Min fødsel: "Jeg kan ikke mere!" - ROCKPAPERDRESSES
Min fødsel: “Jeg kan ikke mere!”

Jeg har skrevet det her i flere etaper, for min lille dreng holder af at hænge på armen, og det skal han have lov til. Jeg bider min historie over i to dele – selve fødsel og så ‘the aftermath’; fra han kom ud, og det hele vendte på en tallerken. Fra han blev taget fra mig, og dagene efter. Starten på det fjerde trimester, om man vil. Men først selve fødslen, hvor jeg fik den store gave at have allerbedste Alona med til at tage billeder til os. Hun var generelt helt vidunderlig at have med og en kæmpe støtte under adskillelsen. Jeg er så taknemmelig for, at hun ville og havde mod på det, jeg vil for evigt have en helt særlig forbindelse og kærlighed til hende.

Jeg har ikke taget de mest grafiske billeder med (‘the crowning’ holder jeg for mig selv, haha!), så det burde være til at kigge på også for sarte sjæle.

(Jeg tænker også at lave et indlæg sådan rent praktisk – hvad virkede, hvad var jeg glad for, og hvad kunne jeg have gjort anderledes – I er mange der spørger til chiliplastre osv.)

rockpaperdresses, Cathrine Widunok Wichmand, Rockpaperbaby, fødsel, Birth story

Jeg slap jer engang i nattemørket natten til tirsdag den 2. oktober 2018. ENDELIG var klokken 02.45, og vi kunne køre af sted mod Herlev for anden gang.

Vi kom med fuld oppakning; to sportstasker, moseskurv, the works. Første gang havde vi slæbt det hele med op, da vi gik ind – for så at få at vide at vi kunne tage hjem igen og skulle slæbe det hele ned i bilen igen. Sådan en kæmpe taske på ryggen og veer spiller ikke helt vidunderligt sammen, haha! Men den måtte være der nu. Vi måtte være nået til de magiske fire centimeter, som er adgangsbilletten til fødegangen. Jeg havde arbejdet hårdt for det derhjemme henover ryggen på vores seng.

rockpaperdresses, Cathrine Widunok Wichmand, Rockpaperbaby, fødsel, Birth story

Vi blev modtaget med fuld opmærksomhed – det er ikke ligefrem rush hour på denne tid af døgnet. I hvert fald ikke sådan en 1. oktober. Ind på stuen, op og ligge på lejet og så skulle jeg undersøges igen. “Mm… Jaaeh, sådan en 3-4 centimeter…”.

MY GAWD! Seriøst? “I skal ud og gå! Hvis vi siger en god gåtur på en time, og så ses vi klokken 04.15! Så kan der være kommet lidt mere skub i det· Og hvis du begynder at kravle på væggene af smerter, så kommer du tilbage”.

Hvis der er noget, man absolut ikke har lyst til, så er det at spankulere rundt med veer. Men det var jordemoders ordre, nuvel. Vi tog elevatoren ned til stueetagen og satte i trav – det er løgn. Det var mere et “et skridt ad gangen”-tempo. Holdende i Adams hånd og arm. Klamrende til væggene, når veerne kom. Herlev Hospital klokken 03.30 er nærmest spøgelsesagtig. Den eneste anden levende skikkelse var en stille mus bag disken i 7/11. Vi købte en vand og bevægede os videre. “Vil du sidde ned?”. Sætter os ned. Nej. Stå op. Nej gå. Nej sidde ned. Jeg ville i virkeligheden bare gerne sove. På det her tidspunkt havde jeg været vågen i næsten 24 timer. Jeg var dødtræt. Udmattet på forhånd. Udkørt.

Vi gik ikke et minut mere end den time, de sagde, vi skulle gå, haha! Fanme nej. Tilbage til Fødemodtagelsen med håbet og krydsede lemmer. PLEASE, fire centimeter!

“… Du er lige knapt fire centimeter. Men nu synes jeg, du skal have en fødestue og få lidt hvile”. JA! Gatekeeperen lod mig passere ind til de hellige haller. Where babies are born! Vi kunne endelig slæbe alle vores sager ud af Fødemodtagelsen og ind på en stue. Vores egen stue, som vi skulle bo på, indtil vi var tre.

Vi trisser om hjørnet og de næste par timer går med at komme i tøjet – hospitalstøjet. En gigantisk skjorte. Kæmpe underbukser. At få et lavement – man kan ligesom ikke presse for sit liv og så holde en prut inde også. Pretty… (men jeg lover, man er så ligeglad)

Timerne går, og hen ad klokken 08.00 tirsdag morgen har der været vagtskifte, jeg er blevet undersøgt igen. Vi har nået de fire centimeter, hurra! Fosterhinderne er godt spændte, for hans hoved står og presser mod dem. Det går i den rigtige retning. Og min treat for at være nået så langt? En lur. Jeg har været vågen i 26 timer. Vi lægger os i ske i hospitalssengen. Adam holder om mig, og vi døser hen.

rockpaperdresses, Cathrine Widunok Wichmand, Rockpaperbaby, fødsel, Birth story

Pludselig rammes jeg af det mest vanvittige smæld og smerte i maven. Som om nogen har taget en madelastik af de kraftige og spændt op mellem fingrene og skudt af mod min livmoder. Jeg for op og ud af sengen. “Hvad fuck sker der?!”. Jeg står på gulvet i min kæmpe natskjorte, som har jeg skidt i bukserne, og det fosser ud med vand i min ble. Eller kæmpebind. Det føles som en ble. Uden sidestykker. Mit vand er gået spontant. Nu ved jeg, at der kun er 24 timer tilbage, YES, haha! Fra vandet går, skal man have født inden for 24 timer. På sin vis både nedslående med så langt igen, potentielt, på den anden side – så har vi en deadline. Det er meget rart, når man er ved at gå midt over af ondt.

Så langt skal vi heldigvis ikke gå. For på to timer ca., fra klokken 09.00 til 11.00 går fødslen fra nul til hundrede. Eller fra fire til ti for at få de rigtige mål med. Centimeter that is. Jeg går fra knapt nok at være fødestuemateriale til af være i full blown pressefase. Og fra mit vand går, forstår jeg også pludselig, hvad de mener med, at det skal gøre RIGTIG ondt. Det får det sidste halvandet døgns veer til at føles som nus i knæhasen. Kors, mand!

Jeg har skrevet et længere brev til jordemoderen hjemmefra og ønsket mig vand – så karret gøres klar og synes at tage en evighed om at blive fyldt. Men jeg kommer i op ad formiddagen. Splitter Kong Hans. Og det føles fuldstændig magisk. My Lord! Varmen, der omsvøber mig, vandet, letheden. Jeg husker det som om, der ikke går længe, så har jeg pressetrang. Min tidsfornemmelse er ærligt talt sat ud af spil. Ligeså vel som min følelse af blufærdighed og opmærksomhed på rummet. Jeg føler kun, der er ét menneske til stede. Mig selv, haha! Og så Adams hænder, der laver lændetryk på alle veerne. Goddamnit, det gør ondt.

rockpaperdresses, Cathrine Widunok Wichmand, Rockpaperbaby, fødsel, Birth story

Der kommer lyde ud af mig, som jeg aldrig har gjaldet før. Det er ikke skrig og skingert men mere brøl og lange åhhhhh! Jeg føler mig som et dyr. En ko der kælver. Som en besat overtaget af fremmede energier. Jeg føler mig ikke særligt empowered, og jeg har svært ved at være tilstede.

Ingen fødsler er ens, og intet er standard, men skulle vi prøve, så er man normalt ca. en time om at åbne sig en centimer. Jeg når seks på to timer. Det er intenst. Nej, det dækker ikke engang følelsen. Jeg føler mig kørt over. Jeg har ikke luft, ingen kræfter. Jeg føler mig ikke stærk og sej, men skidetræt og fanget. Følelsen af at sidde fast i en situation så smertefuld, og du kan intet gøre. Du kan ikke flygte, du kan ikke bede nogen om at tage din plads. Og du ved, det kun bliver værre – før det selvfølgelig bliver godt.

rockpaperdresses, Cathrine Widunok Wichmand, Rockpaperbaby, fødsel, Birth story

Klokken 11.00 er jeg nået til finalen. Pressefasen. Ti freaking centimeter – og når man så lige tænker sig om, at der skal komme et helt hoved ud af de ti centimeter, som man har heppet så meget på. Kunne vi ikke sige det dobbelte, så man nærmest kunne give mennesket en håndsrækning i stedet for at lade det være op til mors mavemuskler? Ja, det lyder jo af ingenting, 10 cm, men er utroligt nok nok.

rockpaperdresses, Cathrine Widunok Wichmand, Rockpaperbaby, fødsel, Birth story

Uret bliver sat. Vi skal helst i mål indenfor en time. Det er tommelfingerreglen. Jeg har bedt om så meget bevægelse som muligt under fødslen. Jeg ved, at tyngdekræften er min ven. Jeg ved, at jeg kan åbne mit bækken gevaldigt meget mere ved at squatte eller stå på alle fire. Jeg ved alt det fornuftige. Og vi prøver også. Jeg står op og holder i Adams arme henover sengen. Vi prøver på siden, liggende. Og hvad ender jeg i? Ryggen. Fødestilling #1 på min “det-ønsker-jeg-mig-ikke”-liste. Jeg ved, at man lukker af for bækkenet, at man ingen hjælp får fra naturens side. Og dér ender jeg.

rockpaperdresses, Cathrine Widunok Wichmand, Rockpaperbaby, fødsel, Birth story

Jeg presser. Jeg presser og presser, til det ringer for ørerne. Jeg presser to, tre og fire gange per ve. Min jordemoder mener ikke, jeg presser rigtigt, og jeg forstår ærligt talt ikke, hvordan man kan presse forkert. Der er jo kun én vej, og jeg visualiserer mig selv som en stempelkande, der bliver presset oppefra og ned. Helt som Smertefri Fødsel har lært mig det. Jeg prøver laboro, de overfladiske vejrtrækninger, men min jordemoder vil have mig til at trække vejret dybt ned i maven. Som I kan fornemme var vi ikke helt på samme side, når det gjaldt teknik.

rockpaperdresses, Cathrine Widunok Wichmand, Rockpaperbaby, fødsel, Birth story

Jeg begynder at blive udmattet for alvor og ønsker mig noget mere end det skide chiliplaster på min lænd og mave. Jeg havde ofte hørt om kvinder, der får en epidural for så at kunne hvile sig lidt og samle energi. Det er bare for sent ved de ti centimeter. Der er intet andet at gøre end blive i det. Jo, lattergas! Jeg får lattergas.

Jeg er ikke helt med på idéen til at starte med, jeg bryder mig ikke om at have masken på under de tunge vejrtrækninger, men efter et par dybe sug, svæver mit hoved lidt ud af rummet. Det er sådan det føles. Det er ikke smertestillende som sådan, men mit hoved får et break, og rigtig meget af oplevelsen og smerten sidder i mit hoved. Stemmen der siger, jeg ikke kan.

Mine veer begynder at aftage, og jeg får derfor ikke hjælp nok af min krop til at få ham ud. #2 på “det-ønsker-jeg-mig-ikke”-listen kommer til; ve-drop. S-drop. Syntocinon. Kunstige veer i poseform, skudt ind i droppet i hånden. Men ærligt talt, jeg er ligeglad på det her tidspunkt. De kunne have råbt kejsersnit!, og jeg havde sagt PLEASE, TRIL MIG VÆK!

rockpaperdresses, Cathrine Widunok Wichmand, Rockpaperbaby, fødsel, Birth story

Klokken nærmer sig tolv, og jeg har presset en time. De laver flere skrab fra hans hovedbund undervejs for at tjekke op på hans vitale værdier. De scanner hans hjerte. Han har det godt. Det er mig, der er træt. I mit hoved begynder jeg at sige, “jeg kan ikke mere!”, men ifølge Adam, har jeg sagt det, siden jeg var i karret, haha! Men jeg er virkelig udmattet og udpint. “Jeg skal aldrig have flere børn”. “Hvorfor tog jeg ikke imod planlagt kejsersnit?”. “Jeg kan ikke mere”. Jeg tænker tusinde tanker.

“Jeg har brug for hjælp, hvad kan vi gøre?”. Der sker ligesom ikke rigtig noget. Når jeg kan høre på holdet omkring mig, at det er rigtig godt, og man begynder at kunne ane ham, så bliver jeg så lykkelig og motiveret. Men så snart presseveen er væk, så forsvinder han igen. Vi kommer ikke videre. Vi begynder at tale om muligheder. Det vil sige, jeg beder bare om any kind of hjælp, og så diskuterer fødselslægerne, der er kommet til, og jordemoderen, hvad man kan gøre.

rockpaperdresses, Cathrine Widunok Wichmand, Rockpaperbaby, fødsel, Birth story

Kop. Det lyder skrækkeligt under fødselsforberedelserne. Deforme hoveder, slemme bristninger. Men lige dér tager jeg imod ALT. Lægerne synes, jeg skal prøve lidt mere, presse lidt mere, men min jordemoder taler min sag. Der skal hjælp til efter at have presset i 80 minutter. Lægen kommer ind med den hårde kop, som ligner lidt et metallåg til en termokande med et gummisugerør i. De forklarer mig, at de lægger koppen, men jeg skal forstå komplikationerne og risikoen for akut kejsersnit, går det ikke vel. Jeg føler mig helt tryg ved, at de ved, hvad de laver. Der kommer flere mennesker til – også en børnelæge, der kan tage sig af ham, når han er ude.

rockpaperdresses, Cathrine Widunok Wichmand, Rockpaperbaby, fødsel, Birth story

rockpaperdresses, Cathrine Widunok Wichmand, Rockpaperbaby, fødsel, Birth story

De bøvler lidt med at lægge koppen. De forsøger at lægge den én gang på det lille hoved, men kan ikke helt komme til. Den ene fødselslæge henter, hvad jeg synes ligner, en fjerkræssaks. Fanme nej! Push, baby, push! Før i tiden lagde man ofte klip, men man ved i dag, at man heler bedre ved naturlig bristning. I og for sig en meget lille bekymring på det tidspunkt, ha! Der er en baby i min fødekanal and it ain’t coming out! Men selvsamme babys hoved gør, at de ikke kan lægge det klip, hovedet er i vejen. Saved by the head!

Næste ve skyller ind over kroppen, og de begynder at hive men har fået noget af min hud med under vakuumet. Det lyder mere smertefuldt end jeg føler det, der er sgu så meget andet, der gør ondt. De tager koppen af og lægger den igen. Og på tre veer med tre-fire gode pres på hver, og han er ude. Min lille dreng. Min lille smukke dreng, som jeg har ventet så længe.

Jeg græder og græder, Adam græder. Først af lettelse, men så af angst, for han er ikke helt i top. Han har navlesnoren om halsen, om maven og om den ene fod, og på det sidste stykke af fødslen er han blevet presset. Stuen summer af folk, der alle har en opgave og det er nu deres tur til at gå igang.

Sidste del af historien kommer senere på ugen

 

rockpaperdresses, Cathrine Widunok Wichmand, Rockpaperbaby, fødsel, Birth story

60 kommentarer
  1. Cathrine, for helvede. Jeg sidder og brøltuder. Jeg har ingen børn endnu, så jeg tror aldrig, jeg kommer til at forstå den fysiske smerte forbundet med en fødsel – før jeg en dag selv sidder/ligger/står i det selvfølgelig. Men hold nu kæft, de billeder er smukke. Tak til dig og tak til Adam for at dele disse meget intime timer med os. Og selvfølgelig tak til Alona for de mega rørende og livsbekræftende. Det er de mest kærlighedsfyldte billeder, jeg nogensinde har set.

  2. Så må sidst på ugen godt komme an!
    Det er så skønt at læse om andres fødselsberetninger, især når man allerede har fået afsløret at der kom en fin lille dreng ud af det.
    Vi havde også en fødselshjælper/fotograf med til fødslen og jeg knuselsker de billeder. Alle de ting som står lidt sløret for mig kommer mere klart frem i hukommelsen når jeg ser billeder.

    Skønne billeder af dig, men også af dig og Adam sammen.

  3. Hvor er det smukt skrevet Cathrine. Flotte, flotte billeder.
    Jeg kunne næsten ikke se ud af mine øjne for bare tårer – jeg følte næsten med dig gennem din fortælling – det lyder som en vild fødsel. Både smuk, hård og for voldsom måske.
    Men er glad på jeres vegne over, at det lader til at ende lykkeligt og godt for jeres søn.

  4. smukkeste, fineste og mest velskrevne fødselsberetning jeg længe har læst!
    Tusind tak for at dele din historie og dit liv med os. Du er så sindsygt sej, modig og jeg tror og ved at du bliver en helt fantastisk mor og Adam en helt fantastisk far! YOU GO GIRL!!! WUHU WUHU WUHU!!!

  5. Åh shit en beskrivelse <3
    Du skriver så levende, og jeg er helt tilbage på min egen fødestue for to år siden med hjemsendelse, vedrop, manglende "connection" med jordemoderen og et aaaalt for langt forløb til min krop kunne være med til sidst.
    Men jeg ville gøre det hele igen for ham <3
    Glæder mig til at læse fortsættelsen.

  6. Fødsler er så vanvittige, vilde og smukke. Virkelig nogle fantastiske billeder, I har fået taget. Dem kan jeg godt forstå, du er glad for.
    Din fødsel minder på mange måder om min første – i hvertfald pressefasen var på mange måder ens: jeg havde også drømt om vand men endte på ryggen, pressede i næsten 2 timer uden resultat, og endte også med kop. Jeg havde også forberedt mig med Smertefri Fødsel og fik kun lattergas som hjælp til at håndtere smerterne ved de 8/9 cm.

    Jeg er nu gravid med nummer 2 i uge 24, og jeg ved helt ærligt ikke rigtig, hvordan jeg har det med at skulle endnu en fødsel igennem. Der gik ikke som sådan noget “galt” under min første fødsel, min datter var også sund og rask, da hun kom ud. Men det gør simpelthen så forbandet ondt, og så er jeg lidt nervøs ved pressefasen. Ender jeg med kop endnu engang? Gør det overhovedet noget?

    Blot lidt tanker fra mig, og et tillykke med jeres lille dreng <3 din fødselsberetning rørte mig til tårer, og I ser begge smukke ud (både dig og Adam). Han ligner en, der har været guld værd under fødslen. Kudos til ham og dig!

    Kh

  7. Ej men altså. KÆMPE tillykke med jeres lille menneske – du er for sej. Alle kvinder der har født fortjener faktisk en fucking medalje og lidt til! Jeg kravlede i øvrigt også rundt med kæmpe veer foran 7/11 på Hvidovre, fordi jeg ikke var langt nok (say Whaaa?) Det kan ingenlunde anbefales 😂

    Og hvor er jeg misundelig på dine smukke billeder. Dem jeg har i mit hoved fra min egen fødsel kan få mig til at tude anytime. Tillykke tillykke tillykke 😄

  8. Du har lige beskrevet min første fødsel. Av for pokker hvor var det hårdt. Anden fødsel (få dage før din) tog det mig godt 2 timer fra første ve, og jeg ville gøre det om og om igen. Så vær du ikke bekymret for at gøre det igen. Tillykke med jeres fine dreng!

  9. Åhh jeg har tømt en pakke kleenex! Jeg har termin om 2 uger og suger alt til mig! Hvor er det fantastisk, frygteligt og smukt at læse! Glææææder mig til næste del. Har i mon tænkt på om Adam skal skriv en beretning? Jeg (min mand) syntes der mangler at læse fra mandens side af sådan en omgang

  10. Tak for at dele billederne og oplevelsen. Det er oervældende og smukt, glæder mig til at læse resten!

    Mathilde

  11. Wauw. Bare wauw. Tak for at dele din fødsel. Du beskriver det hele så fuldstændig fantastisk ❤. Jeg tog mig selv i at sidde og heppe med og grine og græde med dig på sidelinjen. Var totalt hensat til min egen første fødsel – dine tanker undervejs, din oplevelse af situationen – jeg kunne FULDSTÆNDIG kende mig selv i det. . Det er så vanvittigt at man frivilligt udsætter sig selv for den slags! Men det ER jo det hele værd!
    Og billederne! Hold nu fast nogle stærke og rørende billeder du deler med os. De går lige i hjertet!

  12. Hvor er du bare god til at skrive. Det er den fødselsberetning jeg er blevet nest rørt over. Du beskriver det så smukt og levende!

  13. Kære du ❤️ Den minder på mange måder om min Marathon fødsel. Jeg ved ikke hvad der kommer efter for dig/jer , hos mig sad moderkagen fast og jeg mistede en stor mængde blod der gjorde mig sengeliggende og ude af stand til at passe mit nyfødte barn de næste tre dage.
    Jeg håber for dig , at det kan fungere lidt som terapi at få tingene på ‘papir’. Vi er naturligvis forskellige , men jeg må sige at det kom bag på mig hvor meget reaktion jeg havde på alt det der skete , for jeg havde jo min lille raske fine pige. Men for filan hvor var det næste halve år følelsesmæssigt hårdt ! Mit hovede kunne slet ikke rumme det der var sket . Og faktisk husker jeg ikke meget af fødslen . Tror det er blevet skubbet under tæppet , til fordel for et velfungerende nyt familie liv. Nu venter jeg vores andet barn, om tre uger. Frugter ikke fødslen , men reaktionen bagefter er jeg meget bange for. Men til dig , tak for alt hvad du deler og giver. Tak fordi du åbner op for sårbare emner og for af man kan være en del af det ❤️ Tak for dig . Og endnu engang hjerteligt tillykke ❤️❤️

    Kh Trine

  14. Jeg bliver SÅ rørt af din beretning <3 Det er stort set en tro kopi af min første fødsel – han kom på det sidste træk inden et kejsersnit og da jeg lå der, var jeg villig til hvad som helst for at han skulle komme ud…
    Jeg kæmpede meget med efterfølgende, at jeg ikke rigtig følte at jeg selv havde født ham.. Under min anden graviditet, var jeg i kendt jordemoderordning, hvor jeg fik italesat min frygt for en gentagelse af min første fødsel… og fra en første fødsel der tog 2,5 døgn, så kom nr 2 på 8 timer fra første ve – helt uden komplikationer 🙂

  15. Tillykke med ham . Tak for beretningen. Hvor er det faktisk mærkeligt at læse for den minder så meget om min oplevelse da jeg fødte min datter .Laang tilløb, sendt hjem 2 gange fra fødegangen , for så udvide mig det sidste på få timer . Lang pressefase , hvor jeg pressede alt det bedste jeg vidste, (men jordemoderen ikke synes det var rigigt) for at ende med drop og kop .

  16. Åh kan så godt huske de brøl jeg også kom med. Eller som tog mig med. For jeg havde ingen kontrol over hvad der kom ud af min mund. Og sjovt som man glemmer vesmerten. Jeg VED det gjorde afsindigt ondt(fik også vedrop og udvidede mig 10 cm på 2 timer), men jeg kan simpelthen ikke genkalde mig følelsen.

    Men hvordan var det nu – vendte baby ikke med numsen nedad?

  17. Wauw, fantastisk rørende at læse! Av min mave og mit hjerte, det minder så meget om min første fødsel, så langtrukken og uhåndterbar. Jeg er rørt til tårer, du har virkelig ramt noget i mig, ved at dele din fortælling. Af hjertet tak!
    Held & lykke med det hele, jeg glæder mig til at læse næste del.

    PS mit anden fødselsforløb var alt andet end det første og hel fantastisk på den rolige og ukompliceret måde, hvor den strakte sig over 6 timer fra start til slut. Jeg har lyst til at opleve dén igen.

  18. ‘Vi vælger ikke selv, den fødsel vi får’… jeg tror, jeg skrev det til dig i en kommentar under alle dine fødselsforberedelser. Ikke for at tage modet fra dig – eller ‘pille dig ned’, men fordi jeg genkendte mig selv i alle dine ønsker og forhåbninger til din fødsel. Jeg selv endte med det akutte kejsersnit, som du også fik viftet for øjnene.
    Her sidder jeg med mine tåre (som oftest når jeg læser en fødselsberetning) – og ønsker kun at sende dig alverdens søsterkærlighed i din retning. Hvor du gjorde det flot. Godt. Stærkt. Hvil i det.
    Den stærke ur-kvinde ligger ikke i en bestemt form for præstation/resultat i vores fødsler. Langt snarer møder vi hende den i overvældende, alt-omfavnende moderskabsfølelse, som vækkes i os – uanset hvilken retningen fødslen går.

  19. Åååhhhh hvor jeg kan huske det selv. “Gå en lang tur” nej tak, det er sgu da det sidste man har lyst til. Jeg fandt en kørestol som min kæreste trillede mig rundt i 😂
    Fantastisk læsning og billeder, bliver meget rørt af at læse det. Glæder mig til at læse resten❤️

  20. Hold nu op, glæder mig til at høre om jeres deng, hvordan han havde det da han kom ud, sikke en skræk og ikke mindst den første tid sammen som 3 💙
    Ja utroligt hvad kvindekroppen kan.

  21. Fantastisk skriv, kan genkalde mig mange af de samme følelser som du beskriver. Alligevel sidder jeg her, på terminsdatoen for mit andet barn, lige fået hindeløsning og godt utålmodig og skal til at igennem det hele endnu engang. Mærkeligt, angstprovokerende men forhåbentligt også fantastisk 🙈😂

  22. Jeg bliver så rørt og læser med tårer i øjnene ❤️ Fordi det er så ægte. Så upoleret. Og så smukt ❤️
    Stort tillykke med den lille. Og med Adam. Og tak fordi du deler al den kærlighed.
    Masser af kærlighed tilbage til jer alle tre 😊😍

  23. Dejlig beretning – smukke billeder <3
    Min første fødsel var på mange måder ens – udvidede mig 5 cm på 2 timer, lang pressefase, s-drop. Slap for koppen dog. Jeg fødte igen for 7 måneder siden og gik da 6 cm på en time (jeg fatter ikke hvad de unger skal nå 🤷🏼‍♀️) og hun var ude på 3 presseveer. Kroppen er for vild 🙏🏻

  24. Sikke nogle fantastiske billeder og kæmpe tillykke med jeres lille fyr!
    Jeg fødte selv en søn tirsdag d. 2. oktober, så det bliver (ekstra) dejligt at følge med i jeres liv for fremtiden.

  25. Årh Cathrine – du er min stjerne 🌟 Hvor er du altså bare så sej, stærk og smuk. Du skal vide at du er en stor inspiration ♥️

  26. Hold. Nu. Op. Hvor er det vildt. Hvor er det smukt, fantastisk og rørende. Beretningen, selvfølgelig, men billederne især. De er så smukke og stærke, af en så smuk og stærk kvinde. Er helt blown away. Hold op, en dygtig fotograf, og hold op, en smuk model. Kan slet ikke beskrive, hvor rørende, jeg synes det er. Det kommer I til at skatte for evigt.
    Jeg venter i spænding på næste del. Og endnu en gang, tillykke! I fortjener alt det bedste, og jeg er simpelthen så glad for, at I har fået jeres smukke, lille dreng ❤️

  27. Tak for dig, Cathrine, og tak til jer for at dele. Det er det mest rørende, jeg nogensinde har læst! Det bedste jeg har gjort på de sociale medier i år, er at begynde at følge dig. Tak!

  28. får gåsehud over det hele af din beretning. Du skriver for sindssygt. glæder mig så meget til opfølgningen, hold nu fast!!!!!

  29. Jeg sidder med tårerne ned af kinderne – denne del af din fødselshistorie minder meget om min, så jeg blev sendt direkte tilbage til hospitalsstuen på Hvidovre for ca 5,5 måned siden. Min dreng kom dog desværre ikke ud med koppen, men ved akut kejsersnit og var heller ikke i top, da han kom til verden, men alt endte heldigvis godt.

  30. Stort tillykke! Dejlig beretning og smukke billeder.

    Jeg synes din historie understreger noget som jeg vist også skrev i sin tid, da du delte dine tanker om fødslen med os: nemlig at en fødsel “sker med dig”, det er ikke noget du selv står for. Lad os – ikke for guds – men for kvinder og medsøstres skyld adskille et ord som “empowerment” fra fødslen og den fødende kvinde. Ved at lade fødslen være noget man i princippet selv kan stå for, pålægger vi os selv som kvinder (endnu) et kæmpe ansvar. Et ansvar som, tør jeg næsten sige, alle kvinder der HAR født ved, at man ikke kan tage på sig. En fødsel sker, man kan hverken gøre fra eller til. Den hiver en med, med en orkans kraft, og man kan ikke gøre andet end at følge den, man har én ensom opgave, som er at få det lille dyrebare liv ud i god behold.

    Det er en sund proces at hellige sig fødslen i form af div kurser, bøger, vejrtrækningsøvelser osv, men mest – tror jeg – fordi det modner dig på vejen til dit moderskab. Jeg ville ønske at disse tilbud ikke bildte kvinder ind, at de selv kan skabe deres fødsel. Med stor risiko for at fejle. For langt de fleste kvinder – mig selv inklusiv – oplever det du beskriver. Tabet af kontrol, at man ikke vil mere, at de bare kan komme og køre en væk, hit med noget morfin og en epidural…
    For dét er fødslen; smertefuld – ja traumatisk om man vil – men heldigvis også så stor og fascinerende og sej. Da jeg havde født tænkte jeg: alle kvinder, der har bragt et barn til verden med deres krop burde bærer en skilt om halsen, så man kunne give dem noget credit.

    Stort tillykke med jeres søn. Det er vildt, men det bliver kun bedre og bedre ❤️

    1. Det er meget fint, tænktsomt og klogt skrevet. Du har så evigt ret, og jeg kunne ikke formulere det bedre selv (-:

    2. Hvor er det fint skrevet. Som førstegangsgravid synes jeg, at der er så mange skjulte (og mindre godt skjulte) krav til den rigtige fødsel. Krav om kontrol, balance, styrke og naturlighed. Men jo flere fødselsberetninger jeg læser, jo mere går det op for mig, at det er man ikke selv herre over. Ordet empowerment er så trættende (især når man er glad for sprog). Det lægger bare endnu et pres i en meget skrøbelig situation.

      Tak for at dele Cathrine, det lyder som en sej, vild og smuk omgang <3

  31. Fantastisk beretning og en beskrivelse så smuk.

    Min første fødsel var ikke noget jeg ville gøre igen, selvom den ikke var dramatisk af nogle art (sagde jeg dengang) men man ‘glemmer’.
    Og idag er jeg mere end glad for at jeg valgte en nr.2
    (født d.13/7-18)
    jeg fik drømmefødslen anden gang. (Skulle egentlig have født i vand)
    fødslen varede 2 timer og 10 min (åbnede mig de famøse 10 cm på 2 timer) med veestorm fra første tegn, og shit en smerte man!!!! men ville gøre det igen, for man glemmer smerten bagefter og alt det andet når man ligger med sit guld på brystet.
    Kæmpe stort tillykke med guldklumpen ❤️

  32. Sikke en flot beretning! Jeg blev helt rørt!
    Vil bare lige komme med den opmuntring, at din pressefase lyder meget som min første. Han kom efter 2 timers pres (efter i alt 13 timer fra første ve), mens jm var i gang med at gøre vedrop og kop klar, og efter jeg slet ikke havde fornemmelse af, hvordan der skulle presses. Med nummer 2 gik der 1,5 time fra første ve, til hun var ude – heraf 15 min pres, hvor kroppen bare havde helt styr på, hvordan der skulle presses. Fik at vide, at det var ret typisk, at pressefasen er helt anderledes nem anden gang, så det er da værd at tage med!
    Og PS jeg har født både med epi og helt uden smertestillende, og taler vi om en fødsel, der er lang nok til at det giver mening, så vil jeg til enhver tid vælge smertestillende til. Jeg forstår ikke den udskamning, der pt foregår i fht. den slags. Jo, hvis alle fødsler var som min anden, så kunne vi klare os uden smertedækning, vedrop og i princippet også jordemødre, men nu vælger vi jo ikke selv vores fødsler, og det er altså en ret alvorlig opgave kroppen er på. Jeg er kæmpe fortaler for forberedelse, og jeg tror på, at vi selv kan hjælpe meget til, men der er også bare nogle forhold vi ingen indflydelse har på, og det synes jeg godt kan blive negligeret i al den stræben efter den “naturlige” fødsel.

  33. Så rørende en fødsel og så sej en kamp du gik igennem- det gør noget ved én- man bliver stærkere af det, og det betyder også at følelserne sidder helt ude på tøjet! Jeg nikket så meget genkendende til hele din fødsel- mim var meget lig. Min endte dog med mig lagt i akut fuld narkose, min mand som blev smidt ud af fødestuen pga akutheden der opstod og min lille guldklump der under kejsersnit blev hevet ud med en sugekop!!! Det var noget af en kamp – men vi kom helskindet igennem det- dog med nogen ar på sjælen (det var jo ikke sådan det skulle gå:-(… Men tak Fordi du deler din historie og de så beskrivende og smukkebilleder!!! Knus til jer Alle tre❤️

  34. Fantastiske billeder med blændende fortælling til – du fik i den grad gravide hormonella her til at tude!

    Din fødsel minder MEGET om min – dog havde jeg ikke så lang en optakt, som du havde.

    Jeg vågnede midt om natten med veer, der hurtigt eskalerede til det helt ubærlige – jeg kunne slet ikke rumme det og havde glemt om al APA og yoga, jeg så flittigt havde gået til. Jeg SKREG af mine lunge fuldes kraft. Og mit vand gik med et smæld midt på stuegulvet.

    Da vi kom ind på fødegangen, var jeg åbnet 5 cm på tre timer, og jeg var fuldt åben to timer efter. Så 10 cm på fem timer – det gør FUCKING ondt! Jeg tiggede om en epidural, men var åbnet for meget, så min eneste smertelindring var at komme i kar, hvilket var skønt (de har desværre ikke lattergas på Hvidovre).

    Jeg fik ingen presseveer – trods både akupunktur og ve-drop. Så prøvede at få ham ud selv i to timer. Til sidst var jeg så udmattet, at min søn også blev taget med kop. Efterfølgende forklarede min jordemoder mig, at min krop højst sandsynligt havde brændt al sin energi af på at åbne sig, og derfor var for udmattet til at producere presseveer.

    Trods en tredjegradsbristning – er jeg dog frisk på at føde igen til mart/april 😛 Ens krop, kan præstere det vildeste og komme sig over det meste 😉 Lige da jeg havde født, sagde jeg, at jeg ville gøre det hele igen – men det var nok hormonerne, udmattelsen, adrenalinen, der talte der.

  35. Jeg føler din smerte med veerne! Jeg havde veer i 3 timer før min datter var ude(ja, lucky me!), men de sidste 40 min gik jeg fra 4 cm til 10 cm – av!

    Det er så vildt at tænke tilbage på sin fødsel, som jo er smerte forbundet med sindssyg kærlighed.
    Jeg fortryder dog to ting ved min fødsel:
    1 – jeg ingen billeder fik taget.
    2 – at jeg ikke selv tog imod/tog min datter ud. Jeg blev spurgt, men jeg havde simpelthen ikke flere kræfter.

    Håber jeg kan ændre begge dele til næste fødsel (sjovt som man allerede 7 måneder efter fødslen “glemmer” at det føltes umuligt på daværende tidspunkt).

    Jeg glæder mig til at læse næste del af din beretning.

  36. ååååårh, hvor jeg bliver rørt. kan jo næsten se fødslen for mig.
    fødte en datter 1/8 på herlev. jeg fattede heller ikke, hvordan man pressede (pressede med hovedet og måtte have ilt). pressefasen tog 1,5 time, men hun kom ud. og havde det godt. 2xblodprøver fra hovedet + elektrode under hele pressefasen. fattede vist ikke at det kunne være alvorligt (men det gjorde min mand, som troede han var ved at miste os begge, fordi jeg blev helt blå i hovedet og ayas puls kørte fra 0-140).
    tak for at dele din historie med os cathrine <3 glæder mig til resten og hvor er det godt, at i alle 3 har det godt nu på trods af – hvad det lyder som om – en lidt hård start.
    kram

  37. Hold nu op nogle smukke billeder og en vild historie – du er for sej. Jeg glæder mig til at læse næste del af historien.

  38. Utrolig smukke billeder, og hvor er det rørende at læse – også selvom det uden tvivl har været en hård omgang, idet den tog så mange timer. Jeg pressede selv i over to timer, fordi min datter lå mega skævt, og det er det hårdeste, jeg nogensinde har gjort! Hele fødselsforløbet tog dog kun 11 timer, så jeg havde også væsentlig mere energi, end du må have haft tilbage. Men jeg var fandme også desperat og råbte selv til sidst, om de ikke kunne finde sådan en sugekop! Det ville de dog ikke. Men puha – hvor er du bare mega sej, at du fik presset ham ud efter så mange timers veer!
    Kram fra en anden nybagt mor :-*

  39. Det lyder så meget som fødslen har vores søn for otte år siden. Av av av. Nu skal jeg føde igen til januar – er så lykkelig for endelig at være gravid men også nervøs for om det igen bliver sugekoppen.

  40. Det jeg lærte ud fra din fortælling ( og som jeg også tror du selv har lært af oplevelsen ) er at man aldrig må have forventninger til en fødsel, men derimod en masse forhåbninger. Det er desværre ikke altid det går den vej, som først var tænkt. Du havde mange drømme og tanker om din fødsel, men virkeligheden var mere hård. Ikke alle fødsler er lyserøde og kan klares til duften af nybagte boller og på det ludbehandlede gulv derhjemme. En fødsel er benhård arbejde

  41. Jeg har aldrig kommenteret herinde før, men det her fine og ærlige indlæg fortjener virkelig en kommentar.
    Tusind tak, Cathrine! Dine ord og billeder minder mig om de tanker og følelser jeg selv har og har haft i forbindelse med min fødsel. Jeg blev mor for første gang i sommers efter 54 timer med veer, heraf 5 timer med presseveer. Jeg fødte i tredje (og sidste) forsøg med sugekop. Min fødsel var svær, både under og efter, men jeg føler mig mindre “alene” efter at have læst dit indlæg, så af hjertet TAK for at dele!

  42. Sikke en fin og stærk beretning, fødende kvinder er seje, og det var du dælme også!

    Min dreng lå også med numsen nedad, og selvom jeg gerne ville have født ham ved sædefødsel endte det desværre med et planlagt kejsersnit i 41+0 (hvilket jeg stadig ærgrer mig over 10 måneder senere).
    Grunden var at man slet ikke må hjælpe fødslen på vej – dvs ingen igangsættelse, intet vand, ingen vedrop eller kop. Derfor er jeg bare lidt nysgerrig på det aspekt, for det lyder ikke som at han lå med numsen nedad. Er det bare mig der har misforstået at vendingsforsøget ikke lykkedes?

    Stort tillykke med ham, han ser super fin ud…

    1. Han lykkedes at blive vendt i andet forsøg på Herlev – tredje forsøg, hvis vi tager rebozovendingsforsøget med. Om han så skulle være vendt ved jeg ikke, måske han bare skulle have haft lov til at ligge den vej? Men du har helt ret – man hjælper slet ikke ved UK. Jeg havde også fået skeduleret en samtale om kejsersnit omkring 41+0. Nu gik jeg så selv igang 38+0, så det gik <3 Hovedet først! KH

  43. Så fantastisk og vanvittigt på samme tid! Kunne være min fødselsberetning fra min førstefødte, også på Herlev – 7 centimenters udvidelse på 1 time og 20 minutter, ‘forkert’ presseteknik, vestimulerende drop, pressefase i to timer, hvor baby røg op igen efter hver ve, mange mennesker på stuen, summen, kop med tre træk og til sidst verdens sødeste lille pige <3 Anden gang kom jeg ind kl. 17 og tog hjem fem timer efter med den kæreste lille dreng i armene – som at smutte en mandel 🙂

  44. Jeg har læst blogs i mange år, og kun TO gange har jeg tudbrølt. Begge gange af indlæg her på bloggen.

    Første gang over et af de første indlæg du skrev om jeres barnløshed… Anden gang lige nu!

    For hold nu kæft hvor er de billeder der sindssygt smukke og kraftfulde!

    Jeg vil i øvrigt sige tusind tak fordi du deler!, jeg har arkiveret flere af dine indlæg de seneste par år, sådan at jeg kan vende tilbage til dem, når det engang bliver min tur til at blive mor

Læg en kommentar