsglimt

Første rulletur heeelt alene. Indrømmet, det er lidt et cirkus at komme af sted. Vogn, pusletaske, åh jeg glemte en stofble, en flaske vand, sko på selv, frakke, Frida, Baby for pokker!

Men jeg følte mig som min egen helt. At være kommet ud af døren, solen der bragede, podcast i ørerne (i øvrigt ‘Sitter’ som jeg grinede højt af, som jeg gik i ring i Frederiksberg Have – man kunne også godt have forestillet sig, jeg var skør, var man ikke klar over, hvad der bragede i mine ører). Jeg satte mig tilmed på en bænk og ammede! Helt alene!

rockpaperdresses, Cathrine Widunok Wichmand, hverdagsglimt

Og der fik jeg ikke lov at sidde længe med bjørnen, før Frida ville være med. På ingen tid havde hun indtaget “forsædet” af mit skød, og så fyldte bjørnen godt til på “bagsædet”. Det må have set åndet ud, men det var nu ret hyggeligt. Omend crowdet for mit vedkommende.

Jeg ved i øvrigt ikke, om det er mig selv, der bilder mig det ind, men jeg føler, man som trillende/slyngende mor får ret mange “åh kære kvinde”-blikke – på den gode måde! Især ældre mennesker, jeg får simpelthen så mange smil! Det gør mig så glad. Så den der tosse, der gik i ring og storgrinede i Frederiksberg Have – smilet kunne slet ikke tørres af, selv når grinet holdt pause. Vaskeægte jubelidiot.

rockpaperdresses, Cathrine Widunok Wichmand, hverdagsglimt

Babyer i uld <3 Kors altså…

rockpaperdresses, Cathrine Widunok Wichmand, hverdagsglimt

KÆMPE date night. Hjemme på sofaen – fuldstændig som de sidste maaange weekender. Flow-tv’et peaker også i dag; Vild med Dans fredag, Den store bagedyst lørdag, Herrens Veje søndag og indtil sidste uge også Gift ved første blik onsdag. Hvad skal man egentlig uden for en dør.

I lørdags dristede vi os til at leje en film – Harry Potter, jeg skal ikke have noget der er for voldeligt eller for sørgerligt pt. Så det var enten Tømmermænd i Thailand eller Harry Potter. Og så en flaske bobler til. Det var helt perfekt!

rockpaperdresses, Cathrine Widunok Wichmand, hverdagsglimt

Helt som håbet i fredags så nåede vi også ind til Tine og snakke ring. Den fineste signetring med vores initialer er ‘in the making’. Jeg glæder mig så sindssygt meget til, at den er færdig. Og som vi gik ud af Tines magiske værksted, besluttede vi os for at svinge forbi Marmorkirken som frem til november prydes af de flotteste kirsebærblomster af papir. Bjergtagende! Tænk sig at blive gift under dem. Det ville være smukt. 

Det er i øvrigt ganske gratis at opleve og klart både besøg og billede værd!

25 kommentarer
  1. Jeg tror det med kroppen falder lidt forskelligt ud efter en graviditet. De fleste vender tilbage til deres oprinderlige vægt, tror jeg. Men kroppen bliver lidt anderledes, huden lidt mere løs i det – sådan var det for mig. Det kan nok trænes væk, hvis man vil 🙂

    Men efter 2.graviditet – holy moly! Der sker ting og sager. Jeg kan her 4 mdr senere stadig ikke passe mine gamle jeans. Det går langt mere slow med det hele. Men det kommer nok med tiden håber jeg på. Det hele forandrer sig på de 9 mdr, så kroppen skal måske for alvor lige bruge lidt tid på at vende retur – med det i mente at den ikke får samme energi til det pga manglende søvn. Det tror jeg er ret væsentligt.

  2. Mht. fingre og ringe så har jeg hørt alt fra nogle måneder til et par år, men jeg endte med at få gjort min vielsesring større efter 6 måneder. Så kunne jeg ikke undvære den mere, og den kan jo gøres mindre igen.

  3. Jeg er her lidt over et år efter gravididet tilbage på før baby vægt, men mine hofter er bredere og ikke tilbage på “deres gamle plads”. Jeg tog ikke meget på under graviditeten, og det er ikke ekstra kilo, for de er væk, men det som om, at de lige er blevet lidt mere fødedygtige… (-: Og jeg tror ikke mine hofter har planer om at flytte sig foreløbigt…
    Jeg synes det er meget irriterende, at mine nogle af mine gamle, pæne yndlings bukser ikke passer længere, men min krop er for sej, og jeg har født et lille menneske, så må man jo bare få sig en ny fødedygtig-bukse-garderobe!

  4. så fine billeder af du og lillemanden:-)
    Flot vintagekjole og flot du kan være i den.
    Jeg tog ca 22 kilo på i sin tid og tabte aldrig de sidste 10, men var også slank før graviditeten.
    Jeg synes du er så smuk og udstråler ro og harmoni:-)

  5. Min vielsesring er lige kommer på igen i sidste uge – min datter bliver 7 måneder på torsdag. Jeg har næsten tabt mig til min før-preggo vægt, men det føltes også om det vsr min kno/knogle der var i vejen. Min pointe er – vent endelig noget tid med evt at rette ringen til – jeg var overbevist om at jeg ikke ville kunne passe den igen og var tæt på at få den gjort større. Dælme godt jeg ikke gjorde det 😉

  6. Jeg blev gift 3,5 md efter fødsel, og fik lavet min ring af en af de andre piger fra mødregruppen. Jeg troede min hånd var tilbage i normsl størrelse da alt vandet var ude af kroppen, men nu her 2 1/2 år efter fødslen er ringen altså lige til den store side. Tror der gik over et halvt år før mine hænder nærmerede sig før graviditets størrelse igen. På trods af jeg var på min før vægt nærmest fra start.

  7. Tak for en skøn update, den bliver man da glad af at læse.

    Jeg tog 23 kg på under min første graviditet, og synes jeg var tilbage til min “gamle” figur efter et halvt års tid. Ingen træning – bare gode gåture med barnevognen. Væsken forsvandt efter nogle uger, sådan som jeg husker det.

    Nu er jeg gravid med barn nummer 2, og jeg glæder mig ekstra ekstra meget, når jeg læser et indlæg som dette. Tak <3

  8. Altså, jeg glæder mig VIRKELIG til at blive gravid, når jeg følger med hos dig <3
    Stort tillykke med den lille søde dreng i har fået jer!

  9. Jeg tror ikke at hofterne, falder helt på plads igen. Graviditetskiloene er én ting, men kroppens form har ændret sig – måske derfor at vi kalder det en mor-krop. Fordi vi er blevet mødre, har vi fået en ny krop, vi skal lære at holde af😊
    Jeg har lige givet alle mine gamle jeans væk, fordi hofterne efter 1. Graviditet ikke kunne skrues ned i dem, og efter 2. graviditet kan jeg godt se, der skal en ny jeansmodel til🙈

  10. Hvor er det fedt at må følge med! Du har en glæde over dig, som er fantastisk!!! Od du tager det sure med ophøjet ro, som bare er så pisse fint! Og du forfalder ikke til brokkeriet, som hersker hos andre, men holder fast i det søde!

    En udsøgt fornøjelse at læse 👌🏻

  11. Jeg nyder at læse om din hverdag, uanset hvad indholdet er – livets kriser, modetøj eller bleer, ALT kan bruges, når du sætter ord og billeder på. Elsker at følge med! <3

  12. Stort tillykke med jeres babylykke! Jeg er gravid – dog kun 13 uger. Så meget nyt og stadig meget nervøs for resten af tiden. Måske et dumt spørgsmål. Men jeg har virkelig tænkt over det, fordi mine veninder har sagt det samme. Kan det virkelig passe, at man nærmest ikke kan tage et bad eller lægge make up pga baby? Sover de ik i en lift fx, som man kunne stille på badeværelset imens. Eller sove i barnevognen. Hænger de så meget på deres mødre? Haha, hvad er det, der venter mig. Et år uden bad og mig-tid ;D

    1. Jeg er gravid i 6. måned og har præcis det samme spørgsmål 😉

      Et indlæg om hvad dagen går med og hvor låst(i positiv forstand) man er og hvorfor – ville virkelig også batte for mig 😉

    2. Selvfølgelig kan du både, drikke kaffe, lægge make-up. Det lumske ved nyfødte babyer er bare, at de ingen faste rytmer har, så nogen gange sover de to timer og næste gange et kvarter..og når de så vågner, er det med et vræl og fra 0 til 100 på ét sekund;) Så er det lidt svært, at gære badet færdigt! Når de bliver større (et par mdr) har de mere rytme, så man ved, om man kan nå det bad eller ej. Jeg har ofte haft min baby med ude på badeværelset enten i liften, på puslepuden (liggende på gulvet) eller I autostolen. Hvad gør man ikke 🙈😁

    3. Meget kommer an på, hvilken baby man får, og hvor urolig han/hun er, men selvfølgelig skal du nok komme i bad ☺️ Skulle baby vågne, mens du står under bruseren, sker der ikke noget ved, at der går et par minutter, før han/hun bliver taget op. Jeg er på barsel med mit andet barn, og jeg slapper meget mere af denne gang – jeg har så også en meget roligere baby. Men du skal nok forberede dig på at føle, at du er rigtig meget på, og det er hårdt arbejde. Men kærligheden, glæden og stoltheden er ubeskrivelig ❤️

  13. Så skønt at følge dig, Cathrine!
    Ang. det med den lille brede næse, så har min tidligere sundhedsplejerske fortalt mig, at alle babyer fødes med brede næser – simpelthen så de kan trække vejret, når de ammes! Formen på næsen bliver først udviklet langt senere☺️
    I ser skønne ud, både dig og baby.
    Stort kram

  14. Sikke nogle fine billeder og al den lykke som strømmer fra dine ord er så smittende.
    Ift krop så er det meget forskelligt. For det er nødvendigvis ikke kun et spørgsmål om graviditetskilo. De ligamentblødgørende hormoner fra sidst i graviditeten vil for nogen have den bivirkning af dit bækken/ dine hofte har givet sig lidt. Ligesom at dine fødder kan være blevet en smule større fordi da ligamenterne blev blødere faldt de lidt sammen og blev mere fladfodet. Ift fingrene er det nok en rest af væske da jeg ikke tror der er så meget der kan give sig der. Men nogle mennesker påvirkes mere blivende af de hormoner end andre desværre. Der er nok ikke så meget at gøre end at se det an 😄 men du har nu en skøn tilgang til det.

  15. Åh, kom endelig med flere af den nye slags hverdagsglimt – det er SÅ hyggeligt at følge med i, også for os der ikke er i nærheden af at skulle have eller har børn. Hver gang jeg ser billederne af jeres lille mini-Adam her eller på instagram bliver jeg simpelthen så glad helt ind i hjertekuglen, fordi “projektet” rent faktisk lykkedes for jer til sidst, og nøj, hvor har jeg krydset fingre og håbet sådan for jer undervejs. Egentlig lidt spøjst, når man nu ikke kender-kender jer, men jeg undede jer simpelthen alt det bedste på den front, måske også fordi man virkelig kunne mærke hvor meget det faktisk betød for jer. 💕

    On another note ift. post-fødselskroppen, så har de mødre jeg kender (inkl. min egen mor og mormor), mere eller mindre allesammen tabt selve graviditetskiloene, men at hofterne/bækkenet ligesom ikke rigtig er kommet tilbage til status før graviditeten. Så mit bud er, at du måske skal vænne dig til at have en lidt mere bred-hoftet kropsform (altså sammenlignet med før), men det er jo også underordnet, for du ser jo skøn ud uanset hvad. 😄😘💕

  16. SÅ fine billeder og hvor ser du bare helt igennem lykkelig ud!
    Ift. de bredere hofter, så kan de sagtens svinde ind til deres oprindelige form igen – det gjorde mine efter min første graviditet. Jeg tror jeg var ’tilbage’ omkring 4-5 mdr efter fødslen, dog med løsere maveskind.
    Jeg har for 4 mdr siden født mit andet barn og kan godt mærke, at det går en smule langsommere med at tabe de sidste 3-4 graviditetskilo – satser på det sker stille og roligt.

  17. Ja tak til flere baby indlæg! 😀 ville virkelig gerne høre mere om forberedelse til babys ankomst, hverdag, og også om kost og skønhed under graviditet og amning! Ved godt at der er mange forskellige bud på hvad det “rigtige” er, men kunne være fedt at høre hvordan du griber sundhed og skønhed an i sammenhæng med graviditet og barsel – du stråler jo! (selvfølgelig også af glæde tænker jeg :D).

    Tak for en fantastisk blog på alle måder!

Læg en kommentar