OOTD: Bouclé up! (og lidt om barsel vs. arbejde) - ROCKPAPERDRESSES
OOTD: Bouclé up! (og lidt om barsel vs. arbejde)

rockpaperdresses, Cathrine Widunok Wichmand, Selected Femme, Bouclé jakke

rockpaperdresses, Cathrine Widunok Wichmand, Selected Femme, Bouclé jakke

i samarbejde med SELECTED FEMME

Jeg fik sådan nogle kære beskeder i går, efter min dag tilbage på arbejde, som jeg delte lidt af på story. At det var inspirerende at se mig tilbage på arbejde. Lise skrev den bedste DM: “Du er en rollemodel for mange kvinder! Man kan ‘gøre’ barsel på mange møder – vi er alle forskellige, og der skal være plads til, at vi gør det forskelligt. Hvor er det rart at se, at det også kan gøres på denne måde”. Ja, ja, lidt ananas i egen juice at dele mine egne roser, hehe. Men det var bare så fint – at man kan gøre barsel forskelligt. Og jeg er egentlig lettet over, at der ingen fordømmelser var; “hvad laver hun ude af døren med et SPÆDbarn?!”. Nix. I bakkede bare totalt op!

Jeg har et par veninder, der ligesom mig, ikke har mulighed for at tage ‘traditionel’, fuld barsel i tolv måneder. De har flere gange hørt fra andre kvinder, når snakken er faldet på barsel; “det kommer du til at fortryde” og “når først de kommer, har du ikke lyst til at gå tilbage på arbejde”.

Jeg var ærligt talt også lidt nervøs for dét at skulle arbejde med et lille menneske on the side. På forhånd følte jeg lidt en misundelse over de kvinder, der bare smider deres arbejde og ikke skænker det en tanke i et år for at kunne dedikere sig 100 % til barslen og den lille ny. Det må være en det fedeste – både at kunne være sammen med sit barn hele tiden og uforstyrret. Men også at få et break fra sit arbejde – hvornår får man nogensinde det i et liv? Muligheden for at tænke over den dagligdag, man har bygget, det man laver – er man glad? Er der noget andet, man også kunne lave?

Jeg var nervøs for, om jeg kunne koncentrere mig. Om begge dele – baby og arbejde. Om jeg overhovedet ville have lyst. Og rent praktisk – hvordan får man klassiske ‘bloggerdyder” og ‘selvstændigopgaver’ til at hænge sammen; outfitbilleder, regnskab osv. med en baby, der måske/måske ikke sover?

Indtil videre må jeg mane min tvivl til jorden. Det går så fint. Jeg laver stadig få, få ‘ude-af-huset’-opgaver, som det shoot i går med Nivea. Og når jeg fx skal have skudt outfitbilleder, så er det i barnevognen med baby, og så mødes med Julie undervejs, mens han sover. På en eller anden måde føler jeg mig fjollet; at parkere en barnvogn en armslængde fra mig, uden for kameraets vinkel, mens jeg spankulerer rundt og spiller fandango. Omvendt er det også så skønt at gøre ting, som er ‘gamle mig’. Og han sover jo.

skirt + blazer SELECTED FEMME  bag + shoes MARNI blouse COMME DES GARÇONS photos JULIE BJARNHOFF

rockpaperdresses, Cathrine Widunok Wichmand, Selected Femme, Bouclé jakke

Det føles egentlig generelt ret barselsagtigt, baseret på min hvilepuls, tid til veninder og antal kopper kaffe. De fleste dage har vi nogle lange morgener, hvor han og jeg ligger og putter tæt under dynen. Så går jeg typisk en tur, måske får jeg besøg eller mødes med en veninde. Sover han længe, så sørger jeg for at tage mig tid til arbejde og ellers sætter jeg mig med computeren, når Adam kommer hjem, og han kan tage lidt over.

Bevares, jeg glæder mig til, at Adam går på barsel, så vi kan hjælpes lidt mere ad, og jeg måske får allokeret lidt mere ‘effektiv tid’ til arbejde (og bare til at opleve de to have mere kvalitetstid og bonde). En af jer spurgte forleden, er det virkelig så slemt med babyer, når man ikke engang i bad? Jow. Det kan man godt nå – nogle dage. Dog er ‘vaske hår’ for mig en aftenting, så Adam holder øje. For det er det måske lidt stressende element ved en baby; man ved aldrig, hvor lang tid man har. Er det en af de lange lure, hvor man både kan nå frokost, computertid og vasketøj? Eller skal man være på efter tyve minutter igen? Babysøvn er lunefuld! I hvert fald i perioder (og han er endnu for lille til at have et reelt mønster). Og nogen gange har man også bare bedst af at stirre lidt ud i luften i de tyve minutter, man så får, og så når man ikke det store fra to do listen. Og det er okay.

Det var dejligt at være tilbage på en arbejdsopgave i går, og shootet gik så fint. At han sov det hele igennem, var den bedste start på den slags, jeg kunne ønske mig, for det gav håb og blod på tanden.

Det er det aller-aller-bedste at være mor og være hans mor og være fuldtidsmor. Men man kan godt være fuldtidsmor og fuldtidselske sit barn samtidigt med, at man arbejder lidt/holder kort barsel/kombibarsel, eller hvordan man nu gør det. Som Lise skrev, der er mange måder at gøre det på.

Jeg nyder min måde – selv om den ikke er fulde tolv måneder. Jeg nyder lidt ‘business as usual’, så længe det er i mit tempo – det er det vigtigste. Eller i virkeligheden i hans tempo. Der skal tages hensyn og være god tid. Og det er det vidunderlige ved at have verdens bedste arbejde, som jeg har – jeg bestemmer som oftest tempoet og ambitionsniveauet selv.

Pssst… I kan læse mere om, hvordan vi gør barsel, Adam og jeg, her.

rockpaperdresses, Cathrine Widunok Wichmand, Selected Femme, Bouclé jakke

rockpaperdresses, Cathrine Widunok Wichmand, Selected Femme, Bouclé jakke

rockpaperdresses, Cathrine Widunok Wichmand, Selected Femme, Bouclé jakke

 

25 kommentarer
  1. Hehe! Ja, det der med at nå at gå i bad. Glæd dig – det bliver kun sværere 😜. Min søn er knap 9mdr. og sover MAKS 1,5 timer x2 om dagen – oftest mindre. Så det der med at gå i bad, når baby sover – nope! Der skal man bruge tiden til noget andet – på at slappe af! Så når mor her skal i bad, så er vandet varmet op på forhånd, sæben og håndklædet lagt frem, baby – der nu kan kravle og stå op – lægges på gulvet, og så bliver det et LYNbad, inden baby når ind i brusekabinen til en 😬. Og vaske hår, det er noget, man gør i weekenden (jep, 1 gang i ugen bliver det til), når faren er hjemme. Så vær du glad for, at du snart har faren hjemme hele dagen 😜. Det var sgu nemmere, når de ikke kunne bevæge sig – og samtidig vil man så gerne have, at de udvikler sig 🤣.

    1. Hehe… 1,5 times lur x 2 om dagen er da luksus! Man kan bade på 5 min. jo, og når man kun har et barn, så kan man jo også altid tage et bad, når far kommer hjem og kan tage over for en 🙂 Når man bliver mor til 2, så finder man pludselig ud af, hvor meget tid man havde i sin første barsel 😀

  2. Sikke fine tanker om barsel som selvstændig blogger-mor 🙂 Det må være så nice at kunne bibeholde sit arbejde på et niveau man selv og baby kan være med til. Mange af os andre har jobs, hvor det ikke er muligt at have en baby med, så det er en nødvendighed at holde 100% fri fra det. Det kan også gøre, at man “mister” den del af sig selv. I fuldtidsbloggere, som selv har skabt jeres karriere har derved skabt jer et super-fleksibelt liv (i hvert fald udefra set), hvor den nye rolle sikkert giver adgang til nye, relevante og aktuelle samarbejder. Det er da en kæmpe win win. Tak fordi du deler din rørende historie om jeres lille familie.

  3. Barsel er en pudsig ting. Personligt er jeg (med baby på seks måneder) nået frem til at jeg skal have et sideprojekt i min næste barsel. Skrive noget, dyrke en passion, renovere huset eller noget andet. Jeg har brug for at bruge mit hoved og gøre noget for mig – og ikke kun for baby (selvom jeg knuselsker ham og hans skønne væsen).

  4. Det er SÅ fedt at du sætter fokus på emnet, og at du gør det på en sober og åben måde! Stor respekt for det!
    Her er vi gravide med den første, og vi ved allerede nu, at vi kommer til at dele barslen fordi vi begge gerne vil have barsel med den lille men ingen af os har lyst til at gå hjemme fuld tid på barsel. Og jeg er allerede træt af kommentarerne om at “det kan du ikke når først du kommer til at gå hjemme” og “jeg kunne bare ikke opgive den tid sammen med mit barn”, så det er skønt at se at du er med til at italesætte at man kan gøre tingene på en anden måde uden at det er forkert.
    Og så tænker jeg at det må være super fedt at du kan kombinere – i hvert fald dele af – dit bloggerjob med det at have et lille barn med, det må også give nogle fantastiske oplevelser at have ham med til det 🙂

  5. Du klarer det simpelthen så flot og fremragende! Jeg kan helt ærligt ikke mærke, at der er kommet en baby udover at lykken stråler ud af dig ❤️ Og så selvfølgelig historierne om baby, som jeg labber i mig! Dine indlæg er ligeså gennemarbejdede som altid og jeg synes også frekvensen er imponerende høj 🌺 Du er simpelthen bare rocker-sej, inspirerende og det er skønt, at du giver plads til alle mulige forskellige måder at gøre tingene på

  6. Du er bare så mega hammer sej! Du er virkelige en kæmpe inspiration med din skønne livsglæde og smil! 😀

    Ps. hvis du nogensinde sælger den taske, så har du en køber lige hér hahaha 😀

  7. Du er så sej, og det er helt som det skal være, at du bare lytter til dig og ham. Det er kun dig, der ved hvad det bedste er for jer. Ingen af os ved noget om det, om vi har erfaring som mor eller ej.
    Forresten, så synes jeg det ville være lige så fedt at se outfit billeder med barnevogn og baby manse, det er jo realiteten og den kan da roligt vises frem.

    kæmpe kys og kærlighed til dig og adam, frida og baby <3

  8. Jeg er revisor og er på barsel med min lille mand på nu 7 mdr.
    Han skal starte i institution om 3 mdr.
    Jeg havde i noget tid, før barslen startede, tænkt at tage nogle få kunder med mig på barsel. Nogle jeg kunne lave, når baby alligevel sov.
    Og ved du hvad… Det har været så skønt. Ikke for meget, ikke for lidt. En god blanding af tid med baby og tid med lidt arbejde. Jeg har fået lov at bruge hovedet, som jeg plejede, selv med en baby.
    Hurra for barselsforskelligheder! 🧡

  9. Jeg syntes du er total priviligeret ! Tænk at kunne barsle og stadig føle sig som lækker kvinde ….. Jeg har 9-17 job og gik hjemme i næsten 1 år ( anden gang ). Det var først da jeg begyndte at tale med de gamle nisser i Rødovre Centrum på bænkene, at jeg tænkte, nu må du vist hellere på job igen …😆 Så nej, der er ingen regler for `hvordan man barsler`, andre end ens egne …. Nyd det !!! 😜

  10. Åh ja – skræmme scenariet om manglende bad, tid , overskud osv .. baaaare vent 😴😴 måtte også pænt sige til en bekendt “hun kommer altså også til at have en far ! Og jeg kan godt lide at gå i bad om aftenen” 🤷🏼‍♀️ Problem solved ..

    At jeg så fik et pragt eksemplar af et sovebarn der gav 2*3 timer daglig mor tid , er jo bare fantastisk .. første gang jeg mødtes med mødregruppe (4 uger) måtte jeg ned og vække hende efter 4 timer. De skulle jo nødig tro at jeg ikke havde et barn 🙈🙈 nummer to er due om 14 dage , spændt på hvad det giver af søvn denne gang ☺️🤞🏼

    1. Ååh ja – “Bare vent…” 🙄 Mit barn har nemlig også en far, og jeg har ingen problemer med at nå at vaske hår. Det kan jeg så fint gøre uden for min kærestes arbejdstid 😊Egentligt så tror jeg, det handler om, hvad det giver en energi. Jeg får energi af at soignere mig selv og mit hjem, så jeg prioriterer det, når jeg kan – og det er min kæreste helt med på. Hvis der er nogenlunde orden omkring mig, (og mit hår er rent), kan jeg meget bedre overskue det kontroltab, som det trods alt er at have en baby. Det er så meget hårdere og surt, tror jeg, hvis man ikke lige sørger lidt for sig selv også – ligesom at man skal give sig selv iltmasken på først i flyet 😊

  11. Det gør da heller ikke noget, hvis barnevognen er med på dine outfitbilleder! 😀 Det ville jeg i hvert fald kun synes var hyggeligt 🙂
    Og apropos fordømmelser. Efter tre måneders tavshed udgav vi et indlæg i går (ja, jeg er ikke så god til det med balancen mellem blog og barsel 🙈), hvor vi fortalte om vores første ferie som en familie på tre. Jeg havde faktisk ikke tænkt, at der var nogle, der ville give dårlige ord med på vejen, men på FB var der selvfølgelig en kommentar om, hvorfor man skulle rejse med små børn, for det ville de ikke få noget ud af – heller ikke dem der sidder tæt på os i flyveren =/ Det provokerede mig godt nok lidt. Af flere grunde. Mest kunne jeg dog ikke lade være med at smile lidt, for vi var slet ikke fløjet, men var kørt på ferie 😂

    1. Åh ja, den der med hvorfor man rejser med små børn “for de får jo ikke noget ud af det”. Christ. Det kunne jo tænkes at forældrene får noget ud af det (ja tænk sig, man kan faktisk også gøre ting for sin egen skyld når man får børn…) og mon ikke de også, inden rejsen, har vurderet om barnet kan klare det og også foretager rejsen på barnets præmisser. Livet ændrer sig på mange måder når man før børn, men det går ikke i stå og man skal ikke glemme sig selv.

  12. Synes det er så rart og bekræftende at se, at du kan arbejde og være nybagt mor på samme tid. Herfra er der i hvert fald ingen fordømmelse! Min barsel kommer til at se nogenlunde sådan ud til marts, hvor min franske kæreste og jeg venter os en lille pige. Vi bor i Holland, hvor der til mor er 16 ugers barsel (hvoraf <12 uger er med baby), mens far har, og hold nu fast, 5 dage! Jeg er så heldigvis også selvstændig, så jeg tænker bare at tage den lidt med ro i babys første leveår, så jeg både kan nyde min tid med baby, samtidig med at jeg laver mit arbejde, som jeg elsker så højt.

  13. Åh jeg ved ikke rigtigt hvordan jeg har det med det her indlæg.. Jeg synes det virker lidt romantiserende og taler ind i den der ‘mødre skal være perfekte’-bobbel og kunne klare både boss-job og nyfødt barn på en og samme tid. Lid ala hollywood-stjernerne, der en uge efter de har født, skal have smidt alle graviditetskiloene og skrue sig ned i samme størrelse jeans og så er det ellers business as usual. Ane Cortzen tweetede for nylig, at det må være verdens værste kombi at være nybagt mor og influencer. At man skal udstråle overskud og lækkerhed med det samme og ens insta-theme skal leve op til den polerede flade, som man havde inden man fødte.
    Det er meget lidt relaterbart, når det hele er pænt i pænt.

    Det er ikke en kritik af dig, men nok mere hele influencer-branchen.

    1. Jeg forstår godt din tanke. Og det er jo ‘forbandelsen’, ved det jeg laver. At man er på – også på de dårlige dage, vi jo alle har.
      Men jeg får også et par tilstødende tanker. Der er jo egentlig ingen, der beder mig om hverken at tabe, skrue mig ned i bestemt tøj eller lignende. Jeg er tilbage i vægt, ja, men det er ren natur. Jeg har, gud forbyde det, hverken trænet eller undværet mad. Sådan er kroppe vidt forskellige, men man bliver ikke ‘poleret’ af at ligne sig selv hurtigt igen. Ligeså vel som der skal være plads til dem, der bærer graviditetskiloene længe, så er der også plads til de andre.

      Den anden tanke; den der klassiske barsel på 12 måneder, det er meget nordisk. De fleste steder i verden vender man ganske hurtigt tilbage på arbejde. Også på kontorarbejde og andet mere “almindeligt”. Det er helt almindeligt at komme ‘hurtigt’ tilbage i alle andre dele af verden – ligegyldigt hvad man laver.

      Jeg er helt enig i, at det meget pæne kan være svært lidt relaterbart. Men jeg synes heller ikke at det at være relaterbar kun ligger i at vise render under øjnene osv. Det relaterbare er det ægte, det ærlige. Og man kan godt begge dele. Det relaterbare kan ligge i fortællingen såvel som i billederne. Sådan er vi jo alle mangefacetterede. Vi kan smække læbestift på og føle os ovenpå. Og vi kan have gylp i håret. Der er dage, hvor vi fortæller højt om dét at tisse i bukserne post fødsel. Og dage hvor vi gerne vil vise en anden side.
      Jeg elsker fx story på insta til at vise mælkeskjolder på blusen, at baby ikke sover osv. Men jeg holder også af klassiske dagens-billeder, hvor man har gjort sig umage på en anden måde. Hver ting til sin tid i sin rette ramme. kh

      1. Hej Cathrine, tak for dit svar og dine overvejelser.
        Jeg kan godt følge dig i, at alt ikke skal være at man ligner udskidt havregrød, men jeg synes tit det bliver alt eller intet. Enten er man det ene eller også er man det andet.
        I bloggerverden: Enten laver man pæne professionelle billeder, der kunne findes i et damemagasin og tilsvarende ‘artikler’ eller også poster man billeder af sig selv siddende på toiletkummen og ‘nedbryder tabuer’. Det er to lejre og jeg savner nok bare ‘det hele menneske’..

        1. Det vil jeg give dig ret i – der er helt sikkert dem der dyrker det ene ELLER det andet, og det er svært at finde dem der samler det hele. Sådan som vi jo alle sammen er – gør os umage, når vi skal ud af døren (hvis vi orker), har en skrigende baby, hvor makeupfrie dage ikke er et hashtag men et spørgsmål om ikke at have tid til andet osv.
          Det er det jeg prøver på – især med story! og jeg er heller ikke bange for at lægge billeder ud uden makeup på osv.
          Når det er sagt, så synes jeg også det er helt fair, at man som influencer, der giver meget af privaten, også har lyst til at have ting for sig selv. Som sit morgenfjæs etc. Jeg kan følge begge dele – dig og de der har lyst til holde det upolerede privat. KH

  14. Jeg synes det er rigtig fint som du formår at mikse din barsel med blog! Hatten af for det! 🙂 Da jeg var på barsel med min første havde jeg virkelig svært ved at koordinere noget de første uger og kan være næsten misundelig (kun på den gode måde :p ) over hvor fint du gør det!
    Mht barsel så synes jeg også at et andet aspekt nemt forsvinder: Fars barsel! Når folk siger “Hvordan kan du lade være med at holde et års barsel” (Jeg holdt “kun” 9 måneder) så synes jeg ofte at folk glemmer at der jo også er en far med i billedet som i min verden også skal have muligheden for barsel – og så er der altså ikke 12 måneder til mor. Synes det er vigtigt at huske at far også har behov for tid til helt alene at lære sin baby at kende 🙂

  15. Cathrine – husk, at DU KUN bidrager positivt til ligestillingen med dit valg af barsel. Det er videnskabenligt bevist, at kvinder er bagud lønmæssigt og generelt karrieremæssigt på baggrund af ÉN ting – fordi kvinder tager længere barsel end mænd. Og at der – formentlig – hersker en stigmatiserende holdning omkring mænd og barselslængde.

    Det faktum, at Adam kommer til at tage majoriteten af barslen gavner KUN de kvinder og mænd, der i fremtiden skal overbevise deres chef om, at de ønsker så og så lang barsel.

    Jeg synes, det er FEDT, at Ivælger at gøre det sådan. Og meget first-mover-agtigt. For danske mænd er generelt dårligst i skandinavien i forhold til antal barselsuger.

    Så hurraaa for Adam og hurra for dig. Mit feministiske hjerte glædes.

    P.s. Ingen fordomme herfra om kvinder, der tager lang barsel. Alle situationer er forskellige. Jeg konstaterer blot, hvad fakta siger :-)))) og er udmærket klar over alle de biologiske argumenter derude.

  16. Kære Cathrine,
    Det er så sejt, at du allerede er “tilbage” på job. Det tager jeg virkelig hatten af for! Jeg sidder selv med en på nu 14 dage, og kan ikke lade være med at tænke, at det også må skyldes, at amningen bare kører? Herhjemme er dét nemlig udfordringen pt, og jeg ville slet, slet ikke kunne se mig ud af, at have faste aftaler, forpligtelser eller arbejde når nu dét er svært lige nu.

    Endnu engang: SÅ fedt, at du har overskud og energi til at kunne jonglere med både baby og arbejde! Det får mig til at hanke lidt op i mig selv, når jeg synes det hele er lidt for uoverskueligt herhjemme. Hvis du kan – så kan jeg også.

    Tak for alt du deler.

    Kærligst Sofie

  17. Jeg synes virkelig også det er spændende at få nogle mere nuancerede barselshistorier frem. Min kæresten og jeg skal dele barsel halv halv, men jeg bliver også helt nervøs og i tvivl, når jeg hører så mange mødre sige, at jeg kommer til at fortryde, at jeg har givet så meget barsel til min kæreste(barsel er jo ellers ikke noget man giver hinanden, men noget man har fælles).
    Alle dem der ikke har børn er langt mere støttende, hvilket virkelig undrer mig?
    Hvorfor mon mødre kan være vordene mødre værst?
    De mener det jo nok kærligt med alt det der “vent bare…”, men de må da også kunne huske hvor nervøs man kan blive i graviditeten?
    Nå men tak for et andet take på det og nyd din “barsel” 😉

Læg en kommentar