Glædelig weekend - ROCKPAPERDRESSES
Glædelig weekend

Vegansk risengrød, hva’ be’ har!

Det smagte faktisk virkelig, virkelig godt. Absolut cremet og lækkert og let krydret. Det fungerede virkelig godt. Med gurkemejelatte ved siden af. Jeg kan lige love jer for, at det var grønt. Jeg har ikke været på en af mine stamcaféer, Acacia, i en måneds tid, så det var vel på tide. En af dem fra bermudamadtrekanten; Les Trois Cochons, Rist, Acacia. Jeg afviger sjældent herfra. Og slet ikke i denne tid.

Og nu er det weekend! Og når jeg kigger ud af vinduet, så er himlen blå – er det ikke vidunderligt? Og det slog mig i går, at vi snart har vintersolhverv. Så går vi mod lysere tider. Faktisk skal vi ikke meget mere end lige efter nytår, og så føler jeg, at sommeren er om hjørnet. Så bevæger vi os ligesom den vej, ikke?

Okay, går det for hurtigt? Det er trods alt bare fredag og anden weekend i december. Jeg skruer ned for forårsambitionerne.

Så lad os tage denne weekend. Hvad skal vi? I dag skal jeg først ud på barselsbesøg hos en god veninde, der har født en lille dreng. Det bliver sådan en lækker gåtur på en god halv time. Og så i det her vejr? Måske med Sitter (podcasten) i ørerne? Jeg er en episode bagud.  Ellers er ambitionerne mest af alt at kramme og trække vejret i dag. Fredag er vi fuldstændig smadrede. Som sidste weekend hvor vi gik døde 20.27.

Men i morgen! Jeg skal ud og spise morgenmad med min gamle kontormakker Christina. Og så har vi talt om at få købt juletræ. Enten et fint et vi kan plante ud på terrassen bagefter – eller også et økologisk et fra Landbohøjskolens juletræssalg. En kop gløgg bagefter vil være lige i øjet, hvis man skal ønske sig noget ekstra. Vi blev i øvrigt færdige med Harry Potter-filmene sidste weekend, så nu tænker jeg, vi skal starte på denne julefilmsliste, som I sørgede for.

Og søndag kommer Chris og Chris til morgenmad med Lily. De tager morgenbrød med (og jeg håber lidt, de tager forbi Juno, savle-savle-savle). Vi står for resten.

Det er vist egentlig det? Sidste weekend var en mundfuld med kæmpe forkølelse, dåb lørdag og julehalløj søndag.  Så dejligt at denne her weekend lover mere ro.

Hvad skal I? Også kværne julefilm eller har I julefrokoster på tapetet?

rockpaperdresses, vegansk risengrød, Cathrine Widunok Wichmand

24 kommentarer
  1. Det lyder dejligt – angående julefilm er Love Actually virkelig min yndlings, jeg har allerede set den to gange i år! Men den har I vel set, ellers er den sikkert på listen 😉
    Min weekend står primært på eksamener (bare hvis nogen savner at være studerende, så minder jeg lige om eksamener i juletiden), men der sniger sig heldigvis også en julefrokost ind i morgen.

    1. ÅH det er den bedste! ELSKER Love Actually, så mange tudeøjeblikke! Jeg håber, du kom godt fra start med eksaminerne – og at hovedet har det rimeligt oven på i går 😀 KH

  2. Sikken nogle dejlige weekendplaner I har jer, og så med dette skønne vejr som starten på det hele!
    Skal forhåbentlig føde vores lille søn denne weekend, der er gået 9 dage over tid. Men mon ikke det er fordi at han lige vil ligge inde i varmen lidt længere 🙂 god weekend til jer!

    1. Ejjj hvor er det bare spændende Emilie, nu er vi 11 dage dage over. Hvor i processen er du? Kan nu godt forstå han holder sig i varmen lidt endnu 😀 KH

  3. Jeg skal til fødselsdag hos min veninde, som har den bedste musik-smag, så jeg ved at mine øregange kommer til at være balsamerede hele natten – det glæder jeg mig til!
    I morgen skal jeg bage julesmåkager med min kærestes familie, som er halvt norsk, kan sende en lille anbefaling af både krumkager og norske klejner – de er såååå gode!
    Sidst men ikke mindst skal jeg søndag kigge længe og forelsket på min kæreste og nyde stilheden midt i december travlheden!

    1. Ejjj jeg er misundelig, haha! Jeg læste ‘balsamerede’ som basarm, haha! Hvad hjertet sig ønsker… Det lyder som en herlig weekend – bagværk, god musik i øregangen, forelskelse og stilhed. Så dejligt! KH

  4. Hyggen og roen stråler bare ud af det her indlæg – det er så fint og rart 🙂 får helt lyst til at skrive #bliss! 😁 Min weekend står på december get away med min mor. Sidste december var vi i Paris – i år er det London. Har aldrig været der ved juletid, så jeg glææææder mig. Rigtig god fredag 😍

    1. Haha, det er sgu os rimelig #bliss-agtigt. London er så mega dejlig til jul Oxford-street og en tur i Liberty. SÅ god (og dyr) julepynt). Håber I har haft en dejlig, dejlig tur! KH

  5. Glædelig 7.december:-)
    I må nyde jeres weekend!
    Vi skal lave appelsiner med nelliker til ophæng, bage småkager(din opskrift fra den anden dag), se julefilm, spille brætspil, holde 2.advent med faste traditioner.
    Julehilsner:-)

  6. Jeg skal føde mit første barn! Selvom jeg er 38+ I graviditeten, havde jeg regnet med, vi liiige kunne nå et julemarked og en sidste biograftur her i weekenden, min mand og jeg, før baby meldte sin ankomst, men jeg blev sat i gang i går efter graviditetskomplikationer, der efterhånden krævede aktion, så nu ligger jeg og venter på veer. Det er så VILDT, at jeg, næste gang jeg kommer hjem, har min baby med, og når jeg møder de nybagte familier med deres små nyfødte i krybberne ude på gangen, er jeg lige ved at græde ved tanken om, at jeg skal se min egen baby lige om lidt. Jeg har lige genlæst din fødselsføljeton og skulle nok have undladt den sidste del om adskillelsen, som jeg slet ikke kan bære tanken om, skulle ske for os. Det gode at se er jo, at I er landet godt på den anden side på trods. God weekend 😊

    1. Ejjj!! Ditte! Du topper weekendsplanerne! Hvor er det vildt – også at du har lyst og luft til at dele med os. Kæmpe til lykke.. Pøj Pøj – en lille baby, det er det bedste.. Så fint du har læst den seje del også – det skal nok gå, også på den anden side. Det lover jeg. Jeg krydser! KH

  7. I skal da helt klart støtte de skovbrugsstudenrendes juletræssalg 😉 der har jeg nemlig selv solgt i sin tid

    1. Ja det var det jeg tænkte! Jeg var forbi fredag eftermiddag, hvor jeg intet kunne se nogen steder, hvor plejer de at stå? KH

  8. Lørdag får jeg besøg af min skønne familie, som gerne bruger fem timer på motorvejen for at fejre min 25-års fødselsdag ❤️Resten af tiden bliver brugt på træning og at studere øre-næse-halssygdomme, som jeg skal til eksamen i om en måneds tid 👂🏼👃🏾🗣👩🏻‍⚕️

    1. Jaaa! Også til lykke til dig Karl! Håber I fik fejret godt igennem. Og så spændende med medicinstudiet, som jeg antager, vi er ude i? Pøj pøj med det! KH

  9. Jeg startede min weekend ud med at have fødselsdag. Simpelthen 🙂 Min veninde og jeg havde bestilt bord på en restaurant (midt i julefrokostvirvaret). Jeg luftede mit nye genbrugsfund – en næsten gulvlang mørkeblå velourkjole – for vi havde billetter til det kongeliges juleballet Alice i Eventyrland bagefter. Det var af en eller anden grund første gang jeg så noget på gamle scene. Det var helt vildt magisk! Og en virkelig dejlig fejring og en helt rigtig start på weekenden. I dag skal jeg bare finde ro. Min december skal have fokus på ro og gode ting, for jeg har været alt for tæt på at få det skidt i travlhed i november. Jeg vil købe papir og lave noget fra Theresa Jessings bog Vinterklip. Hygge, sysle og gå tur. Lytte til podcasts. Finde noget god morgenmad (du har smittet mig på det punkt!).
    Ikke så meget mere. Nice and easy.
    God weekend!

    1. Til lykke med dagen Ann! Den kjole lyder to die for – har du lagt et billede på insta? Så må vi lige se og savle over fundet! Det er det bedste; grnbrugsguld. Det lyder i øvrigt som en virkelig fin fødselsdagsfejring med masser af kvalitet over sig. Nice and easy lyder som kodeord for en så skøn december, jeg håber du finder helt ned i dig selv igen. KH

Læg en kommentar