Hverdagsglimt - ROCKPAPERDRESSES
Hverdagsglimt

Godmorgen venner,

jeg er tidligt oppe, for jeg skal på arbejde, sørme så! Jeg er helt spændt og ærlig talt også lidt nervøs, for Baby skal med. Med mor på arbejde, hah! Jeg kan selv som barn huske at være med far og mor på arbejde. Når jeg var med far på arbejde, så kunne jeg 1) Lege med whiteboard, tegne, strege, skrive. 2) Lege med den der lommeregner han havde på skrivebordet, hvor der kom små kvitteringer ud af (det var altså længe før mobilen, vi taler start-90’erne). Og så glædede jeg mig til at komme i kantinen, hvor de havde sådan et smart stort møbel med mange små kasser med mad i – det man kalder en salatbuffet. Selvfølgelig med skinketern, dåsemajs, pastaskruer og andet godt man fik dengang. Og thousand island-dressing selvfølgelig. Min far har alle dage arbejdet i foodservice og dengang hos Knorr/Heidelberg. Jeg er vokset op på bearnaise på brev og lasagne, der kommer ud af en papæske. Så selvfølgelig; thousand island.

I dag bliver det mere en baby i vikle, en baby i barnevogn, der forhåbentligt kan lure godt de 3,5 timer vi er ude. Barbara, min agent, tager med og hjælper mig med at tage sig kærligt af ham. Jeg er så spændt på, om det går op i hat og briller, eller om det går. Lad os da antage det sidste.

rockpaperdresses, Cathrine Widunok Wichmand, Hverdagsglimt

Den flotteste buket jeg længe har set – den fik jeg af mine agenter i Social Zoo. Det er Blomsterskuret, der har lavet den, og dem elsker, elsker, elsker jeg. De lavede også min brudebuket og Fridas. Ja, hendes version af en brudebuket; et blomsterhalsbånd, cuuute.

Det der med blomsterbuket i soveværelset, det kan i øvrigt anbefales. Det tror jeg aldrig, jeg har prøvet før, men det virker virkelig ekstravagant for mig, haha! Men så dejligt at stå op til sådan en stor og smuk buket. Og duften der spreder sig i rummet, ahh! Jeg skal have købt en ny. Måske lidt mindre, hehe…

rockpaperdresses, Cathrine Widunok Wichmand, Hverdagsglimt

Hver evigt eneste morgen. Den der morgenlur, jeg elsker den! Bassen har ikke været sååå glad for at sove de sidste mange nætter. Virkelig mange nætter, hehe… Så når man ikke sover om morgenen, så sover vi om dagen – eller bliver i hvert fald gerne i sengen indtil klokken 09.00. Mand, det er så hyggeligt. Amme lidt, sove lidt, putte lidt, møsse lidt, amme lidt. I ring. 

rockpaperdresses, Cathrine Widunok Wichmand, Hverdagsglimt

Jeg synes faktisk, vi er virkelig gode til at få solide måltider. Thank God for Aarstiderne og nemlig-leveringer. Det redder os! Men i ny og næ, så må man altså ty til takeaway (nej, jeg nåede ikke lige til det der med at fylde fryseren med lasagne og pølsehorn). Det gør jeg helt uden skam, og se lige den pizzaæske! Fanme fin (at pizzaen så ikke var så spændende… Det er måske også unfair, når den er blevet cyklet af et bud hele vejen fra Nørrebro til Frederiksberg).

Og så er der sket noget de sidste par uger, jeg har mistet min lyst til kød! Jeg har ikke været all in på vegetar-kost, men vi spiser vegetarisk aftensmad fire ud af syv dage. Og det har ligesom grebet om sig. Og de par gange jeg så har fået kød; som skinke på den pizza eller bacon/pølser til mit æg i weekenden, så har jeg slet ikke kunnet få det ned. Gad vide om det er en periode, eller om jeg så småt går all in på vegemad? Er det ikke sådan det ofte starter? Mindre og mindre kød og pludselig har man ikke længere lyst?

rockpaperdresses, Cathrine Widunok Wichmand, Hverdagsglimt

En af de virkelig barselsgaver; en glimmer-to-go-kop fra Koneklubben til mine mange travture. Og så i glimmer og lyserød. De kender mig! Jeg har også lige købt en KleenKanteen – sådan en termokop, som kan holde kaffen varm. Tanken er at skære godt ned på café-kaffer to go, for det kommer til at ruinere mit barselsbudget, hehe… Nu skal jeg til at være lidt ansvarlig for pokker!

rockpaperdresses, Cathrine Widunok Wichmand, Hverdagsglimt

Frida er blevet så nice omkring baby! I starten gad hun slet ikke se ham, snuse til ham eller noget som helst, men nu synes hun, er så spændende. Hun kysser ham i panden, glor på ham – og han lader hende gøre det helt upåvirket.

Forleden da jeg dristede mig til et bad, så kom Frida ud på badeværelset. Som  for at hente mig; “hey, din baby græder” – jeg kunne bare ikke høre det trods åben dør. Fanme sødt altså. Hun er en god hund.

rockpaperdresses, Cathrine Widunok Wichmand, Hverdagsglimt

Vi har været på eksotisk tur til Vejle i weekenden – det var lidt en lang køretur, men vi klarede det! Vi skulle til dåb hos min kæreste veninde, der er flyttet hjem til Jylland igen. 

Nu er Jylland slet ikke på tapetet for os, det ville være fjollet at flytte sig væk fra familie, men nøj hvor er der altså dejligt! Helt vildt! Naturen (vi har den selvfølgelig os på Sjælland), markerne, luften – og folkene. Jeg elsker jyder. I har altså en ro over jer.

rockpaperdresses, Cathrine Widunok Wichmand, Hverdagsglimt

Se nu der. Naturen! Denne her årstid. Måske min nye favorit? Er det bare mig eller er efteråret usædvanligt smukt i år?

Mølholm Kirke, hvor vi var til dåb. SÅ fin. Og mega frisk præst – salmerne blev vist på fjernsynsskærm, og anden ‘salme’ var Kim Larsen, der bragede ud i hele rummet. Alle blev så forskrækkede og overraskede, at de grinede, da ‘De smukke unge mennesker’ gav genlyd mod kirkens murværk.

rockpaperdresses, Cathrine Widunok Wichmand, Hverdagsglimt

Nogle dage får vi lov at putte i sengen, ja. Tager os god tid. Ja. Og så er der også de virkelig tidllige dage, hvor vi jager hinanden ud af fjerene, fordi vi har program. Det kan nu også noget at se solen står op (og i disse mørke dage, så skal man jo faktisk ikke SÅ tidligt op endda). Men det der med at jage af sted – det kan man næsten ikke. Alting tager så lang tid med en lille. Men det er jo også noget af det, jeg har glædet mig til. At være til stede lige nu og her og ikke stresse mig frem i verden.

 

12 kommentarer
  1. Det kommer da til at gå SÅ godt! Min erfaring er at de helt små er absolut nemmest at have med 😉

    Mht kød har også mistet lysten efter mine graviditeter. Nu kommer det i bølger, måske det er sådan lidt cyklusbestemt? I dunno.. men jeg følger min lyst, hvilket betyder jeg spiser utroligt lidt kød. Hvem havde troet JEG kunne sige nej til BACON?!

  2. Må virkelig komplimentere dit blogger-mode post-fødsel. Vildt, at du kan opretholde et flow, hvor jeg slet ikke bemærker, at du også har et andet og pt. vigtigere ‘fuldtidsjob’. Og modsat mange andre, følger der ikke altid den der disclaimer med; “beklager at jeg ikke er så meget tilstede, but you know, BABY”. Jeg elsker at høre al babysnakken (på trods af jeg ingen selv har), men det er fordi du balancerer det så fint – og så selvfølgelig fordi han er herrelækker 😉 Jeg føler stadig at bloggen er “Cathrine”, nu bare one-plus. Tillykke med ham!

  3. Efteråret er så smukt i år! Jeg tror det er fordi sommeren var så god ved os, at vi sætter lidt større pris på farveskiftet og røde kinder af blæst.

  4. Virkeligt gode billeder af jer alle/hele familien:-)
    Du ser godt ud i det ternede sæt:-)
    Det skal ok gå godt på job med baby.
    Jeg havde altid min datter med på uddannelse og senere på job – aldrig et problem.
    Nyd det og en smuk uge til jer:-)

  5. Åhr jeg kommer helt til at savne barselsmorgenerne med putte-amning-gentag. Det er en helt særlig tid. Her knapt to år senere blev jeg skreget ud af sengen kl. 5 med krav om morgenmad (sagt på babysprog). Der var det lidt nemmere med amningen 😉

  6. Selvom jeg kun er 19, og mere var med mor på arbejde i starten 00’erne og ikke 90’erne, så kender jeg lommeregneren med kvitteringer alt for godt! Den har jeg godt nok fået meget sjov ud af 😂

  7. Min lyst til kød røg også lidt fløjten efter første graviditet. Den er aldrig rigtig kommet full on tilbage. Men hvis det nu er en rigtig rigtig god bøf, lavet helt rigtigt, så er lysten der. Men ellers ikke rigtig.

  8. Åhh er næsten færdig med min barsel nr 2 og denne gang har der slet ikke været tid til morgenhygge-amme-lur. Denne gang skulle jeg op og lave madpakke og følge siden store i børnehave. Nyd det. Den tosomhed er så speciel ❤️

  9. Det er interessant det her med, at man får lyst til (endnu) mindre kød, når man begynder at spise mere vegetarisk.. Det havde jeg ikke regnet med – men jeg har oplevet præcis det samme efter at vi er begyndt at få vegetarkassen fra Årstiderne 🌱

  10. Dejlige billeder af dejlige stunder 🤗
    Og tak for bemærkningen om os jyder. Jeg bliver helt stolt hvor dumt det end lyder. Men jeg vil give dig ret i at jyder nok generelt er nogle rolige gemytter. Det synes jeg ihvertfald også selv.
    Kunne du ikke tænke dig at lave et indlæg med ting du købte til baby for at dele dine erfaringer – bla. stofbleer og bodyer til de første mdr osv? 😊

  11. Ej, det må så meget være efteråret i år! Jeg har altid været sommer-fan og efterår var noget i retning af “Ja, farverne er da smukke, men herregud, så er det heller ikke vildere.”
    MEN! Jeg er totalt omvendt efter dette efterår. S*** hvor har det været helt igennem vidunderligt at cykle blandt naturens helt egen farvepalette med en blanding af varme solstråler og kølig luft i ansigtet. Jeg er solgt, ny yndlingsårstid lige der.

Læg en kommentar