Juleaften 2018: Få gaver, kæmpe hygge - ROCKPAPERDRESSES
Juleaften 2018: Få gaver, kæmpe hygge

rockpaperdresses, Cathrine Widunok Wichmand, Julie Bjarnhoff, Nyhavn,

rockpaperdresses, Cathrine Widunok Wichmand, Julie Bjarnhoff, Nyhavn,

Hvor jeg håber, I har haft de fineste juledage. Uden for mange uindfriede forventninger, uden for meget hjertesorg, uden for meget stress. Der er bare så pokkers mange forventninger til, at NU skal vi hygge os, ikke? Som om det er noget, man kan tænde og slukke for på en knap.

Sådan har det i hvert fald været for mig i flere år. Foruden den helt klassiske skilsmissebarn-hvor-skal-vi-holde-jul, så har jeg også sendt radio alle årene på P3. Det meste var ikke live, men skulle båndes, og det betød, at dagene inden jul var super pressede for at nå i mål inden den 24. og nogle år måtte jeg også ud en enkelt gang i juledagene for at få det hele med.

Men i år? Ro. Fred og ro. Vi var hjemme hos os selv, og vi startede madlavningen op i god tid dagen før. Vi fik lavet en sindssygt lækker langtidsstegt and med seks timer i ovnen – kødet faldt fuldstændig af benene, da den var færdig. Sovsen var kraftig og smagfuld, lavet helt fra bunden – og det er nu lykkedes Adam at lave en stjernegod sauce til jul TO gange, så jeg tænker, at den er der! Han kan det der. Jeg lavede en god lun rødkål, ret flotte brunede kartofler og en fin ris a la mande (hvis ikke man selv skal sige det, vel?). Det var virkelig lækkert. Og jeg var så stolt over, at vi havde formået at lave alt selv fra bunden; pille kartofler og smutte mandler og alle de andre tidsrøvere, tage os godt af Eddie og så stadig spise klokken 18.45.

Gæsterne var min far og min svigermor, som kom tidligt. Og så startede vi med at dele en flaske bobler, mens vi lavede maden helt færdig. Eddie hang på den ene arm og så den anden arm og tilbage igen. Det var så dejligt og han klarede det hele helt vidunderligt. Jeg lagde ham i seng klokken 20.00, og så sov han et par timer og skulle have lidt mere mad og sov så videre indtil jeg gik i seng, hvor han fik lidt mere. Så glad og rolig. Min fars kone kiggede også forbi henad klokken ris a la mande og nåede julegaveindpakningsseancen.

rockpaperdresses, Cathrine Widunok Wichmand, Julie Bjarnhoff, Nyhavn,

Med alt hvad der har været af diskussioner i familierne omkring julen gennem årene. Hvor skal vi være? Hvem skal vi være med? Ja, så var det her en af de magiske jule, som jeg har drømt dem. Nede i tempo, fyldt med god mad vi havde nusset om, voksensnak og ro. Stearinlysenes skær. Hjemme. Min juleaften har altid været med ganske få mennesker, min mor, farmor og mormor, evt. min søster. I stor kontrast til lillejuleaften i min fars familie, hvor vi til tider har været 25. Begge dage, sin charme. Men jeg holder virkelig af det nære, små.

Der var stort set ingen gaver under træet, som jeg også skrev om forleden. Vi havde fået fremkaldt billeder til alle bedsteforældre, og så gav vi dem en tur i sommerhus. En weekend på et tidspunkt i løbet af 2019. Adam fik en gryde, jeg et halstørklæde og min mor havde købt ‘en skolebænk’ fra Folkekirkens Nødhjælp til os begge. Jeg havde fragtet et stort og smukt litografi hjem til Adam fra Edition, det var min gave til ham. MEN. Adam havde slået til Søren. Hvad han ikke har haft i god julegavekarma de sidste ti år, ja det kom for fuld hammer i år. Jeg fik et virkelig fint sæt undertøj, et årskort til Louisiana og et gavekort til Beauty Avenue. “Og brun sovs!”, kvækker Adam ved siden af mig, haha! Ja, for fanden. Og verdens dejligste baby. Den bedste gave i år.

Det var vist mest af alt ham i øvrigt, der fik gaver, Eddie. Nogle fine bodyer. Et par mormorstrikkede bukser. Et legestativ. En højtaler til sit værelse. Oldefarmor havde købt nogle små biler. Vi havde ikke selv købt en gave til ham, men måske vi finder et lille litografi til ham? Inspireret af gode venner, der har gjort det samme til deres datter første år.

Hvordan var det med et minimum af gaver? Jeg havde tænkt lidt på, om det ville føles fladt, sådan i dagene op til juleaften. Jeg var lige ved at fortryde at melde nej tak til gaver. Men ved I hvad? Jeg savnede det ikke! Nu havde Adam også gjort sit og godt, så jeg havde lidt at åbne. Men det gjorde ikke spor, at det ikke var kæmpe overvældende. Mine forældre havde respekteret det – og i stedet nød jeg at åbne Eddies gaver, haha! Og så vil jeg glæde mig til sommerhustur med dem.

Hvordan var jeres juledage? Indfriede forventninger? Gode gaver? Nogen der har fået en sovseskål af deres kæreste? Haha! I så fald, don’t worry, parforholdet kan sagtens overleve!

rockpaperdresses, Cathrine Widunok Wichmand, Julie Bjarnhoff, Nyhavn,

18 kommentarer
  1. Jeg elsker at jul for mig og de voksne i familien, er gået hen og blevet uden gaver!
    Med to børn selv og 4 fætre, synes jeg at der er rigeligt med gaver, der skal købes.
    Synes der er så meget man skal nå i december og december bliver altid ekstra dyr hos os, også med indkøb til nytårsaften. Så det passer mig fint, ikke at skulle købe så mange gaver.
    Hos os er julen er børnenes fest og på deres præmisser. Elsker det og elsker at se mine børn være så glade i julen:)

  2. Af min mand fik jeg et gavekort til 5 x stor pommes frites på Texas Grillen 🙂 En mand der kender sin gravide kone ret godt!

  3. Hos os var der faktisk ikke en eneste gave under træet i år. For allerførste gang. Og jeg skal være ærlig og sige, at jeg spekulerede på, om det ville være lidt tomt, men det var det på ingen måde!. Der var så meget kærlighed, hygge og julestemning, at gaver var fuldstændig overflødige. Så rart og bekræftende!

  4. Første jul uden min far, som vi mistede i sommers, det var kun min mor, moster og jeg. Og det gik! Vi kom igennem med masser af latter og indstilling til, at julen nu skal genskabes på vores facon: man må sgu tage det oppefra og ned og, hvis det ikke virker, så nedefra og op.

  5. Min mand og jeg var værter for første gang i år! Så en lille smule nervepirrende qua foreningen af 2 familier, samt alt det praktiske. Men det forløb SÅ godt 🙂 På trods af at jeg ikke ligefrem kunne hjælpe super meget til (er højgravid med tvillinger og efterhånden ret begrænset rent fysisk). Lækre gaver under træet. Alt var som det skulle være <3

  6. Hvor kan jeg bare genkende den der med ‘hvordan vi være i år’ – er selv skilsmissebarn, og jul har i mange, mange, mange år ikke været forbundet med noget hyggeligt eller positivt. Så ‘Den tid på året’ 1. juledag, og der kunne jeg nikke genkendende til mange scenarier. For 3 år siden blev vi forældre, og det har været forløsende i forhold til forventningerne til jul og rammerne herom. Vi bygger nu traditioner op om vores lille familie, med det vi tænker julen skal indeholde. Så alt i alt en dejlig måned, og en dejlig juleaften 💝

    1. Haha, for to madelskere er det der et VIGTIGT spørgsmål, vi gerne svarer på! 135 grader i 5-6 timer og MASSER af salt, både inde og ude. Og så skyllede vi den lige en gang godt og grundigt efter rens, før den kom ind og stegte (og før al salten selvfølgelig). KH

  7. Hvor lyder det alt sammen dejligt! Både med selskabet, maden og jackpot på gavekontoen 🙂
    Jeg forskansede mig i køkkenet med min kære svoger juleaften, da der i min kærestes familie altid holdes store gilder – og jeg er mest til noget lidt mere nærværende. Men vi fik lavet både and, brunede kartofler, sovs og rødkål til UG (hvis vi selv skal sige det). På gavefronten er jeg virkeligt til “less is more”. Genbrug og bæredygtighed fylder meget for mig, og min kæreste (+ svigermor og svoger), er ganske gode til at finde de der små (genbrugs-)gaver, der bare giver mening 🙂 så alt i alt en ganske dejlig jul!

  8. Hahaha, jeg var lige ved at give min kæreste sn sovseskål! 😂 I tillæg til en parfume, godt nok, men alligevel! Jeg tror dog, at han bar blevet glad. Min jul var mindeværdig på godt og ondt. Julen foregik som den gør hvert andet år hos mine forældre, men min far havde fået sig en slem forstuvning et par dage før juleaften, så min kæreste og jeg måtte hente et juletræ til dem, vi måtte endda transportere det med bus, haha. Selve juleaftensdag måtte min mor og jeg løbe endnu hurtigere end sædvanligt, men vi kom da heldigvis i mål til sidst, og maden smagte som den skulle. Jeg blev begavet med mange gode ting, blandt andet et gavekort til en økologisk frisør, en foodprocessor (jeg har simpelthen været Gertrud fra The Julekalender i år), en sifon og en hundekalender. Alt i alt endnu en dejlig jul!

  9. I år var vores første gang som værter. Vi fik besøg af min svigermor, svigerfar og to svigerinder, så vi var seks voksne og vores søn på 2 år. Jeg havde været lidt spændt i ugen op til, men min svigermor havde stegt anden dagen før, og hjalp med både de brunede kartofler og sovsen, så alt gik godt. Næste gang drømmer jeg dog om, at vi laver det hele selv, så vores gæster kan nyde, at være gæster, og bare slappe af. Det fortjener de, efter så mange år som værter selv.
    Det var en dejlig rolig dag, hvor vi både havde tid til rundstykker fra bageren, tegnefilm i fjernsynet, bål i haven, gåtur i skoven, fodre byens små heste, æbleskiver, leg, en god 3 timers middagslur og lidt gaveudpakning for vores søn. (Man kan nå meget, når ens barn er A-menneske, og står op klokken
    5.30 🙂 )
    Når vi er sammen med min side af familien, er vi omkring 20-25 mennesker, hvoraf 5 af dem er børn under 5 år. Det er en helt anden juleaften, som også har sin charme, men langt fra den rolige, hyggelige, afslappede og nærværende følelse, som jeg i højere og højere grad forbinder og drømmer om at julen skal være. Oveni det, bliver alle pakkerne bare delt ud på en gang, og det er et stort gavepapirskaos, hvor man ikke ser, om den man har givet gaven til, nu også bliver glad for den. Der elsker jeg traditionen i min mands familie, hvor de åbner en pakke af gangen, og man når at opleve glæden ved, at have fundet den helt rigtige pakke, og se glæden i modtagerens øjne.
    I år har vi også besluttet, at sige nej tak til de fleste gaver, og nogle af gaverne til vores søn, har vi faktisk også skåret fra. Vi synes simpelthen, at det bare er et stort bytte-bytte-købmand-show. Oveni det, er det jo en dyr måned, og vi har netop besluttet os for, at vi gerne vil skære lidt ned på unødige udgifter. Så der var heller ikke særlig mange gaver under vores træ i år, men det var helt okay. Det jeg havde glædet mig mest til, var alligevel den gode mad, hygge og det store slikfad.
    Så julen 2018 har været helt perfekt, og jeg glæder mig til næste år, hvor vi udvider familien med endnu et lille familiemedlem.
    Rigtig godt nytår til dig og dine kære.
    – Charlotte

  10. Hvor lyder det skønt. Jeg har heppet på Adam på gavefronten længe! 😆

    Selve juleaften var lidt et flop for mig i år. Med en del af svigerfamilien jeg ikke har holdt jul med før, en masse mennesker jeg ikke kender, ikke nok mad, og bare generelt en stresset og u-julet stemning…
    Jeg er en kæmpe julegris, så vi er blevet enige om at det nok er sidste gang vi holder det med dem. Vi er lidt for voksne til at skulle jule på andres præmisser. Så næste år er det hos os selv, med ro på, og hvide kartofler nok til en kæmpe omgang biksemad 😉

    Vi åbnede gaver d. 25., og der var til gengæld alt for mange – min svigermor kan ikke rigtigt styre det 😂
    Min mand virkelig flottet sig, og inviteret mig på Kokkeriet. Det er første gang vi skal spise SÅ fint, og jeg glæder mig helt ustyrligt <3 og så fik jeg et fuglefoderhus af vores hund 😍🙈
    Er vi de eneste hvis hund er så aktivt med i gavegivningen mon? 😂

  11. Måske misforstå jeg men det er nok dig som gav ham en dejlig baby og ikke omvendt…håber i den grad der kommer eller kom den barselsgave alle kvinder fortjener men især dig efter den indsats du har leveret i hele forløbet for ham. 💎

    1. Hvor er du sød Joli! Lad os kalde det en fællesgave 😀 Adam siger, den kommer en dag, og så snakker jeg ikke mere om det med ham. Til gengæld har jeg selv fået lavet mig den smukkeste ring med masser af symbolik over min lille dreng. KH

Læg en kommentar