En læsers historie: Solomor + sæddonor = baby - ROCKPAPERDRESSES
En læsers historie: Solomor + sæddonor = baby

Jeg har skænket solomødre mange tanker under min graviditet og efter fødslen. Det er så freaking fierce at tage så stor og bumlet og følsom en rejse helt selv, uden en hjælpende kærlighedshånd. Jovist, de fleste af os har veninder og mødre og fædre, der uden tvivl træder til. Men det vil aldrig være det samme, som den der er ligeså forpligtet til et barn som en forældre.

For pokker, at skulle have gjort det uden Adam. Jeg ville ikke tro, jeg kunne, men så læser jeg sådan en historie som Katrines, som er så mega sej. Og det giver egentlig mig troen og tilliden til, at det kunne jeg godt. Det kan man godt. Gøre det selv! Kærligheden til et lille menneske kan bære en igennem det hele.

Hvordan det gik til, at en ung kvinde, som Katrine besluttede sig for at blive mor med en hjælpende hånd, skal I læse i dag, så tag godt imod hende (og hendes dødlækre lille dreng).

rockpaperdresses, fertilitetsbehandling, sæddonorAf Katrine Rosborg Bak

Min historie er lidt utraditionel, men forholdvis enkel og samtidig en vild rejse, hvor mange har haft en holdning til mit valg.

Jeg var 23 år. Alene. Og man kunne godt kalde mig virkelig skruk, for jeg var skruk. Mere end de fleste på 23 år. Det eneste, jeg havde tænkt på de sidste par år op til, det var det her barn, som jeg længtes så meget efter. Jeg gjorde op med mig selv, at jeg ønskede et barn mere, end jeg ønskede mig en mand, for det eneste jeg kiggede efter i mand var en “far” til mit barn, og det holdt bare ikke i længden. Specielt ikke når man sidder på Tinder og kun er 23 år.

Jeg fandt en masse information om fertilitetsbehandling, for var det overhovedet muligt at få et barn alene, når jeg var yngre end en typisk solomor? Og kunne jeg klare det alene? Jeg kom frem til, at jeg kunne svare ja til begge spørgsmål. Jeg havde penge på kontoen, og talt med en privat klinik, som jeg havde fået en god kontakt til. Jeg kom hurtig til en indledende samtale på klinikken og blev mødt af den sødeste jordemoder, der ingen fordomme havde om mit valg. Men jeg havde også en helt anden ro i kroppen, da jeg havde taget beslutningen om at gøre det alene. At få et barn med mig selv. Og det hjalp nok på det hele.

Alle prøverne så fine ud, og jeg kunne derfor komme til i min næste cyklus. Jeg skulle inden inseminationen have bestilt sædstrå, som var en surrealistisk oplevelse i sig selv, for ville det lykkes med denne donor? Hvordan ville mit barn se ud? osv. Jeg blev skannet på 12.dagen i min cyklus og min ægblære var de famøse 18 mm, og jeg kunne derfor sent om aftenen tage ægløsningssprøjten og 36 timer efter blive insemineret.

Og sørme om jeg ikke 2 uger efter stod med en positiv graviditetstest. Alt var vildt. Nu skulle jeg være nogens mor.

Jeg fortalte det til ret hurtigt til venner og familie, og jeg blev mødt af vildt mange spørgsmål. Mange upassende og mange nysgerrige. Fx blev jeg ofte spurgt om, hvad det havde kostet, om jeg var lesbisk, om jeg havde været uheldig i byen osv. Jeg forsøgte at tage det meste med et smil, og ofte ville/vil jeg også gerne fortælle, men folk er generelt hurtig til at spørge om meget personlige ting omkring mit barns tilblivelse, og det kan godt være grænseoverskridende.

Jeg havde en rimelig nem graviditet, hvis man ser bort fra halsbrand, væske i kroppen og mange plukkeveer. Jeg fødte en dreng ca. 3 uger før termin. Jeg havde en rigtig god fødsel, hvor jeg selv tog imod ham og klippede navlesnoren. At være den første til at røre ens barn er fantastisk. Vi var i de første 6 uger frem og tilbage på hospitalet pga. gulsot, og det var hårdt at stå alene og være nybagt mor.

rockpaperdresses, fertilitetsbehandling, sæddonor

Det har været det allerbedste at blive mor, men det er også hårdt at vælge at blive solomor, for der er aldrig nogen, som griber dig. Du skal klare alt selv. Det er heller ikke nemt at være den første i en venindegruppe, der bliver mor. Jeg har dejlige veninder, som støtter mig. Men det kan være enormt ensomt at være den første i en gruppe, der får et helt nyt liv med en baby, fordi det ikke helt er gået op for ens veninder, at spontanitet og en bytur ikke er ens første prioritet.

I dag er mit barn næsten 2 år, og det er stadigvæk lige så vildt at være blevet mor, som jeg havde drømt om. Det er vildt at elske et andet menneske så ubetinget. Det er næsten utænkeligt at forklare til mennesker, der ikke har børn, hvordan det er at elske sit barn, for man bliver aldrig helt færdig med sin forklaring. Det er som en bølge af lykke, der bare vælter ind over en.

Noget andet, som er svært at forklare, er hvordan jeg har taget valget om at blive solomor i en alder af 23 år. Jeg kunne måske godt have ventet på en mand, men når hele dit hjerte skriger efter det her barn, så kunne det ikke være anderledes for mig. Den følelse af, at intet andet i verden er mere rigtig end at blive mor på denne måde, det er svært at sætte ord på. Jeg ved, at der er mange meninger omkring det at få et barn med sæddonor, men jeg forsøger at fokusere på, at mit barn er velfungerende, jeg er lykkelig og afklaret med det hele, og sådan håber jeg også at mit barn vil tænke.

rockpaperdresses, fertilitetsbehandling, sæddonor

8 kommentarer
  1. Hvor er du sej og modig Katrine! Jeg tager hatten af for dig, og din lækre lille dreng har jo en fuldstændig fantastisk mor, så jeg er også overbevist om, at din tilgang vil smitte af på ham ❤️ Jeg er selv resultatet af en brandert og kender derfor ikke mit faderlige ophav, og helt oprigtigt, så har han aldrig manglet. Det har for mig været rigtigt svært at skulle savne noget, som aldrig havde været der.. Min mor har altid hvilet enormt meget i hendes beslutning om at få mig og altid stået ved ‘situationen’ – og jeg har aldrig været i tvivl om, at jeg var et ønskebarn! Som hun altid siger: “Jeg ønskede mig måske ikke et barn lige på det tidspunkt, men da jeg fandt ud af, at jeg var gravid var du ønskebarnet og jeg var aldrig et sekund i tvivl: Du var mit barn” – Og med den kærlighed bag sig, så skal resten nok gå ❤️

    1. Tak for de søde ord, Louise ❤️ jeg er hverken naiv eller uvidende om, at min søn helt sikkert kommer til at spørge til en far en dag, men jeg håber og tror på, at jeg forhåbentlig gør det forståeligt for ham, at vi også er en familie, hvilket jeg gennem solomor grupper på fb kan se andre solomødre lykkes med. Men det er rart at høre, at du har haft/har det godt, selvom du ikke har en far i dit liv, særligt pga den måde din mor har taklet situationen på 😊

  2. Spændende historie og virkelig en skøn lille fyr med dejligt smil 🙂 Jeg er ret nysgerrig på, hvordan valg af donor foregår? Er det sandt, at man kan vælge donorens øjenfarve, uddannelsesniveau, hårfarve osv.?

    1. Tak Anna ❤️ ja det er sandt, det er lidt forskelligt, hvor meget information, der findes om donoeren. Den største sædbank i verden ligger i Aarhus, Cryos, der kan du fx se på hjemmesiden, hvilke oplysninger, der findes om den enkelte donor. Nogle kvinder vælger selv donor gennem fx Cryos, andre lader klinikken/hospitalet vælge en donor til den 🙂

  3. Spændende læsning og sejt gået. Må jeg spørge, om du har valgt anonym donor eller ikke? Og evt. hvorfor? Jeg synes, det er et vildt interessant emne!
    Vh Ditte

    1. Jamen jeg har valgt en åben donor, men kan sagtens se fordele ved en anonym, og derfor var det også et svært valg. Jeg tog beslutningen om en åben donor, fordi jeg gerne vil give min søn mulighed for at få en form for kontakt til donor, hvis han ønsker det, enten ved brev, fysisk, et opkald osv. Men donoren er ikke en del af vores familie. Han er ikke en donerfar, eller far. Han er donor. Jeg håber inderligt, at min søn ikke får behov for denne kontakt til donor, fordi jeg som mor har overbevist ham om, at vi er den familie han har brug for, og at vi ikke mangler noget. Jeg forstår fulgt ud dem som vælger en anonym, fordi barnet så netop ikke går og venter hele livet på at blive 18 år, så de kan få kontakten, til en person, som de rigtig nok deler gener med, men som de ikke kommer til at få et forhold til, eller bliver en del af familien. Det er et ømt emne og noget mange, der ikke har børn af donor mener meget om, især er holdningen at alle burde vælge åben, fordi man skylder barnet det, men det man skylder sit barn er, at give dem følelsen af, at de ikke mangler noget. Og man kan faktisk få anonyme donoere med rigtig meget information, som vil være nok for mange børn, og derudover er det ikke ulovligt for en åben donor at afvise kontakten, så intet er sikkert der. Mange kvinder og par har tidligere også været nødt til at vælge anonyme donoere, fordi der ikke fandtes eller var meget få donore. I dag er der mange åbne, og det er ofte dobbelt så dyrt som en anonym, hvilket også kan være en faktore i valget af donor. Og i dag er der også langt bedre styr på donoere, donor numre osv, end bare for 10-30 år siden, og det hjælper både børn af anonyme og åbne donore.

  4. Jeg er selv solo-mor til en skøn pige på også snart 2 år! Det er møg hårdt! Men hold op hvor kan man overkomme meget når man elsker et lille menneske så højt 🙂
    Jeg har valgt åben donor, og min datter får mulighed for at tage kontakt til sin “far” hvis hun har et ønske om dette, når hun bliver 18 🙂

Læg en kommentar