Min fødsel: Den lange optakt - ROCKPAPERDRESSES
Min fødsel: Den lange optakt

Jeg glæder mig til at sætte mig ned og skrive min fulde fødselsoplevelse ned, for jeg tror, det er dybt terapeutisk og i øvrigt en gave at have til sig selv senere at se tilbage på. Men jeg græder stadig, når jeg skal genfortælle dele af historien for venner og veninder, så jeg giver lige mig selv lidt flere dage at tænke timerne igennem på. Forløbet gik ikke nemt – eller efterbyrden gjorde ikke, og den erkendelse har taget mig tid at forstå, “… for alle fødsler er jo seje/hårde/gør ondt”. Jeg negligerede min egen smerte til at starte på, og den giver jeg nu plads til i mig selv. Men historien kommer.

Så i stedet vil jeg starte med optakten – for for pokker, hvor var der optakt! VERDENS LÆNGSTE FORSPIL, haha!

rockpaperdresses, Cathrine Widunok Wichmand, Selected Femme

billeder fra vores lørdagsdate – sidste #ootd med stor mave!

Jeg nåede lige at skrive i det her indlæg, og så kom de ægte opstartsveer:

Jeg synes virkelig, der har været optræk til noget siden i torsdags – masser af murren, mere intensive plukkeveer, ingen appetit. Så meget optræk at jeg, i går aftes på vores lange gåtur efter middagen, var nødt til lige at tale praktikken kort igennem. Hvis det sker i nat, then what?

Den var god nok. Den murren jeg havde oplevet allerede torsdag, da jeg sad på kontoret – det var forspillet til en fødsel. Jeg havde ingen lyst til frokost, ingen lyst til aftensmad, og den der menstruationsagtige murren tog til (lidt sjovt hvordan man NYDER ikke at have menstruation i ni måneder – for så at skulle have både efterveer og bløde uafbrudt flere uger, hehe…).

Rockpaperdresses, Cathrine Widunok Wichmand, Fødsel, datenight, rockpaperbaby

billede fra vores datenight lørdag i byen

Jeg havde generelt været energiforladt i løbet af ugen. Ikke engang yoga kunne lokke, og kroppen føltes bare ved siden af sig selv. Samme aften, torsdag, fik jeg sagt til Adam, at der altså er noget under opsejling… Noget udefinerbart, men noget. Fredag foregik derfor på langs i sofaen med sæson 5 af gode gamle Gossip Girl. Slappertid.

Rockpaperdresses, Cathrine Widunok Wichmand, Fødsel, datenight, rockpaperbaby

Lørdag derimod var ambitionerne store. Vi var af Brøchner Hotels inviteret på en overnatning inde i byen, og min plan var, at vi skulle tidligt ind til byen og nyde en Københavnerdag. Men i stedet brugte vi det meste af formiddagen og den tidlige eftermiddag på at fikse ting. Maling, praktiske småopgaver. Jeg ryddede op i stuen. Og engang slut på eftermiddagen cyklede vi ind til byen (og skød de her billeder på vejen) og tjekkede ind på Herman K. Vi havde ingen anden intention end at slappe af. Vi spiste en lille middag på Roxie (opholdet var en gave fra Brøchner – men middagen betalte jeg selv), den der manglende appetit drillede virkelig, og efterfølgende begav vi os ud på en laaang gåtur. Hvis der var noget under opsejling, så var en god gåtur en måde at sætte skub i tingene for alvor. Det samme var at arbejde oxytocinen op; kys, kærlighed, nærhed, nøgenhed.

Gåturen var spøjs, for en lørdag aften i Indre By er fyldt med fulde folk, smøger, fadøl, shots. Og mens nogen allerede snøvlede i snakken, andre varmede sig på fadølskanden under varmelamperne i Nyhavn, så gik jeg og havde reeeet gode plukkeveer og måtte klemme Adam i hånden flere gange undervejs. Hvilken kontrast, hehe… Det var det mest intense, jeg havde oplevet indtil videre på smerterne, men det gik! Og da vi kom tilbage på hotellet var det under dynen, på med Bagedysten og være tætte. Vi lagde en plan for cykel og hjemkørsel, skulle det sætte igang om natten…

Rockpaperdresses, Cathrine Widunok Wichmand, Fødsel, datenight, rockpaperbaby

Men det gjorde det ikke. Vi vågnede søndag, spiste en goood lang morgenmad – jeg forsøgte at køre så meget ned, jeg overhovedet havde plads til, og så trillede vi hjemad i højt humør. Solen stod så flot over København, den der tidlige efterårsfornemmelse, hvor man får varmen i al ulden så snart solstrålerne rammer. Vi trillede langsomt ind i gården, mig i ladet på cyklen, og om hjørnet i gården stod nogle af mine næreste veninder til stor overraskelse. Babyshower!

Den første jordemoder, der tog imod mig på Herlev, da tid var, sagde, at det var én stor oxytocin-weekend. Babyshower og veninders babyer jeg måtte snuse til, overraskelsen, kærligheden fra dem, gaver, overnatningen, nærheden. Hele weekenden bestod ikke af andet.

Rockpaperdresses, Cathrine Widunok Wichmand, Fødsel, datenight, rockpaperbaby

Og der kom også skub i det samme aften, søndag omkring klokken 20.00. Vi sad og spiste friske forårsruller og så Ozark, og så kom den første ve. Opstartsve, men jeg var ikke i tvivl om, at det var noget andet, end jeg ellers har følt – jeg var ikke klar over, om det lagde op til de der 3-4 dages opstart eller om det var lige om hjørnet, men efter et par stykker i rap, så begyndte jeg at tage tid på dem. Rimelig regelmæssige nærmest fra start. Og hold op, hvor det snød mig, haha! Jeg tænkte, “…gode regelmæssige veer fra start – det her bliver så godt! Mig og min høje smertetærskel”. Fedt, fedt, fedt! Vi gik i seng, jeg forsøgte at sove lidt. Så meget man kan, når det niver, kroppen generelt er SÅ øm – mit kønsben og bækken gjorde virkelig ondt de sidste fire uger.

Mandag morgen ringede vi til Fødemodtagelsen – regelmæssige veer, godt gang i den. Jeg følte mig så oven på i dem og kunne fint trække vejret – jeg fik besked om, at regelmæssighed ikke er det eneste “succeskriterium” for en aktiv fødsel. De skulle altså være pænt intense, de der veer. Så Adam tog på arbejde, men jeg sagde, at vi skulle finde pasning til Frida. Om det var i dag, i morgen eller onsdag, så var vi igang! HURRA!

Frida blev hentet af svigermor, og henad formiddagen ringede jeg til Adam – “tag og kom hjem…”. Der havde jeg googlet: “hvornår skal man ringe sin kæreste hjem fra arbejde?”, haha! På den ene side, så kunne vi jo have flere dage igen (gud forbyde det!), omvendt, skulle det ske samme dag eller dagen efter, så var det åndssvagt, at han havde kørt sig selv ned med en hel arbejdsdag først – han skulle jo være sammen med mig under fødslen. Henover frokost kom han hjem, og så lå jeg i sofaen, mens han arbejdede lidt videre. Det eneste, vi kunne, var at se tiden an.

Rockpaperdresses, Cathrine Widunok Wichmand, Fødsel, datenight, rockpaperbaby

De sidste billeder Adam tog af maven – 18 timer senere var han ude

Hen på aftenen ringede vi til Fødemodtagelsen igen – nu ville vi gerne ind. Veerne havde været regelmæssige i et døgns tid. Jeg vidste, jeg skulle nå at have to gange antibiotika inden, han kom ud. Jeg ville nødigt stresse over sådan en “detalje”. Smerterne var også taget til. Og det fik vi lov til. Fuld af forventning pakkede vi sammen, satte alarm på huset. Jeg husker at vende mig om og se på huset, “næste gang vi er hjemme, så har vi ham i armene…”. Jeg var så følsom, sad og græd i bilen over alt det, der skulle ske.

Vi trillede ud i mørket, ud mod Herlev.

Vi blev taget godt imod, og jeg blev tjekket – der virkede ikke stresset eller presset på Fødemodtagelsen, som jeg så ofte har hørt beretninger fra fødende kvinder. Måske var det en god dag at komme til verden på?

“Du er 1-2 centimer åben”

Det er løgn! Jeg havde godt forberedt mig på, at jeg måske ville få besked om, at jeg kun lige var nået til den aktive fødsel, de magiske 4 centimeter, men 1-2 centimeter, seriously?! Den der høje smertetærskel, fis i en hornlygte! De første par centimeter gjorde allerede nok ondt til, at jeg troede, jeg var i aktiv fødsel, haha… Goddamnit! Well, man ved jo heller ikke, hvad man skal forvente første gang. Men åbenbart ægte ondt.

Nårh… Vi blev sendt hjem igen. Såeh, ingen baby med os denne gang. Eller jo, men stadig på indersiden.

Vi gik i seng, og jeg prøvede at sove lidt, men det blev ikke til meget, og veerne tog til. Jeg måtte køre hovedgærdet på sengen op, så jeg kunne stå på alle fire henover. Så kom chiliplastrene i brug. På med dem på lænden.

Vi ringede igen en gang eller to til til Fødemodtagelsen – “… Kom herind klokken 03.00”. Godt! Så havde vi et mål. Jeg skulle bare holde mig selv kørende indtil da. Jeg kunne umuligt sove mere, som tiden nærmede sig, og da klokken var 02.45 satte vi os igen i bilen og trillede af sted. Ret utålmodige. Det gjorde ondt! Nu gjaldt det forhåbentligt; “… næste gang har vi en baby med”. Vores baby.

Jeg glæder mig til at dele anden del af oplevelsen med jer <3

Adam fik også listet sig til at tage et billede af de tidlige veer, et billede jeg holder meget af

Rockpaperdresses, Cathrine Widunok Wichmand, Fødsel, datenight, rockpaperbaby

18 kommentarer
  1. Jeg fødte selv en pige i februar. Jeg ELSKER at høre om andres fødsler, og jeg glæder mig sådan til at læse om din.

  2. Så smukt beskrevet:-)
    Det er godt nok en lang opstart til det endelige mål: baby ud i verden!
    Mit skete fra eftermiddag den ene dag til formiddag den anden – og det syntes jeg var lang tid.
    Men din opstart er da nok lige lang, synes jeg.
    Men det lykkedes til sidst og I kom hele igennem alle zusammen:-)

  3. Jeg havde det på samme måde med min ellers høje smertetærskel, der i den grad blev sat på prøve. Veerne hjemme var piece of cake i sammenligning med dem, der senere kom. Men jeg tænkte også “yes, hurra for min høje smertetærskel”, haha! Jeg blev klogere.

    Jeg fødte en dreng i midten af august. Det har jeg skrevet lidt om på min egen blog http://www.borellasblog.dk

    Tillykke med den fine, lille fyr og med den nye titel. Endelig kom han 🙂

  4. Kære du
    Nu ved jeg ikke præcis hvad der er sket efter din fødslen, men jeg håber, at du tager imod tilbudet, om en efterfødselssamtale med den jordemor der var tilstede ved fødslen. I håb om at du får bearbejdet traumet/følelserne, forbundet med oplevelsen.
    Jeg havde selv en traumatisk 2. fødsel, og blev kørt på operationsbordet 1 time efter fødslen. Det at blive kørt væk fra sin nyfødte, som man har været i symbiose med i 9 måneder, er ikke naturligt og det er klar at mor reagerer på det.
    Her knap to år efter, får jeg stadig en klump i halsen, men den er blevet mindre, men den er også en del af mig, og min og min datters historie.
    Snak om det, skriv det ned, græd, bliv vred eller hvad du føler.
    Al mulig lykke og kærlighed til jer og jeres lille ny.

    1. Jeg er så enig med ovenstående. Snak om det. Skriv ned. Græd. Og endnu mere snak, snak, snak. Det er så vigtigt for at få bearbejdet de ting der nu måtte være.

      Fødslen af min søn var rædselsfuld. 48 timers kraftige veer (+ lang optakt) og et meget akut kejsersnit. Bagefter var alle sådan “I lever begge to, det er det vigtigste”. Og ja, det er det da, men jeg følte mig så forkert og mine følelser så negligeret – og jeg gik med det hele inden i. Og det blev til en rigtig grim fødselsdepression. Jeg kom ud på den anden side med hjælp fra min fantastiske mand og al den hjælp vi kunne købe os til (for det offentlige var ikke til nogen hjælp, det var jo sommerferie…). I dag tre år senere tør jeg stadig ikke få nummer to og selvom jeg er kommet ud på den anden side, så får jeg stadig tårer i øjnene når jeg tænker på min fødsel eller hører folk fortælle om hvor vildt fantastisk det er er at føde og hvor seje kvinder der føder vaginalt er. Jeg ville sådan ønske at der var nogen der havde taget mig i hånden, sagt at det var okay, at jeg også var sej og havde snakket med mig om det. Så mit bedste råd er ikke at gemme på følelserne, for de er fandeme helt okay :).

      1. Sej kommentar Marie!
        Jeg skal føde første gang om tre måneder og jeg ved derfor ikke ret meget om, hvad der skal/kan ske. Men ville bare sige, at jeg synes din kommentar er modig og rummelig.
        Sender dig alt det bedste!

    2. Vi benyttede os også af en efterfødselssamtale en måneds tid efter for at snakke det igennem med jordemoderen, og det hjalp rigtig meget. Jeg blev også kørt væk til operation efter et par timer, og jeg kunne slet ikke være i det. Det at blive adskilt føltes så unaturligt, og jeg følte at jeg havde svigtet.

      Cathrine, hvor er du sej at du har lyst til at fortælle historien om hvordan jeres lille dreng kom til verden. Det er så fedt at du deler alle de ting – først kampen om at blive gravid, så forløbet igennem graviditeten fra hjemmefødsel til Herlev og så nu, efterfødselsfasen. Tak for du åbner op og ikke gemmer sådan nogle ting væk ❤️

      Håber I alle tre har det godt og nyde jeres sidste fælles barselsdag i denne omgang ❤️

  5. Skønt skønt billede.
    Men jeg er meget interesseret i gardinet bag dig.
    Jeg har en kunde der har forelsket sig i det stof.
    Men er ikke klar over hvor det er fra.
    Kan du hjælpe mig.
    Alt for kunderne.
    Venligst
    Lykke Dantex

  6. Kæmpe stort tilykke <3 Og nej lige nøjagtig HVOR ondt det gør har man (heldigvis) ikke fantasi til. Selv her tredje gang går jeg med 12 dage til termin og kan blive nervøs over om jeg kan finde ud af hvornår det er i gang 😉

  7. Glæder mig til at læse hele din beretning.
    Jeg fødte en dreng sidste år, og jeg havde en god fødsel på 12 timer, hvor jeg indtil de 8 cm havde det fint i smerterne, stod og vuggede til musik i flere timer .. de sidste to cm fik jeg lattergas fordi det gjorde så ondt, og meget lang tid bagefter fødslen var jeg lidt i chok over, at man ikke dødede når man havde så ondt. Hvordan var det muligt ikke at dø af de vildeste smerter i verden? Men jeg klarede det, og følte mig som verdens sejeste i flere måneder efter 😁

  8. Sikke en cliff hanger! Glæder mig til at læse resten 🙂 Og hvor kan jeg dog genkende skuffelsen i ikke at være så langt som man troede. Det er en sindsyg oplevelse. Tak fordi du deler, det er utrolig rart at læse om andres oplevelser <3

  9. Vil bare istemme rådet om at tage imod efterfødselssamtale. Jeg havde en lynfødsel med en baby, der ikke havde det godt bagefter. Så vi var også adskilt de første timer – hvilket er så forkert, at man slet ikke kan sætte sig ind i det, hvis man ikke selv har prøvet det. Jeg troede jeg skulle have psykologhjælp und alles, men endte med at bruge familie og venner (og hvem der ellers gad høre vores historie) og så efterfødselssamtalen med den jordemoder, der var med ved fødslen. Det var guld værd.

  10. Først og fremmest kæmpe stort tillykke med jeres søn. Det er fantastisk!
    Dernæst – tak fordi du deler <3
    Jeg fik aldrig tilbudt en efter-fødselssamtale på trods af en fødsel, der endte i hyperakut kejsersnit efter 24 timer med veer, presseveer og en baby der kom ud og scorede 1 på Apgar. Kun hjerteslag.
    Hverken vejrtrækning, farve eller noget. Så jeg var også adskilt fra min datter efter fødslen med beskeden om, at hun måske ville blive overført til Riget. Og så lå jeg der helt alene på opvågning i hvad der føltes som mange timer, før jeg så hende igen.
    Det sad I mig mange måneder efter, hvor jeg konstant var bange for at miste hende.
    Og påvirkede mig faktisk så meget, at jeg valgte at få et planlagt KS med min søn knap 4 år efter. Jeg turde ikke det uplanlagte og uforudsigelige igen.
    Nu er det over 10 år siden, og jeg kan stadig så tydeligt huske følelsen. Jeg ønsker den aller bedste start for jer og jeres lille familie og er glad for at læse, at du giver dig selv lov til at bearbejde <3
    Igen – kæmpe stort tillykke!

  11. Det er sjovt… Når man har født bliver man indlemmet i en ganske særlig klub, som er helt naturlig: “Mødre-der-har-født-klubben”. Sådan en fødsel ER en voldsom nærdødsoplevelse som sætter alt andet i perspektiv.
    Jeg mødte engang en mand der sagde, at han kun stolede på folk der havde mindst en tatovering. Så vidste han nemlig at de kunne klare mosten.
    Jeg ved ikke om jeg er enig (på trods af at jeg selv har en tatovering) men det er et faktum at vi mødre der har født ser på hinanden med en respekt der kommer af en jeg-ved-også-hvad-du-har-været-igennem tilgang.
    Fortæl din fødselshistorie til så mange som muligt – især andre mødre. For du har helt ret: det ER terapeutisk!
    Og så: tillykke! 😊

Læg en kommentar