Min fødsel: Adskillelsen - ROCKPAPERDRESSES
Min fødsel: Adskillelsen

Jeg er meget, meget taknemmelig for jeres respons på anden del af min fødselsberetning. Når jeg ser tilbage var det en vanvittig lang latensfase (den begyndende fødsel). Flere dage strakte det sig over, det skidt. Så en ret intens aktiv fase, hvor jeg pludselig åbnede mig meget på kort tid, og så en sej pressefase, som var lidt lang. Det var vandvittigt hårdt og trættende for kroppen, uden tvivl. Men den del som fylder mest i mig, og det som uden tvivl også ender med at farve resten af fødslen, det er de timer, der kommer efter, han er kommet ud. De er fyldt med sorg, som jeg endnu ikke har fundet en hylde til. Men det kommer, det er jeg sikker på.

alle billeder af ALONA VIBE

rockpaperdresses, Cathrine Widunok Wichmand, Rockpaperbaby, fødsel, Birth story

Så lad mig tage jer tilbage på fødestuen på Herlev, den 2. oktober 2018. For klokken 12.29 er han ude. Ca. 40 timer efter første rigtige ve. Det lille perfekte menneske. 3430 g, 50 cm. Han er hel og fin. Det står ikke klart, hvornår der kom lyd fra ham, om der gjorde – Adam husker det heller ikke, og sådan er det faktisk med flere dele af de kommende timer. De er uskarpe. Men vigtige – også helt teoretisk. Det er nærmest dem, jeg har læst mest op på på forhånd, fordi de handler enormt meget om hans ve og vel, hvor mine ønsker for selve fødslen måske mere var tanker eller idéer a la “det-kunne-da-være-rart-hvis” for min egen skyld og komfort – og pyt om det ikke blev.

De første timer efter fødslen er vigtige for etablering af amning, af mor-barn-forbindelse, til forebyggelse af efterfødselsreaktion, for barnets ro og møde med den nye verden. Så mine ønsker for dette øjeblik, kunne det lade sig gøre:

Hud-mod-hud først og fremmest.

Sen afnavling – hvor man lader navlesnoren pulse af, så al blodet fra den kan løbe over i Baby. 

Adam tager imod – eller jeg selv, hvis jeg bedre kan komme til. Jeg vil gerne, at det første menneske han møder er os.

Adam klipper navlesnor. 

Afvent med at veje og måle ham, er alt godt. Han skal bare op hos mig og ligge med det samme og gerne så længe som muligt. 

Kun syntocinon efter behov til mig – det samme kunstige hormon, man bruger til at give veer, er også et man som standard giver kvinden efter fødsel for at forebygge blødninger. Jeg ønsker ikke unødvendige hormoner, og derfor er det kun efter behov, bløder jeg meget.

Men fordi han kommer ud med kop, går det hele meget hurtigt. Tre træk fra lægen og mine presseveer, og hans hoved er ude. Derfra tager jordemoderen over og får ham ud. Hun bliver det første møde for ham. Han bliver klasket op min mave, og jeg kan stadig høre lyden af landingen for mig. Den lille fedtede, blodige baby, klask, op på mit nu bløde maveskind. Det må være som at lande på en vandseng. Eller en drømmeseng. Jeg kan ikke rigtig nå ham, snuse ham, og det er kun få sekunder, mens jordemoder klipper navlestrengen.

Han bliver holdt op i vejret nede ved min fodenden, navlesnoren er rundt om hans lille hals, mave og ene fod. Han er viklet totalt ind i sin egen livline. Jeg ved, at det er ganske almindeligt, at børn har navlesnoren rundt om fx halsen, når de kommer ud. Det er ikke farligt som sådan, for det er en eftergivelig størrelse, sådan en navlesnor. Men så meget viklet ind? Det har jeg ikke hørt om før. Der er et eller andet her, som ikke er som det skal være, og jeg ved egentlig ikke helt, hvad det er – altså udover navlesnorsmiseren. Alt går tjept.

Så bliver han taget over til børnebordet, der er klargjort til ham, og hvor en flot, krølhåret børnelæge står klar til at gå ham igennem. Hans iltmætning er ikke i top. Den skal være på minimum 95 % og hans ligger på 60 %. Adam står stadig og knuger min hånd og skæver over til bordet og lægen, der kommer en iltmaske over hans lille mund. Den fylder uforholdsmæssigt meget af hans lille ansigt. Han ligger på bordet pakket ind i håndklæder og bliver gnubbet godt på af ihærdige hænder.

Adam bliver ved med at sige til mig, “han er så fin, skat, han er så fin!”. Jeg har jo ikke nået at se ham ordenligt. “Han har en flot Elvis-krølle i panden”, er der en på stuen, der siger.

rockpaperdresses, Cathrine Widunok Wichmand, Rockpaperbaby, fødsel, Birth story

Jeg tror ikke helt, jeg er med på, hvad der egentlig foregår. Men jeg har også en hulens masse efterveer og en moderkage at tage mig af. JA! Efter man har født et menneske, skal man Guddødemig også lige føde en moderkage. Den er heldigvis ikke nær så klodset at få ud som et babyhoved. Men der skal stadig presses. Den kommer ikke sådan lige med det vuns, og jordemoder hiver lidt. Den tager et par veer eller så og et kvarter efter fødslen, så er den også ude. Men så begynder jeg at bløde. Og jeg ser for mig ude til højre, at de kommer anstigende med det største “decilitermål”, jeg har set i mit liv. Vi taler en skraldesæk med millilitermål på. Det er sgu lidt absurd, men de skal selvfølgelig holde øje med mængden. Man må nemlig gerne bløde lidt. Men når man over en vis mængde, så skal der lægges planer. Operation, drop, blodtransfusion.

rockpaperdresses, Cathrine Widunok Wichmand, Rockpaperbaby, fødsel, Birth story

Jeg tænker, at Adam må være splittet. Over den ene skulder kan han se sin dreng med iltmaske og læger omkring sig. Foran ham ligger hans kone og bløder og er ærligt talt lidt mentalt fraværende, også omringet af læger.

Jeg får syntocinonen skudt i låret i forsøget på at stoppe blødningen, men det er ikke nok. En ældre læge kommer op til mig, mørkt hår og briller, og fortæller mig, at hvis ikke vi får blødningen stoppet, så skal jeg på operationsbordet. Det er vildt, for jeg er egentlig lidt ligeglad. Jeg oplever at været totalt ligeglad med mig selv. Det eneste, der betyder noget, er min dreng, der ligger et par armslængder fra mig. Han skal have det godt, pyt med mig. Jeg er blevet mor.

rockpaperdresses, Cathrine Widunok Wichmand, Rockpaperbaby, fødsel, Birth story

De aser og maser med min livmoder i forsøget på at få blødningen til at stoppe. Den skal trække sig sammen, og det er dét efterveerne gør for en, helt naturligt – det vil stoppe blødningen, men det går ikke hurtigt nok. Mere blod. Vi nærmer os en liter, og det skulle gerne være stoppet ved en halv liter, som er det tilforladelige. De tjekker moderkagen, og de tror, at alt er ude. Men blødningen fortsætter, og der kommer en ny jordemoder og en SOSU-assistent til og sætter et drop op til mig, så jeg kan få mere syntocinon.

Jeg har absolut ingen idé om, hvor lang tid det her står på. Det er som om den slet ikke går, tiden. Baby på børnebordet og mig på fødelejet. Men mens jordemoder og fødselslæger forsøger at få min blødning under kontrol og det kæmpe “decilitermål” bare fyldes, så kommer der flere læger til, nu med en kuvøse. Børnelægen har besluttet sig for, at han skal køres på neonatal – og jeg ved stadig ikke helt, hvad der er i vejen. Han bæres over til mig, og jeg får lov at se ham kort og kysse ham farvel, og jeg græder. Både nu, som jeg skriver det, men også dér. Adam aner ikke, hvad han skal gøre af sig selv, hvor skal han være? Men jeg har allerede i forberedelsen til fødslen sagt, at skulle der ske noget med ham, og han skal væk fra os, så skal Adam gå med ham. Jeg skal nok klare mig, og det mener jeg også nu, som jeg ligger der.

rockpaperdresses, Cathrine Widunok Wichmand, Rockpaperbaby, fødsel, Birth story

Han bliver lagt i kuvøsen og kørt væk af læger, Adam følger efter, Alona går med. Min blødning fortsætter. De holder decilitermålet op for at tjekke status et par gange. Og efter lidt lander vi på 1350 ml, men det begynder så småt at aftage. Thank God, for jeg er så ør i hovedet. Mine fødder har stået på de her to ‘pressebrikker’, eller hvad katten de kalder dem, i flere timer, men jeg er udmattet i benene, at de ryster. Hvor er mine sokker?! Det kan jeg huske, jeg tænker, jeg fryser så meget. Tænk, at det kan være så hårdt at holde sine egne ben pludselig. Jeg er lykkelig, da de foreslår at komme de her ‘holdere’ til benene på sengen, så jeg kan lægge dem op. Ahh! Dagens første bid komfort.

Det bliver besluttet, at jeg ikke behøver operationen nu, og i stedet når jordemoderen til at sy. Til trods for den hårde kop som giver risiko for lidt mere grelle bristninger, så slipper jeg med fire små førstegradsbristninger, som knapt nok kan syes. Til gengæld er adrenalinen i kroppen aftagende, og jordemoderen beklager derfor, at det nok kan mærkes. Hun kan ikke rigtig bedøve mig, fordi min bristninger sidder i så tynd hud. Jeg er høflig og siger, at det ikke er det værste, jeg har oplevet i dag. Også da hun piller én af syningerne op, fordi hun ikke er tilfreds og syr igen. Det niver altså. Men det er sgu i småtingsafdelingen. All things considered.

Og så ligger jeg der, i hvad der føles som en efterladt krigszone. Det mylder, der har været, er væk. Jordemoderen er færdig med mine syninger, og derfor også hendes arbejde med mig. Jeg får nettrusser på og kæmpebind, og så henter den jordemoderstuderende min fødselsdagsfejring. Den famøse bakke med ‘det bedste måltid, man har spist i sit liv’. Toastbrød, honning, smør, rød saftevand og en kop te. Og det lille flag. Det er jo Babys fødselsdag. Men at ligge der i sengen og indtage det alene, det er helt forkert, egentlig lidt sørgerligt. Det var ikke sådan, det skulle være. Vi havde champagne i tasken, så vi kunne fejre. Vi skulle sidde her sammen, alle tre, og fejre fødselsdag. Hold kæft, hvor er det trist at tænke tilbage på.

Det er dødensomt, men lige dér er jeg så sulten og udmattet, så man tror, det er løgn. Alt det der er sket, det rammer mig ikke helt så hårdt lige dér (det kommer først i dagene efter). I stedet forsøger jeg at sove lidt. Taler med min søster på telefon, som er gammel sygeplejerske. Alona kommer nedefter nogle timer og giver mig en status, for Adam har ikke rigtig tid til at være på telefon, selvklart.

Timerne går, og jeg bliver liggende. Alona går mellem Adam på neonatal og mig på fødestuen, og hun er komplet uundværlig. Hun kan rapportere lidt om, hvad der sker til mig, og det er også hende, der insisterer over for personalet, at jeg skal møde min baby. Så henad 19.00 kommer der en portør og kører min seng op på neonatal, så jeg kan se ham. Jeg har ikke engang fået lov at se ham ordentligt.

rockpaperdresses, Cathrine Widunok Wichmand, Rockpaperbaby, fødsel, Birth story

Jeg bliver rullet op på tiende etage, og der ligger han i en lillebitte krybbe med en grøn strikhue på fra hospitalet, sonde i næsen og CPAP – en maskine der hjælper med at holde lungerne udspændte. Lungerne har simpelthen ikke været helt modne, de var ikke klappet helt ud, og der var stadig vand i dem. Jeg græder og græder og græder. Det er min lille baby. Jeg får lov at få ham over til mig, og mine egne ord nu her kommer til kort i forsøget på at beskrive følelsen. Ham jeg har ventet på så længe, han ligger endelig hos mig. Hud mod hud.

Jeg får lov at have ham hos mig i en times tid, og så er det ned på barselsafsnittet igen. Denne gang på patienthotellet og ikke fødestuen. Jeg er ude derfra men stadig under observation, så jeg må ikke sove hos Baby og Adam – jeg bløder endnu, og vi ender på halvanden liter det første døgns tid. Det er også tid til at sige farvel til verdens bedste fødselshjælper, Alona. Vi krammer hende begge farvel – hun har været en helt helt fra morgenstunden. Hvad skulle vi have gjort uden hende? Hun har været den stemme, som ingen af os havde. Sørget for at den gruppe studerende, der pludselig stod under fødslen kom ud af stuen igen. Sørget for at jeg kom op på neonatal.

rockpaperdresses, Cathrine Widunok Wichmand, Rockpaperbaby, fødsel, Birth story

Portøren kommer og henter mig, og igen er jeg fattig på ord. Det er virkelig svært at beskrive hvor forkert det føles at blive køre væk fra mine to. Både fra Adam men også ham. Det er så forkert. Adam, der bliver natten over ved hans side på neonatal, og mig der skal ned på min egen stue, helt alene. Lige at have født, at få at få taget sin baby fra sig for så at sove alene den første nat… Det er helt naturstridigt. Og det gør mig så ulykkelig at tænke på. Adskillesen. Stadig.

rockpaperdresses, Cathrine Widunok Wichmand, Rockpaperbaby, fødsel, Birth story

Men jeg går lidt praktisk til værks for at slå tiden ihjel, indtil jeg skal se ham igen – jeg har ikke sovet i flere dage, så jeg beslutter mig for at skulle sove hurtigst muligt, så jeg kan være frisk, så snart jeg må se dem igen. Og så sætter jeg min alarm – hver anden time skal jeg op og igang med en brystpumpe. Der er en vis risiko for bøvl med amningen oven på vores start, så jeg er fast besluttet på at gøre, hvad som helst for at hjælpe det igang. Så jeg sidder der på sengekanten hver anden time hele natten igennem med det kedelige selskab af en maskine, der tøffer der udad på hvert bryst – jeg glemmer ikke lyden foreløbigt. Som et lille tog. Fanme en sær oplevelse – men genialt, at de findes!

Henad halv seks om morgenen dagen efter fødslen ligger jeg og vender og drejer mig. Min tålmodighed for at se min baby er nået til sin ende. Jeg kan ikke vente meget længere, og da vi endelig når nogle decent timer, henad klokken 07.00, beslutter jeg mig for at tage sagen egen hånd. Jeg kan ikke vente på en portør. MUST SEE BABY NOW!

Jeg stiger forsigtigt ud af sengen og finder en rullestol. Og hold nu kæft, det gør ondt at sætte sig, haha! Jeg er dødsvimmel oven på alt det blodtab, og så sidder jeg helt skævt til den ene side for at undgå at hvile på mit underliv, og så futter jeg af sted. Det er desværre ikke en hånddreven kørestol, så det foregår i snegletempo; mine fødder der futter af sted. I ved, tæerne der forsøger at trække mig fremad hen over linoleumsgulvet. Der er bare det ved elevatorsystemet på Herlev – det er ligesom én lang korridor, og så er der nærmest én knap i midten af dem. Men fra at jeg får trykket, en tilfældig elevator kommer ned, jeg får futtet hen til den – den er jo lukket og kørt igen for længst. Så tilbage og kalde på en ny elevator. Hold kæft et show – nærmest Klovn-værdigt. Det må have set så dumt ud, og jeg er helt ude på grådens rand, da en dame tilbyder at skubbe mig ind i en elevator.

Jeg kommer op på neonatal, bakser mig igennem dørene – det er seriøst med følelsen af tusinde forhindringer mellem mit barn og jeg; både svimmelhed, elevatorerne og nu døre, der ikke har automatisk åben/luk – hvad faen gør man i rullestol?! Jeg er så on edge, da jeg ser Adam, haha, skælder ham nærmest ud for ikke at hjælpe mig op! Men jeg glemmer det, så snart jeg ser min lille babyven. Han er så fin og lille og nu uden sonde og CPAP. Jeg kommer op i sengen, Adam har sovet i, får Baby over, og så kan jeg endelig få lov at lægge ham til for første gang.

rockpaperdresses, Cathrine Widunok Wichmand, Rockpaperbaby, fødsel, Birth story

Det er ubeskriveligt. Følelsen af ens barn der tager fat for første gang, at jeg kan brødføde ham, at han er lige der. Jeg græder og græder ned på ham. I kan godt fornemme, at der er mange følelser i spil sådan lige oven på en fødsel, ikke? Hehe..

Efter stuegang må vi alle tre rykke ned på barselsafsnittet. Det er så vildt. Vi er nu tre og sammen. Og de næste tre dage er favre nye verden. Hvor meget skal jeg amme? Hvor kan vi skifte ham? (hvordan skifter man egentlig?) Skal han gylpe? Hvordan får vi ham bøvset af? Må jeg sove med ham hos mig? Helle og Christina fra barselsafsnittet på Herlev – heltinder! De guider mig igennem fire ammestillinger, tager sig så kærligt af mig og ham. Det er de bedste tre dage, vi kunne forestille os, takket være dem.

De tre dage efter fødslen er vi i en bobbel. Jeg tøffer rundt i Birkenstock og leggings og natskjorte. Selv i 7/11, egentlig lidt skørt at købe babybites i pyjamas, men ret convenient. Jeg har ham med mig alle vegne og helst i armene, bruger slet ikke de der hospitalsvugger i plastik – jeg skal ikke miste ham igen. Vi får vores forældre forbi en lille times tid til at møde ham, og det er så stort at se dem med ham. Men derudover er vi bare os tre.

Fredag bliver vi udskrevet og skal forlade, hvad der føles som vores hjem efter små fire dage. Jeg finder Christina og giver hende et kram og et tak. Jeg er så dybt taknemmelig over, den hjælp vi har fået – det burde være alle undt. Alle de spørgsmål man har de første dage!

Det er det vildeste at pakke vores ting og gå så stolte ud af Herlev – med vores menneske. Jeg kan huske, jeg tænkte: “shit, nu skal han trække forurenet luft for første gang!”. Haha, åndssvagt, men han er jo i ‘mint condition’ når han kommer ud, helt ubrugt og urørt. Men vi skal jo hjem. Ind i bilen, ham i autostol og derudad.

Det er så vildt at have ham med os i bilen, at parkere foran huset, vores baby. “Det er her, du bor”, siger Adam, da vi går ind i gården. Det er hans hjem. Familien Widunok Wichmand. Nu med baby.

rockpaperdresses, Cathrine Widunok Wichmand, Rockpaperbaby, fødsel, Birth story

46 kommentarer
  1. Jeg kommenterede også på sit forrige indlæg – men kan simpelthen ikke lade være .. havde så mange ensomme svære følelser i tiden efter fødslen . Vi blev også adskilt lige efter fødslen , heldigvis ikke fordi der var noget galt med min lille baby pige , men fordi min moderkage netop sad fast og blødte i et væk. Tiden efter var jeg så afkræftet at jeg ikke var i stand til af passe hende . Så hun tilbragte de første tre dage på maven af hendes far. Det skære i mit hjerte at tænke på hvor meget hun græd når hun kom over til mig , og månederne efter var svære. Nu er hun 2,5 og fars pige .. føler mig stadig enormt ensom og unødvendig når hun afviser mig tip fordel for sin far . Ved godt det ikke er tilfældet , men hold da op hvor kommer der også mange svære følelser med moderskabet ❤️ Håber i er landet ! Og at den forfærdelige fødsels oplevelse på et tidspunkt får lov at træde i baggrunden ❤️❤️ Sender masser af kærlighed ❤️ Fra en mor til en anden.

    Kh Trine

  2. Tak fordi du deler! Du skriver fantastisk. Tænker det også må føles lidt terapeutisk for dig? Skal selv føde næste år, så labber alle slags fødselsberetninger til mig 🙂

  3. For poker en beretning! Jeg forstår så udmærket at det har taget sin tid at skrive den ned!
    Jeg kender dig ikke og alligevel sidder jeg her med tårer i øjnene efter at have læst denne 3. del❤️
    Sorg må være det helt rigtige ord! Tænk sig så meget smerte og kærlighed på en og samme gang. Som mor til to dejlige piger ved jeg hvor magisk den første tid er. Hvor må det have gjort ondt ikke at få den tid lige med det samme og hvor var den jer vel ondt da I så fik den!
    Tak for en fantastisk beretning fra en mor til en anden❤️

  4. Hold nu op mand – hvis jeg ikke sad på arbejde, ville jeg fælde et par tårer. Hvor er det fint skrevet! Og sikke nogle fantastiske billeder <3

  5. Meget rørende og fint indlæg. Jeg sidder med lidt blanke øjne og tænker tilbage på den dag for halvandet år siden, hvor jeg fik min egen søn i armene på Herlev. Det var anderledes udramatisk med et planlagt kejsersnit grundet sædestilling. Ugerne op til havde dog været ét stort virvar af gentagne vendingsforsøg, utallige scanninger og læger som pludselig mente, at vores søn kunne være væksthæmmet, så det var en kæmpe lettelse endelig at få ham ud. Men for pokker hvor jeg tudede, da lægerne beordrede kejsersnit og dermed skrinlagde alle mine fødselsplaner, endda inden jeg havde haft så meget som en ve.

    1. Så jeg kan genkende mange af de følelser du beskriver, men jeg forestiller mig, at du kan gange det med 10.

      Tillykke med ham ❤️

  6. Jeg bliver så ked af det, når jeg læser om jeres adskillelse. Jeg fik svangerskabsforgiftning, blev indlagt og udviklede HELLP. Han blev taget ud med akut kejsersnit 32+6. Efter kejsersnittet blev han kørt på neonatal med far i hælene. Jeg blev på operationsstuen, fik lukket såret og blev efterfølgende kørt op opvågningen. Her blev jeg til kl. 8 næste morgen. Han er født 11.54. Min mand blev hos baby og skabte hud mod hud med ham i mange timer. Jeg fik en brystpumpe, en ensom stue og masser af morfin. Sidstnævnte var klogt, for det betød at jeg sov mange af timerne væk og de timer jeg ikke sov, var jeg så døsig at jeg knapt opdagede at jeg var alene.

    Jeg kæmper stadig med en kæmpe sorg over ikke at havde set min lille dreng før næsten 24 timer efter fødslen.

    Da jeg endelig blev hentet af en portør for at blive kørt på neonatal, viste det sig at min lille dreng skulle intuberes med mere lungemodner. CPAP var ikke nok.
    Det gik der et par timer ekstra med.

    Jeg græder stadig en gang imellem, når jeg tænker på det. Min dreng er 7 mdr.
    Men lægerne gjorde det rigtige. Jer var for syg til at se min dreng – og han for syg til at se mig. Med andre ord, ingen af os kunne besøge den anden.
    De tog blodprøver hele natten, for de ville gerne sende mig op på neo, men prøverne viste ingen bedring. Lige indtil næste morgen, hvor der var et mikro tegn på at det gik den rigtige vej, så sendte de mig afsted. Timerne løb afsted, og baby skal have sin mor.

    Jeg har ikke noget godt råd til din sorg. Min er der stadig, og jeg begynder at tro på at den nok altid vil være der.

    1. Jeg blir også meget rørt af din fortælling, Cathrine – og blir sendt direkte tilbage for 4 mdr siden, hvor jeg også havde en hård start med adskillelse ❤️ Det får helt tårnene frem, særligt at se jeres lille dreng i c-pap – for det er det, jeg husker som det værste; at ens barn ligger i en maskine

      Jeg har været igennem et lignende forløb som dig, Line – fik også meget uventet og pludseligt konstateret HELLP (havde ingen tegn på svangerskabsforgiftning inden), heldigvis først 40+1.
      Han blev også taget ved akut kejsersnit, jeg mistede 2 liter blod, lå på intensiv det første døgn, imens lille A var på neonantal og fik både sonde og cpap. Pga. Morfin sov jeg også det meste af det døgn, og glemte helt, at jeg var blevet mor. Og vidste heldigvis ikke på det tidspunkt, at det er så alvorligt, at få konstateret den sygdom.
      A var indlagt på neontal, far på barselsgangen og jeg på intensiv.
      Jeg var for syg, til at tænke ret meget over det i øjeblikket, men bagefter er jeg ret ked af den start, så kan sagtens forstå jer andre.
      Og blir stadig helt ked af at se en baby med c-pap, for jeg synes det ser så skrækkelig ubehageligt og ensomt ud.

      Noget der har ´trøstet´ mig bare en smule her efterfølgende er, da min mor til min storebrors 36 års fødselsdag fortalte, hvordan de også var adskilt om natten på sygehuset, dengang hun fødte ham (og dengang var de gerne indlagt i en uge). Og det var helt almindelig procedure. Og min storebror har jo absolut ikke taget skade, og er meget velfungerede.
      Og for nogle og 40 år siden, da min fætter kom til verden, lå de i de der plastikvugger (ligesom i dag), men inde på en stue fyldt med babyer, hvor moren kun måtte komme ind, når der skulle ammes. Ellers stod man uden for døren med et vindue, og kiggede ind. Han er også en helt almindelig voksen mand i dag.
      Jeg er så glad for, at det ikke er sådan i dag – helt bestemt – men det trøster mig alligevel, fordi det har været det, der har fyldt så meget for mig – mon lille A har taget skade af adskillelsen. Men det tror jeg bestemt ikke, selvom tanken stadig lurer.

      På den lyse side, har farmand også haft et helt særlig tag på A siden, og føler sig selvsikker i rollen som far, fordi det var ham der varetog A de første 4-5 døgn, indtil jeg kom på benene igen (og ikke længere var afhængige af travle portører, der skulle køre mig hen til A og far i min hospitalsseng med iltflaske og tis-pose hængende på siden 🙈).. Samtidig kunne jeg aldrig være der ret længe af gangen, når jeg så endelig var forenet med de andre, da jeg også ofte skulle vente på min egen stue indtil læger/blodprøvefolk havde tid til at komme og foretage de undersøgelser/blodprøver, som jeg skulle igennem.
      Det var en hård start, men personalet var sindssygt kompetente og min mand er verdens bedste far ❤️

      Lang historie – men det var lige den oplevelse, jeg havde brug for at dele, når jeg læser jeres andres. For det er jo faktisk meget rart (ihvertfald for mig, kan jeg mærke, at læse, at vi ikke er de eneste, med en hård start)
      Det er ikke sjovt at stå i, men fornemmer på INGEN måde, at det har påvirket vores tilknytning.

      Vi er seje allesammen

  7. Hyyyyyyl!
    Hvor er det smukt og levende fortalt. Nok er jeg hormonel (tvillingegravid i 6 måned), men selv om jeg ikke havde været dét, havde jeg tudet alligevel.

    På et helt andet plan, tak. Tak fordi du deler en del af din fødselsberetning, som ikke mange deler. Selvom det kan være skræmmende at tænke på, kan det være så vigtigt som kommende mor, at være forberedt på div. scenarier. Det hjælper i hvert fald mig! Så tak :-*

  8. Pyha, din beretning minder meget om min egen fødselsoplevelse. Han blev forsøgt taget med kop hvilket ikke virkede, og endte med at blive taget med tang (av!). Jeg mistede også halvanden liter blod, og han endte på neonatal, hvor der skulle gå et halvt døgn, før jeg fik lov at se ham. Jeg sad til sidst og græd foran neonatal men måtte ikke komme ind, fordi der var personalemøde. Åh det var hårdt. Jeg vil virkelig anbefale at få forløbet snakket igennem med en professionel, pøj pøj med det hele. Tak fordi du deler! <3

  9. For helvede! Hvor jeg tuder…. på dine vegne og på egne.
    Adskillelsen og komme op til et barn med sonde og cpap. Av! Man glemmer det altså ikke. Lyden af cpap eller brystpumpen.
    Mit eneste råd er at tale om det. Ofte. Og jeg kan ikke sige andet, end det ikke går over. Jeg græder stadig ofte over min oplevelse med Augusta.
    Alt var perfekt med Elvira, kunne ikke have ønsket noget anderledes – andet end jeg godt ville have været fri for at skide på gulvet 🙈😂.
    Jeg elsker mine piger lige højt, men min kærlighed til Augusta er anderledes. Jeg føler en anden form for taknemmelighed over, hun er her. Og sådan må det være.
    Hvor er jeg glad for, I er hjemme og slås med samme søvnproblemer som andre med nyfødte. Det er sgu stærkt gået, C!!!
    Kæmpe kram

  10. Åh, altså. Mit hjerte brister virkelig over den fødsel, I har været igennem. Pas på dig og hinanden <3 Og tak for at dele, det betyder virkelig noget. En fødsel kan gå i så mange retninger, ligegyldig hvor meget, man har forberedt sig.
    De varmeste tanker.

  11. Så rørende indlæg! Det må have været så hårdt for jer! Kan godt forstå det stadig fylder meget. Tænk at du sov alene den første nat efter din fødsel. I er mega seje allesammen, men du er fandme en powerwoman at komme igennem det! Shit man. Men hvor er det dejligt, at I fik sådan nogle dejlige dage i boblen bagefter og se hvordan i alle ser ud til at trives nu <3

  12. Min datter er født 33+5 og det er adskillelsen der er svær at tænke på her 6 år efter… Der gik også 4 timer fra hun blev født og til jeg mødte hende rigtigt og at spise efterfødselsmorgenmad helt alene var så sørgeligt!
    Min bedste råd er også at snakke om det, igen og igen og måske med en professionel. Det finder sin plads og gør ikke ondt mere, men jeg tænker med sorg på fødslen af min ældste barn og med glæde på fødslen af mit yngste (hvor fødslen var god og barnet var rask) og nu ved jeg at det heldigvis er okay at føle sådan. Jeg elsker mine døtre uendelig højt begge to og hvordan de kom til verden skal ikke påvirke hvordan jeg er deres mor.
    En anden lille opfordring er at give dig selv lov til at sørge over fødslen, det hjalp ihvertfald mig at give mine følelser lov til at fylde, sammen med glæden over at blive mor.
    Varme tanker til dig

  13. Sikke en omgang! Sidder med tårer i øjnene. Det er utroligt hvad kvindekroppen kan… også selvom man må have lidt hjælp. Og det at man kan amme sit eget barn er den største sejr, når ikke betingelserne er helt efter bogen fra starten.
    Min egen søn kom 5 uger før termin og blev også taget fra mig og kørt på neo. Aldrig har jeg drukket en kande saftevand så hurtigt, “fødselsdags-Bakken” var ren benzin, jeg skulle bare over til ham. Så jeg husker også tydeligt lyden af malkemaskinen, 3 uger som Maren malkeko og baby med sonde og så kunne jeg fuldamme – hurra for den bedste sosu på neo som hjælp mig og min lille dreng!
    Stort tillykke min jeres lille dreng <3 det er det største i verden at blive mor og du er sej!

  14. Kære Cathrine. Hvor er det en stærk og smuk beretning. Helt filmisk, hvordan du kæmpede dig vej gennem hospitalet der om morgenen og trodsede utallige forhindringer for at komme til dine to <3 🙂

    Da jeg fødte min datter mistede jeg også meget blod, næsten to liter på meget kort tid. Derfor oplevede jeg også en adskillelse lige efter fødsel, men i vores tilfælde var det mig, der blev kørt væk til operation, mens min kæreste blev hos vores datter, der heldigvis havde det fremragende. Vi blev genforenet 3-4 timer efter. Det er jo et helt andet forløb, jeg fandt en kæmpe trøst i, at min datter havde det godt mens jeg lå der på operationsbordet, og jeg var også "kun" væk fra hende i 2-3 timer (årh, men hvilke skrækkelige timer). Men det fyldte også rigtig, rigtig meget bagefter, jeg var meget svækket og helt rundt på gulvet, jeg kunne ikke amme og var så bange for, om det havde påvirket tilknytningen. Jeg havde en masse mørke tanker og analyserede konstant, om jeg mon elskede hende nok, på den rigtige måde og alt muligt andet.

    Men det holdt op med at fylde. Nærmest helt af sig selv, sådan føltes det. Men jo selvfølgelig slet ikke af sig selv, for vi gav det masser af plads, og jeg snakkede igen og igen om det med mine nærmeste og jeg var også til en efterfødselssamtale. Men en dag virkede det ikke vigtigt længere, det var som om alting faldt på plads, og pludselig var det bare en del af vores fælles historie, en intens og tung periode, en der havde fyldt meget, men som ikke gjorde det længere. For med hver minut, time og måned der går får vi jo alle mulige vidunderlige oplevelser og minder sammen.

    I dag er hun 9 måneder, og det jeg nok egentlig bare vil sige er, at alle de tanker og følelser du har, de skal have al den plads, de kan få, så længe de fylder. Og de fylder nu, fordi de er en så stor del, af den historie i har sammen. Men historien er først lige begyndt 🙂

    1. Minder rigtig meget om min fødsel 🙂 Jeg blev også opereret i to timer efter fødslen, mens baby T lå hos far og jeg var meget svækket se første døgn. I de første uger var hun mest tryg på fars mave og det skar mig i hjertet og jeg analyserede også meget og følte mig utilstrækkelig. Men nu hvor T er fire måneder er jeg hendes et og alt – givetvis også godt hjulpet på vej af amningen, som jeg stædigt holdt fast i selvom det holdt hårdt med langsom opstart pga operation og blodtab. Åh ja, hvad man ikke skal igennem, altså 🙂

  15. Fantastisk flot skrevet. Hvor er i bare mega seje! Min mand og jeg har selv været igennem fertilitetsbehandling, og den kæmpe store længsel efter at holde sit barn når det endelig er kommet til verden er ubeskrivelig. Og så ikke få lov til det…. Puha!! Tak fordi du sætter ord på! Kæmpe stort og hjerteligt tillykke med jeres smukke dreng❤️

  16. Jeg bliver så rørt (og lidt gal! Hvorfor skulle du selv i den tilstand, tage affære og skubbe dig ned til de to? Rystende.).
    Jeg fødte også med kop og mistede blod og havde en moderkage, der sad fast. Nåede lige at ligge med min pige måske ti min før de råbte alt muligt og løb med mig, som var det en film. Min mand stod tilbage og var ikke engang helt klar over, hvad der var galt. Jeg græd og græd. Og ventede efter operationen i timer på en portør, der kunne køre mig til opvågning, hvor de andre måtte møde mig. Det tog mig noget tid at komme over den oplevelse og afskillelse.
    Jeg følte mig så SNYDT for den der stund med baby på bryst, de første magiske timer. Det var jeg så ked af. Og nu jeg læser din beretning, dik jeg heller aldrig ‘Måltidet’ efter fødslen.
    Mistede 1,8 liter blod og det tog godt nok nogle kræfter.
    Meget få beskæftiger sig med den tid lige efter fødslen. Tak fordi du deler.

  17. Da jeg læste “lillebitte krybbe med en grøn strikhue på fra hospitalet, sonde i næsen og CPAP” fældede jeg en tåre fordi det var præcis sådan jeg så min søn på neonatal afd. seks timer efter hans fødsel. Vi blev adskilt af næsten de samme grunde som dig. Og om 5 måneder skal jeg føde mit andet barn og jeg håber inderligt på en “mildere” fødsel uden en efterfølgende adskillelse. I ønskes alt det bedste 💚

  18. Kæreste Catrine,
    Det er så smukt og rørende når du skriver. Du formår virkelig at sætte ord på den enorme ensomhed, når man bliver adskilt.
    Jeg fødte for tidligt, så hos os var vi forberedte på adskillelsen, men selv om vi vidste det vil ske, så er det bare så forkert og så ulideligt at være helt alene.
    For mig virkede det at fokusere på alle de positive ting, der trods alt var. Jeg fik lov at holde min søn både lige efter fødslen og før de kørte, hvilke var nærmest lovet ikke vil ske. Det levede jeg de næste mange timer på! For jeg kom nemlig en tur på operationsbordet pga blødninger og dernæst på opvågning (selvom det kun var en spinalblokade) og dernæst på barselsgangen. Alle andre steder end der, hvor jeg gerne vil være!
    Jeg tror aldrig jeg har grædt så meget, som da portøren endelig kom og hentede mig for at køre mig på neonatal (jeg var klar til at trække mig frem i armene i ren desperation, mine ben virkede ikke pga blokaden jeg havde fået).
    Det var så rørende at blive kørt ind i det rum, hvor de lå, selvom der var en masse bip og maskiner. For der lå mit lillebitte væsen på sin far – min familie. Måske det hele ikke gik efter planen, men lige der vidste jeg, at det nok skulle gå så længe vi var sammen.
    Mit bedste råd er at tale om det. Tal tal tal tal! Jeg har både været til efterfødselssamtale og psykolog, så jeg måske en dag er klar til at få en mere uden angst og frygt i kroppen.
    Du ønskes alt mulig held og lykke med din lille skabning! Han er landet det allerbedste, kærligste og tryggeste sted!

  19. Sikke fine ord, tak ❤ Mon det kan stå på navneskiltet? Heltinde og sygeplejerske😉 Håber i har det dejligt og nyder 4. Trimester 😉 Knus C

    1. Er det dig Christina? Jeg har simpelthen fortalt vidt og bredt om jer til alle jeg kender, der gider lytte. I var guld værd – også Ellen, jeg mødte til PKU. Jeg tænker så tit på jer, I gjorde det til noget helt særligt at være indlagt. Virkelig. Et guldnavneskilt med ordene er da det mindst! Tak til dig og jer. Og det kan du tro vi gør – amningen kører på skinner og det har den gjort lige siden vi forlod jer. Både indianeren, laid-back osv 😉 Kram til dig

      1. Det er mig, ja. Hende med alle børnene 😂
        Det er kæmpe privilegium hver gang vi kan hjælpe en familie godt på vej, og dejligt at høre i var glad for opholdet på trods af de lidt trange kår.
        Haha, godt i får prøvet lidt af og at det fungerer. Man kan jo også amme med baby i slynge/viklen😉 Den klarer du snildt.
        Hils Baby og Adam.

  20. Åh Cathrine. Ord kan ikke beskrive hvor meget jeg føler med dig. Har grædt mig igennem hele denne sidste del af fødselsberetningen. Tænk, at du måtte tilbringe natten alene. Det må have været så ensomt. Og alle de voldsomme følelser de første dage. Og fuck Herlev og deres indretning, tænk at lave sådan et system på et HOSPITAL?! Det siger noget om dine moderfølelser at du bare trodsede alle de forhindringer. Min søn er 10 måneder, og kom til verden ved kejsersnit pga sædestilling. Og jeg har det svært med de 5-10 minutter, han var på børnebordet bagefter. Så det er SÅ forståeligt, at du stadig kommer dig ovenpå den start.

  21. Din beretning går virkelig under huden – så fint fortalt ❤️ Jeg er selv stadig i sorg over min egen fødsel af vores datter for 8 måneder siden. Jeg blev sat i gang med piller og så gik det ellers stærkt! Udvidede mig fra 4 til 10 cm på 30 min. Derefter er det en tåge, for min datter sad skævt og fast i mit bækken og blev hurtigt ret påvirket. Stuen blev mere og mere fyldt med folk. Kop blev forsøgt, men hun sad fast og det endte i et meget akut kejsersnit. Hun blev taget væk med det samme, så vi så hende slet ikke. Jeg var bare totalt i chok og rystede helt vildt. På opvågningen kom der så en baby ind fra højre, og det var så svært at forholde sig til, at det var vores baby. Ville så gerne have set og mærket hende fra start. Vi var efterfølgende indlagt i 10 dage for at få amningen op at køre. Først efter 2,5 måneder lykkedes amningen endelig! Du kan tro, jeg kender alt til den brystpumpe 😅🙈
    Jeg havde forsøgt ikke at have for høje forventninger til fødslen, men alligevel sidder jeg tilbage og kommer mig nok aldrig helt over den…. Det gør ondt! Selvom det vigtigste jo er, at vores datter i dag er sund og rask!
    Held og lykke fremover med jeres skønne familie ❤️

  22. Kære Cathrine
    Min første fødsel minder meget om din. Pressefase i 1 ½ time og da vores søn kom til verden, var han naturligvis ret påvirket. Jeg fik ham på maven i 5 sek., og efter børnelægen tilså ham, blev det besluttet, at han skulle på neonatal, hvor han kom i kuvøse, fik C-pap og sonde. Jeg fik lige lov at kysse ham farvel, og så lå jeg ellers også bare der på fødestuen. helt mutters alene.
    Jeg kom først op til ham efter 7 timer. Jeg var ved at besvime hver gang jeg skulle ud af sengen, og jeg SKULLE tisse inden jeg måtte komme derfra. Jeg var simpelthen så dårlig og komplet udmattet. Min mand tog også med vores søn, og igennem hele natten gik han trofast imellem mig og vores søn, så jeg kunne få lidt opdateringer. Det var hårdt – for os alle.
    Den fødsel fyldte meget i lang tid efter. Og jeg kunne ikke tale om det, uden at jeg blev ked af det.
    Idag er min søn 10 år. Alt er bearbejdet og jeg mindes ikke længere fødslen med den “sorg”, som jeg faktisk gjorde det meste af et år efter han blev født.
    Sådan en oplevelse skal have sin plads, sin tid og sit rum,.
    Da jeg blev gravid for anden gang sad adskillelsen stadig i mig. Da jeg gik i fødsel, fortalte jeg tudende min jordemoder, at jeg var angst for at skulle blive adskilt igen. Hun kom med helt konkrete forslag til hvordan vi undgik det og den fødsel forløb helt anderledes. 3 timer efter min datter så dagens lys, vraltede jeg ud af sygehuset midt om natten. Vi kørte hjem og spiste rugbrød med leverposteg i sofaen. Det var den vildeste og mest magiske leverpostegsmad jeg nogensinde havde fået.
    Alt det bedste til dig.

  23. Kære C,
    Jeg kender dig slet ikke, men din fortælling rører mig alligevel et meget dybt sted! Nok fordi jeg stadig selv er lidt traumatiseret over min egen fødselsoplevelse for 1,5 år siden, som faktisk gik forrygende godt helt objektivt. Jeg syntes bare, at smerten og tempoet var helt overvældende og skræmmende, og jeg var nok i virkeligheden i chok bagefter. Koblet med kun en ultrakort snak med personalet på patienthotellet, som ikke spurgte ind til, om jeg var ok eller tjekkede op på om amningen fungerede (de spurgte bare, om jeg ammede, hvilket jeg jo selvfølgelig prøvede på uden at vide, hvad jeg foretog mig, hvorefter de hakkede dén af i journalen). Efterfølgende kom et par uger med stærke smerter i underlivet pga bristninger og selvfølgelig ømme bryster, som blev afløst af 4 måneders kolik uden søvn til nogen af os. Det føles stadig som om, min fødsel og tiden derefter bare var én lang sekvens af smerte, sorg og stress. Og jeg skal nok have det bearbejdet lidt, ingen vi skal forsøge os med nr 2. Til gengæld har vi i dag verdens nemmeste og mildeste dreng, som har sovet helt igennem siden han var 6 måneder og virkelig gør skræmmehistorierne om livet med børn til skamme (knock on wood!) 🙂 Så der må være noget om det der med karma 😀 Håber jeg, haha..

    Jeg sender derfor al god karma til jer tre og jeres nye tilværelse også – og TAK fordi du så hudløst ærligt fortæller om jeres oplevelse. Jeg er sikker på, at det er terapeutisk for dig, men det er også terapeutisk for nogle af os andre 😉

  24. Tak for det her indlæg. Jeg kan tydeligt genkende følelsen selvom min første fødsel foregik helt anderledes. Jeg havde forberedt mig med smertefri fødsel-teknikkerne, og følte mig ret empowered på vej ind til det. Mit indtryk var, at forberedelse og mental styrke var vejen til en god fødsel. Vejrtrækning, visualisering og alt det der. At jeg selv havde ansvar for hvordan det ville gå. Men jeg var ikke forberedt på en lynfødsel, som varede tre timer fra første ve, med vestorm og kun sekunder mellem hver ve. Det gik godt, og han kom sund og rask ud, men jeg følte mig svag, skamfuld og flov. Flov over at være blevet totalt overrumplet af det hele, af slet ikke at have været i kontrol under fødslen, og af at jeg slet ikke havde været så “sej” som jeg gik og troede at jeg var.
    Jeg fik en rigtig god snak med jordemoderen et par dage efter, som gav mig lidt selvtillid tilbage, og sagde at det havde været en voldsom og intens fødsel. Her bagefter er mit indtryk at førstegangsfødsler meget ofte er sådan – eller i hvert fald opleves som sådan af den fødende – uanset hvor lang tid det tager og hvordan det forløber. .

    Og det er SÅ synd. For det er den vildeste præstation – og første gang er det også enormt voldsomt. Jeg tror virkelig det er svært at få “drømmefødslen” første gang, og det skal vi måske være lidt bedre til at tale om. Jeg havde kun hørt om drømmefødsler og skrækfødsler (primært om bristninger), og ikke så meget om de følelser der knytter sig til oplevelsen.

    Jeg fik mit andet barn sidste år. Endnu en lynfødsel, men en helt anden oplevelse. Denne gang havde jeg erfaringen med mig, og derfor også overskud til at være i kontrol. Jeg var så sej – men det var jeg altså OGSÅ første gang. Det husker jeg mig selv på. Og jeg siger det til alle nybagte mødre jeg møder, at de er SÅ seje. Jeg har lige fundet ud af at jeg til sommer får lov til at opleve det igen <3

    Jeg ønsker jer alle tre alt det bedste. Tænk på alt hvad du og din krop allerede har gjort for din dreng. Du skal være så stolt af dig selv.

  25. Tak! Bare tak fordi du på så fin en måde beskriver de følelser, der kommer rullende. Jeg fødte i uge 28+3 pga. en blærebetændelse. Fødte tvillingedrenge på 1350 og 1100 gram. CPAP, kuvøse og det hele. Og adskillelsen. Min mand og jeg nåede at dele toastbrød og saftevand og så forsvandt farmand op til vores små drenge. Jeg fik imellemtiden talt med lægen og så skulle jeg afsted. OP til mine små babyer. Elastik i håret og lipgloss på læberne. Spørg mig ikke hvorfor… men så var jeg klar! Flere foreslog en kørestol, men nej nej. Jeg går da! Og det gjorde jeg. Sygeplejerskerne troede, jeg var noget familie på besøg, da jeg troppede op på neo. (jeg så åbenbart meget anderledes ud, end da de havde set mig liggende med fedtet hår og veer… haha). Jeg var så overvældet af lykke og ængstelse og havde kun ét i tanke: Jeg skal SE mine babyer. Og der var de så. Bitte, bitte små og fine og velskabte. Nu skulle de bare vokse. Vi lå på Hillerød i 11 uger og havde et helt vidunderligt forløb. Verdens dejligste personale og masser af tid til tanker, gråd og gode grin. Vi klarede den! I dag er drengene 6,5 år og de bedste drenge, man kunne ønske sig 🙂 Sunde, raske, empatiske og dejlige. Ingen senfølger. Jeg er så dybt taknemmelig! Så flot, du deler ud af dine inderste tanker i det her forløb. Jeg skrev selv dagbog og talte om det til alle, der gad høre. Det hjalp så meget på alle de tanker og følelser, som skulle finde sin rette plads. Så igen – TUSIND TAK! (Og beklager min lille roman her…). XOXO

  26. Shit mand. Sidder her, midt i middagspausen og tårerne triller ned af kinderne. Fødte selv min søn for 1,5 år siden. Alle følelser banker op igennem min krop mens jeg læser din beretning. Hold kæft det er stærke sager det her <3

  27. Jeg har tudet mig igennem hele din beretning. Min datters navlesnor knækkede i fødslen, og hun blev også kørt til observation på neonatal sammen med min kæreste. Så lå jeg også der alene og spiste mit ristede toastbrød og drak saftevand med et lille flag. Det var så surrealistisk og jeg føler virkelig at noget er blevet taget fra mig, at jeg ikke fik de første timer med mit barn.

    Kan anbefale en efterfødselssamtale, hvis du har behov for det. Jeg fik i hvert fald rigtig meget ud af at snakke forløbet igennem med den jordemoder og læge, der var til stede.

    Tillykke med din søn, og tak for en rørende fødselsberetning.

  28. Pyha, skal føde min lille pige om 3 måneder, og kan ellers lige love for, at din beretning fik gang i tårekanalerne.
    Min første, en dreng, var også en lidt lang fødsel. Ikke 40 timer, men en små 30 stks. Med presseveer i 3 timer og en baby der bare ikke ville ud. Masser af ve drop og en lidt presset stemning på fødestuen. Også med navlesnor om hals. Han havde det heldigvis super godt, selv den lange fødsel taget i betragtning. Der skulle også lidt hjælp til at få ham ud.

    Men sikke en start I haft, og en ordentlig forskrækkelse. Kan godt forstå du valgte at tage sagen i egen hånd, eller tæer nok nærmere, og fik kørt dig selv hen til ham. Man er bare nødt til at være tæt på sit barn. Helt instinktivt, og det river og kradser i en for at være det. Efter jeg fik ham, har jeg følt mig som en del af en klub, sammen med andre mødre der har haft lange fødsler, er bristet osv. Så latterligt, for alle mødre er jo en del af en mor klub. Men finder bare en ekstra forståelse hos dem, der selv har haft en sej start.

    Håber dine smerter efterhånden har fortaget sig, og du kan få hvilet. Selvom om min dreng og jeg havde det ‘fint’ oven på fødslen, så glemmer jeg aldrig hvor udmattet jeg var, og følelsen af at starte fra 0, fordi batteriet var helt tømt. God amme- (og toilet) karma til dig og din dreng 😉

  29. Kære Cathrine. Som mange andre sidder jeg med tårer i øjnene efter at have læst din beretning. Tårer, som både skyldes medlidenhed med at du skulle dette igennem, men som også skyldes en genkendelighed med mine egne fødselsforløb. Jeg har oplevet adskillelsen ved fødslen af begge mine børn – med den første pga. et kompliceret kejsersnit, der gjorde at jeg ikke kunne tage mig af mit barn i de første 3 dage, med den anden fordi jeg mistede 2 1/2 liter blod og endte på operationsbordet med en fastsiddende moderkage. Jeg havde begge gange glædet mig til at opleve den der “lykkebobble”, når barnet kommer ud og man er helt høj over at møde dette lille nye menneske, og jeg føler en stor sorg over, at jeg ikke har fået den oplevelse nogen af gangene. Heldigvis kom amningen mod alle odds op at køre med dem begge og jeg oplever ikke, at adskillelsen har haft betydning for tilknytningen. Tværtimod har det betydet at begge børn helt fra starten har haft et stærkt bånd til deres far. Tak fordi du deler din historie. Kh. Line

  30. Puha, det er barsk læsning. Og vækker minder.

    Jeg endte med at opsøge en behandler, da jeg følte jeg havde brug for at behandle min fødsel på anden vis end mere snak med hospitalet. Fandt hende her body-sds-behandleren, der simpelthen også er jordemoder. Sååååå rart med en menneskelig snak med udgangspunkt i ens krop og hjerte og ikke en medicinsk tilgang. Hun var mega sød og mehet erfaren. . Det kan anbefales og er lige på Frederiksberg.

    http://speidelkropsterapi.dk/behandling/bodysds%20efter%20fødslen.html

    De bedste tanker herfra.

  31. Hvor er det en vild historie. Jeg fødte selv for 13 uger siden, så er helt opslugt af alt der vedrører fødsler og amning.. Havde på mange måder en helt perfekt fødsel, omend den pludseligt gik meget hurtigt (gik fra at være to cm åben og blive sendt hjem til at køre civil udrykning og næsten føde i bilen på under 6 timer), men alligevel rører din historie mig så meget. Kan slet ikke forestille mig at skulle igennem sådan en kamp af en fødsel, som du beskriver, for så at blive adskildt fra sin længe ventede baby. Jeg fødte kl21:30 og var nærmest panisk angst for at falde i søvn i frygt for at der skulle ske min datter noget nu hvor hun ikke lå i sin trygge hule længere. Kan slet ikke rumme tanken om hvis hun ikke engang var i samme lokale. Kan kun forestille mig hvilken sorg og angst-/bekymrings-fuld periode du har gennemgået, og måske endda stadig gør. Jeg kan stadig få panik-tanker om min datters ve og vel hvis hun fx sover lidt længe 😅🙄

  32. Åh altså ! Så kom dagen hvor jeg græd til et blogindlæg – ikke bare som våde øjne, men som salte tåre ned ad kinderne ! Kære søde kvinde – hvor jeg altså føler med dig i forhold til at sidde helt alene med bakken med ristet brød, saft og flag (noget jeg tænker tilbage på som næsten et magisk måltid..)

    Min søns lunger var heller ikke foldet rigtigt ud, da fødslen gik meget stærkt.. resulterede også i at vi måtte på neonatal i 3 dage – jeg husker den helvedes maskine der målte hans iltning – hver gang den røg ned, var jeg sikker på at han ikke klarede den og græd alt for mange gange.. og hver gang der var ny stuegang og skift af sygeplejerske ønskede de mig tillykke.. og det eneste jeg kunne tænke på var, at man da ikke kunne ønske nogen tillykke med en baby der ikke fungerer…
    Vi gik i to dage i uvished omkring, hvad der præcis var galt.. han blev tjekket for hjertefejl mv.. det er uden tvivl det hårdeste jeg har prøvet.. og ryger tilbage dertil når jeg læser dit indlæg..
    Jeg lå på stue med ham – og fik ikke lukket et øje de første to nætter fordi jeg konstant kiggede på måleapparatet der målte iltningen… han fik sondemad og antibiotika… og var ikke til at holde ordentligt om pga slanger og ledninger..

    Det lyder som noget af en fødsel og efterfølgende adskillelse – godt I alle har det godt nu !

    ….skal vi aldrig høre, hvad han hedder ? 😉 min dreng hedder Folmer og han er helt perfekt og jeg elsker det navn selv om han hovedsageligt deler det med folk langt oppe i 80’erne 😉

  33. Kære Cathrine. Sikke en beretning – sikke oplevelse. Det største og bedste og mest skræmmende på en og samme tid. Det er fascinerende at høre om din – og alle de andre i kommentarfeltet – fødselsoplevelser. De er alle unikke og kæmpe store præstationer. Jeg vil også berige jer med min. Jeg fik forfattet den længste kommentar nogensinde, men jeg har prøvet at koge den yderligere ned! Men der SKETE SÅ mange ting. Det kan ikke blive kortere.

    Jeg fødte vores førstefødte datter for 5 år siden. Hun kom ud efter en lang fødsel – med presseveer i 8 timer (!). Hun kom ud tirsdag til frokost og jeg havde min allerførste ve lørdag aften – og sov slet ikke natten til søndag og ej heller natten til tirsdag, hvilket resulterede i, at jeg fik en epidural. Jeg havde også drømmen om “min perfekte fødsel”, hvor jeg var i vand (jeg hadede det!), og hvor jeg ikke skulle ha’ smertestillende – og slet ikke epidural for jeg havde hørt om nogen, der ikke kunne gå i mange timer efter, og det havde jeg ikke tid til (vi havde nemlig en stram tidsplan, da min mor lå for døden i en by 100 km. væk fra os – det var et kapløb i bogstaveligste forstand om liv eller død. Hvilken en af delene kom først – ingen af delene var uundgåelige).
    Pga. det lange forløb, grønt fostervæske, og sikkert andet jeg ikke registrerede var der både en jordemoderstuderende, en jordemor, en afdelingssygeplejerske og en børnelæge – og vist en mere på fødestuen. Jeg ænsede det slet ikke. Hun lå på min mave kortvarigt, da hun havde pneumothorax og skulle observeres (det reparerer sig selv, men kan være livsfarligt, hvis det ikke opdages). Vi spiste vores toastbrød, te med flag på bordet uden et barn – ligesom jer. Det var SÅ mærkeligt, og jeg var mega rastløs fordi vi rigtig gerne ville vise mormor hendes barnebarn inden hun tog herfra og det her var slet slet ikke en del af planen. Vores datters ve og vel var det vigtigste, så vi lyttede selvfølgelig til lægerne.
    Vi blev begge indlogeret på barselsafsnittet – uden baby.
    Dagen efter tilbød sygehuset at fragte vores datter til den by, hvor min mor lå. Men da vores datter var for svag skulle hun med lægetransport. Vi måtte ikke køre efter eller med. Så vi kørte hjem – uden baby. Tog et bad og pakkede kufferten og så afsted. Når jeg tænker tilbage på det er det det mærkeligste vi nogensinde har prøvet. Men sådan var det bare. Der var SÅ mange følelser/ting på spil.
    Det nye sygehus ville også gerne observerer vores datter inden vi kunne få “nød-udgangstilladelse” – min mor lå hjemme.
    Torsdag så vi min mor. Vi kørte afsted med beskeden “hvis i er lidt nervøse så ring til os på X nr. Hvis I er mere end lidt nervøse så ring 112 for det er en alvorlig situation, jeres datter er i”.
    Hjemme hos mine forældre hjalp en sød hjemmesygeplejerske med at lægge vores datter op på min mors totalt udspilede mave. Kræft er en lorte sygdom. Vi tog lidt billeder. Andre kan ikke holde ud af se på de billeder, men de betyder alverden for os, selvom de ikke er billedskønne.
    Fredag så vi min mor igen – nu med meget lidt kontakt med hende. Lørdag var der ingen kontakt og natten til søndag døde hun. Søndag blev vi udskrevet fra sygehuset med en rask datter. 5 år senere – er vores datters fødselsdag både en festdag og en sorg-dag for jeg husker alt for tydeligt alt det der skete deromkring.
    Og så lige en undtagelse-til-reglen-oplysning. Jeg blev først sat i gang med brystpumpen onsdag aften – altså 30+ timer efter fødslen. Vores datter blev først lagt til torsdag. Amningen lykkedes til trods for den hårde start. Jeg håber det kan give andre håbet til, at det KAN lykkes selvom man ikke har “hud mod hud inden for den første time eller aller højest 4 timer efter fødslen” som vi havde hørt på fødsels-kurset.
    Alt det bedste til jer 3
    <3

  34. Jeg græd og græd da jeg læste dit indlæg!!!!❤️
    Der kræver lang tid at bearbejde den følelse, når fødslen ikke går som planlagt! 😔

    Jeg sidder her med min dejlige lille og smukke datter, født 3 uger før termin sidst i september. Grundet foranliggende moderkage var jeg sat til planlagt kejsersnit(38+1). 8 dage før kejsersnit begynder jeg dog at bløde og det endte i akut kejsersnit(37+0).
    Jeg blødte 2 liter under kejsersnittet og min datter blev taget med sugekop.
    Min kæreste og jeg nåede at opleve panik fra lægerne og hørte dem sige, “hun bløder for meget nu!”, “nu skal hun ud!”.
    Efter fødslen viste de mig hende hurtigt og tog hende med ud. De sagde hun “knirkede” og havde brug for ilt. Herefter føltes det som 100 år inden jeg fik hende op og så hende i 2 minutter. De kører hende på børneafd. og min kæreste går med.
    Jeg ligger tilbage alene. Jeg er lige blevet mor, men oplevelsen var ALT andet end forventet. Jeg havde glædet mig til hud-mod-hud. 9 måneder i min mave, hvor jeg har mærket liv. Nu er der bare helt tomt.
    Hun skal overnatte på børneafd. med cpap den første nat.
    Jeg sover ikke meget den første nat, jeg savner hende og føler mig helt ør.
    Mødet med hende næste morgen er der vildeste øjeblik! Da hun hører min stemme slår hun øjene op og kigger længe. Hun er SÅ dejlig <3
    De siger på børneafd. at hun har været meget urolig, hvilket jeg får det SÅ dårligt med. Vi har været sammen i 9 måneder og det der skulle være vores første nat sammen, blev ikke sammen… Jeg havde glædet mig så meget til at holde hende og kigge på hende hele natten!!!
    6 uger senere – nøj hvor er hun dejlig! Jeg ligger og kigger på mit lille menneske! Hun er det bedste jeg nogensinde har kigget på’ ❤️ Jeg er SÅ stolt!!!!

Læg en kommentar