Bliver jeg nogensinde glad igen? - ROCKPAPERDRESSES
Bliver jeg nogensinde glad igen?

Jeg har et billede i mit hoved af os, der sidder om det runde spisebord i køkkenet en mørk aften ca. denne tid sidste år. Vi drikker kaffe, og jeg spørger Adam, om jeg nogensinde bliver glad igen. Sådan rigtig glad igen, grundglad, ind i kernen. Som jeg egentlig tænker, jeg normalt har været, altid svunget mere i dur end i mol.

Kunne jeg nogensinde blive helt glad? Om det så skulle lykkes os at blive forældre, havde det så fundet bo i mig, sådan at jeg aldrig kunne ryste det af mig igen? Misundelsen over andres lykke, skammen over at fejle, sorgen og savnet til noget vi ikke engang kendte, stressen ved læger, nåle, kosttilskud.

Jeg spekulerede på, om jeg, ja jeg tror egentlig, jeg tænkte, om jeg var gået lidt i stykker? Kunne der være gået en lille flig af mig, som aldrig ville finde på plads?

Adam havde selvfølgelig ikke svaret – men det har jeg fundet nu.

Rockpaperdresses, Cathrine Widunok Wichmand, Stine Goya, Rockpaperbaby, Værnedamsvej, Granola

Jeg skrev noget klogt i det her indlæg, haha! Et indlæg om hvordan jeg forsøgte at holde mig oven vande, da det var allersværest:

Jeg prøve at tænke, at alt er midlertidigt

Jeg tvinger mig selv til at tænke, at det er et langt liv. At dét vi er i lige nu, det er midlertidigt. Et lille nys i et langt liv. Et sejt nys, jo, men det forgår. At der kommer en løsning, hvilken en det end må blive. Selv det værste uvejr blæser over.

Om jeg helt selv troede på det, sådan rigtigt dengang, det er jeg ikke sikker på. Men deri ligger svaret på spørgsmålet fra spisebordet. Det blæser over.

Det år i behandling, og det år før hvor vi prøvede –  det føles næsten som et nys nu. Jeg har faktisk, ja måske ikke glemt smerten og sorgen, men de har ligesom fundet en hylde. Selvfølgelig kan vi ikke løbe fra de minder og erfaringer, vi gør os i livet, omend vi gad, så jo de bor nok i mig til tid og evighed. Men hvis vi siger, at alle vores erfaringer i livet ikke ligger frit fremme alle sammen på en gang (kors et rodet hoved, det kunne give) men i stedet inddeles i skuffer og skabe, nogen mere tilgængelige end andre, som vi kan gribe efter behov, så tror jeg, de har fundet bo et sted oppe på en hylde, sådan lidt uden for rækkevidde. Ikke fortrængt, men nærmere den hylde, man ikke lige når i det daglige, men som man er udmærket klar over eksisterer.

Det er en del af mig og en del af os. Men jeg tror ikke, det har har skadet. Hverken os eller mig. Måske har det i virkeligheden blot givet mig dybde? Fra skuffer og skabe op til den øverste hylde. Selv om jeg da ærligt bliver lidt træt ved tanken om at skulle det hele igen (for det skal vi – hvorfor må jeg fortælle om i et andet indlæg).

Rockpaperdresses, Cathrine Widunok Wichmand, Stine Goya, Rockpaperbaby, Værnedamsvej, Granola

Lyset kom med Eddie, og jeg ville gøre det hele igen. For ham. Og for mig. Det er jo det der er så skørt – at gå så meget igennem for noget man ikke kender. Nogen man endnu ikke har mødt. Man kører jo bare derud af, rejser sig igen efter endnu en fejlet ægoplægning,  på sådan en vild pseudo-moderlig intuition om det gode, der kan være at vinde på den anden side. En moderlig drivkraft af uanet styrke, som fik en tidlig debut, før han overhovedet kom, men som kun er taget til i styrke, siden han landede. Dét der instinktivt vækker mig om natten ved den mindste bevægelse, selv om jeg er så træt, jeg kunne sove i et år. Det der får mig igennem dagen, selv om jeg kun har nået at spise et æble med den ene hånd, fordi den anden ikke har haft en pause fra at bounce, siden solen stod op. Moderlig urkraft. Før han kom, mens han kom og nu han er. For helvede, hatten af for os. At vi gør det. Klør på i behandling, føder og nærer vores børn.

Jeg kan ikke forestille mig, at det skulle være andre æg end dét, der blev til ham. Det forstår jeg nu. At vi skulle have haft nogen anden baby end ham. Det bliver næsten Kierkegaardsk; Livet må forstås baglæns, men må leves forlæns. Meningen med ventetiden er der nu, på bagsiden af alle prøvelserne. For meningen er ham. Og jeg kunne gøre det tusinde gange og igen.

Så ja, jeg kan blive glad igen. Jeg er glad igen. Og jeg føler mig hverken brændemærket eller stemplet som en anderledes mor, selv om rejsen var anderledes. Måske er der en anden afstand fra gulv til loft i mig, måske lidt mere dybde, end hos så mange andre – men who am I to tell? Jeg kan ligeså godt brokke mig over manglende søvn. Men jeg gør det egentlig ikke rigtig. Måske fordi jeg husker, hvordan jeg ville give min arm for at blive søvnberøvet, var tyven en baby? Ej, faktisk tror jeg ikke engang, jeg når at tænke; “jeg skal også bare være taknemmelig…” – for jeg er det bare. Taknemmelig.

Det føles næsten som et nys. Som ‘noget vi bare gjorde’. Og det siger jeg, uden at negligere mine egne følelser og ord fra tiden – for gu’ fanden var det hårdt. Og det boede også i mig godt ind i graviditeten, usikkerheden. Det skal ikke lyde som “så slemt var det heller ikke”, sådan i retrospekt. For det var det, da vi var i det. Men lykken over ham vejer langt tungere end sorgen for at nå dertil.

Hvis jeg mistede en flig af mig selv, så kom den tilbage med ham.

Rockpaperdresses, Cathrine Widunok Wichmand, Stine Goya, Rockpaperbaby, Værnedamsvej, Granola

30 kommentarer
  1. Ååh❤️ Det giver håb her lige på den anden side af to æu, én oplægning, en positiv test – og så en spontan abort. Shit mand, en rutsjebanetur af glæder og skuffelser. Men vi fortsætter og tager en tur mere i behandlings-karusellen. Fordi vi ved, hvad der forhåbentlig venter derude i fremtiden et sted.

    1. Jeg kalder mig også M, og jeg gennemgår nøjagtig det samme <3 To æu, tre ægoplægninger, tre positive tests og tre tidlige aborter. Manner, det har været hårdt. Håber, 2019 bliver M´ernes og mange andres år 🙂

  2. Det glæder mig sådan at det lykkedes for jer og så samtidig med os som har kæmpet i ligeså lang tid med vores barn nr 2 🙂
    Jeg elsker at følge med her og på Instagram 🙂
    Dog må jeg erkende at vores barsler ser meget forskellige ud – vi kommer ikk ligeså meget ud 😉
    Alt er dig velundt. Så bare tak for dig og din ærlige måde at være på ❤️
    Normalt skriver jeg privat på Instagram men du skulle også have et klap på skulderen her 😁
    Ps. Eddie er noget af det sødeste!

  3. Det er noget af det smukkeste jeg længe har læst❤️ Al respekt og kærlighed til dig for din ærlighed, for at dele ud af din sårbarhed og røre os der hvor det enten kan gøre allermest ondt eller hvor lyset skinner allermest.

  4. Tak for et betryggende skriv for os der stadig er der midt i processen, hvor man, som du skriver, kan være i tvivl om, om man nogensinde bliver glad inde i sin kerne igen <3

  5. Amen to that. Har det fuldstændig på samme måde efter vores lille ICSI-baby (nej, det kalder vi ham ikke normalt) meldte sin ankomst. Du sætter ord på det hele; både før og efter. Her på springbrættet til at gøre det hele igen, må jeg indrømme, at toppen af køkkenskabene er blevet støvet lige vel grundigt af – men sådan er det jo. Og det lyder måske forkælet, for vi har jo et barn – en helt vidunderlig dreng! Og hvor ville jeg gerne gøre ham til storebror.
    Stort tillykke med jeres smukke Eddie.

  6. Tak Cathrine, for et smukt skriv, som rammer mig lige i hjertet. Jeg tror ærligt, at dette indlæg vil give mig en lykkeligere og mere overskuelig dag. Jeg vil tænke, at alt er midlertidigt. Og så vil jeg kysse min kæreste lidt ekstra og fortælle ham det samme.
    Knus og kærlighed din vej

  7. Så relaterbart. Og så rart at høre at lykkeb kom med ham, Eddie. Jeg kunne mærke lykken, i graviditeten, efter 3 års jagt på familieforøgelse. Nu er det 5 måneder siden vi mistede vores lille dreng i uge 22. Dagligt tænker jeg ‘bliver jeg nogensinde lykkelig igen’. Jeg ER ødelagt, jeg er ikke mig selv. Grimme tanker, jalousi og bitterhed fylder – dernæst skammen over at have de følelser i sig. Jeg læser folks brok over manglende søvn, tidlige morgener ect. Som et kæmpe privilige og ville ønske at nogen gav en garanti på, at det blev os en dag.

    1. Åh, jeg håber at alting vender for dig snart! Og tak for et minde en meget træt og til tider opgivende mor til to små under to år om, at det netop er et kæmpe priviligium at have børn at tage sig af!

  8. Aaah Cathrine. Jeg er selv i behandling i øjeblikket og har været det i et år snart. Jeg har netop aborteret for tredje gang i streg (alle tidlige aborter). Jeg går med jævne mellemrum ind på din side for at finde trøst, for jeg ved, at du også havde flere forsøg, der endte i bio´er, MA´er og GUL. For jeg sidder konstant med en fornemmelse af, at det aldrig bliver os, og at min krop bare ikke vil holde fast i en graviditet.

    Men så læser jeg dine tanker, læser statistikker, snakker med de evigt optimistiske læger og bliver glad igen… for en stund i hvert fald, for det gør så satans ondt at gå til fertilitetsbehandling. Jeg skal også indrømme, at jeg har unfollowed alt det, der minder om babyspam og har slukket min snapchat, for jeg magter det ikke.

    Men igen… mon ikke, alt bliver godt igen. Det siger lægerne, og dem skal man nok tro på, indtil det modsatte er bevist.

    kh

  9. Sikke er fint og beskrivende indlæg.
    Vi har også været i isci behandling , idet min kæreste var steriliseret efter et tidligere forhold og børn.
    Det var pissehårft, ikke fysisk for mig, men mentalt.
    Efter to ægudtagninger og 3 oplægninger blev jeg gravid på en fryse blasocyst og er nu lidt over halvvejs. Vi skal også have en dreng og selvom jeg ikke har mødt ham endnu, så er jeg allerede sikker på at der var en mening med at det var lige netop det æg.

    Jeg er dog rigtig træt af at tale om behandlingen, når folk spørger og heller ikke mange, udover mine nærmeste ved hvad vi har været igennem og jeg har tænkt mig det skal forblive sådan pt. Jeg kan mærke at jeg ikke magter at tale om det, jeg bliver faktisk lidt ked af det, for på nuværende tidspunkt er det ikke aktuelt mere. Det er et afsluttet kapitel.

    Mange tak for dine altid velskrevne indlæg og åbenhed. Jeg har heller på jet fra side linjen hele vejen igennem og har kunne genkende mange følelser og tanker fra da vi var i gang.

    1. Hvis jeg bare, udover Cathrines historie, må komme med en lille solstråle historie til dig, så havde min veninde fået af vide, at hun aldrig naturligt kunne få børn. Hun gennemgik 7 års fertilitetsbehandling, flere aborter med doneræg osv. Efter 8 år tog de på ferie og hun blev gravid. Det skal nok lykkes.

  10. Har selv været igennem længerevarende fertilitetsbehandling, med en datter som resultat. Og kan så godt genkende de følelser og tanker du beskriver ❤️ Dog var forløbet ikke så hårdt ved os, vi oplevede ikke at miste, men det varede 4 år og som du skriver kan jeg i dag ikke forestille mig det anderledes❤️

  11. Hvor er det altså fint at læse! tak fordi du deler! Det giver håb om at det lykkes for os også! og det giver mig følelsen af ikke at være helt alene med alle de følelser, der rumler rundt indeni og som ingen andre rigtig forstår, fordi de ikke har prøvet det.
    tak igen!

  12. Dine ord er simpelthen så fængslende, rammende og dybe hver gang du lukker op om det her emme. Jeg sidder her med tårerne trillende.

    Jeg er selv på vej. Skal testes for, om jeg har et gen, der kan give brystkræft. Svaret betyder inseminering eller ægudtagning fra en krop, der ifølge lægen er nærmere de 35 end de faktiske 27 (det er åbenbart bare sådan, jeg er født. Med meget få æg). Det er hårdt, men moderinstinktet ligger allerede så dybt, at jeg helt automatisk allerede har valgt den hårde vej, hvis genet findes i min krop. Selvom det ikke er nødvendigt og kun en valgmulighed ifølge lægen.. men hvilken mor vil kunne se sig selv i øjnene, hvis hun gav sin datter et gen, der kunne give hende brystkræft?
    Det er sjovt, hvordan jeg selv er trådt helt i baggrunden i forhold til den test. Hvordan mit eget liv føles sekundært, bare jeg ikke giver det videre.. jeg er forundret og chokeret over, hvordan tanken om et barn kan rykke rundt på alle ens prioriteter i livet på et splitsekund.

  13. Så rigtigt, Cathrine! Jeg deler alle de samme tanker og følelser. Det ene æg, var det helt rigtige, og her sidder jeg og græder af lykke med vores lille Aston liggende på mit bryst. Livet er til tider hårdt, men det at blive mor overskygger alt andet og skaber en indre lykke større end noget andet <3

  14. Dejligt indlæg ❤️
    Du ser også helt grund-lykkelig ud.
    Sådan er det vist med babyer, jeg kommer i hvert fald tit til at græde lykketårer, når jeg ser på min lille søn.
    God weekend til jer.

  15. Jeg ved slet ikke, hvad jeg skal skrive. Tårerne trillede gennem læsningen af dit indlæg. Det var så stærkt og så fint. Tak for alt det du giver, virkelig!

  16. Hej Cathrine,

    Vil bare lige sige, at hvor er det smukt og dybt skrevet – du sætter virkelig ord på noget meget essentielt. For det er præcis den situation jeg lige nu står i – bliver jeg nogensinde glad igen? Man ved jo godt, at der er en silver lining derude et sted. Men den kan være svær at se, når man er i det. Og når man ikke ved, hvornår drømmen om en baby kommer. Jeg føler virkelig, at det sætter ar.

    For andres ord om, at det nok skal lykkes, hjælper bare slet ikke. Det hjælper ikke engang, at sige det til sig selv. Selvom man godt ved, at det er rigtigt.

    Jeg føler mig i øvrigt også så alene omkring de her følelser. Folk der ikke har prøvet at kæmpe for at blive gravid har virkelig no idea. Det kan være svært for vennekredsen at forstå ens ulykkelighed. “Nyd tosomheden” og andre tomme floskler er bare slet ikke det, man har brug for at høre.

    Nå, det blev lige en længere smøre, men vil blot sige, at det er så super rart at læse dig sætte ord på mange af de her ting. Har også læst med om emnet, inden jeg overhovedet vidste, at jeg selv ville komme til at stå i den samme situation en dag. Men at se dig med Eddie, giver også håb. Det er sjovt som andres graviditet kan vække så grumme følelser i en, som man langt fra er stolt over. Men folk, der kæmper for det; jeg under hver og en deres graviditet og deres ønskebarn. Der bliver jeg sjovt nok slet ikke jaloux. Og jeg sætter min lid til, at mit ønskebarn også finder vej en dag.

    Kh. Marlene

  17. ❤️ hvor det det bare fint og helt rigtigt beskrevet. Havde præcist de samme tanker når jeg var allerlængst nede under vores forløb på i alt 3,5 år – 1 års prøven selv, 2,5 år i behandling og 2 MA’er – før vores fantastiske datter kom til verden i slutningen af 2015. Nu er hun snart 3 år og i efteråret havde vi meldt os til behandling igen så hun kunne få sit største ønske om at blive storesøster opfyldt – selvom vi egentlig ikke helt var sikre på om vi var stærke nok til at gå gennem møllen én gang til. Vi fik lavet de indledende øvelser, taget blodprøver osv. og ventede bare på min mens så vi kunne komme i gang. Men, den kom bare aldrig. Efter et par uger tog jeg en graviditetstest bare for at udelukke det – og efter mindre en 30 sekunder var der to meget tydelige streger derpå!! 😳 På en eller anden mærkelig måde er det lykkedes os at blive gravide helt på den hjemmelavede måde og jeg er nu små 18 uger henne med lillebror/søster. Miracles do happen og vi slap for behandling igen.

  18. Tak for dit fine skriv. Jeg kan nikke genkendende til det hele og her vendte lykken også tilbage med ønskebabyens ankomst ❤️ I dag ser jeg det som en gave at jeg får lov til at være ekstra taknemmelig for vores lille dreng (selvom jeg da helst ville have været foruden tiden i behandling!)

  19. Årh altså. Tak for dette indlæg lige nøjagtigt nu. Jeg er selv ved at komme mig over en MA og jeg tænkte netop i går – bliver jeg mon egentlig nogensinde rigtig glad igen… Vi havde kun prøvet i 2 måneder, og så skete det allerede. Jeg kan derfor ikke leve mig ind i årelang ventetid og behandling. Men der er stadig et åbent sår, som jeg håber bliver helet – og også gerne inden jeg forhåbentlig er gravid igen. Håber at kunne finde frem til lykken udenom babyer igen, da jeg næsten ikke kan bære tanken om den proces vi risikerer at skulle igennem. Jeg er (meget fjollet, I know…) ved at lave en liste i mit hoved over positive ting ved min MA og at jeg ikke er gravid (end)nu. Den hedder lige nu: Alkohol, kaffe uden restriktioner, en smøg i ny og næ, min krop for mig selv i et stykke tid (endnu). Og forhåbningen om at jeg igen en dag SNART oplever følelsen af at stå med en positiv test i hånden.

Læg en kommentar